Thailand, oktober 2007

Se foto


Til rejseholdet: Du kan hente teksten som et almindeligt Word-dokument ved at klikke her.


Holdet er kommet ud i en majsmark. Klik på billede for at se mine fotos fra turen.

   

Somme tider er det tilfældigheder, der sætter noget i gang.

 

For denne rejses vedkommende var det en rødvinsaften sammen med Lis og Jørgen, der resulterede i, at vi henvendte os til Jette, der har dannet Hobro Rejseklub. Var der flere pladser tilbage, og ville hun overhovedet have os med i gruppen af Hobro-borgere?

 

Det lod sig gøre.

 

Generelt er Britta og jeg ikke de bedst egnede til flok og følge, og at dase ved en swimmingpool dur vi slet ikke til, men programmet for de første 3 destinationer så godt ud, og udsigten til at være sammen med nogle rare mennesker overbevist os om, at denne rejseform skulle prøves. En fiasko kunne den umuligt blive.

 

Lad det være sagt straks. Det blev en god og oplevelsesrig tur sammen med imødekommende, hyggelige og venlige mennesker. Aldrig har jeg tidligere i gruppesammenhæng oplevet ikke at skulle vente på nogle dryssehoveder eller folk, der absolut skal sætte sig selv i scene.

 

Mandag, den 15. oktober, 2007


Der var dømt afgang med Døstrup Turistfart fra rutebilstationen kl. 06.30. At hyre en bus er en bekvemmelighed i forhold til at tage toget. Der er ingen bøvl med at få plads til bagagen, og ved hjemrejsen ville der holde en bus klar uanset evt. forsinkelse.

 

Med at par pauser under vejs nåede vi Kastrup i god tid, og vi fik udleveret bordingkort. At rejse er at leve, siger HCA. At rejse er også at vente. Det gjorde vi så et par timer inden take off kl. 15.00 og 10½ timer på økonomiklasse i en stor sardindåse. Der er 8.636 km fra CPH til Bangkok.

 

Tirsdag, den 16. oktober, 2007


Klokken blev stillet 5 timer frem og kl. 06.00 landede vi i Bangkok. 7 timers venten på flyet til Shiang Rai lå forude. En vis forvirring bredte sig. Nogle havde lyst til at komme ud af lufthavnen. Det havde vi ikke, så vi steg af og fik gennemtrawlet hele transitområdet. Det er stort i Bangkok Lufthavn. Arkitekturen er spændende. Der er tilstræbt en fornemmelse af, at man er inde under store sejl, som skærmer mod solen. Virkeligheden er, at der er en effektiv aircondition.

 

Vi nød turens første Singha (pilsner) og tog flere gange et par etager ned til en af flere rygekabiner. Den sidste times tid drak vi en kop kaffe sammen med de andre, der havde lejret sig et sted med plads til en større gruppe og hvor det var muligt for nogles vedkommende at spille kort.

 

13.45 tog vi hul på de sidste 701 km, og kl. 15.00 landede vi i det nordligste Thailand. Her blev vi modtaget af Nordic Travels guide, Kim (50 år). Kl. 16.00 var vi på hotellet, Rimkok Resort. Toilettet var stoppet. Det blev nogenlunde afhjulpet, og så var der tid til et bad og almindelig drys inden velkomstmiddagen på hotellet.

 

Rejecocktail

Græskarsuppe

Beuf m/ grønt og salat

Is på sandkage

 

Dagen sluttede med en øl med holdet og levende underholdning - Elvis numre.

 

En lille kop kaffe sendte os i seng 22.00

 

Onsdag, den 17. oktober, 2007


Efter en tiltrængt søvn ringede telefonen 07.30, og 09.00 var der afgang med den bus, der de næste dage skulle fragte os rundt. Vi kiggede lidt på den stopklods, der var lagt bag baghjulet. Betød det, at bussens håndbremse ikke var pålidelig, eller var det et udtryk for livrem og seler. Svaret fik vi aldrig, og chaufføren og hans medhjælper fragtede os på betryggende vis hele vejen igennem.

 

Første stop var Mae Sai på grænsen til Burma, hvor det var muligt at skue ind i det næppe menneskeretsmæssige så forjættede land. Byen var det første møde med Thailand. Det umiddelbare indtryk var, at stort set alt er forskelligt fra Danmark. Men det passer jo ikke. Man gør det bare på en anden måde. El-ledninger hænger i et virvar, og den kollektive trafik varetages af overdækkede ladvogne, tuk-tuk’er, ældre taxaer eller cykeltaxaer. Folk kommer fra A til B, og det er vel det, det drejer sig om. De næringsdrivende kan klare sig uden at eje et mindre supermarked underlagt alskens restriktioner som kasseapparater, bon’er og smily’er. Et dansk arbejdstilsyn ville korse sig til randen af desperation, og HK, 3F m.fl. ville løbe skrigende bort. I Mae Sai og mange af de andre steder, vi kom på rejsen, spille klaveret ikke efter EU-noder, men det virker alligevel.

 

Efter en times tid i fri dressur skulle vi på besøg i en virksomhed, der forarbejdede jade fra Burma. Slige besøg er prisen for at rejse med en guide - det ved man, og det må man leve med. Altså troppede jeg pænt op vel vidende, at målet var at få en gruppe velspækkede turister gejlet op til at gå amok i salgsafdelingen.

 

Frokosten var en udmærket og hyggelig thai-buffet ved Mekong floden. Det var turens første thai-food, som vi nød udendørs med udsigt til Burma og Laos. Om landet på den anden side af den brede flod er det ene eller det andet kan selvfølgelig være ligegyldig – synet er det samme, nemlig tæt skov. Vi var i ”Den gyldne Trekant”, - en poetisk omskrivning af, at der i området har været en givtig produktion af opium.

 

Bussen fragtede os længere frem langs Mekong. Her troner Budda på en konstruktion, der skal illudere et stort skib. Overvældende og stort er det, og man tænker uvægerligt på, at det har kostet meget dyrt at rejse dette monument.

 

Vi skulle krydse floden i long-boat for at komme en tur til Laos, Done Sao, på den anden side af det gule vand. Her var det ikke nødvendigt at fremvise pas. En afgift på 100 THB var alt, hvad der krævedes for at komme i land. To yngre politibetjente udgjorde de laotiske myndigheders repræsentation på stedet. Deres kontor var en enkel konstruktion på 3-4 m², der kunne beskytte mod sol og regn. En enkel løsning, må man sige, men mere var næppe nødvendig for at hævde suveræniteten på stedet, hvis eksistens udelukkende byggede på salg til turister. En snes boder falbød tørklæder, souvenir, flasker med slange i sprit, spiritus og cigaretter. Billigt var det, og jeg betalte uden så meget som at tænke på at snakke prisen ned 2 kartoner Mallboro til i alt 80 kr. Til den pris kan man leve med, at det ikke var 1. sortering – totalt kom jeg vel til at kassere 10 cigaretter. Kim havde forinden gjort os opmærksom på, at ikke alt var som det tog sig ud for at være. Som eksempel nævnte han whisky af mærket Johnny Walker, der i en kopiudgave hedder Johnny Worker. I det hele taget var det i denne fattige lille handelsby nok mere et spørgsmål om at få handel frem for at gå så højt op i varernes originalitet eller fremkomst overhovedet.

 

Tilbage i Thailand var der tid til at se nærmere på Buddha-skibet med dets væld af forgyldninger, figurer, ornamentik, røgelse og offergaver. Buddhismen er fremmedartet, og der er meget, jeg ikke forstår. I mit hoved blev der draget en sammenligning med et omrejsende dansk tivoli med lys, pompøse opstillinger, glimmer og flag. Sammenligningen er naturligvis helt ude i hampen. For thailænderne er det hverdagens holdepunkt og virkelighed. En offergave kan være en flaske vand – blomster er meget brugt.

 

17.30 var vi tilbage på Rimkok Resort. 1½ time senere var der bus til et hotel 3 km fra vores reservat, Larn Tung. Trillefløjten er et yndet redskab, når det gælder om at regulere trafik. Uden for hotellet blev der fløjtet i vildskab, inden vi kom af sted. 3 biler og en bus havde vagten at holde styr på.

 

Måltidet var glimrende:

Græskarsuppe

Ris med 5 sammenkogte retter

Frugt

Øl.

 

Det var her, vi lærte at i Thailand spiser man for at blive mæt, og at tjenerne står på spring for at rydde af, hvis man af vanvare kommer til at lægge bestikket fra sig. Betalingen for drikkevarer blev opkrævet under måltidet. Her er det ikke almindeligt, at man sidder og hygger sig over maden. Vi oplevede det tydeligt med en gruppe, der kom da vi var gået i gang med at spise. De var færdige i god tid før os og havde nået at konsumere en pæn mængde mad, whisky, cola og øl og forlod stedet, da vi var kommet til frugten.

 

Aftenen sluttede i samlet flok. Elvis-musikeren underholdt, og et par kolde øl i godt selskab gjorde mig grydeklar til en kort nats søvn.

 

Torsdag, den 18. oktober, 2007


Den korte nat var planlagt. Vi skulle tidligt op for at give munkene mad, "fodre munke", som Britta udtrykte det.

 

I Thailand er det kutyme, at alle store drenge eller mænd skal leve som munk én gang i deres liv. Livet som munk har ikke nogen fast varighed. Nogle bruger et år eller to. Andre klarer sig med mindre. Vores guide, Kim, var kun munk en enkelt uge. For enkelte er livet som munk vedvarende.

 

Som munk skal man lægge sin daglige status fra sig og iføre sig den orange dragt som et symbol på, at det er de åndelige værdier, der tæller. Foruden dragten har munken en skål til mad, som han går ud på gaden for at samle tidligt om morgenen. Han skal leve af det, han får foræret. Giverne belønnes med bevidstheden om, at det er en god gerning at give mad til munke.

 

I programmet stod der, at vi skulle tidligt op og være med til at give munkene mad. Men nu er der lige den hage ved en sådan god gerning, at den finder sted meget tidligt på dagen. Det passer ikke turister, men heldigvis kan man gøre en større gerning ved at forære andre fornødenheder end mad, og det kan efter aftale ske i et tempel på et senere tidspunkt.

 

Klokken 08.00 kørte bussen os til et lille tempel ikke ret langt fra hotellet. Det vil sige helt hen til templet kom vi ikke. Det sidste lille stykke var der bestilt en cykeltaxa til hver. Kim fortalte, at cykelfolkene var kommet til at vente en time pga. en forkert besked.

 

Jeg følte mig noget beklemt under cykeltransporten. 25 cyklister knoklede af sted med hver sin velnærede passage. Det var lidt flovt at lade en spinkel mand cykle af sted med mig på bagsmækken. Jeg kunne mageligt have gået distancen, eller bussen kunne have holdt ved templet. Bevares, cykelturen var et led i oplevelsen af en anden kultur, og forhåbentlig fik mændene drikkepenge, de kunne være tilfredse med.

 

Den større gode gerning bestod i at aflevere 5 små orange plastspande indeholdende fornødenheder som sæbe, tandpasta, medicin, tøj etc. Kim havde sørget for indkøb af disse kits. 5 af gruppens kvinder blev udtaget til at fortage overrækkelsen til 5 munke, der sad i lotusstilling foran templets ”alter”. Alle skulle ned at sidde og samtidig iagttage, at fodsålerne pegede en korrekt vej. For nogle var det en knap så let sat at få sig sat ned. Lotusstillingen er langt fra bekvem for alle over 60 år. Komisk så det ud! Og bedre blev det ikke, da den ældste munk fremsagde en længere tekst, som de knælende damer måtte lytte andægtigt til med hænderne samlede foran ansigtet.

 

Besøget i templet var en lidt flad fornemmelse, hvis man tænker for meget over at vise respekt for buddhismen. At falde på knæ for en religion, man ikke vedkender sig er i mine øjne lettere malplaceret. På den anden side kan man konstatere, at også munke er pragmatiske mennesker. En ældre herre brugte ledsaget af 4 meget unge mænd et kvarters tid på at indkassere 5 spande med dagligvarer samt et kontant offer på 100 THB pr. turist. (En arbejders dagløn er 200 THB – vi afleverede således 12 daglønne plus 5 spande.)

 

Efter de gode gerninger kørte vi til et transportcenter, hvor 3 ”grisebiler” ventede på os. Der er tale om åbne varevogne. Ladet er overdækket, og der er en bænk i hver side. Der er plads til 8 personer på ladet og 1 plads ved siden af chaufføren.

 

Målet var besøg hos nogle stammefolk oppe i bjergene. Køreturen varede 45 min., og på den sidste del af turen var det pga. vejen indlysende rigtigt, at vi skulle transporteres med et mindre køretøj end en bus.

 

Tre stammer var repræsenteret på stedet i indbyrdes meget ringe afstand. Autentisk var det næppe, men det forhindre jo ikke, at det kan være interessant at besøge et frilandsmuseum og få et indblik i de forhold folk har levet i eller stadig lever under nogle steder i bjergene. Første stop var Akha-folket. Her kunne man gå ind i hytterne og se på indretningen. Næste stamme var de langørede, og den sidste de langhalsede. De langørede kvinder havde øreflipper der over tid havde fået så store huller, at der kan sættes smykker på størrelse med en 5-krone ind i hullet. De deformerede ører kan man så kalde smukke eller grimme efter behag. Der er tale om en selvpåført deformitet, der ikke hæmmer kvinderne nævneværdigt.

 

Således forholder det sig ikke med de langhalsede, der fra skulder til hage er snøret ind i en gylden metalspiral, ø = 5 mm, messing. Mindre piger starter med en lille spiral. En gang om året bliver den afmonteret, og en ny lægges på. Denne gang med en vinding eller to mere. Det er indlysende, at halsmuskulaturen ikke udvikles, når man ikke kan bevæge hovedet normalt, og det må være ubehageligt hele tiden at have en op til 5 kg tung og tætsluttende ”halskrave” på. Også på underbenene var der spiraler. En 12-15-årig piges ben så ikke godt ud. Huden var sort omkring spiralen.

 

Forunderlige, fascinerende og farverige i påklædning er disse kvinder, der gerne lod sig fotografere, mens de sad og vævede. Dog kan jeg kun håbe på, at den del af kulturernes mange facetter vil forsvinde, jævnfør omskæring af kvinder og de indsnørede kinesiske fødder.

 

Hos de to sidstnævnte stammer blev der solgt hjemmevævede stoffer plus en del andet, der nok ikke var så hjemmelavet endda.

 

På tilbageturen i ”grisebilen” satte jeg mig yderst med det formål at få taget et par landskabsbilleder. Bilen skrumler af sted og vejtræer og skilte suser forbi, så der er kun ét at gøre: At skyde på lykke og fromme.

 

Da vi kom tilbage til udgangspunktet ventede der os en frokost:

 

En velsmagende suppe

Ris med 5 retter

Frugt

 

Klokken 15.00 var vi tilbage på hotellet. Jeg gik en tur med kameraet, og vi gik en tur rundt på hele området. 8 bygninger, ca. 3.000 værelser – et stort sted!

 

19.30 gik vi ned i restauranten for at spise. Vi kom til at sidde sammen med Lek, der med sin thailandske baggrund påtog sig at bestemme, hvad vi skulle spise. Hun taler og læser sproget og bestilte med sikker hånd de 5 retter, vi skulle spise til risen. Da maden kom på bordet, blev vi undervist i at spise med pinde.

 

Aftenen sluttede med en stor øl samt rom og cola, og 23.45 var vi på værelset.

 

Fredag, den 19. oktober, 2007


Formiddagens program blev ændret. Ifølge programmet skulle vi have besøgt Doi Tung, hvor kongen moder boede og arbejdede. Stedet betyder meget for thailænderne, der har et særdeles hengivent og inderligt forhold til deres konge. Kim mente, at vi ville få en større oplevelse af at besøge en teplantage. Det lød fornuftigt.

 

3 minibusser skulle der til for at bringe os en tur ud i landskabet og op i bjergene. Nå jeg anvender ordet bjerge, skal det ikke forstås som en topografi, vi kender fra Alperne. De bjerge, vi så, er mere at sammenligne med store bakker, der blødt føjer sig ind i hinanden.

 

Første stop var ved en ananasmark. Jeg havde ikke set en ananasplante før, ja, jeg havde endog ikke gjort mig andre forestillinger, end at det måtte være en stor plante. Frugten er stor – ergo måtte planten også være det. Det er den ikke. En halv til en hel meter, det er alt. Den har hårde og tykke blade. Frugten sidder i midten som på en kålplante. Blomsten er meget smuk.

 

Næste stop var en majsmark. Majsen var høstet og lagt til tørre i en luftig pælehytte. Når tørringen er til ende, skal der håndkraft til. Majskorne skal rippes af. På marken stod de visne majsplanter tilbage. Udsigten var smuk, varmedisen til trods. Den røde jord og de gyldne majskolber var en smuk kontrast.

 

Så gik det op ad. Serpentinervejen snoede sig gevaldigt, så der var nok en god grund til at transporten foregik i minibusser. Teplantagen havde en afdeling for turister. Her kunne man smage forskellige teer og efterfølgende foretage indkøb. Jeg valgte smagningen fra til fordel for at fotografere landskab og teplanter. Udsigten var særdeles smuk. Britta fik købt en speciel tepotte til Niels Bo, som han havde snakket om.

 

Så gik den formiddag, og 12.45 var der en righoldig frokostbuffet på hotellet. Her fik jeg lejlighed til at smage sushi. Så er det prøvet, og det skriger ikke på en gentagelse.

 

13.45 var der afgang fra hotellet i longboats til Karen Village. Det blev en smuk tur på Kok River. Den larmende motor skal man forsøge at overhøre, mens landskaberne glider forbi. Vi sejlede mod strømmen, der var ret kraftig, og det tog 45 min. at nå frem.

 

Det første der faldt i øjnene var elefanter. Disse lod sig meget gerne fodre med bananer, der for en slik kunne købes til formålet. Et andet eksotisk indslag var kvælerslager i bur. Landsbyen var ellers indrettet med turister for øje med den ene bod efter den anden.

 

Elefanterne skulle vi ikke ride på – det skulle vi senere på turen. Formålet med turen til Karen Village var sejlturen på floden. En uventet attraktion blev en af de kolossale kvælerslanger, som fik lov til at komme ud af sit bur for at blive båret af nogle af gruppens modige medlemmer – en mere eller mindre grænseoverskridende præstation. Ejeren holder næppe en kvælerslange som et hobbydyr. Det giver drikkepenge og måske lidt handel at slippe dyret ud af buret.

 

Hjemturen var med strømmen, og det tog kun 35 min at sejle tilbage. Landskabet blev set fra en anden vinkel. Det var stadig interessant og sine steder meget smukt.

 

Så var der ikke mere på programmet for den dag. Britta gik delvis solo med sit videokamera, og jeg dryssede rundt på området mit kamera.

 

Dagens middag var ikke inkluderet i rejsen. Vi kunne have valgt at spise på hotellet. Det gjorde vi ikke. Fra bussen havde vi bemærket et simpelt sted tæt på hotelområdet, og der slentrede vil hen til lyden af cikader. Vi blev de eneste gæster. Sprog havde vi intet af her, så bestillingen foregik på den måde, at vi fik vist nogle råvarer og ud fra denne forevisning lavede kvinden i de gadekøkkenlignende omgivelser noget mad til os.

 

Hønsebouillon (meget smagfuld)

Ristet ris med lidt kyllingekød og æg (OK)

En stor øl til deling

Pris i alt: 95 THB (16,- kr.)

 

Det var en god oplevelse at spise et sted, der ikke var etableret med henblik på turister, og det var dejligt at drysse tilbage en dejlig varm, lettere overskyet aften i troperne.

 

På hotellet var der gang i et meget stort udendørs arrangement med ca. 500 gæster, som vi havde gættet på var et bryllup. Der var til lejligheden opstillet en stor scene. Da vi returnerede var underholdningen i gang med dans og sang. To minimalt påklædte unge kvinder dansede og indyndede sig mellem bordene til stor moro for gæsterne, når de to skønheder lagde an på nogle af de mandlige, der honorerede de bikiniklædte med en seddel anbragt under den sparsomme beklædning. Vi iagttog festivitasen fra en svalegang på 1. sal.

 

Om et bryllup var det ikke tale. Det var en lærerforening, der var samlet til fest, og man må sige, at de i Thailand når at få noget fra hånden i en fart. De sidste gæster var ved at ankomme, da vi gik ud for at spise, og 4 timer senere var den fest forbi. Den forhindrede ikke rejseklubben i at klumpe sig sammen om et par læskedrikke. Dog havde tjeneren lidt travl. Indbydes og forhåbentlig diskret kaldte vi ham Dumbo pga. hans ørers anatomi.

 

22.30 var vi på værelset for at pakke.

 

Lørdag, den 20. oktober, 2007


09.30 var der afgang til lufthavnen. Her oplevede et par stykker, at pengeautomaten ikke virkede. Hvordan der end blev trykket, ville den ikke spytte penge ud. Forklaringen var rimelig nok: Automaten var konstrueret til udelukkende at modtage penge.

 

Efter en god times flyvning landede vi 13.10 i Bangkoks gamle lufthavn, og midt på eftermiddagen var vi på Menam Riverside Hotel, værelse 1108 – altså 11. etage med udsigt til floden.

 

Vi gik en tur på et par timer og fik prompte bekræftet, at Bangkok er en grim by plaget af luftforurening og stinkende kloakker. Samtidig er det også en kontrasternes by. Bilparken spænder fra store, nye 4W’ere over mellemklassebiler til ældgamle busser og lastbiler til tuk-tuk’er. Moderne højhuse står side om side med velholdte templer og saneringsmodne bygninger. Kaster man blikket op støder det først og fremmest på et virvar af el-ledninger. Kastes blikket ned, og det kan være klogt, ser man et fortov, der absolut ikke er velegnet til kørestolsbrugere eller svagtseende. Frostskader har man ikke, men alligevel ligger fortovsfliserne nogle steder, som var de smidt ud med en skovl.

 

Vi stødte hurtigt på en lille fotoforretning, som havde et memorykort, der passede til Hennys kamera. Hun var kommet af sted uden kort i apparatet. Barnebarnet havde glemt at sætte det tilbage, da det var blevet tømt. Så var et praktisk problem til en side.

 

Et smukt tempel ligger klemt inde mellem andre bygninger. Vi gik ind på området og nød de svungne linier og den farvestrålende arkitektur. Mens Britta var optaget på den ene side, gik jeg til den anden. Det første, jeg bemærkede, var en nydelig klædt forsamling, der sad på stolerækker under et halvtag. Jeg havde ikke stået der ret længe, inden jeg blev kontaktet af en mand fra selskabet. Han ville snakke. Årsagen til stolerækkerne var, at der skulle være begravelse en time senere. Det blev til en længere snak om Thailand, Europa, buddhisme og kristendom. Under snakken blev kisten båret op på sin plads. Jeg måtte gerne fotografere.

 

Vi havde desværre ikke tid til at overvære ceremonien, da vi 17.30 skulle ud at sejle på Menam River. Turen bød på udsigt til Bangkoks skyline. Vi sejlede forbi ØK’s gamle hovedkvarter og kom en tur ind i en af byens mange kanaler (klong’er hedder de der). Pga. en vandstand, der bevirkede en mindre oversvømmelse, måtte der sejles langsomt for at undgå bølger inde i husene. Der var ikke tale om slum. Oversvømmelser er en tilbagevendende foreteelse. Det var inde i kanalen, vi kunne se nogle af de små skibe, der anvendes, når kongen paraderer på floden.

 

Middagen blev serveret på 2. sal i en restaurant ved floden ved siden af en anløbsbro til en af de små færger, der pendler mellem de to dele af byen. Vi fik thai-mad beregnet på turister. Man bliver mæt, det skal går hurtig, og efter at have fået det samme nogle dage, bliver det ret ligegyldigt. Den kolde Singha øl er en fornøjelse hver gang.

 

Båden bragte os tilbage til hotellets anløbsbro. Efter en kop kaffe på værelset gik vi en lille tur på gaden og nød en øl ved et gadekøkken. Nok en øl på værelset sendte os i de brede senge 00.30.

 

Søndag, den 21. oktober, 2007


Morgenbuffeten var flot, og vi sad ude på en platform med floden under os og med udsigt til skyline’en. Grethe havde fødselsdag, og hun blev fejret med lagkage og en buket blomster, der var bundet som en brudebuket. Jette havde betænksomt sørget for, at der kom tjenere med kage og blomster.

 

Dagens program bød på Grand Palace, men forinden ville Kim vise os et blomstermarked. Britta svømmede så ganske over af benovelse over mængden og udvalget af blomster og orkideer. Der er en naturlig forklaring på, at thailænderne tilsyneladende har et ret stort forbrug af blomster, nemlig at klimaet gør det billigt at dyrke blomster. Her sætter man sorte net op for at skygge for planterne. Drivhuse hører til i en anden del af verden.

 

For enden af blomstermarkedet fik vi lejlighed til at se en udgave af Grønttorvet, hvor man solgte en gros til de handlende. Dette marked var ved at lukke, da vi var der først på formiddagen.

 

Grand Palace er imponerende og umiddelbart uoverskueligt. Kim guidede os til de buddhistiske perler, og vi var efter behørigt at have tages skoene af inde i et tempel for at se den lille Emerald Buddha (smagrad, højde ca. 1 m). Ved siden af templerne ligger de kongelige boliger. Rama den 5. (regerede 1868-1910) var en vestlig orienteret konge, som havde rejst i Europa, og det er ham, der i høj grad har sat sit præg på området. Interessant var det at se et palæ opført med facade i europæisk stil og med et tag i thailandsk udgave. Det var i øvrigt denne konge, der købte sig et automobil i England og anlagde en stump vej, 5 km, så han kunne øve sig på at køre. Bilen var højrestyret, og på den måde blev der indført venstrekørsel i Thailand.

 

Nu var klokken blevet 11.00 og sidste punkt på gruppens program var besøg på en guld-fabrik. Her steg Britta og jeg af til fordel for muligheden af at se nærmere på templer og historiske herligheder, altså løste vi billet nok en gang, og nu kunne vi gå rundt i vores eget tempo og se på folkeliv, vægmalerier, munke, folk der satte 3-4 cm² små stykker bladguld på Buddha’er, røgelsespinde, blomsterofre og andægtige/bedende mennesker.

 

Wat Pho er et andet tempelkompleks tæt på Grand Palace, hvor en venlig herre uopfordret hjalp os til rette med kortet. Vi havde læst det godt nok i forvejen, men det var da hyggeligt nok at få retningen bekræftet. Samme bekræftelse fik vi ikke udenfor området, hvor en tuk-tuk-chauffør insisterede på, at vi skulle den modsatte retning. Vi takkede nej til hans tilbud om kørsel. Lidt senere kunne en anden chauffør fortælle, at ”Wat Pho is closed today”. Han ville sikker gerne have kørt os til et andet spændende sted, men det lykkedes nu ikke. Vi havde læst om denne form for bondefangeri, og det var bare sjovt selv at opleve den.

 

Wat Pho er stille og stemningsfuld i forhold til Grand Palace. Her er der ikke nær så mange turister. Her findes Bangkoks største og ældste tempel. Her findes landets største liggende Buddha, og her er landets største samling af Buddha-figurer. I ro og mag gik vi rundt og lod os forundre. Flere renoveringsarbejder var i gang, og det var tydeligt at se, at flere var blevet afsluttet for nylig. Fremmedartet, let og luftig arkitektur med en ufattelig rigdom af detaljer, forgyldte flader, udskæringer og strålende farver.

 

Vi tog en taxa tilbage til hotellet – en tur, der varede 40 min. Jeg føler mig ret overbevist om, at der blev taget en unødig omvej. Britta er ikke enig med mig. Hun mener, manden kørte som han gjorde for at undgå at sidde alt for meget fast i trafikken. Taxameteret stod på 97 THB, da vi var fremme, så omvej eller ej: Det var en billig fornøjelse.

 

Fornøjeligt var det derimod ikke at være afskåret fra at kunne købe kolde øl til at tage med op på værelset. Der var øl nok på hylderne, men de måtte ikke sælge det i tidsrummet 14.00-17.00.

 

18.30 var der bus til Asia Hotel. Vi fik lejlighed til at se Bangkok igen fra en bus, inden vi satte os til bords på det store hotel til en glimrende thai-buffet med mange gode retter og ris i flere variationer.

 

Efter middagen havde vi købt billet til et dragshow. Dette blev fremført på en forholdsvis lille scene under foyeren. Showet var flot. Kostumer, lys, mime og timing var gennemført. Det var utroligt, så mange optrædende, der kunne være på scenen samtidig. Efter 5 kvarter var det slut, og de i alt ca. 50 artister modtog et velfortjent bifald.

 

Tilbage ved hotellet gik vi en lille tur og slog os ned et lille sted, hvor der blev tilbudt thai-massage og mad. Vi nød en stor øl hver, inden vi gik til værelset. Britta kastede sig over planlægning af morgendagen. Jeg åbnede en lille flaske såkaldt whisky fra hjemmebaren. Det smagte mildt sagt mindre godt.

 

Mandag, den 22. oktober, 2007


På programmet stod: ”Dagen til fri disposition”. Vi trak den til 08.00 og tog os efterfølgende god tid til morgenbuffeten, inden vi 10.15 sammen med Lis og Jørgen tog hotellets shuttle-boat til Taksim.

 

Noget egentlig mål havde vi ikke ud over at ville se nærmere på Bangkok. Udbyttet blev lidt magert – der er ikke så meget at komme efter ud over templer, og dem havde vi jo set. Vi entrede et stort varehus, Robinson, og brugte en halv times tid på at se på dets tilbud, der ikke adskiller sig alverden fra, hvad man kan finde i Aalborg eller Århus.

 

Udendørs restauranter skal man bortset fra gadekøkkener lede længe efter i Bangkok. Vi dryssede en times tid uden at finde et sted, hvor vi kunne sidde med en stille pilsner. Enden på søgningen blev, at Britta gik solo og efter et kvarters tid kom tilbage med 4 dåseøl fra en 7-eleven. Vi fandt en skyggefuld bænk i en lille park.

 

Lis og Jørgen tog en taxa tilbage til hotellet. Britta og jeg dryssede videre i storbyen. Satte os med en kop kaffe, da den mulighed viste sig tæt på en af højbanens stationer. Vi tog banen til Siam Square, et sted vi var blevet anbefalet dagen forinden. Der var nu ikke så meget at komme efter, med mindre man kan falde i svime over et meget stort og meget eksklusivt indkøbscenter – Paragon, var navnet. Stedet kan ses som en af kontrasterne i Thailand. Her kunne man foruden alskens dyre mærkevarer f.eks. købe en stinkende dyr sportsvogn. Alt signalerede, at et Master Card Gold er en selvfølge.

 

Et sådant kort har vi ikke, og vi opholdt os ikke ret længe i dette Mekka. I stedet gik vi ud for at finde torvet, som i vores øjne måtte være en større plads. Det var ikke tilfældet. Det var bare et sted på kortet. Mens Britta studerede dette, kom jeg i snak med en lokal universitetslærer, der kunne bekræfte, at vi netop stod på Siam Square. Rygere falder let i snak med hinanden.

 

Larmen var påtrængende. Området er stedet for det yngre publikum, og det understregedes af høj musik, der strømmede ud fra butikkernes højttalere. Trafikken var intens. Man blev hurtig lidt flad i hovedet, og 16.30 besluttede vi os for at vende snuden mod hotellet og gå tilbage til højbanen for at komme til Taxim. Her måtte vi vente en halv time på båden til Menam Riverside Hotel.

 

Nu var det muligt at købe kolde øl i det lokale supermarked, og slikmunden Britta supplerede med et par kager. Ved samme lejlighed fandt vi ud af, hvor vi ville spise dagens middag. Det blev en indisk restaurant meget tæt på hotellet.

 

Suppe (BN)

Tandori-fisk (EK)

Tandori-kylling (BN)

Lam i sauce

Safranris

Hvidløgsbrød

Diverse dip

Øl

 

Måltidet var lækkert, og køkkenet havde god tid til at tilberede det, da vi var de eneste gæster. Vi gik lidt i området. Var på internet-café og sendte en hilsen hjem. Ved et gadekøkken talte vi tre rotter.

 

Tilbage på 11. etage på hotellet kunne vi se langt. Der var faldet et par byger, og disse havde åbenbart renset luften.

 

Tirsdag, den 23. oktober, 2007


Jeg havde fjumret med indstillingen af vækning på mobiltelefonen, så det blev hotellets telefonvækning, der fik os på højkant. Der blev således kun en halv time til at få kufferterne sat ud på gangen.

 

Kl. 09.00 var der afgang fra Bangkok, og efter 2½ times kørsel nåede vi frem til River Kwai, Kanchanaburi , hvor der blev holdt ved en krigskirkegård. Her er der 3.000 grave for krigsfanger, der omkom under japansk fangenskab under 2. Verdenskrig. Kirkegården er meget velholdt med små liggende sten for hvert offer. En enkelt dansker er blandt disse. Kirkegården vedligeholdes af UN.

 

Tæt på kirkegården ligger broen over floden Kwai. Det er ikke den oprindelige bro, der blev sprængt flere gange af de allierede. Den nuværende bro er en stålkonstruktion. De oprindelige var træbroer. Med den berømte film i baghovedet var det på trods af, at det er en turistattraktion let at fornemme historiens vingesus.

 

Så var der frokost, som vi fik serveret på en stor, overdækket flåde, som vi havde for os selv. En longboat blev spændt for flåden, og vi fik en smuk tur på Kwai River.

 

Jeath Museum er noget af det simpleste museum, jeg har besøgt. I en trelænget hytte er der opsat fotos fra fangelejre og fra arbejdet med at anlægge jernbanen fra Thailand til Burma (Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma). Enkelte effekter er der også. Museet beskriver glimrende de forfærdelige forhold, fangerne havde. I alt 100.000 fanger og lokale tvangsarbejdere omkom under de umenneskelige forhold godt hjulpet på vej af koreanske fangevogtere. I henseende til grusomhed og umenneskelighed var japanerne ikke bedre end nazisterne.

 

En god times kørsel bragte os til turens næste hotel, River Kwai Village. Igen var der tale om et meget stort sted. Hotellet ligger ned til floden. Vi fik et meget stort værelse med junglen som nabo. Til de svømme- og daseglade var der to pools med tilhørende barer.

 

Vi indrettede os. Brittas orkidé, som hun fik af Kim på blomstermarkedet i Bangkok havde overlevet i bussen. Nu kom den i en vase på værelset. Og så var der panik. Jeg kunne ikke finde opladeren til mine Canon-batterier. Alt det andet tilbehør var der, blot ikke denne. Vi væltede vores kufferters indhold ud på de brede senge, og stor var lettelsen, da den dukkede op på Brittas seng. Morgenens hæsblæsende pakning straffede sig.

 

Opholdet var med halvpension. Andet ville også have været besværligt, hvis man skulle spise udenfor hotellet. Der var dækket op til bl.a. ”Nordic Travel” under åben himmel. Nogle stinkende olielamper var den sparsomme belysning ved bordene. Buffeten var bedre oplyst, og den var glimrende, om end vi var ved at være lidt trætte af thai-mad.

 

Onsdag, den 24. oktober, 2007


Efter morgenmad var der 09.00 afgang til en elefantlejr, hvor en ung mand og en ditto elefant var det første, der tiltrak sig opmærksomheden. Elefanten blev belønnet med bananer (et bundt: 20 THB) for kunster med en hula-hop ring og en basketballkurv.

 

To og to blev vores selskab anbragt i et sæde på ryggen af asiatiske elefanter, og vi fik en sindig ridetur gennem lidt buskads, hvor mahut’en (elefantens fører) lavede en hat af blade til os. Almindelig høflighed bød mig at tage den på. Vi kom ned til floden, og derefter luntede elefanten tilbage til udgangspunktet. Mahut’en havde haft Brittas kamera og dermed blev det dokumenteret, at vi havde været oppe på det store dyr, og at jeg kom til at sidde over skrævs på nakken af det. Bagsiden af dets ører er bemærkelsesværdigt blød.

 

Turen gik videre til en lille by, hvor der var frokost ved langborde på et sted, der udelukkende var beregnet på at affodre turister. Serveringen var hurtig og effektiv. Her drejede det sig om at få folk hurtig ud af klappen igen.

 

Bussen kørte os tilbage til elefantlejren, hvor en mindre ladvogn ventede på os. Med lidt god vilje var der plads til alle, og vi blev kørt ned til floden. Her fik vi udleveret redningsveste inden vi 4 og 4 entrede bambusflåder, hvor vi på to små skamler kunne sætte os med vandet skvulpende om fødderne. Det var en dejlig oplevelse at glide ned ad floden en halv time. To unge mænd sørgede for at styre. Stilheden kun forstyrret af vandets klukken og junglens lyde var dejlig. Et slangelignende dyr svømmede ind til bredden.

 

Ladvognen ventede på os, da vi gik i land, og vi kom tilbage til bussen. Midt på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet, hvor jeg tog mig en lille morfar, inden jeg gik ud for at fotografere en times tid.

 

En lettere dvaskhed blev fordrevet med et bad, og 19.00 var der middag så betids, at vi kunne nå at overvære et lille show med nogle børn, der under ledelse af en af tjenerne spillede og dansede. Musikken var fremmedartet. Det samme var dansen, som børnene iført flotte dragter fremførte med stor entusiasme.

 

Fremmedartet var der derimod ikke i Jungle Bar, hvor en musiker indbød folk til at gribe mikrofonen. Han havde en samling internationale schlagere på repertoiret. Flemming, en af holdets mænd med musikalsk erfaring, gik på scenen. En lille gruppe englændere ville også være med repræsenteret ved en fed mand, der med iver forsøgte at gøre Flemming kunsten efter. Det lykkedes ikke, men underholdningsværdien var der ikke noget i vejen med. Det store menneske gav, hvad havde i sig.

 

Det var i Jungle Bar, jeg fik den første whisky med cola. Whiskyen kaldes Mekong og er på det nærmeste udrikkelig – noget sprittet stads, hvad jeg jo allerede havde konstateret. Iblandet cola var det til at have med at gøre, og havde betjeningen ikke været så aldeles sløv og direkte ugidelig, og var man ikke udgået for Mekongwhisky, var det sikkert blevet til flere drinks i baren. I stedet fortrak holdet til en pool-bar, hvor man gerne ville sælge våde varer – også den lokale whisky.

 

Torsdag, den 25. oktober, 2007


Min dag startede 07.15 med en kop kaffe på altanen. En longboat drønede larmende forbi og flængede stilheden.

 

10.00 var der afgang til et vandfald, Erawan, som ligge bekvemt ved landevejen og ved afslutningen af ”Dødens Jernbane”. Det meste af jernbanen har junglen kvalt. Et originalt damplokomotiv er opstillet her. Vandfaldet led lidt af mangel på vand. Smukt var det alligevel. Områdets afrundede sandsten vidner om vandets påvirkning. I et lille naturskabt bassin muntrede nogle børn sig i det lune vand.

 

Vi skulle på en togtur på den berygtede jernbane, men forinden var der tid til at se på stationen og byens marked inden dagens frokost. Markedet var ikke udelukkende for turister. Som sådan kunne man aldrig drømme om at købe kød, der ligger frit fremme i varmen og med fluer kravlende rundt. Heller ikke levende frøer eller skindet fra et grisehoved kunne friste. Fisk i en grågrumset lage heller ikke. Rundt om os gik nogle ynkelige hunde, som man i DK kunne få en dyreværnssag på nakken for at lade leve. Om denne vanrøgt forklarede Kim, at en buddhist ikke slår dyr ihjel, når formålet ikke er at skaffe mad.

 

Thai-frokostens gode indslag var friturestegt banan paneret med kokosmel, og så var der tid til at stige på toget. Kim sendte os et lille stykke ud langs banen. På den måde kunne vi sikre os pladser i den rigtige side. Det fik vi så, inden der blev fyldt godt op med folk, der var steget på ved perronen.

 

Togturen var en spændende oplevelse med tilblivelsen af jernbanen in mente. I dag ligger der landsbyer langs den. Det gjorde der ikke for 60 år siden. Da var der bare jungle. Et sted kørte toget på en træbro – det så lidt faretruende ud, men på den anden side: Hvis lokoføreren tør køre over, sker der næppe noget ved det. Landskaberne gled forbi i et moderat tempo, og med lidt god vilje blev der givet plads til, at alle kunne komme til at fotografere. Vi kørte en time. Den gik meget hurtig.

 

Bussen ventede på os, og så gik det tilbage til hotellet. Kim og chaufførmedhjælpere gik ind på en mark og rykkede en tapioka op. Han ville vise os den lokale kartoffel, som er en pælerod på ca. 40 cm. Kim var i det hele taget god til at udpege afgrøder og træsorter. Alle burde kunne genkende et teaktræ, en kokospalme, sukkerrør, ris m.m. efter hans anvisninger.

 

Tæt på hotellet blev der gjort holdt ved et marked, hvor vi kunne forsyne os med drikkelige fornødenheder, der for mit vedkommende blev en flaske Mekongwhisky, 190 THB. Her tog man ikke forbudstiden, 14.00 – 17.00 bogstavelig. Retfærdigvis skal 7-eleven nævnes for at overholde gældende restriktion. I denne butik slog Jørgen gækken løs og spenderede en is i bæger på Britta og mig. 15.30 var vi retur. Jeg nappede en time på øjet, og Britta gik tur med sit videokamera.

 

Kim havde efter ønske fra flere bestilt europæisk middag til os.

 

Champignonsuppe

Beuf med fritter og salat

Budding med frugt

Kaffe

 

Sidste aften på River Kwai Village sluttede med en enkelt genstand ved en poolbar (Jungle Bar var gabende tom). På værelset lod vi natten falde på med en øl, og 23.30 var den dag slut.

 

Fredag, den 26. oktober, 2007


Mobiltelefonen kaldte til dåd 05.45. Kufferterne skulle være udenfor værelset 06.30, og en time efter var der afgang til turen sidste destination, Hua Hin, nærmere bestemt Cha Am, hvor vi skulle have 5 overnatninger på Holiday Inn Resort.

 

Inden vi nåede så langt og efter 2½ times kørsel var der besøg på et flydende marked i nærheden af Bangkok. Her kom vi om bord på longboats, der ½ time sejlede os rundt på kanalerne (klong’erne) Kanalerne og husene er selvfølgelig autentiske, men hvad der måtte være af marked er udelukkende indrettet på turismen, så det krævede lidt god vilje at forestille sig, hvordan det måtte have været i gamle dage. Bådturen sluttede et sted, hvor alle sejl var sat til for at sælge til turister. Det var her, jeg prøve at drikke kokosmælk fra en kokosnød. Nydelses begrænsede sig til, at jeg lod det meste være. Nogle enkelte motiver lod sig indfange.

 

11.15 fortsatte turen til Cha Am. Her ventede der os nok et stort værelse med en god altan med kig til havet. Karl Smart (mig) mente jo nok at kunne betjene safety-boxen uden at skulle læse vejledningen. Det kom til at koste lidt drikkepenge til den venlige kvinde, der måtte hidkaldes for at låse den op igen.

 

Vi sad en times tid på altanen, 2. sals højde, med et par store kokospalmer foran os, inden vi gik en tur i parken og ned til havet. Derefter bevægede vi os udenfor reservatet til en gade med restauranter og skræddere. Vi satte os med en øl, og Britta var inde i en butik, hvor hun fik lagt en nederdel til side. Hun hentede den aldrig.

 

Velkomstmiddagen havde Kim bestilt i Hua Hin. Transporten foregik i 3 minibusser (turens bus var returneret til Bangkok). Her var der dækket op under åben himmel på en fiskerestaurant ved havet. Vi nåede at bestille øl, så måtte vi rykke under tag pga. let regn.

 

2 store rejer med hvidløg

Dampet fisk

Kylling i karry

Svinekød, strimlet paneret med båndnudler

 

Transporten tilbage foregik i minibusser – en noget mere trafiksikker transport.

 

Lørdag, den 27. oktober, 2007


Det blev en meget stille dag – en varm og lummer gråvejrsdag, hvor der ikke var nogen grund til at tage kameraet med ud. Vi gik en lille tur til stranden. Ellers gik min dag med at læse ”A life for every sleeper” (Et liv for hver svelle). Bogen havde jeg købt ved Jeath Museet.

 

Britta tog sammen med 16 andre til Hua Hin sidst på eftermiddagen for at få 2 timers thai-massage. Jeg læste bogen færdig og gik en tur væk fra hotellet. Man skulle bare gå 5 min., så var det et fattigt Thailand, man gik i. Da jeg belæsset med øl og cola vendte tilbage, så jeg hvordan de ansatte blev kropsvisiteret, inden de fik lov til at tage hjem efter dagens arbejde.

 

For alle eventualiteters skyld ventede jeg til kl. 20.00 med at gå ud at spise. Min fornemmelse sagde mig, at massage-holdet ville spise inde i byen, hvilket de da også gjorde. Min middag blev

 

Mixed Grill, 3 store stykker kød

Fritter og kogte grøntsager.

 

Da jeg kom tilbage, var Britta kommet hjem. Hun var returneret sammen med en syg kone og et par stykker mere, der ikke havde mod på at blive i Hua Hin. Apropos sygdom, så måtte enkelte i gruppen tage en slap dag pga. et maveonde.

 

Søndag, den 28. oktober, 2007


Jeg vågnede halv otte til et flot regnvejr. Det væltede ned en halv time. Så stilnede det af, og mere regn fik vi ikke på turen.

 

Hensigten med dagene i Cha Am var afslapning, og det bekom det store flertal godt efter mange oplevelsesrige dage. Britta og jeg dur ikke til at dase ved en swimmingpool eller på en strand, så vi var nødt til at foretage os noget for ikke at gå til i kedsomhed.

 

Vi tog sidst på formiddagen en taxa til Hua Hin og blev sat af ved Clock Tover. Ved et tempel skråt overfor blev der i et hjørne af pladsen øvet dans. På den anden side af templet var der dækket op til noget, der kunne minde om en fællesspisning. Vi slentrede videre uden andet mål end bare at se på byen og livet. Det er utroligt, hvor mange mennesker der kan transporteres på en knallert med sidevogn.

 

Ved et tilfælde kom vi ind i et stort overdækket marked. Her var der ingen turister. Til gengæld var der et interessant udbud af varer, som vi ikke kender, f.eks. tørrede blæksprutter og ditto rejser. Der var ”mærkelige” fisk, der kæmpede for livet i en spand med alt for lidt vand, levende frøer, krydderier, tøj og alskens dagligdags fornødenheder. Et par steder kunne der fås nymalet kokosmel. Lugten skulle man vænne sig til. Det samme skulle man til, at det var legalt at køre på knallert på de snævre gangarealer.

 

Det blev til 2 øl til hver på en restaurant, hvor vi kunne sidde ved fortovet og iagttage trafikken. Efter denne pause gik vi til jernbanestationen, der er omtalt som en af landets smukkeste. At der er gjort meget ud af den hænger sammen med, at kongen på et tidspunkt havde valgt at få sig en residens i nærheden af Hua Hin, der ligger 230 km fra Bangkok. Dengang var byen et fredfyldt fiskerleje, som Hans Højhed kunne rekreere sig i. Den regerende konge, Bhumibol, er en sygdomssvækket herre på 80 år. Han kommer ikke til Hua Hin mere, og skulle det endelig ske, ville han næppe ankomme med tog. Alligevel er der en smuk og velholdt bygning på stationen. Denne bygning er kongens ventesal. Stationsbygningen er i sig selv smuk. Der er ventesal til såvel 1., 2. som 3. klasse, og der er kontorer til stationsmester og vicestationsmester, billetsalg samt bagageindlevering.

 

Efter at have brugt god tid på stationen satte vi os på en bænk foran et af de alle steds værende monumenter med et stort billede af kongen. Det aktuelle foto var et ungdomsbillede, der viste kongen med et kamera om halsen. På den anden side af gaden lå brandstationen.

 

Vi sluttede besøget af med at gå til stranden, og her er det med et højt knejsende Hilton-hotel tydeligt, at turismen er et fremherskende erhverv. Vi fik dyppet fødderne i havet, inden vi satte os med en sidste øl med udsigt til cykeltaxaer, og 17.00 gik det i taxa tilbage til Cha Am.

 

Middagen blev i selskab med nogle af de andre fra rejseholdet med snak og hygge til følge.

 

Beuf med bagekartoffel og pebersauce (BN)

Spareribs med fritter (EK)

 

Mandag, den 29. oktober, 2007


Morgenmaden fik vi denne morgen serveret i en airkonditioneret afdeling. I Thailand er rygning ikke tilladt i sådanne lokaler.

 

Med taxa gik det 60 km mod nord til Petchuari. Taxachaufføren havde en mappe med flere forslag til ture i området, og der var beherskede priser.

 

På vej til Petchuari gjorde chaufføren holdt for at få en kvinde med. Han havde spurgt, om det var i orden, og det var det da. Vi forestillede os, at kvinden skulle have transport til et eller andet sted på ruten. Det viste sig ikke at være tilfældet. Hun skulle tilsyneladende med for at holde manden ved selskab.

 

Chaufføren viste os ind i en stor grotte, hvor der var en mindre, liggende Buddha og nogle altre. Han tændte et lys og nogle røgelsespinde. Vi fik et par pinde hver og anbragte den efter hans anvisning på behørig vis ved alteret. Udenfor stiftede vi bekendtskab med små aber (Gibbonaber, hævder Britta)

 

Turens egentlige mål var et gammelt kongeslot beliggende på toppen af et lille bjerg. Det er muligt at gå op til slottet, men det ville vi ikke i betragtning af, at en kabelbane er til rådighed. Det var den desværre ikke denne dag. Lukket pga. eftersyn! Chaufføren fandt på råd, og i stedet kom vi til et tempelområde midt i byen og fik lejlighed til nok engang at beundre arkitektur og farver.

 

Endelig vil han vise os ”big see”. Hvad det var, fandt vi først ud af, da vi var fremme. Vi havde forestillet os, at det måtte være en sø eller måske havet. Det var det ikke. Udtalen ”big see” var der ikke noget i vejen med – ej heller hvis vi havde set det på tryk. ”Big C” er et stort indkøbscenter, og her blev vi læsset af. Centret var dejlig afkølet, men det fik mig nu ikke til at komme i Bilka-humør, og da Britta havde let ved at styre sin indkøbslyst, vendte vi ret hurtig tilbage til taxaen og blev kørt tilbage til Cha Am. 1.500 THB kostede det. Vi lagde 200 THB oveni.

 

Himlen var næsten skyfri. Temperaturen 34°C. Vi gik en tur udenfor reservatet for at fotografere i landlige omgivelser. En gruppe smilende børn stillede sig op og viste med hænderne, at de gerne ville fotograferes, og de stillede sig op til et gruppebillede. En mor havde set, hvad der var under opsejling og kom og blandede sig. Hvad var der galt? Det viste sig hurtig: Hun havde et barn mere, der skulle med på billedet. Et sted var man ved at reparere en bro over en grøft. Hvis man ud fra antallet af arbejdere skulle bedømme projektets størrelse, ville det have været stort. Men vi var i Thailand, og her er der mange om et stykke arbejde. Ikke ret langt der fra vogtede en hyrde 3 køer. Igen: Arbejdskraft til en meget lav løn er der nok af.

 

Klokken 19.00 gik vi til foyeren og sluttede os til andre fra holdet for at gå ud at spise. Dagen forinden havde nogle spist en god wienerschnitzel et sted, og her slog vi os ned og bestilte stort set alle en schnitzel. Det blev ikke nogen succes. Nogle fik noget direkte uspiseligt kød, vi andre kød af en ringe kvalitet. Kvinden, der betjente os, var grædefærdig til sidst efter at have fået nogle tallerkener retur. Til erstatning fik de pandekage med is. Retfærdigvis skal siges, at regningen blev reduceret klækkeligt. Fejlen var, at stedet ikke havde råvarer i tilstrækkelig mængde, og havde hun blot sagt, at de ikke kunne servere wienerschnitzel til så stort et selskab, var problemet ikke opstået. I så fald havde vi valgt noget andet, og kvinden havde ikke skullet hverken reducere prisen eller fælde tårer.

 

Måltidets underholdende indslag var et par ur-sælgere. Fine ”mærkevarer” til blot 1.000 THB. Henny holdt fast ved, at hun ville give 200 THB, og da vi var ved at bryde op, fik hun sit ur og fik tilmed lænken kortet af, så den passede til hendes håndled.

 

Vi sluttede aftenen med fra altanen at se på nogle flotte lyn.

 

Tirsdag, den 30. oktober, 2007


Vi havde læst om en sommerfuglepark i nærheden af Hua Hin. Taxachaufføren kunne fortælle, at den ikke eksisterede med. Vi tog derfor til Hua Hin igen. Vi havde ikke set den ældste del af byen.

 

Det blev der lejlighed til nu, men først gjorde vi holdt ved en skole, hvor eleverne holdt spisefrikvarter i skolegården. Jeg tog min en lille gårdvagt blandt de uniformsklædte børn. Britta trak med ind i gården for på den måde at signalere, at jeg næppe var en gammel pædofil gris. Ungerne var søde og ligeså nysgerrige som mig.

 

En fiskerestaurant ved havet tiltrak sig opmærksomheden. Her havde man store fisk og farvestrålende skaldyr gående i pænt store bassiner. Gæster var der på dette tidspunkt af dagen stort set ingen af, så vi kunne med god samvittighed trække nydelsen af en øl ud. Der var bølger på havet. Disse rullede ind under os. Et selskab på 4 kinesisk udseende mænd fik serveret en gedigen frokost med alt godt fra havet. Hummerkløer blev knækket med en almindelig nøddeknækker.

 

Næste forundring blev en forretning, der solgte is hugget ud med issyl af store blokke og knust i en lille maskine. Isen landede i ”vasketøjskurve” og blev fragtet væk med knallert med sidevogn. Jeg gætter mig til at den knuste is skulle bruges til nedkøling af fisk.

 

Et Dannebrog og en spiseseddel med teksten ”Dansk smørrebrød” dukkede op i en gade. Vi stoppede op ved restauranten, hvor to mænd sad og snakkede ud til fortovet. Den ene vise sig at være indehaveren af en dansk restaurant, som han havde drevet i 6 år. Det blev til lidt snak om thailandske forhold – om fattigdom og om thailændernes evne til at vente, en venten man støder på mange steder. Som dansker ville man gå i spåner over at sidde og vente det meste af dagen på kunder i en bod eller forretning.

 

Vi gik ud på en mole. Her var nogle beskæftiget med en fiskestang. Lidt omsonst så det ud til men de gik gevaldigt op i det, så en gang imellem må der vel bide større fisk på end de par småfisk, vi så. I læ af en mole ind ved stranden lå der en snes små farverige fiskerbåde alle udstyret med en masse lysstofrør.

 

Fra havnen dryssede vi hen til området ved badestranden og Hilton-hotellet. En øl gjorde godt, og så meldte sulten sig. Den blev stillet med en pizza.

 

Et forsøg på at finde en ”mærkevare” T-shirt størrelse 1 år mislykkedes. Heller ikke på markedet var der noget at komme efter i den størrelse. Natmarkedet var ved at rigge til. Man kan undre sig over, at de stiller op og tager ned hver dag. Måske har det noget at gøre med, at gaden er en nødvendig trafikåre i dagtimerne.

 

Den første taxachauffør ville ikke køre til Cha Am for 250 THB. Det ville den næste i rækken. Trafikken var tæt. Skolebørnene skulle køres hjem, hvilket foregik i stuvende fyldte biler – talte 20 børn i en minibus. En ladvogn var i den grad pakket med børn at konsekvensen af en ulykke var forfærdelig at tænke på.

 

Der var arrangeret afskedsmiddag med afgang fra hotellet kl. 19.00. Kim havde valgt en restaurant, der lå helt ud til strandkanten. Et par projektører belyste stemningsfuldt bølgerne. Eneste belysning på langbordene var 2 stearinlys i glaskrukker. Det var svært at se, hvad det var, vi fik at spise. Poul afhjalp i nogen grad problemet med sin Nokia, der har indbygget en lille lampe. Sikkert er det, at vi sluttede af med thai-mad og Singha øl.

 

Vi havnede så godt som alle på den samme, lille bar, hvor det unge personale fik travlt med at sætte møblerne sammen til et større selskab. Der var mange drinks på kortet, og personalet sled bravt i det for at efterkomme de forskellige ønsker. De måtte have fat i manualen for at finde blandingsforholdene. Vi blev hængende til godt midnat.

 

Onsdag, den 31. oktober, 2007


Der var ingen grund til at stå tidligt op, så den blev 09.00, inden vi lettede os for at kunne nå morgenmaden en time senere. Tilbage på værelset blev kufferterne vendt og pakket. Det var sidste dag, og værelset skulle rømmes senest 12.00.

 

Vi fik ikke set slottet i Petchaburi. Det valgte vi at bruge ventetiden på og fik hyret en taxa til formålet. Nu kørte kabelbanen, og det blev et besøg på et spændende sted, hvor tidligere konger havde opholdt sig i rolige omgivelser. Slot og tempel er opført i hvide sten, der i dag er meget medtagne af forurening og tidens tand, men det er let at forestille sig, hvor flot det har været en gang. Der er med skoene i hånden adgang til de kongelige værelser. I en pavillonagtig bygning var der en udstilling i forbindelse med den nuværende konges 80 års fødselsdag.

 

Udsigten var pga. dis ringe den dag. Nedenfor på skråningerne arbejde et hold på at holde vegetationen i ave, og det er nødvendigt. Lod man stå til, ville stedet hurtig være overgroet. De små aber var overalt. Skilte advarede mod at fodre dem og mod at være skødesløs med håndtasker. Især plastikposer skulle dyrene have stor lyst til at hugge.

 

Vi havde aftalt kl. 15.00 med taxachaufføren og 3 kvarter efter var vi tilbage og havde tid til at gå om bag ved den lille by med restauranter. Her – nogle få skridt fra turistgaden – er der ikke megen rigdom at spore, og igen er kontrasten slående med to store hotelsiloer knejsende i baggrunden.

 

En sidste oplevelse blev vores middag. Vi satte os det sted, jeg havde spist på, da Britta var til massage. Mens vi ventede på maden, blev vi vidner til en slangejagt. En ældre herre råbte pludselig ”Snake!”, og jeg nåede at se en slange på under en meter krybe ind under en blomsterkumme. Et par mænd gik i gang med at lokke og tvinge den ud. Det lykkedes ikke, så blomsterarrangementet blev afmonteret og en kombination af en aerosoldåse med insektgift og en stok gjorde omsider ende på bæstet. Vi fik at vide, at der var tale om en temmelig giftig slange, hvis bid med sikkerhed var dødelig, hvis man ikke kom under behandling. Det forklarede deres iver for at få den slået ihjel.

 

Freden vendte tilbage, det mindre opløb spredte sig, og vi fik serveret.

 

Tilbage på hotellet klædte vi os om til hjemrejsen. Gruppen havde to værelser til rådighed, men vi nøjedes med nogle meget flotte toiletter i kælderen. 17.50 var alt og alle om bord på bussen og med en enkelt pause ved en 7-eleven under vejs var vi fremme ved lufthavnen kl. 21.00. På den tur kom vi gennem noget af det moderne Bangkok.

 

Kim sørgede for gruppe check-in bag de ordinære check-in skranke. Dette sparede os for at stå i kø i lang tid. Tid havde vi ellers nok af, da der først var afgang 00.50. Denne ventetid skal ikke klandres arrangøren. Der skal være tid til trafikpropper eller uheld.

 

Vi fik suppleret med et plastikkort brugt de sidste bath på indkøb af to flasker whisky. En sidste Singha blev nydt i samme restaurant som ved ankomsten. Og så var der jo bare at drysse rundt og ellers vente på at komme ombord på maskinen. 01.20 lettede vi en halv time forsinket.

 

Torsdag, den 1. november, 2007


Det blev en lang tur hjem. Forventningens glæde er der ikke som på udrejsen, og tålmodigheden lader også noget tilbage at ønske, men hjem kom vi jo. 06.22 landede vi i CPH og 1½ time efter sad vi alle bussen fra Døstrup Turistfart. Folk var sløve. Der blev læst lidt i de danske aviser, vi kunne tage i Kastrup. Folk småblundede, så det blev kun til en enkelt pause undervejs. Det gjorde efter 14 dage med fremmed mad mere end godt med et rundstykke med ost samt en kop kaffe.

 

Et par blev læsset af i Karlby, en enkelt på Randersvej inden vi 13.00 holdt på rutebilstationen og kunne sige farvel til hinanden. Jeg ringede efter en taxa. Det kunne jeg ikke få, så det endte med at Britta gik hjem efter sin bil mens jeg vogtede bagagen. Men jeg ventede, rullede der 4 taxa op og parkerede. Det blev Britta, der fik den tur.

 

Der var ingen ubehagelige rudekuverter i dyngen af post. En perfekt afslutning på en oplevelsesrig, spændende og dejlig rejse med Hobro Rejseklub.