Søndag, den 23. november, 2008 

Lørdag var der først på aftenen hjemkomst fra en absolut ædruelig svogrefrokost, og der blev gjort et forsøg på at få sovet i tidsrummet 21-01.   02.00 var der afgang mod Billund, hvortil vi ankom i særdeles god tid. Bagagen blev tjekket ind til Havana, og vi fik udleveret boardingkort til de kommende 3 flyvninger.

Første stop var Amsterdam. Herfra gik det videre til Paris, hvor vi havde en forestilling om, at vi kunne gå til turens sidste gate, C89. Det kunne vi ikke. Charles de Gaule Airport er meget stor, og der skal anvendes bus for at komme til terminalerne.

Ved gaten fik vi kontakt med rejselederen fra Hannibal og Marco Polo. De øvrige deltagere var kommet direkte fra Kastrup. Afgangen med Air France blev en time forsinket. Maskinen skulle afises, og 14.30 var der endelig take off til Havana.

10 timer er lang tid at være stuvet sammen med 400 andre passager, men alt får en ende, og ved 18-tiden var vi fremme. Immigration tog sin tid – man blev kigget grundigt an. Bagagebåndet tog også sin tid for Britta og mig. Da det stoppede, havde vi ikke fået vores kufferter. Det viste sig, at de var blevet taget af båndet. Bagage-folkene havde åbenbart ikke gidet at lægge en for dem forkert kuffert tilbage på båndet. Vi fandt dem stående ved den anden ende af båndet.

Ude i ankomsthallen fik jeg et kort glimt af rejselederen. Nu manglede vi bare at veksle penge, og da det var sket, gik vi tilbage til gruppen – troede vi, men den var ikke at finde. Jeg var en tur ovre på en parkeringsplads for busser. Busser var den nok af, men der var ingen danskere. Efter at have ventet en halv times tid tog vi en taxa ind til Hotel Plaza, Old Havana og fik den første guidede tur i Havana af taxachaufføren, der på et gebrokkent engelsk og genytligt pegede ud for os.

Prisen havde vi fået oplyst til 25,- €. Pga. mangel på mønter fik han 5,- € i drikkepenge. Forbløffelsen og glæden magtede han ikke at skjule. På Cuba er det for en almindelig arbejder mange penge. Også rejselederen viste en form for tilfredshed med, at vi dukkede på i receptionen. Det var gået op for ham, at der manglede et par stykker i gruppen. Taxaen-udgiften blev omgående refunderet.

Vi fik vores værelse og nåede at komme med på en lille spadseretur med hele gruppen. Gadebelysningen er sparsom. Det samme er belysningen på Capitol. Nogle lamper virker ikke. Vi så Nationalteatret og Hotel Ingletera. Der blev sluttet af med en såkaldt sandwich – et tykt stykke flækket brød med noget pålæg. Hertil fik vi turens første cubanske øl, en Christel.

23.00 var der tiltrængt sengetid efter 27 timer på farten.

Mandag, den 24. november, 2008

Der blev sovet igennem til 07.20, og 08 var vi på 5. etage til morgenmad. Denne viste sig at være en rodet og besværlig affære. Køen ved kaffeautomaten var alenlang, og det var så som så med ledige pladser. Det tog sin tid!

Vi nåede dog ned i lobbyen til kl. 09.00. Starten på dagens program måtte udskydes en halv time pga. en gæst, der havde problemer med et øje og derfor havde brug for noget medicin. Det blev den lokale guide, Medalje, der tog sig af os og førte os til Capitol, der nu lå badet i sollys. Bygningen er opført medens det var amerikanerne, der dominere Cuba, og det er en delvis kopi af Washingtons Capitol.

På Cuba slår man i bogstaveligste forstand græs. Det var ved Capitol, at vi første gang så, hvordan man barberer en græsplæne og skærer kanter af med en machete. Siden hen så vi mange gange folk slå græs ved vejkanter med macheter. Nogle anvendte macheter, der var let bøjede for enden. I DK kan en mand med en traktor påført specialudstyr ordne adskille meter grøftekant i timen. På Cuba går det langsomt.

Tæt på Capitol er der bag en afskærmning af blik samlet en halv snes gamle lokomotiver. Sandsynligheden taler for, at det er en samling, man ønsker at bevare for eftertiden, og jeg kunne godt få den lumske mistanke, at det var alle landets lokomotiver, der var samlet der. I løbet af de 14 dage, vi var på den store ø, stoppede bussen adskillige gange ved ubevogtede jernbaneoverskæringer. Mange jernbanespor var tilgroede, og jeg så ikke én eneste togvogn i bevægelse.

Ligeledes tæt på Capitol er der et lille torv med plads til gamle biler, hvoraf mange fungerer som taxaer. Miljømæssigt set er det noget bras at holde de gamle amerikanerbiler i live. De forurener, og de bruger en masse benzin. Turistmæssigt er de et kuriøst og nostalgisk indslag i bybilledet; - i den cubanske virkelighed er de bare biler, som det for nogle forholdsvis få cubanere har været muligt at erhverve og efterfølgende holde kørende. Glem alt om periodisk syn af biler over 5 år. Et absolut fåtal af de mange gamle biler vi så rundt om på Cuba kunne opnå prædikatet på min seneste synsrapport: ”Køretøjet er godkendt”.

11.00 var vi tilbage på hotellet. Arne Arp (dk rejseleder) havde ordnet, hvad han skulle mht. medicin, og nu var det i høj grad ham, der guidemæssigt tog over. Generelt blev det sådan på turen, at de to lokale guider, vi havde, fortalte de officielle og kontrollerbare facts. Arne oversatte til dansk på sin egen måde. Konkrete facts blev formidlet korrekt. Den øvrige oversættelse bar præg af en blegrød socialistisk fortolkning kombineret med det liberale budskab om, at det er muligheden for at få noget ud af en ekstra indsats, der bringer en økonomi og en velstand fremad.

Bacardi-familiens imponerende bygning ligger lige ved vores hotel. Efter revolutionen valgte familien at forlade Cuba og tage alle rettigheder med til Puerto Rico og Bahamas. Et hus kan man ikke tage med ud af landet. Det er et stort og velholdt monument, der viser tilbage til en tid, der måske i en ny tid vender tilbage, når Cuba overgår til et andet politisk system.

Ernest Hemmingway fornemmer man turistmæssigt promoveret som en dansk H.C. Andersen uden i øvrigt at drage sammenligninger mellem to personligheder. Hemmingway har drukket sig beruset på adskillige barer. Nogle af disse lå i Havana. ”Den gamle mand og havet” blev skrevet på 4. sal i et hotel, som vi fik udpeget.

Spadsereturen i trop og følge førte til pladser og forbi interessante huse. Resterne af en akvædukt og en bymur. Et gammelt fort, Mariakirken, et gammelt apotek, der stadig fungerer. Den oprindelige plads med træbrosten, hvor man samlede guld, inden det blev sendt til Spanien. Brosten af træ larmer ikke - penge lugter ikke - ergo et nogenlunde diskret røveri.

Byrundturen sluttede med besøg på et rom-museum, der på glimrende vis redegjorde for fremstillingen af rom. Herefter gik det med bus til den anden side af bugten, hvor der med en god udsigt til byen blev serveret frokost. Som andre steder i verden er frokosten en tre retters sag.

Resten af byturen var med bus. Der blev kørt på havnepromenaden, Malecon, og videre til et mondænt kvarter, der vidner om, at der er nogle, der er en del rigere end andre. Der blev gjort holdt på Revolutionspladsen – en meget stor plads, hvor Castro har holdt mange af sine timelange taler til folket. Vi skulle have sluttet af med Revolutionsmuseet. Det var imidlertid lukket, og 17.00 var vi tilbage på hotellet.

Britta og jeg gik omkring revolutionsmuseet, der har en udendørs udstilling af et fly, en tank m.m. Hovedattraktionen er under tag. Det er ”Granma” – den båd, der blev brugt til at fragte Castro m. fl. til Cuba. Vi sluttede vores lille tur af med et besøg i en butik med det formål at købe en flaske vand. Det mislykkedes, idet en kvælende røg tvang os til at forlade stedet. Der var gået brand i et eller andet.

Kl. 20.00 samledes alle for at tage ud at spise. Vi kom til at vente en halv time på guide og bus, der var blevet kontrolleret af politiet. Vi skulle ikke længere, end vi mageligt kunne have gået. Valget af bustransport blev begrundet med det risikable ved at færdes i gader med mangelfuld gadebelysning. Fliser, mangel på samme, huller på fortovet - man skal se sig godt for. For en sikkerheds skyld blev der hyret en bus til os.

Maden er ikke værd at skrive om, så det undlader jeg i denne beskrivelse. Man bliver mæt, og det smager udmærket.

23.00 var der sengetid.

Tirsdag, den 25. november, 2008

Stod op 06.30 for at udgå den kaotiske kø ved morgenbordet. Det lykkedes. Så skulle der pakkes, og 09.00 var der dømt afgang til Cienfuegos.

En cubansk motorvej tager sig anderledes ud end en dansk. Vejen er somme steder hullet. Fodgængere, cyklister og hestevogne bruger vejen. I grøftekanten kan der være græssende dyr. En cubansk chauffør er virkelig på arbejde, når han skal manøvrere rundt mellem vejskader og variationen af medtrafikanter. Til hans fordel skal der siges, at trafikmængden er overskuelig.

Vi passerede marker, der lå brak og marker, der var dyrkede (ris og sukkerrør) Vi kørte gennem sumpområdet ved Svinebugten og nåede frem til et reservat for krokodiller. Arne fortalte om træer og planter, og vi gik en tur rundt og så på krokodiller, inden der var frokost.

16.20 var vi fremme ved Hotel Jagua, der ligger ned til vandet i udkanten af Cienfuegos. Med bussen nåede vi ind til centrum, inden mørket faldt på. Det sker kl. 18.00. Specielt torvet er smukt. Det var franskmænd fra Louisiana, der havde slået sig ned her.

Vi valgte sammen med et andet par fra Århus, Jytte og Vagner, at spise inde i byen og gå tilbage til hotellet. Spisesteder var der ikke mange af, så det blev til en pizza og en øl. Pris: 30,- kr. pr. næse.

Onsdag, den 26. november, 2008

Dagens mål var Trinidad. Vejen førte os gennem smukke landskaber med lave bjerge (800 m). I Sukkermøllernes Dal blev der gjort hold ved et sted, hvor vi kunne få lov til at trække en sukkermølle, der presser saften ud af et sukkerrør. Mod betaling fik vi et glas sukkersaft. Nogle valgte at få saften spædet op med rom. Britta og jeg holdt os til den rene, søde vare. Godt smager det ikke. Det skulle prøves.

Slavernes vilkår var hårdt arbejde i mange timer hver dag. En slave kostede langt mindre end en hest, og der var strenge straffe for ulydighed, pisk, slag, glødende kul i sår eller i munden. Fik en slave fingrene i saftpressen, kom der blod i saften, og den måtte kasseres. De ødelagte fingre gjorde slaven uanvendelig. Straffen var gabestok i den tropiske hede. Det holder man ikke til længe – man dør.

Et keramikværksted hører med, når man rejser med en gruppe og lokale guider. Cuba blev ingen undtagelse. Vi blev læsset af i en af Trinidads snævre gader og kunne så kigge på keramik i et privat værksted. Noget salg tror jeg ikke, der kom ud af det.

Trinidad blev en mindre skuffelse. For mig levede den ikke op til alle de flotte ord, jeg havde læst. For mange ord kan skrue forventningerne op til noget, der ikke holder i virkeligheden. Havde jeg ikke læst noget, ville byen sandsynligvis have været en perle i mine øjne. På toppede brosten gik vi op til torvet og besøgte Kærlighedens Museum. Navnets relevans gik ikke op for mig. Huset var interessant. Det vidnede om en betydelig rigdom, der var sat til skue.

Vi var også inde i et privat hjem. Det er på sin vis lidt usmageligt at gå og glo i andres hjem. På den anden side har familien selv valgt at slå døren op og lade sig overbeglo i forventning om, at der falder nogle konvertible pesos af, CUC kaldet. Vores gruppe var på 18 personer, 9 par. Lægger hver par 1 CUC, svare det til et par hundrede cubanske pesos. En pæn månedsløn for en cubaner er på 1000 pesos. Familien, der lader sig beglo, kan altså lave nogle ekstra penge, og det skulle ikke undre mig, om der er nogle af disse penge, der ikke når til myndighedernes kendskab.

Frokosten blev serveret et privat sted. Cubanerne kan få tilladelse til privat foretagsomhed under beskedne former. Vi gik gennem et hus og fik plads ved nogle haveborde. Pladsen var overdækket. Serveringen ville få dumpekarakter på en dansk teknisk skole. Det samme ville maden forhåbentlig. Vi fik ½ hummer, der var så sej, at det var umuligt et få den ud af skallen ved brug af kniv og gaffel. Jeg tog klør fem i brug. Retfærdigvis må jeg tilstå, at skulle jeg have lavet mad til 20 personer under så beskedne forhold, som huset rådede over, ville jeg ikke have kunnet gøre det bedre.

Det er mig en gåde, hvor cubanerne får en stor mængde cigarer fra. Officielt har en cigarruller ret til hver dag at tage 5 (defekte) cigarer med hjem Over alt tilbydes man at købe cigarer, - et produkt der legalt kun sælges af staten. Da vi forlod den private restaurant, var der ved sofabordet dækket op med et udvalg af cigarer.

Vi var tilbage på hotellet ved 18-tiden. Britta og jeg havde ikke lyst til et stort måltid og gik derfor ind mod byen i en forestilling om, at vi ville kunne finde noget let på vejen, hvor vi aftenen forinden have bemærket, at der var mange unge mennesker forsamlede. Hvad de har været sammen om, vides ikke. Mad var det i hvert fald ikke. Enden på vores odysse blev et par pakker kiks fra Nestlé. Ringere kan det ikke gøres.

Torsdag, den 27. november, 2008

Der var afgang fra hotellet kl. 07.30. Første mål var Santa Clara med besøg på et mausoleum, hvor Che Guevare og andre frihedsheltes jordiske rester befinder sig. Stedet er ”helligt” for mange cubanere, og vi blev pålagt høvisk og respektfuld opførsel. Selvfølgelig respekterer man de nationale helligdomme.

I Santa Clara han man udendørs udstillet den bulldozer, Che anvendte, da han ødelagde nogle jernbanespor og afsporede et tog med regeringssoldater. Et par af togvognene er også udstillet.

Frokosten blev ved 14-tiden indtaget i et mini-zoo. Stedet var oprindelig anlagt for at tilgodese folkets og arbejdernes behov for information. Anskuelighedsundervisning blev betragtet som den rigtige måde at gøre tingene på. Set med en dansk skolelærers øjne (mig) var stedet en fis i en hornlygte. Som langt de fleste steder var der ryddeligt og pænt.

Der var langt til turens 3 hotel i Vinales dalen. I Havana skulle bussen tankes op ved Transtours anlæg. Alle blev beordret ud, en bom blev åbnet og bussen kunne køre ind. For turens 3 rygere var det en kærkommen anledning til at få lidt tobak. Sidste stop blev et sted, hvor man udendørs kunne få en kop kaffe og en kage. Serveringen var afhængig af, at folk gjorde sig færdige med kaffekopperne. 20 kopper på én gang kunne man ikke klare.

De sidste par timer kunne vi intet se, og kl. 20 havde vi bakset kufferterne til en værelsesfløj til værelse 112. Oplysninger om, at en orkan havde været hård ved stedet, kun vi i mørket blot tage til efterretning.

Vores aftensmad blev en pakke kiks og en kop kaffe.

Fredag, den 28. november, 2008

O6.40 stod jeg op til en aldeles smuk udsigt over en dal indhyllet i tåge. Over tågen rejser sig nogle kalkstensklipper. Der blev fotograferet i vildskab. Med dagslysets fremkomst blev det muligt at få øje på nogle af de ødelæggelser, september-orkanen forårsagede. Voldsomt så det ikke ud. Nogle kongepalmer havde mistet toppen og træer havde mistet grene. Naturen retablerer sig hurtig. Bygningsskader var der til gengæld til at få øje på.

Hotellets restaurant var beskadiget, så morgenmaden blev serveret i baren i stueetagen. Betjeningen var langsommelig ud over alle grænser.

Dagen startede med et besøg hos en tobaksbonde. Her så vi den lade, der bruges til tørring af tobakken. Tobaksblade var der ingen af. Derimod var der en lugt der til forveksling minder om pis. Bonden havde netop plantet nye tobaksplanter. En orkan vælter tørrelader. Når det sker, udkommanderes der folk til at opføre nye lader.

Som turist besøger vi ikke en almindelig tobaksbonde. Vi kommer til et sted, hvor der foruden marker og lade også er en restaurant og en mand, der kan rulle cigarer med salg for øje.

En drypstenshule hører sig også til på en pakkerejse. Først gik vi et stykke gennem en smukt oplyst hule, og til sidst blev vi sejlet ud i en lille båd med plads til en halv snes stykker. Man kommer selvfølgelig ud til et sted, hvor der sælges alskens former for turistgejl. Der var frokost samme sted.

Guiden fortalte, at der på stedet inden orkanen havde været en masse træer. Der var ryddet flot op, - så flot, at man ikke bemærkede de store ødelæggelser.

I Pinar del Rio fik vi mulighed for at slentre gennem byen. Det var dejligt at gå i sit eget tempo. Der var afsat en time, men der kom til at gå længere til. Der var problemer med morgendagens fly-billetter. I det hele taget er Cuba et land, hvor effektivitet og driftssikkerhed ikke er udpræget fremherskende. Den ekstra tid gik med indtagelse af den for flertallet foretrukne læskedrik: Kold øl af mærket Bucanero.

15.40 var vi tilbage på hotellet, og 16.30 var der stadig en time til mørket begyndte at falde på. Altså gik vi en tur ad landevejen.

Bussen kom i brug igen kl. 20.00. Der var bestilt mad hos den tobaksbonde, vi havde besøgt tidligere på dagen. En ihærdig plattenslager havde til frokosten et lotteri kørende. Præmien var en flaske rom. Arne vandt den, og han satte den nu på bordet og lod ”laktasken” (hans beløb til diverse udgifter) betale for juice og cola.

Lørdag, den 29. november, 2008

Hanegal i dalen var, hvad jeg stod op til 06.15. Tåge var der ikke så megen af som fredag morgen, og synet var et andet, men fortsat meget betagende.

Restauranten på 1. sal var klar til brug. Der lugtede fælt af maling. Betjeningen var ikke markant kvikkere end i baren morgenen forinden, og såvel mad som kaffe var af ringe kvalitet.

Vi tjekkede ud 08.30. Første stop var en tobaksfabrik, hvor der ifølge guiden var 300 ansatte. Dette tal troede vi ikke på de fysiske rammer taget i betragtning. Der var denne lørdag 5-6 mennesker beskæftiget med at rulle cigarer, og vi fik en udmærket indsigt i processen. Hvad der slog mig med forundring var en pult, der som et kateder i en skolestue vendte ud mod de borde, cigarmagerne sad ved. Pulten var monteret med en mikrofon. Ved denne pult skulle der sidde en mand, der læste op fra dagens avis, en roman eller i øvrigt underholde det arbejdende folk med snak og vittigheder.

Dagens hovedattraktion var et stort naturgenopretningsområde. Træfældning (behovet for trækul) havde ødelagt området. Med hjælp fra Unesco havde man med succes anlagt terrasser for at kunne holde på regnvandet. Vi blev modtaget af en naturvejleder ved en bar. Her lod Arne ”laktasken” spendere en rom og cola, og som alle andre steder var der et orkester, der stemte i med sang og musik. Vi købte deres CD – så havde jeg betalt for at fotografere de optrædende så godt som hæmningsløst.

Bussen bragte os rundt i området. De blev gjort et længerevarende holdt ved en tidligere kaffeplantage, hvor der interessant blev fortalt om kaffedyrkning i gamle dage, slaver og kaffebønnernes behandling. Af slavernes boliger var der kun lave tomter tilbage. Plantageejerens huse stod tilbage.

I området besøgte vi en arkitekttegnet mønsterlandsby. Som tilfældet er med langt de fleste bygninger på Cuba trængte også landsbyens boligblokke til en kærlig hånd og en gang maling, men ser man bort fra den manglende vedligeholdelse, er det oplagt at stedet har kvaliteter. Der er skole, forsamlingshus, forretninger, alderdomshjem m.m. og bygningerne ligger smukt placeret i landskabet. Vi nød en lille kop bragende god kaffe, inden vi tog videre til det sted, hvor vi skulle have frokost. Stedet var hos en bonde i naturområdet.

Maden var ved at forekomme os triviel. Den kolde øl gjorde godt hver gang. Stedets to musikanter var to gamle mænd. En lille indtørret herre trakterede en guitar, og en så godt som blind olding brød ud i sang, så vi alle spjættede af overraskelse over intensiteten i manden stemme. Han sang højt – men langt fra godt. De herrer fik selvfølgelig en CUC og sangeren kvitterede med knus og kram. Jeg valgte at give mønten til guitaristen, der nøjedes med at sige tak.

Så gik det mod Havana, og vi var i den nationale lufthavn 3 timer før vi skulle flyve mod syd. Afgangen blev 19.55, og 22.30 var vi på turens næste hotel, Casa Grande, på torvet i Santiago de Cuba. Elevatoren virkede ikke mellem 1. og 2. etage. Vi fik bagagen bragt op. Fra værelset var der udsigt til et spillested på 1. sal i en sidegade. Musikken drønende, og der blev danset, så det forslog. Også på hotellets terrasse i stueetagen var der høj musik. På Cuba kan man åbenbart heller ikke finde ud af at spille så tilpas lavt, at der kan samtales ved bordene.

Vi var ved at være noget brødflove, og kiks var der ikke flere tilbage af, så vi gik på jagt efter noget spiseligt. Vi stillede os op ved et lille sted, der kaldte sig en café. Døren var låst. 3 kvinder var ved at tælle penge op. Der var angiveligt åbent til 23.30, så vi kunne godt vente til der var kommet styr på skillingerne. Men nej. En af de ansatte forlod caféen og meddelte os, at der var lukket. Åbningstider er åbenbart vejledende. En venlig mand viste os vej til et sted, hvor vi kunne få en bolle med wienerpølse.

Søndag, den 30. november, 2008

Dagens start var en god, rigelig og effektiv morgenbuffet med kaffe på termokander. Lidt forsinket kom vi i gang med dagen program, da en af gæsterne først skulle have fat på en ny kuffert til erstatning for den medbragte, der var blevet ødelagt af en drager, der havde tabt den ned ad en trappe. 200 CUC (1.400,- kr.) fik den uheldige kvinde lov til at betale for en stofkuffert, som man i Bilka kunne have erhvervet sig for 300 kr. Man fortale, at den handlende efter salget prompte lukkede sin forretning, og det formodes, at han skrigende af grin var løbet hen til banken. Sikkert er det: Det blev en dyr kuffert.

Vi havde fået en ny lokal guide. Hun tog os med på en spadseretur. På torvet stillede hun sig op mellem to orkestre, der appellerede til vores spillemandspenge. Høre hvad hun sagde, kunne jeg ikke. Det kunne jeg heller ikke på resten af turen gennem handelsgaden og forbi pladser. Hun talte lavt til den danske guide.

Bussen fragtede os til den Moncada-kassernen, som Castro sammen med en lille flok havde angrebet 26. juli 1952. Facaden er et sted dekoreret med skudhuller. Det var her revolutionen startede, om end angrebet mislykkedes totalt.

Pga. indkøb af nogle øjendråber til en af gæsterne blev der dømt en times kaffepause tæt på byens største og tilsyneladende nyeste hotel. Jeg brugte tiden på foto. I finregn kørte vi derefter 10 km udenfor byen til en berømt, cremefarvede helligdom, Virgen de la Caridad del Cobre. Denne søndag var der en gudstjeneste, hvortil folk ankom med buketter af solsikker. Omkring den højtliggende kirke sværmede det med folk, der ville sælge diverse plat eller blot tigge. Gråvejret og de pågående plattenslagere gjorde ikke besøget til en god oplevelse.

Tilbage i Santiago blev der gjort holdt på Revolutionspladsen, hvis monument er figurer, der symboliserer macheter. Macheter var de våben rebellerne havde nok af. Traditionelle våben i stor stil rådede de ikke over. Besøget på fortet ved indsejlingen til Santiago var det sidste sted, vi kom til. Regnen var ophørt. Først var der frokost med fisk og rejer plus det sædvanlige tilbehør bestående af ris og lidt salat. Vi sad med en flot udsigt. Selve fortet er indrettet som museum, og det er et besøg værd, da det giver et godt indtryk af, hvordan man kunne forsvare en havn. Kustoder var der mange af, og så snart de kunne se deres snit til det, gjorde de forsøg på at køre en privat lille forretning med cigarer eller broderier.

Så gik turen retur til hotellet. Efter en kop Nescafé var vi igen på gaden i lunt gråvejr. Vi slog os ned på et af torvene og så på, hvordan den private foretagsomhed udspillede sig. Børn kunne leje forskellige lege-cykler og små hestevogne med små børn som passagerer blev med en ged som trækdyr trukket rundt på pladsen. En anden mulighed var en lille karrusel.

Vi satte os på en anden plads. Her var det restauranter og høje træer, der dominerede byrummet. For enden af pladsen kiggede vi ind i en nedlagt kirke. Tilbage på handelsgaden blev vi kontaktet af en yngre mand, der tilbød at ledsage os til billige cubanske restauranter. Først antog jeg ham for at være nok en af de mange, der ville tjene penge på turister, men det var han næppe. Han fortalte om, hvor gerne han ville en tur til England, og han viste os et kladdehæfte som han skrev engelske sætninger i. Han fortalte, at han havde et barn, og vi ustyrede ham med et par kuglepenne til poden. Det var ham, der viste os et sted, hvor vi kunne få en god sandwich. Ham var der ikke noget plat i. Han nød at snakke engelsk og at mødes med folk fra en anden kultur.

18.30 var vi tilbage på værelse 416 medbringende 2 kolde Bucanero fra baren. Et par timer senere fik vi en glimrende sandwich med ost og skinke, og derefter dryssede vi en tid i den lune aften.

Mandag, den 1. december, 2008

Dagens vejr var overskyet med solstrejf. Vi startede dagen på Santiagos gamle kirkegård, Cementario Santa Ifigenia, hvor mange af nationen store personligheder er stedt til hvile. Der var også i døden her som andre stede i verden forskel på folk. Det dominerende gravmælde er sat over digteren José Marti. Han tilsluttede sig revolutionen og faldt første gang, han mødte regeringstropper.

Dagen efter skulle der afholdes en ceremoni på kirkegården. Til denne var soldater i færd med at øve sig på strækmarch og koreografi. Disse øvelser var for mig det mest interessante ved besøget på kirkegården. Nå man ikke er godt inde i et lands kultur og historie, giver det ikke alverden at dvæle med gravsteder. Har man f.eks. ikke læst Gustav Wied, giver det ikke megen mening at stå ved hans grav i Roskilde.

Et fabriksudsalg for en romfabrik var den skinbarlige turistfælde. Et orkester gav sig til at spille, da vi entrede. Jeg skred og brugte min tid bedre ved at sætte mig i bussen, hvor chaufføren hold døren lukket for at skærme for sæbetiggere. ”Laktasken” ville give en drink et kort stykke fra udsalget. Jeg valgte at bruge tiden på gaden og iagttage trafik og mennesker.

En kort sejltur over bugten bragte os til det sted med udsigt til fortet, hvor der var frokost. Denne bestod for mit vedkommende af velsmagende musling i skiver. Det var med andre ord er art, der er ikke så lidt større end de hjemlige blåmuslinger. Igen var der en hoben unge mænd, der ville sælge tingel tangel. Denne gang var det muslingeskaller og sneglehuse.

Vi blev sejlet tilbage, og så blev der kørt til en lille botanisk have, hvor der var en masse bregner at se på. Ifølge programmet skulle vi have besøgt en anden botanisk have og haft en overnatning i dens nærhed, men orkanen havde ødelagt området, så vi fik en ekstra overnatning i Santiago de Cuba. Det gjorde nu ikke noget. Santiago er et rart sted at opholde sig. Der var guide i den lille have, som vel for nogle var interessant.

Muligvis interessant kan man også sige om dagens sidste besøg: Vale Pre-historia. Her har man  i beton med hjælp fra fængselsfanger opført en samling forhistoriske dyr i noget, man mener, er den naturlige størrelse. Til anskuelighedsundervisning kan det være udmærket, men for folk på den voksne side af de 50 år er det ikke noget, der giver a-ha-oplevelser. Jeg valgte at trisse rundt for mig selv.

Efter hjemkomsten sad vi i solnedgangen på hotellets tagterrasse og nød en pina colada. Derefter gik vi ned på torvet og satte os en halv times tid. En mand fik vekslet en 20 cent euro med 1 CUC og Britta kom af med nogle stykker sæbe. For os var det et dårligt bytte, men han blev glad og bevarede sin værdighed.

Kl. 20.00 skulle vi ud at spise med hele selskabet. Arne siger, han betaler. Han siger så meget. Ret beset er det os selv, der betaler de inkluderede måltider. Når han siger: ”Nu skal I bare høre.” betyder det: Der er lavet om på aftalen/programmet. I aftenens tilfælde betød det, at vi første skulle af sted kl. 20.30 og at der på forhånd var bestilt hummer til alle. Bestillingen huede ikke alle, og det endte da også med, at det ikke var alle, der fik hummer.

På egen hånd havde man næppe fundet frem til den private restaurant. Der var adgang gennem en lejlighed, og til sidst var vi på det flade tag med udsigt til stjerner og gadelamper. Eneste belysning var julelys under den øverste halvdel af en klar flaske. Serveringen var urutineret, og det tog sin tid i det hele taget at få noget i glassene. Maden var upåklagelig. Jeg fik en gedigen portion store rejer. Hyggeligt var det.

Tilbage på hotellets terrasse satte vi borde sammen til hele holdet og sluttede af med en enkelt genstand inden midnat og dermed sengetid.

Tirsdag, den 2. december, 2008

Vækkeuret ringede 06.10 og 07.00 var der morgenmad. Tidspunkter skal ikke tages for bogstavelige. Nok står der, at der serveres morgenmad fra 07.00 – 10.00, men den blev noget over de syv, inden serveringen var helt klar.

Klokken otte var bussen pakket igen, og vi tog af sted mod Guantanamo. Landskaberne var kuperede og smukke modsat den midterste del af Cuba, der er maget flad. Der blev holdt en kaffepause i Guantanamo. Jeg valgte i sted for at gå en lille tur med kameraet. I turens program står der noget om en eventuel mulighed for at komme til et udsigtspunkt hvorfra man kan se den amerikanske base. Cubanerne havde lukket dette punkt af frygt for, at der ville være personer, der vil genere amerikanerne. Jeg har en mistanke om, at der også var lukket, inden turens program gik i trykken. Lukningen var helt sikkert en kendsgerning, da jeg hentede programmet som en pdf-fil på Hannibal & Marco Polos hjemmeside. Lidt bondefangeri? Tja, det kan ikke udelukkes.

Ved 14-tiden var vi fremme ved et sted beliggende i en have med bl.a. kokospalmer og kakaobuske. Der blev budt på en lækker drink bestående af is, orangejuice, rom og kakaolikør. Frokosten bød på helstegt pattegris, som blev skåret ud på en måde, der ikke ville afstedkomme hverken stjerner eller kokkehuer i Danmark. Det grillede dyr blev hakket i tilfældige småstykker med en lille kødøkse. Godt så det ikke ud, men kød er kød og gris er gris, og der var rigeligt med kødstumper til alle.

Derefter var der en interessant rundvisning, og der blev fortalt om kakaoen.

Sidst på eftermiddagen var vi fremme ved Hotel Il Castello i Baraco, der ligger så langt mod sydøst, som man næsten kan komme. Bussen kan ikke køre op til borgen, så vi måtte gå. Bagagen kunne heldigvis fragtes op i en mindre lastbil.

Britta og jeg gik ned i byen efter at have fået kufferterne på værelset. Det gav os 1½ time til at nyde stemningen. Vi var på et galleri, der udstillede malerier og fantasifulde træfigurer. Kunsten er flot, håndværket er i orden, men vi må erkende, at vi ikke forstår billedsproget og derfor ikke formår at få det fulde udbytte. Vi fik sikkert mere ud af at sidde på det lille torv og nyde livet omkring os, og vi nød at gå en lille tur i de skumle gader. Et sted var der gang i en omgang fitness og ved kulturhuset blev vi vinket indenfor og oplevede en fabelagtig god mandlig danser, der til fulde havde styr på hver ene muskel – øjne, tunge, brystkasse. Han dansede til et par bongotrommer, og han var blændende.

20.30 var der middag på hotellet. Jeg valgte fisk – Britta fik kylling. Hele gruppen konstaterede, at det var en sølle omgang mad, vi blev spist af med. 4 musikere stod og ventede på os, og da vi entrede restauranten tog de fat. En halv time efter var der en behagelig fred. Efter at have solgt nogle hjemmebrændte CD’ere á 10 CUC forsvandt de.

Inden sengetid nød vi en Baracoa-special i det fri ved pool-baren.

Onsdag, den 3. december, 2008

Det blæste kraftigt, og der var overskyet, da jeg stod op. Men lunt var der, da jeg sad udenfor og ventede på, at Britta var klar til morgenmaden. Hun havde erhvervet sig en løs mave, hvilket hun tilskrev hummeren i Santiago.

Formiddagen startede med en slentretur med gruppen i byen. Vi var inde i kirken, der er i en forfærdelig dårlig stand. Derefter kunne de, der ønskede det besøg et mindre indianermuseum. Britta var med inde. Jeg foretrak at opholde mig i det fri og drysse lidt omkring. Ved vandet står der en statue af Columbus. Det var ved Baracoa, at Columbus gik i land i 1492.

Christoffer Columbus betragtes med ærbødighed på Cuba, og et kors markerer, hvor man mener han gik i land. Det originale kors eksisterer selvfølgelig ikke mere. I dag står der et lille kors nedenfor et større turisthotel. Vi blev kørt til hotellet. Gæster var der ingen af. Det ligger for langt væk fra byen til at folk vil indlogere sig her, var forklaringen. Den tror jeg ikke rigtig på. Stedets manglende gæster bunder snarere i, at stedet markedsføres forkert og i det hele taget drives uprofessionelt. Ved pool-baren kunne man ikke få fløde eller mælk i sin kaffe. Ville man have kaffe med mælk skulle man frekventere restauranten. Sådan! Hvor svært er det lige at hente en sjat fløde og servere den det sted, der er kunder? Ikke overvældende, men på den anden side så blev der serveret sort kaffe. Det var jo ikke nødvendigt at anstrenge sig unødigt.

Bussen bragte os lidt længere ind i landet til en flod, hvor der blev budt på en fredfyldt sejltur i 3 robåde. Derefter var der frokost. Der blev serveret suppe i ”bambus-tallerkener” Igen var der musik, og denne gang var der to af os, der fik lejlighed til at deltage i løjerne ved at taktere henholdsvis maracas og guiro. Jeg fik ”fisken”.

Der blev gjort holdt ved en skole, hvor den almindelige undervisning for den dag var overstået. Nu var det tid til ekstra timer med fysiske aktiviteter, havebrug og edb. Det sidste kom lidt bag på mig. I et spartansk rum kørte der Windows på 5 PC'er. Der blev afleveret kuglepenne m.m. til en kvindelig lærer. Det var vores betaling for at gå frit omkring og iagttage aktiviteterne og børnene, der ikke lod sig mærke med vores tilstedeværelse.

Turen sluttede med et ophold på en lille strand med muligheden for at dyppe sig i Det Caribiske Hav. Nogen stor fornøjelse var det ikke, men opleves skulle det. Jeg fik mit flommefede korpus dyppet. Vejen til stranden var elendig, og området bar præg af fattigdom med små og sølle huse. Husene er ofte placeret meget tæt på hinanden, - et par meter. Cubanernes indstilling til privatliv må være anderledes end vores. Sorte grise og geder stod tøjrede i grøftekanterne.

Det skyede til, mens vi sad med en genstand på en overdækket terrasse, og da vi efter en langsommelig bustur på de dårlige veje var tilbage på hotellet stod den på kraftige byger og rusk, hvorfor vi opholdt os på værelset. Der var samtidig nogenlunde varmt vand i bruseren og dermed en god anledning til at få saltvandet skyllet af kroppen.

Det var ikke kun Britta, der havde en mave at bekymre sig om. Guiden Arne og en kvinde havde opholdt sig på hotellet. En plan om at spise nede i byen blev af praktiske grunde opgivet, og vi spise igen på hotellet, der dog denne gang efter henstilling havde taget sig sammen og serverede en standard-menu. Musikere var ikke blevet adviseret og vores tilstedeværelse. Det var behageligt at kunne snakke sammen under måltidet, der for mit vedkommende bestod af en salattallerken, svinekød med ost og en portion god is.

Torsdag, den 4. december, 2008

Op 05.50, 06.30 morgenmad og 07.00 afgang til Guardalavaca. Den direkte vej blev anset for at være for risikabel at begive sig ud på, så vi kørte igen gennem bjerge til Guantanamo, hvor der blev gjort holdt ved det samme hotel som på udturen.

Nok en skole – en grundskole - fik besøg af en flok nysgerrige danskere, og de sidste medbragte tusser, farver og kuglepenne blev afleveret. Børnene kvitterede med en sang, som jeg formoder handlede om revolutionens lyksaligheder, og så skal jeg love for, at gaverne blev taget i øjesyn. Der var glæde.

Med udsigten til at være fremme ved det næste hotel ved 14-tiden raslede vi videre, og der blev gjort hold ved et hjem, hvor guiden vidste, at man gerne lod turister anvende toilettet. Da jeg i lighed med andre ikke følte trang til at forrette noget, gik jeg ikke med ind i huset. I min naivitet troede jeg det drejede sig om at låne et toilet, men sådan spillede klaveret ikke. Det var en form for turistfælde. Bag huset blev der budt på frugt, kokosmælk og lækkerier, og senere blev der med håndkraft malet, brygget og budt på kaffe. Besøget var interessant, og der blev på intet tidspunkt bedt om betaling. Denne udeblev selvfølgelig ikke. Familien, der bestod af tre generationer, tjente godt på vores ophold. 18 CUC lå der på bordet, da vi gik. Det svarer til godt 400 pesos – en lille månedsløn.

Vi var først fremme ved Hotel Playa Costa Verde kl. 17. Et stort feriekompleks med mange to-etagers huse, der hver rummede en halv snes store og glimrende værelser med varmt vand i rigelige mængder. Vi nåede en tur ned på stranden, inden solen forsvandt. Intet på dette sted rummede charme eller skønhed. Komplekset med all inklusive bød på alskens muligheder for tidsfordriv. Vi fik monteret et bånd om håndleddet og havde så fri adgang til buffet’er og barer. Vores ophold strakte sig over 13-14 timer, så det var begrænset, hvad vi lænsede barerne for. I det hele taget var det topmålet af tåbelighed at rasle 9-10 timer i bus for at opholde sig et sted i 13 timer, hvoraf de 12 var uden sol på himlen. Den eneste fornuft i opholdet var, at vi skulle flyve fra Holguin til Havana dagen efter.

Jeg vil ikke udelukke, at der var noget, der var gået galt med f.eks. fly-billetter, og hvis det er tilfældet, er der i det mindste en forklaring på det meget korte ophold.

Fredag, den 5. december, 2008

Der var morgenmad kl. 05.30 ved pool-området. Baren kunne byde på kaffe og sandwich. Der var dømt afgang kl. 06.00, men den holdt ikke. Der var nogle, der ikke havde fået at vide, at beskeden om at sætte kufferter udenfor var blevet annulleret. 06.20 gik det til en lille luftehavn i Holguin. Tjek ind gik forbløffende hurtig, og vi kom ombord på et mindre propelfly, der lettede 20 min. før den planlagte afgang.

I Havana kom vi til at vente en halv time på en bus, som kunne køre os ind til turens første hotel, Hotel Plaza, og efter 6 timers rejse fik vi anvist turens sidste værelse – troede vi, men da vi kom ind på værelset, lugtede der fælt, og årsagen var til at få øje på, - nemlig en halvstor plamage af svamp på væggen over natbordet mellem sengene. Hotellet er ramponeret, og vi skulle kun sove to nætter, så jeg var parat til at finde en klud og vaske skidtet væk og ellers lufte godt ud. Britta var af en anden opfattelse. Hun ville ikke bo sammen med svamp. Kunne vi ikke få et andet værelse, var hun parat til at finde et andet hotel. Vores anviste værelse blev en af turens små attraktioner, som blev vist frem for omkring halvdelen af gruppen. Arne fotograferede det naturhistoriske fænomen på væggen og kom lidt senere tilbage med to nye nøglekort til et andet og lidt større værelse.

Gensynet med Havana var positivt. Turistattraktionerne havde vi set, og da vi ved 13-tiden for os selv dryssede ned af Obispo (gågaden) i et behagelig lunt og overskyet vejr, havde vi god tid til hver for sig at suge stemninger og indtryk til os. Britta brugte sin camcorder, og jeg havde gang i min Canon og de to medbragte optikker. Vi satte os ved vandet og nød en dåseøl serveret med plast-krus.

På et torv havde et stort blæserorkester slået sig ned. Dette orkester adskilte sig en smule fra et traditionelt blæserorkester, da instrumenteringen også rummer kontrabasser. Orkesteret spillede, så det var en fryd. Der var tale om musikere på et professionelt niveau. Britta ”filmede” i vildskab og fik harddisken fyldt op. Også jeg brugte lejligheden til et forsøg på at lave nogle portrætter samtidig med, at jeg i fulde drag nød koncerten.

Når jeg tiltales med ”My friend” slår jeg alle alarmklokker til. Det er min erfaring, at det betyder indledningen til, at jeg skal lænses for nogle penge. Det slog også til i Havana. På vej tilbage til hotellet blev vi tiltalt af en herre, der kunne fortælle om, at han havde været til Skanderborgfestival i forbindelse med et fremstød for cubansk gastronomi. Han kunne opremse adskillige jyske byer, og hvor var han da glad for at møde os, - så glad, at han gerne ville snakke med os over en rom og en gratis cigar på hans restaurant. Min tid som ikke-ryger er kort, og Britta havde en medbragt forventning om, at hun kunne få mig til at falde i på Cuba. Det gjorde jeg så over en rom og cola sammen med en plattenslager, der fik prakket 10 tvivlsomme cerutter på os indpakket i nogle cubanske avissider. Tilsvarende kvalitet kan købes billigere i DK.

Nå, det er sjovt nok. Man ved, at man bliver røvrendt, og var det ikke til fulde gået op for os, da vi købte de såkaldte cigarer, blev en mulig tvivl bortvisket, da vi for to små rom og cola betalte 10 CUC. De 10 cerutter måtte vi bøde 30 CUC for. (Ca. 20 kr. pr. stk.)

19.30 var der samling med det formål at få information om tider m.m., og herefter var vi sammen med Jytte, Vagner, Jette og Finn ude at spise i Obispo. Vi fik en glimrende tallerken med ½ hummer, rejser, fisk, ris, stuvede rodfrugter og salat samt kaffe og 1 øl til 12 CUC. Hertil kommer drikkepenge såvel til restauranten som det alle steds værende orkester.

Tilbage på Plaza Hotel fik vi en enkelt pina colada og for mit vedkommende en øl, inden vi trak os tilbage til værelset.

Hotellet er nedslidt, - meget nedslidt. Det er renoveret, står der på hjemmesiden. Det er det også. Der er lagt nye fliser på gulvet i badeværelset med det resultat, at døren skraber mod gulvet. Gardinerne og vinduerne er ulækre, og væggene trænger meget til såvel renovering som maling.

Lørdag, den 6. december, 2008

Dagen blev stort set på egen hånd, og det var dejligt. Vi startede med morgenmad på tagterrassen, hvor det lykkedes at finde et bord og et par stole. Derefter gik vi ud ad Malecon (vejen med et bredt fortov langs indsejlingen til Havana). Herefter trak vi et par gader op i byen og slentrede tilbage mod centrum af den gamle by. Forfaldet skriger til himlen samtidig med, at det udstråler en form for skønhed. Skal jeg sammenligne med noget kendt, må det blive en dansk efterårsskov. Farverne gløder i forfaldet.

I nærheden af centrum slog vi os ned et sted, hvor kunstnere havde slået deres boder op. Britta faldt for en tegning lavet af en mand, der havde udstillet i Europa, inkl. Danmark. I handelsgader var der tæt af mennesker, og vi var inde i et par forretninger. Det ene sted var der tilbud på madrasser til en dobbeltseng, - 1700 pesos svarende til 2-5 månedslønninger. Det andet sted var en lampeforretning, hvor der stod to vagter ved indgangen og en enkelt ved udgangen. Det blev mig betydet, at fotografering ikke var tilladt. Hvorfor? Jeg aner det ikke!

Kl. 13.00 skulle vi efter planen med bus til Hemminway’s hus, men der kom ikke nogen bus – kun guiden var der. Så blev der dømt revolutionsmuseet, der er indrettet i Batistas palæ tæt på vandet. Ligegyldig er det ikke, men for en dansker minder det om det. Hvad der betog mig, var det palæ, diktatoren havde ladet opføre til sig selv. Det var tydeligt, at bygningen var opført med inspiration fra Europa, - f.eks. spejlsalen i Versailles.

”Laktasken” bød på en genstand. Der kom tilsyneladende ikke nogen bus. Britta og jeg valgte såvel evt. bus som genstand fra og begav os ud i byen, hvor vi i tre timer dryssede rundt og sugede til os af indtryk inden mørket fald på.

Afskedsmiddagen blev interessant. Fire i gruppen havde hjemmefra bestilt bord inspireret af en artikel i Politiken. Restauranten havde været kulisse til en film, ”Jordbær og Chokolade”. Spændende var stedet, og på egen hånd havde vi aldrig fundet det. Restauranten lå en halv times gang fra hotellet. Man skulle ind i en dårlig oplyst gade, hvor der i en port stod et par mænd, som tillod adgang til bygningen. Vi gik på trapper og efter en etage, der gjorde nytte som tørreloft var vi fremme i et interiør, der mildt sagt virkede rodet samtiden med, at også fornemmede, at der var en idé med det hele.

Hvordan det lykkedes stedet at betjene gæsterne, fatte jeg ikke. Overalt var der trangt, men alligevel gik det ret hurtigt med at servere fra et ret omfattende menukort. Britta var den heldigste. Hun fik en fremragende menu. Mit valg var OK, og ikke mere.

21.30 satte vi os i Central Park og nød en halv times tid den sidste aften på Cuba.

Søndag, den 7. december, 2008

Det var afrejsedag og efter morgenmad samt lidt slentren placerede vi kl. 10.00 kufferter på et par anviste værelser. 10.30 var der bus til Hemmingway’s hus udenfor Havana. Her kan man se ind ad vinduerne. I min optik er det en fis i en hornlygte.

Det regnede let, og der var bestilt frokost på en tagterrasse på Hotel Isabel. Denne havde heldigvis en baldakin. Udsigten til fortet var smuk.

16.30 var der bus til lufthavnen, hvor vi røg ind i en milelang kø til Air France – en kø, der blev endnu længere, mens vi stod der. Vi kom til at vente en god times tid i forhold til den annoncerede afgangstid.

Herefter var der check af visum og en intens stirren, inden man fik lov til at gå ind i transitområdet, hvor vi kom til at vente et par timer. Vi havde lidt CUC tilbage og købte en flaske 3 års rom, som vi aldeles korrekt fik konfiskeret i Paris, hvor vi kommer ind i Schengen-landene og derfor skal igennem sikkerhedskontrollen igen.

Mandag, den 8. december, 2008

12.20 var vi i Paris. I Havana havde vi kun fået boardingkort til Amsterdam. Her havde man forudset, at vi ikke kunne nå frem, som det fremgik af vores E-ticket. Service fungerer. Stewarden på flyet til Amsterdam meddelte os, at vi ikke kunne nå flyet til Billund, og at vi skulle få en ny billet, i Amsterdam. Det gik der en times tid med, for vi skulle først finde et sted, hvor der kunne laves billetter. Tid havde vi imidlertid nok af, idet vi kom til at vente 5 timer på dagens sidste fly til Billund, kl. 20.50. I den stort set mennesketomme lufthavn fik vi begge 2 franske hotdogs.

Efter 2 uger på en fugtig parkeringsplads ville min gamle bil ikke starte, og jeg forudså, at det var hjemtransport med Top-hjælp. Det blev ikke tilfældet, for mens jeg måtte tilbage til en mennesketom lufthavn for at frekventere et toilet, havde Britta fået startet den aldrende Opel, som hun via Vejle manøvrerede til Hobro med ankomst tirsdag, den 9. december 01.00.

Bemærkninger

Jeg misunder folk, der kan sove på et fly. Det kan jeg ikke. På udrejsen gør det ikke så meget, for der venter en masse oplevelse, men på hjemrejsen er det sagt på jysk træls. Selv om flyvetiden fra Havana til Paris var 2 timer mindre en dem modsatte vej, var det dræbende kedsommeligt at rejse hjem.

Hannibal og Marco Polo leverede er godt produkt. De cubanske guider fortalte, hvad de skulle, og strengt taget havde det ikke været nødvendigt med en oversættelse til dansk, idet det var mit indtryk, at vi alle havde nogenlunde styr på engelsk. Men på den anden side bevirkede Arne Arps oversættelse, at man kunne slappe lidt af, når det var de cubanske kvinder, der talte, og det var specielt godt at få Arne Arps kommenterede oversættelse. I det hele taget må jeg tage hatten af for hans store viden om latinamerikanske forhold og historie.

At vi kom til at foretage mindre ændringer i programmet kan ikke klandres det danske rejsebureau, der i stor udstrækning må indrette sig efter, hvad de kan få hos den lokale arrangør, - Havanatour.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er ikke god til at lære navne, og derfor kom der også til at gå en uge, inden jeg kunne sætte navn på alle i grupper, - og det til trods for af vi kun var 18 deltagere. For mig ville det være dejligt, om vi alle blev udstyret med et navneskilt den første uges tid.

Vi var på hele turen i rigtig godt selskab, hvor alle gjorde sit til at såvel samvær som oplevelser blev dejlige. Det kræver lidt omtanke, når folk med forskellige aldre, baggrunde og forudsætninger skal være tæt på hinanden i 14 dage. Omtanken tror var med hjemmefra, for i og med, at man slipper 22.000 kr. han man også truffet en beslutning om at få det bedst mulige ud af sådan en tur.

Når vi ser bort fra en forslået og pinefuld arm og nogle tilfælde af løs mave, som så sandelig ikke kan henregnes til gode oplevelser, tror jeg, at vi alle havde et brag af en tur i et dejligt selskab, hvor der også var plads, når man helst ville opleve på egen hånd.

21.dec. 2008/-ek