Tyrkiet, Istanbul til Antalya

Se foto


 

    

Det var tilfældighedernes spil, der fik os til at tage en tur til Tyrkiet i efterårsferien.

Snakken havde gået på at tage en uge ved Middel-havet med et formål at drysse og drikke Ouzo, og i den forbindelse gav jeg mig til at rydde op i en mindre stak med rejsekataloger.

Så var det, at jeg stødte på Papuga Rejsers tilbud om 8 dage til ”Antikkens Vest-Tyrkiet”. Den tager vi, var Brittas melding, og sådan blev det.

 

Torsdag, den 13. oktober 2005

 

Vi steg på Papuga’s bus i Vejle kl. 15.50, og efter opsamling i Fredericia, Kolding og Padborg var hele selskabet samlet. 35 personer i den tunge ende af aldersskalaen. Kun et enkelt ungt menneske, en kvinde på 25 år, var med på turen.

 

Ifølge Papugas katalog skulle afrejsen være fredag, men pga. en tidlig flyafgang blev den på selskabets regning rykket frem til torsdag. Dette betød en overnatning i Hamburg samt aftensmad på en rasteplads.

 

Fredag, den 14. oktober 2005

 

For hele turen kom det til at gælde, at der var tidlig morgenvækning. I Hamburg var det 05.30 med morgenmad en halv time senere. 06.50 gik det med bussen til lufthavnen, og 10.05 lettede Pegasus Airlines med et charterfly med kurs mod Istanbul.

 

Efter tre timers flyvning landede vi 14.00 (lokal tid) i Atatyrk Airport. På vej mod bagagebåndet benyttede vi lejlighed til at få vekslet 100$ til tyrkiske lirer, YTL - Y’et markerede, at der er tale om nye lirer. Det skulle ifølge rejselederen være tilstrækkeligt til de første dage. Tyrkiet fjernede for et års tid siden 6 nuller på deres pengesedler. De gamle sedler med angivelser i millioner er stadig gangbare, og flere steder blev der skiltet med priser i såvel millioner af lirer samt de nye lirer.

 

Brittas kuffert dukkede ikke op. Hun og rejselederen måtte bruge nogen tid i kontoret for mistet bagage, og det var en meget misfornøjet kvinde med spontan trang til at tage næste fly hjem til Danmark, der satte sig i bussen mod hotellet. Næste gang pakker vi et sæt skiftetøj i hinandens kufferter!

 

Trafikken i Istanbul er tæt, og mange gader er ikke bygget til dagens trafik. Bussen sneglede sig af sted. Britta fik ikke set alverden. Hun skumlede ganske forståeligt over udsigten til at skulle bruge tid på at finde noget tøj. Vi andre fik et førstehåndsindtryk af byen med de 8 millioner indbyggere.

 

Eban Hotel tæt på Taxim Pladsen blev det første tyrkiske hotel. Min kuffert blev bragt op på værelse 605. Britta havde ikke nogen, men der tændtes et lille lys. I receptionen havde man modtaget en opringning fra lufthavnen. Hvad denne eksakt gik ud på, fandt vi ikke ud af bortset fra en konstatering af, at der blev arbejdet med sagen.

 

Vi gik en tur i området og så turens første statue af Kemal Atatyrk, manden der skabte det moderne Tyrkiet. Det første indtryk er en blanding af nyt og gammelt. Der er moderne butikker med mærkevarer side om side med beskedne forretninger, grønthandler, gadesælgere og skopudsere. Ældgamle sporvogne og moderne ditto samt taxaer, hvoraf de fleste var en tyrkisk udgave af en ældre Fiat-model.

 

Klokken 18 skulle vi ud at spise. Guiden havde udset en fiskerestaurant til os et godt stykke fra hotellet, og vi fik nu mulighed for at se byen i skumringen.

 

Diverse dip med salat og masser af brød

En lille friturestegt osterulle

Et stykke fisk med 1 skive kartoffel, citron og brød

Melon- og æbleskive sat et par vindruer

 

Maden var udmærket og selskabet glimrende. Vi fik os opdelt i ryger- og ikke-ryger borde, en procedure der gentog sig efterfølgende. Ordningen var næppe til alles tilfredshed, men det var det tætteste modstanderne af røg kunne komme på en ordning i et land, hvor der er askebægre. Foruden maden fik vi levende tyrkisk musik en halv times tid. Specielt citarspilleren gjorde det godt. Med melodien ”Mustafa” fik vi en genkendelig melodi i en original udgave.

 

Ved 22-tiden var vi tilbage på hotellet, og Britta blev glad igen: Hendes kuffert var dukket op. Vi sluttede dagen af med kaffe og lidt whisky på værelset.

 

Lørdag, den 15. oktober 2005

 

Morgenmaden var klokken 07 og en times tid efter sad vi igen i bussen med Hassan bag rattet samt en tyrkisk guide, der fulgte med på hele turen. Reglen er sådan, at der skal være en lokal guide med. Den danske guide må kun oversætte oplysningerne til dansk. Så kom det ikke til at fungere i praksis. Vores danske guide var særdeles vidende, og hun fortalte, som det passede hende. Irriterende er det dog først at skulle oplyses på engelsk for derefter at få stort set de samme oplysninger på dansk.

 

Første stop var ved det ægyptisk marked (spicemarket), hvor der var en times tid til at drysse rundt og indsnuse de mange dufte samt nyde det spraglede virvar af mavedanserkostumer, sjal, tørklæder etc. samt alskens turistgejl foruden kød, oste og krydderier. Jeg så ved selvsyn, at henna er et grønt pulver.

 

Hippodromen er en fis i en hornlygte. Af antikkens væddeløbsbane er der bortset fra et par søjler og selve arealet tilbage. Området var i begge sider plastret til med moderne og smagløse boder. Vi fik at vide, at disse var stillet op pga. ramadanen. Historiens vingesus lod sig ikke høre.

 

Den blå Moske var imponerende. Et tilløbsstykke tillige. Vi blev dirigeret til en indgang, hvor man kunne låne en indkøbspose til skoene, og med dem i hånden kom vi ind i moskeen med dens 41.000 blå kakler, hvis motiver i det væsentlige er blomster og blade. Rummet er imponerende såvel i størrelse som harmoni. Den tyrkiske guide holdt lavmælt et længere foredrag, som derpå blev oversat til dansk. Jeg brugte tiden på egen hånd og forsøgte at få brugelige foto med mig hjem.

 

Fra moskeen gik vi til Topkapi, sultanens palads. Vi var nu ved at være irriterede over at være kvæg i en guidet flok. Britta fik sine fordomme om grupperejser bekræftet. Ergo valgte vi at gå selv, så snart, vi havde fået oplyst tid og sted for opsamling. Det gav os et par timer i paladskomplekset med dets mange små museer i de gamle bygninger. Der er våben, dragter, porcelæn, sølvarbejder, billeder af sultaner. En udstilling af muslimske seværdigheder gjorde et bevægende indtryk. Der var mange mennesker, der andægtigt dvælede ved genstandene, der hver havde deres religiøse historie. En imam læste op af koranen. Det lød melodiøst og smukt.

 

Til to museer var der ikke fri adgang, nemlig haremet og skatkammeret. Vi valgte dem ikke fra pga. entréen. Tiden tillod ikke mere end det, vi nåede inklusive at sidde over et par kopper kaffe og nyde stedet.

 

At være andet end ældste søn af en sultan har været en blandet fornøjelse. I forbindelse med faderens død og dermed overdragelse af værdigheden til den ældste søn blev de yngre for en sikkerheds skyld slået ihjel. Så var der ingen rivaler! Aflivningen skete ved kvælning. Dog blev der ikke brugt et almindeligt reb. Fint skulle det være: Man brugte et reb af silke. Heraf udtrykket ”at få silkesnoren”.

 

Sidste punkt på programmet var Hagia Sofia, Sofia Moskeen. Oprindelig var den en kristen kirke. Ved overgangen til islam blev den til en moske. Denne ændring blev udført meget skånsomt. Kristendommen tillader billeder. Det gør islam ikke. I Hagia Sofia løste man problemet med at hænge skriftsteder op således, at de dækkede de kristne billeder. I dag er kirken et museum, der viser et eksempel på den byzantinske arkitekturs berømteste arbejde, og man kan ikke andet en imponeres, når man er inde i kirken. Set udefra ser den forfærdelig ud med dens påklistrede sidebygninger og støttepiller.

 

17.00 var vi tilbage på hotellet og 17.55 var der afgang til middag og underholdning. Hvilket bras! Vi blev anbragt ved lange borde i et stort lokale med plads til ca. 300 gæster. Der var inkluderet ½ flaske vin eller 2 øl pr. kuvert. Maden bestod af 4 serveringer af ringe kvalitet. Der var tale om en ligegyldig affodring. Underholdningen var eksempler på folkedans fra forskellige egne i Tyrkiet, hvilket aktørerne gjorde udmærket. En ældre sanger rundede af med at fremprovokere noget fællessang på de tilstedeværende turisters modersmål. Fotografer piskede rundt for at fotografere en af de barmfagre mavedansere, som nåede at få lænet sig ind over de spisende herrer (med damer). Ak ja, hvad gør man ikke for at tjene penge! Inden vi 20.30 blev smidt ud, havde fotografer og hjælpere været rundt ved bordene for at sælge minder fra en uforglemmelig aften med tyrkisk folklore. Næste forestilling skulle i gang en halv time efter.

 

På det tidspunkt var vi tilbage på hotellet. Kaffe og et par whisky rundede dagen af.

 

Søndag, den 16. oktober 2005

 

Bagagen skulle sættes ud på gangen inden 07.00, og en time efter var der afgang mod Troja. Vi befandt os stadigvæk på den europæiske side. Kursen var sat mod Dardanellerne, hvor vi skulle med en færge over til den asiatiske del. Ved færgen blev der holdt frokostpause, som Britta og jeg brugte på at slentre rundt i den lille havn hvor fiskere med små både var travlt beskæftigede med arbejde og snak. Vejret bød på enkelte solstrejf, hvilket forstærkede de maleriske indtryk. En kebab til 2,5 YTL (10 kr.) blev vore frokost, som vi satte os med på en lav støttemur med udsigt til det lokale fiskemarked. En mand kom prompte med en plasttaburet, som han tilbød Britta. Hun takkede pænt nej og med tegn og fagter blev der sagt goddag, velbekomme og ”fra Danmark”.

 

På turen over Dardanellerne havde vi en ung mand hængende på os et stykke tid. Han var overbevist om, at han blot ved at udvise tilstrækkelig ihærdighed nok skulle få solgt noget ”ægte” parfume til os. Til sidst måtte han ty til at jamre sig over at have to små børn at forsørge. Lige lidt hjalp det.

 

Vi var fremme ved Troja kl. 15. Dette sted skal ikke besøges, hvis det er det storslåede, man søger. Det er bevidstheden om, at det var på dette sted den trojanske hest blev bygget. Troja er en ruinhøj. Her er 9 kulturlag spændende fra lilleasiatisk bronzealder, 3000 år f. Kr. til 133 f. Kr. Der er ikke ret meget at se. Guiden havde meget at fortælle, og det var oplagt, at hun brændte for sit stof. Britta og jeg valgte at gå selv. Der var grupper på stedet. Vi er ikke så gode til at gå i flok. Ind imellem kunne vi ikke komme videre, så et par foredrag fik vi da.

 

17.30 var vi fremme ved Hotel Akol beliggende ved vandet i Canakkale. Vores første gøremål var at finde en forretning med salg af kolde øl og en flaske Raki, anisbrændevin. Vi fandt den ret tæt på hotellet. På vej tilbage mødte vi flere fra selskabet, der var ude i samme ærinde. Vi kunne vise vej.

 

Efter en glimrende buffet i hyggeligt selskab på hotellet og et glas Raki sagde vi godnat kl. 21.30.

 

Mandag, den 17. oktober 2005

 

Morgenen startede koldt, og kulden holdt sig hele dagen. Omkring bussen vrimlede der med kvinder, der ville sælge strikvarer og sjaler. Aldrig har jeg set så mange strikkede sutsko.

 

Dagens første mål var Pergamon. Igen fik vi set Tyrkiet fra bussen. Vi så folk i færd med at høste salt – dvs. skrabe havsalt sammen. Vi så folk i færd med at høste oliven, og på mange marker var kvinder i gang med at plukke bomuld. Alt sammen var det meget mandskabskrævende. Det samme kan ikke siges om de flokke af får, der havde en enkelt hyrde til at se efter sig. For ham må det være et liv i lavt gear med masser af tid til at falde ind i sig selv.

 

På Pergamon var der koldt, og det ødelagde lidt af stedet storladenhed. I modsætning til Troja er der noget at se på, og udsigten er flot. Pergamon blev med sin berømte billedhuggerskole, sit bibliotek og sine lærde konger kulturelt ledende i den græske verden. Det var her man efter Ægyptens stop for salg af papyrus måtte finde på et andet materiale til at skrive på, nemlig pergament. Pergament fremstilledes af tyndt skind, og det betød, at en bog kom til at bestå af sider. Ergo måtte man paginere (sætte sidetal på).

 

Jeg gik for mig selv med mit kamera og så meget gennem søgeren, hvilket for mig er en god måde at skærpe opmærksomheden på. Det samme gjorde jeg, da vi kom ned i dalen til Asklepion - datidens center for lægekunsten. Guiden fortalte, at de, der skønnedes uhelbredelige ikke fik lov til at komme ind. På den måde kunne man leve op til en inskription, der kundgjorde, at alle blev raske. Der var forskellige bade, og der var tænkt på det intellektuelle. Et mindre teater tjente som adspredelse og åndelig føde. Udgravningen var interessant.

 

Ifølge Papugas program skulle vi have en times tid i Izmir, men det blev ikke til noget. Vi ville bare komme til at hænge i trafikken, var guidens erfaring. Kl. 17 var vi fremme ved Hotel Richmond Efesos. Her skulle vi have 2 overnatninger.

 

Buffeten var rigelig og god. På turistklasse skal man ikke forvente spændende eller rigelig kød. Det gør heller ikke noget, når der er godt brød, suppe, masser af spændende grønt, pasta og feta. På Richmond kunne vi ikke betale kontant til tjeneren. Sammen med værelsesnøglen fik vi et plastikkort at betale med. Smart nok. Hotellet er meget stort, og der var flere barer, der gerne havde ladet os svinge kortet. Vi indskrænkede os til rødvin sammen med rygerne.

 

Bevidstheden om ikke at skulle tjekke ud næste morgen forledte os til – på trods af en tydelig skiltning om, at medbragt alkohol på værelserne ikke var tilladt – at hænge et par timer over kaffe og Raki.

 

Tirsdag, den 18. oktober 2005

 

08.00 sad vi igen på det bageste sæde i bussen. Egentlig skulle vi have siddet et par sæder længere fremme på række 10, men det var ikke alle, der havde styr på deres tildelte pladser, så vi rykkede en tak tilbage i Istanbul og senere endnu en tak, nemlig til bagsædet, der var hævet over de andre sæder, så vi også kunne se ud af forruden.

 

Efesos blev turens højdepunkt, og vi kom der, inden der var totalt overrendt af andre selskaber. Stedet har en lang historie startende ca. 1100 f. Kr. Paulus har været her. Arkæologerne har gjort deres, og der er genopført meget, hvilket man selvfølgelig altid skal tage med et gran salt – men hellere det end en hob væltede fragmenter af fordums storhed. Og netop storheden opleves her. De sten man går på, er den samme, som Paulus, de rige, borgerne, børnene og slaverne betrådte. Der var badeanstalt med toilet. Der var et meget stort teater. Byen har været smukt beliggende.

 

Vejret var med os. Der var sol, og der var lunt. Den tyrkiske guide fortalte uengageret. Vores egen med et lidt tilbageholdt ditto. Hun skulle tækkes systemet og følte sig nødsaget til at drosle lidt ned. Men skide være med det. Britta og jeg var ikke de eneste, der sugede til os og fornemmede historiens vingesus. Hele området, og det er stort, er fantastisk. Der har været rindende vand. Man har mestret at tætne teglrør og lede vand til den højt beliggende by.

 

Igen var der fotografer, der forevigede de besøgende. Hvordan de formåede at få udstillet deres print i nærheden af den relevante bus på parkeringspladsen, ved jeg ikke, men de var der.

 

Selsic Museum ligger nedenfor Efesos. Her er der to Artemis-figurer fra Artemistemplet, der var et af Verdens 7 vidundere. Vi nåede det en time før der var middagslukning. Artemis er frugtbarhedsgudinde. Hun er behængt med tyretestikler og andre symboler for frugtbarhed. Der er to statuer af hende, og det er det eneste, der er at komme efter der. Begge har deres egen skønhed.

 

Frokostpause. En sådan er vigtig, når man rejser med en gruppe. Privat har jeg en skummel mistanke om, at det er guiderne, der pga. provision fremelsker den. Måske tager jeg fejl. Måske har jeg et abnormt forhold til måltider. Det korte af det lange er, at jeg ikke vil bruge en time på en restaurant, når der er noget at se og opleve. Britta er enig, så vi drysse lidt rundt i den lille by, hvor der ret beset ikke var noget at komme efter. En landsbytosse vaklede skældende og smældende rundt i en rundkørsel. En købmand solgte og en Frisko Magnum. Et par sløve traktorer hostede forbi – den ene med en kone siddende på skærmen. Nogle halvstore knægte larmede med deres knallerter. En krumbøjet bedstemor og barnebarn med tørklæde. Kontrasten var en moderne og stor høstmaskine, der krævede plads. Tyrkiet er både fårehyrden og den moderne teknologi.

 

Fra busholdepladsen og til Johannes Basilikaen er der få hundrede meter. Vejret var stadig flot. Det samme var ruinen, der som Efesos er restaureret. Fra højen er der en god udsigt, som lader ane, hvordan havet for et par tusind år siden har været lagt tættere på. Ifølge legenden var det i dette område Jesu moder og Johannes slog sig ned på deres gamle dage.

 

Vi sluttede Effesos af med at være på stedet, hvor Artemistemplet stod. Det markeres med en enkelt søjle. Intet er tilbage af vidunderet.

 

Så skulle vi videre mod Kusadasi, hvor der var stillet i udsigt, at der ville være tid på egen hånd, men nej. Prisen for at rejse i gruppe i Tyrkiet er besøg på salgssteder. Vi blev påtvunget et lædervareudsalg. Man bliver parkeret på et Guds forladt sted og gelejdet ind i et pænt lokale med en catwalk. Der bliver serveret et glas sødt te, og så går der et show i gang med fremvisning af pels- og skindvarer. Efter et kvarter gik jeg udenfor og satte mig i en nydelig have. Her kunne jeg sidde og skumle over charterturismens voldtægt. Hvad Fanden er det vise i at slæbe 32 danskere, der har betalt for at komme til det antikke Tyrkiet til en gang salgsgas, som kan fås gratis i Aalborg, Kolding eller København?

 

Nu var der flere, der var lettere knotne, så den i programmet annoncerede tid i Kusadasi ville vi have, og det fik vi efter at have været omkring hotellet med et par stykker, der ikke ville til byen. Vi andre burde have fulgt deres eksempel. Der var intet at komme efter bortset fra turistgejl, og tilmed var det slut med det gode vejr. Britta og jeg var inde på en gammel borg, der var omdannet til et mindre hotel. Så gik vi op i byen, som var spækket med turistbutikker, ”genius fake watches” inkl.

 

Vi fik igen en god buffet og snak på hotellet. Plastikkortet blev afregnet, og 23.00 lå vi i hver vores seng.

 

Onsdag, den 19. oktober 2005

 

Vi fik lov til at sove længe, nemlig til 06.45. Der var lidt senere afgang, 08.30. Til morgenmaden tog jeg en portion yoghurt. Denne spise er tyrkisk – derfor. Den var meget syrlig.

 

Dagens mål var Pamukkala med dets ”Bomuldsbjerg”. Ved en tankstation udnyttede jeg tiden til at fotografere lidt landskab. Der var køligt men klart vejr. Ved 12-tiden var vi fremme, og der blev meddelt en times frokostpause, som Britta og jeg brugte til at se på den lille by samt på den hvide bjergside. Farven skyldes meget kalkholdigt vand, der pibler ned over bjerget. Der er et meget interessant fænomen, der absolut bør beskyttes, hvilket det da også bliver.

 

Bussen kørte os op på det ikke ret høje bjerg. Her var der masser af ruiner. Vi blev sat af ved Nekropolis (de dødes by) med dets utal af sarkofager (sarkofag, græsk: kødæder), husgrave og tumulusgrave. I alt er der ca. 3.000 grave Solen brød lejlighedsvis frem, hvilket forskønnede indtrykkene. Fra de dødes by gik vi gennem en romersk by og op til et teater med plads til 12.000 publikummer. Udsigten var særdeles flot.

 

Så, endelig kom vi frem til Bomuldsbjerget, hvor vandet ledes gennem terrasser. Man er velkommen til at gå en tur med fødderne i det varme, 32 °C, kalkholdige vand. Rigtig mange valgte den oplevelse, og havde vi været der på egen hånd, ville vi vel have gjort det samme, men da vi kun havde en times tid, gik vi langs alt dette hvide og oplevede det forunderlige og storslåede oppe fra. At fotografere og fastholde billedet lod sig ikke gøre, om end jeg da fik en masse billeder med hjem.

 

Hotellet lå tæt på. Vi fik et dobbelt dobbeltværelse, dvs. at vi havde to værelser med fælles indgang og bad. Mindre kunne have gjort det, og lidt varme ville have været godt. Der var småkoldt. Eneste belysning bestod af en standerlampe. I det hele taget var kvaliteten noget, der mindede om det, vi normalt forventer. Her var ingen luksus overhovedet.

 

Pamukkala blev stedet, hvor vi fik købt et par flasker Raki, inden vi tog en time på øjet. Andre i selskabet havde benyttet sig af hotellets tyrkiske bad og mødte rødmossede op til middagen – igen en buffet.

 

Torsdag, den 20. oktober 2005

 

Natten havde været kold. På de foregående hoteller havde der været dyner. Her var der kun lagen og et tæppe. Og nå man sover kold, vågner man let. Først var der et hundeslagsmål, og senere var der en trommeslager, der gik rundt og forkyndte de troen, at de skulle nå at spise inden solopgangen.

 

Dagen var uden turistattraktioner. Vi skulle køre gennem Taurus Bjergene til Antalya, og det blev en meget smuk tur i flot vejr.

 

Men, der var lige et ”tæppeland”, vi blev nødt til at bese. Jeg kunne selvfølgelig have opholdt mig udendørs, men hverken natur eller det kølige vejr fristede, så det blev en demonstration af tæppeproduktion, spinding af silketråde, samt fremvisning af en masse tæpper, og er man tæppesamler, kan det da være udmærket at bruge et par timer på sligt. Bevares, jeg kan da sagtens se det imponerende i kunsthåndværket, men jeg kan ikke se det rimelige i at blive slæbt rundt i flok på noget, der reelt er en salgsudstilling.

 

Guiden foreslog, at vi skulle undgå det traditionelle frokoststed, hvor der efter tyrkisk tradition kun serveres en 3 retters menu. I stedet kunne vi gøre holdt et sted, hvor der serveres pandekager med fyld. Det passede næppe den tyrkiske guide, men sådan blev det. Vi gjorde holdt ude på landet, hvor der lå 3 boder samlet. Det så noget skummelt ud, og nogle i selskabet brokkede sig. Jeg gik først en tur med kameraet, og da vi kom tilbage til det ene af de steder, hvor en kvinde sad og rullede dej ud til pandekager og hendes mor eller svigermor sad og bagte på en jernplade, blev vi opfordret til at tage en pandekage, der var færdig. Vi fik en hver og satte os hen til de andre, der havde siddet og ventet på betjeningen. Lidt betjening havde de dog fået. Manden var kørt en tur og havde fået fat på nogle øl, og da stedet næppe regnede med besøg af en busfuld turister, var der gået nogen tid, inden bagningen kunne begynde. Også de ventende måtte ty til selvbetjening. Britta og jeg var de eneste, der fik kniv og gaffel. Vores knive gik videre til de andre.

 

Turen gennem bjergene var meget flot. Vi kom over et pas i 1440 meters højde, inden det begyndte at gå ned ad mod sydkysten, og 15.45 var vi ved havnen i Antalya. Her var vejret til skjorteærmer, og den time, der var sat af, benyttede vi til over en øl at nyde udsigten over en lille havn, nogle tage samt nogle af dis dæmpede bjerge. Med mere tid til rådighed kunne det sagtens have blevet til et par kolde øl yderligere.

 

Sidste stop inden hotellet blev en halv time på markedet, der udelukkende er for turister. Vi slentrede tiden væk i tilstødende gader. Hotellet var glimrende. Kl. 19 gik vi om bord i turens sidste buffet. Restauranten var til nogles glæde røgfri. Vi andre nøjedes med at købe en øl til maden for at forlægge hyggesnakken til foyeren.

 

Så var det ved at være slut. I bussen havde vi fået oplyst at drikkepenge til chaufføren og guiden passende ville være 3 € til hver pr. dag pr. person. De holder sig ikke tilbage. Det er drikkepenge i en størrelsesorden, der med en fyldt bus overstiger, hvad en dansker har i lønningsposen. Vi fandt to konvolutter og lagde 300 kr. til chaufføren og 200 kr. til guiden, som vi mageligt havde kunnet undvære. Kl. 22.00 kravlede vi under lagnerne.

 

Fredag, den 21. oktober 2005

 

Telefonvækning kl. 02.30 og morgenmad en halv time efter. Vi fik suppe og brød. 03.45 var der afgang til lufthavnen med mødetid 1½ time før afgangen 06.20. Vi havde stået en tid og ventet ved check in, da rejselederen ville have os over i en anden kø. Det var vi nu ikke til sinds, da flight no. og vores billetter stemte overens. Det øvrige selskab måtte flytte sig. Guiden havde gjort, som da hun var der sidst. Det er tilgiveligt på sådan et tidspunkt.

 

I Hamburg ventede en Papuga bus på os. Ved 14-tiden var vi i Vejle, og et par timer efter sad vi over en sildemad inkl. dram og øl i det hjemlige køkken efter en på alle måder god og tilmed billig tur.