Santorini, 2002

Turen blev bestilt i januar - altså til katalogprisen. Santorini har i flere år været på min ønskeseddel for rejsemål, og da Britta heller ikke havde været der, blev det destinationen. En anden medvirkende årsag var, at Århus Charter havde valgt at udbyde dette rejsemål fra Aalborg Lufthavn.

Som en optakt havde Bente 29.09.02 inviteret på en græsk aften med voksdug og papirsdug samt fotos. Oprindeligt var kun Britta og jeg inviteret, men det blev et tilløbsstykke, og resultatet blev, at alle søskende blev samlet. Alle kunne de bidrage til forøge vores forventninger med oplysninger fra deres egne oplevelser på Santorini. Bente havde lavet en flot aften med tzatziki, tyrkisk brød og musaka. Hertil Retzina, ouzo og græsk øl delvist leveret af den øvrige familie. Vi blev udstyret med kort, fotos, ventilator og myggekanon. Sidstnævnte fik vi heldigvis ikke brug for. Der var ingen generende insekter, der ventede på os.

Jesper ankom med toget kl. 08.07. Han og Kristine skulle låne telt og bil de næste 14 dage. Ved 14-tiden kørte vi til Gug, hvor Britta diverterede med jordbærtærte og kaffe. Jesper tog Kadett’en med sig, og 16.45 kørte Britta os til lufthavnen.

18.25 var flyet fyldt til sidste plads, og vi lettede. Vejret var nogenlunde, så det var muligt at se noget af Danmark fra luften. På den sidste del af turen, der tager 3 timer og 45 min., var der ikke meget at se. Mørket havde sænket sig, men vi fik da set lysene fra bl.a. Sofia.

23.10 (lokal tid) landede vi på Santorini. Klokken skal stilles en time frem. 3 busser holdt parat til at køre til hotellerne, og ved midnatstid indtog vi efter at have pakket ud lidt medbragt whisky på altanen. Værelset skuffede mig umiddelbart. Det lå i stueetagen og vendte ud mod en stærkt trafikeret, smal gade med udsigt til en autoudlejning samt andre butikker. Støjen var anmassende. Der var to værelser ved siden af hinanden. Afskærmningen mellem de to altaner var ringe. Vores naboer blev et par i 40-erne, og vi fik demonstreret, hvor lydt der er, da de to kastede sig ud i en hæmningsløs elskov. Det morede os kongeligt..

Vækkeuret var sat til 08. Der var, troede vi, rigelig tid til morgenmaden, der serveredes mellem 08 og 10. Det var der ikke, for tumlingen (mig) havde glemt at stille dette ur en time frem. Vi nåede det selvfølgelig samt en lille tur på strandpromenaden inden velkomstmødet kl. 11.00. Dette mødes højdepunkt var en ouzo, og vi fik købt to udflugter.

Eftermiddagen gik med ophold på altanen samt en slentretur i Kamari og indkøb af vand, øl og ouzo. Værelset blev indrettet endeligt.

Ved 20-tiden gik vi ned på strandpromenaden for at spise.

Græsk salat

Tzatziki

Gyros på pitabrød

½ hvidvin (sjask, men kølig og  serveret i guldeloxeret aluminiumskande)

Britta var i omdrejninger fra morgenstunden. Hun havde medbragt 3 roser, en vase, et flag, ½ champagne og kransekage. Gaver var der tilmed: Carsten Jensen: ”Jeg har set verden begynde” og en sommerskjorte. Fra Rikke var der et kort indeholdende 30 € til en middag.

Efter morgenmaden, der de fleste dage blev indtaget skyggefuldt på det lille hotels terrasse, gik vi en tur ud i byen. Målet var en kirke i udkanten. Det blev til tre af slagsen. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, hvad der er en kirke, og hvad der er et kapel. Øen er tæt besat med blåkuplede gudehuse. Offentlig kirkegårde er der kun to af på Santorini. Begge er forholdsvis små og er beregnet for pårørende, der ikke råder over et privat gravsted. Vi sluttede vandringen for enden af lufthavnen.

Kl. 15.00 startede fra Kamari Tours samlingssted tæt på vores hotel turen til den nordlige del af øen. Første mål var Episkopi Gonias, der ikke rummer meget andet end øens ældste kirke. Kirkerne på Santorini er generelt aflåste pga. problemer med tyverier. Denne kirke var blevet hårdt ramt, idet 12 ikoner var blevet stjålet. Onde tunger påstår, at politiet var involveret i ugerningen. Vi var inde i den lille ortodokse kirke. En sådan kirke adskiller sig fra en romersk katolsk kirke på den måde, at der er en væg bag hvilken kun præsten må komme. Der er tre døre. Den midterste bruges, når præsten trækker sig tilbage og kommer til syne. De to øvrige bruges i forbindelse med dåb. Præsten tager drengebørnene og bærer den tre gange en tur ind i det hellige område. Pigebørnene må nøjes med et par ture rundt om døbefonten. Noget andet, der falder i øjnene er fraværet af stole. Der er nogle ganske få beregnet til svækkede medlemmer af menigheden, men det er ikke meningen, at der skal siddes ned under en ortodoks messe, der kan strække sig op til 4 timer. Derimod er det ikke imod god skik og brug at forlade kirken og sætte sig udenfor for at tage en smøg under gudstjenesten. Der er sat højttalere op, så de, der opholder sig udenfor, kan følge med i hvad, præsten foretager sig. Mens selskabet fik set færdig, afprøvede Britta og jeg tobaksrygning under et skyggefuldt johannesbrødtræ udenfor kirken.

Exo Gonia blev i 1956 offer for et jordskælv. Dette lagde byen i ruiner, og den er ikke genopbygget. I dag bor der kun 80 personer på stedet. Guiden kaldte den for en spøgelsesby. I godt 30 graders varme og med solen brændende ned, er det lidt svært at finde dette udtryk dækkende for andet end en smart betegnelse anvendt med det formål at gøre stedet interessant for turister.

Byen Pirgos er mere interessant. Den ligger højt, og på toppen er der resterne af en borg, der i sin tid blev anlagt for bedre at kunne holde udkig med og dermed bekæmpe sørøvere. Byen rummer iflg. guiden 42 kirker. Er dette tilfældet, er de mindste kapeller talt med. Disse kan være så små, at man let overser dem.

Turen til Pirgos var flot og gav det første syn ud over calderaen. For at komme op til borgen måtte der gås ad meget smalle gader med trapper. Udsigten var flot, og det var anstrengelserne værd at gå derop.

Gennem Fira gik det til postkortbyen Imerovigli. Efter sigende skal det være her, de allerfleste græske postkort er blevet til. Vi fik en lille smagsprøve på byen, der umuligt kan opleves på en halv time. Malerisk er der, og vi kom senere tilbage til stedet.

Sidste mål for turen var Oia, der promoverer sig med marmorbelagte gader og en enestående solnedgang. Vi blev slæbt til en restaurant på calderakanten. Her skulle den i turens pris inkluderede middag indtages. Selskabet blev anvist to lange borde. Her sad vi så skulder ved skulder.

Tzatziki

Rogn

Stifado (drivende af fedt - hundeæde)

Vand og hvidvin ad libitum.

Solnedgangen (20.30) var en fuser. Der stod vi blandt et væld af turister med alskens nationaliteter og så på en sol, der forsvandt i et tykt slør af varmedis. Flotte farver var der ingen af.

21.30 var vi tilbage i Kamari, og efter 2 øl og en ouzo på altanen var vi 0.00 i vores senge.

Kamari støder mod syd på øens højeste bjerg, Profitis Ilias, 566 m. Mod øst er det noget lavere, 369 m, og mellem de to høje punkter er der et lavereliggende område, der skråner så tilpas ned mod Kamari, at man har kunnet anlægge en 4 km lang kørevej. Ad denne vej begav vi os 13.15 mod toppen. Tilbud om transport på æselryg skortede det ikke på, og det havde måske nok været bekvemmere at sidde over skrævs på et sådant dyr frem for at gå, men bare lugten af dyrene afholdt os fra den oplevelse. Tilmed havde vi godt af at komme ud og røre os efter en doven formiddag på altanen.

Lad det bare være sagt ligeud: Det var en hård tur med et par pauser under vejs. Udsigten var forrygende. Foruden landskab, Middelhavet og Kamari havde vi lufthavnen at betragte. Der var en ret livlig trafik denne tirsdag eftermiddag.

På toppen blæste der kraftigt, hvilket gjorde det meget behageligt at sidde og nyde udsigten. Ud mod Middelhavet ligger ruinerne af det gamle Thira. Vi nåede lige at komme ind på området, inden der 15.00 blev lukket af.

Fra toppen kunne vi se, at der var en sti vest for kørevejen tilbage til Kamari. Denne tog vi i et dryssende tempo og med pauser, da vi gik nedad. Stien førte til et kapel, der var anlagt i forbindelse med en hule med dryppende vand. Vi manglede en lille lommelygte og kom derfor ikke ret langt ind i hulen. Den lille bygning klamrede sig til bjergsiden. Foran var der en lille plads med et frodigt johannesbrødtræ. Stedet må have en historie dets beliggenhed midt på bjergsiden taget i betragtning. For få år siden fandt man liget af en kvinde inde i grotten. Hun havde været gift med en græker, der havde forbindelse til en japansk forretningsmand. Den græske mand forvandt efter tyveriet af ikonerne i Messa Gonia. Man formoder, at kvinden vidste for meget og derfor blev bragt til endelig tavshed.

Sidste del af nedturen var stejl, og vi var næppe kommet tilbage til byen, før vi satte os på en restaurant med en Mythos, en græsk øl. 17.30 var vi tilbage på Hotel Hippocampus (Hotel Søhest). Min glemsomhed gjorde, at jeg måtte bide i det sure æble og købe deodorant og fugtighedscreme til den for turister så forventelige overpris.

Det blev aftenen med turens flotteste måltid, nemlig mixed seefood. Vi var blevet orienteret om, at det var dyrt, men prøves skulle det, og vi lod os derfor let lokke af en af de talrige rekommandører, der langs hele promenaden pågående og ihærdigt fangede gæster ind til restauranterne. Vi fik bord ved vandet og bestilte en Vulcano Plate for 2, mellem størrelse. Det hele var grillet og blev serveret på et stort bræt. Det så utrolig flot ud, og betjeningen var glimrende. Der blev skiftet tallerkener og serveret for os, hver gang vi skulle i gang med et nyt dyr. Skylleskålen manglede heller ikke.

1 Ouzo

Græsk salat

2 rejer - meget store

1 hummer

2 krabber

1 blæksprutte

1 rødfisk

1 anden fisk

Tilbehør: Citronsauce til skaldyrene. Lidt kartofler og grøntsager til fiskene samt en sauce.

1 fl. Santorini vin, hvid. Serveret i køler.

Lidt melon

Regningen blev større end forventet, nemlig 210 €. Plastikkortet måtte i anvendelse. Nok var vi forberedt på en pebret regning omkring de 150 €, men det slog altså ikke til. Sagen er den, at man betaler efter vægt. Kiloprisen var 38 €, og med fisk og skaldyr går vægten hurtig opad. Vi holdt gode miner, og jeg gik med tjeneren for at overvåge brugen af mit VISA kort.

Hjemturen var noget grinende. Der var nogen, der havde taget røven på os, og på altanen blev der over et par ouzoer fra hjemmebaren grinet nogenlunde af, inden vi 0.30 gik i seng.

Sydturen, vi købte søndag, blev aflyst pga. manglende tilslutning. Vi byttede billetterne ud med ø-turen den 11.07. På den måde kom vi til at tage til Akrotiri på egen hånd, hvilket da heller ikke blev noget problem.

Santorinis bus-system er sådan indrettet, at alle busser samles i Fira, der altså er det eneste sted, man kan skifte bus. 11.15 tog vi fra Kamari, og i Fira skiftede vi til Akrotiri, hvor vi glædede os meget til at se udgravningerne af den 3.500 år gamle by, som blev forladt i forbindelse med de jordskælv, der kom kort forinden det store vulkanudbrud i 1556 f. kr.

Akrotiri var ikke en rejse værd. Det er begrænset, hvor stort et område, man har lov til at bevæge sig på. Udgravningerne er overdækket. Der er masser at stålkonstruktioner til at bære tagene samt til at støtte de gamle rester af byen. Der er støvet, og der var meget varmt. Stedet var hurtig set og efterlod os med konstateringen: Det var altså det! Ret skal være ret. Vi havde nok haft for store forventninger. Der er endnu kun udgravet 5% af byen, og hvad der er fundet af kalkmalerier er overført til museer. Eftersom byen blev forladt, har der været tid til at tage smykker, værktøjer, figurer etc. med ved fraflytningen.

Vi gik en lille tur til den røde strand. Det er klipperne, der er røde. Noget strandliv er der ikke, hvilket er ganske forståeligt, da stranden er meget stenet. Det er den overalt på øen, men i Kamari er de sorte sten ikke større, end at de er til at træde på med bare fødder. Varmen tilsiger dog brugen af fodtøj, dersom man vil skåne sine fodsåler.

Vores tur til Akrotiri sluttede med en sodavand ved en souvenirbutik, og vi tog tilbage til Fira. Her søgte vi mod calderakanten og betragtede den enestående udsigt samt de spændende huse. Det hele er indrettet på turister. Nedenfor byen ligger en lille havn. De store krydstogtskibe kan ikke lægge til her men ligger lidt ude. Transporten ind foregår med små både, der sejler frem og tilbage med pengestærke turister. For at komme op til byen kan man benytte sine fødder og forceret en hårnålestrækning med en masse trin. På samme strækning kan man lade sig transportere på æselryg, eller man kan benytte en kabelbane. Vi prøvede ingen af delene. Vi undrede os derimod over, at det kan gøre at drive restaurant i en varm, sødlig stank af æsellort. Det kan der altså. Somme må finde denne odør pittoresk, eller måske bliver den først virkelig generende, når man har fået bestilt.

I Fira vrimler det med guldsmedeforretninger. For alle disse gælder, at der ikke skiltes med priser men med karat. Guldvarer er billige på Santorini, fortælles der. Det skal nok passe. Spørgsmålet er blot: Billig i forhold til hvad. Kunder så vi ikke i nogle af forretningerne de to gange, vi gik rundt i Fira, så det er i hvert fald ikke pga. volumen i solgte enheder, at forretningerne eksisterer.

Vi nåede op til det højeste punkt i Fira. Her ligger et konferencecenter, og efter at have nydt udsigten fandt vi en skyggefuld port, hvor vi kunne sidde og nyde et par cigaretter. Herefter gik vi gennem al turist-gejlet tilbage til busstationen og returnerede til Kamari. Her købte vi noget brød og en stump vakuumpakket farseret skinke. Smør kunne man sagtens få. Det eneste mærke var Lurpak. Græsk smør fandtes ikke i butikken, der ligger overfor hotellet. Vi fandt frem til noget lokalt, nemlig en blanding af margarine og yoghurt. Smagen er frisk og behagelig.

Solen gik ned bag et hus kl. 19.15, og fra det tidspunkt var der igen dejligt at sidde på altanen. Aftenens måltid blev betragteligt billigere end gårsdagens. Da værelset var udstyret med et lille køleskab, var vi aldrig i bekneb for koldt øl eller ditto vand. Det er i øvrigt det eneste køleskab, jeg har mødt, som ikke gav lyd fra sig. Det var ganske lydløst.

Aftenen sluttede vi med en tur på promenaden, og vi var i seng ved midnatstide.

Vækkeuret var sat til 06.15. Morgenmaden var annonceret til 07.00, men hotelindehaveren eller stuepigen må have sovet for længe. Årsagen til det tidlige tidspunkt var, at vi skulle på en tur, der startede 07.45. Vi gik tilbage til værelset og gjorde os helt klar til at tage af sted og fik derefter noget at spise.

Morgenmaden var samtlige 14 dage efter den samme recept. Juice, lyst brød (mørkt ind imellem), tynde skiver ost uden smag, dåseskinke á la JAKA, dansk smør samt appelsin-, kirsebær- og jordbærmarmelade samt kaffe. Brødet og smørret smagte godt, juicen var kold, pålægget gjorde gavn som dekoration.

Torsdagens tur blev et af feriens højdepunkter. Vi blev kørt til øens største og i realiteten eneste havn, Athinios. Hertil kommer man ad en drabeligt snoet vej ned over calderakanten. Vejen er bygget til tung trafik, da det er til denne havn færgerne med forsyninger fra fastlandet lægger til. I turistsæsonen skal der færges meget til øen. Udenfor sæsonen, der i øvrigt er kortere end på andre af de græske øer, er der kun 15.000 indbyggere på øen, der skal forsynes med hverdagens fornødenheder. Der er således tale om et indbyggertal på størrelse med Hobro Kommune.

Vi kom om bord på en tremastet skude. Masterne tjente vist udelukkende et dekorativt formål. Der er plads til to busfulde turister på sådan et skib. Vi ankom med den første, så det var let nok at finde en god siddeplads med såvel udsigt som overvejende skygge. Skuden lagde fra kaj og guiden serverede en øl. Første mål var Nea Kameni (ny brændt jord). Dette er en stadig aktiv vulkan, og der var i sandhed tale om brændt jord. På øen havde vi en time til at gå til toppen og dermed det største krater. Der er 6 kratere på den lille ø. At vulkanen ikke er udslukt overbevises man om ved en svag lugt af svovl, som man støder på nogle få gange.

Det var utroligt at gå på en vulkan. Det sidste udbrud var for 3.500 år siden, så det var med ro i sindet, at vi bevægede og ad de afmærkede stier, om man kalde dem sådan. Mest af alt minde det om at gå over en dynge slagger af kompakt karakter. Vegetationen er meget sparsom, og på denne tid af året total afsvedet. At opleve for sig selv er en umulighed, når en gruppe på 100 mennesker sendes af sted, og der i forvejen er en anden skude, der har lagt til med et tilsvarende antal. Alligevel var oplevelsen stærk. Stedet manede til ydmyghed, og det var påfaldende, at høje råb, larmende tale og højlydt latter ikke forekom. Dette var en påmindelse om naturens enorme kræfter. Jeg følte mig lille.

Ved den gamle vulkanø, Palea Kameni, blev der ankret op, og folk med lyst og svømmefærdighederne i orden kastede sig i vandet. I den lille vig er der nogle varme kilder. Disse var målet for de fleste. Jesper har været der, og han kan fortælle, at vandet er grumset og ikke indbydende. Britta og jeg nød den halve times ophold på båden. Nydelsen blev dog hæmmet en del af, at skipperen havde et larmende diskotek kørende. Hvor ville turen da have været smukkere uden drønende højttalere. På denne tur erhvervede jeg mig en mindre allergi overfor græsk musik.

En lise var det at komme fra borde og væk fra musikken på øen Thirasia, hvor vi satte os på en betonflade beregnet for anløb af robåde. Her kunne vi sidde en times tid med fødderne i krystalklart vand. Vi havde intet behov for at bruge tiden på at spise frokost. Bade fra skibet var heller ikke os. Vi nød stilheden og det kølige vand om fødderne for os selv det meste af tiden. Så dukkede der andre op. En familien placerede sig efter indtag af mad ved siden af os. Også nogle unge mennesker fandt vore lille anløbsbro tiltrækkende. Det er svært at finde et sted for sig selv, når man er en brik i masseturismen.

Fra Thirasia gik det langs calderaen tilbage til udgangspunktet, Athinios Havn, hvorfra den ventende bus bragt os tilbage til Kamari med ankomst 14.30. Vi købte en sandwich (baguette). Sulten blev stillet. Resten af eftermiddagen gik med drys, læsning og en tiltrængt middagssøvn.

19.30 var vi klar til at modtage besøg af Allan Dantoft og hans helt nye kone, Anette. Britta havde mødt Allan, som vi uventet stødte på, da vi sad med en kop kaffe i Års. Han fortalte, at han skulle giftes, og at bryllupsrejsen skulle gå til Santorini. Gennem guiden havde vi fået en opfordring til et møde, og vi havde på deres hotel afleveret en indbydelse til en ouzo på vores værelse. De dukkede ikke op, hvilket selvfølgelig ikke forhindrede os i at holde baren åben en times tid, inden vi gik ud for at spise.

Græsk salat

Grillet spyd

½ hvidvin

Kanellikør på husets regning

Dagen rundede vi af med nok et par ouzoer fra hjemmebaren.

Denne dag kan umiddelbart beskrives kort: Drys, pool og smådruk. Vi sov til kl. 09 og opholdt os ved hotellets flotte pool til kl. 14.00. Frokosten sørgede købmanden for. Fra kl. 14.30 var der sol på vores altan, hvorfor ophold på denne ikke var behageligt. Vi gik en eftermiddagstur i Kamari.

Vi kunne ikke tage mere sol ved poolen, så indtil vores altan igen henlå i skygge, sad vi på hotellets terrasse med en bog. I løbet af de 14 dage fik jeg læst tre bøger. Snak med de andre danske gæster blev der også til. Generelt er Santorini ikke et mål for unge mennesker med hang til det brusende natteliv efter en dag ved stranden. Stranden er dårlig og mulighederne for natteliv begrænser sig til et par steder. Altså er det et sted for det ældre publikum samt for unge, der vil noget andet end ren og skær skæg og ballade - f.eks. oplevelsen af en smuk ø med romantiske muligheder.

Da vi igen kunne opholde os på vores altan faldt vi i Ouzo og snak til midnat.

Det straffer sig lidt at drikke Ouzo. Bevares, vi var ikke kvæstede, da vi satte os til morgenmaden kl. 08, men da vi en halv time senere begav os ud på vore anden tur op på bjerget, blev vi mindet om aftenens letsindighed. Det blev en hård optur med mange pauser. Vind var der ikke meget af - heller ikke da vi nåede toppen.

I modsætning til vores første tur havde vi god tid, så vi fandt en klippeblok, der gav skygge. Her kunne vi sidde og nyde udsigten mod syd ned over Perissa. Andre havde brugt samme klippeblok som afskærmning for aftrædelse på naturens vegne. Efterladenskaben var indtørret, og da jeg havde fået den dækket med et stykke skifer, var den ude af øje og dermed også af sind. Britta brugte tiden på at frigøre en stor løgvækst, som hun ville have med hjem.

Det gamle Thira blev en stor oplevelse. Det overstiger min fatteevne, at man i en højde af 369 m har anlagt en stor by med templer, amfiteater og indkøbssted. Rester af søjler og udsmykninger vidner om et rigt samfund. Hvordan har de skaffet vand på toppen af bjerget? Der var mange lave ruiner, og til trods for, at vi ikke måtte gå overalt, var der meget at forundres over. Området er så stort, at det mageligt rummer mange turister og det indbyder til pauser, hvor man kan fornøje sig med at se fly fra oven, der lægger an til landing på Santorini.

Da vi havde set os mætte, dvælede vi en stund i skyggen af en stejl klippe iagttagende folk, der var på vej op ad den ubekvemme sti. Somme gav op.

På hotellets terrasse havde et jævnaldrende par, Bent og Anne Marie fra Skærbæk, fortalt os, at der fra byen på den anden side af bjerget var mulighed for at tage en lille båd tilbage til Kamari. Altså gik eller rettere dryssede vi ned ad stien til Perissa. Nedturen var flot. Bjerget er imponerende. Det er goldt og består foruden skifer af sandsten og visse steder pimpsten, der let lader sig erodere. Vi så forladte terrasser, hvorpå der har været dyrket landbrug samt huler i de porøse bjergarter. Endvidere var der nogle smukke foldninger på bjerget at beskue.

Perissa var et antiklimaks. Vi gik langs stranden (promenade) til den næste by, Pirivolos. Der var ikke noget at komme efter ud over skyggefulde eukalyptustræer. Disse benævnes af guider som turisttræer: De vender sig mod solen, skaller og drikker en skrækkelig masse. Deres rødder går ned i en dybde af 75 m. Stedet signalerede en form for forladthed, hvor turistdepressionen havde sat ind.

Vi skulle tilbage til Kamari. På intet sted var der et skilt om en bådforbindelse. Samme mangelfuldhed gjaldt skiltning om bus til Fira. Et duplikeret, falmet opslag med bustider sandsynliggjorde, at det var her, bussen ville komme, og der tog vi opstilling. Så lagde en lille båd til på stranden, og vi genkendte den fra stranden i Kamari, hvorfor vi opgav bussen og skråede over strandvejen og kom om bord på den lille båd. Da vi entrede båden, var det første gang vi i knæhøjde kom i kontakt med Middelhavet. Formedels 3 € blev vi bragt tilbage til Kamari Beach. Sejlturen rundt om bjerget var dejlig. Vinden gjorde godt. Båden huggede gedigent i bølgerne og klipperne var smukke og på det nærmeste indenfor rækkevidde.

Hjemkommet til Hippocampus konstaterede vi, at vi reelt havde været på fødderne i 7 timer. Det gjorde godt 17.15 at sidde med dem i vandet på kanten af poolen en halv times tid. Vi var flade. Hos købmanden fandt vi brød, tzatziki og pølse, som blev nydt på altanen ved 20-tiden, inden vi gik en lille tur.

Vi havde endnu en ugen foran os. Andre skulle returnere til Aalborg. Dette var tilfældet for vores naboer - det elskende par, som vi ikke havde set eller hørt meget til efter den første aften.

Omkring midnat ankom vores nye naboer. Det var et ungt par i begyndelsen af 20-erne. Vi konstaterede i løbet af et kvarter at have snakket mere med dem end de forrige. Ret meget mere blev det heller ikke til, men den kommende uge blev ikke præget af, at der skulle taget noget videre hensyn, når vi sad på altanen. De unge mennesker mestrede at bruge deres altan, uanset om vi sad på vores.

Vi væltede om under det efterhånden hjemmevante lagen kl. 0.00

Efter en mislykket solnedgang i Oia ville vi se en solopgang i Kamari. Vi stod op 05.30. Aftenen forinden havde vi spurgt hotelmutter om tidspunktet for solens opståen. Hendes engelsk strakte sig ikke så vidt, men en ung kvinde, der kan have været hendes datter, fortalte at solen står op kl. 06.10.

Vi var på stranden i god tid. En mand gik og ryddede op. I forhold til dansk standard var det lettere lemfældigt. I det hele taget går man ikke så voldsomt op i oprydning på Santorini. 4 småbåde tøffede ud for at røgte nattens garn. Solen steg op i varmedis, og vi gik tilbage til vores lagner og sov til 09.30. Vi nåede morgenmaden og tilbragte resten af dagen på hotellet. Sidst på eftermiddagen gik vi til det venetianske toldsted, der er hugget ind i bjerget og har givet Kamari sit navn. På italiensk betyder Kamari toldsted.

Kl. 21.00 gik vi ud for at spise og valgte for anden gang ”Nostalgia” Servering er et mindre show, og dette var vi faldet for første gang, hvor den unge tjener havde betroet Britta, at Prince Light var hans foretrukne, og jeg havde præsenteret ham for en Cecil.

Græsk salat

Sværdfisk, grillet

2 gange ½ hvidvin

Humoren kom ind, hvor jeg meddelte, at jeg gerne ville betale. Svaret kom prompte: Nej, du er nødt til at betale. Vi efterlod foruden drikkepenge en Prince Light og en Cecil, som den rapkæftede og såre sympatiske unge mand meddelte os som værende hans eget rov.

Britta havde i en besked lovet Niels Bo at ringe hjem søndag. Sønnen var kommet hjem efter tre uger med gym. i Afrika. I en fotobutik fik hun købt et telekort. Jeg tøffede hjem til hotellet og satte mig med en Ouzo fra hjemmebaren på trappen til terrassen og ventede på hende. Efter 22.00 skulle der bruges en nøgle til en sidedør. Hotelmutter dukke op og blev forsikret om, at jeg bare ventede på min kone, der telefonerede. Britta dukkede glad op lidt efter. Niels Bo havde snakket talekortet tom.

Mandag, den 15. juli 2002

Kl. 11.00 tog vi bussen til Fira og gik langs calderakanten over  Firostefani til Imerovigli. I Fira startede vi med at se kirken. I loftet er der store og smukke malerier belagt med en masse guld. På gulvet er der en smuk mosaik. Lysekronen midt i rummet er enorm. Alt virkede nyt. I det hele taget var det et meget smuk rum blottet for meget af den ortodokse kirkes dysterhed.

Spadsereturen til Imerovigli var smuk og pga. varmen anstrengende. Første handling var at bestille en cola på den første restaurant med luft og skygge. Termometeret viste 40˚ C den dag. Den østlige del af Middelhavet havde hedebølge - den vestlige fik vand i rigelige mængder med oversvømmelse til følge. Denne oplysning fik vi af guiden på hotellet.

I Imerovigli var målet at se på bebyggelsen og få taget nogle fotos. Der er meget smukt. Mange af husene, der som i Fira og andre byer er bygget på siden af calderakanten, er indrettede som små hoteller. Disse er er dyrt bekendtskab. Det koster op til 10.000 kr. for en enkelt overnatning. Til den pris må man forvente ikke selv at skulle slæbe rundt med sin kuffert ad de snævre og stejle gader. Nogle havde måske fundet et billigere værelse. Der var folk, der sled bravt med kufferter. Under alle omstændigheder er det ikke billigt at bo på et lille sted med pool og udsigt over calderaen. Husene var meget velholdte og nymalede.

Apropos kalkning af huse er der på Santorini et problem, nemlig det røde støv, der med vinden føres op fra Saharas ørken. Det kan være lidt af et lotterispil at få kalket uden samtidig at få resultatet iblandet et rødligt skær. Flere steder var der tydelige spor af søndenvindens medbragte støv.

Vi gik tilbage til Fira, og med en mere end overfyldt bus var vi tilbage i Kamari kl. 17. Tilbage til hotellet havde vi medbragt 2 kolde øl, som vi i delvis selskab med den ældste guide (27) nød på terrassen. Hun fortalte om sit studieforløb, historie. Manglede 1½ år men var gået død.

Efter et tiltrængt bad åbnede baren, og kl. 21 gik vi ud for at spise. Målet var en pizza på en italiensk restaurant.

2 små boller med en ostedip (Danablue)

Meget stor pizza

1 ltr. sjasket rødvin

1 Ouzo - noget sukkervand uden beregning.

Hjemme på værelset havde vi den rene vare. I løbet af 14 dage nåede vi at drikke næsten 3 ltr. ouzo.

Tirsdag, den 16. juli 2002

Fra 10.30 til 12.30 var vi ved poolen for at få lidt farve på kroppen. 13.30 tog vi med bus til Oia. Jeg har fuld tillid til buschauffører og piloter. Folk, der har valgt disse erhverv, har selvfølgelig et dagligt ønske om overlevelse kørende i baghovedet. Går det galt, ryger de med i købet. Alligevel var det ikke en udelukkende fornøjelse at køre på bjergsiden fra Imerovigli til Oia. Bussen kører betænkeligt nær afgrunden. Men lader man være med at se direkte ned og i stedet retter blikket mod havet, byder køreturen på en flot udsigt.

Varmen var styg. 42˚ C fortalte tre piger os i Oia. Vi havde søgt samme skygge. Skygge blev i det hele taget målet den eftermiddag samtidig med, at vi dryssede rundt i byen. Vi holdt nogle lange pauser, hvor vi bare sad og stønnede i varmen, røg cigaretter og drak vand.

Sidst på eftermiddagen løjede varmen lidt af, og der begyndte at komme en anelse bevægelse i luften. Vi kom lidt i omdrejninger. Som de andre byer på calderakanten er Oia et kalejdoskop af forunderlige huse, der klamrer sig til bjergsiden. Hvordan folk finder hjem, kan man godt undre sig lidt over. I en brandert vil det være en risikabel affære at famle sig frem til sin bopæl. Dog kan man være sikker på én ting: Man bliver ikke kørt ned af en bil, når man bevæger sig i dette område. De snoede gader er smalle og alle belagte med sten. Trapper er der mange af.

1½ time sad vi lidt nedenfor byen i en indkørsel til et hus og ventede på solnedgangen. Som tiden nærmede sig, måtte vi sande, at vi ikke skulle have stedet for os selv, og et kvarters tid før solen gik ned, var der temmelig mange, der havde fundet ”vores sted”. Der blev af de tilkommende fotograferet på livet løs til trods for, at der ikke var alverden at fotografere. Disen var den samme, som da vi var der første gang, så vi opgav at tage de sidste minutter med til fordel for at sikre os en siddeplads i bussen tilbage til Fira, 20.50, hvilket viste sig at være en fornuftig disposition.

I Fira var der trafikalt kaos og et mylder af mennesker. Bussen til Kamari var fyldt, da vi nåede frem, og vi overvejede, om vi skulle vente en halv time og tage den næste. Vi valgte at tage tyren ved hornene og komme hjem her og nu. Køreturen var ikke behagelig. Vejene på Santorini snor sig hele tiden, så det kræver en indsats at holde sig opretstående. Billetmanden kæmpede sig masende gennem bussen, og for at sætte trumf på, dukkede er tilmed en kontrollør op. Han gnubbede sig nidkært undersøgende billetter en gang frem og tilbage.

Mad havde vi ikke fået siden morgenmaden. Lysten til at gå ud og spise var der ikke, så resultatet blev, at vi tog 2 gyros-pita med hjem til hotellet. Der var vindstille på altanen, og Bentes lille ventilator kom i omdrejninger. 23.30 var vi på langs. Ventilatoren fik lov til at køre natten over.

Onsdag 17. juli 2002

Varmen vækkede mig 05, og jeg satte mig ud på altanen med en kold pilsner af mærket Hansa, der koster 20 cent mindre end en Mythos. Så nok et par timers søvn inden bad og morgenmad. Indtil 14.30 hyggede vi os på altanen med læsning.

Eftermiddagen brugte vi på en travetur langs lufthavnen og kom ud til enden (næsten) af startbanen. Britta havde en kirke for øje. Denne ligger på en lille klippe og ser meget malerisk ud. Noget af den anvendes ikke mere, og i et af disse forhenværende kapeller fandt vi en befriende skygge. Tilmed blæste der en kølende trækvind. Turen tilbage var lige så hed, og man kan godt spørge sig selv om, hvorfor man går godt 2 km frem og 2 km tilbage langs en startbane, men det var nu meget rart et få sig rørt på en utrafikeret strækning befriet for turister.

Umiddelbart efter lufthavnen ligger der et ”ishus” ved stranden. Der blev dømt øl - 2 til hver. Britta stønnede højlydt under varmen. Øllet, skyggen og udsigten til livet ved strandkanten gjorde godt.

18.15 lagde vi os en halv times tid til afkøling i hotellets pool, hvorefter vi småsov på værelset en times tid. Baren åbnede kl. 20 og efter en vand samt en ouzo hentede vi kebab-pita. Allerede 22.45 sagde vi godnat.

Torsdag, den 18. juli 2002

Mit venstre håndled drillede, og det vækkede mig 05 med to morgenpilsnere til følge. Så kunne jeg sove til 09.

Dagens mål var det forhistoriske museum i Fira, og 12.45 var der afgang fra Kamari. Museet er ganske nyt og absolut et besøg værd. Udstillingen er smukt præsenteret, og gennem Århus Charter var vi formedels 1,50 € udstyret med et hjemmelavet hæfte, hvori alle tekster er oversat til dansk. Mest spændende er kalkmalerier fra udgravningerne i Akrotiri, men også krukker og brugsgenstande præsenterer sig flot.

På konferencecentret med et navn opkaldt efter en kendt arkæolog i den nordlige ende af byen er der en udstilling af 3D kopier af Akrotiris kalkmalerier. Det passede os godt, at vi havde set nogle af dem som originaler, inden vi så kopierne, der skam var interessante nok.

Firas 3. og ældste museum med genstande, der for en dels vedkommende er ældre end Akrotiri, nåede vi lige at komme ind på, inden vi pga. lukketid kl. 15 blev smidt ud med en forsikring om, at vi på den samme billet var velkomne dagen efter. Fund fra den gamle Thira fik vi således ikke set.

Jeg var på jagt efter et par ouzo-glas uden sandblæste eller bemalede turist-dekorationer. I Kamari havde en butiksindehaver fortalt, at sådanne muligvis kunne købes i Messaria. Eftermiddagen var ung endnu, og vi havde set os færdige i Fira, så vi valgte at gå til Messaria for så at tage bussen derfra. Glas fandt vi ingen af og efter at have siddet med en øl på en bænk og iagttaget livet på noget, der med lidt god vilje kan betegnes som et torv samt en sigøjner, der fra en gammel varevogn solgte tøj, brød vi op og gik resten af de 7,5 km tilbage til Kamari. I Vothonas var vi inde i et stort supermarked. Heller ikke her fandt vi de ønskede glas.

Apropos sigøjnere. Deres måde at handle på undrede os en del. Det første eksempel, vi så, var en rullede butik med havemøbler. Man tager en ældre varevogn af en passende størrelse og udstyrer denne med en højttaler på taget. På ladet stables forskellige modeller af havestole, som surres fast med reb, og så kører man langsomt rundt og annoncerer produkterne gennem højtaleren. Vores måbende spørgsmål var: Hvem køber havemøbler i Kamari? Turisterne gør det ikke. Vi fik svaret af en guide. Møblerne sælges til hotellerne. Det samme er tilfældet for den sigøjner, der kører rundt med palmer på ladet. En anden kørte rundt med en mindre lastbil læsset med store meloner. En tredje med fisk og en fjerde med grøntsager. De sidste kan vel finde afsætning hos turister, der har valgt at bo i lejlighed. På turen langs landingsbanen så vi sigøjnernes mødested. De havde indrettet dette i et skelet til et byggeri. Disse påbegyndte byggerier ser man over alt. Årsagen er, at man i Grækenland færdiggør et byggeri i takt med, at man kan betale.

I Kamari er der nogle små sammenbyggede huse, der i forhold til DK kan lede tanken hen mod redskabshuse på en fiskerihavn. Husene har været anvendt som hestestalde. I dag bebos de af sigøjnere.

Vores aften endte med ouzo. Britta havde ikke travl med at få noget at spise, og da jeg først havde fået 4-5 glas, var min sult dampet af. Tilmed virkede drikken godt på mit ømme håndled. Og så blev det aftenen, hvor vi måtte trække inden døre pga. storm. Det blæste så voldsomt, at støv og skidt føg om ørerne på os.

Fredag, den 19. juli 2002

Fredagen blev en regulær dryssedag, der startede med at Britta gik på apoteket og købte et støttebind til mit håndled. Det første var for lille, så hun måtte gå 2 gange. Det gjorde godt at få leddet fikseret.

Vi var færdige med øen, så indtil solen tilsagde os at forlade altanen, fordrev vi tiden med læsning. Santorini er en lille ø, og er det for at blive fyldt op med nye indtryk og oplevelser, man tager til den, er 7 dage passende. Med 2 uger til rådighed kommer man mageligt rundt med bus eller til fods. 2 par havde en dag lejet en åben bil. De var hjemme igen midt på eftermiddagen og havde efter eget humoristiske udsagn kørt øen rundt to gange. Det ene par, Bent og Anne Marie, havde været på Santorini en uge sidste år og havde fundet øen så dejlig, at de i år havde købt 14 dage. Det kunne vi undre os lidt over. Indrømmet: Byerne på calderakanten er enestående smukke, og vulkanøen er en stor oplevelse, men mere er der altså heller ikke at komme efter i forhold til så mange andre steder. Sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke vender tilbage til Santorini, med mindre formålet er et andet end et spændende feriemål.

Eftermiddagen brugte vi på en tur til en VISA automat for derefter hver at foretage indkøb af 2 ltr. ouzo. En omelet med ost og bacon sluttede byturen. Hjemme læste vi videre på terrassen og 21.30 gik vi ud for at spise i den sydlige ende af byen, hvor vi kom til at sidde under trækroner i en have. Stedet var meget hyggeligt, og maden var god.

Tomatsalat

Lam i folie

½ hvidvin

Græsk kaffe og Metaxa (meget velsmagende)

Hjemme gik den i snak og ouzo på altanen til 03. Det var meningen at Brittas ½ fl. champagne skulle springe denne sidste aften på Santorini. Det gjorde den ikke. Brusen var gået af den - proppen var tørret ind, og vinen var desværre udrikkelig.

Lørdag, den 20. juli 2002

Vi lettede os kl. 09 og dryssede på altanen. Kl. 14 havde vi pakket og stillede bagagen i receptionen. Der var lang tid til afrejsen, så vi gik lidt rundt på må og få. Jeg manglede at få taget et par fotos fra Kamari, og vi gik derefter ud til ”ishuset” ved startbanen og nød en sodavand. Tilbage på Hippocampus satte vi os med en kold øl fra købmanden, og 19.10 gik vi i let og ikke passende påklædning ud for at spise. Stedet blev det samme, som vi spiste på den første aften på Santorini. Det skal man nok ikke gøre. Den første aften oplevede vi som en succes, hvor maden og stemningen gik glimrende sammen. Afslutningsmiddagen var ikke nogen nydelse ud over, at den tilfredsstillede vores sult.

Græsk salat

Tzatziki

Grillet sværdfisk (branket)

½ hvidvin

20.30 var vi tilbage på hotellet og foretog i kælderen, hvor der var et par toiletter, en lettere afvaskning samt omklædning til hjemrejsen, der startede med afhentning af bus en time senere. I lufthavnen måtte vi vente på afgang til midnat. Området havde aircondition, hvilket var meget behageligt.

Søndag, den 21. juli 2002

Flyveturen blev af personalet afviklet særdeles effektivt. Vi fik noget at spise, og der blev afregnet for indkøb af toldfrie varer. Derefter fik vi de sidste par timer med lyset slukket og dermed muligheden for at lukke øjnene.

Bemærkninger

Århus Charter leverede en glimrende produkt. Den 21-årige guide leverede den oplæsning, hun blev betalt for. Vi deltog ikke i firmaets fællesspisning eller samlinger på stranden. Bureauets hotelmappe er fyldig, overskuelig, flot og informativ.

Hotellet var glimrende. Specielt den russiske stuepige gjorde sig store anstrengelser for at servicere os. Britta sørgede for at stikke hende 20 € i velfortjente drikkepenge. Den unge kvinde kvitterede med knus stilet direkte til Britta og mig umiddelbart før inden afrejsen. Hun havde næppe pligter på hotellet før morgenmaden dagen efter. Hun var kommet for at sige farvel! En anden gæst opfordrede hende i spøg til samme gestus, og hun måtte hele raden rundt, hvilket hun præsterede ganske naturligt.

 Turens pris pr. person