Tunesien, sommeren 2003

Rejsen blev købt på Internettet fredag, den 14. februar 2003. Den særdeles berejste Britta havde aldrig være i Afrika. Den langt mindre rejsende Erik ville gerne opleve et muslimsk land samt se en ørken og en oase.

Der blev efterfølgende læst om Tunesien. Såvel bibliotekets tilbud som rejsebeskrivelser på nettet blev pløjet igennem, og noget hængte selvfølgelig ved, da vi 4 måneder senere kom til landet. Men en del skulle genopfriskes, hvilket til dels skyldtes, at vi i påskeferien rejste en tur til Paris. Tunesien kom således i baggrunden et par måneder.

Desværre kan man ikke købe en charterrejse til Tunesien med afgang fra en jysk lufthavn, så vi var nødt til at starte ud fra Kastrup. Det betød afgang fra Hobro Banegård kl. 09.03. Det var ikke en af DSB’s heldigste dage. Pga. en fejl måtte vi skifte tog i Århus. Forsinkelsen blev indhentet inden København, men så gik der noget galt igen. Turen fra Hovedbanen til Kastrup foregik med sneglefart og mange stop med en forsinkelse på 20 min. til følge. Vi var fremme kl. 14.00.

Vi havde bevist valgt en tidligere togafgang end absolut nødvendig for at være sikker på at være rettidig fremme. Beslutningen var klog nok. En anden grund var min lyst til at se en stor lufthavn. En sådan har jeg ikke været i før. Hvor er Kastrup Lufthavn da steril og på det nærmeste grim. Området med forretninger minder til forveksling om et pågående storcenter. Tilmed er hele området røgfrit, hvilket er aldeles ubegrundet. Der er tale om meget store rum, hvor der er rigeligt med plads til at indrette områder til rygere.

Efter indcheck af bagage gik vi en lille tur ude i det fri. Solen skinnede fra en skyfri himmel og gav os en forsmag på, hvad der ventede os af varmegrader. Britta har ikke været i Kastrup siden hendes ansættelse i SAS, og hun havde således lidt svært ved at genkende området efter at lufthavnen er blevet udvidet og moderniseret.

Kl. 16.00 var Maersk-flyet stuvet med skandinaver, og så fløj vi. Jeg havde vinduesplads og var fuldt beskæftiget på hele turen med enten at kigge ned eller spise. Udfyldning af indrejsekort var en anden aktivitet. Vi fløj over Venedig. Set fra 11,6 km’s højde kunne der konstateres, at virkeligheden passer med et atlas. Alperne så jeg pga. skyer ikke ret meget af.

19.15 landede efter en enkelt rundflyvning i Monastir, hvor politiet nidkært studerede pas og indrejsekort. At tale om en venlig modtagelse, ja blot en høflig modtagelse var ikke tilfældet. Langsommelighed og arrogance er langt mere dækkende. Specielt en af politibetjentene udviste en adfærd, der kunne gøre enhver dansk skrankepave grøn i hovedet af misundelse. Han vrissede, jog folk tilbage og hamrede hårdt i bordet, når han følte sig rede til at behandle den næste, der ønskede at komme ind i hans fædreland.

I bussen til Sousse blev der givet et par relevante oplysninger samt en omgang hyggepludder. Guiden var en ung kvinde med et mindre moderkompleks. Spørgsmål som ”Har I haft en god tur?” blev stillet. Der kom nogle høflige ”ja’er”. Flertallet reagerede ikke på hendes forsøg på at behandle os som små skoleelever.

Hotellet overraskede. Efter at have udfyldt nok et kort med pasnummer etc. fik vi nøglen til værelse 1007. Værelse var på 2. sal med udsigt til poolområdet. Det var stort. Det samme var badeværelset. I det hele taget er Hotel Samara stort med bygninger på alle 4 sider af poolen.

Det var den første overraskelse. Den næste var en helvedes larm af et orkester, der spillede på en scene ved poolen. De spillede højt. At føre en normal samtale på altanen var ikke mulig. Jeg var prompte parat til at forsøge at få et andet værelse, men Britta slog koldt vand i blodet på mig med nogle betragtninger gående på, at det vel fik ende på et nogenlunde kristeligt tidspunkt.

Altså gik vi i gang med at pakke ud. Klokken blev stillet en time tilbage, og der blev lavet kaffe. Tunesiske penge havde vi af gode grunde ingen af. Den tunesiske dinar er en lukket valuta, som hverken må ind- eller udføres af landet. Hotellets bank var lukket, så vi måtte vente til næste dag på at få gangbar mønt på lommen. Forudseende havde vi dog været, idet vi i flyet havde forsynet og med ½ l. Gammel Dansk.

Der var 29º. Med udsigt til frodige palmetoppe, kulørte lamper samt mange gæster, der nød serveringen og tonerne fra Samara Band startede vores 14 dage i Tunesien. Musikken fik ganske rigtig en ende inden midnat, og området affolkedes. Kun en gruppe unge svenskere fortsatte med afsyngelse af sange. Også de fortrak, og vi fik en fredfyldt nat i et varmt værelse, hvor end ikke det øverste lagen kom i brug.

Vi stod op 07.30 efter en god nats søvn. Morgenbordet var mht. udvalg overdådigt. Der var flere varianter af brød, æg, lune retter m.m. En tjener tilbød os friskpresset juice. Da han fandt ud af, at vi var kunder til sligt, og at der var drikkepenge i os, meddelte han, at vi for fremtiden skulle sidde ved et bestemt bord. Det gjorde vi så, og sad de følgende morgener som de eneste ved et reserveret bord med opdækning og kaffen serveret i en ordinær termokande, der var ”Made in China”.

Hotellets bank åbnede klokken 09, og vi fik vekslet nogle penge samt lejet en boks for 14 dage. Klokken 10 var der velkomstmøde på feriebyens kasino. Der serveres en alkoholfri drink med smag af mynte. For guiden var det vigtigt at pointere, at der selvfølgelig ikke var alkohol i forfriskningen. Folk skulle ikke uforvarende komme til at indtage noget sådant. Virkeligheden er nok den, at alkohol er dyrt i Tunesien, og at Tjæreborg valgte at gøre en dyd ud af en sparsommelighed. Andre steder kan man finde ud af at servere såvel med som uden alkohol.

Indtrykket af guidens talen ned til os forstærkedes, samtidig med at vi blev oplyst om nogle praktisk forhold og om udflugterne. Vi var interesseret i en tur til ørkenen, og vi lyttede andægtigt ved oplysningen om, at øl, vin og spiritus kun kan købes i forretninger ved navn Monoprix og Magasin Generel. Også andre oplysninger var saglige og velvalgte.

Klokken 12 gik vi langs stranden ind til centrum af Sousse. Her blev vi kontaktet af en mand, der spurgte os, om vi ledte efter medinaen. Dette bekræftede vi. Det venlige menneske var netop på vej til denne og han slog følge med os. Kommet indenfor bymuren ville han absolut vise os sin fotoforretning. Hans interesse aftog ved oplysningen om, at jeg havde to kameraer med på ferie, og vi kunne fortsætte for os selv.

Medinaens forretninger i Sousse er baseret på turismen. Souken vrimler med alskens turistprodukter, og de handlende er meget pågående og klæbende. Mange af dem kan spotte, at vi er danskere, og de strør om sig med danske gloser. Guiden fortalte til velkomstmødet, at der er mange, der har en fætter i Hanstholm eller en onkel i København. Vi måtte sande, at hun talte sandt. Det hører ikke med til dansk kultur at ignorere folk, der taler til én, så vi svarede selvfølgelig pænt på de første henvendelser og nåede frem til Den Store Moske.

Man kan ikke som vantro komme ind i en moske, men for et beskedent beløb kunne vi komme ind i gården, dog forudsat at Britta dækkede sine nøgne skuldre med et tyndt klæde, som hun uden beregning fik stillet til rådighed. Moskeen er stor uden dog at være imponerende. Linierne er meget rene. Ordet spartansk melder sig. Islam hylder ikke dekorationer, statuer, malerier, store indgangspartier eller glasmosaikker. Der var fred i gården og skygge under buegangene. Den ene af de to billetsælgere ville gerne vise rundt og fortælle, men han opgav forholdsvis hurtig sit forehavende, så vi kunne se os om, som det passede os. Det var hurtig overset, og stedet manede ikke til følelsen af hverken storhed eller respekt for det religiøse.

Da vi forlod moskeen, ville billetmanden absolut vise os frem til et sted, hvor vi kunne se noget smukke tæpper, og lad det være sagt uden omsvøb: Vi åd den råt og plumpede i med begge ben. I forretningen sad der to kvinder og knyttede tæpper ved hver sin ramme. Britta blev omgående placeret ved siden af den ene kvinde, og jeg skulle endelig fotografere. Det gjorde jeg så. Derefter snoede kvinden en par uldtråde sammen og bandt dem som et armbånd om Brittas håndled. Mit håndled fik samme tur. Tæppemanden var gift med en dansk kvinde, og han fortalte på dansk om såvel uld- som silketæpper. Herefter skulle vi følge med op på 1. sal, hvor vi fik anvist siddeplads på en hjørnebænk med et lille bord foran. ”Ryg endelig” og snak - snak. En ung mand servere et glas myntete. Nok en ung man kom til, og så skulle vi se tæpper. Mens direktøren snakkede, rullede de det ene tæppe ud efter det andet. Den absolutte perle i vores øjne var et ca. 3x5 m tæppe holdt i blå farver. Det var meget smukt. Først måtte Britta smide sandalerne for med fødderne at mærke, hvor dejligt det var at betræde. Jeg skulle partout have samme oplevelse. Et absolut lækkert tæppe var det. Hvad det kostede gik ikke op for mig - kun at det var dyrt selv om der tilfældigvis var ”festival” med klækkelige rabatter til følge.

I alt så vi en snes tæpper og forliggere. Manden forsøgte ihærdigt at få et salg, og vi forsøgte ligeså ihærdige at gøre ham begribelig, at vi aldeles ikke skulle have noget tæppe. Al snak fra vores side om, at vi sagtens kunne se skønheden i tæpperne og tilmed nære dyb respekt for håndværket men samtidig på ingen måde havde lyst til at eje et sådant tæppe, prellede ganske af på ham, og han rablede ufortrødent videre med gratis forsendelse pr. efterkrav. Han erkendte omsider, at vi ikke var kunder, og så kom en historie om, at de to unge mænd var forældreløse, som han tog sig lidt af. Samtidig bad han os give dem nogle penge for deres ulejlighed. De fik nogle dinarer. Til kvinderne i stueetagen var der en skål til en erkendtlighed. Vi følte os bondefanget og gik smågrinende fra stedet.

Nu skulle man jo tro, at vi var blevet klogere, men vi var fortsat naive. En ung mand ville gerne vise os en tyrkisk moske, som man kunne komme ind i. Han studerede engelsk og ville gerne anvende sproget. Venlig og imødekommende var han, så vi fulgte med ham. Igen var den gal med Brittas nøgne skuldre, men manden kendte en mama, som han kunne låne et tørklæde af, så det var ikke noget problem. Vi kom ind i et lille rum, hvor børnene måtte komme og hvor drengebørnene blev omskåret. Fra dette rum kunne vi se ind i et lidt større bederum. Den unge mand fortalte på livet løs om en ret ligegyldig seværdighed, der hurtigt var overskuet. Så langt så godt, og vi var da indstillet på at stikke ham en dinar eller to for hans ulejlighed, der havde varet mindre end et kvarter, men han lagde selv ud med at bede om ”papermoney” til kirken. Mindste seddel er på 10 dinarer. Jeg kviede mig lidt ved at slippe det, der svarer til 51,80 kr. for den smule ulejlighed, som vi på ingen måde havde bedt ham om. Han gentog ”papermoney” og fik de 10 DT til kirken. Så mente han også, at han skulle have lidt til sig selv. Min melding blev: Du kan dele med kirken. Herefter skulle vi lige vente til han havde leveret tørklædet tilbage til mama. Hvad hun fik, hvis hun da overhovedet eksisterer, vides ikke. Vores samvær med ungersvenden sluttede med, at han meddelte os, at det var OK med mama.

Vi forlod mediaen og satte os under en skyggefuld palme på en restaurant med udsigt til havnen. Der var meget varmt, 44º, så en kold øl gjorde rigtig godt. Vi nød den første med en forestilling om, at den var alkoholfri. Da vi bestilte nummer to, spurgte vi, om der var alkohol i øllet. Det var der. Det var meget velsmagende.

Heller ikke på restauranten kunne vi undgå forsøg på plattenslageri. En ung mand fortalte os, at han arbejdede i køkkenet på Samara, og efter lidt smalltalk nåede han frem til sit ærinde. Han ville så hjertens gerne vise os rundt i sin bil. Vi havde lært lidt af lektien og takkede høfligt og bestemt nej.

Næste projekt var at finde Magasin Generel, som vi havde set på turen ned til centrum. Det lykkedes, og vi fandt frem til den beskedne afdeling for alkoholiske drikke, hvor vi forsynede os med en flaske Pastis og en flaske figenbrændevin. Samtidig fik jeg købt to små, slanke brændevinsglas. Og så gik det tilbage til hotellet. Turen var drøj pga. af varmen. Overfor hotellet kunne vi købe vand, og vi fik 6 1½ l at slæbe på de sidste 100 m.

At træde ind i hotellets store airconditionerede reception var en ubeskrivelig lise. Værelset var til trods for tætte gardiner varmt. Vi smed tøjet og satte os kun iført underbukser og for Brittas vedkommende BH og drak noget lunket vand tilført en anelse Pastis, inden vi tog et tiltrængt bad. Solen stod direkte på vores altan, så enhver tanke om at opholde sig der var udelukket.

19.30 gik vi ned for at spise. På Hotellet er der flere indkvarteringsmuligheder, men vælger man et dobbeltværelse er halvpension inkluderet. Varmen indbød ikke til at søge en restaurant i området, og med indtrykket af morgenmaden i erindringen var vi ikke betænkelige ved at udnytte halvpensionen. Igen var der en overdådighed af muligheder med mange ”mystiske” spiser. At prøve det hele var ganske enkelt ikke muligt. Til maden fik vi en glimrende tunesisk rødvin. Igen spottede tjeneren drikkepenge og godt salg, så også aftentjeneren reserverede et fremtidigt bord til os.

Efter middagen var vi nede i poolområdet for at orientere os om, hvordan det så ud. Palmerne gjorde, at vi ikke kunne se ret meget fra vores altan. Herefter var der kaffe og 2 glas figenbrændevin på altanen, hvor temperaturen var faldet til 39º og 22.45 gik vi grundigt trætte til ro.

Efter morgenmaden vekslede jeg 2000 kr. til DT. Noget vendte forkert i mit hoved, og jeg brokkede mig over det udbetalte beløb, som hotelbankmanden med god ret hævdede var korrekt. Det var mig, der var den dumme, hvilket jeg undskyldte senere med et varmt smil til følge.

Stuepigen bankede på og ville have nogle danske drikkepenge vekslet til DT. Jeg opfattede mønterne som 12 kr. hvorfor hun fik 3 DT. Det var ikke 12 men 30 kr., en dansker havde efterladt til hende. Med sin henvendelse om veksling bedyrede hun, at et var hende, der havde sat blomster i en plastflaske på vore lille bord mellem værelsets to stole. Dagen efter fik hun en undskyldning og yderligere 3 DT.

Dagen var afsat til medinaens seværdigheder, så midt på formiddagen gik vi ad en omvej til centrum. I modsætning til den velholdte strandpromenade lignede byen nu, hvad man har set før. Rod og svineri kombineret med fattigdom. Det sidste giver nogle naturlige begrænsninger for vedligeholdelse af huse og veje, men rodet er der ingen logisk forklaring på. Det koster ikke penge hverken at feje eller undlade at smide sit affald, hvor man lige står eller går. Bevares, affaldet skal bortskaffes, men når det drejer sig om cigaretskod, pap, papir eller plastflasker, er det da økonomisk overkommeligt at brænde det af på stedet. Offentlige skraldespande er der meget få af, hvilket er forståeligt nok, da det koster penge at få dem tømt, men befolkningens holdning til at smide ting fra sig er også en ganske anden, en den vi kender i Nordeuropa. Et andet iøjnefaldende træk på turen ad bagvejen var de mange mænd, der sad med te og vand på små steder og hyggede sig. Fraværet af kvinder i gadebilledet var markant.

Varmegrader på 44 tilsagde os at finde et sted under en parasol, og det gjorde vi på Place Farhat Hached - den store centrale plads netop der hvor medinaen, den nye by og havnen støder sammen. Vi satte os ved et bord med luft og skygge, men der ville tjeneren ikke servere for os. Bordet var forbeholdt arabere, og vi fik anvist et mindre luftigt sted, hvor vi kunne indtage en sodavand. Britta var ikke meget for denne apartheid, og vi kom der ikke senere. Mens vi sad der, var der et andet hold europæiske turister, der fik serveret ved bordet. Sandsynligheden taler for, at det ikke var den pågældende tjeners bord, hvorfor han fik os flyttet til et af sine egne.

I medinaen er der et par mindre museer. Det første vi besøgte var El Kobba, der er et hus fra 1500-tallet, hvor karavanens dromedarer og ryttere kunne hvile ud, og hvor der var mulighed for at handle og lagre varer. I dag er der et museum, der viser bryllupsskikke og udstyr. Vi løste billet, og straks var der en meget venlig, jævnaldrende mand, der ville vise og fortælle på engelsk. Han kunne ikke snakke engelsk, og vi havde ikke lyst til hans tirader på fransk, men ligegyldigt hvor uinteresserede vi var, hængte han på os som en burre, og noget fik vi selvfølgelig ud af det, da vi måtte indse, at vi ikke kunne ryste ham af. Prisen blev 5 DT for noget, vi ikke havde bedt om, men som vi på den anden side heller ikke som elever i flinkeskolen fandt, at vi kunne taksere til mindre. Indholdet af figurer iført bryllupsdragter og tilhørende smykker er seværdigt, men det spændende er det gamle og smukt proportionerede hus med en lille, svalende gård samt et opholdsrum under en kuppel formet som en citronpresser. Denne form bevirker et akustisk dødt rum, hvor man de hårde stenvægge til trods kan snakke uden genlyd overhovedet. På de murede bænke med måtter har man siddet i rolige og svale omgivelser og handlet de indkomne varer. De underjordiske magasiner var der ikke adgang til.

Medinaen er et virvar af gyder, og skiltning er ikke noget, man dyrker i vestlig forstand, så vi tumlede lidt rundt i et forsøg på at finde den direkte vej til det næste museum, der iflg. kortet ikke var ret langt borte. Det medførte en henvendelse fra en ca. 40-årig mand, der tilbød at vise vej, efter at han forinden havde stillet det efterhånden velkendte spørgsmål ”Where do you come from”. Igen var det da utroligt, at han kendte meget til Danmark, så han skulle have styr på om det var fra ”Jytland” Odense eller Kopenhagen. Jeg fortalte, at vi kom fra Bornholm. Så klappede han i et par splitsekunder, inden han genvandt fatningen og fortsatte forfølgelsen af os med tilbud om at vise vej. Vi sagde nej tak og bedyrede ham, vi ønskede at finde ud af det på egen hånd. Han fortsatte og ville vide, hvorfor vi ikke ville lade ham hjælpe. Så havde jeg fået nok og meddelte: I don’t want you as my tail. Dette fik ham til at trække sig med en sætning, der indeholdt ordet ”unfriendly”.

Vi kom selvfølgelig til at gå en omvej, idet vi måtte søge ud til bymuren for at finde frem til målet. Igen blev vi spurgt om, hvor vi kom fra. Jeg sagde ”nowhere”, hvilket fik spørgeren til at konkludere, at vi kom fra Amerika. Dette bekræftede jeg, og som sådanne var vi ikke velsete.

Dar Essid Museet er en lille perle. Der er tale om en rigmandsvilla, der stammer fra år 928 beliggende ved bymuren. Man kommer ind i en lille gård, der pga. husets højde er dejlig sval. Men det bedste af det hele var, at vi blev udstyret med en tekst (tilmed på dansk) og fik lov til at gå rundt på egen hånd. Huset rummede værelser til tre koner og et værelse til 10 børn. Der var køkken til den lettere servering for rigmanden og hans forretningsforbindelser eller gæster samt et større køkken til den familiære husholdning. De fleste værelser var møblerede med arabiske antikviteter, og der var en glimrende forklaring at hente i det udleverede materiale. Således fik vi en god forklaring på de på en højt hævet hylde placerede flasker og flakoner. Parfumer var et statussymbol, som man gerne viste frem, og da man var nærmere liggende end siddende stilling, når man opholdt sig i et værelse, var der god logik i at placere hylder og værdier højt, så de kunne betragtes og nydes.

Badeværelset var en unik oplevelse. Det er en lille rum med et i marmor udhugget badekar, der oprindeligt fik rindende vand fra en kilde, og i hjørnet er der en 1000 år gammel urinal i en lidt anden udførelse, end dem vi kender i dag. Datidens mænd havde mulighed for at lade testiklerne hvile køligt i en lille fordybning i marmoret. Om dette har fremmet vandladningstrangen skal jeg lade være usagt, men det har ganske sikkert minimeret urindråber udenfor kummen.

På toppen af villaen, der er i privateje og beboet af ejeren i rum, der selvfølgelig ikke er tilgængelige for turister, er der indrettet en med naturflet overdækket tagterrasse med mulighed for servering fra en lille bar. Denne var ikke betjent, da vi var der, men vi havde lidt vand i rygsækken, og der var en befriende vind og skygge. Her opholdt vi os en lille times tid med en storslået udsigt over medinaen, Middelhavet og Sousse. Igen kunne vi konstatere, at det er utroligt, hvor meget affald og skrammel, der er deponeret på de flade tage. Et par steder havde man et får gående. I Danmark ville det prompte have medført en anmeldelse om dyrplageri. Forskelligheden er til at få øje på.

Efter et par timer med afslapning, afkøling og interessante oplevelser afleverede vi det skriftlige materiale og gik fra stedet med en dejlig følelse af at have fået lov til at opleve på egne betingelser og i eget tempo.

Den samme fornemmelse var gældende for vore sidste museumsbesøg på det arkæologiske museum, Kasbah-museet. Også her fik vi lov til at bevæge os på egen hånd efter at have rystet en guide af. Varmen var ulidelig, og vi dvælede ikke tilstrækkeligt ved mosaikkerne, men da vi sidste år på Santorini så noget tilsvarende og ellers kan konstatere, at europæiske museer har tiltusket sig godbidderne, var der ikke alverden at komme efter ud over mosaikken af Medusa med slangehåret. Når man ser den lemfældige måde antikke mosaikker udstilles på i Sousse, er der ingen grund til skyldfølelse over imperiemagternes begærlige hjemtagning af kulturværdier. I Kasbah-museet kunne man med største lethed have pillet mosaikstifter ud og hjembragt dem som en souvenir. Museets største kvalitet er, at det er et tidligere fæstningsværk.

Efter museet satte vi os under en palme. En hær af myrer bevægede sig frem og tilbage uden at ænse os overhovedet. Efter et par smøger var vi klar til at returnere til hotellet, og fra vores position var enhver tanke om at gå tilbage udelukket. Altså prajede vi en taxa. Vi vidste på forhånd, at det ikke koster ret meget at køre i taxa i Tunesien, men at det var så billigt kom bag på mig. Efter 3,5 km var jeg træt, dum og uopmærksom parat til at betale 16 DT (85 kr.) Min aflæsning af taxametret var forkert. Det stod på 1,6 DT. Taxachaufføren var den første retskafne mand, vi mødte. Han gav tilbage på den korrekte pris. Britta havde med bogholderens selvfølgelighed fra sin position på bagsædet konstateret min fadæse og chaufførens redelighed. Han fik selvfølgelig rundet op og takkede for 2 dinarer.

På værelset ventede der os en glædelig oplevelse. Hotellet havde aktiveret airconditioneringen. Køligheden befordre en tiltrængt time på langs, inden vi gik ned for at spise. Forretten var en brik a l’oeuf med æg og kapers, som blev tilberedt i forbindelse med buffet’en. Et æg slås ud på en tynd pandekage. Denne foldes sammen og steges i olie. Et stykke citron ledsager denne sprøde delikatesse.

Vi vågnede for tidligt og nød en Gl. Dansk for derefter at sove et par timer mere. Airconditionen gav en kølig nat. Det blev en sen morgenmad, som glansen var gået af.

Dagens første gøremål var at betale Tjæreborg 140 DT for en 2-dages udflugt. Derefter steg vi på et lille ”tog”, der fragtede os til Port El Kantaoui - også kaldet Sousse Nord. Vinden var brændende varm, og det tror da pokker. Temperaturen var iflg. DMI 48º i Tunis.

Da toget stoppede ved endestationen, spurgte vi om vej til havnen. Det var let nok. Vi skulle bare gå 50 m og så dreje til højre. Til højre lignede ikke en vej til havnen men derimod indgangen til et privat område, så vi fortsatte med det formål at finde en passende vej. Den viste sig ikke, før vi kom til en rundkørsel. Med andre ord kom vi ud på en gedigen omvej. Skygge var der ikke at finde på denne vandring, som kom til at trække tænder ud. Omsider nåede vi frem til den lille havn med dens eksklusive lystbåde.

Organismen skreg på vand, skygge og luft, men der skulle gås yderligere, inden vi nåede ud til molen, hvor der var et ”ishus” med stole under nogle palmer. Her sad vi som de eneste turister 1½ times tid. En gammel mand, lille, spinkel og med et ansigt furet af alder, opsøgte os. Han fortalte, at han var berber og ville gerne sælge ægte berbiske sølvkæder. Han satte sig ved et af de andre borde. Selv for ham var temperaturen næppe til den helt store salgsindsats. Han fik serveret sin frokost, der bestod af en tallerken med fintskårne tomater, peber og agurk samt et brød. Han nød sit måltid langsomt, og vi nød at følge med i hans sagte måde at spise på. Samtidig var det trafik ind og ud af havnen. Så katamaranbåde med påskriften ”Yellow Submarine” sejlede ud med 4-5 passagerer, der skulle se på livet under vandet. Om nogen u-båd er der ikke tale. Der blev ikke dykket. Foran var der en rude i højde med vandkanten. Fantasifulde piratskibe udgjorde den anden trafik, som sejlede med turister til ledsagelse af tunesisk musik. Tunesien var i sin tid hjemsted for nogle af Middelhavets pirater. Den historie blev brugt som påskud for at lægge en gang kulisser på et almindelige motorskibe.

Efter at have restitueret os slentrede vi over til den anden mole. På vejen blev vi kontaktet af en nydeligt udseende herre, der nødede os til at smage på nogle karamelliserede sukkerstykker på størrelse med brændte mandler. Det skulle være så usigeligt godt at indtage sammen med kaffe. Vi skulle endelig have et par små poser med os, og han proppede tre styk ned i min taske. Han fik en dinar, men det huede ham ikke. Han havde ”bambinos” at tage sig af og krævede en dinar pr. pose. Han fik sit sukkerstads tilbage. Den allerede givne dinar fik vi selvfølgelig ikke retur, og tilbage på hotelværelset opdagede jeg, at vi da havde fået noget for pengene. I farten havde jeg ikke fået afleveret en af poserne. Dog: Det er de dyreste sukkerklumper, jeg nogensinde har været i besiddelse af.

Ude på den anden mole er der et lille fyr. Dette gav skygge, og her slog vi os ned og nød luften fra havet. Ved siden af os var der to unge mænd, der fiskede. Vi drysse ind til land igen og dyppede fødderne i det lune vand. At gå rundt i byen ville være ulideligt, så vi gik en direkte vej tilbage til fut-togenes holdeplads og satte os til rette i det holdende tog, men det kunne vi ikke komme med. Vi havde returbillet til et rødt tog. Dette var blåt, så vi måtte vente på det røde. Dette kom, og så blev vi alligevel henvist til at tage et blåt.

Vi stod af toget tæt på vores hotel. En af hotellets tjenere påstod, han genkendte os, og så snakkede han ellers løs. Han havde fridag, og nu skulle vi bare lige se noget rigtig flot. Små vimpler, der var ophængt over gaden, var til ære for en minister, der senere på dagen skulle aflægge et besøg i den forretning, der solgte tæpper fra Kairouan - hovedbyen for tæppefremstilling. Vi blev på det nærmeste skubbet ind i en forretning, hvor en jævnaldrende mand på svensk tog overstrømmende imod os. Jeg var ikke medgørlig og havde på ingen måde lyst til at betale til hverken uforsørgede bambinoer eller faderløse ungersvende, så jeg forlod forretningen. Britta var høfligere og lod sig besnakke en stund, inden vi forsatte vandringen tilbage til hotellets kølige værelse.

Efter en lille men tiltrængt lur gik vi 18.30 ned for at spise. Tjeneren lokkede med irsk kaffe, og den hoppede vi på. Havde vi kendt pris og kvalitet, var det ikke sket. Smagen var ikke god. Ville man have sukker i, skulle man selv tilføre det. Der var tale om almindelig hvidt sukker. Prisen var 12 DT pr. stk. Det var den absolut ikke værd, og det blev den eneste gang, det lykkedes manden at sælge os noget ud over en flaske vin.

Termometeret ved poolen viste 34º, da vi 20.30 gik tilbage til værelset. Natten startede koldt for mig, og jeg måtte finde et tæppe for at holde varmen. Det morede Britta sig meget over. Temperaturen faldt fra 48 til 34 grader, og så måtte Erik finde et tykt tæppe frem. klokken 02 forbarmede hun sig over mig og slog køleanlæggets ventilator fra.

Efterfølgende blev ventilatoren med et langt behageligere klima til følge slukket hver aften, inden vi gik i seng.

Denne dag blev en dryssedag i Sousse. Vi gik i et roligt tempo og med flere stop langs stranden til centrum. Vi fortsatte forbi den turistprægede stand og de store hoteller til en noget skjult og langt mindre strand, der hovedsagelig benyttedes af de lokale. Med fødderne i vand sad vi på nogle sten og iagttog badelivet. Særlig kvindernes dydige måde at gå i vandet på tiltrak sig opmærksomheden. De badede iført samtlige muslimske gevandter og så ud til at nyde det.

For Brittas vedkommende går man ikke ustraffet med bare fødder på en sandstrand. Hun fik sand på fødderne, og det kan hun ikke fordrage. Altså måtte vi ind i en forretning og købe en flaske vand, så hun kunne slippe af med generne og generhverve sit gode humør. Vi var nu i et område beboet af tunesere. Dette gik vi lidt rundt i og kom ind på havneområdet. Ude på molen muntrede nogle store drenge sig med at springe på hovedet i vandet. Vi skulle absolut stoppe op og se på deres kunster. Smil, klap og venlige ord var dem ikke belønning nok. De ville have penge, men fik det ikke.

Det blev til en enkelt øl, inden vi tog en taxa hjem. Forinden skulle jeg lige sætte hans skilt på taget af bilen. Så meddelte han, at det kostede 2 DT. Ergo var det sorte penge, han fik ud af den tur. Drikkepenge var der ikke nogle af. Dem havde han selv inkluderet i sin pris.

Midt på eftermiddagen iførte vi os badetøj og gik til stranden. Opholdet var behageligt de 44º til trods. Her kunne vi nyde at køle af i Middelhavet og småblunde i sandet, alt imens vi stadig kunne undre os over kvinder, der halvt eller fuldt påklædte gik ud for at bade.

Tilbage på værelset gjorde det godt med et bad, inden vi satte os med en tynd Pastis. En af kødretterne var kanin denne aften. Kalkun, okse, lam, kylling og fisk var de andre kødretter, der i et antal af 3 blev varieret med. Tjeneren forundredes over, at vi ikke kunne lide hans irske kaffe.

Efter middagen gik vi i gang med at pakke Brittas taske med det nødvendige til en 2-dages tur. Britta ville sende et postkort og gik ned i receptionen efter et sådant. Det tog en krig, inden hun kom tilbage. Forklaringen var, at hun måtte ud for at købe et frimærke, og det var blevet til en langvarig snak om køb af en vandpibe. Der var blevet opnået enighed om en pris på en i stor størrelse, men da handelen skulle afsluttes, havde han villet prakke hende en mindre på. Så slog fru Nielsen bak og accepterede ikke, at hun alligevel godt kunne få den store.

Vækkeuret dikterede en ny dags start kl. 05.30. Hotellet serverede morgenmad allerede fra kl. 05.00. Forklaringen på dette meget tidlige tidspunkt var, at der kom og rejste gæster på alle tider af døgnet.

Ifølge Tjæreborgs katalog havde vi købt en ”2-dages safari med bus”. Safari er vel så meget sagt, men det lyder unægtelig mere eksotisk end en bustur. Starten gik fra hotellet kl. 07.00 i en lille bus med plads til 20 passagerer. Vi var 17, der deltog - alle danske - foruden guiden og hendes lokale kærlighed. Britta og jeg var de ældste.

Første stop var El Djem, hvor vi så det romerske kolosseum fra år ca. 200. I arenaen fortalte guiden om gladiatorkampe med en entusiasme og et valg af indhold, der ville have gjort sig glimrende i en 5. klasse. For voksne, der har set filmene Spartacus, Gladiator eller tilsvarende, var der ikke meget at komme efter. Hun fortalte det, hun bliver betalt for at sige, og det skal hun selvfølgelig ikke bebrejdes. Derefter havde vi en lille time til at fornemme stedets storhed med tankerne i baghovedet om de grusomheder, der som underholdning har fundet sted. Desværre var der alt for varmt til, at jeg kunne finde nydelsen ordentlig frem.

Næste stop var i Matmata, der er beskrevet som en huleby. Huler var der, og vi fik, bænket ved lange borde, serveret en turistaffodring bestående af en brik, couscous m/ tomatsovs og salat samt en lille småkage til dessert. Restauranten er indrettet i en hulebeboelse, der består af en rund gård, der er gravet 4-5 m ned. Fra gården er der hugget huler ind under jorden. Der var ulidelig varmt i gården - noget køligere inde i hulen.

I gamle dage var huleboligerne en glimrende boligform. Om vinteren kan der være meget koldt og sommeren byder på voldsom varme. Ved at bo i en underjordisk hule opnås tilforladelige temperaturer såvel sommer som vinter. På vejen til Matmata havde guiden nogle filosofiske betragtninger omkring de mennesker, der bor i hulerne i dag: Når man ikke kender til moderne bekvemmeligheder, savner man dem heller ikke. Vi ville nu få lejlighed til at besøge en familie, der boede og levede under spartanske forhold, som man har gjort det i århundreder. Det første der mødte os var synet af en tv-antenne og derefter to af familiens drenge, der var klædt på som enhver anden dreng i den rigere del af verden. Konen var iført en passende nationaldragt. Jeg tvivler mere end stærkt på, at den hule, vi besøgte, var beboet. I så fald har de kun fået kold mad i lange tider. Ildstedet og køkkenet var nok sodsværtet, men duften af røg manglede. Virkeligheden var i mine øjne, at vi besøgte et lille frilandsmuseum, og som sådan var det meget spændende at se, hvordan man har kunnet leve og indrette sig på kanten af en ørken, hvor der temperaturmæssigt forekommer store udsving.

En køretur på 100 km bragte os over en kuperet stenørken frem til Douz. Landskabet virkede meget goldt set gennem bussens ruder. Kontrasten er en by, en oase, med masser af store palmer. Vi var ved 16.30-tiden fremme ved Hotel Méhari, der er nabo til Sahara. Hotellet er af nyere dato. Facaden er bygget som en gammel fæstning, hvilket får det til at falde godt ind i landskabet. Bag facadens kulisse er der tale om moderne byggeri med udvendige buegange til værelserne og en nydelig have med pool. På værelset var der lige tid til en kop kaffe, inden vi skulle mødes igen kl. 18.30.

Nu skulle vi ride på dromedar i den absolutte udkant af Sahara, og det var en stor oplevelse. Til en begyndelse klamrede jeg mig til det håndgreb af træ, der er en del af sadlen, men det gik meget fredsommeligt. Brittas dromedar var bundet til min, som blev ført af en kameldriver. Efter et stykke tid overlod han mig rebet, og jeg var i dyrets vold. Det skete der nu ikke noget ved. Dromedaren skridtede sindigt af sted de par hundrede meter, den skulle, hvorefter den fik besked på at lægge sig ned. Ude på kanten af verdens største sandkasse var der mod syd kun sanddriver at skue. 1000 km ørken lå forude. Forunderligheden var slående. Solen var ved at gå ned. Skyggerne var lange, og ornamenterne i driverne var meget smukke. Luften føltes meget behagelig. Sandet var blødt, som var det pudder. At der var mange turister på stedet gjorde ikke noget. Der var muligheder nok for at få synet af en ørkens uberørthed, og vi fik god tid, inden vi igen skulle op på ”ørkenens skib” for at blive fragtet tilbage til udgangspunktet. Synet af Sahara var denne feries absolutte højdepunkt.

Efter en hurtig håndvask var der middag kl. 20.00. Buffeten var glimrende. Vi sad til bords med en mor til to unge kvinder og nød noget vel tilberedt mad. En kostumeklædt mand sad i skrædderstilling og bagte små fladbrød i en gryde, der blev opvarmet ved hjælp af trækul. Resten af aftenen tilbragte vi på værelset, hvor vi efter et tiltrængt bad satte os med kaffe og resten af den Gammel Dansk, vi købte i flyet.

Pga. larm og træk slog vi airconditionen fra, da vi gik i seng, men det duede ikke. Britta måtte 04 slå den til igen.

Allerede 04.45 ringede vækkeuret og kort tid efter var der telefonvækning. Vi skulle efter en tidlig morgenbuffet videre kl. 06.00.

Turen gik over den udtørrede saltsø, Chott el Djerid, ”Djævelens Badekar”. Området er på størrelse med Fyn. En dæmning er bygget tværs over søen, og det var på den, vi kørte. Der blev gjort holdt med mulighed for at se, føle og fotografere det forunderlige landskab. Kreative sjæle havde opstillet nogle primitive figurer formet af saltet. Dette er ikke rent og egner sig dårligt til produktion af bordsalt. Derimod er det glimrende som vejsalt, som produceres i store mængder til eksport.

Herefter gik det videre til en dadelplantage, som vi kunne gå rundt i. Der var etableret moderne vandingssystem udført i beton. Mellem palmerne kunne bestyreren til eget brug dyrke sine grøntsager. Guiden fortalte udmærket og produktion af dadler. Bedste kvalitet eksporteres. Den dårligere afsættes på hjemmemarkedet.

Turens sidste oplevelse var i Metlaoui, hvor vi med veterantoget ”Det røde Firben” kørte op til en fosfatmine i Atlasbjergene. Afgangen var en halv time forsinket i forhold til guidens angivelse. Igen: Det var varmt. Turen var meget smuk med passage gennem et par kløfter. I den største blev der gjort holdt, og man kunne stå af for at fotografere og beundre. Jeg valgte togets skygge. Ved minen varede opholdet den tid, det tog at få lokomotivet rangeret til den anden ende af toget, og derefter sneglede det sig tilbage til stationen. Denne præges af minedriften. Adskillige jernbanevogne læsset med noget der mest af alt lignede sort jord, stod klar til at blive kørt til bearbejdning og udskibning i Sfax.

Efter togturen var der frokost i en nærliggende restaurant. Som dagen før var der tale om en gang turistaffodring. Dog mere velsmagende og indtaget i svale omgivelser.

Så startede hjemturen og efter en pause ved et udskænkningssted, hvor alle de andre busser også gjorde holdt var vi efter en køretur på i alt 900 km 17.30 tilbage på Hotel Samara. På den sidste strækning havde guiden stillet os i udsigt, at vi skulle høre om Tunesien og den nye præsident, Ben Ali, der afløste en lettere senil Habib Bourguiba 7. november 1987. Om førstnævnte fik vi fortalt indgående og uinteressant på udturen. Flere i det lille selskab faldt i søvn, og de gik ikke glip af noget, dersom de har læst Turen går til Tunesien. En anden af udturens malende og langstrakte beretninger var om Abraham, der skulle ofre sin søn til Gud. På turens afsluttende etape valgte guiden at hygge sig med kæresten.

På den lange køretur var nationalgarden meget ofte til stede. I mange rundkørsler stod der et par stykker. Hvad deres opgave gik ud på, vides ikke, men et eller andet sted skal menneskene selvfølgelig opholde sig, så i stedet for at lade dem være på kaserner er det måske en udmærket idé at lade dem optræde i rundkørsler. Det kan jo være en påmindelse til befolkningen om at opføre sig ordentligt. I Sousse var der en del politi på gaden, men ikke mere end forventelig i betragtning den mængde turister, der var der.

Efter bad og middag sluttede vi dagen af på altanen med kaffe og figenbrændevin samt underholdningen fra poolen, og 0.30 var vi på langs efter et par spændende og indholdsrige dage.

Vi stod veludhvilede op kl. 08.00, og vi kom ikke udenfor hotellet den dag. Til kl. 14.00 kunne vi opholde os på altanen. Så kom solen, og vi måtte trække ind på værelset, indtil vi efter middagen og i 27º atter kunne tage den i brug. Dagen blev dømt til hviledag og til læsning. For mit vedkommende blev det til Alice Walker: Farven Lilla. Det var interessant at læse bogen efter at have set Spielbergs filmatisering af den flere gange og brugt den i undervisningen. Britta læste Tove Ditlevsen: Barndommens gade.

På den igen efter en hviledag. Vi tog en taxa til metrostationen og derfra 10.45 toget til Monastir. Denne by er langt smukkere og mere spændende end Sousse, der oser af turistindustri. I Monastir kunne vi bevæge os nogenlunde frit.

Vi startede med at gå i gennem byens markedshal, der er herligt befriet for udbud af turistvarer. Her køber byens borgere kød, fisk, æg, frugt og kornprodukter. Udvalget er stort, og der handles efter prisskilte. Frugt og grønt strutter af friskhed og kvalitet. Kødet derimod ville jeg betænke mig lidt ved at købe. Det hænger i kroge, og nok var der svalt i hallen men dog ikke i en grad der efter vores opfattelse egner sig til opbevaring af kød. Retfærdigvis skal der berettes, at der var store køleskabe til de halve fårekroppe, der afventede at komme på krogen.

Vi gik til havnen med den flotte ribat (fæstning) Denne er restaureret, og det er sket med en noget hård hånd, men det ændrer dog ikke ved indtrykket af, at der har været tale om et anseeligt værn mod fjender fra søsiden. Ganske fri for påtrængende venlighed kunne vi dog forblive. Nok en medarbejder fra vores hotel, security service, genkendte os og ville vise os rundt. Vi havde ikke fortalt ham, hvor vi kom fra ud over at vi var fra Danmark. Også han kunne nogle danske ord. Enten kan de mennesker nogle fiduser eller også ser Britta og jeg markant anderledes ud end hotellets øvrige gæster. Samara rummer 316 værelser, så selv om belægningen den første uge ikke var fuld, skal der alligevel en særlig evne til at genkende os som dets gæster, specielt da taget i betragtning af, at vi kun kom i receptionen og restauranten og hver aften for en kort bemærkning i nærheden af poolen for at aflæse aftenens temperatur. Efter nogen parlamentering erkendte han alvoren i vores påstand om, at vi både kunne og ville klare os uden hans medvirken.

Men det ødelægger lidt af den gode oplevelsesstemning at skulle være grov overfor et andet menneske, der ikke vil respektere et høfligt nej tak, og det var med en fornemmelse af flugt, vi forlod pladsen foran ribat’en. Umiddelbart derefter var der en ny påtrængende tuneser, der absolut vil lægge et tørklæde om Brittas hoved, så jeg kunne fotografere hende. Han blev afvist i en sådan grad, at det fes ind uden at en gentagelse var nødvendig.

Fra ribat’en kommer man over på en stor og velholdt plads, der fører op til Bourguiba’s mausoleum. Dette er anlagt ovenpå en stor del af en kirkegård. Bourguiba er født i Monastir og i løbet af de 30 år han var præsident og landsfader for det nye selvstændige Tunesien blev byen tilgodeset med institutioner og uddannelsessteder, så selvfølgelig var det naturligt, at det var her, han skulle have sit gravmæle, som han i øvrigt selv beordrede opført 20 år før sin død. Dette kostede sløjfning af en stor mængde gravsteder.

Det var den første tunesiske kirkegård, vi så, og lad det være sagt ligeud. Der er grimt, rodet og beskidt. Affald flyder overalt. Gravene markeres med et ca. 30 cm højt, 60 cm bredt og 150 cm langt monument opført af forhåndenværende mursten, der efterfølgende har fået en gang puds og noget hvidt maling. Ovenpå er der en plade i A3-størrelse med navn, fødselsdag og dødsdag. Om de arabiske tegn tillige rummer en guddommelig sentens, skal jeg af indlysende grunde afholde mig fra at have en mening om. Vesterlændinge kender de arabiske tal - skriften siger os intet.

Til mausoleet skulle der ikke løses billet. Vi gik andægtige ind gennem dem pompøse gitterport og frem til en afskærmning i form af et tykt, rødt fløjlsreb båret af fine standere af ”guld”. Herfra kunne vi beskue den blankslebne opstats af sten, der markerede landsfaderens sidste hvilested. En af stedets 5-6 vagter iført fin uniform dukkede op, og vi røg i gyngen nok en gang. På hans spørgsmål om vi havde lyst til at komme ind i mausoleet, svarede vi pænt ja, og så havde vi, gik det lynhurtigt op for os, hyret en guide. Som sådan var han udmærket. Der var ikke alverden at se ud over nogle fotos samt et par effekter fra præsidentens skrivebord og en fyldepen i et etui med Jimmy Carters navnetræk. En lille sal rumme forældres og søskendes grave. En tilsvarende var opført med henblik på børnenes gravpladser. Bygningen er særdeles smuk med lofter af libanesisk cedertræ med bladguldsbelagte ornamenter. Megen bygningsmæssig sjusk så vi i landet. Dette sted var blottet for tilfældigheder. Byggeriet var gennemført, og det var flot.

Den uniformerede vagt scorede som guide 4 sorte dinarer, da han efter sin hastige gennemgang var færdige med os og overlod os til vores eget tempo. Nok en gang blev vi taget i røven, og betegnelsen sorte dinarer er misvisende. Tunesere betaler ikke indkomstskat.

Efter en pause med en cola siddende på en bænk ved en trafikeret vej var vi klar til at komme videre. Vi kunne have siddet ved et bord på salgssted på den anden side af gaden, men tunesisk popmusik for fuld udblæsning er langt værre end den salgspornomusik, der lettere diskret afspilles i danske storcentre. Gadens støj var langt at foretrække. Videre vil sige medinaen, der i Monastir har gennemgået en kraftig byfornyelse. Bygninger er revet ned for at gøre plads til en bredere gade og et torv, der leder frem til Bourgiubas fødested. Vi fandt ikke stedet, som man på sigt har en forestilling og at indrette som en mindestue. Projektet er endnu ikke ført til ende. Medinaen var meget fredfyldt. Flere butikker var lukket, da vi var der.

Der gik efter planen et tog tilbage til Sousse kl. 15.30, og vi var fremme i god tid. For at komme ud på perronen, skal der vises billet, og kontrolløren betydede os på fransk og med 4 fingre, at vores tog afgik fra spor 4, hvorfor vi satte os med ansigtet vendt mod dette spor. På spor 3 var der kort efter en livlig aktivitet, men den kerede vi os ikke om. Det burde vi have gjort, for det var toget til Sousse, der afgik planmæssigt, hvorefter perronen affolkedes totalt. Næste tog gik 16.55, så vi benyttede den ufrivillige ventetid på at købe et kilo grønne mandler i markedshallen samt en flaske Boukha i Magasin Generel. Vi havde været inde i forretningen, da vi kom til byen og havde fundet ud af, at den solgte øl ad bagdøren. Dette ord skal tages ret bogstavelig. Der var indrettet et udsalgssted i den sidegade, der omsluttede stormagasinet. Her kunne de unge mænd stille op i et massivt kø-stativ og nå frem til en luge gennem hvilken, der kunne erhverves dåseøl af mærket Celtic. Jeg gik ind gennem det kraftige kø-gelænder og nåede frem til lugen for at konstatere, at der kun kunne købes øl. En ung mand med en håndfuld nyerhvervede pilsnere forklarede os, at vi skulle ind i butikken for at købe vin eller spiritus. Han ville meget gerne vise vej. Vi takkede nej og fandt selv frem til hylden med vin og spiritus. Den unge mand dukkede op igen. Han skulle have fat på en flaske hvidvin - rødvin kunne han ikke lide. Ham gjorde vi uret ved ikke at tage imod hans venlighed. Han var oprigtig interesseret i at hjælpe og i at snakke om vin med udlændinge. Engelsk var ikke hans stærke side. På tysk var han godt kørende.

Vi fandt en flaske Boukha med en tyverisikring om halsen og gik til kassen, hvor en irriterende lettere fedladen 12-årig knægt masede sig ind mellem Britta og mig og smed 3 papirsposer med indhold på båndet. Den unge kassedame kunne ikke finde ud af prisen på vores flaske, og der gik nogen tid, inden hun havde fået en mand til at hitte den til hende. Hun rablede en masse ord af sig alt imens hun smilede og så opgivende ud. Vi fattede ikke en stavelse, og imens stod den fedladne hvalp og trippede mellem os. Endelig fik vi afregnet og gik tilbage til banegården.

I Sousse tog vi en taxa og i nærheden af hotellet måtte jeg konstatere, at min pung ikke var, hvor den burde være, så Britta måtte finde skillingerne til taxachaufføren. På værelset måtte jeg konstatere, at min pung ikke var i rygsækken. Ergo røvrendt igen. Tabet af kontanter var til at bære. Jeg var blevet lænset for 3-400 kr. Visa-kortet var også forsvundet sammen med sygesikringsbeviset. Jeg havde i pakkefasen slået min lid til, at Britta som det ordens- og økonomimenneske hun er, havde medbragt det telefonnummer, man skal ringe til, hvis man vil spærre et kort. Det havde hun for en gangs skyld ikke. Altså konstaterede jeg, at det kunne komme til at koste mig en selvrisiko, hvorefter jeg kunne afvise yderligere misbrug af kortet. Den løsning accepterede Britta ikke. Hun tog over og ringede til sønnen, der på nettet fandt frem til Danske Banks døgnservice. Britta fik her det råd, at jeg skulle finde en anden bank og samtidig fik hun nummeret på PBS International, der udenfor normal banktid administrerer lukning af danske plastikkort. Jeg fik efter Brittas ihærdige forarbejde ringet og lukket kortet. Tilbage i DK kan jeg på netbank konstatere, at der ikke er hævet noget på kontoen, og i skrivende stund er der et nyt kort på vej til mig.

Klokken 20.00 var vi klar til at gå til restauranten. Ugedagen forinden havde vi skævet lidt skævt til en gryde indeholdende noget kød i en kulsort sovs/suppe. Vi opfattede indholdet som suppe på lige fod med der 3 andre gryder, der blev holdt varme på et kulbækken. Tjeneren ville gerne byde på Tunesiens bedste rødvin, og efter genvordighederne med mit kort var det oplagt, at vi havde fortjent en god vin til 16 DT. Det var den. Den sorte gryde var ledsaget af et stykke brød meget velsmagende.

Middagsserveringen sluttede kl. 21.00. Vi oplevede et par gange at være de om ikke sidste så dog næstsidste, der gik. Efter den første uge med moderat belægning voksede denne markant lørdagen efter. Folk væltede ind såvel morgen som aften. For flertallet var der tale om at få noget at spise, hvilket de overstod på mindre en halv time. For manges vedkommende var det forståeligt nok. Børnefamilier med små børn levnes ikke tid til det langsomme måltid. Andre og ældre havde ikke lært at sætte pris på langsommeligheden. Man rager til sig på to tallerkener og sætter det til livs, afregner en vand eller en øl og dermed færdig.

Britta og jeg var atypiske. Vi røg under måltidet og gik til buffeten i flere omgange. Der gik kun et par dage, inden vores aftentjener på forhånd havde dækket op med to sæt bestik på det bord, han for egen vindings skyld holdt reserveret til os.

Ret beset finder jeg denne særbehandling en kende usmagelig. I mine øjne er der ingen grund til at holde et bord reserveret til gæster, der har værelse med halvpension. Vi havde købt Tjæreborgs billigste dobbeltværelse på destinationen, hvilket passer glimrende til vores gemytter. At blive anvist et reserveret bord til morgen og aften var ikke vores ønske. Ej heller var det vores ønske at blive overdænget med befamlende danske brokker, hver gang vi mødte op i restauranten. Vi svarede den første uge på engelsk, men det prellede af på dem, og så begyndte jeg at svare på korrekt dansk ud fra en betragtning om, at hvis de absolut ville kommunikere på dansk, skulle jeg da gerne respondere på samme sprog. Situationen er rablende tåbelig, men den var meget kendetegnede for den udgave af tunesisk turistindustri, vi oplevede. ”Goddaw do” var en af de foretrukne fraser.

09.30 tog vi en taxa til søndagsmarkedet, der ligger i udkanten af byen. Markedet var stort og med relativt få undtagelser et lokalt foretagende. Der blev solgt brugt tøj, nyt tøj, køkkengrej, møbler samt levnedsmidler.

Vi sad en tid og iagttog en mand, der slagtede en rokke. Skindet på sådan et havdyr sidder åbenbart godt fast. Det skulle fjernes i små strimler.

En anden markant iagttagelse var en forkrøblet mand, der sad på jorden med tiggerskålen. Staklens lemmer vendte helt forkert, - så forkert at han umulig ved egen hjælp har kunnet placere sig det pågældende sted. Hjælpere må have fragtet ham til stedet. Om disse så har slået mønt på ham, skal jeg lade være usagt, men tanken strejfede mig.

Forhåbentlig har krøblingen kunnet nyde sin placering tæt på en bod, der solgte tunesisk musik på kassettebånd. Bodens indehaver demonstrerede sine bånd ved at lade musik drøne ubehagelig højt ud gennem en dårligt anlæg, - så højt, at det gjorde ondt i mine ører, da vi gik forbi. Denne hang til fuld skrue på volumeknappen oplevede vi flere gange i løbet af de 14 dage.

Det var på søndagsmarkedet, vi foretog vores indkøb. Britta fik handlet sig frem til en vandpibe til Niels Bo. Prisen startede ved 65 DT og endte på 29, og så fik hun i tilgift 2 armringe i ”sølv”, da manden uheldigvis ikke kunne give tilbage på 30 DT. Størrelsen på ringeme gør dem uanvendelige til en voksen person. Jeg manglede et bælte og fandt et, der passede i såvel smag som størrelse. Igen var udgangsprisen 65 DT (330 kr.) Sælgeren fastholdt hårdnakket, at der var tale om kamellæder. Iflg. Tjæreborgs guide er der ikke noget, der hedder kamellæder i Tunesien. Der er tale om okselæder. I øvrigt er det kamelens enpuklede fætter, dromedaren, der optræder i landet. Uanset min påstand om, at bæltet ikke var kamellæder, fastholdt han sin og demonstrerede flere gange med sin lighterflamme, at der ikke var tale om plastik. Prisen havnede på 22 DT, hvilket ikke er noget røverkøb sammenlignet med prisen for et tilsvarende bælte i Føtex i Aalborg, men jeg fik min souvenir.

Krydderier i løs vægt solgtes flere steder. En 30-årig mand fortalte med glødende entusiasme om sine krydderier og demonstrerede behændigt, hvordan kan kunne lave en kunstig blanding, der kunne gøre det ud for at være safran i pulveriseret form. Prisen var en dinar pr. topmålt bæger. Jeg købte for 9 dinarer efter fratræk af mængderabat. Uheldigvis kunne manden ikke lige give tilbage på 10 DT. Ergo blev prisen 10 dinarer.

Om noget koster 5 kr. mere eller mindre rager mig langsomt, men det rager mig ikke tilsvarende, at betale mere end aftalt. Vi oplevede denne form for ekstra betaling flere gange, hvor vi ikke kunne få det korrekte beløb tilbage. En taxatur til godt 2 dinarer ville jeg afregne med 4 og stak manden en 5’er. Drikkepenge i størrelsesordenen 10-15% forventes, og det er fair nok. Men når man som i dette tilfælde tilnærmelsesvist dobler op, finder jeg det utiltalende, at sælgeren ikke vil give korrekt tilbage. Den pågældende chauffør havde glimrende styr på engelske gloser, men da han fik 5’eren, sagde han høfligt tak og undlod med en mine af største selvfølgelighed at give tilbage.

Hjemturen blev foretaget med en ”sort” taxa. Der er 1500 taxaer i Sousse, og der er kamp til stregen for at kapre kunder. For den almindelige tuneser er en bil en økonomisk umulighed. Med en garanteret mindsteløn på 190 DT pr. måned er der ikke meget at rutte med. Husleje og leveomkostninger er selvfølgelig tilsvarende lave, og der betales ikke skat. Landet financierer de offentlige udgifter via fonde og med statslige eksportindtægter. Et eksempel er, at det koster penge at anvende et kamera på museer og andre steder, hvortil der opkræves entré. Indtægten fra fotobilletter financierer iflg. guiden ”renovationen” af seværdighederne. Nogle sociale opgaver finansieres iflg. samme kilde med overskuddet fra store kulturelle arrangementer med billetpriser, der ikke tillader den jævne tuneser at møde op.

Resten af søndagen tilbragte vi på hotellet med læsning, smådrys og en lille lur. Efter middagen gik vi en tur ind til byen for at orientere os om afgangstider for toget til Tunis. Centrum var et livligt leben. Medinaen var et fredeligt sted at slentre rundt i, og varmen var udholdelig. Hjemturen blev også til fods, og efter et par timer på altanen var der sengetid 00.30.

Op 06.00. Vi skulle til Tunis, og det kom vi med afgang Sousse 08.30 og ankomst to timer senere. At rejse med tog er glimrende. I modsætning til en landevej kommer en togbane gennem landskabet på en måde, der er dikteret af topografien, og man ser noget, der er mere dækkende for virkeligheden end landevejens forbindelser til småbyer med hver deres forsøg på at blive en prik på landkortet. Med et tog rejser man i det frie rum og på bagsiden af facaden.

Tunesien var i nyere tid indtil uafhængigheden i 1957 en fransk koloni. Man kaldte det noget andet, og landet have sin egen konge, men han havde ikke alverden at sige. Det var Frankrig, der dikterede, og den dag i dag er administrationssproget fransk.

Med udtagelse af medinaen og den pompøst brede boulevard, Bb. 8. Novembre - tidligere Bd Habib Bourgiuba, der har krævet nedrivning af adskillige huse, blev oplevelsen af hovedstaden Tunis en storby i et land, der forsøger at tilkæmpe sig en plads på det store verdensatlas. Nok er boulevarden bredere end Champs Elysees, men den udstråler på ingen måde dennes storhed udover franskmændenes forkærlighed for det pompøse. I modsætning til sin parisiske pendant var den hærget af en larmende, dyttende og særdeles tæt trafik.

Vi gik i skyggesiden ned ad boulevarden og satte os på en bænk, der ikke var fastnaglet men lod sig flytte ind under en skyggende palme og betragtede det trafikale kaos på Place 8. Novembre. Såvel mandlige som en enkelt kvindelig politibetjent dirigerede med en hidsig fløjten og store armbevægelser trafikken.

Korrekt muslimsk tankegang omfatter ikke, at man med statuer og gadenavne hylder sin konge, hersker eller præsident. Bourgiuba lod sit navn optræde i mangfoldige sammenhænge. Efter hans retræte fjernede man med en passende hård hånd buster og statuer, der afbillede ham og omdøbte pladser og gader til minde om den nuværende præsidents tiltrædelse den 8. november, 1987. I dag er han en ældre herre, der ikke udseendemæssigt kan leve op til de fotos, der kan ses på nogle restauranter og i souken.

Efter boulevarden gik vi ind i den katolske domkirke på Av. France. Kirken er ikke interessant ud over det normale. Den har været et forsøg på at indføre kristendommen i Tunesien, og mens franskmændene styrede landet fra det overfor liggende undseelige palæ har den selvfølgelig haft sin berettigelse. I dag fornemmes den som et monument over en svunden tid.

Et par hundrede meter fra domkirken ligger indgangen til medinaen. På en lille plads foran denne var der et par restauranter. Vi satte os. Menukortet var en A4-side med stor skrift, og indholdet blev forklaret grundigt. Kortet rummede ikke noget hverken spændende eller lækkert, hvorfor vi i mangel af bedre valgte couscous i en luksusudgave. Denne viste dig at være en dyb tallerken med en mængde dampede semuljegryn, lidt tomatsovs, 4 små og slanke pølser og et par sene- og fedtfyldte stumper fårekød. Vi kunne pga. mængden umuligt sætte denne tallerken til livs. Restauranten var af den sobre slags, der ikke serverede alkoholiske drikke. Dens største kvalitet var servering under skyggefulde markedsparasoller. Måltidet sluttede vi af med en kop tunesisk kaffe.

Souken var en dejlig oplevelse. Medinaen er uoverkommelig stor, og der er kun et at gøre, nemlig at forlade sig på sin retningssans. Inden vi entrede området, var vi omkring en plads med det hus, hvor Boutguiba havde haft sit advokatkontor. Huset fandt vi ikke, og den relativt moderne plads udmærkede sig ved at være direkte møgbeskidt. Pladsen kunne have været særdeles flot, men vi så kun en enkelt forretning eller to, der fejede og rengjorde for egen dør. Snavs og begyndende forfald var fremherskende. I medinaen var der skygge og fred. Små forretninger var der i en overdådig mangfoldighed, men i modsætning til tidligere oplevelser kunne vi drysse og færdes på egne præmisser. Vi oplevede almindelig menneskelig kontakt og meddelsomhed uden et krav om køb eller forsøg på plattenslageri. Den yngre del af befolkningen har forstået, at deres 3. sprog er engelsk. Fransk er et obligatorisk fag i skolen. Tysk har været fremmedsprog nummer 2. Dette udgår til fordel for engelsk. En ung mand forsøgte at forklare os noget, som en ældre ikke magtede. Det blev vi ikke klogere af, men hans ihærdige indsats var velgørende.

Vi kiggede på metervarer, borter, bændler, flæser, knapper, farverigt stangtøj, vedhæng og husgeråd. Der var brudeudstyr, sæbe, parfumer, og der var almindelige kolonialvarer. Hos slagteren lå der fårehoveder såvel på disken som i en kurv. Maver og lunger hang på en krog. Fiskehandleren havde fisk, vi aldrig har set før. En enkelt krydderibod duftede særlig godt. Her var der to krydderimøller. De friskmalede krydderier udsendte en dejlig og mættet duft.

Først da vi nærmede os udgangen af medinaen måtte vi passere noget turistgejl, og et par ”guider” var villige til at vise os en moske. Den fik de lov til at beholde for sig selv. Trætheden var ved at melde sig, og vi søgte tilbage til banegården. Vi gik gennem en mondæn gade, i hvilken vi kunne konstatere, at tøj og sko koster det halve af, hvad vi må betale i Danmark. Kvaliteten er tilsyneladende i orden.

17.30 tog vi toget tilbage til Sousse, hvortil vi ankom 1 time og 45 minutter senere. Toget var fyldt til sidste plads. En herre flyttede sig, så vi kunne komme til at sidde overfor hinanden. At køre med tog i Tunesien er en støjende affære. At være lokomotivfører i Tunesien må være en drengedrøm, der går i opfyldelse. Ved passage af stationer og ved vejoverskæringer bruges hornet flittigt og vedvarende. Det er der selvfølgelig en god grund til, nemlig den at ikke alle overskæringer er udstyret med bom eller blinklys, og på stationerne er der ingen tunnel, der forbinder perronerne. Ej heller er der højttalere som meddeler: ”Gå ikke over sporet. Der kommer tog.”

Vi nåede ikke middagen på hotellet og havde heller ikke det store behov for mad efter couscous’en i Tunis. Efter et bad satte vi os på altanen. De store palmer havde ugen forinden fået fjernet visne blade, og der var tyndet kraftig ud i de friske. Dette bevirkede, at vi havde en fin udsigt til såvel den daglige underholdning som livet ved bordene omkring poolen. Hver aften optrådte en noget korpulent herre iført korte bukser og T-shirt som konferencier - underholdningschefen kaldte vi ham. Et fast indslag en time med børnedisco. Et par unge mænd dansede med ungerne, der nød det meget. Derefter var der trylleshow, mavedans eller fakirshow. En aften kåredes Mister Samara og dagen efter Mama Samara. Det første var sjovt, mama’erne var det ikke. Mavedansen var på programmet en del gange. Hende kunne jeg godt have undværet. Eller rettere havde jeg gerne været den højlydte musik, hun dansede til, foruden. Fakirerne udførte i et langsommeligt tempo en forestilling, der mindede om noget, der kan læres på et selvudviklingskursus for aktiveringsberettigede, og det var da også begrænset, hvor meget der blev klappet. Underholdningschefens ”Big applaus to --” befordrede ikke bragende klapsalver.

Aftenen var varm uden at være ulidelig, som vi sad der kun iført undertøj. Flagermusene flaksede rund og månen nærmede sig fuldskab. En tilsvarende tilstand, om end i en behersket grad, lykkedes det os at opnå med kaffe og Boukha, inden vi efter en meget smuk og fredfyldt nat gik i seng kl. 04.00.

Jeg vågnede ved, at Britta klokken 10 placerede en lille pakke og to små flag på mit natbord. Det var min fødselsdag nr. 58, der skulle markeres, og det blev den med et smukt skrivesæt.

Et krus kaffe kunne ikke bortvejre manglen af søvn, så vi kravlede under lagnet igen. I erkendelse af at det straffer sig at gå lettere beruset i seng kl. 04 havde jeg hængt ”Don’t disturb” på døren. Dette respekteredes ikke. Stuepigen låste sig ind og hentede håndklæderne. Vi sov fra halv tolv til halv tre.

Så var vi udhvilede. Dagen eneste programpunkt var at købe figenbrændevin til at tage med hjem. Sulten var ved at trænge sig på efter en aften og en morgen uden mad. Vi satte os et sted, hvor man kunne få en sandwich. Denne var enorm og tilmed ledsaget af pommes fritte. I Magasin Generel fik vi købt de to flasker, der skulle med hjem, samt en flaske hvidvin og 4 små dåseøl, 24 cl.

En fødselsdagsmiddag blev det ikke til. Sousse promoverer sig ikke med spisesteder, og at iføre sig pænt tøj for derefter at gå ud i varmen tiltalte os ikke. Ergo indtog vi middagen på hotellet ledsaget af en flaske rosévin.

Efter en dag med drys og afslapning var vi klart til morgenmad kl. 07.00, og 08.30 tog vi til Tunis for anden gang. Målet var Kartago. Først skulle vi gå ned ad de brede boulevard for at komme frem til den station, hvorfra man kommer til stedet, som romerne ødelagde godt og grundigt.

Fremme ved TGM-stationen udløste vores lettere famlen en henvendelse fra en mand, der anviste billetsalg og perron. Vores mistænkelighed gående på, at dette var nok et forsøg på at slå penge på os blev gjort til skamme. I det overfyldte tog orientere han om navene på stationerne og sikrede sig, at vi kom af det rette sted, Carthage Hannibal, ca. 16 km fra Tunis. Første del af turen går over en flere km lang dæmning.

11.30 var vi fremme. Igen var der meget varmt, så vi bevægede os i et langsomt tempo og indlagde adskillige pauser i skyggen. Kun resterne af de romerske badetermer er et besøg værd. Disse ligger i et område, hvor der er andre og ældre rester. Små stenkister til børn var der nogle stykker af. Gudinden Tanit krævede, at den førstefødte blev ofret til hende - derfor de små kister. Der står en del tilbage af termerne, og der er en udmærket model, der viser, hvordan disse har taget sig ud. De øvrige rester imponerede os ikke, og det er rigtigt, at Kartago blev ødelagt. Vi startede med at se en lille og dårlig velholdt udgravning. Et større sted var Villas Romaine, hvor der heller ikke var alverden at se. Derimod var der en vederkvægende vind. Ved siden af termerne har præsidenten sit bolig. Dette område er skarpt bevogtet af soldater, og det er ikke tilladt at rette fotografiapparatet mod komplekset, der i øvrigt ligger skjult bag en høj mur og høje palmer.

Tidligere kongers sommerbolig er i dag indrettet til institut for kunst og videnskab. Vi var inde på området og blev tilbudt at kigge indenfor. Dette undlod vi. Sidste besøg blev Byrsa-højen, hvor det har ligget et tempel. Turen til højen var drøj, og vi måtte sætte os halvvejs oppe af trappen. I dag er der en tom og aflukket katolsk kirke. Det tilhørende kloster er inddraget til nationalmuseum. Dette er småt. Nogle mosaikker er store og flotte.

Så gik det i et overfyldt med rigelige dufte af såvel parfumer som armsved tog tilbage til Tunis. Her ville vi finde en spisested. På boulevarden var der kun caféer, og i sidegaderne kunne vi ikke få øje på restauranter. Vi havnede på det sted hvor vi to dage forinden havde fået couscous. Denne gang valgte vi en tallerken salat og en øl, - alkoholfri.

Inden hjemrejsen gik vi lidt rundt i et par mondæne gader. I et gadekryds med jævn trafik havde gadehandlere slået sig ned på vejbanen, hvor de udstillede trøjer m.m. Det var der ikke nogen, der brokkede sig over - heller ikke politiet, der så til. En sådan foretagsomhed ville andre steder have medført en bøde for gadeuorden. Her var det den naturligste ting i verden at tage gaden i brug til sin forretning.

Der var ikke noget reserveret bord med opdækning til morgenmaden denne morgen, så vi måtte betjene os selv. Restauranten var godt fyldt op, og tjenerne havde rigeligt at gøre med at passe afrydningen. Jeg hentede et askebæger på et af de andre borde men nåede ikke tilbage med det, da det gled ud af hånden og splintredes på gulvet. Der var mange stumper at få samlet op, og da jeg syntes, jeg kunne være min oprydning bekendt, returnerede vi til et askebæger på vores værelse.

10.45 gik det med tog til Mahdia. Britta ville prøve at køre på 1. klasse, så det gjorde vi. Bortset fra, at der var god plads, var der ingen grund til denne ekstravagance. Godt nok var der brede, polstrede stole, men det varede lidt, inden vi fik vænnet os til lugten af gamle møbler. Der stank som i en uhumsk genbrugsforretning for møbler. Møgbeskidt var der tillige.

Vi havde ikke forestillet os, at det tog 1¾ time at rejse de ca. 60 km. Befriende var det at nå frem til en by, der ligger på en halvø ud i Middelhavet. Der luftede godt, og det var behageligt at gå rundt. Vi gik ud til fyrtårnet forbi en større fæstning fra den tid, Mahdia var regeringsby. Denne status overgik senere til Cairo og Madhia sygnede hen. I dag er det en moderne by på 40.000 indb. På vejen til fyrtårnet passeres kirkegården. Igen kunne vi forarges over hvor meget affald, man tillader sig selv på en kirkegård. Den gamle naturhavn er i dag hjemsted for nogle små fiskerbåd. En stor og moderne fiskerflåde holder til i en ny havn. Madhia er den by i Tunesien, hvor der landes flest fisk.

På vej tilbage til byen satte vi os på en restaurant, der var bygget sammen med klippekysten. Britta fik den mindste Coca Cola, jeg har set - 19 cl. Jeg fik 6 cl mere, idet jeg bestilte en Fanta. Denne viste sig at være ”tropical”, altså en ananassodavand.

Tilbage i byen dryssede vi rundt. Var inde i markedshallen og nød stemningen der. I souken var der meget fredeligt. Enkelte forsøgte at påkalde sig vores opmærksomhed. En ung mand fristede med, at der var ”festival” og som følge deraf mulighed for festivalpriser. Jeg fortalte ham, at der åbenbart var festival over hele Tunesien. Så grinede hans skælmsk, og vi skiltes i venskabelighed.

Beholdningen af Bouhka var sluppet op, så vi gik uden held på jagt efter Magasin Generel. Ved et nyt og meget flot hotel stoppede vi op for at se på et gedigent byggeri. Portieren kom ud til os og inviterede os indenfor. Hotellet var taget i brug tre dage forinden. Fint var det. Vi blev ført til restauranten, og jeg fremførte, at det så eksklusivt ud. Dette benægtede han og viste os menukortet, der på ingen måder virkede skræmmende de luksuriøse forhold taget i betragtning. Han ville også gerne vise os et værelse, men det takkede vi pænt nej til, ønskede ham og receptionisten held og lykke med hotellet og forlod det.

Byen er med opførelse af hoteller længere ind ad kysten i færd med at etablere en turistindustri. Vi oplevede den som en by for tunesere, der smilende hilste på 2 seniorer fra Danmark. Inden vi søgte ned til strandvejen for at spise, dryssede vi rundt i smalle gader. Nogle endte blindt, og vi måtte vende om. Charmerende var det.

Allerede kl. 17 satte vi os og bestilte mad. Inden serveringen af forretten, en brik med æg og tun, fik vi stillet en kurv med brød og nogle småretter på bordet. Det var lækkert. Selv harissa’en smagte godt. Hotel Samaras var bare stærk som ind i Helvede - denne var absolut stærk, men den var tilføjet en frisk mildhed, der gjorde den delikat i bittesmå mængder. Brik’en var fyldig og velsmagende. Vi havde bestilt oksekød til hovedret, men den unge tjener måtte melde udsolgt. I stedet blev det en mixed grill. Denne var direkte dårlig. Noget mere varme kunne have forbedret kødet, men noget bras var det. Et stykke lammekød lod sig pga. sener overhovedet ikke skille ad. Pris inkl. 2 øl til hver og pæne drikkepenge: 35 DT.

På vej til stationen passerede vi en café, der tilsyneladende var mødestedet for ældre herrer, der alle var iført en tynd, hvis særk. Der sad de så med deres glas med kaffe eller te og kunne reflektere over, hvor meget der var gået i svang gennem tiden. Den tunesiske ungdom fører ikke de gamle dyder videre. Mange unge kvinder og mødre hylder sig ikke i lange kjoler og tørklæder. Mobiltelefoner er et hit, og jeg har aldrig hørt så mange forskellige ringetoner som i denne ferie.

Inden afgangen fra Mahdia var der fyldt godt op på 1. klasse. En frodig kvinde med en trip, trap træsko børneflok slog sig ned, og den mindste fik en tår modermælk, inden konduktøren fik ryddet kupéen for folk, der ikke havde gyldig rejsehjemmel til denne.

Med toget kommer man bagom det menneskeskabte. Man kommer til at se hyrden, der passer en halv snes får eller en håndfuld køer. Enkelte har større flokke at holde styr på. Så er det, at fattigdommen bliver synlig. Der kan ikke være megen rigdom at hente ved at passe på 10-20 klovdyr en hel dag. Et glimt af en begravelse blev det også til på hjemvejen.

Ved 22-tiden var vi tilbage på hotellet. Der havde været hagl- og regnvejr i Sousse. Voldsomme lyn glimtede stadig ude over Middelhavet, da vi steg af toget. Ferien nærmede sig sin afslutning. Vi tog den sidste aften på altanen med snak om alting og ingenting samt kaffe og de beskedne rester af Pastis og hvidvin, inden vi 01.30 gik på langs.

Afrejsedagen indledte jeg med turens eneste morgenpilsner. I et land som Tunesien, hvor øl ikke er en let tilgængelig vare, var det for bøvlet at udføre mit normale ferieritual med en kold pilsner inden kaffe og bad. Den fjerde og sidste øl var reserveret til denne morgen.

Morgentjeneren var tilbage, og han havde pyntet vores bord med blomsterkroner og kronblade. Små, irriterende insekter fulgte med i tilgift. Det var en smuk gestus. Desværre kunne han ikke servere juice. Appelsinsæsonen var passé, og i Tunesien er økonomien sådan indrettet, at man ikke importerer noget ikke nødvendigt. Man følger generelt årstiden, og når det er slut med en råvare, må man afvente næste sæson. Systemet er tiltalende i forhold til DK, hvor vi kan få jordbær etc. året rundt. Vi sagde pænt tak og understregede denne med nogle dinarer. Britta fik et knus af den ca. 40-årige mand, hvis tandsæt var meget misfarvet. Igen et memento: Vi har råd til at gå til tandlæge. Det har man ikke i Tunesien.

Britta havde nogle dage døjet ned en lettere dårlig mave. Nu var det min tur til lidt mavekneb og et par ekstra ture på potten. Vi skulle forlade værelset kl. 12 og havde god tid til at pakke og smådrysse, inden vi slentrede ned i byen for at fordrive de sidste timer inden afrejsen. På vejen tog vi en pizza og en flaske ”nisseøl”. Ingen af delene var nogen fornøjelse. Pizza’en smagte af gærdej. Øllet var lettere vammelt.

I en statsdrevet turistbutik i flere etager foran indgangen til medinaen var der meget at se på. Der var faste priser, og vi kunne med fordel have handlet vandpibe og bælte her. Jeg fandt et tøjdyr (dromedar) til Mads til 10 DT. Ganske vist kunne et tilsvarende erhverves rundt omkring til 1-2 DT, men kvaliteten berettiger prisforskellen.

De sidste fotos kom i kassen på det halvt år gamle digitale kamera, og vi slentrede med afbrud af nydelse af en cola tilbage til hotellet. Jeg skiftede til lange bukser i receptionens med glas markerede aflukke for kufferter. Britta var mere diskret og benyttede toilettet til sin omklædning. Boksen blev tømt, og nøglen blev afleveret. 17.05 var vi på vej til lufthavnen. Guiden fortalte glimrende om proceduren for udrejse.

Vi checkede bagagen ind. Resterende dinarer skulle veksles, hvilket Britta tog sig af. Hun afleverede 80 DT og fik en nota på, at hun havde vekslet 70 DT til euro. For sidste gang opleve vi at blive taget i røven. Kællingen på vores alder havde nappet 10 DT til sig selv, og Britta orkede ikke at stille sig bag i køen for at gøre ophævelser, som der sandsynligvis ikke var kommet noget som helst ud af.

Så gik vi ovenpå til udrejse- og sikkerhedskontrol. Jeg havde ikke noget udrejsekort med mig, så jeg udfyldte et nyt. Britta havde sit, men da vi nåede frem til skrankepaven konstaterede denne, at det var mangelfuldt udfyldt. Hun var selvfølgelig parat til at råde bod på manglerne, men paven meddelte, at han ud fra passet nok skulle påtage sig ulejligheden med at påføre nummer og nationalitet, hvilket han gjorde, og så kunne han larmende og voldsomt knalde sit sorte udrejsestempel i hendes pas, og vi fik lov til at passere. Dog ikke uantastet. En funktionær gjorde opmærksom på, at denne ekstra ydelse burde honoreres. Så forstod Britta lige pludselig ikke noget som helst.

Ganske vist havde vi nogle tunesiske mønter, men hvilke problemer kunne vi ikke have løbet ind i, hvis vi havde bestukket manden med disse. Sådanne må ikke medtages til transithallen. I denne var der en restaurant med tilladelse til at ryge, og der kunne betales med euro. To små og kolde øl til 6,- € var vederkvægende. Udkaldet kom tidligere end forventet, så vi nåede ikke at se os om i den taxfree.

19.15 lettede vi. Vores pladser var på hver sin side af midtergangen uden mulighed for at se ud. Maersk Aier havde pr. 1.7 ændret sit koncept mht. servering. En øl kostede nu 25 kr. og maden bestod af en stor bolle ilagt noget snav samt et par skiver skinke og ost. Største kvalitet var at den mættede. Britta sov det meste af tiden. Jeg læste lidt og så lidt film uden lyd.

I Kastrup var der lidt spænding på. Vi skulle gerne nå et tog 00.11. Landingen var slingrende voldsom og rettidig. Ved bagagebåndet måtte vi vente 10 min., og så hastede vi videre til tolden. Dette var dumt gjort. Vi kom som de første, og der stod tre toldere parat. Noget skulle de jo lave, så det blev os, der skulle have bagagen undersøgt. Sandsynligvis har jeg udsendt alle de signaler, der påkalder sig en tolders opmærksomhed. I min kuffer var der et karton Marlboro, som jeg havde i overskud fra Tunesien. Britta fandt det tåbeligt at efterlade en stang smøger på værelset, og jeg lod mig friste til at lægge den i kufferten. Nu klappede fælden, og tiden gik. Britta måtte også lade sin bagage undersøge. Hende fandt han clean, da hun bedyrede ikke at have medbragt tobak til vandpiben. Min forbrydelse takseredes nådigt, og vi nåede vores tog.

04.57 var vi tilbage i Hobro. Min bil skulle efter aftale med Jesper stå på parkeringspladsen, men det gjorde den ikke. Et par frygtsomme tanker om, hvad der kunne være sket med sønnen røg gennem hovedet. Et jævnaldrende par, der også havde været med My Travel i Tunesien, havde deres bil stående, og de tilbød at køre os hjem. Dette tilbud modtog vi med stor tak og ved 05.30-tiden kunne vi sætte os i køkkenet med en øl og en flaske rødvin. En time efter var det på hovedet i seng.

Turens pris:		Hertil kommer det løse som cigaretter, smågaver og hjembragt brændevin.
Tjæreborg:	11.596 kr.
DSB:	1.200 kr.
Dinarer Britta:	1.730 kr.
Dinarer Erik:	3.375 kr.
I alt	17.901 kr.

Der var for varmt i Tunesien i juli måned. Tjæreborg leverede varen. Guiden var for ung, moderlig og uerfaren. Jesper kunne ikke komme i kontakt med os på hotellet, da han ringede. Hotellet var glimrende.

Krejlermentaliten bryder jeg mig ikke om. Jeg betaler gerne for en ydelse, men ikke for noget jeg påduttes ved blot at være almindelig høflig og interesseret. Systemet med drikkepenge i sammenhænge, der ligger ud over restauranter og taxaer byder mig imod, og vi gik muligvis glip af nogle oplevelser, fordi vi ret hurtigt udviklede et værn mod mennesker, der ville vise os noget. Jeg har fuld forståelse for, at der skal tjenes gode og rigelige penge på turister, men min forståelse hører op, når jeg kontaktes ned danske brokker og en omklamrende tone. Om jeg kommer fra Danmark, Holland eller Canada er da underordnet. Jeg har betalt transport og ophold til den udbudte pris, og som sådan vil jeg gerne respekteres. Det blev jeg ikke!