New York, Niagara Falls, Washington, New York, 2005

En kollega gav mig idéen til at sætte min 60 års fødselsdag i scene på en anderledes måde. Han markerede sine 60 år i Patagonien. Det befordrede tanken om noget tilsvarende. Min 50 års dag blev for 10 år siden markeret traditionelt. Jeg fulgte hans eksempel: Brænd skillingerne af på dig selv og beslut dig for et sted i Verden, du vil være, når du fylder 60. Ganske egoistisk valgte jeg New York, som Britta har besøgt 4-5 gange, da hun var ansat ved SAS. Hun har rejst gennem USA, og hun har boet i Canada, så det var oplagt, at New York var min drøm. Britta havde kunnet sige nej. Var det tilfældet, havde jeg fundet noget andet. Hun sagde ja til en gensyn med supermagtens metropol.

Klokken 08.00 var der afgang fra Hobro til Billund. Efter Viborg kørte vi ind i et kraftigt regnvejr, som heldigvis stilnede af, inden vi skulle gå fra parkeringspladsens fjerneste og billigste afdeling til lufthavnsbygningen.

Ved tjek ind blev vi kontaktet af en ung mand, der gerne ville lære os brugen af selvbetjeningsmaskinen. Med ført hånd gelejdede han mig gennem proceduren, og ud kom et kuffertmærke og et par stemplede billetter. Britta kunne selv klare sagen, og smart er det da at undgå kø ved skranken og klare det hele selv.

Inden afgangen var der god tid til en kop kaffe, inden vi 11.45 lettede med kurs mod Amsterdam. Det tager en god times tid at komme til Schiphol. Her ventede der os en længere fodtur. Lufthavnen er stor - meget stor. Det tog over en halv time at når frem til den gate, vi skulle flyve fra. Hertil skal lægges tid til nok en omgang sikkerhedskontrol.

KLM lettede et kvarter forsinket 14.25, og de næste 8 timer var jeg lænket til sæde 27G. 5852 km skulle tilbagelægges. De mange timer blev slået ihjel med et glimrende udbud af film og musik, som man selv kan vælge og se på en lille monitor foran sig. Endvidere skulle der spises og nydes et par øl, snack og et bæger is. Endelig var der også lidt kontorarbejde med at udfylde en formular til immigration.

16.15 var vi i John F. Kennedy Airport. Schiphol er stor - JFK er større. 8 terminaler er der. Vi kom ind til Terminal 4 og fandt hurtig ud af, at amerikanerne ser de folk an, de lukker ind i landet. Efter 11. september 2001 med terrorangrebet på World Trade Center blev Verden en anden. Sikkerhedskontrol er noget man må leve med mange steder. Først stod vi i en lang kø en lille times tid. Fremme ved myndighedspersonen skulle der tages et elektronisk fingeraftryk af de to pegefingre, og man blev fotograferet, inden man blev sluppet ind i Guds eget land.

Da vi omsider nåede frem til bagagebåndet, var meget lidt at vælge mellem, så det var ganske ukompliceret at finde sin kuffert. Lidt mere kompliceret var det at komme ud af lufthavnen. Vi steg på et førerløst tog, der på en ringbane kører mellem terminalerne. Det virkede fint nok, men vi kom ikke af i tide og måtte køre tilbage, til vi fandt stationen Howard Beach. Formedels 7 $ fik vi rejsehjemmel til Manhattan. Her stod vi af på Columbus Circle og skiftede til et tog, som vi formodede ville bringe os tæt på vores hotel. Det gjorde det ikke. Vi var steget på et A-tog, der ikke standser ved alle stationer. Altså skifte igen, og 20.30 kunne vi stige op fra Subway’en. Der lå New York. Og vi måtte ryge igen, hvilket vi gjorde, inden vi hankede op i bagagen og gik de få skridt, der var til Wellington Hotel.

Klokken 21.00 var vi på værelset med en larmende aircondition på 17. etage, og der kom gang i den lille elkedel, som med de sølle 110 volt, de anvender over there, var længe om at få varmet vand til to kopper kaffe. Vi fik lært at bruge varmt vand til kaffebrygningen.

22.30 var der sengetid. I forhold til Danmark skal uret stilles 6 timer tilbage. Vi trængte til at sove.

Vi stod op 06.30 til gråvejr og en vejrudsigt, der på Weather Chanel bød på 60% chance for regn. Et par timer efter var vi på gaden og startede med at finde noget morgenmad. I USA hører morgenmaden ikke med til hotelværelset. Vores valg blev Rays Pizza, billig og tæt på hotellet på 7. Av. 2 æg, bacon, brasede kartofler, toast og kaffe til en pris af 6 $ inkl. tax er et foder, man kan gå længe på.

Der var ikke planlagt noget overhovedet til den første dag i New York. Vi slentrede ned af 7. Av til Broadway. Jeg så rigtige skyskrabere for første gang. Vi kom forbi Crysler Building og var inde i Central Station, der er meget flot og meget stor. I Rockefeller Center var vi inde i en lobby. Det samme var vi i Hyatt Hotel. Begge steder er prangende - flot og dyrt.

Ved et tilfælde blev vi indfanget af en billetsælger til Grey Lines dobbeltdækker busser, der med guide kører rundt på Manhattan. Vi købte billet til to dage. Systemet er som i andre storbyer, at man kan stige af og på efter behag. Guiden snakkede meget, og det var godt nok. Vi kom siddende i det fri og godt hævet over trafikken forbi Madison Square Garden (den er rund) over Times Square til Greenwich Village, Soho, Little Italy og Chinatown til City Hall, hvor vi stod af.

Brittas første nyhed i New York blev Ground Zero. Med tv-billederne i tankerne af flyet, der flyver ind i tårn nummer to, folk der i fortvivlelse kaster sig ud af vinduerne og de efterfølgende sammenstyrtninger af de to tårne var det en forstemmende oplevelse at kigge ned i et stort, dybt hul. Stedet er grundig indhegnet, og der er sat et fintmasket stålnet op, som i høj grad hæmmer udsynet. Stedet skal åbenbart ikke være en turistattraktion, hvilket understreges af et forbud mod gadehandel. Dette forbud var der dog et par stykker, der så stort på.

Brooklyn Bridge ligger tæt ved Tovn Hall. Alderen taget i betragtning er den et ingeniørmæssigt mesterværk fra 1883. Som sådan burde den vedligeholdes bedre. Rusten stikker sit røde ansigt frem mange steder. En gang var den Verdens længste hængebro. Vi gik ud på midten af den.

Fra Town Hall tog vi bussen igen og kom gennem Battery Park, East Village, langs East River og forbi FN-bygningen til Central Park. Vi stod af lige overfor vores hotel. Inden vi gik ind, fik vi fat på to kolde øl, som vi tog med op på værelset. Sjældent har en øl da været så god, som da vi ved godt 17-tiden var tilbage på det afkølede værelse. Umiddelbart efter drev en tordenbyge over byen. Det blev det eneste, vi så til dagens 60% chance for regn.

Man var godt brugt, så en lille ”morfar” var vederkvægende, inden vi 19.30 gik ud for at spise ved Times Square.

Salat

Grillet laks med bagekartoffel

Øl

Vi sluttede dagen af med at se på byen i neonreklamernes skær. På Harriot Hotel er der et ”View Point” på 45. etage. Vi tog elevatoren og blev konfronteret med, at man skal købe en drink for at få lov til at nyde udsigten. Så kørte vi ned igen. Vores påklædning passede ikke til omgivelserne. Den passede bedre til menneskemylderet, gadehandlerne og lysene på Broadway og 7. Av.

22.00 var vi tilbage på værelset, og en time efter var det godnat ledsaget af larmen fra aircondition’en.

08.30 var vi klar til at gå ud og spise morgenmad. Denne gang omelet med ost og skinke, samt toast og kaffe.

Dagen første programpunkt var nordturen med Grey Line. På Times Square skulle vi skifte. Det vil samtidig sige, at vi skulle stå i kø, inden vi kunne komme med en af busserne. Der var en anelse køligt på toppen af bussen. Guiden snakkede lystigt, men det fik jeg ikke alverden ud af. Lyden var elendig. Dog nåede jeg at opfange, at der bor og har boet en stribe af berømtheder i husene, der grænser op til Central Park, f.eks. John Lennon og Jackline Onassis. Huslejen er dyr på Manhattan. En god étværelses lejlighed koster 3.000 $ pr. måned.

Vi stod af i Harlem. Her blev Brittas forventninger gjort til skamme. Den lille del, vi så af bydelen, er i dag på vej til at blive et mondænt kvarter. Det dårlige rygte holder ikke stik længere. Bevares, der er stadig en masse bygninger, der trænger til en håndværkernæve, og noget fortjener ikke bedre end at blive revet ned, men det generelle indtryk er en bydel, der om få år vil være et attraktivt beboelsesområde.

Fattigdommen er der vel fortsat, men helt ringe kan det ikke stå til, når man har råd til en begravelse i forgyldt kiste og følget benytter sig af limousiner med chauffør. Godt nok blev ligtoget lidt forsinket, da en an limousinerne skulle have startkabler fra en af de andre biler. En kontrast til denne luksus var en lille forretning med el-artikler, søm, skruer og andet. Som kunde stod man ved et bur. Ikke noget med selvbetjening her. Indehaveren beskyttede sig selv og sit varelager. Vi fik køb batteri til vores vækkeur. Senere viste det sig, at det ikke var bedre bevendt end det, der var løbet tør. Noget kunne tyde på, at såvel forretningen som varerne var fra en tid, der er på vej ind i historiebøgerne.

Fidel Castro var en gang i New York og ville bo på Waldorf Astoria. Ham ønskede hotellet ikke at have som gæst, da han havde medbragt husdyr. I stedet måtte han indlogere sig på Teresa Hotel i Harlem.

Fra film kender man Harlems karakteristiske byhuse med trapper og gelændere. Disse huse vil med stor sandsynlighed blive guld værd om en halv snes år. Vi oplevede rene gader og velholdte trappepartier. På gaden var der parkeret moderne biler.

Vores besøg sluttede vi af med at gå gennem et lille med teltdug overdækket marked. Sidst på formiddagen var der ikke ret meget liv. En mand var ved at etablere sig som fotograf. Et digitalt kamera, lidt lys, en computer og en printer skulle give ham et levebrød. Han fortalte om sin investering, der gik ud på, at man kunne blive fotograferet og blive printet ud med en valgfri baggrund. Ifølge manden var det nyeste nyt fra Paris. Vi sluttede selvfølgelig snakken med at ønske ham held og lykke med forretningen.

Vi tog bussen til Guggenheim. Museet har lukket på torsdage. I stedet delikaterede vi os med henholdsvis en is og en hotdog, som vi fortærede med udsigt over en sø i Central Park. Det kan gerne være, at hotdoggen er en amerikansk opfindelse, men nogen nydelse var den på ingen måde. Magen til lunkent sjask tror jeg ikke, man kan opdrive i Danmark.

Vi steg igen på bussen og stod af ved den sydlige ende af Central Park overfor Plaza Hotel. I dag er hotellet ved at blive omdannet til lejligheder. Nogen hotelvirksomhed bevares. Bygningen er meget smuk, men som hotel har den ikke kunnet overleve nutidens krav om komfort sat i relation til prisen. Tiden er i nogen grad løbet fra at blive set på et tindrende dyrt hotel.

Apostlenes heste bragte os tilbage til Wellington Hotel. Britta fik efter foregående forgæves besøg telefonisk bekræftet, at vores tur til Niagara og Washington med Allied Pro var med start mandag morgen. På vores voucher var der angivet en dato, der ikke passede med det, vi havde bestilt.

Klokken 15.00 gik vi til FN-bygningen. For mig var det et sted, jeg absolut skulle besøge. FN blev oprettet på ruinerne efter 2. Verdenskrig, og nok er organisationen i mange situationer handlingslammet pga. stormagternes vetoret, men den har i mine leveår gjort Verden bedre og sikrere på mange områder. I min optik rummer FN meget af historiens vingesus, og jeg så frem til at være på stedet.

For at komme ind skulle vi gennem gang sikkerhedstjek, som foregik i et stort og grimt telt. Hvor er det dog sølle, at man skal tjekkes i hoved og røv for at få adgang til den institution, som 196 stater har tilsluttet sig med det formål af sikre fred, sikkerhed og retfærdighed.

Vi ventede en halv times tid på at komme med en guide. Tiden brugte vi bl.a. på at se malerier af FN’s generalsekretærer. Alle navnene var bekendte - det samme var de fleste af portrætterne. Jo, man er kommet op i årene!

Vores guide var en ung italiensk kvinde. Guidekorpset var i FN-ånd internationalt. Der var en kvinde iført sari og en mand med turban, som før det blev vores tur var startet med en gruppe. Den lille italiener gjorde det godt nok. Hun var ansat til at promovere FN, hvilket hun gjorde kompetent men aldeles blottet for hjerte. Dette er hun ikke at bebrejde. Hun var under 30 år og har kun de sidste 10 år af FN’s historie med sig som en personlig oplevelse. Gløden i hendes øjne kom frem, da hun fortalte om sit held, da hun besøgte bekendte i New York og ved et tilfælde blev opmærksom på muligheden for at blive guide i UN.

Guidens snak var mig uvedkommende. Jeg kender FN’s historie. I stedet koncentrerede mig om at opleve og fotograferede på livet løs. Jeg skulle have nogle billeder med hjem, og det fik jeg fra Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. Mandatsalen listede vi os på balkon-niveau stille igennem. I dag er der ikke områder, der er under FN-mandat, hvorfor salen bruges til andre formål end at holde styr på f.eks. Israel, der efter britisk højkommissariat og FN i ryggen er blevet en suveræn stat.

I den lettere nedslidte bygning oplevede jeg vingesuset. Det nedslidte huede mig ikke. Der er noget forkert over, at verdens stater mødes i lettere ramponerede omgivelser.

Efter et besøg i gaveshoppen, hvor jeg fik Britta overtalt til at købe en paraply med UN-logo - hun havde glemt at få en sådan med hjemmefra, forlod vi UN. Hun slappede af med en smøg. Det samme gjorde jeg samtidig med, at er var nogle fotografier, der skulle tages.

Dagens hovedmåltid blev på en italiensk restaurant

Tomatsuppe med urter og hvidløgsbrød

Mignon med broccoli, peberfrugt og bagekartoffel

Italiensk øl og isvand

På hjemvejen købte vi en flaske whisky og et par kolde øl. 20.00 var vi på vores værelse, og efter et par timers sløv snak ledsaget af en øl, kaffe og 2 whiskyer væltede jeg om kuld 22.15 uden at opdage, at Britta lagde sig 10 min. senere.

Min 60 års fødselsdag startede 07.30 med et flag og 2 røde kuverter. Udenfor regnede der kraftigt. Den ene kuvert var fra min søster ledsaget af en 20$-seddel. Den anden var fra Britta med en besked om, at jeg skulle finde frem til en adresse på 34 st. ved 9. Ave og kl. 16.00 på Pier 6.

Kvinden i mit liv er rablende gal. Hun havde besluttet sig for en fødselsdagsgave i en prisklasse, der langt overstiger min fornemmelse af rimelighed. Med subway’en, der havde station lige ved Wellington, kom vi et godt stykke mod målet – en gigantisk fotoforretning. Her blev jeg gelejdet hen til området for Canon-udstyr. Britta havde besluttet sig for at forære mig en afsindig dyr linse, som jeg flere gange havde udtrykt ønske om at erhverve, når den blev til at få fat i for en rimelig pris. Sikken en fødselsdagsgave! Canon EF 70-300 mm 4,5-5,6 DO IS USM.

Niels Bo (søn) havde overtalt Britta til at tage en filmscanner med hjem. Den blev også købt, og så gik vi for min skyld lidt rundt i den store forretning med dens mange ansatte, hvoraf langt de fleste med kalot og skæg markerede, at de er jøder. Af åbningstiderne fremgik det også, at der er tale om en jødisk virksomhed. Der er lukket lørdage. Personalet kunne nok lede tanken hen på noget lettere antikveret, men det var ikke tilfældet. Der er tale om en forretning, der anvender nutidige rutiner. Man køber sine varer ved forskellige diske. Der udskrives faktura. Ved næste køb inddrages denne, og der udleveres en ny tilføjet det yderlige indkøb. Fakturaen tager man med til en af de 10 kasser, og når der er betalt, får man sine varer udleveret. Disse kommer frem til udleveringen i kasser, der kører på skinner i loftet.

Det styrtede ned, da vi havde fået vores varer, så vi valgte at sætte os for at afvente lidt mindre regn. Det fik vi ikke noget ud af. Den kraftige regn fortsatte. UN-paraplyen blev indviet, og efter at have stået en smøgs-tid under en baldakin, søgte vi undergrunden og var tilbage på hotellet ved 13-tiden.

Et par timer efter tog vi til Guggenheim. Stadig regnvejr med de højeste bygninger indhyllet i skyer. Min forestilling om, at jeg skulle markere min 60 års dag på toppen af Empire State Building kunne ikke realiseres. I stedes blev det et museum i verdensformat.

Guggenheim skal først og fremmest besøges pga. museets spændende arkitektur. Der er ikke tale om etager i gængs forstand. Som i Rundetårn bevæger min sig op gående på en snegl. Her er der dog tale om en meget bred snegl med fin plads til udstilling af kunst. Vi tog elevatoren til toppen, 6. etage. Det er lettere at gå nedad end opad. Udstillingen var flot. Der var tale om fotografik sat sammen med gamle kobberstik og raderinger. Et skilt advarede om, at der blev udstillet billeder af nøgne mennesker. Min største og reelt eneste oplevelse var rummet med dets talrige smukke linier. Museet er et kunstværk, og man går rundt i det.

17.30 var vi ude igen. Stadig regn - dog ikke så voldsomt, men dog nok til, at vi besluttede og for at spise, inden vi tog tilbage til Midtown. Måltidet blev indtaget i en græsk restaurant.

Solefish m/ seefood stuffing

Bagekartoffel og broccoli

Øl – espresso – 65$

Efter at have fået købt nye batterier til vækkeuret, gik det tilbage til hotellet, hvor vi sluttede en begivenhedsrig dag med kaffe og lidt whisky, inden vi 23.30 sagde godnat. Airconditionen larmede som et gammelt oliefyr.

Det blev pga. larmen en elendig nats søvn, og 06.30 stod vi op. 1½ time senere fik vi morgenmad. Denne dag valgte vi omelet med løg og peberfrugt.

Fra 50 st. tog vi subway til South Ferry på sydspidsen af Manhattan, Battery Park hedder det. Fredag havde der været 4 bombesprængninger i London. Det satte sit præg på New York i form af yderligere kontrol og mere synligt politi. Man havde indført Allert Orange.

Vi skulle med båd til Ellis Island. Det betød kø og en omgang security, inden vi kunne stille op i den næste kø og vente på en af Circle Lines færger. En festlig, midaldrende mand med en guitar og et velsmurt mundlæder underholdt køen. Penge fik han ikke mange af, og det kan da gerne være, at han stod der for at få nogle turistdollars, men har det været han motiv, skjulte han det godt med attituden: Jeg gør det, fordi jeg kan lide det.

Det gik ret hurtig at komme om bord, og vejret var godt med blå himmel og hvide skyer. Alle ville selvfølgelig opholde sig på det øverste dæk, men med lidt tålmodighed var der rig anledning til at få taget alle de fotos, man kunne ønske dig på overfarten. US Coastguard og en politihelikopter fulgte os.

Færgens første stop var Frihedsgudinden, der monumentalt knejser på en lille ø. Hende havde vi ikke behov for at komme tættere på, så vi blev om bord og gik i land, da der blev lagt til på Ellis Island.

Ellis Island er den lille ø, som alle, der emigrerede til USA fra Europa, måtte passere. Forfædre til mere end 40% af amerikanerne har passeres Ellis Island, hvor myndighederne førte en skrap kontrol med, hvem der blev lukket ind i det forjættede land. Dårligt helbred og psykiske defekter var ensbetydende med en afvisning, og dampskibsselskaberne måtte for egen regning tage disse afviste med tilbage til Europa. Ca. 180.000 danskere af i alt 12 mio. indvandrere har passeret nåleøjet på Ellis Island. Pga. en relativ god sundhedstilstand i Danmark var det ganske få, der blev afvist og returneret.

I 1954 blev Ellis Island lukket og overladt til forfald, men formedels 160 mio. dollars blev stedet i 1990 åbnet som et spændende museum, der i autentiske omgivelser fortæller om indvandringen. I USA er det fonde og private mennesker, der står bag museer og nationale klenodier. Vi tog os god tid til at opleve stemningen og udstillingen. At betræde de gulve og være i nogle af de rum, emigranterne med bævende hjerter har skullet forcere, var en stor oplevelse.

Vi satte os en halv times tid i parken og nød udsigten til Manhattans skyline. Hvor er det da skammeligt, at der ikke har været råd til at restaurere alle bygningerne på det sted, der er væsentligt grundlag for, at USA blev befolket.

Tilbage i Battery Park tog vi med den gratis færge til Staten Island, der ligger sydvest for Manhattan. Vores formål var at se lidt mere fra søsiden, og vi havde regnet med at kunne blive på færgen. Det lod sig ikke gøre. Alle skulle gå fra borde, så vi måtte tage den næste færge tilbage. Ventetiden fordrev vi på en bænk omgivet af stinkende busser. At være ryger er i USA forbundet med visse restriktioner. Inden døre er rygning forbudt, og udendørs kan man heller ikke tænde sig en smøg, som det passer én. Ergo ventede vi en halv times tid ved de ucharmerende stoppesteder, der samlede folk op fra færgen.

Med næste færge gik det tilbage til Manhattan. Her sad vi lidt. En byge trak op, og vi gik i subway’en, købte et nyt Metrokort og var hen på eftermiddagen tilbage på hotellet medbringende en kold øl fra en lokal butik.

Bygen var drevet over og vi gik i vidunderligt vejr en tur i Central Park, hvor jeg fik prøvet min nye telelinse. Parken er stor, 800 m bred, 4 km lang, 340 ha. Her er stisystemer, søer, restauranter, boldbaner, statuer og scener og en gammel karrusel. Linsen kom i brug. Mit første forsøg lykkedes godt med et motiv af en ung, asiatisk mor, der sidder på en klippe sammen med sin 7-8 års datter. Ellers var det bygningerne udenfor parken der optog mig. Vi dryssede og satte os et par gange for at nyde vejret og stemningen. At se hele parken lod sig ikke gøre, men vi fik da set statuen af H.C. Andersen med den grimme ælling.

På vej tilbage til hotellet var vi inde i Trump Tower. Foyeren vildt prangende med en væg ned af hvilken, der løber vand.

Aftensmaden blev iført lange bukser indtaget ved 20-tiden på en indisk restaurant.

Tandorikylling med ris

Salat og 2 slags dip

Indisk øl.

Tilbage på hotellet fik jeg vasket den skjorte, der på hele turen kom til at gøre det ud for en sommerjakke. Med temperaturer svingende omkring de 30ºC er der udendørs ikke behov for andet end en T-shirt og et par korte bukser. Indendørs kan der pga. kraftig nedkøling være behov for et ekstra lag tøj.

Airconditionen på værelset var irriterende. Der var ikke noget reguleringspanel. Jeg tog fronten af for at undersøge, om der skulle være en kontakt. Det var der ikke, men det viste sig, at den ledning, jeg troede var antennekablet til fjernsynet, var ledningen til det larmende blæse- og køleanlæg. Stikproppen blev rykket ud - hvilken herlig fred.

Efter en nats god søvn uden buldrende støj vågnede vi herligt udhvilede klokken otte og en time efter stod morgenmaden hos Rays Pizza på French Toast med smør og sirup - noget forskrækkeligt blødt og sukret stads.

Dagens højdepunkt skulle være og blev Empire State Building. Her var vi fremme kl. 10. Køen ude på gaden var ved at tage form, og vi indstillede os på, der kunne gå et par timer, inden vi kunne komme til tops. Så galt gik det ikke. Efter en omgang security gik det ret hurtig med at nå frem til billetsalget. Forinden var vi blevet opmærksomme på, at man kan købe express billet til 30 $. Med en sådan kommen man udenom køen af folk, der betaler 12$. Vi tog luksusudgaven, og så gik det gesvindt med at komme frem til elevatorerne.

Udsigten fra platformen på 102. etage er formidabel, - varmedis og lettere gråvejr til trods. Inkl. mast er bygningen 411 m høj. Det tog mig en times tid at få set og fotograferet. Af indlysende grunde var der mange mennesker på toppen af New Yorks højeste bygning, og der skal lidt tålmodighed til for at komme frem kanten og få det fulde udsyn. Jeg fotograferede i vildskab vel vidende, at de fleste billeder skulle slettes, når jeg kom hjem. Det blev de!

Ved 12-tiden var i igen på 5. Av efter et brag af en oplevelse. Den elendige morgenmad havde vi ikke gjort så meget ved, og den omstændighed kombineret med lysten til at sidde lidt fik os til at lede efter et sted, hvor man som ryger kunne sidde i det fri. Sådanne er der meget få af i det indre New York. Take Away forretninger er der mange af, og nogle har et par borde i forretningen. Vi fandt en, hvor der var 4 små borde på fortovet. Her lejrede vi os med en tun-sandwich og en sodavand.

Det var den lejlighed, jeg fik et håndgribeligt bevis på mine mangelfulde sproglige færdigheder. Der stod kun en enkelt cola i køleren, så jeg skulle have noget andet. Grape lød fint. Smagen var dog temmelig forskellig fra mine forventninger om grape. Britta havde forklaringen: Grape er vindrue på engelsk. Hvor dum kan man være! Skidt med det, den smagte udmærket, og ledsaget af et par cigaretter i det fri fordøjede jeg burger, stemning fra Empire samt byens hektiske liv.

Vi gik til Trump Tower med dets vanfald. Derefter til byens største katolske kirke, St. Patrik’s Cathedral, der som en undermåler ligger presset inde mellem høje bygninger. Her nød vi bygningens naturlige kølighed. Som kirke er den ikke noget ud over det forventelige.

Over et par blokke på 6.Av var der spærret af for kørende trafik for at give plads til et marked med et udbud af varer, som man finder alle andre steder, Hjallerup Marked inkl. 89ºF (31,6ºC) og den høje luftfugtighed drev os tilbage til hotelværelset 1½ time. En øl og en lille ”morfar” gjorde godt.

17.00 gik vi til Time Warner bygningen. Det var ganske tilfældigt, at vi gik ind. Vores mål var Lincoln Center, men nu lå der lige en flot foyere, så vi gik ind. Flot var det. Et 4 etager højt glasparti vender ud til Columbus Circle for enden af Central Park. Som i alle andre foyerer er der vagter. En af disse anbefalede oo at tage på 4. etage og nyde udsigten. Den var meget flot. Etagerne rummer forretninger og restauranter. Vi faldt over en udstilling af Samsungs nyeste produkter. Vi kender Samsung som et mærke med elektronikprodukter i den billige ende. Dette kendskab måtte revideres. Koncernes tv, fladskærme, var ypperlige. Aldrig har jeg set bedre tv-skærme.

Lincoln Centret lå dødt hen denne søndag sidst på eftermiddagen. Metropolitan Operaen, New Yorker Fhilharmonikerne, ballet m.fl. har hjemme der. Centret er fra 1960’erne, og det bærer det i lettere grad præg af. 40 års brug kan ses. Godt 5 mio. tilskuere komme der årligt til de mange forestillinger.

Så var der tid til at spise, og vi fandt et tilforladeligt sted.

Suppe – kylling til BN, kalkun til EK

Canadisk bissonsteak

Fritter – øl – 55$

Fritterne var nogenlunde og øllet var OK, resten var noget bras. Måltidets højdepunkt var at følge med i en taxachaufførs forsøg på at få åbnet motorhjelmen på sin gule taxa. Han forsøgte sig først med det gode, så fandt han noget, der lignede et koben frem, og endelig rykkede han kølergrillen af. Så lykkedes det ham at komme til vognens maskinrum.

Vi sluttede aftenturen af med at gå til Hudson River. Efter 10. Av var det slut med den meget rene og velholdte storby. Her var der grimt, rodet og pænt fyldt op med henkastet affald. Vi satte os i en lille og ganske ny park ved floden, hvor vi blandt andet kunne se et par velnærede amerikanske kvinder, der sammen med deres børn havde taget noget take away med ud i det fri. Det har sin naturlige forklaring, at nogle amerikanere bliver fede. Deres medbragte mad ville kræve en del fysisk aktivitet for at blive brændt af. Modsætningen til mødrene var en mand, som nød en aftensmad bestående af brød, lidt paté, agurk og tomat samt en flaske vand.

Inden hotellet købte Britta et par kager til mandagens morgenmad, og jeg fik greb om  to kolde øl. Vi var tilbage ved 21.30-tiden og gik i gang med at få pakket vores kufferter og ellers nyde den kolde pilsner samt et par kopper kaffe.

Jeg havde været en klovn, da jeg stillede vækkeuret. Det ringede ikke som forventet. Vi vågnede 07.00, og så gik det hurtigt. Vi havde et kvarter til at få kufferterne ned i foyeren. Til alt held var der pakket. Det blev en hastig morgen uden bad, der indledte vores triangel-tur med Allied Pro: Niagara – Washington – New York.

Mens jeg fik vores kufferter på bussen, fik Britta afregnet telefon med hotellet, og vi tog plads forrest i bussen. Efter opsamling ved Hotel Edison kunne turen starte 08.10. Guiden, Lea, var en ældre kvinde, ca. 70 år. Hun viste sig at være en perle, da vi fik vænnet os til hendes amerikanske facon med f. eks at klappe af hinanden, og hun i øvrigt fik dæmpet sig lidt ned i gear. Hendes gæster var europæere og australier -  de fleste over 50 år.

Det var interessant at køre ud af New York og få set lidt andet af storbyen end Manhattan. Grimheden lod sig ane. Trafikken var meget tæt. I sporene der førte til centrum, gik det meget langsomt med at få afviklet den tætte morgentrafik. Kun busserne skred det godt for. Den ene vognbane var forbeholdt den kollektive trafik.

Lea fortalte interessant og på et velartikuleret engelsk om amerikanske forhold og den historie, der knyttede sig til de områder, vi kom igennem. Bussens chauffør, Gloria på ca. 35 år, styrede med blød og sikker hånd, og vi nåede frem til et supermarked, hvor vi blev anbefalet at købe en ”submarine” (på dansk kalder vi det et landgangsbrød). Disse kunne fås i to størrelser med alskens kombinationer af pålæg. Ganske vist havde vi ikke fået morgenmad ud over en medbragt kage, men det stod os indlysende klart, at den lille version på 7 tommer var rigelig stor.

Der var siddepladser såvel inde som ude. End ikke ude i det fri måtte der ryges. Det måtte der et stykke derfra, hvor der var et par snavsede bænkeborde til stedets ansatte rygere. Dem blandede vi os med.

Efter frokosten fik vi to timer i en kø på highway’en. En væltet lastbil var årsagen. Planen var, at vi skulle have besøgt et glasmuseum. Dette blev udeladt. Vi fik en kort pause ved en vingård, og klokken blev 19.00, inden vi en times tid forsinket blev læsset af ved det lille fald på den amerikanske side af Niagara Falls. Bredden er 330 m. Alle kunne godt have brugt lidt tid på et hotelværelse, inden vi skulle spise, men der var fornuft nok i at stå af ved det lille fald, mens bagagen blev læsset af på hotellet og bragt op på værelserne.

En halv times tid efter var Lea tilbage, og i samlet flok gik vi over floden med flot udsigt til det store, canadiske fald, der har form som en hestesko. Faldets bredde er 750 m, højden er 52 m. 1.680.000 liter vand tordner hvert minut ud over kanten. At se disse fald i virkeligheden var mindre imponerende, end jeg havde forventet. En forklaring kan være, at der på begge sider er opført høje bygninger, og at området i det hele tages oser af masseturisme. En anden kan være, at det er så stort, at jeg slet ikke fattede dimensionerne.

Vi kom over floden, og efter en hurtig paskontrol kunne vi stige på bussen, der kørte os til Skylon Tower, hvor vi højt hævet over jorden fra panoramarestauranten havde en storslået udsigt til to fald. Der var bestilt bord til os, og en glimrende buffet ventede. Forventeligt nok klumpede vi danskere (i alt 9) os sammen ved det samme bord. Efter godt 12 timer på rejse blev der taget godt fra ved buffeten. Selv dessertdelen var jeg omkring.

En etage over restauranten er der en panoramaudsigt uden vinduer, 236 m. Her kunne vi nyde de nu oplyste vandmasser og den tåge, der rejser sig fra dybet.

22.00 var der afgang til hotellet på den amerikanske side, Hollyday Inn Select. Nøglekortene lå klar til os, og et stort værelse med 2 ¾-senge ventede os. Et par kufferter, bl.a. min, havde forvildet sig et forkert sted hen. Det blev hurtig klaret, og der kom gang i værelsets kaffemaskine, inden vi godt midnat tog hver vores store seng i besiddelse.

Efter en nats dyb og tiltrængt søvn sagde vi 06.15 godmorgen og havde god til kaffe og bad. Morgenmad opgav vi at gå ud for at finde. I stedet købte vi lidt spiseligt i foyeren, inden vi 08.30 skulle med bussen til Toronto, 150 km fra Niagara Falls.

Lea fortalte om de store søer – Lake Ontario er 60 km bred og 600 km lang. For Britta blev Toronto et besøg på Memory Lane. Som ganske ung boede og arbejdede hun et lille års tid i udkanten af byen, hvor hendes farbror havde etableret sig med en allround servicevirksomhed, der bl.a. gik ud på at rense swimmingpools og slå græsplæner. Senere havde hun besøgt farbroderen et par gange, så hun var på hjemmebane. Og dog. For meget ændrer sig på kort tid. Der var skudt mange høje bygninger op, siden hun havde været der sidst. Selv en helt ny ø med en landingsbane til små flyvemaskiner var der kommet til.

Lea guidede os gennem nogle af seværdighederne. Størst indtryk på mig gjorde Hockey Hall og Fame - et større indkøbscenter i den dyre ende, der på fornem måde er bygget sammen med byen gamle rådhus. Mens Lea fortalte, udnyttede jeg tiden til at opleve arkitekturen gennem søgeren på mit kamera.

Der var prangende skyskrabere og der var gamle bygninger, bl.a. universitetet, der til forveksling lignede et af de ældre engelske universiteter.

11.50 blev vi sat på fri fod til 13.30 ved CN Tower, som vi straks styrede mod og kom op i efter secure og lidt ventetid ved elevatoren, der med høj hastighed bragte os 300 m op til restauranten, hvor der var friholdt pladser ved vinduerne for folk, der blot ville nyde udsigten. For Britta var der mange ændringer at iagttage, om end udsigten ikke var fremragende. 34ºC og varmedis gjorde, at vi ikke kunne se så langt, som hun havde oplevet tidligere. Jeg havde intet at beklage mig over, men jeg havde jo heller ikke været der før. Det havde jeg heller ikke på etagen under restauranten, hvor der i gulvet var et mindre areal udført i glas. Min fornuft og logik fejler i henseende til styrken af glas ikke noget, men at træde ud på glasarealet, hvor nogle store skolepiger forlystede sig med at hoppe, kunne jeg ikke klare. Her trådte min højdeskræk virkelig frem. Det blev kun til, at jeg fik taget et par foto ned i dybet med begge ben på betongulvet. Kvinden i mit liv morede sig forståeligt nok, alt imens mine ben rystede under mig. I Amsterdam har jeg gået på et glasgulv en meter over en model af byen. Selv dette fik mig til at ryste. I år var der 300 m til den faste grund.

Der var ikke tid til mere, da vi kom ned fra tårnet. Jeg besatte en skyggefuld bænk, og Britta købte to Bigfoot-pølser. Det var et glimrende køb. Pølsen var lavet af oksekød, og der var masser af kød og smag i den.

Vi kørte retur til Niagara ad samme vej, som vi var kørt ud, og 15.00 var vi tilbage for at få en sejltur med ”Maid off the Mist”. Vi blev udstyret med en billet og et tyndt, blåt engangs-regnslag. En elevator bragte os et stykke ned. Det sidste stykke måtte vi gå, inden vi var fremme ved køen til bådene, der under samme navn sejler tæt på faldene.

Det var varm at stå i kø, og værre må det have været for dem, der tog regnslaget på, mens de ventede i køen. Fra land så bådene ud til at medtage alt for mange passagerer, og efter at have været om bord står det mig aldeles uklart, hvordan et forlis ville kunne forløbe uden en katastrofe til følge.

Der var to dæk som på en åben todækkerbus. Alle søgte det øverste dæk, og da det blev vores tur valgte vi en ledig plads ved rælingen på det nederste. Og man stuvede stadig folk om bord. Jeg måtte lade logikken råde. En sejlads ved en international attraktionen måtte være sikker nok, og i øvrigt var jeg blevet 60 år og havde et langt liv bag mig. Så med ro i sinde lagde vi fra. Først passerede vi det lille fald, der gav os en forsmag på, hvor fornuftigt det var at være iført et regnslag. Mit kamera forblev på resten af turen under dette. Så gik det mod Horseshoe Fall, og det føltes, som om vi var faretruende tæt på det, inden båden vendte om, og en kaskade af vand sprøjtede ind over os. Hoved og fødder sejlede i vand. Jeg skal ikke gøre mig modigere, end jeg er. Tanken: ”Dette her går galt”, fyldte mig.

Fra det store fald til anløbsbroen gik det med strømmen hurtigt, og vi satte som millioner før os igen foden på sikker grund og fik krænget regnslaget af os..

Vi havde nu 1½ time, til vi skulle samles op af bussen. Jeg ville gerne på den anden side af det store fald for at se de urolige vandmasser, inden de styrter ud over kanten. På den tur kom vi tæt på faldet. Lige ved det var mist’en så tæt, at den var at sammenligne med let regn. På den anden side viste den brede Niagara River sig som en på samme tid hvirvlende djævel og den rene uskyld. Der var tilsyneladende smult vande, og der var småsprøjtende hvirvler i forskellige størrelser. Dramatikken var tanken om at sidde i en båd nogle hundrede meter fra faldet.

Nu kunne det i varmen have været godt med en kold øl, men også i Canada har de åbenbart et puritansk forhold til alkoholiske drikke i det fri, så vi måtte styre vores lyst, og vi slentrede tilbage til det sted, vi havde fået anvist af guiden. Gloria kom med bussen, og Lea stoppede hende ved den taxfree, hvor de, der var kommet i besiddelse af canadiske dollars kunne få dem vekslet til amerikanske. Med opfindelsen af Visa-, Master- og hvad de internationale kreditkort nu måtte hedde, burde det være overflødigt at gøre et stop på en lille times tid for at veksle penge, når bussens gæster ikke med økonomisk fordel kan købe noget som helst i en canadisk taxfree. Det er billigere at købe en flaske whisky i Kvickly end toldfrit i Canada.

18.15 var vi efter en grundigere paskontrol i bussen tilbage ved hotellet, og vi styrede mod et supermarked. Den grundige kontrol har jeg politibetjenten mistænkt for at foretage for at få lov til at bruge et kvarters tid af sin arbejdstid i en kølig bus. Andre i selskabet ville tage tilbage til den canadiske side for at spise. Jeg var ved at være brugt efter en begivenhedsrig dag. Britta kunne næsten tilslutte sig, så på min foranledning købte vi sandwich, frugt og et par canadiske øl, som Britta ville præsentere mig for.

Inden vi kom ind i forretningen, oplevede vi den eneste truende situation overhovedet på hele turen. Et spinkelt skvadderhoved havde taget opstilling ved indgangen og fremturede med, at han ville have en smøg. Jeg gik med en halvt røget cigaret, og den stak jeg ham samtidig med, at et par unge piger på den anden side af indgangen sagde til ham, at han skulle skride. Britta lod ham også få sin tændte cigaret frem for at skodde i det udendørs askebæger. Da vi kom ud igen, var staklen der ikke.

Vi kom ikke ud at spise den aften. Britta genoplevede en kold Labatt Blue (pilsnertype) og en Molson (premium lager). For mig var de ukendte. Sandwichen blev vores aftensmad, hvilket var glimrende ovenpå en oplevelsesrig dag.

Vi skulle tidligt op onsdag. Alligevel blev den 0.30, inden vi kom i seng. En lille aftentur til fods trak ud. Gennem et mindre og aldeles ligegyldigt område med nogle snaskede restauranter og ditto turistbutikker kom vi til parken med broen til Canada. Den kom vi ikke over. Jeg havde komplet svedt ud, at man ikke kan passere en bro over en smule vand uden at have sit pas på sig. Set i bakspejlet var det måske heldigt nok, for var vi først kommet over på den canadiske side, kunne vi let have faldet for fristelsen til lidt skørlevned (læs: Et par genstande på et sted midt i turistmylderet) med et senere tidspunkt for sengetid til følge. Det blev til en slentretur i parken med faldenes brusen i ørerne afsluttende med en tur med byens lys omkring os over broen til den lille Goat Island.

Vi skulle videre med Allied Pro. Telefonen ringede vækning 05.30. En halv time efter havde vi bagagen på gangen, og 06.30 var der afgang mod Washington. Lea havde et noget sløvt selskab at snakke til, hvilket hun ud over de praktiske oplysninger også undlod at gøre forsøg på. Vi halvsov, til vi nåede et stop ved at trafikcenter, hvor der var mulighed for at købe et hurtigt morgenmåltid. Min tid blev brugt på at fotografere nogle store, amerikanske lastbiler.

Videre gik det. Vi så små og hyggelige bjerge, og Lea fortalte levende om den amerikanske borgerkrig. På udturen var et glasmuseum pga. trafikproppen blevet udeladt. Det fik vi med nu. I Corning fik vi en halv time til at besøge et meget interessant museum, der ud over brugskunst havde en meget stor og informativ afdeling, hvor der blev vist anvendelsesmuligheder for glas. En anden afdeling var et meget interessant Art Galleri. Vi nåede flygtigt gennem science og art på den halve time.

Frokosten blev en solid og billig buffet på et hotel i en mindre by.

Eftermiddagens besøg var hos amish-folket. Det lød spændende, men det var en fis i en hornlygte. Vi blev læsset af ved en lille, fritliggende, landlig forretning, hvor et par kvinder iført tækkelige kjoler ekspederede. Bag huset fik jeg øje på et par kvinder, der var på markarbejde mellem nogle høje planter, og et par små vogne med kusk og hest, fik jeg da også et glimt af. Men at påstå at jeg har besøgt amish-folket vil være en kraftig overdrivelse. Bussen kørte en tur på mindre veje, og vi fik set landbrug, der drives uden moderne maskiner af mennesker, der i Guds navn foragter nutidens teknologi. Tanken går i retning af et befolket frilandsmuseum. Guds ord til Adam: ”I dit ansigts sved skal du æde dit brød.” har en konkret betydning for denne sekt. Sikkert er det, at menigheden iført alt for meget tøj må svede bravt under arbejdet i marken på en dag med en lummer varme på 28ºC,. Sandsynligt er det, at indavl kan blive et problem. Den yngste af de to kvinder i butikken så mig lidt aparte ud.

På vej ind til Washington kom vi igen ind i en kø, hvorfor vi var fremme ved et meget stort hotel, Marriot Wardman Park, kl. 19.20, - over 1000 værelser. Igen fik vi et rummeligt logi med to store senge, og denne gang blev de rigtige kufferter bragt til døren.

Aftenen bød 20.30 på en bytur med bussen. Lea mente, at firmaets pris på 18$ var for høj. Hun og chaufføren ville køre den for 10$. 17 tog med på turen. Den reducerede pris var selvfølgelig en gang gas. Bussen skulle køre ganske få km, og da vores chauffør ikke skulle have fartskriver i sit køretøj men til gengæld skulle registrerer sin kørsel manuelt i en logbog, har hun selvfølgelig ikke været ude at køre den aften. De damer lavede en tur udenom regnskabet.

Vi kom ind på banegården, der i renæssance-stil er tegnet af en italiensk arkitekt. En særdeles flot bygning. Næste stop var bagsiden af Det hvide Hus. Plænen kunne vi selvfølgelig ikke komme ind på, så det var god afstand til den oplyste bygning, der om nogen symboliserer supermagten. Forbi Obelisken og Lincoln Memorial kørte vi til John F. Kennedy Center for the Performing Arts. Centret, der rummer 5 teatre, har modtaget gaver fra de fleste nationer i form af udsmykninger, bl.a. krystallysekroner fra Østrig. Turen sluttede med at se Watergate, - boligkomplekset, der gav navn til den skandale, vi alle kunne huske.

22.45 var vi tilbage ved hotellet. Mad havde vi ikke fået noget af siden frokosten, og det fik vi heller ikke. Vi forsøgte at købe et par øl og noget spiseligt, men der var lukket. En kop kaffe sendte og i hver vores seng, og vi gik ud som lys.

Vi stod op 06.30 og havde god tid til kaffe og bad, inden vi 08.00 skulle med en lokal guide rundt i hovedstaden. Hvorfor den nye guide skulle optræde, ved jeg ikke. Det må være noget med nogle regler, der skal give hovedstadens guider brød på bordet. Der var tale om en lettere overvægtig kvinde på ca. 50 år, som flittigt benyttede en grøn papvifte som værn mod sommervarmen. Hun lirede lidenskabsløst sit stof af, og hun var på ingen måde de drikkepenge værd, vores høflige optræden bød os at give hende.

Første stop var Arlington Krigskirkegård med John F. Kennedys grav. Hans bror ligger tæt ved med et simpelt trækors på sin grav. For at blive begravet her, skal afdøde have tjent forsvaret et vist antal år samt have opnået en bestemt rang. Kennedybrødrene opfyldte disse betingelser.

Korea-krigens monument er naturtro, grå statuer af 19 soldater fra forskellige militære enheder, der går i en rismark samt en poleret granitvæg med fotografier fra krigen. En speciel laserteknik er blevet anvendt for at overføre fotografierne til den blanke sten. De 19 figurer, ca. 2½ m høje, gør et stærkt indtryk.

Abraham Lincoln Memorial ligger for enden af Reflecting Pool, i hvilken Obelisken spejles med Capitol i baggrunden. Monumentet over den præsident, der frigav slaverne efter borgerkrigen, er bombastisk og for en dansker som mig, er det uinteressant. Lincoln, der blev skudt i 1865, er en væsentlig del af amerikanernes historie - ikke af min.

Vietnam-krigens 58.000 døde amerikanere mindes med navne på en lang vinkelstillet granitmur. Endvidere ligger der ”telefonbøger” fremme, som man kan søge navne i. Omsættes tabstallet til danske forhold vil det svare til 1.000 faldne over 18 år. Til sammenligning blev der over den samme årrække dræbt ca. 9.000 i trafikken i Danmark. Dette være nævnt for at sætte tal i perspektiv og samtidig i erkendelsen af, at ethvert dødsfald såvel på landevejen som på ”ærens mark” er en tragedie for de pårørende.

Man kan med rette, som Lea Pridor pointerede nogle gange, undre sig over, hvorfor det er mindesmærker for krige, der vises frem, og man kan som dansker undre sig over den patriotisme, vi oplevede på triangel-turen. Amerikanske flag og rød-hvide rosetter sås i en grad, der afviger meget fra det, vi er vant til i Europa. Mange almindelige amerikanere havde udsmykket deres hus med et nationalt symbol. I Danmark synger vi, at vi elsker vort land, når der er Sankt Hans, eller når der er fodbold i Parken. Dansk Folkepartis nationalisme vender de fleste sig imod. I USA er det åbenbart tilladt at skilte med sin nationalisme, hvad enten det er den lille parcelhusejer i småbyerne, eller det er firmaer i New York. Union Jack vajede mange steder.

Mit højdepunkt var at stå foran Det hvide Hus. Nok en af de baggrunde, man så ofte har set på billeder og på TV, er set i virkeligheden. Et andet og tilsvarende højdepunkt var Capitol.

Turen sluttede 11.30, og vi blev sat af på The Mall ved et af de 15 museer under Smithsonian Institutionen. Institutionen køres ikke som en forretning. Her er gratis entré! Vi fik anbefalet Air & Spacemuseum. Her stillede vi op i køen til security og blev kort efter lukket ind i køligere omgivelser. Her startede vi med at finde noget spiseligt og drikkeligt. Øllen var i orden. Britta valgte en tunbolle. Jeg fik noget, der blev kaldt gyros – noget direkte bras, som blev indtaget i larmende omgivelse. Nogle amerikanere er meget larmende. I dette tilfælde gjorde en gruppe yngre, velnærede negre sig specielt bemærkede med at overgå hinanden i råb og skingre grin.

Museet var spændende nok, og det var selvfølgelig sjovt at se Lindbergs lille fly, Spirit of St. Louis, men i betragtning af, at vi for nylig havde set tilsvarende i London, gjorde vi os hurtig færdig og tog en øl udenfor på The Mall, inden vi gik over denne til National Gallery of Art.

Vi skulle have taget kunstmuseet og kun dette. Vi havde kun en time til rådighed. Dette problem havde museet en løsning på, nemlig en tryksag i letter format: ”Less than an hour?”. Vi piskede rund i de mange gallerier og fandt med venlige kustoders hjælp frem til 10 af de 12 foreslåede mesterværker, Da Vinci, Titian, Raphael, Van Eyck, Rubens, Rembrandt, Vermeer, Ingres, Manet og Monet. Cezánne og Copley nåede vi ikke. Forklaringen er den enkle, at museet er meget stort. Vi var kun på vestbygningens main floor, hvor der er i nærheden af 100 rum (gallerier). Østfløjen med nyere kunst var vi slet ikke i.

16.30 tog vi på en tur med Lea til Alexandria, men først gjorde vi holdt ved det kendte krigsmonumentet Iwo Jima. Monumentet blev udført på baggrund af et fotografi taget den 23. februar 1945 af 4 amerikanske soldater, der planter det amerikanske flag på en bjergtop under erobringen af den japanske ø, Iwo Jima.

På vej til Alexandria fik vi et glimt af Pentagon. Alexandria er en lille by i udkanten af Washington med mange gamle huse fra det 18. og 19. århundrede, og der er virkelig lækkerier at komme efter. I Danmark kan vi gå rundt i mange byer og glæde sig over gamle bygninger og huse. USA er en ung nation. Der er ikke så meget gammelt at komme efter. Vi gik rundt og sugede til os så godt som det lod sig gøre ovenpå en dag med mange indtryk.

Da vi til aftalt tid var tilbage på torvet, havde Lea lige én ting til, vi absolut skulle se, og stor var vores forbavselse, da vi stod midt i en gård ved siden af en restaurant, hvor der tirsdag og torsdag var Happy Hour for hunde. Der var et tag-selv-bord med godbidder, vand og skåle i alskens størrelser. Tro det eller lad være: Der var isvand til hundene. Her sad de så, de lykkelige hundeejere med deres hunde. Jeg spurgte en ejerinde, om jeg måtte fotografere hende og dyret. Det måtte jeg meget gerne. Hun virkede stolt over min interesse.

Efter 12 timer på farten var vi 20.00 tilbage på hotellet. En halv time efter gik vi ud for at spise. Der lå flere restauranter på et lille torv overfor hotellet. Valget blev et sted hvor, vi overdækket kunne sidde ude. Det trak op til regn.

Oksekød i karrysauce til Britta

Kebab, lam, stegt i tandoriovn til mig.

Øl, Thai Mahal (en ordentlig fætter) 50$

Vi tog en stor kold Foster med på værelset. Over denne og noget kaffe fik vi forfattet en hilsen til chauffør og guide samt gjort drikkepengene klar. Det til turen udleverede materiale indeholdt 2 kuverter til drikkepenge.

Systemet med skat og drikkepenge virker irriterende på mig. Jeg har intet imod at betale det, ydelser og varer koster, men lad mig da være fri for hele tiden at skulle lægge 15% til en regning eller udregne salæret til stuepiger, chauffører og guider efter de anviste takster. Så er det lettere at være turist i EU, hvor drikkepenge er noget, man giver som en erkendtlighed.

Telefonen ringede godmorgen kl. 06.00. Bagagen skulle sættes ud tre kvarter senere. Vi var efter roderiet med kufferterne i Niagara lidt skeptiske mht. selskabets evne til at håndtere bagagen korrekt. Samme skepsis delte vi med et par andre landsmænd, så vi pakkede for en sikkerhedsskyld lidt rent tøj i håndbagagen sammen med indkøbene fra fotoforretningen. Samtidig kontrollerede vi inden afgang, at vores kufferter var kommet med på bus 1214.

07.30 var der afgang fra Washington. Triangel-turens sidste attraktion var Philadelphia, byen hvor uafhængighedserklæringen blev vedtaget 4. juli, 1776. (Løsrivelsen fra Storbritannien). Det var 13 år før den franske nationaldag, 14. juli 1789. Vi kom efter et grundigt check ind i en lille udstillingsbygning, hvor Independence Bell er opstillet. Historien om klokke fik jeg ikke fat på, da jeg var mere opsat på at fotografere. Sikker er det, at den har betydning for amerikanerne, der fotograferede på livet løs med den revnede og ikke særligt store klokke som baggrund.

Vi brugte den sparsomme tid på at se på den gamle bydel, der ikke er større end at den mageligt lader sig overse på en time. Vi listede os ind i USA’s første kongressal. Denne er lille. Om inventaret er autentisk, ved jeg ikke. Vi satte og lidt og så os om. Samtidig var en uniformeret herre ved at holde et foredrag om nationen historie for en gruppe. Hans metodik var at stille spørgsmål til gruppen, hvorved han fik stillet dens uvidenhed til skue. Det kunne vi godt undvære, så vi listede ud igen.

Udenfor mødte vi Lea, der var parat med billet til et mindre museum om uafhængigheden. Vi kunne bare gå ind udenom køen. Igen viste hun sig som en guide, der inderligt ønskede, at hendes gæster fik det hele med. Jeg spurgte, om man kunne gå frit om på museet. Det kunne man ikke. En gennemgang ville tage en time. Så takkede vi efter bedste evne høfligt nej tak med en forsikring om, at vi ikke ville spille tiden men udnytte den til at se på de gamle huse fra den gang USA blev født. Og det gjorde vi så.

Byggestilen var lidt anderledes, end hvad vi kender fra Europa. Der var stemningsfuldt og rart. For at forstå bygningerne skal de ses med amerikanske briller. Det var her de 13 stater frigjorde sig fra briterne. Det var her de mødtes disse mænd med Thomas Jefferson i spidsen og lagde grunden til de nu 50 forenede stater og Verdens absolutte supermagt.

På vej tilbage til bussen satte vi os en stund med en cheese-steak. Lea havde fortalt om denne specialitet, der består af et stykke svampet brød med noget fyld. Stor og rigelig til at blive mæt af. Det er det bedste, der er at sige om den sag.

I Philadelphia sagde vi farvel til et irsk par, der skulle til vestkysten. I Washington var der andre, der var stået af for at komme til Grand Canyon. Der var nu mere end god plads i bussen, der startede ud med 29 besatte sæder. Efter to timers kørsel var vi 14.50 tilbage i New York, og da vi rubbede os lidt, var vi de første, der fik tjekket i på Edison Hotel 100 m fra Times Square.

Nu var det slut med store værelser. Igen kom vi på 17. etage. Denne gang med et lidt ringere værelse end på Wellington. Men der var, hvad vi skulle bruge og hvad vi havde betalt for, nemlig en seng og et badeværelse.

Der blev lavet en kop kaffe, og så stillede vi vækkeuret og bevilgede hinanden en tiltrængt time på øjet.

17.00 var vi på gaden igen. Målet var New Yorks første skyskraber, Flatiron, som med sine 20 etager var Verdens højeste bygning, da den blev opført i 1902. Den ville jeg gerne se. Forinden blev vi vidner til et stort opbud af politi. Pludselig hylede der sirener rundt om os på Broadway. Vi passerede årsagen: Et mennesker liggende på gaden var ved at blive pakket ind. Hovedet var tildækket. Britta bemærkede et ben - jeg en arm, og så var vi gået forbi. Trafikken blev lynhurtig spærret af. På behørig afstand betragtede vi opbudet af 9 politibiler, to ambulancer fra forskellige sygehuse og endelig en af de flotte brandbiler. Hvad der var sket, fandt vi aldrig ud af. Det tildækkede menneske må antages at have været død. Om vedkommende så er blevet kørt ned i fodgængerfeltet eller er blevet skudt, dolket eller blot har været ude for et hjertestop står hen i det uvisse. En stor knægt på cykel stoppede op og spurgte Britta om, hvad der var sket. Hun blev ham svar skyldig. Det samme blev vi over for et yngre par fra England. Hun havde en forestilling om, at danske mænd er flotte, høje og blonde. Jeg måtte med min statur gøre hende opmærksom på, at det ikke er den endegyldige sandhed om danske mænd.

Jeg fik set Flatiron (strygejernet), der desværre på den spidse spidse ende var indhyllet i stillads. Tæt ved ligger en lille og skyggefuld oase, Madison Square Park. Vejret var pragtfuldt, og der var masser af borde i tilknytning til en amerikansk form for en grillbar. Her besluttede vi os for at spise. Udvalget var junkfood i talrige varianter. Jeg gik efter prisen og valgte en bratwurst. Britta valgte den billigere taxi-dog og cheece fries. Igen var det pilsneren, der var velsmagende. Min pølse var elendig, Brittas fries var spiselige. Måltidets største og eneste kvalitet var, at vi kunne ryge. Det var næppe velset, men vi gjorde det!

Tilbage på Times Square var mylderet af mennesker, neonreklamer og gule taxaer overvældende flot. Det brugte vi god tid på at indfange, inden vi satte retningen mod hotellet, der viste sig at have den kvalitet, at det er nabo til en forretning, der solgte kolde øl – ganske vist til en pris af 20 kr. for en stor Budweiser, 24 oz.

Dagen kloge ord blev Brittas: Krigsmedaljer har for mange bagsider. Med disse i tankerne var det 0.15 slut på nok en oplevelsesrig dag.

Dagen højdepunkt blev Brittas anden del af min fødselsdagsgave: En helikoptertur over New York, men lad os nu starte ved begyndelsen. 09.45 tog vi metro til Houston Streeet for at gå rundt i distrikterne Soho, Little Italy og China Town. Vi så triumfbuen på Washington Square. En ynkelig sag, der totalt kvæles af de bagvedliggende bygninger. I den lille park, som vrimler med jordegern er der skakborde, der blev flittigt benyttet. Jeg spurgte om lov til at fotografere to mænd, der var i gang med et parti. Ingen problem. Den ene mente, da jeg havde fortalt, at jeg var fra Danmark, at det ville blive et godt billede at komme hjem med af en sort mand, der spiller skak. Hans forestilling om, at sorte mænd ville være et særsyn i Danmark, punkterede jeg bevidst og grundigt og pointerede, at det var de to som skakspillere, der interesserede mig. Det gav gensidig respekt. Jeg fik mit billede, og vi fik sagt hej og goddag plus anden småsnak til hinanden.

Inden vi kom over til Little Italy og China Town meldte sulten sig, og vi fandt en take away forretning med et par småborde på fortovet. Bestrides kan det ikke, at systemet er effektivt. Man går ind, finder noget at drikke, skovler et eller andet varmt eller koldt op i en plastikbakke, som afregnes efter vægt, eller man bestiller en variant af en burger. Vi valgte en norsk lakseburger på pumpernicklebrød, som de kalder en hvedemelsblandet form for rugbrød på disse kanter. Brødbollen med et hul i midten blev flækket og ristet i en ovn, og så gik der vildskab i den videre proces. Først blev det smurt et overdådigt lag cremebutter på, og så skulle der lægges laks ovenpå. Manden åbnede en pakke skivesåret laks, som vi udmærket kender fra Føtex eller Kvickly, og så skal jeg love for, at der kom laks på brødet. Hygiejnen er OK. Der bruges engangshandsker, så hans måde at skille skiverne ad på kunne ikke anfægtes. Med grabberne tog han med hurtige bevægelser en tredjedel af pakken og klappede den ovenpå flødeosten. For et syns skyld blev der rundet af med et par skiver tomater, inden burgeren fik hatten på og blev pakket ind. Så blev pakken skåret over og fik en pose om sig, og vi satte os udenfor med herligheden, der var alt for meget af det hele.

Herefter gik vi til Chinatown og Litte Italy. Begge steder vrimlede der med mennesker. Britta insisterede på, at jeg skulle have en helikoptertur. Hun havde pga. dårligt vejr annulleret en reservation på min fødselsdag og fået den ændret til kl. 16.00 denne lørdag. Altså gik vi mod syd, hvor vi ret hurtig stødte på et område, der var afspærret af politiet, der venligt fortalte, hvilken omvej vi kunne benytte.

Vi var i god tid fremme ved Pier 6. Her var der ingen kø, og det tro da Fanden, når den prisen for 20 min. med en helikopter er 129$ plus skat og gebyrer. Igen blev vi tjekket i hoved og røv, inden vi fik lov til at komme ind i den lille heliport. Håndbagagen skulle bag lås og slå, og vi skulle se en video om flugt og den redningsvest, vi havde fået udleveret. Der er plads til 5 passagerer i den lille helikopter, og vi fik plads foran sammen med piloten.

Om det var fedt - en oplevelse af de store? Ja! Tør piloten flyve, har jeg ingen problemer med min højdeskræk. Påmonteret kombineret høreværn og hovedtelefon lettede vi, og efter en krængning var vi over Hudson River med et - de tonede ruder, varmedis og en overskyet himmel til trods - glimrende udsyn over Manhattan. Blot dette at sidde i en helikopter var for mig en meget stor oplevelse.

Over Yankee Stadion blev kursen sat tilbage til udgangspunktet. 20 min. går meget hurtig. Vi var tilbage igen, og jeg tumlede efterfulgt af Britta ud af den lille maskine, hvor jeg tog et sidste forinden jeg satte kursen mod den lille terminal. Så blev jeg råbt an. Hvad havde jeg nu gjort galt? Selvfølgelig stoppede jeg op for at følge den råbendes anvisninger. Disse viste sig at være, at der skulle tages et foto af Britta og mig foran helikopteren. Folk, der råber efter mig eller kommanderer med mig, skal have langt mere myndighed end en fotograf. Jeg sagde uden at spørge Britta nej til at stille op. Det var nok også klogt nok. Da vi kom ind i terminalen blev jeg klar over prisen for et fotoprint. 20$ + tax.

Eftermiddagen gik på hæld. Fra bussen havde vi første dag i New York set Wall Street. Nu skulle vi gå i den, var Brittas melding. I det hele taget gjorde hun alt muligt for at jeg skulle se alt det, hun havde set flere gange i sit yngre liv. Altså kom vi i Wall Street en lørdag, hvor der var lukket og slukket for det finansielle marked. Udenfor Deutche Bank var der et par vagter. Altså måtte der være noget at holde vagt over, og vi blev budt velkomne til at gå indenfor i foyeren, der på den ene væg havde 3 betagende flotte udsmykninger af kunstfærdigt placerede sandstenflader nedad hvilke der løb lidt vand. Fotografering var desværre ikke tilladt. Det var der til gengæld for at sove på nogle af bænkene, Under foyeren er der en subway, hvilket forklaret, hvorfor der var åbent og hvorfor, der var et par hjemløse, der fik lidt søvn i de pompøse omgivelser.

Vi fik set New York Stock Exchance, der ligger i en sidegade tæt op til Wall Street. Det var her 30’ernes depression satte ind, da værdiløse aktier blev smidt ud over gaden.

Britta ville spise i Little Italy, så vi satte kursen mod Midtown. Jeg var tørstig og mættet med indtryk, så vi nåede ikke frem til den italienske bydel, inden vi satte os udendørs på en malaysisk restaurant.

Rejesuppe, meget krydret med citrongræs

Marineret oksekød med løg og peberfugt stegt i smør og sukker

Kinesisk øl og ris.

Efter dette glimrende måltid satte vi kursen mod hotellet og kom ud på Broadway, der nu havde skoddet butiksvinduerne til. Tilbage på hotellet konstaterede vi over en kold øl, at vi havde gået 12 km.

Vækkeuret ringede 08.00. Vejrudsigten på Weather Canal bebudede 60% chance for regn. Jeg så en prædikant på TV, mens Britta var i bad.

Byen var nu på det overordnede plan set færdig, så dagen stod på rester. Efter en sjasket morgenmad serveret i en plast-boks fandt vi frem til et fotomuseum. Entréen var tyveri ved højlys dag. 12$ for at se så godt som ingenting.

Fra Central Station tog vi metroen til 86.st og gik til Metropolitan Museum og Art, MET kaldet. Her fik vi fuld valuta for pengene i de to timer, vores besøg varede. Den ægyptiske udstilling, der er verdens største udenfor Ægypten, var utrolig flot. En afdeling med rige amerikanske hjem var også god. Europæiske malere var rigt repræsenteret, men et større indtryk gjorde det at se amerikanske maleres værker.

Efter besøget satte vi os en halv times tid udenfor og iagttog strømmen af mennesker, der gik til og fra museet. Frick’s Samling er langt mindre, og vi tog den først og fremmest med, fordi den er udstillet i en rigmandsvilla fra 1913 i Louis 16. stil. Kul- og stålmagnaten Henry Clark Frick samlede på kunst. Han døde 1919. Hjemmet er absolut et besøg værd. Malerierne er alle mesterværker.

Da vi kom ud, fik vi en særdeles kraftig regnbyge, som fik os til at stå i læ en tid. Folk, der ikke havde taget en paraply med, blev gennemblødte på ingen tid. Så begyndte vi at slentre tilbage mod Times Square. Vi kom ind i en stor Disney-butik med alskens tingel-tangel til pebrede priser. Britta ville vise mig Waldorff Astoria. Vi gik gennem lobbyen. Stedets storhed og pomp er ikke til at komme udenom, og i hotellets velmagtsdage har det været enestående. Det blev opført i 1931, og det fylder en hel blok. 1800 værelser og suiter har givet logi til alverdens berømtheder og statsoverhoveder. I dag kan man se, at tidens tand også har sat sine spor her, om end det er meget velholdt.

Vi gik omkring Rockefeller Center tilbage til hotellet. En medbragt kage blev nydt sammen med en kold øl og et krus kaffe. Ferien var ved at være slut, og vi begyndte så småt at gøre anstalter til at pakke, inden vi gik ud for at spise - denne gang på en italiensk restaurant.

Hønsekødsuppe med spinat og æg

Kalv med røget skinke og grøntsager

Øl – 63$

Dagen sluttede i lyshavet på Times Square.

Vi stod op halv otte, og mens vi kom til live over en kop kaffe, fik vi pakket. Det var sidste dag i New York, og vi skulle forlade hotellet senest 13.00.

09.15 gik vi til Rays Pizza for at få breakfest. Vi kom til at vente længe på scramled eegs med bacon og toats, og da vi skulle betale var der også ventetid. Afregningen blev ikke ledsaget af drikkepenge.

10.15 var vi fremme ved noget der viste sig at være en kø til Museum of Modern Art, MoMa kaldet. Vi var inde en halv time efter. Det er et fantastisk museum med moderne kunst, arkitektur og design, som vi havde alt for lidt tid til at besøge. Vi startede med design. De øvrige afdelinger skimmede vi hastigt igennem.

Hotelværelset skulle rømmes, og det blev det rettidigt efter et kort ophold. Ferien var slut. Vi skulle være i lufthavnen 3 timer før afgangen til Amsterdam. Altså kunne vi ligeså godt tage der ud, så vi rullede af sted med vores kufferter til subway’en. Vi skulle til Howard Beach og havde aftenen forinden studeret subway-kortet omhyggeligt. Troede vi. En venlig, uniformeret tog-mand henvendte sig til os i toget med spørgsmålet om, vi skulle til lufthavnen. Vi var de eneste passagerer, der medbragte bagage. Det skulle vi. ”No good”. Vi skulle skifte til et A-tog. Det gjorde vi så et par stationer fremme og kom nu i selskab med andre, der medbragte stor oppakning.

Fra Haward Beach går der førerløst tog til lufthavnens 8 terminaler. Det var let at finde frem til Terminal 4. Der var små 4 timer, til vi skulle lette, og vi var forberedt på en kedelig ventetid. Tiden gik dog relativ hurtig. KLM havde åbnet for check in, og vi kom af med de to kufferter og kunne derefter bevæge os mere frit. Vi trak udenfor i den vindstille, lumre sommerhede et par gange for at ryge, og vi sad over et bæger kaffe, alt imens vi gloede på de andre rejsende. Så var der nok en grundig omgang security, hvor scanneren i Brittas taske blev kontrolleret for indhold af eksplosive stoffer, og jeg måtte gøre rede for anvendelsen af min lille harddisk. To lightere blev konfiskeret med bemærkningen ”No good!” En 3. lighter placeret i Brittas dametaske gled sammen med læbestifter gennem kontrollen. 18.10 rullede den store Boeing 777 ud mod startbanen. Det var en længere køretur, og da maskinen nåede frem, meddelte kaptajnen, at vi var nummer 9 i køen, og at det ville tage i nærheden af 20 min., inden vi kom i luften. Hans forudsigelse slog til. Flyene bliver sendt af sted med to minutters mellemrum.

Forude lå 7½ time. Jeg havde vinduesplads og fik set noget land. På det meste af turen var der skydække. Som på udturen blev tiden slået ihjel med at se TV, spise og drikke. Britta fik sig nogle timer på øjet, og jeg fik blundet lidt i den korte nat. Vi fløj mod solen, så det blev den korteste nat, jeg har oplevet.

Uret blev stillet 6 timer frem, og 07.35 var vi tilbage i Schiphol, hvor vi havde 2 timer til at komme gennem kontrol og til gate B 14. Et forsøg på at købe billige cigaretter mislykkedes. Vi var nu tilbage i EU, og så kan der ikke købes taxfree.10.40 var vi i Billund.

Det regnede, da vi kørte til Billund, og det regnede, da vi kørte hjem. Min træthed bevirkede, at Britta måtte taget rattet den sidste del af køreturen. I Hobro gjorde vi holdt ved Kvickly for at få noget brød og pålæg med hjem. Turen sluttede med en dyb eftermiddagssøvn på 4 timer.

Pris, 2 personer

1187 fotos havde jeg med hjem. Af disse har 260 fået lov til at overleve.

Travel Partner leverede et glimrende produkt. www.travel-partner.dk.

Kombinationen med en 5 dages bustur i selskab med andre og New York på egen hånd var god. Lidt selskabelighed på det overfladiske plan var hyggeligt. Folk fra Europa og Australien, der ofrer penge på at tage til USA er ikke det samme klientel, som man kan møde ved Middelhavet. For hele turen gælder, at den var koncentreret. Med undtagelse af flyrejsen afløste det ene indtryk i en lind strøm det andet. Et par medbragte bøger kom ulæste med tilbage.