Mandag, den 20. juli, 2009

Klokken 10.00 var der i dansk sommervejr – dvs. overskyet – afgang. Efter grænsen fandt vi et hul i skyerne og en våd bænk på en rasteplads. Det fik vi ikke meget glæde af, for næppe havde vi sat os på et par medbragte plastposer, før det begyndte at regne, så madpakken blev fortæret i bilen. Trafikken var tilforladelig, og Neuruppin (i nærheden af Berlin) blev valgt som feriens første stop. Britta havde set Hotel Brandenburger Hof på nettet. TomTom (navigator) blev sat på opgaven,

og kl. 17.00 parkerede vi på Karl Marx Strasse 68 og slæbte kufferterne ind i regnvejr. Da vi en halv time efter gik ud i Altstadt, var der blå himmel, og resten af dagen kom der ikke regn. Vi dryssede på solsiden ad Karl Marx Stasse og retur parallelt med denne. Var inde i en lille park, Tempelgarden, inden vi indtog et billigt foder på en kinesisk take-away restaurant.

2 små forårsruller

Oksekød med asparges og ris

Efter affodringen gik vi ned til en sø og forbi kirken, hvis tårn tidens tand har fået til at hælde skævt. En nats søvn ventede.

Tirsdag, den 21. juli, 2009

Efter en flot morgenbuffet kørte vi mod et bestem hotel i Dresden. Det viste sig at være en ucharmerende kolos et godt stykke fra centrum. ”Nær centrum,” står der på nettet, men alt er jo relativt. Vi fandt et andet hotel, men her var alt optaget. Så bladrede Britta rundt i sine medbragte adresser, men enden blev, at vi kørte 6 km udenfor byen til Freital, hvor vi 14.00 tjekkede ind på Hotel Zur Linde.

Efter at have båret kufferter op på 1. sal kørte vi tilbage til Dresdens gamle bydel. Der var fremragende turistvejr med overvejende sol og en lun brise. Tiden blev brugt på at se på smukke bygningsværker med bevidstheden om, at alt lå i ruiner for 60 år siden efter de allieredes terrorbombardement. I dag er der smukt og imponerende. Rådhus, Kreutz Kirche, Frauenkirche, Augustinerkirche, Semper Opera, Zwinger. På fæstningsmuren nød vi en kop kaffe og aftensmaden indtog vi på torvet.

Sylte med brasede kartofler og remouladesovs.

Kombinationen var OK, men efter at have spist halvdelen af sylten, var det nok. Så er den form for servering prøvet.

20.30 var vi tilbage på hotellet. Vi kørte en tur ned til Freital. Her er der tilsyneladende ikke noget at komme efter. Det er en forstad til Dresden. Vi parkerede ved en kirke med et flot spir og gik en lille tur forbi et gymnasium, der var under renovering.

22.15 var jeg på langs i en blød seng.

Onsdag, den 22. juli, 2009

Der var overskyet og torden i det fjerne, da mobilen vækkede os kl. 07.00. Bortset fra et par dråber holdt det tørt hele dagen. Efter morgenmad og kaffe på terrassen var vi 10.00 tilbage i centrum af Dresden.

Første mål var en rundvisning i Semper Operaen, som absolut er et besøg værd. At der ikke er anvendt ægte marmor i den genopførte opera er ligegyldigt. Den kunstige marmor har den fordel, at den ikke vejer så meget, hvilket byggeteknisk er en fordel. Foyeren er flot, og det samme er tilskuerrummet med 4 balkoner. Guiden fortalt glimrende om bygningen. Jeg valgte at trække mig i baggrunden for i stedet at forsøge mig med kameraet.

I Augustinerkirken var der orgelmusik, som vi nød for en stund, inden vi gik ind i domkirken, Frauenkirche. Igen en imponerende oplevelse. Den katolske kirke formår virkelig at bygge og udsmykke, så kirkegængeren får en jordisk forestilling om, hvor frydefuldt der må være i det himmelske.

Zwinger er et enestående barokanlæg opført 1710-28 og genopført efter krigen. I dag er der ingen fyrster, der fører sig frem på stedet. Nu er der museer. Vi besøgte museet for de gamle mestre – ikke så meget for at se på de fornemme malerier, men mere for at komme ind og se salene. Disse er dog indrettet så meget til udstillingen, at det er så som så med at betragte interiøret.

Inde i gården var der opstillet scene til en ballet. En danser øvede sig eller varmede op til aftenens forestilling. I den anden ende af gården er tårnet med klokkespil udført i Meisner porcelæn. Da jeg var på stedet i 1998 var meget af Zwinger under genopførelse. Nu står det der, og klokkespillet lader sig høre.

Nu var der tid til en stor kop cappuccino, og derefter gik vi ad Augustusbroen over Elben til Neustadt, der som navnet antyder er nyere. En bred, skyggefuld allé adskiller de to kørebaner. Vi dryssede og var inde i et kirkecenter, der er bygget sammen med resterne af en kirke, hvoraf kun tårnet og koret er genopført.

For enden af alléen havde små børn det dejligt med at lege i et springvand. Også på denne side af floden er der pompøse bygninger at se på. Flere af disse rummer delstatens ministerier. På vej tilbage over Carola Brücke kiggede vi på en friluftsbiograf, der var opstillet på det lave stykke land ved floden, der har det med at svulme op med jævne mellemrum, - således i august 2002 hvor Elben gik kraftigt over sine bredder og med 8 meter over daglig vande forårsagede store ødelæggelse. F. eks. blev operaens garderobe og el-installation ødelagt.

Tilbage igen slentrede vi langs floden til operaen, lyttede til gademusik; en trio (violin, klarinet og obo)spillede forrygende godt. Derefter gik vi tilbage til torvet og spiste samme sted dagen før – denne gang dog meget bedre.

Svineschnitzel m/ skinke og ost

Salat og fritter.

En alarm gik i gang, og kort efter vrimlede det med udrykningskøretøjer. 6 brandbiler, 2 indsatsledere og politi. Ild var der tilsyneladende ikke.

Mens mørket begyndte at falde på og belysningen af bygningerne tog over, gik vi en sidste tur den korte tur til floden og så på ballonopstigninger. Ved 22-tiden returnerede vi til hotellet i Freital absolut trætte nok til at være i seng på den pæne side af midnat.

Torsdag, den 23. juli, 2009

Det blev en varm dag i bilen. 35° noterede vi os. Dagens mål var Brno, som vi valgte at køre til uden at gøre brug af motorveje, så 09.30 satte vi TomTom på opgaven. Vi fik set mange små byer og landskaber i Tjekkiet og fik lov til at holde en del gange pga. vejarbejde. Der var meget at se på, og sving samt ujævnheder var der mange af, så der var noget lave hele vejen. Navigatorens kvindelige stemme fik navnet ”Inge”. TomToms mandlige stemme må hedde ”Tommy”. Brittas nevø hedder Tommy – hans kone hedder Inge – derfor navnene.

I Brno kom ”Inge” til kort. Gader var spærrede, så elektronikken måtte give op. Vi kørte forgæves efter Hotel International, der ligger i centrum af byen. Vejarbejder lukkede den ene gade efter den anden. Vi prøvede med samme negative resultat en anden adresse og holdt så ind på en p-plads med tilhørende P-kælder for at samle tankerne. En venlig herre var os behjælpelig. Hotel International viste sig at være praktisk taget nærmeste nabo, og kl. 18 tjekkede vi ind.

En kop kaffe og et bad gjorde godt, og 1½ time efter gik vi ud for at spise og fandt et tilsyneladende godt sted, men efter at have siddet med menukortet i en halv time uden at der blev taget mod bestilling fortrak vi til et andet sted. Lidt regn gjorde det nødvendigt at sidde under en parasol. Her gik det gesvindt med at servere.

3 grillede stykker kød m/ frugter, salat og fritter.

Dagen blev rundet af med slentretur omkring torvet og en lille kop kaffe på værelset, inden vi sagde godnat 23.15.

Fredag, den 24. juli, 2009

Efter en dejlig morgenbuffet slentrede vi 09.30 til 18.30 rundt i Brno. Markedspladsen med et væld af grønthandlere var første mål. På pladsen ligger det seværdige rådhus. Den sengotiske domkirken ligner så mange andre. Anderledes er til gengæld en krypt med mumificerede lig. Kryptens temperatur samt ventilation har bevirket, at man over 300 år har kunnet stede munke og adelsmænd til hvile og samtidig bevare de jordiske rester. Af hygiejniske grunde blev denne form for bisættelse forbudt i slutningen af 1700-tallet (www.kapucini.cz) Vi var de eneste besøgende, og alarmen gik i gang. Det var ikke os der havde forgrebet os på skeletterne, og en yngre mand kom og fortale, at de var nødt til at afprøve systemet, hvorfor vi blev bedt om at gå til indgangen og komme igen senere. Det var nu ikke nødvendigt. Vi havde set os mætte. I stedet fik vi en fortælling om, at man arbejdede på at moderniser udstillingen. Vi kunne foreslå, at der kommer korte engelske tekster i fortsættelse af de tjekkiske.

Efter en kop cappuccino besøgte vi nok en kirke. Denne har i modsætning til mange andre et stort lysindfald. Dette får de flotte søjler til at træde tydeligt frem.

Villa Tugendhat fra 1939 er medtaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Villa er medtaget pga. dens arkitektoniske nytænkning. Den måtte vi se og gik i retning af den men nåede ikke længere en til en bænk i en skyggefuld park, hvor vi fandt ud af, at bygningen ligger et godt stykke fra centrum, og så sjovt er det heller ikke at gå i bagende varme.

Spilberk-borgen ligger højt hævet over byen. Byggeriet blev påbegyndt i 1200-tallet. I dag fremstår den som et resultat af ændringer fra 1640’erne. Den har modstået flere belejringer før den i 1809 blev indtaget af Napoleon. Den har fungeret som østrig-ungarsk statsfængsel og under nazismen har omkring 80.000 været interneret på stedet under forfærdelige forhold.

Stakåndet nåede vi borgen. Kassemater, udsigtstårn undlod vi at besigtige. I stedet nød vi udsigten og komplekset, bl.a. borggården, hvor der var opstillet scene og stole til en forestilling. Her blev det til lidt sank med et dansk par, der camperede udenfor byen. Vi kunne fra borgen se ned på vores hotel for foden af højen.

Byturen sluttede vi af med at gå til en gammel byport, der ikke er værd at skrive om, og vi fandt ind på et lille torv i det tidligere jødiske kvarter. Jøderne blev senere fordrevet fra alle kongebyerne. Her satte vi os med dagens cappuccino nr. 2, inden vi med en pause på torvet gik til hotellet og forfriskede os med et bad og en kop kaffe.

Aftensmaden fik vi i den jødiske gård. Der var overskyet og lummert, så det var fornuftigt at sætte sig under en markise.

Grillet kød med ost, salat og fritter.

Det finregnede, da vi gik tilbage, og 23.00 gik vi på langs til lyden af regn. 1 dag i Brno er passende, når man ikke vil på museer.

Lørdag, den 25. juli, 2009

Efter en lækker omelet til morgenmad blev kurset sat mod en mindre by udenfor Bratislava med det formål at finde et hotel. Et sådan fandtes ikke, så vi vendte os mod en lidt større by, Stopava, hvor vi fik et værelse på et kongreshotel fra kommunisttiden beliggende i udkanten af en skov. Turen til Slovakiet var mange steder smuk. Skydækket var vekslende.

14.45 kørte vi ind til Bratislava og fandt en p-plads tæt på præsidentpaladset. En ung kvinde mente, det var i orden at holde der i weekender. Britta kunne ellers fortælle grumme beskrivelser om fjernelse af ulovligt parkerede biler i byen.

Inden vi i gik mod det historiske centrum, satte vi os med en kop kaffe og tog så hul på at drysse rundt i den gamle bykerne. På torvet var der opstillet et væld af turist-boder samt en scene, så det var vanskeligt at se det gamle rådhus ordentligt. Nationalteatret er smukt beliggende med en promenade foran sig. Mest interessant er dog Ærkebispens Palæ, der i dag er hjemsted for byens borgmester. Vi sad i gården og betragte et asiatisk udseende forældrepar i festskrud – han således iført sort diplomatfrakke. 3 politibetjente overvågede familien. Udenfor på det lille torv var der 3 diplomatbiler med chauffører. Grunden til dette postyr kunne vi fundere over, mens vi fik noget at spise på en restaurant i gågaden.

Pizza med 6 oste (ek)

Pizza med tun (bn)

Et par unge mænd ved nabobordet glemte at tage deres bykort med sig. Tjeneren overlod det til os.

Ved 20-tiden kørte vi tilbage Stupava. På hjemvejen blev jeg mere eller mindre årsag til, at en ung kvinde kørte ud på en mark. Hun kørte for stærkt, og vigepligten var hendes. Da begge passagerer steg ud, og andre kom til, undlod jeg at blande mig og kørte videre.

Søndag, den 26. juli, 2009

Morgenmaden er der ingen grund til at hæfte sig ved, og 09.45 parkerede vi samme sted som gårsdagen bag præsidentpalæet, som tidligere var Ungkommunisternes Hus. Vi gik en tur i parken, der i det store og hele er tilgængelig for offentligheden.

Ved indgangen til den gamle bydel ligger en kirke. Messen var netop afsluttet, og pateren cirkulerede blandt sin menighed. En turist overholdt ikke forbuddet mod at fotografere i kirken. Pateren reagerede resolut ved med hånden at vise den formastelige udgangen. Budskabet blev ikke opfattet hurtig nok, så præstens gestik blev så tydelig, at enhver misforståelse var umulig. Det er fair at udvise folk, der ikke vil respektere stedets regler. Kirken er interessant især for perspektivet i loftsmalerierne – loftet synes højere, end det er i virkeligheden.

I 1970-erne opførte man en ny bro over Donau, - en 432 m lang hængebro. En enkelt pylon bærer broen. Øverst er der indrettet en lille restaurant og en udsigtsplatform. En elevator bringer én til tops, hvor der er en fremragende udsigt, som vi gav os god tid til at nyde. Broens skønhed kan diskuteres, og der fortælles, at byens befolkning har et lidt ambivalent forhold til bygningsværket, der sammen med en ny ringgade løste nogle påtrængende trafikale problemer.

Ad broen gik vi tilbage til den gamle bydel til Skt. Martin Domkirken, der med sit 85 m høje tårn er synlig viden om. Pga. messe kunne vi ikke komme ind.

Ind kunne vi til gengæld komme i Ærkebispens Palæ. Her kunne vi se ind i rådhussalen og se gobeliner i flotte rum, der var udsmykket med spejle. Fra en ”balkon” kunne man se ned i et mindre, rigt udsmykket kapel. Det måtte have været i dette kapel (lille kirke), det festklædte par havde haft et ærinde dagen forinden. Måske var de blevet gift – hvem ved?

Så blev der dømt cappuccino, inden vi gik til Den Blå Kirke, der er gemt væk i en lille gade en halv times gang fra centrum. Der er tale om en art nouveau-kirke, som er malet blå og som har nogle skønne dekorationer, ornamenter og farver. Den lille kirke er fra 1913. Den ligger klemt inde mellem et stygt og fælt forfaldent kommunistbyggeri samt et stort gymnasium, der var under en gennemgribende renovering. Gymnasiet bliver smukt. Det bliver den anden bygning aldrig. Ind i kirken kunne vi ikke komme, men vi kunne se ind gennem en tremmelåge, og man kan godt forstå at kirken er populær som bryllupskirke.

Tilbage ved Nationalteatret mente Britta, at mine fordomme mod Mc Donalds skulle testes, og der blev bestilt dobbelt cheese-burger. Resultat: Mine fordomme lever videre i bedste velgående. Må jeg så bede om en hotdog frem for en svampet bolle med noget smagløst og intetsigende fyld.

Igen gik vi gennem bykernen, og nu lykkedes det os at komme ind i domkirken. 5 minutter fik vi, da man var ved at gøre klar til den næste kirkelige handling, og det var såmænd nok. Kirken er meget dyster – dog rigt dekoreret.

På vej mod bilen – tæt på byporten – fik vi øje på byens smalleste hus (1,30 m). Det giver sig selv, at det er hurtig set.

På et bakkedrag i udkanten af byen ligger Slavin, - en krigskirkegård for 6845 faldne russere fra 2. Verdenskrig. Kirkegård er næppe det rigtige ord, da begrebet kirke ikke var en del af det kommunistiske tankegods. På stedet er der stentavler med navne. I det hele taget er det et nydeligt anlæg, hvorfra der en flot udsigt. Gravpladsen domineres af et højt monument i en enkel udførelse.

Ad kringlede villaveje nåede vi vejen til Stupave, og halv otte satte vi os på byens eneste spisested.

Peberbeuf, stor, mør og saftig.

Hvidkålssalat, ristet brød og fritter.

Det var lidt køligt at sidde ude kun iført T-shirt og korte bukser, så vi returnerede til hotellet.

Mandag, den 27. juli, 2009

Der var blå himmel kl. 07.00, og sådan tog den sig ud resten af dagen, hvor vi kørte mod Ungarn og dagen første delmål, - et stort anlagt vandkraftværk på den slovakiske side af grænsen. Oprindeligt var projektet fælles med Ungarn, men efter systemskiftet meldte ungarerne fra af frygt for de miljømæssige konsekvenser, der kunne komme på tale med så stor en inddæmning af Donau. Slovakkerne havde en plan B og byggede anlægget færdig i Slovakiet. Et særlig stort indtryk gjorde det at se den mængde træstammer og skrald, der bliver holdt tilbage ved dæmningen, inden vandet ledes til turbinerne. I det hele taget var det ganske interessant at se anlægget.

Vi havde god tid, så der blev gjort holdt 1½ time i Györ, Ungarn. Ved grænsen havde vi vekslet lidt euro til forint, men sedler egner sig ikke til en parkeringsautomat, så Britta fik vekslet til nogle gangbare mønter, inden vi med et ved samme lejlighed erhvervet bykort bevægede os ind i gågaden. Det blev til en slentren i den ældste del af byen samt en kop cappuccino serveret med flødeskum.

Den sidste etape på to timer kørte vi udenom motorveje til Budapest, hvor ”Inge” bekvemt 17.00 førte os frem til Novotel, hvor Britta hjemmefra havde bestilt 5 overnatninger samt parkering. Hotellet ligger ved Donau lige overfor parlamentet på den anden side af floden. Fra værelse 536 havde vi direkte udsyn til det store og flotte bygningsværk. Bedre udsigt kan man næppe få fra et hotelværelse.

Vi slentrede et par timer og nød såvel vejret som de mange indtryk, inden satte os for at spise. Nu skulle det være ungarsk:

Gullasch med spinatnudler

Øl og kaffe

Det begyndte at skumre, og lysene på den gamle bro, Kædebroen, blev tændt. Det samme skete med parlamentet og andre bygninger. Aftenen sluttedes over en kop kaffe på værelset af med at studere brochurer og Politikens ”Turen går til ..” 23.30 var det slut på den 8. feriedag.

Tirsdag, den 28. juli, 2009

Morgenmaden på hotellet kostede 14 € eller 4930 forint, HUF. Egentlig er det noget pjat, men vi var for nærige til at ville betale over 100 kr. for en gang morgenmad. I stedet gik vi på gaden og fandt en café, som serverede en omelet og en fyldt baguette samt kaffe for 3000 HUF – for 2 personer.

På Buda-siden købte vi dagsbillet til sightseeingbusser, og derefter gik vi ad Kædebroen over til Pest-siden, hvor busserne startede rundturen, der varer 2 timer. Der er hovedtelefoner ved alle sæder, og man vælger, hvilket sprog man vil lægge ører til. Der fortælles godt, og mellem de små foredrag er der soft music a’la pornofilm. Denne tomgangsmusik kunne godt undværes.

Vi stod af ved Citadellet, der ligger højt hævet over Donau. Her brugte vi et par timer på at nyde udsigten samt besøge en bunker, hvor der er indrettet et lille museum med voksfigurer. Museet skildrer nazismen og bombardementet af Budapest. Tyskerne havde indrettet sig med antiluftskyts på stedet. Dette var dog ikke alverden bevendt mod den russiske overmagt.

På bussen igen kom vi forbi mange af byens seværdigheder, og vi stod først af, da vi igen var kommet over til Pest, - denne gang på Heroes Place, hvor der opstille statuer af Ungarns herskere. Som dansker siger disse mig ikke alverden, men det forhindre jo ikke, at man over en kold øl kan sidde og nyde pladsen.

Tæt ved pladsen er der et rekreativt område, og her ligger et museum for land- og skovbrug. Oprindelig blev der bygget en lille borg af træ i forbindelse med en verdensudstilling. Senere opførte man borgen i sten, og den er ganske charmerende. I borggården er der et mindre kapel, som er populært til bryllupper.

Så på bussen igen og nok en gang over Donau, op til Citadellet og forbi kongeslottet fiskerbastionen inden vi godt møre af indtryk stod af ved den gamle bro. Der blev købt juice, brød og ost, inden vi satte os med

Pizza og øl.

Efter 12 timer var vi tilbage på hotellet, og 22.30 blev der sagt tak for i dag.

Onsdag, den 29. juli, 2009

De næste dage blev det til morgenmad på værelset, - groft brød, ost, juice og kaffe.

Da vi 09.00 gik over Kædebroen til parlamentet, var der allerede så varmt, at vi hele tiden søgte at gå i skygge. At få adgang til parlamentet var tidskrævende, og det var godt, at vi var der i god tid. Pladsen foran er afspærret med kæder, og der er bevæbnede vagter. Én ad gangen fik man efter at have legitimeret sig med pas eller for mit vedkommende kørekort lov til at gå over pladsen til indgang X (10), og først når den forrige var tilbage bag afspærringen, fik den næste lov til at gå. Retfærdigvis skal det nævnes, at det var muligt med relevant legitimation at få to billetter, hvilket jeg gjorde. ”Få” er det det korrekte ord – det er nemlig gratis. Køen ved billetlugen var selvsagt begrænset til én person.

Vi nåede at få billet inden kl. 10.00, og efter et sikkerhedstjek som i en lufthavn var vi i mindre grupper klar til at blive vist rundt. En gæst blev pga. en lommekniv nægtet adgang.

For vores vedkommende var det en veltalende kvinde, der på engelsk fortalte om den fantastiske bygning, der er Ungarns største bygning, 268 m lang, 118 m bred, kuppelhøjden er 96 m. Den blev opført 1885-1904. Forbilledet er det engelske parlament. Stilmæssigt er det en sammenblanding. Facaden er nygotik. Inde er der flere elementer repræsenteret, hvilket i mine øjne blot gør det mere interessant. At byggeriet har været rasende dyrt siger sig selv. Alt er designet til stedet, og der er guld alle vegne – dog ikke massivt. I alt er der kun brugt 14 kg bladguld. Marmorbeklædningen på væggene er tynde og kunstige. Dette skyldes ikke så meget prisen på marmor som konstruktionsmæssige hensyn. Den kunstige marmor er lettere end den ægte vare. Prismæssigt var der ikke den gang noget at spare. Sverige skænkede byggeriet nogle høje granitsøjler.

Vi fik lov til at se kuppelsalen, en sal med et enormt håndknyttet tæppe, kronregalier, samt parlamentssalen. Vagter var der over alt, hvilket afstedkom en henvisning til mig om at forføje mig, da jeg trak mig lidt væk fra gruppen for at fotografere. Alt er overdådigt, - en overdådighed, jeg ikke evner at beskrive.

Rygning i parlamentssalen var ikke tilladt, men det var det i korridoren, hvor der i vindueskarmene er askebægre i karmenes bredde. Disse bægre er udstyret med nummererede riller, hvor de ærede medlemmer kan lægge deres cigarer, når tilstedeværelsen i salen krævede det. Af cigarernes længde kunne man se, hvor meget den enkelte deltog i forhandlingerne.

Indtrykkene lod vi bundfælde sig på en bænk under et skyggefuldt træ, hvor vi samtidig kunne more os over folk, der gående i egne tanker kom for tæt på en vandspreder.

Sankt Stefan-basilikaen er den største kirke i Budapest. Byggeriet af kirken blev påbegyndt i 1851. Slutresultatet blev indviet i 1905. Kirkens areal er på 4000 m², kuplens højde er 96 m, og der er plads til 8500 personer (det må være ståpladser). Kirkerummet er særdeles flot. I et guldskrin opbevares Stefans mumificerede højre hånd som et relikvie.

Vi nød synes af kirken udefra over en cappuccino på torvet, inden vi satte kursen mod operaen, der også ligger på Pest-siden. Her skulle vi vente 1½ time på en rundvisning. I stedet gik vi til synagogen. Her var ventetiden kun en halv time, som vi fordrev ved at sidde i skyggen.

Synagogen er Europas største synagoge. Kun synagogen i Amsterdam kommer på linje med den. Den er bygget i 1850’erne og genopført efter krigen. Staten gav et stort beløb til genopførelsen, private mennesker donerede, og en rig familie i Sao Paulo gav resten. Som noget nyt blev der anvendt slanke stålsøjler. Også et orgel blev bygget. Et sådant er ikke normalt inventar i en synagoge. Her er det et kompromis. Franz Liszt og Saint-Saëns har spillet på orglet. Der er ikke billeder af mennesker i en synagoge (5. Mosebog: Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet). Derimod er der rigt ornamenteret. I parlamentet var der brugt 14 guld. I synagogen blev der anvendt 40 kg.

Vores guide var en jævnaldrende kvinde, hvis forældre havde overlevet nazisternes udryddelse. Hun fortalte levende og personligt om synagogen, den jødiske tro og de lidelser, der blev påført jøderne under krigen. Som den ældre mand, jeg er, får jeg ikke mange nye informationer, men alligevel er det gavnligt en gang imellem at få repeteret sin viden. Før krigen var der 600 synagoger i Ungarn – i dag er der kun 40. Det fortæller noget om, hvor mange jøder, der gik til grunde – 800.000 blev dræbt. Nazisterne beslaglagde synagogen, og samling til deportation blev foretaget i synagogens have, hvor der i dag er et mindesmærke i form af et stiliseret træ i rustfrit stål for nogle af de børn og voksne, der forsvandt. På hvert blad er der indgraveret et navn. ”Den grædende pil” hedder mindesmærket. Samme sted er der en sten med navne på nogle af de mennesker, der var med til at redde jøder fra udslettelse, f.eks. Raoul Wallenberg.

I gården er der gravplads for nogle af de døde, som man i ghetto-tiden ikke kunne begrave andet steds. Museet for Jødisk Historie og Religion havde vi også billet til. Museet rummer et væld af sølvarbejder, som næppe siger en ikke jøde alverden bortset fra, at det er fantastisk håndværk. Endvidere er der foto fra Budapests ghetto i 1944.

Så blev der dømt kold fadøl. Den blev nydt overfor synagogen, inden vi via Elisabeth-broen gik den noget lange vej tilbage til hotellet. Et bad var efter 10 timer såvel påkrævet som vederkvægende.

En time efter gik vi 20.00 ud for at spise, og det blev tæt på hotellet med udsigt til Donau, Parlamentet og Videnskabernes Akademi samt andre markante bygninger på Pest-siden.

Grillet mørbradbøf m/ ost plus kartoffelmos.

Jeg væltede min øl, og glasset knustes. Det kostede såvel en ny øl samt ekstra drikkepenge til den unge kvinde, der måtte tørre op efter klovnen.

Efter at have stået og nydt turbåde, krydstogtbåde og Donau i aftenbelysning blev det midnat, inden vi grydeklare lod puderne understøtte vore hoveder.

Torsdag, den 30. juli, 2009

Det var med vilje, at vi sov længe denne dag, nemlig til kl. 07.30. Som onsdag var der allerede varmt kl. 09.00, hvor vi gik til kabelbanen (funicula), der førte os op til kongeslottet. Ungarn er ikke et kongerige længere, og slottet rummer nu museer.

Vi gik rundt om slottet og nød såvel udsigt, bygninger som skygge. I gårde fik vi lejlighed til at se en hest blive luftet. Her var der - fremgik det af en plakat - stillet op til en opvisning med den spanske rideskole.

Ikke ret langt fra kongeslottet ligger Fiskerbastionen, der blev opført 1899 – 1905. I middelalderen var det her fiskerne havde deres marked, og hvor man naturligt kunne forsvare byen. Som bastion har stedet ikke været meget bevendt, og byggeriet er vel nærmest opført ”for sjov”. Der er tale om et eventyragtigt byggeri med vindeltrapper, buegange, fabeldyr og spidse kuppeltårne. Charmerende er det, og det er rimeligt, at der skal betales en mindre entré til området. Samme sted ligger Vor Frue Kirke, Mathias-kirken. Kirken var indhyllet i stilladser. Kirkerummet er flot og storladent.

Der er indrettet café i en buegang, hvor man skyggefuldt har et fantastisk udsyn over til Pest. En violinist sørgede sammen med et band for de musikalske indslag. Han gik rund ved bordene og spillede, hvad folk ville høre. Det koster naturligvis lidt skillinger, og ville man købe en cd, var den til salg for 4000 HUF. Det var i hvert fald det, nabobordet fik lov til at betale. Britta fik lov til at give noget mere. Konen har det med, at hun gerne vil have musik med hjem fra ferier, og det fik hun også her, da hun bad om at købe cd’en. ”Where are you from?” – så stemte violinist og det i baggrunden siddende orkester i med ”Tango jalousi”. Britta fik sin cd og lagde en 10.000 HUF-seddel på bordet. Den røg i lommen på manden, der straks istemte en ungarsk rapsodi for derefter at trække sig tilbage. Britta fik sin cd med titlen ”Classic Gipsy Music”. Hun udlod at brokke sig men konstaterede blot, at det er hvad der kan ske, når man handler med sigøjnere. Jeg behøver næppe mere end at antyde, at denne handel fra min side på resten af turen uvægerligt (dog passende perifert) i ny og næ gav anledning til en bemærkning.

Efter en time var vi på benene igen og nåede frem til nok en flot bygning, der viste sig at rumme krigsmuseet. Det var ikke interessen for det ungarske tøjhusmuseum, der fik os til at løse billet. Det var varmen. I et par af rummene var der aircondition, og her blev udstillingen beset ekstra om ikke omhyggeligt så dog længe. Havde temperaturen udenfor været mere tilforladelig, var vi ikke kommet på dette museum.

Ad stejle gader gik vi ned mod Donau. En mindre, ikke planlagt omvej sneg sig ind. 16.30 var vi tilbage på et køligt værelse. Vi havde begge ramt muren – orkede ikke mere. Det hjalp at sidde og hænge et par timer over et par kopper kaffe.

På det sted, hvor vi spiste første aften i Budapest havde jeg set en gæst få serveret en meget stor schnitzel. Den ville jeg gerne prøve, så vi frekventerede restauranten igen.

Wienerschnitzel m/ kold kartoffelsalat

Schnitzel’en havde fået en grundig omgang med kødhammeren. Der var mere panering end kød. Kartoffelsalaten var glimrende.

Fredag, den 31. juli, 2009

Sidste dag i Budapest var der dømt metro-dag, så vi købte en dagsbillet til den offentlige trafik.

Terror House blev det første besøg. Såvel nazister som kommunister havde indrettet sig i huset, der ligger på hovedgaden i Pest – en kedelig adresse. Det var her man tog sig af ”de utilpassede” medborgere. Vi var der, da de åbnede kl. 10.00. Museet er meget levende. Overalt er der store eller små fladskærme, der viser levende billeder fra en ond periode. Samtidig er der en lydkulisse alle steder. Despekten for almindelige menneskerettigheder fremstår i al sin gru. Såvel indholdsmæssigt som museumsteknisk er det et museum, der er værd at besøge.

For at komme ned i kælderen til celler, forhørslokale og det rum, hvor man hængte de dødsdømte, skal man benytte en elevator fra 1. sal. Denne kører så langsomt, at der er tid til at se en lille film om en dødsdømts sidste timer, og så står man der, hvor der ikke er gjort noget forsøg på at modernisere. Kælderen er autentisk. Forhørslokalet er udstyret med forskellige knipler, en lampe med skarp lys, elektrisk udstyr til tortur m.m. Her er en lydisoleret celle med et gummilag på gulvet. Her er den stolpe med tilhørende taburet, som blev anvendt ved hængning, dvs. kvælning. Det er grufuldt, og egentlig er det godt, at man ikke måtte fotografere på museet. Det distraherer, når der fotograferes.

I stueetagen, hvor der er opstillet en tank, og hvor den ene væg op til 3. sals højde er tapetseret med 10 x 15 cm fotos af ofre - mænd og kvinder. Besøget tog 1½ time.

Vi tog nu metroen til parken bag heltepladsen for i det mindste at se forhallen til et af byens termalbade. Det var tyrkerne, der, mens de herske over landet, introducerede udnyttelsen af de varme kilder og det helsebringende vand. Bade, have massage eller anden behandling skulle vi ikke. Derimod ville vi se forhallen, der er meget flot og tydeligt rummer et tyrkisk islæt.

Zoo ligger i samme park, og på den guidede tur tirsdag blev der fortalt, at havens huse er meget spændende. Ergo løste vi billet. Vi blev skuffede. Elefanthuset er det eneste, der er værd at se på. Som zoologisk have er den sammenlignet med Aalborg Zoo ikke et besøg værd.

Østbanegården, hvortil de internationale tog ankommer, har været flot en gang og er det for så vidt stadig, men i dag fremtræder den nedslidt og trænger til en grundig renovering.

Statsoperaen er åben for omvisning kl. 15 og kl. 16. Vi nåede med på den første omvisning og kom med i den engelske gruppe, der var alt for stor, ca. 50 personer. Vi fik anvist siddeplads i tilskuerrummet, hvor det var særdeles vanskeligt at høre, hvad guiden fortalte. Dels blev hun overdøvet af den tysktalende guide, som havde sin gruppe tæt på, og dels var der musikere i orkestergraven, der absolut skulle stemme deres instrumenter. Altså fik vi ikke ret megen information, så jeg benyttede mig af muligheden for at øve mig med kameraet. At få et overblik fra en loge var pga. deltagerantallet stort set umuligt. Operaen en bestemt stor og flot, men nogen større nydelse blev besøget ikke. Britta var knotten. Omvisningen på de forskellige sprog kunne med en anden organisering have været langt bedre. Hvorfor sende 6 grupper af sted på samme tid? Og hvorfor lade scenefolk og musikere forstyrre, når der er omvisning? Gratis var det jo ikke!

Endelig en kold ungarsk øl ved operaen, inden vi tog den blå metro-linie til endestationen for at se, hvordan der ser ud, når man kommer udenfor centrum. Vi havde nok forestillet os, at der var lidt sølle, men igen slog fordommene ikke til. Det lignede en bydel som så mange andre bydele i den rigere verden.

Der blev hævet lidt penge i en automat, inden vi 18.00 var på hotellet igen, og 1½ time efter gik vi ud for at spise det samme sted som torsdag.

Grillspyd med oksekød, bacon, pølse, rødløg, peber, agurk og champignon.

Den sidste aften ved Donau og alle lysene efterfulgtes af en kop tynd kaffe på værelset.

Lørdag, den 1. august, 2009

Efter tjek ud kl. 09.15 blev TomTom sat til at lede os til Memento Park. I stedet for at skrotte alle kommunismens statuer har man valgt at køre nogle af dem udenfor byen for der at oprette en skulpturpark. Idéen er god nok. Man skal ikke skrotte hele sin historiske arv. Til trods for at anlægget er af nyere dato, fremtræder det ret sølle og uplejet. I en barak ved siden af er det et lille museum. Her satte vi os og så en interessant film om sikkerhedspolitiets metoder.

2 køer på den stump motorvej, vi kom ind på, ventede os, inden der gik ordentlig hul på turen til Kecskemet, der ligger tæt på den lille pusta. Efter en behagelig køretur i det åbne land, hvor vi først forsøgte os med et hotel med navn Marion. Her var døren låst. En ungarer henvendte sig hjælpsom på sit eget sprog og forsøgte med dørklokken at få liv i receptionen. Det lykkedes ikke, og med gestik samt en masse ord forsøgte han at anvise et andet hotel tæt på den store kirke. Vi takkede og kørte efter hans anvisning hen i nærheden af kirken, og her lod vi ”Inge” tage over, så vi efter lidt søgen fandt frem til et ældre hotel meget tæt på centrum.

Der stod en enkelt øl i køleskabet. Den blev delt, og vinduet blev slået på vid gab. Der var meget varmt, og et koldt bad var tiltrængt, inden vi sidst på eftermiddagen gik på gaden.

Rådhuset i Kescemet er stort og flot. Der var åbent, så man kunne komme ind i en fornem forhal. Det er imponerende! I det hele taget er der en del spændende bygninger at betragte. 5-6 kirker er der også indenfor et lille område. I DK er lørdag den foretrukne ugedag til et bryllup. Det gør sig åbenbart også gældende, hvor vi var, for vi blev vidner til flere af dem og så flere optog, hvor man i bil-kortege og med ivrig brug af hornet følger efter brudeparret.

Over en kold øl satte vi os og betragte legende børn og livet på rådhuspladsen, inden vi igen slentrede rundt og sugede byens charme til os. Vi vendte tilbage til torvet for at spise samme sted, som vi havde fået en øl. Andre muligheder fandt vi ikke bortset fra et par steder, hvor der blev tilbudt noget junk-food.

Svinemedaljon (BN)

Stuvet havkat m/ knödel (EK) – godt

Øl og espresso

I rådhusgården var der pause i en teaterforestilling, så vi kiggede ind. Hyggeligt så det ud, og vi kunne såmænd nok have fået lov til at sætte os, men det ville vi ikke have fået ret meget ud af. Som bekendt er der ikke undertekster på et levende teater, så efter at have kastet et blik på byens flotte teater var vi tilbage på et lummert værelse med en masse gadestøj. Der var gang i den en lørdag aften.

Dynebetrækket blev taget af dynen, der ikke var påkrævet, og 23.30 gik vi til ro – om man ellers kan kalde det sådan, - gadelarmen in mente.

Søndag, den 2. august, 2009

Britta havde lagt en seddel. Hun havde sidst på natten sat sig ned i bilen for der at få et par timer på øjet. Indelukketheden og støjen gjorde, at hun ikke kunne sove på værelset, hvor det havde været nødvendigt at lade vinduet stå åbent natten igennem.

Ungarn er jo kendt for sin pusta – de store flade arealer, hvor man fra sin skolegang husker, at det var noget med vilde heste, kvæg og hyrder. I dag er virkeligheden en anden. Der var vide marker med korn, majs og afblomstrede solsikker. Det  har været nødvendigt at oprette nationalparker for at bevare lidt af den oprindelige natur. Vi kørte til en nationalpark på den lille pusta i nærheden af byen Bugac. Her holdt der hestevogne, der kørte ind i området. Foruden turen med vogn kunne man købe sig adgang til at se et hesteshow og en stald. Det var for varmt til såvel at gå ad en sandet vej som til at sidde på en hestevogn, så vi enedes hurtigt om, at vi kunne se pusta nok fra bilen. Et par steder så vi heste, og det langhornede kvæg fik vi da også at se.

Vi gjorde holdt ved en plantage med hyldebær, og i en landsby, Kirskörös, gjorde vi holdt overfor et Penny Market, hvor vi købte en ramme øl, et par flasker Tokaj og noget vand. Ved siden af var der et lille sted, der kunne servere en espresso. En kop kaffe, som vi kender den, er åbenbart ikke brugt på de kanter.

I Kalocsa gjorde vi holdt ved kirken. Den er malet lys rosa Rummet er lyst og smukt udsmykket, men frem for alt var det køligt på en dag med over 30° C. Sidste holdt blev et sted ved Donau. Som så mange andre steder er der også her bygget et dige.

17.15 var vi tilbage i Kecskemet til en delt øl fra hjemmebaren og et koldt bad. Efter at have slentret lidt i den nu søndagsdøde by satte vi til rette for at spise.

Svinekød i kartoffelsvøb m/ salat og fritter (BN)

Pande med svinemedaljon og lækker sovs af tomat, løg, rød peber og lidt paprika (EK)

Genoprettelsen af væskebalancen krævede for mit vedkommende 2 store fadøl. Britta kunne klare problemet med en enkelt.

Espresso

22.30 var vi tilbage på et lummert værelse. En søndag uden gadestøj.

Mandag, den 3. august, 2009

Fraværet af gadestøj gav os begge en søvnfyldt nat dog afbrudt af et bragende tordenvejr midt på natten.

Dagens mål var egnen med Donau-knæet, - et område, der også er populært blandt ungarere pga. små skovklædte bjerge med vandreruter og i det hele taget en smuk natur. Uheldigvis kom vi på motorvej 60 km, og vi kom for tæt på Budapest med kødannelse til følge. Ude på landet gjorde vi holdt ved en kirkegård i en lille flække, Söred, og senere i en anden lille by, Csakvar, hvor vi fik en kop kaffe et lille sted, der leder tanken hen på en baggård. Stedet var ikke lagt an på turister.

I nærheden af Bicke fik vi øje på et nyt og anderledes byggeri med skæve vinkler. Nogle bibelske navne på bygninger samt ordet katolsk får mig til at antage, at der er tale om en eller anden form for en kursusejendom for gejstlige. Spændende var det, og kameraet blev taget i brug.

I Bicke viste en ungarer uopfordret og på sit modersmål vej til Zsambek. Vi ville undgå de større veje, og ved hjælp af fagter og tegning bag på en hotelregning fik vi en glimrende anvisning til den lille by, og derefter satte vi ”Inge” til at føre os frem til Szentendre. Her kørte vi efter et hotel tæt på Donau. Det første så og noget undseeligt ud. Det næste var lukket pga. renovering. En kvinde anvist på engelsk Hotel Roz, og her satte vi os 17.30 med en øl i haven. Der er tale om et lille sted, som har indrettet 4 værelser ovenpå den private beboelse. Et glimrende og stort dobbeltværelse med aircondition og fluenet for vinduerne til en pris af 50 € pr. nat inkl. morgenmad.

Dagens køretur blev smuk ad snoede veje gennem et varieret landskab med bløde bakker og grå klipper. Et sted gjorde vi hold for at se på en græsmark med i hvert fald 100 heste.

Der er anlagt en promenade på det dige, der skal beskytte den lavere del af Sentendre mod Donau. Her gik vi, da vi gik hen for at finde et spisested. Valget faldt på en græsk restaurant.

Tzaziki med brød

Lammestuvning (BN)

Svinekød med laks (EK)

Vi dryssede på promenaden blandt kærlig ungdom. Britta mente at kunne fornemme, at nogle af de unge mænd var på grænsen til at være overtændte.

Tirsdag, den 4. august, 2009

Op kl. 07 efter en god nat med aircondition’en kørende på low speed til en lettere overskyet morgen. En stor omelet fjernede totalt, hvad der måtte have været af sultfornemmelse.

Dagen blev brugt på at se nærmere på området. Første stop blev en primitiv campingplads ved Donau. Myg fik os hurtig tilbage i bilen, og efter lidt kørsel på en skovvej, var der igen asfalt under dækkene. Borgen i Visegrad stod på planen. Man kan køre næsten op til den, og efter at have stønnet os det sidste stykke kunne vi nyde udsigten over byen og floden. Museerne undlod vi og nøjedes med at gå rund på borgområdet.

Næste større by var Esztergom. Her nød vi en cappuccino på rådhuspladsen, inden vi kørte til en p-plads ved borgen (ruiner) og Ungarns største kirke. Den er beliggende på bakketop, hvilket får den til at tage sig endnu større ud. Under alle omstændigheder: Stor og imponerende er den – også indvendig.

Tilbageturen tog vi over Donau og dermed en tur til Slovakiet. Via Sturova tilbage på den østlige side af Donau og byen Vac. Igen var det en smuk tur, hvor der blev gjort holdt et sted for at dvæle ved floden og betragte en borg på den anden side.

18.30 lejrede vi os under markisen i den lille hotelhave med en kold fadbamse. Der var ved at være optræk til regn, og vi var lidt trætte, så vi blev siddende og spiste på stedet iagttagende en sælger, der forsøgte at afsætte et eller andet til to mænd.

Svinemedaljon m/ ostesovs og kartoffelkroketter

Espresso

Fra værelset betragtede vi et væld af lyn. Aircondition var ikke påkrævet.

Onsdag, den 5. august, 2009

Vi stod op til en overskyet himmel og senere på hotelmutters forslag morgenmad i det fri. Koldt var der ikke.

Britta betalte de 100 € uden at få en kvittering. På den måde er det naturligvis mere givtigt at have hoteldrift. Og så startede hjemturen med at sætte kursen mod Prag – igen udenom motorvejene.

9 timer blev det til, inden vi var på Hotel Zlata Stica i Pardubice. Gennem Slovakiet er der ret fladt. I Tjekiet ændrede det sig. Vi kom gennem mange langstrakte byer og varierede landskaber og storslåede udsigter. Det var en god tur med vekslende skydække, der holdt en højere temperatur i ave.

Efter at have båret kufferter op på 1. sal fandt vi ud af, at der var elevator! Den brugte vi da vi gik ud for at spise. Spisesteder var der ikke mange af, men et enkelt sted er jo også nok. Vi satte os udendørs i en grillrestaurant beliggende i en smøge.

200 og 300 g grillet nakkekotelet m/ kold hvidløgssovs, syltet paprika, sauterede kartofler og stegte kartofler.

På vej tilbage til hotellet gik vi gennem en byport fra 1500-tallet til et særdeles smukt torv.

Torsdag, den 6. august, 2009

Jeg har ikke spist morgenmad i et smukkere lokale end på hotellet i Pardubice. Proportioner, udsmykning og farver er aldeles velafstemte. Vi sad i gamle, højryggede stole med armlæn.

Efter at have pakket bilen var vi henne på det flotte torv for at se bygningerne i dagslys. Det var en god oplevelse. En lokal flyttemand fortalte mig en masse, som jeg ikke forstod en lyd af.

En time efter, 10.00, satte vi navigatoren til uden om motorveje at føre os mod Chemnitz. Igen blev det en flot tur med blå himmel og flotte landskaber. Da vi nærmede os målet, tog vi en kop kaffe, og så blev der trykket ”Hjem” på TomTom, hvorefter det kvikt gik mod nordvest til Leipzig, hvor vi kørte af motorvejen for at finde et overnatningssted i byen Taucha.

Vi måtte køre forgæves nogle gange, så det endte med et Ibis-hotel i nærheden af motorvejen. Kl. 19.00 kørte vi ind til centrum for at spise. Her var der ikke noget at vælge mellem, hvis man ville spise med kniv og gaffel. Det kunne vi i Rådhuskælderen, og det blev den eneste gang på turen, at vi spiste indendørs.

Lille skål salat, sprød og lækker

Svineschnitzel m/ champignonsovs og kroketter.

Byen er ikke spændende, så vi returnerede til hotellet, og 22.30 gik vi til sengs.

Fredag, den 7. august, 2009

Der lå 800 km foran os, og så er det man tænker: ”Hvor mange køer bliver man fanget i?” Svaret blev, at hjemturen største kø var ved Vejle Fjord broen, og her var det slet ikke galt.

18.30 var vi efter lidt nødvendigt indkøb hjemme.