Britta havde brugt adskillige nattetimer på at sætte sig ind i den vestlige, bjergrige del af Østrig. I det hele taget havde hun i modsætning til mig forberedt sig særdeles grundigt og havde med vanlig lidenskab gransket kort over såvel byer som interessante eller nødvendige veje. I blank erkendelse af, at hun er overhunden i det spil kegler, blev mine forberedelser bekvemt indskrænkede.

Ingen af os havde set mere til Østrig end området omkring Salzburg, som vi så på en kort tur med AMU-Nordjylland. I år ville vi se bjerge, og vi ville køre selv. Vi kom pænt omkring.

Mandag, den 10. juli, 2006

07.15 var der afgang, og 2½ time senere krydsede vi grænsen. En fødselar i familien fik en opringning, og så gik det mod syd, hvilket gik bragende godt til 70 km før Kassel, hvor vi røg i en kø og en omkørsel, der tog 4½ timer. Det kneb lidt med at nyde de mange smukke landskaber. Vi nåede således ikke så langt som planlagt. Sommervarmen plagede os lidt.

Kl. 18.00 kom vi til Comfort Hotel i Melsungen. Efter udluftning af værelset (varme), en medbragt Pokal pilsner og et kuldslået bad var vi nogenlunde friske igen, og vi kørte totalt uvidende om Melsungens herligheder ned til byen for at få noget at spise og slentre en lille tur. Vi blev meget overraskede. Bykernen består så godt som udelukkende af smukke bindingsværkshuse – som standard i 5 stokværk. Alt er særdeles nydeligt, men man skal ikke hænge sig sekterisk i, om det er originalt eller om det er nyere. Sandsynligheden taler for at der er tale om en kombination. Sikker er det, at der er en stemning, der overgår ”Den gamle By”.

Vi satte os med en ”tyrkisk pizza” – en pandekage med fyld af döner og salat.

22.15 blev der sagt godnat.

Tirsdag, den 11. juli, 2006

Vækkeuret ringede 05.50. Morgenbuffeten var glimrende med alt, hvad man kan begære, og 07.30 tjekkede vi ud.

Det gik planmæssigt en halv times tid. Så kørte vi over et bump, og der meldte sig en forkert lyd fra bagenden af Karl Heinz (min gamle Opel Kadett varevogn). Lyden fortsatte, så vi måtte af motorvejen. Lydpotten var hoppet af en delvis defekt gummistrop. Det lykkedes at få den hængt på plads igen, men da stroppen kun havde halv bæreevne, skulle vi have den udskiftet. Vi kørte til den nærmeste by, Bad Hersfeld, hvor vi uden længere tids søgen fandt et drive-in værksted – ”Automeister”. Efter en times venten blev det vores tur, og den kaputte gummimand blev udskiftet.

Videre gik det mod München, og det gik godt, indtil Britta fik øje på et Autobahn-kort på en rasteplads. Hun havde medbragt udskrifter fra Michelin, der ville have os alt andet end den korteste vej til Bregenz. Rejselederen sadlede hurtig om: Vi står af her – så finder vi den korteste vej. Heldet var med os. Vi kom på rette kurs i første hug, og så gik det over stok og sten og uden nævneværdige vejarbejder til Bregenz.

Lige efter grænseovergangen skal man igennem en 2 km lang tunnel for at komme til Bregenz og dermed Bodensøens østlige ende. Yderligere en tunnel på 1,4 km skal gennemkøres.

16.20 holdt vi ved banegården. En lokal kvinde var ikke til megen nytte mht. at give et hint om retningen på nogle af de hoteladresser, Britta havde med. Bedre hjælp fik vi på en tankstation, hvor indehaveren gjorde sig stor umage for at hjælpe os med at finde frem til Pension Matt.

Der var lukket i receptionen, da vi ankom. En havemand løste problemet. Han gav os nøglen til et stort ikke-ryger værelse på 2. sal. Der var brede vinduer. Et medbragt askebæger blev anbragt på sålbænken. Ergo kunne lasten praktiseret med hovedet i det fri.

Ved 18-tiden gik vi ind til bymidten, der ikke er værd at skrive om. Vi satte os et skyggefuldt sted og fik serveret

En lille wienerschnitzel med kartoffelsalat (ek)

Ditto med pommes frites (bn)

Anelserne slog til. En lille schnitzel er i Østrig en stor sag. En aften, hvor man i skyggen kan sidde stille og mærke sveddråberne, er det ikke den store hunger, der skal stilles.

Vi sluttede dagen med at gå på promenaden ved Bodensøen. Britta fik en længere snak med en lokal kone, der slog sig ned på bænken ved siden af os. Konen snakkede i ét væk! På søen er der opført en operascene. Tilskuertribunen er på land. Scenen leder tanken hen på en olieplatform. På denne scene opføres hvert år i juli og august mens Europas øvrige operahuse holder ferie en opera, der trækker mange mennesker til Bregenz. Festspillet i år var Verdi: Trobadouren.

Solen hang lavt bag et let skydække, da vi begav os tilbage til Pension Matt, hvor vi sluttede dagen på en altan for enden af hotelgangen. Vi satte et par stole ud. Den lumre varme gik ved 23-tiden over i lidt regn og torden. Bulderet vækkede os flere gange.

Onsdag, den 12. juli, 2006

Efter en nat med bulder og brag stod vi op til en så godt som skyfri himmel. Værten serverede en udmærket morgenmad, som vi nød på terrassen.

08.45 var vi på tur. Over Lustenau og Dornbirn kom vi frem til middelalderbyen Feldkirch (30.000 indb.). Vi fik parkeret centralt, og snart stod vi på Markt Gasse med dens arkadegange. Byen har en lang historie, og en del er bevaret.

I varmen fik vi os kæmpet op til borgen Schattenburg, hvis ældste dele stammer fra år 1200. Senere er der ombygget og tilbygget mange gange. Der er en fin udsigt, og den lille borg er meget charmerende. Foruden en restaurant i gården er der et Heimatmuseum på 1. sal. Dette var vi inde at se. Dvs. det var borgens indre vi ville opleve. Det var entréen værd.

Nede i byen igen gik vi forbi Mølleporten, Arsenalet, krudttårnet, musikkonservatoriet (tidligere kloster) og Katzenturm tilbage til Markt Gasse, hvor vi satte os med en lille øl.

Tilbage mod Bregenz tog vi en afstikker til en lille by oppe i bjergene. Trods varmedis var der en meget flot udsigt, som vi nød fra kirkegården.

Vi tog motorvejen retur med det formål at bruge et par eftermiddagstimer i den gamle bydel. Det kunne vi have sparet os. Der er ikke noget videre at komme efter. Vi var oppe i Martinsturm (løgkuppel er fra 1602) for at få et udsyn over byen og Bodensøen. Nogle gamle bygninger er der da, men så er det også sagt.

Der var tid til et besøg på landsbiblioteket for at se dets kuppelsal, der er en kopi af Peterskirken. En meget lille kopi!

Dagens udflugt sluttede med køb af øl i Billa – en varehuskæde.

Vi tog bilen ind til byen for at spise. Vi ville forsøge at finde noget lidt længe mod nord og ned til søen. Der var ikke noget. Forståeligt nok: Jernbanen går langs søen. Altså tilbage til midtbyen tæt ved banegården. Vejret indbød ikke til andet end udendørs servering, og vi slog os ned under en af de store Coca Cola markedsparasoller og bestilte:

¼ grillet kylling og svineschnitzel med ris og persillesmør.

Inden vi havde fået serveret, begyndte det at dryppe. Vi fortrak til et andet bord midt under en parasol. Det var heldigt, for da vi skulle spise, åbnede himlens sluser sig, og inden længe sad vi og en enlig herre alene tilbage. Øvrige gæster flygtede, og personalet samlede våde duge og hynder sammen. Om ikke andet kunne vi da konstatere, at vi fik madro.

Bygen drev over. Vi gik en lille tur, men energi var der ikke så meget tilbage af, så vi returnerede til Pension Matt og nød aftenkaffen på den smalle altan.

Torsdag, den 13. juli, 2006

Morgenmad 07.30, og 08.00 havde vi tjekket ud og begav os mod Silvretta Hochalpenstrasse.

Vi fik set bjerge! Turen var fantastisk. Den ene flotte udsigt afløste den anden, og vi gjorde holdt mange gange for at dvæle ved storladenheden. Vejen er kun åben i sommerhalvåret, og der skal betales for at benytte den. Hårnålesving på hårnålesving tilsiger koncentration om vejen. Det er nødvendigt at stoppe for at nyde. Højeste punkt er 2040 m o.h. med udsigt til to mindre gletschere. Her er der en opdæmmet sø. Vandkraft udgør en væsentlig del af den østrigske energiforsyning.

Vejen ned er ikke så dramatisk, og man kører heller ikke så langt, inden man kører gennem byer godt plastret til med vintersportshoteller.

Efter 5½ timer med kørsel og udsigter gjorde det godt med en kop stærk kaffe og et glas vand.

Dagens endemål var Alpback. Vi kom ind gennem Insbruck. Tyrols bjerge knejsede, hvor man end vendte blikket. Vi var fremme ved 17-tiden og fandt et glimrende lille værelse til 23 € pr. person pr. nat. Rejselederen havde lidt rod i papirerne, men det gjorde ikke noget, at hun ikke kunne finde udskriften med overnatningsmuligheder i den lille alpeby. Der var masser af ”Zimmer frei”.

Wienerschnitzel, 2 stk. med persillekartofler og tranebær (ek)

Svinerygsteak, 2 stk. med salatgarniture (bn)

Vi sluttede dagen med at drysse lidt rundt i Alpbach. Husene er alle traditionelle tyroler-huse, - maleriske og med bugnende altankasser. Tilbage på Pension Edelweiss, der er bygget i samme stil, satte vi os på balkonen med kaffekrusene.

Fredag, den 14. juli, 2006

Solen kom op over bjerget 07.15. Jeg var stået op en halv time tidligere til en stille kop morgenkaffe og mine notater. 08.15 var vi klar til morgenmad i et lille og meget hyggeligt lokale i kælderen. På opdækningen kunne vi se, at der pt. Var 6 gæster på stedet.

Et par hundrede kilometer blev det til. Vi startede med at køre til Rattenberg – en lille by, der nok havde et gammelt tårn og iflg. Politiken en spændende historie, men byen gav os ikke anledning til at stoppe op. Det samme var tilfældet med Kufstein med dens alt for mange hoteller.

Så var der umiddelbart mere stemning i St. Johan. Det er en turistby med nogle smukke bygninger i centrum og en meget smuk gotisk kirke, hvis indre byder på stor detaljerigdom og harmoni. Det blev til en kop kaffe og senere en frankfurter, inden vi satte kursen mod Lofer.

Lofer er en lille by med nogle flotte huse omkring torvet. Mozart og hans far boede i et af dem under deres første rejse til Italien. I dag er det posthus. Byen virkede død. Forretningerne holder lukket 12.00 til 14.00.

Kitchbühl er et andet af de navne, man kender. Den er et centrum for vinterturisme, men også på en julidag var der fyldt med biler overalt. Hoteller ligger side om side. Vi opgav dette virvar og holdt i stedet en pause ved den nærliggende Schwartzsee. Søen er virkelig sort. Der er mod betaling adgang til at bade. Vi indskrænkede os til at nyde en limonadeis udenfor badeområdet.

Tunge skyer trak op, og badegæsterne fik travl med at pakke sammen. Heri gjorde de klogt, for efter at vi havde kørt et par km, begyndte det at regne voldsomt, og turen tilbage til Alpbach var for det meste i regn. Vi nåede pensionen 17.30 i tørvejr, men regnen indhentede os, og der gik et par timer, inden den drev over, timer, vi tilbragte i tørvejr på balkonen. En planlagt tur med kameraet måtte udgå.

Kogt oksekød, 2 skiver, på spinatbund med peberrod og brasede kartofler.

Dagens ret var meget velsmagende og indbydende anrettet.

20.30 var der koncert på en lille plads ved kirken. Et stort brassband, ca. 40 mand, gav en flot koncert af høj musikalsk kvalitet. Repertoiret var bredt fra march til Mahler. ”Schenkt man sich Rosen aus Tirol” gjorde lykke hos det 100 tallige publikum. Det samme gjorde ”Radetskymarch”, der blev givet som ekstranummer.

Som aftenen forinden gik vi gennem kirkegården tilbage. Der var tæt pakket med kunstfærdige metalkors med plads til navne og foto. På ca. halvdelen af gravene brændte der levende lys i små lygter. Jeg forestillede mig, at der gik en graver rundt og tændte disse lys. Det var ikke tilfældet. De brændte døgnet rundt, og gravene blev tilset af mange mennesker – og unge mennesker.

Lørdag, den 15. juli, 2006

Da solen kom over bjergkammen mod øst, forsvandt de sorte skyer, der hang truende over toppen, da vi stod op.

Værtinden på Edelweiss kunne ikke tage mod et VISA-kort. De 88 € for to nætter inkl. morgenmad skulle afregnes kontant. Forklaringen fejlede ikke noget: Det kostede for meget at modtage penge på den måde. Reelt var der nok tale om sorte penge. Vi blev ikke bedt om at opgive hverken navn eller pasnummer.

På vej mod Zillertal gjorde vi en afstikker til Østrigs højst beliggende sø, Achen See. Klemt nede mellem høje bjerge er den et smukt syn. Det så ud til, at der for enden af de lå en lille by. Den ville vi køre ned til, men det lod sig ikke gøre. Den lå på den anden side af søen, der strakte sig videre i en anden retning. Der gik en halv time med at finde et godt fotopunkt.

Dagens højdepunkt blev Hintertuxer Gletschen, 3.256 m o.h. Vi var ovenud heldige med vejret.

Der skal skiftes svævebane 2 gange for at komme til toppen. Vi skiftede hurtigt begge gange. Vejret kan ændre sig hurtig i højderne – derfor. Der var utrolig flot på toppen. Her fik jeg set Alperne fra oven. Udsigten var formidabel. Luften var frisk og tynd, og sneen blændede i det klare solskin. Vi nød herligheden fra en terrasse. Andre boltrede sig på ski og snowboard.

På station 2 gav vi os god tid på tilbageturen. Her ender gletscheren og de golde klipper og sten dominerer. Der er en stor restaurant med en tilhørende stor terrasse. Plads var der masser af udenfor skisæsonen. Vi nød et krus varm kakao. Klovnen (undertegnede) væltede sit krus.

På 1. station er man nede i det grønne med en fantastisk udsigt og en liflig klang af kobjælder. Køerne går frit rundt på disse kanter. Vi sad en god tid tavse på en klippeblok og nød sceneriet.

Sidst på eftermiddagen var vi nede i dalen igen til en kølig bil, som kunne parkeres gratis i en stor P-kælder. Oplevelserne havde været så overvældende, at vi belavede os på at finde et logi. Det kom til at tage en times tid. Nogle stede var der ingen hjemme, og et par steder ville de ikke have gæster for en enkelt nat.

Vi havnede i udkanten af Zell am Ziller i landlige omgivelse og med duften af nyslået hø. Igen var det et privat gæstehus. Værelsets størrelse, prisen og udsigten bevirkede, at vi ændrede plan og besluttede at gøre søndagen til hviledag.

Værtinden anbefalede os at spise tæt ved logiet. Vi skulle følge en markvej 100 m. Så er der en jernbane efterfulgt af en fodgængerbro over floden Ziller. Her ligger et Fleicherie med tilhørende restaurant. Den lille by hedder Loimach. Der var et enkelt bord ledig på terrassen med udsigt over dalen. Her satte vi os. Kort efter slog et par kvinder sig ned ved vores bord. Det kunne jeg godt have undværet. Det mest talende, der tillige lugtede fælt af parfume, satte sig ved siden af mig. Damerne talte tysk.

Naturschnitzel (svin, - ikke paneret) i en skøn skysauce, smørris og blandet salat.

Der var musik i Loimach. Efter middagen gik vi det korte stykke til festpladsen, hvor det lokale Feurwehr var arrangør af en open air koncert med ZIM. (Zillertal Musikanten, 4 mand) Ca. 1.000 mennesker var mødt op til musik, øl, vin og pandekager. På en lille estrade trådte en flok ihærdige og kondistærke den lokale stammedans. Mens vi nød et glas weissbeer, kunne vi konstatere, at de unge mennesker fører de traditionelle danse videre. Musikken var det så som så med at nyde, og undgå den da vi kom tilbage til vores værelse kunne vi heller ikke. Nu fik vi den blot fra to sider. Der var et tydeligt ekko fra bjergene, og selv med lukkede vinduer var lyden gennemtrængende. Alligevel faldt vi i søvn, inden festen sluttede.

Søndag, den 16. juli, 2006

Morgenmaden kl. 08.00 var uden spræl. Mutter snakkede i ét væk med 4 andre gæster. I alt var vi 7 gæster i hendes hus, der udelukkende blev brugt som gæstehus. Vores beslutning om at tage en ekstra overnatning i Zillertal var ikke noget problem.

Formiddagen gik med smådrys samt at nyde de landlige omgiver. Der blev vendt hø 4 steder. Køer brølede, et æsel skrydede og et par geder brægede. Oppe i bjergene kastede frygtløse paraglidere sig ud i det fri. På den smalle jernbane mellem Jenbach og Meyerhoven var der jævnlige tog. Jeg afventede museumstoget, som jeg så lørdag. Det ville tage sig godt ud på et foto fra dalen. Toget kom, men desværre blev det ikke som dagen før trukket af et damplokomotiv.

Kl. 12.00 tog vi på en søndagsudflugt til Krimmler vandfaldet – Østrigs højeste. Det var en meget smuk tur op til Gerlosspasset, og vi gjorde holdt mange gange for at nyde og fotografere.

Formedels 7 € får man lov til at køre det sidste stykke. Et vandfald, der falder i flere niveauer, skal ses på god afstand, og der syner det selvfølgelig ikke imponerende eller voldsomt. Fremme ved parkeringspladsen kan man kun se en smule af det nederste af faldet. Dette kan man gå op til. Den mulighed lod vi ligge. Der var jo dømt hviledag! I stedet satte vi os i skyggen med en kop kakao og nød den brusende lyd og faldet på afstand.

Tilbageturen gik ad samme vej. En anden mulighed ville have betydet en stor omvej. Igen holdt vi ind nogle skønne steder, og vi var oppe at gå på dæmningen til en sø, der leverer vand til elproduktion. De stejle trapper kombineret med varmen (31°) var ved at tage livet af os.

Vi var tilbage ved 17-tiden. Jeg fik min eftermiddagsøl og en lille morfar, inden vi gik over for at spise samme sted som aftenen forinden.

Leimach-Teller: 3 stk. grillet kød, 9 slags grøntsager, rösti, kroketter og blandet salat.

Det var godt og flot. Rigeligt tillige. 40,- € inkl. 2 øl og drikkepenge var der ikke andet at sige til, end at det er billigt. Et glas abrikosbrændevin blev serveret sammen med regningen.

Mandag, den 17. juli, 2006

Farvel til Zillertal. Morgenen kom med en aldeles skyfri himmel, der holdt sig hele dagen. Vi tjekkede ud, - 21,- € per person per nat inkl. morgenmad. Det er billigt!

Første del af køreturen var en gentagelse af gårsdagens tur til Krimmler vandfaldet. Det var godt, vi så det i eftermiddagslys. I formiddagslys lå det i skygge og tog sig ikke videre imponerende ud. Kursen var sat mod Zell am See. Vi gjorde spontant holdt i Mittersill. Byen så umiddelbart lidt interessant ud, men det var den dog ikke. Vi var inde i kirken, der er smuk og overdådig udsmykket.

Rejselederen havde læst om et kraftværk i forbindelse med Kaprun – altså drejede vi af, og det var en god beslutning. Et stort parkeringsanlæg på 6 etager bød på gratis parkering. Så holdt det op med at være gratis. 13,50 € kostede det at komme op til to opstemmede søer, der er en del af Østrigs største vandkraftanlæg.

Første etape tages med bus. Så er der omstigning til en hævebane, der muligvis er verdens største. Platformen er så stor, at den har plads til en bus. Sporvidden er 8 m. Sidste etape er igen med bus, og så står man igen i højden med udsigt til nøgne bjerge og 2 gletscere. Vegetationen er varieret med masser af blomster og planter, som vi kender fra vores barndoms grøftekanter. Britta fotograferede planter – jeg holdt mig til bjerge og dæmning. Ingeniørværket blev opført af krigsfanger. Tiden fløj af sted. Det var meget storslået. Solen brændte, vinden var kølig, og der var kun et par småskyer at få øje på.

Nedturen var præget af masseturisme. Der var nu indsat to busser på etaperne, og vi stod som sild i tønder. Vejen er så smal, at der nødvendigvis må være ensrettet kørsel. Frem til 2008 er der anlægsarbejder i gang, så der skal tages hensyn til arbejdskørsel.

16.30 var vi tilbage ved bilen og kørte til Zell am See. Byen ligger med bjerge i ryggen mod vest. På den modsatte side af den lille sø er der eftermiddagssol. Her fandt vi et værelse med håndvask og brusekabine (19,- €). Toilet på gangen. På den anden side af gaden lå en lille café.

Smalle strimler oksekød (gullasch) med urtestrimler i paprikasovs og pommes saute.

Dagen sluttede med en slentretur til søen.

Tirsdag, den 18. juli, 2006

Vækkeuret ønskede os godmorgen 06.30 til nok en dag med høj sol og 30°C. Der var morgenmad i husets køkken.

Kvart over otte kørte vi mod Werfen og ishulerne. Det sidste stykke vej er det ene sving efter det andet, til man kommer til parkeringspladserne. Herfra er der et kvarters gang til en ”Seilbahn”. Turen var anstrengende – det går opad! Næste step er behageligt. Man bliver løftet op i en kabine. Så ventede der os nok et kvarters gang til den højtliggende indgang. Vi våndede os gedigent i sommervarmen.

Efter at have taget mere tøj på gik det med guide ind i hulen. Her er temperaturen en anelse under frysepunktet. Hver 4. person fik udleveret en karbidlygte. Turen i hulen varede 1 ¼ time. Den første del af den 1 km lange tur gå opad, 700 trin. Tempoet var adstadigt, og guiden stoppede op og fortalte. Han ville have de engelsktalende forrest i gruppen. Britta og jeg var fortroppen, og vi fik en tur på absolut 1. klasse. Guiden brændte magnesiumbånd af, hver gang han viste os nye isformationer. Jeg så på klokken 11.30. Pludselig var den 12.45 – tiden fløj af sted. Dette geologiske fænomen var en spændende oplevelse. Vi kunne konstatere en elendig kondition.

Turen tilbage til bilen dryssede vi langsomt. Nu gik det nedad, og så var det langt lettere at nyde den flotte udsigt, end da vi var for opadgående.

Så gik turen til Ørnereden (Eagels Nest), som er de allieredes navn for Kehlstein, der blev opført i 1938 som en folkegave til Hitler i anledning af hans 40 års fødselsdag. Huset ligger på en bjergtop, hvorfra der er en fantastisk udsigt.

Efter lidt rod fandt vi frem til parkeringspladserne og busserne, der kører til toppen. Det tog kun 14 måneder at bygge den stejle bjergvej, der fører til toppen, og som bussen var et kvarter om at tilbagelægge. Vi kom med sidste bus op kl. 16.00 og fik 45 min. på toppen inden sidste bus ned kl. 17.15. Fra busholdepladsen fører en smuk tunnel ind i bjerget til en elevator, der bringer én de sidste 100 m op i huset. Elevatoren er luksuriøs beklædt med messing (original – måske).

Desværre var varmedisen markant, men alligevel var det prisen værd (14,50 €). Alene det at have været på et af de steder, hvor galningen har opholdt sig, siger mig noget. Historiens vingesus. Banditten siges at have døjet med højdeskræk, og derfor opholdt han sig kun få gange på Ørneborgen.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, var der næsten uddødt. Vi belønnede os selv med en is, inden vi kastede os ud i en nedkørsel gennem hårnålesving. Største stigning var på 21%.

På turen tilbage til Zell am See gjorde vi holdt i en lille by og lod aftensmaden blive en pizza. En del af turen blev kørt på motorvej. Vi havde set bjerge nok for den dag.

Da vi 21.30 var tilbage på værelset, lå der en besked til os: ”Bitte im Zimmer nicht rauchen. Danke!!!” Den besked ville det have været passende at give, inden man tager værelset i besiddelse. Jeg har det fint med at respektere rygeforbud – men ikke med tilbagevirkende kraft. I øvrigt var der stillet askebægre på borde på balkonen. Her gjorde det efter en lang og oplevelsesrig dag godt at flade ud med en MOHREN Export.

Onsdag, den 19. juli, 2006

Farvel til Zell am See efter tidlig morgenmad og en afregning, der tog lidt tid, da konen ikke kunne give tilbage. Det dur jo ikke med et plastikkort, hvis indtægten ikke skal bogføres.

Vi valgte Gross Glockner fra ud fra den betragtning, at vi havde set bjerge nok. Vi ville have en lettere køretur. Om vi fik det ved jeg ikke. Vi fik i hvert fald en dag med masser af bjergkørsel.

Første stop var i Rattstadt, der er en lille by med en gammel bymur og en stump voldgrav fra 1100-tallet. Inden for murene er der mange smukke bygninger og et flot torv.

Gmünd er en anden by med mange bevarede bygninger. Middelalderborgen knejser over byen. Vi gav og god tid til at drysse rundt i de få smalle gader, og vi sad en stund med en kop kaffe og nød varmen og miljøet.

Sidste stop blev Spittal an der Drau. Midt i byen ligger et smukt renæssanceslot. Ved siden af slottet er der en mindre park. Pga. teaterpøver i slotsgården var denne lukket, da vi kom. En times tid efter var der åbent. Lamper, scene og publikumspladser gorde det vanskeligt at nyde gårdens arkitektur. I Spittal fornemmer man at være tæt på Italien. Nogle af husene er sydlandske. De fleste huse ser ud som huse gør alle mulige andre steder i Europa, - funktionelle og blottet for arkitektoniske værdier. Vi slog og løs med en is, inden vi begav os på den sidste etape til Willach.

Det blev et dyrt værelse, vi fik fat på. Området ved søerne i Kärnten har højsæson om sommeren, hvor det klare og varme søvand trækker turister til. Vi kom til at bo ned til Ossiacher See. Det første sted, vi forsøgte os, ville ikke have os, når det kun drejede sig om en enkelt nat. Næste pension med ”Zimmer frei” ville tage imod os mod et tillæg – i alt 36,- € pr. næse svarende til 600,- kr. for et dobbeltværelse. Det var rigeligt standarden taget i betragtning. Morgenmaden var skrabet, tynd kaffe og 4 små skiver ost, der var skåret så tyndt, som jeg ikke havde troet det mulig. Britta hævdede, at hun kunne se 7 kirketårne gennem osten. Også her skulle der betales med kontanter – altså sorte penge.

Vi kørte de 3-4 km til Ossiach for at spise.

Grill-tallerken med pommes frites. 3 stykker kød, en stump pølse og 2 skiver bacon.

Et tidligere kloster ved søen lagde kulisse til et mindre marked og servering af drikkevarer. De små boder forhandlede røgvarer, vin, snaps, brød, likør m.m. 3 mænd gik rundt og spillede ved bordene. Præcisionen haltede en del, hvilket kunne forklares med, at de herrer skålede flittigt med deres publikum.

Vi returnerede i mørke til kaffe og abrikoslikør på balkonen under en stjerneklar himmel.

Torsdag, den 20. juli, 2006

Det blev en meget varm dag, hvor vi var gode til at finde skyggen. Kursen blev sat mod Gurk. Inden vi nåede dertil, gjorde vi holdt i Weitensfeld, hvor et kirketårn tiltrak sig vores opmærksomhed.

I Gurk parkerede vi i skyggen ved klosterbygningen. Denne er stor, og gården er med sine buegange i tre etager på alle 4 sider smuk i sin strenge enkelthed. Der var adgang til en lille sal med romanske hvælvinger. Der hviler en stilhed over stedet, der i dag rummer kirkelige kontorer og et bibliotek.

Domkirken, der ligger i forbindelse med klostret, påkalder sig udefra ikke den store opmærksomhed. Det gode råd om, at bjerge skal ses nedefra, kirker udefra og kroer indefra gælder ikke her. Domkirken i Gurk skal ses indefra. Alteret er et enormt forgyldt træskærerarbejde med en overdådighed af personer og små engle. Den ældste del af kirken er fra 100-tallet. Hvor man end retter blikket, er der noget spændende og smukt at iagttage.

Kirken og klosterbygningerne var en positiv oplevelse, som vi lod bundfælde sig over en kop kaffe.

Hochosterwitz Slot nær St. Veit ad Glan var dagens andet mål. Et forkert valg af vej gav os mulighed for et stop ved et par marker med solsikker.

Slottet ligger på toppen af et bjerg. Det har siden 1300-tallet været i samme families eje, og det er aldrig blevet indtaget af indtrængende hære. 14 porte skal passeres, inden man når ind på borgen. Det fortælles, at Hochosterwitz inspirerede Walt Disneys tegnere, da de skulle tegne Torneroses slot, flot ser den ud nede fra dalen.

Man må gerne gå op til slottet gennem de mange porte. Vi valgte det bekvemme: En kabine, der i en kæde trækkes op fra P-pladsen til slottet. Her var der for så vidt ikke så meget at komme efter. Borgen er relativ lille, og udsigten var pga. varmen ikke så imponerende, som den kunne have været. Alligevel er den et besøg værd, og særlig når man går ned gennem porttårnene og ser de dybe kløfter og de stejle klipper, forstår man, hvorfor borgen har været uindtagelig. På borgens lille museum, der rummer rustninger, geværer og andet krigsudstyr, er der en figur af en Hauptmann på 225 cm. Sammenlignet med de normale rustninger har han været en frygtindgydende kæmpe – en Goliat.

Da vi var på et vildspor, havde vi noteret os et hus med ”Zimmer Frei”. Dette kørte vi ud til kl. 16. Der var ingen hjemme. En ung mand i huset ved siden af kunne fortælle os, at familien var taget ud at bade. Vi ville prøve senere og kørte op ad en lille vej til Pulst, hvor der er en borgruin. Varmen var overvældende. Siddende i skygge røg vi et par cigaretter, inden vi kunne mande os op til at se på ruinen af noget, der en gang har været meget stort. På vej ned gjorde vi holdt ved en stor gård. Britta så på bistader. Jeg fandt vand i en bæk.

Der var stadig ingen hjemme i Zimmer frei huset, så vi indskrev os på et hotel overfor. Et koldt bad var vederkvægende.

Aftenen tilbragte vi i St. Veit, der har en meget smuk bykerne. Vi spiste på Hauptplatz, der omkranses af smukke bygninger.

Schnitzel gordon bleu og pommes frites

En slentretur en varm sommeraften imellem smukke huse afsluttede besøget.

Fredag, den 21. juli, 2006

Der lå et par friske aviser i restauranten, da vi kom ned til morgenmad, og vi fik bekræftet, at der var varmt i Østrig med dagtemperaturer et godt stykke over de 30°C. Hele Europa havde høje temperaturer med dødsfald og skovbrande til følge. Morgenmaden var glimrende med juice, velsmagende skinke og ost samt stærk kaffe med mælk.

09.15 tog vi af sted til Klagenfurt, som vi nåede via et par ufrivillige omveje. På det første skilt stod der 16 km – på et senere var afstanden angivet til 23 km. Ret hurtigt fandt vi en gebyrfri parkeringsplads nær centrum, som en venlig mand angav retningen af.

Det blev en bytur, hvor vi hele tiden søgte skygge. Først var vi inde i domkirken, der udefra skæmmes af de bygninger, den er bygget sammen med. Indvendig er den særdeles smuk. Så fandt vi turistinformationen, og med et bykort i hånden var vi bedre rustede til at finde seværdige bygninger.

Landeshauss er en smuk, hesteskoformet bygning med to tårne og arkader. På førstesalen ligger våbensalen, der er enestående flot dekoreret med loftsmalerier, der med malede søjler i det rette perspektiv giver en fornemmelse af en loftshøjde, der er meget højere end den reelle højde. På væggene er der malet 665 våbenskjolde. Fra våbensalen er der adgang til en lidt mindre sal, hvor landdagen holder til. Her er inventar og udsmykning nutidig. Videre er der adgang til et rum med moderne kunst, og endelig er der en mindre våbensal med 198 skjolde.

De mange gamle huse i Altstadt drukner til dels i handelsstandens påkaldelse af opmærksomhed. Diskretion var en mangelvare.

Først på eftermiddagen fandt vi tilbage til en brændende varm bil og forlod Klagenfurt til fordel for den langt mere charmerende St. Veit. Ved et tilfælde kom vi forbi med den gamle domkirke i Maria Saal, (valfartskirke). Vi var de eneste, som besøgte kirken, der som de andre domkirker på turen frembyder et væld af kirkekunst. Der var svalt i kirken – et godt sted at opholde sig i heden. Jeg hentede stativ og forlystede mig en halv times tid med at fotografere alter m.m.

Ved 16-tiden var vi tilbage i St. Veit med dens hyggelige bymidte. Britta havde flere dage stønnet i varmen og havde fremført, at det i EU ikke er tilladt at transportere dyr ved temperaturer over 27°C. Vi måtte have fat på et termometer. Det fik vi i en butik, der handlede med foto og briller. Det blev et digitalt termometer, der kan måle temperaturen såvel ind som ude på samme tid.

Efter en times slentren satte vi os kl. 18.00 på torvet for at få noget at spise. Det kunne først lade sig gøre kl. 18.30. Restauranten afholdt grill-aften. Ergo fik vi en øl på bordet og fik sat batterier i temometeret. 34,4°C viste det. Den halve time gik, men der var ikke kommet gang i nogen grill. Et kvarter senere begyndte det at strømme til med lokale, der afgav bestillinger, og der kom gang i grillen. Personalet ænsede ikke os, og vi fortrak til restauranten ved siden af.

Lasagne (bn)

Pizza (ek)

Torsdag aften havde vi været inde i rådhusets overdækkede gård, hvor der var koncert, Brass Festival St. Veit. Vi løste billet til aftenens koncert med Alster Brass fra Hamburg og pianisten Julija Botchkovskaia. Programmet var lovlig langhåret til min smag og forstand. De 4 unge mennesker på horn var blændende dygtige. Klangen i den lukkede gård var flot. En Händel Sonate für Klavier og Carneval von Venedig var gode oplevelser.

23.00 var vi tilbage på hotellet, 6-7 km udenfor byen. En meget varm øl fra bilen blev kølet ned i håndvasken, og inden midnat var jeg færdig med den dag.

Lørdag, den 22. juli, 2006

Efter et godt morgenmåltid brød vi op for at tage hul på turens sidste mål, Wien. Vi var løbet tør for øl. Denne kedelige omstændighed blev der rådet bod på i Friesach – nok en charmerende by med et par borgruiner hævet over sig.

Nok var der motorvej det meste af vejen, men anstrengende var det alligevel. Hastigheden er de fleste steder 130 km/t, og med den fart skal der styres koncentreret gennem de mange sving og tunneller.

Britta havde studeret bykort grundigt, og førte os med sikker hånd frem til det hotel, hun havde udset sig. Desværre var alt optaget, så vi luskede tilbage til bilen. Inden vi nåede denne faldt blikket på et skilt: Pension WILD. Udefra så det noget lusket ud – et indtryk der ikke forbedredes, da vi stod ved et lille bur med en oplukkelig rude: Receptionen. En venlig mand, der talte et ubesværet engelsk, tog imod. Han kunne tilbyde flere mulige værelser. Vi fik et af deres luksusværelser med toilet, bad, TV og minibar til 89,- € pr. døgn inkl. morgenmad. Værelset var pænt, stort og ret nyt. Det var placeret således, at der ikke kom direkte sollys ind.

Efter et svalende bad begav vi os ud i byen. Hotellet ligger meget tæt på den spændende del af Wien, 5 min. gang. Den ene pragtfulde og pompøse bygning afløser den anden. Et kejserriges storhed dokumenteres her. På flere pladser gik der billetsælgere rundt, og vi købte billetter til en koncert i Auerspergpalæet. Middagen fandt vi på en italiensk restaurant i en sidegade til Graben.

Ravioli med seefood (ek)

Noget klister med tomatsovs (bn)

Vi var omkring Stephansdom. Var inde i Peters Kirche, hvor vi satte os og lyttede til to numre af en orgelkoncert. Ellers slentrede vi bare og lod det ene indtryk efter det andet komme, som det ville.

29,4 grader var der på værelset, da vi kom retur til koldt vand og ditto øl. Minibaren havde kapacitet til et par medbragte høkerpilsnere.

Søndag, den 23. juli, 2006

Vi sov længe og kom først til en udmærket morgenbuffet kl. 09.00 efter nok en varm nat. En time efter var vi på gaden. Nogen rute havde vi ikke fastlagt.

Vi passerede Volkspark og gjorde et holdt ved parlamentet, der holder til i en meget stor, smuk og pompøs bygning. Friarealet foran bygningen er så stort, at den får plads til at udstråle al sin vælde. Endnu bedre blev indtrykket af flot sollys og den ringe trafik en søndag eftermiddag.

Fra Parlamentet krydsede vi gennem de søndagsstille gader frem mod Stephansdom. Smukke huse påkaldt sig hele tiden opmærksomheden, og vi gjorde holdt mange gange. Et par kirker blev det også til.

Theophil Hansens græske kirke ligger sammenbygget med gadens andre huse. Facaden er et brud i gadebilledet. Indvendig ånder kirken lidt af østens mystik.

Stephansdom er stor. Det højeste tårn er 137 m højt. Vi tog op i Nordturm, der kun når op til midten af det enorme glaserede tegltag. 250.000 teglsten er der blevet brugt til det ornamenterede tag. Den store klokke i tårnet er støbt af kanoner efterladt af slagne tyrkere. Efter branden i 1945, hvor kirken blev svært beskadiget, blev klokken genstøbt.

Store og berømte kirker tiltrækker mange turister. Stephansdom var ingen undtagelse, og de mange mennesker tog noget at stilheden og storheden væk fra det storladne rum med dets mangfoldighed af kunst og udsmykning.

Vi var tilbage på hotellet i god tid til en pause og et bad, inden vi skulle til koncert i Auerspergpalæet med Wiener Residenzorchester. Vi var der et kvarter før start, 18.30. Det væltede ind med folk fra busser. Ret beset var koncerten en lettere finkulturel form for en traditionel folkloreaften, hvor det drejer sig om at få så mange gæster igennem som mulig. 200 mennesker sad tæt på små wienerstole i en sal af beskeden størrelse.

Vi fik flot og festlig musik fremført af kompetente musikere og 2 sangere. Et par balletdansere, som ikke havde plads til at røre sig, kunne med fordel have været sparet bort. De fleste musikere kedede sig tydeligt. Koncerten varede 1 time og 20 min. inkl. 10 min. pause. Så var det ud af lemmen. Nye busser væltede næste hold ind.

Mandag, den 24. juli, 2006

Natten bidrog med oplevelsen af en vred kvinde, der råbende skældte ud på en mand. Jeg blev vækket et par gange og faldt i søvn igen. Britta fik fornøjelsen af hele seancen, der varede en times tid, indtil politiet kom og fik genskabt natteroen.

Første punkt på dagens dagsorden var at få købt adgang til parkering. Det blev klaret i receptionen inden morgenmaden.

Brittas absolutte ”must” i Wien var at se ”Den gyldne sal” i Musikverein. Vi fik set nye gader. Der var en halv times ventetid på en guidet tur på engelsk. Tiden tilbragte med udsigt til Karlskirken. Det anende mig, at min kære kvinde ville gøre næsten hvad som helst for at komme til at høre musik i den fra nytårskoncerten fra Wien så kendte sal. Anelsen slog til. Hun købte billetter til fredag aften og forlængede dermed vores ophold med en dag eller to. Musikverein skal ses pga. historien. Vi så Brahms-salen (Lille sal) og den store sal og fik fortalt udmærket om stedet og dets tilblivelse.

Da vi kom ud, stødte vi på et jævnaldrende par, som vi var sammen med sidste år på turen New York, Toronto, Washington. Det blev til et kvarters snak på dansk.

Operaen er langt større og flottere end Musikverein. Vi kom med på en engelsk tur kl. 15.00. Vi sad i salen med plads til 2200 tilhørere plus 110 musikere. Derefter kom vi på scenen, der er ligeså stor som tilskuerrummet. 260 mennesker arbejder dagligt i huset, der i sæsonen har opera eller ballet hver aften med skiftende forestillinger ugen igennem. Fortæppet vejer 12 ton. Det er lavet af jern – brandhæmmende. Endvidere så vi det kejserlige te-lokale, der i dag kan lejes for 500 € for en time og som ellers anvendes til pressemøder. Vi sluttede af med at se 3 foyer – den sidste med nutidig kunst – 2 store marmorrelieffer.

Så gik vi tilbage til hotellet. Tæt ved købte vi en lille ventilator til vores værelse samt lidt frugt, og Britta fik forlænget vores ophold med to dage.

Aftenen startede vi med at spise pizza i Langgasse tæt ved hotellet. Gadenavnet er ganske dækkende. Gaden er lang. Vi slentrede ud ad den. Enkelte huse adskiller sig i skønhed fra de øvrige. Der er tale om et beboelsesområde, Josefstadt. På en smuk plads, Maria Treu Platz, med en kirke i baggrunden var der fyldt godt op med borde, der blev betjent af to restauranter. Længere fremme kom vi til et større bygningskompleks med en langstrakt gård. Tidligere var det Wiens almene sygehus.

Efter at have krydset ringgaden kom vi frem til Votivkirken, som jeg i første omgang pga. tårnet antog for at være rådhuset. Kirken var grundig pakket ind af stilladser. Rådhuset ligger tæt ved. På pladsen foran var der opsat en storskærm og en masse stolerækker. Årsagen var, at der afholdtes filmfestival. Dagens film var en jazz-film fra New York. Vi satte os og så lidt af den sammen med de mange andre tilskuere.

Hjemvejen gik gennem et folkemylder i Rathauspark, som pga. festivalen var omdannet til restaurant. På Pension WILD konkluderede vi, at bordventilatoren var et glimrende køb. Temperaturen lå på 29°C. Godnatpilsneren var kold.

Tirsdag, den 25. juli, 2006

Der var blot ét punkt på dagens program, nemlig Schloss Schönbrunn, som vi var fremme ved klokken 10 efter at have afprøvet Wiens U-Bahn.

Slottet var en stor oplevelse. Af de 1400 værelser er der adgang til de 40, hvor man får et godt indtryk af det Østrig-Ungarnske kejserriges storhed og slottets historiske betydning. Perlen er selvfølgelig den store sal, 10x40 m, der blev brugt til de store baller. Efter afslutningen af 1. Verdenskrig var det her regenterne tegnede det nye Europa-kort. Det tog sin tid. ”Wienerkongressen dansede”, sagde man. Først den ene vej, og så den anden vej. I 1961 mødtes J.F. Kennedy og Krustjov i salen. Ser man ud af vinduerne, breder den store park sig omponerende ud med en stor fontæne for enden og endnu længere ude det højtliggende te-hus, Glorietten.

Man kan gå rundt på egen hånd inde på slottet. Man bliver udstyret med en ”telefon”, hvori der gives en glimrende forklaring. Første del af turen var behageligt fri for guidede grupper, der fyldte godt op i de forholdsvis små rum.

Efter slottet gik vi først gennem en nydelig have. Derefter gennem parken til fontænen og endelig op til Glorietten fra hvis tag der er en glimrende udsigt over park, slot og Wien. Schönbrunn blev en dagtur med en del pauser til dels forårsaget af varmen.

Aftensmåltidet var en fiasko. Vi satte os på fortovet ved en lille afrikansk restaurant tæt ved hotellet. Vi fik vel det, vi bestilte:

Fisk og oksekød samt noget ukendt tilbehør.

Tilbehøret var en knytnævestor klump kogt majsgrød. Kød og fisk, hvoraf der ikke var meget, lå i en spinatstuvning. Kvaliteten var meget ringe. Prisen fejlede ikke noget, 11,50 €. Inkl. 2 øl blev det til 27,- € for en omgang hundeæde serveret på en måde, der nærmest antydede, at vi var kommet til ulejlighed. Vi måtte gå ind til baren for at betale. Der var ikke drikkepenge!

En times tid efter fik vi på vores aftentur blandt de smukke bygningsværker en frankfurter på Graben tæt ved domkirken. Man får hele tiden øje på noget nyt i den illuminerede bykerne.

Onsdag, den 26. juli, 2006

34°C er for varmt til en byferie. Det måtte jeg sande på vores tur til Belvedere, som det tog os 1½ time at gå ud til. Vi jagtede hele tiden skygge.

På Naschmarkt betragtede vi et særdeles flot udbud af frugt, fisk, brød m.m. Jeg mindes ikke at have set flottere grønt og frugt. Udvalget var meget stort.

Prins Eugens slot i Belvedere er smukt. Det samme er parken, der vidner om storhed og magt. En alpehave med planter fra Alperne var ikke de 3,50 € værd, vi måtte slippe. Den botanisk vidende Britta brokkede sig over, at de fleste planter var halvvisne.

Varmen og det faktum at jeg døjede lidt med smerter i højre arm bevirkede, at vi gjorde dagen kort. Vi satte os med en øl på Ringgasse og gik en tur gennem Ringgassegallerierne (et stort indkøbscenter), og godt 16.00 var vi tilbage på værelset til en time på langs.

Aftensmaden blev en schnitzel gordon bleu. Derefter drev vi forbi parlamentet og var oppe ved hovedindgangen under søjlerne. Vi sluttede af ved rådhuset.

Termometret stod på 30,4°C, da vi 23.30 gik i seng.

Torsdag, den 27. juli, 2006

Ret beset var vi færdige med Wien med mindre vi skulle give os i kast med byens mange museer. Men Britta havde jo koncertbilletter til fredag.

Vi tog U-Bahn til Kaisermühlen på den anden side af Donau, hvor de høje, moderne bygninger rager op. Vi stod af lige overfor Andromeda Tower med dets karakteristisk spids på toppen – et nyt vartegn for Wien. Området er hverken charmerende, imponerende eller smukt. Tilmed flyder der upassende med affald. De få grønne områder havde lidt meget under hedebølgen. Græsset var totalt afsvedet.

Turen over Donau var behagelig. På broens øverste dæk kører biler. Underneden kører tog og cyklister, og endelig er der et fortov. Vi gik i skygge og nød udsigten over den grønne flod. Blauen Donau kan ikke opleves i Wien.

Det var ikke planlagt, at vi skulle ind på forlystelsesområdet, Prater, men da vi var tæt på det kendte pariserhjul, kiggede vi ind og satte os med dagens første øl og så på rutschebaner. Der var midt på dagen ikke ret mange gæster. I forhold til Tivoli er Prater grim. Det er udelukkende en samling kørende forretning samt restauranter. Britta mente, vi skulle prøve hjulet, så det gjorde vi. 7,50 € kostede det at blive hævet og sænket i løbet af 10 min.

Nu var det tynde skydække, vi startede turen med, brændt af. Vi kom over Donaukanal, og efter nok en ølpause nåede vi frem til Stephansdom. Her tog vi toget tilbage til vores hotel, hvor værelset var blevet udstyret med en ventilator, der var et par numre større end den, vi havde købt.

Vi fik ugens bedste måltid på en italiensk restaurant tæt på hotellet: Dampet laks (4 stykker), citronsauce, lidt fine bønner og en lun kompot.

Vi kom til at vente 45 min. på maden. Det var ventetiden værd, men det bevirkede, at vi kom for sent til starten på musikfilmen på Wiener Rathausplatz. Aftenens program var Johann Strauss: Zigøjnerbaronen. Efter at have stået et kvarters tid fik vi en siddeplads og kunne nu nyde filmen fuldt ud. Den sluttede 23.30. Vi blev siddende til rulleteksterne og så rådhuset blive illumineret. En ung mand, der arbejdede med at samle glas, fortalte, at der på gode dage kom 7.000 mennesker til festivalen. Vores skøn over antal siddepladser foran den store skærm blev 3.000.

Ad en til dels frivillig omvej kom vi godt midnat tilbage til et varmt hotelværelse og et par kolde øl.

Fredag, den 28. juli, 2006

Sidste varme dag i Wien – 34 grader og ikke en sky på himlen.

Efter en lidt sen morgenmad gik vi til et nærliggende supermarked og købte et lille sortiment af øl til vores børn. Resten af formiddagen brugte vi på at gå ud til Børsen, universitetet og en kasserne bygget i engelsk stil.

Vi havde sat næsen op efter en rundvisning på rådhuset kl. 13, men lod den være, da der kun ville blive guidet på tysk. I stedet satte vi os i rådhusets største gård og nød en is, inden vi gik til Albertina, der er et nyt museum på Hofburg. Det er grafisk kunst, der er museets speciale, men i anledning af, at 2006 er Mozart-år, var det en udstilling om Mozart og tankerne på hans tid. Grafik var der meget lidt af. Men der var en behagelig temperatur.

Jeg kom ind til seniorpris. Det pikerede mig lidt, at man ikke krævede dokumentation for min alder.

Britta satte med sit køb af billetter til Musikverein et flot punktum for vores tur til Østrig.

Vi tog U-Bahn til Karlsplatz og var fremme ved koncerthuset i god tid. Det var vi ikke alene om. Folk strømmede til.

Akustikken i den gyldne sal er fremragende. Vi sad midt i salen og fik et fantastisk detaljeret lydbillede. Den svageste passage stod klokkeklar. Orkesteret, 40 mand, var i modsætning til søndagens orkester engageret. Dirigenten var meget præcis. 1. sats af Koncert für Violine Nr. 5 var utrolig. Der stod denne lille, spinkle kvinde med sin violin, som hun lod spille fra piano pianissimo til forte fortissimo. Ikke en lyd hørtes fra salen, der dog rummede små 2.000 tilhørere. Hun fik et brag af et applaus godt båret frem af den tredjedel i salen, der kom fra Japan, Kina eller hvor de nu var fra. Solisten var asiatisk.

Koncerten varede inkl. et karters pause og 2 ekstranumre to timer. Så stod vi igen udenfor sammen med en masse andre en fantastisk oplevelse rigere.

Vi forsøgte at få en øl på et sted ved siden af Musikverein, men det var der mange andre, der også gjorde, så vi opgav og tog toget tilbage til en kold fra minibaren på værelset.

Lørdag, den 29. juli, 2006

Så var det slut. 09.15 kørte vi mod DK – et kvarter senere var vi ude af Wien med kurs mod Saltzburg – München – Kassel. Vi valgte denne rute frem for Prag – Dresden – Berlin ud fra en formodning om, at motorvejen ville være god hele vejen. Tja, vi havnede i 2 køer på henholdsvis 2 timer og 1 times varighed. Turen blev delt i 5 etaper, som vi skiftedes til at køre. 02.30 var vi ved den danske grænse, og et par timer senere var vi hjemme.

10. august 2006/-ek