Søndag, den 4. april 2004 Det var Britta, der såvel økonomisk som initiativmæssig foranledige vores tur til London. Først sendte hun en mail med besked om, at hun havde købt 2 flybilletter, og senere mailede hun, at hun havde booket hotelværelse på Piccadilly Cirkus. Kvinden hævdede hårdnakket, at hun ville betale for såvel fly som hotel, og det gjorde hun så.
Lørdag aften hentede jeg Britta, der havde stillet sin bil til rådighed for Niels Bo. Samme herre havde inviteret folk, så det var mest praktisk, at vi tog overnatningen i Hobro.
Ved 09-tiden kørte vi til Billund og parkerede, uagtet at det regnede, i den billigste zone. Forinden havde vi været indenom ved Karin og Ernst med fotos fra deres kobberbryllup, som Niels Bo havde taget ugen forinden.
Vi kom i god tid til check in. Om det var årsagen til, at vi fik en masse benplads på turen, vides ikke. Vi nød de 90 cm. 20 ekstra cm gør underværker. Der var afg. fra Billund 12.25, og 1½ time senere var vi i Gatwick. Maersk Air har indført et koncept, som de kalder ”Fly af you like”. Det betyder, at der ikke er servering inkluderet i prisen – dog bydes der på en kop kaffe. En medbragt klap sammen med laks gjorde det ud for vores fortæring.
Fra Gatwick er der non stop tog til Victoria – Gatwick Express. Ekspres er så meget sagt, da toget flere steder sneglede sig af sted, men på 35 min. er man i London. Vi skulle videre til Piccadilly, og det var kun naturligt, at det var Britta, der stillede sig op i billetkøen. Det er hende, der har været i London adskillige gange – jeg var bare med. Efter lidt snak med billet-manden kom hun tilbage med to travelcards med en uges gyldighed. En ganske klog disposition i en storby.
Klokken skal stilles en time tilbage, når man kommer til England, så vi havde det meste af en eftermiddag til en begyndende udforskning af området, når vi havde fået vores værelse. Dette var ikke noget, man bare lige fik. Der var en lang kø og ekspeditionen i receptionen var langsommelig grænsende til det pinlige. En forbipasserende herre fortalte, at det dagen forinden havde taget 1½ time at afvikle en tilsvarende kø. Britta gad ikke køen – ej heller jeg. Vi deponerede formedels 3£ vores kufferter i garderoben og lod køen passe sig selv.
Første tur gik ad Pall Mall til Buckingham Palace. Der var overskyet med enkelte solstrejf. Vi dryssede lidt ved slottet og så lidt vagtskifte, der også her bliver udført med komiske gebærder og primalskrig. Af grunde, vi ikke fandt ud af, var området spærret for kørende trafik Kun politiet patruljerede kørende.
Vi gik til Trafalgar Square. Duerne er der ikke mere, og skilte opfordrer publikum til ikke at fodre kræene, da de ødelægger bygningerne. Dette gør pladsen hyggeligere, fredeligere og mere fremkommelig. I et glasbur sad en mand og en kvinde ved et bord. På skift læste de et årstal. Hvor langt frem eller tilbage i tiden, de skulle, fremgik ikke. Med 5-10 sekunders mellemrum blev der læst et ny tal. De var i gang med tal der startede med 3000 f.Kr. Den dybere mening med installationen gik ikke op for mig.
National Galleri var en oplagt mulighed mens vi ventede på, at køen skulle afvikles på hotellet. Museet rummer udelukkende ældre kunst. Den nyere er flytte til andre museer, da pladsen blev for trang. På en time når man ikke at få mere end en smagsprøve. Vi koncentrerede os om 1600-tals malere og skimmede ellers lidt, inden vi igen gik ud og betragtede pladsen.
Klokken nærmede sig 17 og køen var ikke længere voldsom ved receptionen. Efter en lille halv time fik vi anvist værelse 1088 og kunne indløse bagagen i garderoben. Værelset var ikke luksus, og Britta gik prompte til receptionen for at brokke sig. Hun fik luft for sin vrede - det var hvad, der kom ud af det. Hun havde betalt for 5 nætter, så der var ikke baggrund for at skride og finde noget andet. Væggene var snavsede. Bad og toilet var en trang kabine, der var anbragt i det ene hjørne. Dette arrangement bevirkede, at der var ringe plads til et lille bord og to stole. Man kunne kun med besvær komme på toilettet, hvis den ene af os sad ned.
Vi indrettede os efter forholdene. Der er ingen naturlov, der siger, at der skal være plads til en toilettaske endsige to af slagsen på et badeværelse. Hovedsagen var, at vi havde en kabine med bruser, et kloset og en håndvask. Alternativet havde til vores økonomi været bad på gangen, og hotellets placering var særdeles glimrende.
Den første middag indtog vi på et Deep Pan Pizzari. Her kunne man spise pizza og salat efter behag til 6 £ - i alt 15 £. Vi spiste os godt mætte, og det var formålet, da vi ikke orkede andet. Trætheden var ved at melde sig, og 23.15 gik vi i lag med at arrangere os under det fælles lagen og ditto tæppe. Vi gik ud som lys.
Mandag, den 5. april 2004 Vækkeuret ringede hver af de 5 morgener klokken 07. Vi var lidt betænkelige ved, om der også ville være en gedigen kø ved morgenmaden. Kø var der, men den blev afviklet kvikt. Britta havde bestilt engelsk morgenmad med spejlæg, bacon, pølser, tomatstuvning og bønner. Vi afholdt og fra de to sidste muligheder. Toast skulle man selv riste, og det tog lidt tid, da brødene skulle gennem risteren 4-5 gange for at få den rette sprødhed. Tålmodigheden belønnedes med en mæthed, der kunne holde længe.
Dagens første mål var British Museum, som rummer et væld af oldsager, som imperiemagten har skrabet til sig. Den ægyptiske samling var imponerende med hieroglyffer, 4.500 år gamle tekster, mumier og dekorationer. Det samme var den græske med vaser i en stand, der var meget betagende. Læsesalen, der er en rund bygning i museets gård, betog os meget. Hele vejen rundt er der bøger i to etager, og man kunne få lov til at gå rundt mellem læsepultene og fornemme historiens vingesus. Her har Karl Marx og Ghandi f.eks. siddet og studeret. Gården er blevet overdækket med et meget smukt, kuppelformet glastag, og der er skabt et meget dejligt og betagende rum. Alene dette kan retfærdiggøre et besøg på museet. Efter tre timer kunne vi ikke rumme mere og havde selvfølgelig kun set en brøkdel af samlingerne.
Victoria & Albert Museum er et museum, der rummer ældre kunsthåndværk til overflod fra hele verden. Og der er virkelig tale om det forfinede. Porcelæn, glas, sølv, guld, bispestave, messehageler, skrin, opsatser, gobeliner, ure m.m. En afdeling rummer patinerede gipsafstøbninger, der til forveksling ligner den ægte vare. Museumsbygningen er opført til formålet. Denne er i sig selv en oplevelse. Vi trak ud i gården for at ryge. Vejret indbød ikke til et længere ophold. På en lunere dag vil den have være en fredelig og behagelig oase.
Ved siden af V&A ligger Naturhistorisk Museum. Vi var fyldt op med indtryk, så dette skulle ikke besøges mandag. På museet område var der en udstilling af fotografier taget fra luften. Denne udstilling har været vist i København og i Århus. Jeg havde set den i Århus sammen med Poul, Lars og Jesper. Britta havde ikke set den. Det fik hun nu lejlighed til. Tilmed tittede solen glimtvist frem.
Inden vi tog tilbage til hotellet, var vi meget kort inde på Naturhistorisk Museum, der i forhallen har et skellet af en stor øgle (kopi).
Det gjorde godt at komme tilbage på værelset til en kop kaffe og en lille time på langs - en time, der gik meget hurtig - altså en lur.
Vi spiste et par gader fra Trafalgar Spuare i Soho på en indisk restaurant. Britta valgte tandori-kylling jeg ditto lam serveret rygende varm i en støbejernsskål. Hertil ris og fladt brød. Måltidet var velsmagende, men heller ikke mere. Inkl. sparkling water blev det til 40 £.
Tirsdag, den 6. april 2004 Efter en afbrudt søvn startede dagen igen kl. 07. Afbrydelsen skyldtes en brandalarm, der gik i gang, netop som vi var faldet i søvn. Ingen tog sig tilsyneladende af den, og da vi boede på 1. sal, fandt vi heller ingen grund til at foretage os andet end at vente på, at den blev slukket.
Vi var ved Naturhistorisk Museum 10 min. før det åbnede kl. 10.00. Der var en lang kø. Den tilsluttede vi os ikke men så i stedet på bygningen, der er en seværdighed i sig selv. solstrejf gjorde den endnu smukkere.
På de store museer betaler man ikke entré for at se de faste udstillinger. Dette er i sig selv en behagelighed, og samtidig bevirker det, at en lang kø hurtig bliver afviklet. Vi sluttede og til køen og stod så igen inde ved superøglen i forhallen.
Besøget blev som at nippe lidt til det store tag-selv bord. Forsteninger, aftryk, øgler, sten, meteoritter, kranier, skeletter, udstoppede dyr, jordens udvikling - simpelthen alt indenfor emnekredsen kan man stifte bekendtskab med på dette museum. Vi prøvede at stå i en udstilling af en lille japansk butik, der blev udsat for et jordskælv (Kobe, 1995). En afdeling var helliget Darwin. En skive af et redwoodtræ med en omkreds på 27 meter var imponerende. Træet var i løbet af 3.500 år blevet 80 meter højt.
Albert Hall blev en intim oplevelse. Man må ikke færdes alen. Der skal købes billet til en rundvisning. For vores vedkommende blev holdet på 2, så vi havde guiden, en ung kvinde, for os selv. Hun var vidende om sit stof og førte os på glimrende vis til dronningens modtageværelse og den royale loge samtidig med, at hun fortale om livet i den pompøse bygning. Aftens koncert var med Cliff Richard, der over 14 dage samlede fuldt hus. Hvad vi ikke vidste var, Albert Hall også bruges til andet end musik. Således kan der dækkes op til 2.000 spisende gæster. Der kan spilles tennis og afvikles boksning samt kongresser. Vi sluttede på galleriet oppe under kuplen med udsigt til de 4.500 siddepladser og orgelet med Englands højeste pibe - 40 fod. Som dansker kender man bedst Royal Albert Hall fra transmissionen på tv af den sidste promenadekoncert. Til denne sælges der ståpladser på galleriet.
En kraftig regnbyge drev over, mens vi stod i læ og røg en cigaret inden dagens sidste museum: Sciens Museum. Her bliver man mødt med synet af et halvt landingsstel fra en Boeing 747 (Jumbojet). Der er tale om noget rigtig stort. Selve hjulet er på min højde. Inde på museet er der et 50 cm snit af samme flytype. Et imponerende syn.
Danmarks Tekniske Museum i Helsingør blegner til det rene ingenting i forhold til det engelske. Der er imponerende dampmaskiner, biler, traktorer, fly, og der er et landingsmodul fra en Apolloflyvning samt rumdragter. Hvad der nok gjorde størst indtryk på mig var The Rockekt - verdens første lokomotiv. I den medicinske afdeling så vi en tidlig jernlunge og de første dialysemaskiner samt røntgenapparater. Instrumenter og måleapparater fandtes i alle afskygninger. Afdelingen for fotografiet udvikling brugte vi (jeg) lidt ekstra tid på.
Sidste punkt på dagens program var stormagasinet Harrods, hvor man efter sigende kan købe alt. Stort er det og dyrt tillige. Britta kunne oplyse, at blot dette at være i besiddelse af en bærepose fra Harrods er statusgivende i visse kredse. Stedet vil aldrig blive til min pengepung. Der var mærkevarer i lange baner og et væld af ubeskæftiget betjening. Der var langt mellem kunderne, og det er forståeligt. Vi gjorde holdt ved et rundt glasbord, Ø ca. 120 cm på en kunstfærdig fod. Pris i alt 475.000 kr.
Britta insisterede på, at jeg skulle se fødevareafdelingen i nederste etage. Denne havde ændret sig til det mere ordinære, siden hun var der sidst. Men særdeles velassorteret - det var den.
Så skulle jeg ud. Mit Bilka-syndrom rørte på sig. Jeg bliver lettere aggressiv, når jeg færdes i store varehuse med deres merkantile bombardement.
17.30 var vi tilbage på hotellet. Mine fødder var ømme. Brittas mærkede dagen i sin ryg. Vi havde været på benene i 8 timer, så efter en kop kaffe tog vi en tiltrængt time på langs.
Middagen blev på en italiensk restaurant i Soho. Kalv i flødesauce med brandy og nødder til Britta. Kalv med aubergine, soltørret tomat og Mozzarella til mig. Hertil stegte kartofler og fine bønner. Dessert: Pie på tynd bund med nougat, banan og flødecreme. Sparkling water. 40 £.
På hjemvejen var vi omkring China Town og en tur inde i Trocadero Centret. Der var trods blæst og kulde masser af mennesker på gaden. Vores aftentur blev ret kortvarig. Træthed og kølighed drev os tilbage til værelset, hvor vi havde tændt for elradiatoren.
Onsdag, den 7. april 2004 Vi startede med at tage til Parlament og gå en tur over Themsen. Solen tittede lejlighedsvist frem, men temperaturen og blæsten indbød ikke til at drysse.
Westminster Abbey var jeg ikke inde i, da jeg var i London første gang. Det kom jeg nu. I modsætning til museerne tages der entré i kirkerne. Forklaringen er enkel nok. England har ikke en statskirke, og kirkerne modtager således ikke statsmidler, som vi kender det i Danmark. Westminster Abbey ligger klemt upassende ind mellem andre bygninger. Kirken er stor og i forhold til Notre Dame er den lysere. Adelige og kongelige begravelser er der i hobetal. Den er delt op i flere afdelinger, hvorfor den ikke egner sig til ceremonier med deltagelse af mange deltagere. At det har været adelens kirke ses tydeligt på bannere, skjolde og mindesten. I den lille klosterhave er der et mindre kapel med et gulv, der er dækket af en dekoration i uglaserede teglklinker med hvid ornamentik.
Fra Tower Hill tog vi Dockland Light Railway til Greenwich. Som navnet siger kører man gennem Dockland - det i forne tider store dokområde, hvor handelsskibene lagde til. Området rummer mange nye bygninger, og der er eksperimenteret med arkitekturen, men det tåler ikke sammenligning med La Defence. Der mangler overordnet planlægning.
Greenwich er slet ikke storbyagtig. Nogen landsby er den heller ikke. Den er at sammenligne med en mindre dansk provinsby. Vores mål var observatoriet, der ligger på en bakketop for enden af en stor park. Strengt taget er det jo noget pjat at have et ønske om at komme til at stå med et ben på hver sin side af 0-meredianen (GMT), men det var nu det, jeg ønskede, og Britta føjede mig og forevigede mig stående med den venstre fod på den vestlige halvkugle og den høre fod på den østlige. Observatoriet er i dag indrettet til et hyggeligt lille museum, der beretter om, hvordan man fik løst skibsfartens problem med at positionsbestemme længdegraden.
På tilbagevejen gennem parken så vi et egern blive håndfodret at et par mindre piger. Dyrs tilpasningsevne er forbløffende. Nede i byen var vi inde i en supermarked for at ose og se på priser. Såvel udvalg som priser ligne danske forhold. Vores indkøb blev en stor Mars-bar, der kom til at gøre det ud for dagens frokost. På et lille, sparsomt sted satte vi os med et krus kaffe i den side af lokalet, hvor der måtte ryges. Vi trængte til at få lidt varme i kroppen.
På vejen tilbage til Tower Hill faldt et høj, kogleformet bygning i øjnene. Britta havde ikke set den før - heller ikke jeg, så da den lå ”lige ved siden af”, ville vi hen til den. Det er prøvet før: Man tror, det er lige ved siden af og at en høj bygning er let at finde, men når man går på gaden, kan selv beskedne bygninger spærre for al udsyn. Jeg kom til at tænke på, hvordan jeg for nogle år siden gik og ledte efter Eiffeltårnet. Men på et tidspunkt lykkes det selvfølgelig, og bygningen var så ny, at der endnu manglede en smule arbejde. Efter at vi havde stået og kigget lidt, blev vi kontaktet af en sikkerhedsvagt, der fortalte os, at der var tale om en 40 etagers kontorbygning. Og så fik vi på en pæn måde at vide, at vi kunne se og evt. fotografere meget bedre et stykke fra hovedindgangen, hvorefter han åbent fremførte, at det var risikoen for bomber, der fik ham til at bede os indtage en anden position.
Vi gik tilbage til Tower og kom forbi Lloyds-bygningen. Denne er et stykke meget spændende arkitektur af den slags, der provokerer.
Når man nu er der, skal man jo en tur ud på Tower Bridge, og flot er den selv i blæst og kulde, men længevarende nydelse kunne vi ikke fremmane, og kl. 18.00 steg vi op af metroen til en regnbyge på Piccadilly Cirkus.
Efter en kop kaffe fik fødder og rygge ¾ velfortjent hvile på sengen mens vi fik sat varme på værelset. Vi havde ikke den store lyst til at lede efter et spændende spisested, så det blev et gensyn med pizza-restauranten og dens tag selv buffet. Ovenpå bestilte vi en apple-pie med flødeskum. Havde vi vidst, at bundede ikke var færdigbagte, kunne vi have sparet den ekstravagance.
Torsdag, den 8. april 2004 Dette blev dagen med de lukkede døre. Vi startede med at tage til Covent Garden. Operaen var lukket. Så fandt vi et lille fotogalleri - lukket. Næste mål var Old Bailly, der kun lod sig se udefra. Kriminalretten var hermetisk lukket. Hvad så med St. Paul’s? Igen lukket, dog kun til kl. 13.00.
Vores dagsplan måtte ændres, og da vejret stadig ikke indbød til ophold udendørs tog vi på Museum of London. Museet er nyt og bygget til formålet. Det fortæller på flot og glimrende vis om byens historie, men er ikke et af de museer, der absolut skal ses. Den samme vurdering gælder Barbican Center, der ligger i forbindelse med museet. Centret er beboelser bygget omkring bygninger, der indeholdende koncertsale, udstillingslokaler m.m. Der var ikke noget at se. Kun informationen med billetsalg var åben.
Klokken havde passeret de 13, og vi ville til St. Paul’s Cathedral, så vi gik ned i undergrunden, hvor gav os til at orientere os på oversigtsdiagrammet. En venlig kvindelig kontrollør tilbød at hjælpe os. Da hun hørte, hvor vi skulle hen, mente hun vi lettest ville nå katedralen til fods. Det havde hun ret i, men hun bøjede sig for vores argument for at tage toget, nemlig regnvejr. Altså skiftede vi tog et par gange for at komme frem til kirken, som vi kunne have gået til på 5-10 min.
St. Paul’s var for en stor del tildækket udvendig. Kirken er opført i sandsten. Forureningen har skæmmet dem, og de er nu ved at blive renset af. Også indvendig er der et omfattende restaureringsarbejde i gang. Dette generer ikke ret meget. Man kan sagtens opleve bygningens imponerende størrelse og dens lyse skønhed.
Fra toppen på kuplen er der en flot udsigt over London, hvilket jeg forvissede mig om 19. april 1996. Tilmed huskede jeg anstrengelserne med at komme derop ad de 530 trin. Heller ikke adgangen til Whispering Gallery, 259 trin, trak i os. Mine fødder havde det ikke ret godt, og Brittas lyst til turen alene var ikke overvældende.
Sidste lukkede attraktion blev Marble Arch, som Britta ville vise mig. Buen var pakket ind pga. restaurering. Ad Oxford Street gik vi tilbage til Piccadilly. Der var et mylder af mennesker og den ene dyre forretning efter den anden. Vi var inde i et par stykker uden dog at bruge penge. En kop kaffe kunne have gjort godt, men i røgfrie omgivelser kunne vi undvære til vi kom hjem på hotellet, hvor vi tilmed slog os løs med kager.
Efter en tiltrængt hvile og halv time på øjet gik vi kl. 20 ud for at spise. Stedet blev en malaysisk restaurant, ”Melati”. www.melati-restaurant.co.uk. Maden og betjeningen var særdeles god. Prisen var rimelig, 35 £.
Stor grille laks med sur/sød (Britta) Ditto med chili (ek) Stegte ris Vand Kaffe
Tilbagevejen gik gennem et par gader med forlystelsesetablissementer og forretninger for ”Adults only”. Da vi kom i seng måtte vi høre på en skrigende unge en tid. Da denne faldt til ro tog en kvinde over med auditive tilkendegivelser af søgen efter henrykkelse - en hyler. Også dette fik en naturlig afslutning, og vi faldt i søvn.
Fredag, den 9. april 2004 Efter morgenmaden stod der pakning på programmet og kl. 09.30 deponerede vi kufferterne i bagagegarderoben og lod nøglekortene dumpe i en dertil indrettet boks.
Vejret var godt, hvide skyer og sol. Da jeg ikke havde prøvet at køre med en af de karakteristiske busser, steg vi på en dobbeltdækker uden at overveje alverden, hvor den kørte hen. Overvejelser i den retning kunne være ligegyldige. Det var køreturen og synet af byen i solskin, der talte, så vi steg på og gik ovenpå, hvor der kun var ståpladser ledige. Ved Tower Hill stod så godt som alle passager af, og vi kunne indtage siddeplads helt fremme ved forruden. Turen gik fra centrum gennem noget langt mindre mondænt til endestationen på Docklands.
Med tog gik det tilbage til Leister Spuare, hvor vi efter nogen søgning fandt frem til det fotogalleri, der var lukket dagen forinden. Hvorfor galleriet er omtalt i Turen går til London, fatter jeg ikke. Der var en mindre udstilling af fotos fra Kina med Mao i centrum. Den var hurtig overset. Kunstnerisk eller historisk var den ikke meget bevendt.
Turens sidste seværdighed blev Tate Modern, et museum for moderne kunst. Museet er nyt. Det er indrettet i et tidlige kraftværk på Bankside, og det er et imponerende og spændende bygningsværk, hvor turbinehallen står som et stort, tomt rum. Vi gik gennem den del af udstillingen, hvortil der er gratis adgang. Der var virkelig tale om moderne kunst som vi måtte konstaterer ikke at fatte ret meget af.
Udenfor museet skinnede solen. Vi fandt en siddeplads og nød en sandwich samt et bæger kaffe, inden vi på en ny gangbro, Millennium Bridge, passerede Themsen og gik op til St. Paul’s, hvorfra undergrunden førte os tilbage til Piccadilly. Her stod vi et kvarters tid og betragtede mylderet af mennesker (et mindre Hara Krisna optog var det mest spektakulære), taxaer og busser, inden vi hentede vores kufferter.
Kl. 15 tog vi The Tube for sidste gang. På Victoria Station trak vi udenfor og røg en smøg, inden vi gik i lag med at finde toget til Gatwick. Stationen er større end Hovedbanen, så vi valgte den nemme løsning, nemlig at spørge ved en informationsskranke.
Og så var den tur slut. Jeg blev kropsvisiteret, inden jeg kom ind i afgangshallen - selv skosålerne blev efterset.
I Billund regnede der. 23.30 var vi tilbage i Hobro. |