Efter to sommerferier med charterfly til Santorini og Tunesien kom det i vintermånederne på tale at køre af sted i egen bil. Britta har et langt livs erfaringer med at rejse på egen hånd, så hvorfor ikke bare tage af sted. Jeg kunne tænke mig at besøge et af de østeuropæiske lande, og Polen var som det største en oplagt mulighed. I 1993 var jeg i Wolin med Fyrkatspillet og oplevede lidt af landet 4 år efter Berlinmurens fald. Hvordan ser der ud nu 15 år efter kommunismens sammenbrud og landets indtræden i EU?

Afg. kl. 10.00. Og ret beset er der ikke alverden at skrive om en køretur fra Hobro til Berlin. Efter Hamburg satte det ind med et gevaldigt regnvejr. Om det var dette eller rejselederens afslappethed, der bevirkede, at vi overså et vejskilt står hen i det uvisse. Vi måtte af og på motorvejen igen, og så var det lille problem løst. Vi kørte nord om Berlin, og øst for Tysklands hovedstad drejede vi fra og fandt Gasthaus am Werlsee.

Vi var de eneste på det lille hotel og fik et glimrende værelse med eget badeværelse på gangen. Eget forstået på den måde, at der var et badeværelse til hvert værelse - blot skulle man ud af værelset og krydse gangen.

Resten af den medbragte madpakke gjorde det ud for førstedagens middag, og derefter gik vi en tur i den lille by ved søen. Det var tydeligt at vi var tæt på en storby. Mange huse havde fået en gennemgribende restaurering, og der var opført 3x10 eksklusive lejligheder med haveanlæg ned til Werlsee.

22.30 lå mit hoved på den største hovedpude, jeg har oplevet i mit liv.

Vi stod nogenlunde tidligt op for at komme videre, og efter en glimrende morgenmad og efterfølgende et par cigaretter på den store altan, vi delte med det ubeboede værelset ved siden af gik det 10.00 videre mod Frankfurt an der Oder og dermed grænsen til Polen.

En joker poppede op. Vi havde forestillet os at kunne nå til Krakow sidst på eftermiddagen, men det kom vi ikke. Jokeren var de polske veje. Selvfølgelig var vi klar over, at vi ikke ville finde et velfungerende motorvejsnet, men at der ikke var hovedveje mellem de store byer på linie med, hvad vi kender fra Danmark kom bag på os. Vejen til Wroclau var elendig med dybe kørespor og store huller, og der var ikke mange steder, vi undgik at komme ind gennem byerne.

Vi opgav den oprindelige rute og fandt en anden, der viste sig at være mindre trafikeret. Tilmed var vejene lidt bedre, og en stump motorvej var særdeles glimrende. Skiltningen kunne man dog ønske sig en kende bedre. Vi kom ind gennem Wroclau på mere eller mindre gehør.

Ved 19-tiden begyndte vi at se os om efter en overnatning og drejede fra mod noget, der lignede en halvstor by. Denne rummede ingen senge. Det gjorde et lille sted ved vejen, men her var alt optaget, så vi måtte videre og fandt en halv time efter et motel, hvor vi fik et udmærket værelse med (skulle det vise sig) to hårde brikse.

Motellets restaurant i kælderetagen var stor og vel sagtens lagt an på at kunne rumme større selskaber til fest. Midt i lokalet var der et forsænket dansegulv. I disse overdimensionerede omgivelser fik vi:

Beuf Provence med salat (forskellige kål, snittede), pommes frittes

½ øl

50 zlotty svarende til 85 kr. kostede det at spise - vel at mærke for to personer inkl. drikkepenge. Aftenkaffen lavede vi på værelset, og 22.30 var der sengetid efter en dag på de polske veje.

Kl. 09 tog vi fat på de sidste 48 km til Krakow. Landskabet skiftede karakter, og vi så små kalkstens-klipper stikke op hist og her i det efterhånden mere kuperede terræn.

Vi styrede mod centrum med øjnene spejdende efter et hotel. Inde i centrum kørte vi noget rundt og fandt da også det søgte ord ”Hotel” nogle steder uden at ane, hvor vi befandt os. Kortet måtte frem, og vi parkere i en sidegade, hvor Britta i fred og ro kunne få fastslået vores position. En parkeringsvagt fandt det rimeligt, at vi vederlagsfrit kunne finde ud af, hvor vi var. Resultatet blev, at vi parkerede ved borgen, Wavel, for til fods at finde et sted at bo.

Stedet blev ”Hotel Royal” - centralt beliggende for foden af borgen og med 10 min. gang til markeds-pladsen. Det var på turen hele tiden rejselederen Britta, der stod for at finde vej og hoteller. Min eneste opgave bestod i at køre ligeud og ellers dreje efter rejselederens anvisninger.

Da Britta havde set værelset, var hun ikke helt sikker på, om prisen på 220 zl. for et dobbeltværelse var for 2 inkl. morgenmad. Hun fandt det lovlig flot til prisen hotellets beliggenhed taget i betragtning, men på den anden side: Koste hvad det ville - vi var tæt på det hele, og der var en parkeringsplads til rådighed. 4 dage efter viste det sig, at prisen var rigtig nok plus tillæg for parkering og skat.

11.30 havde vi hentet bilen og var tjekket ind på Hotel Royal, Krakow. Det gjorde godt at være fremme ved første mål for turen og vide, at de kommende 3 dage ville være ren ferie. Al bagagen kom op fra bilen, og der blev pakket ud på et stort værelse på 3. sal samt sendt sms til Jesper og Niels Bo.

Så kom der feriestemning og ditto fred til mig. Jeg vidste, hvor jeg skulle sove de næste 4 nætter. Det var første gang, jeg har rejst, uden at vide hvor jeg skulle bo. Britta har stor erfaring med denne måde at rejse på, og hun forsikrede mig gentagne gange om, at selvfølgelig kunne man da finde et hotelværelse. Min logik gav hende ret, og hun holdt, hvad hun lovede, nemlig et hotelværelse hver aften. 7 hoteller og 15 overnatninger blev det til, men bedst havde jeg det, når der var blevet udleveret en nøgle.

Eftermiddagen blev brugt til at slentre rundt sammen med alle de andre turister. Først gik vi til markedspladsen, som er en af Europas største pladser, og stor er den, 200 x 200 m. Midt på pladsen er Markedshallen som er en af de mest bemærkelsesværdige bygninger i byen. Den 100 m lange hal blev opført omkring år 1300 for at beskytte de handlendes boder. Markeds- hallen blev ombygget 1380-1400 og igen efter en brand i 1555-60. De små butikker inde i hallen er i dag omdannet til en uendelighed af ligegyldige souvenirbutikker. På 1. salen ligger Nationalgalleriet.

Pladsen omgives af smukke bygninger og et hav af fortovsrestauranter. I det ene hjørne knejser Mariakirken med sine to tårne og på selve pladsen er der foruden de mange mennesker en broget skare af musikere, handlende og gøglere. Hestevogne og eldrevne ”tog” konkurrerer om at få kunder til en sightseeing.

Vi satte os med en kold øl og iagttog mennesker, leben og duer. Resten af dagen skulle kun bruges til at opleve stemninger i denne gamle kulturby, som bygningsmæssigt slap nådigt gennem 2. verdenskrig. I den modsatte ende af pladsen var man i færd med at stille op til et folkeligt musikforetagende med en titel, der indeholdt ordene ”lustige Musikanten”. Tyskerne var åbenbart vendt tilbage.

Vi gik tilbage og op på borgen, der ligger på en forhøjning ned til floden Wisla. Stedet er smukt med domkirken og det gamle kongeslot som de væsentligste bygninger. Himlen var blå og temperaturen behagelig. Igen satte vi os - denne gang med en cola og nød sceneriet.

18.30 var der kaffe efterfulgt af en halv time med benene på lang på værelset og 1½ time efter var vi på gaden igen for at finde et spisested. Energien til den længerevarende søgning var ikke til stede, så det blev på det nærmeste den første den bedste restaurant. Dette kom vi ikke til at fortryde. Vi spiste italiensk, og det var meget lækkert.

Ristet brød med hakket tomat, krydret

Tunge (solefish), dampet med spinat og spinatsauce

Råstegte kartoffelbåde, broccoli

½ øl

Man kan sagtens få vin i Polen, men i forhold til øl er det temmelig dyrt på linie med prisen i DK. Vores valg faldt derfor på polsk øl, der er velsmagende - et valg der fulgte os på hele turen.

Efter middagen var vi igen på markedspladsen, og på hjemvejen var vi omkring en dagligvarebutik og fik 6 øl og nogle kager med os. Øllene overnattede i værelsets køleskab - vi i nogle bløde med udmærkede senge, hvor vi trætte slumrende ind 22.45.

Dagen startede 06 med en gaveregn fra Britta i anledning af min 59 års fødselsdag: Benny Andersens samlede digte, en negleklipper, en næsehårstrimmer og en kærlighedschokolade. Dog var det for tidligt at stå op, så vi tog en time mere under tæpperne, inden vi gjorde os klar til morgenmaden, som viste sig at være fremragende med masser af pålæg, æg tomat og noget godt brød. Jeg fik lært at spise halve æg med mayonnaise. Prøvede dem også med peberrodssalat. Også den italienske salat forsøgte jeg mig med dog uden at finde nogen større behag ved det. Salaten var med megen fyld og smagen var godt nok, men det var tidspunktet ikke med mine vaner i kufferten. Samme vaner havde polakkerne ikke. Der blev spist italiensk salat i store mængder af de lokale.

I dag skulle vi i gang med seværdighederne, og vi startede med et besøg i Sct. Peter og Poul-kirken opført 1596-1619. Indvendig er det nogle flotte guldbelægninger, der fanger opmærksomheden, og udenfor er det statuerne af de 12 apostle, der er det bemærkelsesværdige.

Mariakirken er overdådig med mange udsmykninger. Det er en stor kirke og tilstrømningen af turister er voldsom. Vi satte os på en af de mange bænke i nærheden af alteret for at se altertavlen blive slået ud kl. 11.50. Overfor os var en polsk lærer i gang med at docere for en velafrettet gruppe elever i alderen 9-13 år. At de kedede sig var oplagt, men de var stille og lod øjnene fæstne sig sløve på et sandsynligvis tilfældigt sted. Manden havde næppe en eneste tilhører, og han talte i øvrigt så tilpas lavt, at halvdelen af hans klasse umuligt kunne have hørt hans ord, hvis interessen havde været der. Stakkels unger (nå, det er måske for voldsomt at udtrykke det, for de er muligvis vænnede til den form for undervisning). Jeg sad og blev så glad for at være lærer i en skole, hvor det er tilladt eleverne at kræve noget vedkommende af deres lærer. Ikke nødvendigvis sådan, at alle kan kræve det vedkommende på samme tid, men de kan i den mindste kræve, at de kan høre.

For hørelsen blev der lukket totalt af for skoleklassen, da en tysk gruppe turister lejrede sig og deres rejseleder begyndt sit foredrag. Hun mestrede kunsten at kunne tale, så alle kunne høre. Her blev min grænse for tilbørlig optræden i en kirke overskredet. Der var 10 min. til at altertavlen skulle åbnes, og vi sad omkring 100 mennesker og ventede på at de store, forgyldte træskærerarbejder med madonnaen som den vigtigste figur skulle åbenbare sig, og så kommer der en anmassende og småsnakkende gruppe på min alder ledet af en noget yngre rejseleder, der bare kæfter op og totalt ødelægger den smule andagtsfuldhed, der trods tilstedeværelsen af mange mennesker dog var der. Selv da en nonne bad om stilhed mens hun åbnede altertavlen havde tyskerne det svært ved at holde kæft.

Tavlen var imponerende stor og smuk. Det samme var kirken, men der var alt for mange mennesker. I krypten var der færre, og for en dansker er den ganske uinteressant. Jeg kender så godt som intet til Polens historie, og de mange sarkofager siger mig derfor intet.

På markedspladsen var der nu gang i prøver med de lyste musikanter. Der var rigget an til en tv-optagelse, og det så vi lidt på, inden vi gik i lag med Nationalgalleriet ovenpå markedshallen. Igen var det manglende kendskab til historien en hæmsko, men dog ikke mere end at vi kunne betages over nogle pompøse malerier, der gengav store begivenheder til styrkelse af den nationale bevidsthed for et folk, der ikke har været forvænt med at have en nationalstat. Mest indtryk på mig gav et stort lærred med et spand på 4 heste fremstillet i let frøperspektiv.

Vi gik til bymuren, hvoraf kun en lille del er tilbage. På denne hænger der malerier til salg. Mængden er langt større end kvaliteten, men charmerende er det, og man kan uantastet kigge uden at blive kontaktet med salg for øje. Andre steder, hvor der kommer mange turister, er sælgerne meget pågående. Det oplevede vi overhovedet ikke i Polen. Man kan kigge i fred og ro, og det er dejligt.

Målet var operaen, som blev opført som en kopi af den gamle opera i Paris. Ligheden er der - næppe mere. I hver faldt ikke set udefra. Ind kunne vi ikke komme.

Banegården ligger i nærheden, og den blev dagens sidste mål. Et er at se museer, kirker og pladser. Noget andet er at se steder, der er en del af dagligdagens virkelighed. Denne er unægtelig mindre pompøs. Nedslidt er en dækkende betegnelse. En gang har det været en moderne og flot banegård. I dag fremstår den som forældet og lettere hærget. I den i fordums dage flotte restaurant med højt til loftet og servering på balkoner fik vi os en hotdog, der på alle måder var svarende til stedets standard. Man tager en lunken pølse, lægger den i et pølsebrød, og så kommer den en tur i mikroovnen. Resultatet er en brandvarm og slasket sag.

Udenfor tændte vi en cigaret, men at ryge den måtte vi afstå fra. To uniformerede mænd gjorde os begribelig, at rygning ikke var tilladt. Hvorfor fattede vi ikke. Vi var på et perronområde, der ikke længere var i brug. Der var 100 m til de perroner, der anvendes i dag. På den ene side var der en byggetomt og på den anden side et gelænder og nogle spor. Nå, vi beklagede selvfølgelig høfligt, at vi havde overset noget og skoddede smøgerne.

Efter denne oplevelse af, at Krakow stadig er en by, der bærer præg af kommunismens manglende formåen i henseende til at vedligeholde og holde materielt trit med vesten returnerede vi til hotellet.

Mobiltelefonen havde været med i tasken hele dagen. Anledningen var, at jeg ventede en opringning fra min nevø, Klaus, med hvem jeg havde aftalt et møde i Krakow den 8.7. Aftalen var, at han skulle diktere tid og sted. Der kom ikke nogen opringning, og det kunne jeg sagtens finde en god forklaring på, nemlig at hans arbejde som personalechef for Jysk Sengetøjslager i Polen havde bevirket, at han ikke kunne komme til byen som forventet. Det var OK. Vi havde ferie. Det havde han ikke. Men tilbage på hotellet ringede jeg alligevel for lige at sikre mig, at der ikke var tale om en misforståelse og ellers bare sige hej.

Flov blev jeg. Klaus besvarede telefonen og fortalte, at han og kæresten Magda sad med en øl på markedspladsen. Han kunne ikke ringe mig op. Forklaringen var den simple, at jeg havde mailet ham et forkert telefonnummer. Hvor dum kan man være! Jeg græmmede mig, og så var det ellers med at komme hurtig ud af røret. Det pænere tøj og slipset blev der ikke tid til. Ej heller Britta fik mulighed for at gøre sig fest-smuk til trods for, at hun havde medbragt en garderobe med fere muligheder. Vi hastede mod pladsen, og efter beklagelser og undskyld satte vi os over en øl på en anden restaurant end den, Klaus og Magda sad på.

Magda er polak, så aftenens sprog blev overvejende engelsk. De unge mennesker fortalte om Polen, og Magda kunne fortælle om, hvordan hun som stor pige oplevede, at det blev muligt at rejse ud af landet. I dag er hun som økonom - uddannet i Krakow - ansat i sin fars virksomhed. Vores indtryk af hende var særdeles positivt, og for mit vedkommende var det en dejlig oplevelse at møde den 28-årige Klaus på hjemmebane - en voksen mand, der som de andre af mine søstres børn klarer sig godt og fører slægten videre.

Middagen blev på Restaurant Wierzynek, byens mest berømte opkaldt efter en rigmand, som i 1364 holdt en middag for 6 konger, bl.a. Valdemar Atterdag. Klaus og Magda kendte den. Det var indlysende, at det var her, jeg skulle markere fødselsdagen sammen med Britta og de unge. Stedet oser af historie, og i den folder, der beskriver det, er der en liste så lang over berømtheder, der har frekventeret gemakkerne. Jeg nød det, og nydelsen blev ikke ringere af at være i selskab med en polak og en dansker, der taler polsk. Klaus styrede samtalerne med tjenerne og anbefalede polske retter fra spisekortet.

Starter: Lidt laks på citronskive

Suppe - et glas hvidvin

Vildsvineschnitzel med svesker, kanel-rødkål, kartofler.

1 flaske rødvin - vand

Klaus og Magda valgte nogen andet.

Efter middagen viste Klaus efter aftale med en tjener rundt på 2. sal, der ikke var i brug denne aften. Middagens kvalitet var foruden selskabet med ham og Magda de historiske rammer og serveringen, der bød på hele det show, der hører sig til med to tjenere med et øje på hver finger til 4 personer. Serveringen er synkron og vinen serveres med venstre hånd på ryggen og med fatning om flaskens bund. Maden var velsmagende, men ellers ikke værd at skrive hjem om. Vi spiste bedre dagen forinden og et par gange siden. Prisen var særdeles rimelig, ca. 300 kr. pr. kuvert inkl. drikkepenge.

Efter besøget på den historiske restaurant gik vi lidt rundt. Magda fortalte, vi fortalte, og jeg fik lejlighed til at snakke lidt dansk med Klaus. Mødet sluttede med kaffe ved et godt bord på markedspladsen, og 23.00 sagde vi tak for en dejlig aften og dryssede hjem til et lukket hotel.

Døren var låst, og der var ingen reaktion på brugen af en ringeklokkeknap. En ældre herre, der var i bekneb for et toilet, ruskede som vi forgæves i døren og forsvandt. Et par kvinder med værelse på stedet måtte ligeledes forvisse sig om, at der var lukket. Jeg kunne for mig selv konstatere, at vejret var mildt, og at jeg havde haft en dejlig aften, så skulle det ende med, at jeg skulle tilbringe natten på en af bænkene under de store træer ved siden af, var det i situationen ikke det store problem. Det blev igen rejselederen, der tog affære og gik til indgangen ved parkeringspladsen i den anden ende af hotellet, der strækker sig gennem tre store bygninger. Her fandt hun noget personale, som førte hende gennem komplekset og frem til hoveddøren.

En kold godnat-øl sendte os i seng 01.00

Vi var på gaden 09.30. Målet var det jødiske kvarter, som der ikke var noget problem med at finde, men så gik der ged i retningssansen lettere hjulpet på vej af den polske form for skiltning. Vi slentrede rundt om en kirke med tilhørende kloster, hvor vi nød gårdens stilhed og svalernes frygtløse flugt.

På den anden side af Wisla er der en kirke, der markerer sig tydeligt med tårne, der henleder tanken på Torneroses Slot. Dagen var ny, så vi krydsede floden og kom til et område, der vejmæssigt er under renovering. Igen var vi kommet udenfor det turistmæssige. Mange mennesker var i gang med vejarbejdet. Polens arbejdsløshed er et problem efter kommunismens fald, så der kan være god grund til at hold beskæftigelsen op ved offentlige arbejder, men det virker lidt overdrevent med så mange mennesker. Maskinerne er der, og alligevel ser man 3 mand i færd med at jævne en dynge grus ud med små skovle.

Kirker er en af de mange i et land, hvor den katolicismen har og har haft en betydning som samlende institution for en befolkning fanget af stormagter og ismer, der ikke har imødekommet dens egne ønsker. Tornerosekirken er et af de mange eksempler på en elegant og knejsende skønhed, der fanger øjet og som samtidig fortæller om, at det ikke kun var de store kirker med deres baggrund i magthavernes midler og behov for manifestation og undertrykkelse, der betød noget. Det er alle de mindre kirker, der om end nok opførte med midler fra undertrykkerne så dog har fået lov til at leve, fordi de har været en uundværlig del for generationerne efter deres tilblivelse.

Da vi forlod Tornerosekirken, Niepodleglosci, blæste det op. Meget voldsomt, og da vi gik over floden var der små bølger på den til trods for dens beskedne bredde (som Gudenåen ved højvande ved Randers). På den anden side lagde stormen sig igen. Senere på hotellet så vi på TV, at dette hurtige stormvejr havde forårsaget nogle ødelæggelser i Krakowområdet.

Nu fik vi fat i det jødiske kvarter. Kortet kom til at vende rigtig, og vi kunne konstatere grunden til, at det havde vendt forkert, nemlig den at vi forestillede os noget mere, end der var. Vi fandt den jødiske synagoge og besøgte den. Jøder er der ingen af efter nazisternes rædselsregime. Kun en i forhold til katolicismens templer ydmyg bygning, der i dag tjener som museum for en uønsket gruppe mennesker med en besynderlig livsførelse, der ikke blev accepteret. Det lille museum rummer teksttunge plancher og fotos samt lidt for vi protestanter lettere ligegyldigt kirkekunst.

Efter en halv times tid over en lille øl på et lille torv med udsigt til synagogen gik vi under en jernbaneviadukt til den jødiske kirkegård. Stedet virkede forladt, men det var det ikke. En mand lå og rodede med et afløb til overfladevand. Ham nikkede vi pænt til i den hensigt at gå ind på kirkegården, men det lod sig ikke gøre. Mænd må ikke gå barhovedet. Han anviste mig en kurv med nogle tynde kalotter. En sådan på størrelse med et knyttet barnehoved bliver ikke siddende på min halvskallede isse i efterdønningerne af et stormvejr, så det var i høj grad med højre hånd på kalotten, at jeg bevægede mig rundt på en kirkegård, der var totalt overgroet. Vi fandt et par ret nutidige begravelser, men ellers var det et sted, hvor en lettere fjern fortid var stedt til hvile. Stemningen tiltalte mig overhovedet ikke. Der var rodet og gangarealerne var overgroede. Mindelser om en losseplads eller rettere en skrotplads var overskyggende. Jeg er udmærket klar over, at jødiske grave ikke må sløjfes, og at det som sådan medfører en rodet kirkegård, men at lade det hele gro til efterladende et brok og virvar er ikke et smukt minde om hverken de afdøde eller den tid de forlod.

Efter at have afleveret kalotten gik vi tilbage til den gamle del af byen, men i modsætning til foregående dage gik vi langs det grønne område, hvor bymuren tidligere har stået, tilbage til hotellet for at få tisset af. Planen var en tur på Wavel. I stedet blev det til en time på øjet, inden vi igen var på benene og 18.30 dryssede af sted for at finde et sted at spise. Denne gang blev det i en af sidegaderne, hvor vi havnede på en korsikansk restaurant:

Fiskesuppe med store stykker fisk

Oksemørbrad, 400 gram til to

Sky med tørrede krydderurter

Kartofler

½ øl og kaffe

Mens vi spiste regnede det voldsomt, og så var der ikke mere i den byge. Vi slentrede rundt og forestillede os, at der var ølfest med lystige musikanter på markedspladsen. Det var der ikke. Vi havde ikke læst godt nok på plakaterne. Koncerten var kl. 14. I stedet var der teater, som vi pga. menneskemængden ikke kunne se noget af, så vi dryssede videre i sommeraftenen og var tilbage på værelset 22.15 og efter en øl i køjen kl. 23.00.

Klokken 09 gik vi op til borgen, Wawel. Det tidlige tidspunkt bevirkede, at vi den første times tid undgik det store rykind af turister og fik gode betingelser for at nyde domkirken med dens mange sidealtre og begravelser. Også her var der krypt med sarkofager indeholdende de jordiske rester af historiske personer. Tårnet, Sigismundtårnet, med Polens største kirkeklokke fik vi også med og nød den storslåede udsigt til den gamle bydel.

Der er flere museumsmuligheder på Wawel. Vi valgte kun at se De kongelige Værelser. Krakow var kongeby til 1596, hvor kong Sigismund Vasa forlagde residensen til Warszawa. Billetsalget er sat glimrende i system. Man bliver lukket ind i hold på det tidspunkt, der angives på billetten. Vi måtte vente en halv times tid på at komme ind kl. 10.35. Salene rummede møbler, gobeliner og lædertapeter foruden malerier og udsmykninger.

Næste mål var Collegium Maius med kollegiegården, der stammer fra 1492-1540. Kollegiet ligger tæt på markedspladsen, og gården er i sandhed en lille perle. Det rummer i dag et museum med bl. a. Kopernikus’s instrumenter og den første globus, der viser Amerika. Desværre var der ikke flere billetter til salg, så vi måtte tage til takke med en lille udstilling med forsøgsopstillinger til faget fysik. Vi nød gården, der i høj grad manede til lavmælt tale og stille tanker om det åndsliv, der gennem århundreder har udfoldet sig her.

På markedspladsen var der ved at blive gjort klar til dagens koncert med de lystige musikanter. Publikum kom på plads på bænke ved smalle borde, og der kom ølkrus frem. Vi satte os tæt på det indhegnede område. Britta skulle smage polsk bagværk - mandelkage. Jeg foretrak en græsk salat og en øl. Imens vi nød serveringen, kunne vi følge med i, hvordan vagtmandskab dirigerede folk udenom Tv-holdets scene og samtidig lytte til konferencierens ordskvalder på såvel tysk som polsk. Ind imellem var der noget musik, men vi fik ikke hele numre. Om nogen koncert var der således ikke tale om. Publikum var statister i et show, der senere skulle klippes sammen.

16.30 var vi tilbage på Hotel Royal til et krus kaffe og en velfortjent middagssøvn. Aftenens restaurant fandt vi i en af sidegaderne. Det var i en kælder med gamle hvælvinger. Vi bestilte:

Polsk mad - en fantasi for 2

Kyllingesteak

Svinesteak med champignon

Oksesteak med peber

Bagt kartoffel med kommen

2 saucer - salat, hvidkål - tomat

½ øl

Måltidet var glimrende, men hyggen blev ødelagt af en larmende kvinde (et engelsk skrummel), der i selskab med 17 andre i den grad førte sig frem med hvin og råben. Selvfølgelig kan man høre et selskab på 18, og det er i orden, men der var nogle, der undlod at få kvinden dæmpet ned. Vi afsluttede måltidet hurtigere end ønsket og slap ud i en langt fredeligere gade og gik lidt rundt, inden vi tilbage på værelset afsluttede dagen og dermed Krakow med et par øl. Udenfor finregnede det, og til lyden af sporvogne og hestehove overgav vi os til drømmeland.

Dagen startede tidligt med morgenmad allerede 07.15 og en time efter havde vi tjekket ud og var på vej mod saltminen i Wieliczka. Minen er 700 år gammel med en samlet længde af minegange på 300 km. Den er optaget på Unesco’s liste over kulturværdier, der skal bevares. Det årlige besøgstal er på 800.000, hvilket er absolut forståeligt.

Det gik meget let med at finde frem til Wieliczka, der ligger kun 18 km fra Krakow. Om nogen by som sådan er der ikke tale, så det gav sig selv at finde frem. Fri parkering er der ikke de steder, vi kom på vores ferie. Fra sidste års ferie i Tunesien havde vi medtaget oplevelsen af, at man overalt blev taget i røven. Denne oplevelse har vi joket med adskillige gange, og jeg har fremturet med, at nu skulle det være slut med at tage røven på mig. Som nævnt tidligere er det meget behageligt at færdes som turist i Polen, men i Wieliczka oplevede jeg snerten af at blive røvrendt. En ung mand stillede sig ud på vejen med et blåt P-flag og vinkede os ind på en plads. Der holdt vi så og fik en simpel P-billet i hånden. Man kan lave meget, når man har en printer og en saks. Senere viste det sig, at der var en stor P-plads til minen. Den unge mand var en af de mennesker, der hylder liberalismen og udnytter de forhåndenværende muligheder. Nå, vi holdt udmærket, og der var ganske kort til minen, så der var ingen grund til at føle sig snydt.

Adgangen til minen er i hold med fører. Første engelske guide var kl. 10.00, så vi kom til at vente en time. Vejret var dejligt, så det var bare rart at sidde på en bænk i det fri og betragte tilstrømningen af polakker, inden det blev vores tur til at line op og afvente, at der blev givet adgang for en gruppe udlændinge. Der var et mylder af mennesker i forskellige køer. Jeg ville sikre mig, at vi kom med kl. 10 og bevægede mig fremad. Det fik jeg nu ikke så meget ud af. En hollandsk kvinde gjorde mig opmærksom på, hvor min plads var i køen. Det grinede vi så lidt af efter at jeg havde forsikret hende om, at jeg ikke vil snyde men at jeg ikke kunne helt kunne se logikken i virvaret. Det kunne hun heller ikke, og jeg fik nok en gang bekræftet, at der er en påfaldende lighed mellem hollandsk og dansk humor.

Først gik det i gåsegang ned ad en masse trapper i en smal skakt. 7 trin og så en repos i en uendelighed og så kunne turen starte i 64 meters dybde. Salt forestiller man sig som værende gråt. I Wieliczka-minen er det gråsort pga. et stort indhold af mineraler. En forestilling blev skudt i sænk, men ellers levede minen op til forventningerne. Guiden, en ung, smilende og imødekommende kvinde med et tonløst engelsk fortalte glimrende og sørgede for at gruppen i 1½ time gled med på ”samlebåndet” af grupper, der stoppede op med planlagt mellemrum. Og der var meget at se. Kreative minearbejdere havde udført statuer og indrettet kapeller og en stor kirke. Endvidere er der tableauer, som viser, hvordan arbejdet foregik, og der var enorme rum understøttet af kraftige trækonstruktioner. Vi kom til en lille sø med et saltindhold på 30%. Her kunne vi nyde et kort lysshow til en stump musik af Chopin. I et andet rum sad et mindre hornorkester og blæste de besøgende et lille stykke. Også professionelle billedhuggere havde fået adgang til minen, og i det store kirkerum havde de udført relieffer og statuer. Den umiddelbart genkendelige var Pave Poul 2, der med sin polske baggrund er et ikon på de kanter.

Turen sluttede i 165 meters dybde i et meget stort rum på størrelse med en af de største undergrundsstationer. Her sagde guiden farvel og overlod os til souvenirhandlernes fristelser, der hovedsagelig bestod af saltstykker med indlagt lys. Til ære for filatelisterne var der et posthus, hvorfra der kunne sendes kort ud i den store verden.

Adgangen til jordens overflade sker med en gammel elevator med plads til 2 gange 8 personer (2 etager). 12.10 så vi igen dagslyset. I minen måtte man formedels et beskedent beløb gerne fotografere, men i bevidstheden om, at det næppe lod sig gøre at lave nogle fornuftige billeder som deltager i en gruppe, valgte vi i sted at købe fotos efter rundvisningen. Samtidig benyttede vi lejligheden til at nyde solen og noget tobak, inden vi gik til bilen for at fortsætte rejsen.

Denne gik tilbage til Krakow for at få fat på vejen til Zakopane. Iflg. en ret detaljeret kortbog, som jeg havde købt til turen, kunne vi have kørt ad nogle små veje, men den polske skiltning in mente valgte vi den sikre. Landskabet blev smukt med bakker og dale, og vi nød at køre af sted i et roligt tempo. Ved en lille snaks holdt vi en pause og fik en grillet pølse. Grillen var anbragt på publikumssiden af den lille disk, og da vi bad om en pølse, fik vi udleveret en paptallerken og plastikbestik. Så kunne vi selv vælge. Pølserne kom på vægten, og der blev afregnet efter vægt. Sjældent har jeg fået bedre grillpølse. Der var kød i den, og den var fuld af smag. En Pepsi slukkede tørsten. I Polen er promillegrænsen nul - en grænse, jeg gerne så indført i hele EU.

På den lille rasteplads var en polak i gang med at reparere sin Fiat 600. Denne bedagede model så vi mange af, og jeg sendte tanker tilbage tid den gang i 1971, hvor jeg selv havde lejlighed til at siddet ved rattet i en sådan. Modellen udgik i DK. En 126’er dukkede kortvarigt op for derefter at overgå til produktion i bl.a. Polen. I dag vrimler der med disse små biler. Kontrasten er mange store vestlige biler. Knapt så iøjnefaldende er de mindre biler fra såvel Europa som Østen.

Formålet med et ophold i Zakopane var at opleve bjergene på grænsen til Slovakiet. Jo nærmere vi kom, jo mere skyede det til, og vores ophold blev da heller ikke pga. vejret så længe som ønsket. Første mål var at finde et hotel. En seng at sove i er i det område ikke et problem. Vi blev mødt med adskillige mennesker der stod eller sad med et skilt, der tilbød seng eller værelse. Så er det, at ordet fattigdom, der popper op. Andre steder i Europa sætter man et skilt op ved vejen. I Zakopane-området sætter man en person ud til vejen med skiltet.

Dette overforbrug af arbejdskraft kommer også tydeligt til udtryk langs vejene, hvor der var mange, der falbød bær, svampe og frugt. Udvalget og mængden hos den enkelte var såre beskedent, 3-5 syltetøjsglas med bær eller et par små kurve med svampe. Britta satte ord på foretagendet: Hvorfor dog ikke lade et par stykker stå for salget og lade resten gå til skovs efter flere bær?

Vores behov var mere end blot en seng. Vi ville bo bedre og i mere neutrale omgivelser. Blikket faldt på et officielt vejskilt med et piktogram forestillende en seng og underteksten ”Hotel Panorama”. Dette måtte betyde udsigt, og da det var den, vi var kommet efter, fulgte vi skiltningen og kom ved 16-tiden frem til ”Pension Panorama”.

Panorama var tydeligvis et af kommunismens hoteller. Det er opført i beton med et lettere uheldigt ønske om lethed og elegance som det overordnede koncept. Prisen var særdeles rimelig (150 zl. for et dobbeltværelse med morgenmad) og vi fik et værelse med to enkeltsenge, bad og en lille altan på 1. sal. Vi gik så småt i gang med at pakke ud og konstaterede så, at det ikke var muligt at tænde lys på badeværelset. Så måtte rejselederen ned i receptionen. Belysningen var et spejl med 3 små pærer med bajonetfatning. Alle pærer havde opgivet ævred. Det kunne den unge mand ikke gøre noget ved efter at have undersøgt sagen, og vi fik anvist et andet værelse. Dette var 50% større og møblerne var tilsvarende bedre. Vi fik et af pamperværelserne med enormt store bordlamper på de to kommunisttunge natborde. Sengene var monterede med hjul og lod sig let skubbe sammen. De gled også let fra hinanden. Badeværelset var forholdsvis nyt og altanen de 50% bredere end det simplere værelse. Det var et godt bytte, og var vi kommet til at betale mere end aftalt, ville det have været i orden. Det gjorde vi ikke, da vi efter tre nætter på stedets ønske afregnede kontant i Euro.

Efter at have pakket ud tog vi altanen i anvendelse og betragtede bjergene over et krus kaffe. Tunge skyer blev til regn, og vi måtte trækken indenfor. Vejret var ikke med os. Hotellets beliggenhed er hævet over byen, så vi tog bilen for at finde et sted at spise. Det blev til en flakken på må og få. Et skilt, der pegede mod centrum, fandt vi ikke, så da jeg med vinduesviskerne kørende spottede et sted med en P-plads, blev det der, vi stoppede. Restauranten var af nyere dato og opført som et bjælkehus. Maden var udmærket, en kvinde iført en folkedragt serverede og prisen næsten ikke værd at skrive om - 37 zl.

Kylling gordon bleu - Britta

Svinekotelet - Erik

Kartofler, revet gulerod, agurk i dressing, revet rødbede (kogt - syrlig)

2 vand

Overfor restauranten var der et lille supermarked. Her forsynede vi os med en ½ ltr. polsk vodka, Nescafé, lidt øl og nogle kager. Tilbage på Panorama tog vi hul på vodkaen og satte sengene sammen. Disse var nogle knirkende dingleværk.

Morgenmaden var solid og brødet var godt. Vejret egnede sig ikke til bjerge. Der var alt for mange skyer. Dagens tur blev derfor til landsbyen Chocholow med de fredede bondehuse, der er opførte som bjælkehuse. Da de blev bygget, var det statusgivende at anvende så få stammer som muligt, og derfor ser man bjælker i en sjælden svær størrelse.

På en måde er det som at komme til et museum, og fredningen fremmer da næppe heller udviklingen, men tilstedeværelsen af hestetrukne redskaber og traktorer, der er 45 år ”mindre” end dem vi ser i DK afspejler en vinkel, der er virkelighed i dagens Polen. Vi havde god tid og gloede uden hæmninger. I kirken var der gang i en søndagsskole, der præsterede smuk flerstemmig sang. Vi gik ikke ind. Hilste på en fortravlet pater, der sandsynligvis havde glemt, at hans tilstedeværelse var påkrævet.

I Chocholow købte jeg i en lille butik et karton Marlboro og et par kager. Disse spiste vi på en vigeplads efter at have kørt lidt længere ud ad vej 598 og have passeret et færdselsuheld med tilstedeværelsen af et par politibiler.

Politiet var meget synligt i Polen. Hvad vi måtte have med af fordomme om korruption og nævenyttighed om denne myndighed blev gjort til skamme. Vi oplevede på intet tidspunkt et politi, der førte sig frem. Derimod et politi, der med sit tilstedeværelse og stille attitude sikrede fred og fordragelighed.

På udturen havde jeg udset mig et motiv af et Zakopanehus. Byggestilen er træ i 3 eller 4 etager. Dette kan man undre sig over. Hvorfor bygge i højden i et tyndt befolket område? Malerisk tager det sig ud, og det er grund nok til at stoppe op.

Malerisk er også en ny, lille trækirke i Witow. Alt er fremstillet i træ med dette materiales muligheder for detaljer og udskæringer, der ikke koster en million at udføre. Kirken er et smukt hus, der er anlagt på en skråning og omgivet af en lille have med træskærerarbejder.

Tilbage i Zakopane opgav vi at finde en parkeringsplads. Trafikken sneglede sig af sted, og vi fik fornemmelsen af, at der måtte være en hovedgade, som alle søgte til. Vi returnerede til hotellet 15.45. Britta satte sig med en bog og jeg tog en time på øjet.

Det klarede op, og vi fik set lidt sol på de små bjerge, inden vi tog ind til hovedgaden. Igen var der et parkeringsmenneske der skulle fodres. Gaden er lang og aldeles blottet for seværdighed. Den et en gang gøgl og gejl fra ende til anden. Skisportsbyen vrider armene om på de turister, der kommer der udenfor sæsonen. Pizzeriaer, KFC og tilsvarende steder med slagteriaffald på menukortet var der nok af. Vi fandt et sted med noget polsk, der gjorde det ud for en affodring.

Kartoffelpandekager med gullasch (stort set kødløs)

Salat

1 vand

Tilbage på hotellet en regnfuld aften der gik i snak, kaffe, vodka og øl til 02.00

Vi stod op til en overskyet og grå dag, - et vejr der ikke bedrede sig efter en sen morgenmad. Et bedre vejr ville have budt på oplevelser i bjergene, men da disse var indhyllede i sorte skyer, var der ingen grund til at satse på hverken svævebaner eller vandreture i højderne.

I stedet valgte vi Koscielisko-dalen, en af de fredede naturparker i området. Stedet er meget besøgt. Selv på en grå dag var der mange biler og busser på parkeringspladsen. Man skal betale en beskeden entré, inden man får lov til at gå ind i dalen. Denne er smuk, men så heller ikke mere. I Politikens bog om Polen fortælles om en sprækkehule, Jaskinia Mrozna, i forbindelse med dalen. Den tog vi med. Den var næppe ulejligheden værd, thi ulejlighed kostede det at nå frem til den. Stien op til hulen var en hård omgang for to aldrende danskere med en dårlig kondition. Terrænet var ujævnt, stene fugtige og glatte og stigningen visse steder direkte ubehagelig. Vi pustede og stønnede, og det kostede flere pauser, inden vi kom op til hulen. Her skulle der igen løses billet, og vi kunne sagtens være kommet med et hold, da vi ankom, men der skulle en restituering til, inden vi skulle andet end blot at falde ned på en bænk.

Passagen gennem hulen var alt andet end bekvem. Der var meget snævert, og visse steder skulle man ned på hug for at komme igennem. I det hele taget var det så som så med at kunne bevæge sig almindelig oprejst. Der var rig mulighed for at støde hovedet mod klippevæggene. Hulen var oplyst, men det var så som så med, hvad vi fik set, da passagen krævede vores ubetingede opmærksomhed, og i forhold til andre klippehuler, vi har besøgt, var denne ikke anstrengelserne værd.

Vel ude af hulen på en anden side konstaterede vi, at der var trapper og gelænder på stien ned til dalen. Vejret viste sig fra en lysere side. Sidedalen med dens frodighed var et smukt skue. Nedturen var ren luksus i forhold til kampen for at komme op, og nede i dalen bekræftede vi hinanden i, at vi havde været lidt seje, og at det var det, der blev den egentlige oplevelse.

Første del af tilbageturen var med solstrejf, men det fik en brat ende. Vi fik regn. I håbet om, at det blot var en byge stod vi sammen med andre et kvarters tid under et træ, men så blev det trivielt, og vi gik tilbage til bilen i regn.

Vejret var ikke til andet end at returnere til hotellet. Samme tanke har andre nok også haft. Zakopane var én stor trafikprop, som det tog en halv times tid at slippe ud af, og 16.15 var vi på vores pamperværelse, hvor vi brugte resten af eftermiddagen på at læse.

Gråvejret holdt sig, så der var ingen grund til at køre rundt efter et spisested. Vi tog op til den lille restaurant, vi besøgte mandag.

Tomatsuppe med ris, Britta

Lokal suppe med oksekød og kartoffel, Erik

Svinekotelet med ost, kartofler, revet gulerod, surkål. Servering samtidig med suppen

Vand (ek) øl (bn) - kaffe

Inden vi returnerede, var vi hos købmanden. Jeg ville have nogle forskellige øl med hjem til brug i madklubben. Disse kom nu ikke med til DK i fuld udstrækning, men lidt har også ret.

På værelset ville jeg have styr på, hvor mine briller var. De var der ikke. Ergo havde jeg tabt dem på turen i dalen.

Vi stod 07.00 op til regnvejr. Bjergene var helt væk. Det samme skulle vi, så 09.15 var vi på vej mod Oswiecim, bedre kendt som Auschwitz og Birkenau. Da vi kom væk fra bjergene, klarede det op, og turen blev værd at køre. Vejen gik gennem en masse små byer, så det tog længere tid end forventet at nå frem. Igen var det sløjt med skiltningen, så vi måtte køre lidt rundt, inden vi nåede målet.

Auschwitz er en grum oplevelse. Den gamle militærkasserne, som nazisterne omdannede til en af de forfærdeligste Kz-lejre er umiddelbart et pænt bygningskompleks, men når man kender historien, er det som om, man slet ikke ser de harmoniske bygninger. I mange af disse er der indrettet udstillinger, og de forklarende plancher er informative på en særdeles god måde. Der fortælles kortfattet og dækkende på samme tid. Man har valgt det enkle og er ikke faldet for fristelsen til at fortælle hele historien. Og netop i det enkle som bunker af hovedhår, sko, proteser og briller vælder det frem: Hver hårtot, sko eller brille var et menneske, nazister bevidst nedværdige, forpinte og frarøvede den sidste arbejdskraft for til slut at dræbe.

Birkenau var værre. På dette enorme, flade areal var der plads til 250.000 fanger, hvis skæbne var givet på forhånd: Gaskammer og krematorieovn. Enkelte bygninger (man valgte at opføre disse som hestestalde) står tilbage. Til en begyndelse brugte man mursten fra den lille by, som man satte sig på og jævnede med jorden. De fleste barakker blev opført af træ. Kun nogle skorstenspiber står tilbage i dag. Men der er mange af dem! Jernbanesporet, der føres ind gennem hovedbygningen er intakt. Det ender i bunden af lejren ved gaskamrene og krematorierne. Disse sprængte nazisterne i luften, inden russerne nåede frem. Ruinerne er der, og det er forfærdeligt at tænke på, at flere tusinde mennesker dagligt tilintetgjordes på dette sted.

I såvel Auschwitz som Birkenau var det livsbekræftende at opleve den ærbødige og stilfærdige forstemthed, vi som besøgende lagde for dagen. For nogle var besøget som et besøg på en grav. Der blev bedt. Selv vi, der er ikke-troende, bad i det stille: Lad det aldrig ske igen!

Og lad mig så lige få luft for hvad jeg opfatter som aldeles plat og upassende: En familie arrangerede et familiefoto med henrettelsespladsen mellem to blokke i Auschwitz som baggrund.

I tavshed kørte vi 16.30 videre mod Czestochowa. Alt forløb glimrende indtil vi nåede byen, hvor målet var katolicismens højborg, Jasna Góra. Igen kneb det med skiltningen, så vi kom både ind og ud af byen samt rundt i den og fik set dens køretekniske anlæg, inden rejselederen 19.30 valgte stop ved Ibis Hotel.

Spiste i restauranten

Grillet beuf, stor med fritter og tomat

½ øl

Vækning kl. 07.30 efterfulgt af en morgenmad med varmt brød og en god buffet. Det var mit første besøg på et Ibis hotel. Britta kendte konceptet: Kvalitet i den billigere ende. Rent, pænt og moderne. Restauranten giver associationen: Jensens Bøfhus.

Receptionen havde et kort, og vi fik anvist vejen til borgområdet, Jasna Góra. Vi gik mod centrum og ved en stor kirke, som vi have kørt efter aftenen forinden, dukkede der en syngende prosession op. Forrest gik et brudepar. Uvidende som vi var, forsikrede vi hinanden om, at det var måden at blive gift på i Polen. Men den holdt ikke. Fra kirken fører en allé med kørebane på begge sider op til Jasna Góra, og næppe var gruppen med brudeparret forbi, inden den næste prosession dukkede op. Så begyndte tankerne om pilgrimsfærd at tage form i vores hoveder. Czestochowa er en religiøs højborg. Paven har været der 3 gange og hovedkirken med Den sorte Madonna i altertavlen har stor betydning.

Vi slentrede op ad alléen og satte os flere gange for at lade prosessioner komme forbi. Alle, unge som ældre bar en blomst og vinkede syngende og smilende. I hver gruppe havde en forsanger en mikrofon, som fik lyden til at komme ud gennem et par bærbare højttalere. Nogle havde guitar som akkompagnement - andre et mindre orkester.

Jasna Góra ligger hævet over byen. På en stor plæne foran stoppede grupperne op og lagde sig på knæ eller i støvet for fra en moderne balkon udført i stål (det minder om noget fra en skibskonstruktion) at blive velsignet af en pater. Vi fattede ikke en meter af, hvad der blev sagt. Britta mente at opfange enkelte ord. Min flydende oversættelse fattede hun ikke lid til.

Stedet var i den grad overrendt. Det væltede ind med jublende prosessioner, hvilket gjorde det besværligt at være en turist, der var rejst langt hjemmefra for at nippe til historie og kultur. Her var kirken og religionen levende, og man følte sig virkelig som det vi var: Et par turister, der er med på en kigger. Vi var havnet i noget, der var en levende turistattraktion. Madonnaen fik vi set et glimt af, og ellers et par museer, der selvfølgelig ikke havde alverden interesse i forhold til den menneskemasse, der passerede igennem. Først så vi en våbensamling i arsenalet og så et skatkammer med klerikale kunstværker. Begge udstillinger var et sandt bevis på magthavernes kunst, der har kostet uendeligt mange timer at fremstille foruden den stor håndværksmæssig kunnen.

Et stort indtryk gjorde det at se den kuglepen Lech Walesa brugte, da han underskrev en aftale med regeringen. Der er tale om en stor, klumpet hvidlig plastikkuglepen med en grim reklame.

Efter at have snirklet os rundt mellem pilgrimme gik vi en tur rundt om området med udsigt til den lavere liggende borgmur. Ved denne er der store skulpturer, der viser scener fra Jesu liv. Kvaliteten er glimrende, men heller ikke mere, og det skal ikke være anderledes. Der er tale om anskuelighedsbilleder, der for den troende er en anledning til en bøn eller recitation fra en katekismus. Ved hver statue stod der kvinder med bog eller en rosenkrans. Mænd var der ikke - ?

På et opslag kunne vi se, at mere end halvdelene af dagene i juli og tilsvarende august var med pilgrimme. Det væltede stadig ind med pilgrimsgrupper, da vi midt på eftermiddagen forlod området og slentrede mod centrum med et behov for at sidde med lidt spiseligt og en kold øl. Denne kombination var ikke umiddelbart opnåelig. Øl-steder var der nok af, men disse kunne ikke byde på lidt spiseligt, så det blev en kebab med fritter + cola på et nedslidt sted, der kom til at stå for indfrielsen af vores ønsker. Czestochowa er ikke en turistby.

Vi var inde i et par forretninger på tilbagevejen. Der var masser af personale til at betjene et larmende fravær af kunder. Vi gik rundt i et supermarked med masser af personale, der hele tiden var i nakken på os uden at kontakte os. En kontakt, de ikke mestrer, da voksne polakker ikke kan udtrykke sig på engelsk. Inde i gårdene var der forretninger og restauranter uden liv. Om 10 år vil det sikkert være anderledes i  denne pilgrimsby.

På den sidste del af hjemturen gjaldt det om at finde et apotek. Britta havde lovet sin søster at tage et naturpræparat med hjem fra Polen. Apotekeren fandt det omsider, og imens udstyrede jeg mig med en pakke polske cigaretter.

17.00 var vi tilbage på hotellet medbringende 4 øl. Nøglekortet virkede ikke, og det var der en logisk forklaring på. Rejselederen havde kun indlogeret os ind for en enkelt nat. Problemet var let løseligt, og vi tog en time på øjet, inden vi gik ned i restauranten, hvor vi valgte:

Porrer med bacon

Mixed grill med grøntsager og pebersovs

½ øl

Vi fik hver 4 porrer og nogle tykke og fede skiver bacon ledsaget af en syrlig sauce. Denne forret kunne vi godt have undværet. Den mix’ede grill var OK.

09.15 gik det mod Warszawa med gråvejr hele vejen, og 11.50 passerede vi byskiltet, men der skulle komme til at gå to timer, inden vi havde fundet et sted at bo. Vi styrede selvfølgelig mod centrum, og igen måtte vi konstatere, at skiltningen er mangelfuld. Det er altså ikke nok kun at have ét skilt, der peger mod centrum. Britta kæmpede bravt for at følge med på kortet, mens jeg kørte ligeud i det inderste spor, og på et tidspunkt kom vi udenfor kortet. Nu var der to muligheder: Køre videre og pr. fornemmelse søge centrum eller stoppe op og spørge om vej. For mig var det let nok at anbefale den sidste mulighed, da det var Britta, der med bedre sproglige færdigheder og langt mere erfaring med at rejse på egen hånd skulle spørge sig frem. Karl Heinz blev parkeret på en tilfældig ledig plads foran en lille forretning med damehatte, og rejselederen gik i lag med modisten, der ikke kunne et ord på engelsk eller tysk.

De damer kommunikerede længe. Der var ingen kunder i forretningen, så Britta har vel været et kærkomment indslag. Resultatet blev, at der var styr på op og ned, da vi kørte videre og kom til området med den gamle by. Så gjaldt det bare om at finde et hotel, og da Britta fik øje på et Ibis Hotel var det problem løst. Efter lidt bøvl med kørebaner og ensrettet trafik fik vi os manøvreret ind på hotellets område.

Vi tjekkede ind, bilen blev anbragt i parkeringskælderen, og 13.50 var vi på et værelse tilsvarende det, vi havde forladt i Czestochowa. Og så regnede det. Anstrengelser med at finde ind til Warszawa udløste en belønning i form af en øl og et krus kaffe. Der blev læst på lektien om byen, og jeg tog mig ½ time på øjet.

17.30 var der tørvejr og efter at have fået udleveret et kort (en fotokopi) i receptionen, gik vi mod den gamle bydel. Igen var vi ude for det fænomen, at kortet vendte forkert, men med et kort og gadenavne må man se bort fra egen fornemmelse af, hvad der er syd og nord, og vi kom efter 20 min. til byens oprindelige centrum. Om dette er der at sige, at alt er nyt. Warszawa lå i ruiner efter 2. verdenskrig. Dette skal forstås ganske bogstaveligt. Tyskerne havde for at vise modstanderne et godt eksempel bombet byen sønder og sammen som tilfældet var det med de allieredes bombning af Hamburg og Dresden. I Warszawa ønskede befolkningen at genopbygge de gamle huse i den gamle bydel, og på baggrund af opmålinger og malerier fik de genskabt bydelen. Ret beset er det gamle Warszawa en kulisse. Facaderne er genskabte, men bag disse er der moderne lokaler og boliger.

Torvet med de ”gamle” huse er særdeles charmerende. Rekonstruktionen er meget vellykket. Klaus og Magda fremhævede markedspladsen i Krakow og fandt ikke, at en tilsvarende stemning kunne opleves i Warszawa. Jeg er uenig. Den gamle bydel i Warszawa er med historien i baghovedet en varmere og mere intim oplevelse end Krakows store plads. Vi nåede på vores tre dage i byen ikke at blive uberørte over at færdes i den lille bydel. Hvor man end drejer hovedet hen, er det som at stå i en teaterdekoration af enorme dimensioner, og jeg kan kun have de dybeste respekt for en efterkrigsgeneration, der har villet genskabe sin historie.

Det blev lidt sent, inden vi kunne tage os sammen til at få noget at spise. At spise på torvet var til priser, vi godt kunne undvære, så vi valgte en af sidegaderne.

Små panerede schnitzler med møre æbleskiver og æblemos

2 bagekartofler

½ øl - kaffe

110 zl.

Vi dryssede lidt mere, inden vi vendte næsen mod hotellet. På udturen havde jeg orienteret mig om, hvor vi kunne foretage nogle indkøb. Vi manglede kaffe, og er man i Polen, skal man også drikke vodka. Det gjorde vi så til kl. 02.30.

Dagen startede 08.00 med røde øjne, der først overgik til den normale kulør efter, at vi var gået et godt stykke vej og nærmede os Kulturpaladset. Britta restituerede sig med en kold vand og jeg med en ditto øl, og så kunne vi forfriskede gå det sidste stykke til det monsterpalads, Sovjetunionen forærede Polen i begyndelsen af 50’erne. Umiddelbart er det grimt som bare Fanden. Men dog: Stalinismens opfattelse af arkitektonisk skønhed rummer også kvaliteter sammenlignet med andre store bygninger fra nyere tid.

Begrundelsen for at se Kulturpaladset var og blev at opleve et af de monumenter, kommunismen har sat over sig selv. Arkitektonisk er der en lighed med nazismens og fascismens. Da den 234 høje bygning blev opført, ragede den op over alt i Warszawa. I dag er den omkranset af nye bygninger i samme højde. Nogle af disse er de rene siloer, enkelte andre er det værd at se på.

Vi gik rundt om paladset med dets 4 sidebygninger. Nogen pietetsfølelse for det haves næppe. Et gigantisk marked under et tag af teltdug støder op til det på højre hånd. Foran er der rodede parkeringspladser. Et andet Bilka-lignende fortagende i en discountudgave støder op til det på den anden side. På bagsiden sætter man en ære i at opføre nybyggeri så tæt på som muligt.

Vi kom med elevator med fører op på 30. etage og fik et godt udsyn over hovedstaden. Skyerne var få, og aftenen blev skyfri. Tilbage på jorden overflade satte vi os på en bænk med en pita-kebab, inden vi begyndte at drysse tilbage mod den gamle by.

Vi passerede en stor bog- og pladeforretning, og den besøgte vi. På oversigten i stueetagen stod der, at der var en afdeling med såvel edb som foto. Denne styrede jeg efter. Der var intet at komme efter. Britta gik efter noget andet og endte med at blive væk for sig selv. Hun havnede i en gård, inden hun fandt frem til sin elskede ved hovedindgangen.

Varmen var taget til. Der var sommer. Vi bevægede os mod et karikaturmuseum og kom forbi præsidentpalæet. Det var her Warszawa-pagten blev underskrevet i 1955. Et skyggefuldt sted bød på iskaffe.

Karikaturmuseet var en fis i en hornlygte. En formildende omstændighed var, at vi var der på en dag hvor såvel garderobe som entré var gratis. Vi returnere til hotellet og fik en times hvile, inden vi ved 20-tiden gik tilbage til den gamle by.

Middag på Café Zajmek, udendørs, mildt og en flot betjening. For mit vedkommende blev det turens bedste.

Kalveschnitzler med ferskensauce og mandelflager - nudler og grøntsager - bn

Beef med asparges og tomat gratineret med ost - fritter og grøntsager - ek

½ øl - kaffe (stærk)

Vi slentrede tilbage gennem ukendt område. Rejselederen måtte have kortet frem, inden vi nåede tilbage til et værelse, der pga. et åbentstående vindue var blevet invaderet af en skrækkelig masse små insekter. Britta gik 23.30 bevæbnet med et håndklæde i gang med et massemord på noget, hun kalde døgnfluer.

Vi stod op 07.30 og et par timer efter var vi igen på gaden med den nye markedsplads som målet. Turister var der ikke mange af. Vi havde det stort set for os selv. Polakkerne var i kirke, og vi så diskret ind i 3-4 stykker.

Byhistorisk museum var dagens første mål, og efter at have slentret rundt i Novo Miasto var vi fremme på Stare Miasto til åbningstiden klokken 11. Desværre var der lukket. Et opslag bekendtgjorde en lukning på 5 dage.

Vi satte kursen mod kongeslottet, der som alt andet er en genopførelse efter at have ligget i ruiner. En folkeindsamling har muliggjort, at slottet blev genskabt i 1970’erne. Det har kostet rigtig mange penge. Udefra er slottet ret anonymt med sine røde facader. I slotsgården er stemningen mere charmerende - selv med tilstedeværelsen af et stort telt, der var opstillet i forbindelse med et kulturarrangement. Aftenen forinden var det fyldt med publikum til en filmatiseret opera.

Det er inde i slottet, man betages. Tanken går til Versailles. Lyse søjler og guldbelagte udskæringer springer i øjnene, og man får her syn for, hvordan andre sale har taget sig ud, da de var nye og endnu ikke mærkede af tidens tand og århundreders brug. Det er smukt. I salene er der nationale malerier og møbler, men samtidig er der tale om et slot, der ikke kun er et museum. Det anvendes til koncerter. Hvad den ikke tilgængelige del af det store bygningskompleks anvendes til, kan man kun gisne om. Dog fandt vi ud af at, Café Zajmek, som vi spiste på aftenen forinden, er en del af slottet.

Der var skyfrit og varmt. Efter besøget satte vi os med en øl på slotspladsen og lyttede til et orkester, der havde en ældre mand som sanger. Sandsynligheden taler for, at det var polske folkesange, han diverterede med. Godt lød det ikke.

Sidste punkt på dagens liste var citadellet. Vi gik ned til Wisla og gik langt floden. I modsætning til andre storbyer er der ikke bygget helt ned til floden. På den østlige side er der bortset fra et par små ”badestrande” kun den naturlige vegetation. På vestsiden er der foruden en bred vej et grønt bælte med en nedslidt promenade. Nogle forfaldne trapper, der strakte sig over et par hundrede meter, er sandsynligvis blevet opført som tilskuerpladser til roning. Disse var man i gang med at renovere. Vi satte os et par gange og nåede så frem til det gamle militære anlæg.

Vi havde forestillet os, at vi kunne komme ind på citadellet. Det kunne vi ikke. Parken rundt om er offentlig tilgængelig - indenfor er det stadig militært område med adgang forbudt, hvilket på gule skilte og 4 sprog (polsk, engelsk, tysk og russisk) blev meddelt med jævne mellemrum. Vi fulgte muren en godt stykke og havnede i et boligkvarter men intetsigende blokke og smagløse farver på legepladsernes redskaber og indhegning.

Der kom til at gå en times tid ekstra i dette område. Hensigten var at gå til hotellet, og det skulle der ikke være nogle ben i. Det ligger ved siden at et højt hus, ca. 30 etager, så der var et synligt pejlemærke, men vi havde ikke taget en jernbane i ed. Denne skar sig gennem kvarteret, og da vi var kommet udenfor området på kortet, måtte der et par forsøg til, inden vi stod på en bro ved en af Warszawas banegårde (Gdansk) og kunne se ”hjem”. Et godstog sneglede sig forbi. På perronen var et passagertog ved at gøre sig klar til afgang. Igen var det indtrykket af nedslidthed, der fæstnede sig. Lidt længere fremme kunne vi se banegårdens facade, der er ny og moderne.

15.30 var der kaffe på værelset. Jeg fik købt en flaske vodka som en souvenir til mine børn. Britta gjorde det samme til sit, og vi tog en kold øl med tilbage.

Afskedsmiddagen skulle findes i Novo Miasto. Vi fandt et udendørs sted med en god udsigt til os begge. Aftenen var mild og måltidet lækkert. Det var på denne restaurant en ældre, elegant klædt polsk herre, bordeaux jakke og ditto sløjfe, manøvrerede sig hen til et yngre amerikansk par for at snakke. Britta havde sine ører på stilke. Det var også her, at en far med et spædbarn slog sig ned for at spise. Barnet fik en medbragt flaske. Faderen fik ikke ret megen ro til sin servering.

Grillet beuf, stor, roquefortsauce, små kartofler (4 stk.) broccoli og blomkål

½ øl - kaffe

Vi gik omkring Staro Miasto for sidste gang, og 22.30 var vi tilbage på Ibis Hotel.

07.00 var det op efter en varm nat og 09.10 kørte vi fra hotellet mod DK. Det tog en lille time at komme ud af byen. Ruten var planlagt, og rejselederen havde kort. Et sådan fortæller imidlertid ikke om ensrettede gader, så vi måtte foretager et par vendinger, inden vi var på rette vej mod vest.

Der er små 400 km fra Warszawa til den tyske grænse. Vi kørte det bedste jeg kunne og fulgte polakkernes opfattelse af hastighedsskiltningen. På de kanter er den åbenbart kun vejledende. Alligevel tog det med kun to pauser 8 timer at komme til Tyskland, og dette til trods for, at vi kørte 100 km på en motorvej, som vi stort set havde for os selv. Det kostede 2 gange 11 zl. at benytte den, og det kan være forklaringen på den ringe trafik. Et færdselsuheld med en Maersk container gav en kø, som det tog lidt tid at få afviklet.

På de tyske motorveje er der kun en vej, og det er fremad. Det var sidst på eftermiddagen, og jeg ville ikke have haft noget imod at køre hjem i et hug. Britta foretrak en overnatning ved Berlin. Fremad gik det, men ikke helt efter planen. Vi kom syd om Berlin og begyndte så at se efter et hotel. Første forsøg mislykkedes. Mens rejselederen gik i gang med at studere sine kort nød jeg en smøg på en vendeplads for busser udenfor en lille by, der ikke have et hotel. I næste forsøg gik det bedre. Vi kørte til en lille by, tog den næste med og kørte tilbage mod motorvejen, og så var der et skilt, der pegede mod Hotel Zum Rittmeister.

Hotellet ligger ved siden af en golfbane, og dets 30 værelser er i 3 huse med udsigt til et mindre parkområde. Værelset var stort og have en lille terrasse. 19.30 nød vi en medbragt øl, og en times tid efter fik vi serveret et solidt måltid:

Rittmeisterpfanne med brasede kartofler

Øl

Jeg tog et bad, var i seng 21.30 - og gik ud som et lys.

Op 06.30 og 09.10 var der afgang efter en morgenmad, som vi fik for os selv med to spejlæg med purløg i en sal med scene. Stedet har sikkert tidligere været områdets samlingssted, som med golfbanen er blevet udvidet med værelsesbygninger. En lille morgentur ned til en badebro ved en lille sø rundede opholdet af.

Resten af hjemrejsen gik efter bogen. Vi fik købt øl og cd-medier hos Duborg i Flensburg, og ved 19-tiden var vi i Aalborg efter at have været omkring Hobro efter Brittas nøgler.

Bemærkninger

3.725 km - 15,76 km/l

Turens pris blev 5.810,95 kr. pr. person excl. privat forbrug, hvilket giver 363,18 kr. pr. dag pr. person. (Forrige sommers 14 dage i Tunesien kostede 3.000 kr. mere pr person.)