Onsdag, den 1. september 2010

At rejse er som bekendt at leve, men det er så sandelig også at vente og i det hele taget at være i god tid. Der var således dømt afgang fra Hobro kl. 11.00 for at være sikker på at kunne være i Billund til check in 1½ time før flyafgang til Amsterdam. Man er nødt til at indregne et kvarters tid til en punktering og tid til at finde en parkeringsplads.

Vi fik god tid i Billund Lufthavn. Det samme fik vi i Amsterdam, og på flyet var vi så heldige at få to pladser ved døren, hvilket betød, at der var god benplads - langt mere, end vi kunne udnytte.

17.35 startede flyveturen til Kina.

Torsdag, den 2. september 2010

Klokken stilles frem, når man rejser mod øst - i dette tilfælde 6 timer. Det blev en kort nat, og søvn får jeg stort set ikke på et fly. 08.55 landede vi i Beijing, hvor det gik kvikt med at komme gennem immigration. Bagagen voldte heller ingen ventetid, og så var vi klar til at samles med 20 andre gæster og møde den danske guide, Anders Ellermann Kristensen, som sammen med en kinesisk guide sørgede for at få os om bord på en bus, og så var vi klar til turens første program.

Det første mål var det olympiske område, der blev opført til OL i 2008. Det store stadium, Bird Nest Stadium, der dannede ramme for åbnings- og afslutningsceremonierne, bruges næsten ikke mere. Det samme gælder andre bygninger og en metro. Hvilket spild af penge. Vi travede en tur på den store plads.  Nok var der mennesker, men tomt virkede det. Indtrykket af tomhed forstærkedes af varmedisen. Godt havde det været, om man havde kunnet skifte rejsetøjet ud med noget lettere.

Det første kinesiske måltid var spændende. Sådan er det altid, når man kommer til et nyt sted og skal stifte bekendtskab med nye spisevaner. En gruppe som vores på 22 personer placeres ved to runde borde. Her er der dækket op med en lille skål til te, et glas, en lidt større skål med en porcelænsske til suppe og ris, en tallerken på størrelse med en underkop, et sæt spisepinde og - til ære for os - en gaffel. Servietten er så lille, at den næsten ikke er til at få øje på.

Måltidet er med vestlige øjne en rodet omgang. Der bliver over tid sat forskellige retter på en roterbar glasplade. Rækkefølgen af retterne forekommer der mig ikke at være noget fast system i. Ris og suppe dukker op under måltidet. Mad er der nok af. Der kommer en halv snes forskellige serveringer på glaspladen. Meningen er så, at man spiser lidt af det hele. Med anvendelse af spisepinde er det ikke nogen kunst at begrænse sig til lidt. Jeg måtte have gaflen i brug. Man får skænket et lille glas øl af en tynd og sjasket kvalitet.

Sommerpaladset er opført fra 1888. Det ligger i udkanten af Beijing. Det var her kejseren kunne opholde sig i landlige omgivelser skabt til formålet. Ordet skabt skal tages bogstavelig. Den store sø, som er en kopi af Vestsøen i Hangzhou, er gravet ud med håndkraft, og hele området er præget af den kinesiske tankegang om skønhed og harmoni. Bygningerne er kopier. Englænderne ødelagde det hele for at dække over, at deres lejesoldater en nat havde plyndret stedet.

Almindelig træthed efter rejsen, varmen og en generel mangel på forståelse af den kinesiske kultur var nok årsagen til, at stedet for mig ikke var den helt store oplevelse - ej heller at sejle over søen.

Kl. 16.00 var vi på Capital Hotel, værelse 1423, tårn A. Vi lavede en kop kaffe og ventede på kufferterne, inden vi tog en time på øjet før et tiltrængt bad.

Inden vi skulle ud at spise, vekslede vi et par hundrede euro.

Turen til Kina blev stort set kødløs. Det er logisk nok. Det er langt dyrere at producere kød end grøntsager. Aftenens måltid var med tofu, et fødemiddel af kinesisk oprindelse, fremstillet af sojabønner. Det smager godt nok, hvis man blot nøjes med at forvente en smagsoplevelse á la svensk pølseret.

DK-guide, der bor i Beijing, stod af efter måltidet, og den kinesiske guide hersede os tilbage til hotellet.

Britta og jeg gik til Den himmelske freds Plads. Vi dryssede langs pladsen til Mao-porten til Den forbudte By. Selve pladsen var afspærret og besat med vagter. En kinesisk mormor med datter og barnebarn kontaktede os. Hun ville fotograferes sammen med os. Det blev til flere optagelser af motivet imødekommende kinesere sammen med ditto langnæse (i kinesernes øjne har vi lange næser).

Opholdet på fredspladsen var et af højdepunkterne for mig. Det er fra denne plads med Folkets Hus og de store parader, jeg har billederne fra Kina - et Kina, jeg kun kender som kommunistisk, og som jeg i mine unge dage havde en vis sympati for, da det var kommunisterne, der gjorde op med feudalsamfundet. Resultatet blev på ingen måde, som jeg forestillede mig den gang, og på denne rejse blev det skåret ud i pap, at undertrykkelse, korruption og magtmisbrug fortsat er virkeligheden i Kina. At høre Anders senere på turen fortælle om de sociale forhold i det kommunistiske Kina kan kun bekræfte, at det ikke er der, man skal finde tanken om at yde efter evne og nyde efter behov realiseret. Den tanke skal man til Skandinavien og til dels EU for at opleve i virkeligheden.

21.15 var vi godt møre i kroppen tilbage på hotellet efter en lang rejse og en længe nok dag.

Fredag, den 3. september 2010

Opfindsomheden indskrænkede sig til et hjemmefra skrevet lykønsknings- og gavekort til min kære kone i anledning af hendes 58 års fødselsdag.

Nyt sted - ny morgenmadskultur, der kræver tid til orientering. Suppe, pasta, nudler og grønsagsretter kan jeg godt undvære. Brød, bacon, æg, pølse og pandekage falder mere i min smag. Capital Hotel serverede en god og stærk kaffe.

09.00 var der afgang til Kulbjerget ved Den forbudte By. Fra toppen var der udsigt over Den forbudte By, hvorfra kejsere havde regeret riget i midten. Vejret var ikke ideelt. Der var gråvejr, og det regnede en smule. Britta var lidt skuffet over, at vi så Den forbudte By bag fra. Den havde på hende virket mere overvældende, da hun i 199 brugte 9 timer på den med indgang fra Fredspladsen.

Da Chiang Kai-shek flygtede til Formosa - Taiwan - i erkendelse af, at det var Mao, der efter japanernes nederlag, var den nye sejrherre, tog han mange af kulturskattene fra Den forbudte By med sig. Set med nutidens øjne gjorde han Kina en tjeneste. Mange klenodier undgik derved kulturrevolutionens hærgen og ødelæggelse, 1966-69. Det gamle skulle rives ned for at give plads til det nye. En mængde af det enorme riges kunst blev destrueret.

Den forbudte By kan ikke ses på et par timer, men det er dog nok til at give en fornemmelse af dens storhed, 800 bygninger med plads til kejser, hustruer, konkubiner, embedsmænd m.m. er der på 720.000 m². Iflg. rejseleder er der 999½ rum i byen. Så tæt var kejseren på den himmelske by, der rummer 1000 værelser.

Første stop var ved et træ, hvor en kejser havde hængt sig. Dette træ er vigtigt for kinesere. En kejser kunne ikke overgive sig til fjenden. Han havde fejlet, og så var der kun én afslutning.

Vi gik ind i en lille have og fik her det første foredrag om kinesisk havekunst, der går ud på at skabe harmoni og balance. Der skal være vand, klipper, bestemte træer, planter, og det hele skal arrangeres efter fastlåste principper, som er forfinede gennem mange år. Feng Shui, der betyder vind og vand, er det styrende filosofiske princip for indretningen.

Vi så en mindre udstilling af kejserlig beklædning og smykker. Imponerende er det, når man tænker på det enorme antal timer, det må have taget at fremstille.

Kejserindens opera var en spændende oplevelse. En model viser, hvordan operaen er opbygget. Fra sin tronstol kunne hun se hen over embedsmænd, der i den åbne gårdsplads skulle sidde med ansigtet mod herskerinden og derfor ikke kunne se operaen, idet man ikke måtte vende ryggen til de kejserlige. Jo, der var styr på det. Kejseren var så tæt på at være gud, at der kun var en beskeden afstand til det guddommelige.

Pladsen foran audiensbygningen er pompøs. Bygningen er hævet et godt stykke over niveauet. Der blev brændt røgelse af i store kar, så røgen kunne lægge sig som et slør omkring bygningen for derved at understrege kejserens nærhed til det guddommelige.

På pladsen står der store støbejernskar til vand. Disse blev opvarmet om vinteren, hvor temperaturen kan falde betragteligt under frysepunktet. Da alle bygninger er opført af træ, er det vigtigt at have vand til rådighed i tilfælde af brand.

Gennem en smuk og meget velholdt park kom vi frem til en pavillon, hvor frokosten blev serveret. Alle ved vores bord kastede sig ud i den øvelse det er at spise med pinde. Kønt så det næppe ud, men det lykkedes os at spise på kinesisk. Det kønne er nu heller ikke det, der kendetegnerne kineserne, når de spiser. Mange skovler i sig på en måde, der ville få en dansk familiefar til at slå i bordet og formane sit afkom om at spise ordentligt.

Nu var det dag, og Den himmelske freds Plads var efter et sikkerhedstjek tilgængelig for publikum. Guiden ville ikke gøre holdt på pladsen, der er strengt overvåget af politi, som han ikke ønskede at have ballade med. Myndighederne ser ikke velvilligt på sammenstimling. Forsamlingsfrihed eksisterer ikke i Kina. Foredraget om studenteroprøret på pladsen i 1989 fik vi i bussen til hutongerne.

En hutong er en lav bebyggelse med huse, der alle har en lille gård. Vi kom ud at køre med cykeltaxa fra bussen og ind i området. På papiret kan det lyde eksotisk. Virkeligheden er en anden. Slum er det ikke, men tanken melder sig. Vi var på besøg hos en familie, hvis overhoved er en pensioneret lærerinde, der havde boet der hele sit liv. Vi fik lov til at se nogle af hendes rum. Toilet findes ikke - man må bruge et fælles i gaden. Et brusebad eksisterer ikke. Køkkenet var et par gasblus. Det var sølle - meget sølle, og jeg kan ikke mande mig op til at begræde, at mange af disse bydele er blevet revet ned for at skabe plads til andet. Kvindens hutong inkl. gård er på 240 m². Med den gældende grundpris på 60.000 yuan er den en ufattelig formue værd - ca. 14 mio kr. Storbyernes grundpriser er afsindige, hvilket hænger sammen med, at det er staten, der ejer al jorden i Kina, og at statens væsentligste indtægt salg af jord, - rettere at sælge rådighed over jord i en bestemt periode. I det område, vi besøgte, er prisen en fiktiv størrelse, da der ikke må bygges anderledes end det oprindelige i området.

Indkomstskatten i Kina er progressiv og ligger mellem 5 og 40 %. Den høje ende af procenten kan omgås ved f.eks. at få noget af lønnen udbetalt som skattefri boligtilskud eller ved at overbevise skattemyndigheden om, at en mindre procentsats er rimelig. På dansk hedder det bestikkelse.

Tilbage på hotellet kl. 16 blev der tid til en time på øjet, inden vi blev kørt til en stor restaurant med servering i 4 etager. Stedets speciale er pekingand, og det var den, vi skulle smage. Først fik vi mange lækre retter samt 2 supper, og så kom der to kokke op med elevatoren medbringende 2 stegte og marinerede ænder, som de kunstfærdigt skar ud i et ganske bestemt antal stykker. Afhængig af tradition er det 120 eller 144 stykker. Man pakker et lille stykke and ind i en papirstynd lille pandekage eller man lægger lidt and ind i en lille bolle sammen med forårsløg og en sauce. Det er en kinesisk specialitet, som det var spændende at se og prøve. Nogen kulinarisk oplevelse forekom det mig ikke at være.

For kinesere er det en meget dyr spise. Anders oplyste, at middagen til vores gruppe på 23 personer kostede ca. 3.000 kr. Dvs. 130 kr. pr. kuvert inkl. et glas øl/cola.

Af ophængte fotografier fremgik det, at mange af verdens topledere havde gæstet restauranten. Nu har jeg også været der uden at der af den grund kommer et foto af mig på en af væggene, og det var interessant at opleve lidt af mystikken om den berømte and. Smagen er der ikke så meget at falde i svime over. Det er der til gengæld over det ritual, serveringen er omgivet af.

Tilbage til virkeligheden. Kina døjer med arbejdsløshed. Den gør man meget for at skjule, og derfor er der mange ansatte, og der udføres meget ”arbejde”, man som europæer er uforstående over for. På hotellet er der 7 personer i receptionen. På gaden står der en mand med et lille flag for at advare om et hul i vejen. Andre steder står der en mand med en vest mærket Trafic Warden. I hotellets forretninger står der personale. Kunder er der stort set ingen af. Folk bliver iflg. guide sat til at klippe græs i bede med en saks. En uddannelse kan først afsluttes, når der er fremskaffet et bevis for ansættelse - ergo er de uddannede ikke arbejdsløse, selv om de reelt er færdige med uddannelsen. Ved restauranter står der et par stykke i pænt tøj for at byde velkommen.

Vi sluttede dagen med at gå lidt ned ad gaden og stå bag et rækværk og betragte trafikken i et gadekryds i frydefuld glæde over ikke at være trafikant i dette tilsyneladende anarki, hvor den stærkeste og den frækkeste kommer hurtigst frem. El-cykler og el-scootere kører uden lys. Fodgænger vader ud i mylderet. Biler og busser snor sig ind og ud mellem hinanden. I det hele taget snor man sig i den kinesiske trafik. Er der tendens til en plads, tager mand den, og om der overhales højre eller venstre om er et fedt. Den voldsomme trafikmængde bevirker lave hastigheder, hvilket er forklaringen på, at trafikken afvikles uden de mange skader. En anden forklaring er, at det kan komme til at koste det blege at være involveret i et færdselsuheld. Eksempel: En ung mand kørte uden lys på sin scooter mod færdselsretningen. Samtidig talte han i mobiltelefon, da han med dødelig udgang blev påkørt. Familien har anlagt erstatningssag på flere mio. kr. fordi den havde bekostet en dyr uddannelse. Familien står til at vinde sagen.

Den voldsomt stigende mængde biler er et stort problem i byerne. Regeringen tilskynder bilismen, da det giver arbejde i bilindustrien. En meget stor del af bilparken er vestlige og japanske, men med undtagelse af de absolutte topmodeller produceres de i Kina. Ikke kinesisk producerede biler belægges med en stor afgift. Der er 4,5 mio. biler i Beijing, og hver dag kommer der 1000 nye til. Det kan kun give problemer. Det forsøger man at lappe på ved efter lodtrækning blandt nummerpladerne at forbyde kørsel på bestemte dage. Hvad gør kineseren så for at løse sit transportproblem? Han køber da bare bil nummer to.

Tilbage på det 30 m² store hotelværelse med udsigt til lysene på fredspladsens bygninger ventede et par 120 cm brede senge på os.

Lørdag, den 4. september 2010

Da vi stod op 06.15, kunne vi konstatere sollys på bygningerne men ikke blå himmel. Den så vi først, da vi stod på bussen kl. 08. Dagens mål var Ming-gravene og den kinesiske mur. Først skulle vi dog gøre holdt og vente lidt på den kinesiske guide, der skulle sørge for indkøb af frokost, og derefter skulle vi trækkes igennem en jade-fabrik med foredrag og salgslokale. Her kunne man præsentere jade i 17 farver. Sådan er det hver gang, man deltager i en grupperejse. Turisme er en industri, hvor det gælder om at få solgt noget, og hver gang er der medrejsende, der køber noget. Turistfælden virker!

Ming-gravene er et stort område, hvor 13 af de 16 Mingkejsere er stedt til hvile. Stedet er med undtagelse af syd omkranset af bjerge, der beskytter gravene mod onde ånder. Vi besøgte en af gravene. En lang allé fører op til den. Langs alléen er der statuer af dyr og mennesker, som bevogter indgangen. En af sandstensfigurerne er en general. Hans titel fremgår af, at han bærer en solid trommestik. Det var brugen af trommer som kommunikationsmiddel, der gjorde det muligt i løbet af blot 30 år at samle det store rige. Ved hjælp af trommer kunne generalerne dirigere deres tropper og sætte angreb ind de rigtige steder. Den teknik var ny, og den virkede. Der må have været tale om en form for morse i kodeform.

En moderne vej skærer gennem Åndernes Allé, så det ikke er muligt at gå direkte op til Chang Lings grav, - en grav man i øvrigt ikke kan se, idet selve begravelsen er sket i en jordhøj - i dag bevokset med træer. Det er bebyggelsen for foden af højen, der er målet for besøget, - indgang, stor hal, en gård og et klokketårn - det hele omkranset af en solid mur. Her har efterfølgerne kunnet komme for at ære forfader og bringe ofre, som kunne gøre livet i det hinsides bekvemt for den afdøde. To altre i gården var blevet brugt til silkeofringer. Forestillingen om, at der skal bringes ofre på forfædrenes grave eksisterer også i det moderne Kina, hvor man afbrænder ”Matadorpenge” og symbolske figurer udført i papir. Forfædre betød meget i kinesisk tankegang.

Fra gravpladsen var der en dejlig udsigt over det kuperede landskab, og i varmedisen kunne man fra klokketårnet skimte to af de andre gravpladser.

Fra gravene var der to timers kørsel til det sted, vi skulle se Den Kinesiske Mur. Dagens frokost var en sandwich til fortæring i bussen, hvorfra vi fik set mange landskaber, inden vi nåede frem til en kabelbane. Inden vi sad i denne, måtte vi gå spidsrod gennem et mylder af handlende, der falbød alskens varer til en pris af ”one dollar”. Vejen var stejl, og der var varmt.

Muren er en stor oplevelse. Den er med sin længde og beliggenhed på toppen af bjergene et gigantisk bygningsværk, som det har krævet en ufattelig mængde arbejde og liv at opføre. Udsigten over muren, der snor sig op og ned, var storslået, og der var ikke overvældende mange turister. En god times tid var et passende tidsrum til nydelsen for en gammel mand som jeg, der ikke havde noget behov for en længere vandring op og ned ad stejle trin.

Nok en fabrik, læs udsalg, skulle vi besøge. Denne gang en cloisonné-fabrik. Cloisonné er emaljearbejder på f.eks. vaser. Fint og smukt er det, og der er tale om et fornemt håndværk udviklet gennem generationer. På stedet var der små værksteder, der demonstrerede, hvordan der blev arbejde i gamle dage. I sandhed et elendigt arbejdsmiljø, som stod i skærende kontrast til den nutidige store og flotte salgsafdeling.

Dagen sluttede på en mongolsk restaurant med larmende kinesere og ditto beostære i bur. Mange kinesere taler meget højt - også når de snakker i telefon.

Ved 20-tiden var vi efter en oplevelsesrig dag tilbage på hotellet i Beijing. Der var ikke energi til mere end en kop kaffe og et par kapitler i den medbragte krimi, inden vi overgav os til sengen denne sidste nat i hovedstaden.

Søndag, den 5. september 2010

Kufferterne skulle stilles ud på gangen inden 07.30, og en time efter var der afgang til parken ved Himlens Tempel. Her fik vi mulighed for at deltage i lidt morgengymnastik ledet af en tai chi instruktør. Dem om det. Mine stive fødder tillader mig ikke at deltage. I stedet fik jeg god tid til at iagttage ældre kinesere udføre gymnastiske øvelser med eller uden redskaber. En ældre herre kalligraferede med vand store skrifttegn på fliserne. Andre dyrkede dansens glæde, og et par stykker forlystede og holdt sig i bevægelse sig med en svævende snurretop.

Himlens Tempel var stedet, kejseren to gange om året kom for at bede guderne om en god høst og senere for at takke for samme. Slog høsten fejl, og skete det flere gange, var det problematisk for Himlens Søn. Templet og området er flot, og Anders kunne fortælle meget om, hvordan det var blevet brugt.

Tilbage til nutiden blev vi sluppet løs i en markedsbygning på 5 etager, hvoraf de to øverste var helliget perler. At gå rundt på de nederste etager var lidt af en prøvelse, idet sælgerne optrådte særdeles påtrængende. Så står jeg af og skal ikke købe noget overhovedet.

Eftermiddagen var sat af til Lamatemplet, hvor der blev fortalt om Buddhismens indtog i Kina. Især den unge generation er begyndt at tage buddhismen til sig, og det var da også tydeligt at se, at det var ungdommen, der brændte røgelsespinde og bad. Templet rummer et væld af Buddha-figurer. De største skal være fremstillet af ét eneste stykke sandeltræ. Den enorme størrelse rokker dog noget ved dette udsagns sandfærdighed, men flot er den.

Fra templet gik vi til Konfucius-Akademiet, hvor var blevet undervist i dennes filosofi om hvordan samfundet og individet bør være indrettet. Igen: Det er en helt anden verden, som jeg ikke per automatik kan forholde mig til og som jeg i det hele taget skal tage mig lidt sammen for at kunne opleve. Det er så anderledes.

Efter aftensmaden blev vi kørt til en jernbanestation, hvor vi kom til at vente en times tid i en ventesal for 1. kl. passagerer. Bagagen fik vi leveret på perronen, og på toget var det ikke så let en sag at få plads til den i en 4 personers sovekupé. Det lykkedes - min kuffer måtte stå på gulvet. Kupéen delte vi med et venligt par fra Kastrup. 20.18 satte toget sig i bevægelse. Vi nød en øl og fik en gang snak, inden vi lagde os i køjerne, der var ganske glimrende, og jeg fik en udmærket nat i den ene underkøje.

Mandag, den 6. september 2010

Ved 08-tiden ankom vi til Xian - 3,2 mio. indbyggere. Igen var der kinesere, der tog sig af kufferterne, som de læssede på noget, der ligner sækkevogne, som de små mænd løftede op af trapper til ankomsthallen med dens mylder af mennesker. Det var meget bekvemt, at vi ikke selv skulle slæbe kufferter men nøjes med at konstatere, at den var blevet læsset på en lille lastbil. Det regnede, og vi kom til at gå et godt stykke langs bymuren, inden vi nåede frem til den ventende bus.

Vores hotel, Bell Tower Hotel, ligger midt i Xians gamle bydel, og 09.45 kunne vi gå i gang med en morgenmadsbuffet. Vi var heldige og fik værelse med udsigt til både klokketårn og trommetårn. Et bad gjorde godt efter nattens rejse.

Frokost var der ingen, der havde lyst til, så 12.00 var vi klar til dagens program. Dette indeholdt besøg på det historiske museum. Det blev ikke til noget. Museet er lukket mandag, hvilket rejselederen og den altid tilstedeværende kinesiske guide åbenbart havde overset.

Vi startede med at gå op på den 14 km lange bymur. Regn forhindrede udsigt, og fornøjelsen var så som så. Vildgåsepagoden var i regnen heller ikke nogen stor oplevelse. Pagoden er berømt pga. at der var herfra buddhismen spredtes til det store rige.

I det muslimske kvarter var vi inde ved en lille moske opført i træ. Jeg havde lidt svært ved at fatte, at det skal være en seværdighed. Det var noget sølle. Regnen gjorde det bestemt ikke bedre. Den ødelagde også en tur gennem kvarteret. Basaren var overdækket, men det var at gå spidsrod at kommen gennem den.

Kl. 17 satte vi os til bordet på en restaurant, der bl.a. serverede dumplings. Nogle var ude i køkkenet for at se, hvordan man fremstiller disse små dejpakker, som minder meget om ravioli. Vi var ankommet så tidligt, at vi overværede hvordan det betjenende personale blev stillet op på rækker til inspektion og peptalk. Middagen var glimrende.

Der var ikke langt til hotellet på den anden side af den åbne plads. Under pladsen er der butikker, og vi kunne stort set gå tilbage i tørvejr. Vi satte os med en bog og håbede på tørvejr, men aftenen igennem var der paraplyer at se på pladsen. Vi valgte at holde os på værelset og gik til ro i pæn tid. Der var lidt søvn, der skulle indhentes efter rejsen med nattoget.

Tirsdag, den 7. september 2010

Det regnede også, da vi stod op, men den var ophørt, da vi 08.30 steg på bussen for at køre til Terrakottahæren en times kørsel mod vest. Hvor mange lerfigurer i skala 1:1 kejseren har ladet fremstille og opstille omkring sin grav, er der vel ingen der ved med sikkerhed, da det kun er en mindre del, der er udgravet. Aldeles imponerende er det at se de restaurerede figurer, når man samtidig betænker, at det kun er en brøkdel, man ser. Som så mange andre gravpladser gælder det også her, at der har været vandaler og røvere på spil. Der venter arkæologerne mange års (generationers) arbejde, hvis alt skal udgraves og sættes sammen.

Udstillingen er fornem og informativ, og der er tekstet på engelsk. En original model af en forsyningsvogn og en solvogn er perler fra fortiden. Stedet er en perle, jeg er glad for at have fået lov til at opleve.

I Xian var der nu åbent på det forhistoriske museum, der er af ret ny dato. Udstillingen er god, og der er god mulighed for at komme tæt på mange kulturskatte, figurer, potter, mønter m.m. fra de forskellige dynastier. Anders fortalte igen glimrende og kompetent.

16.20 var vi tilbage på Bell Tower Hotel. De fleste i gruppen valgte at tage til et show. Vi valgte en aften for os selv, som vi tilbragte i det muslimske kvarter, hvor vi drysse rundt i vores eget tempo en lun og dejlig aften. En af gaderne er bygningsmæssigt ført tilbage til det originale. Den er et besøg værd. I en af sidegaderne så vi slagteren, der parterede et lam, og vi nød et nybagt fladbrød bagt i en rund stenovn. Aftensmaden blev små grillede spyd med lam, noget ubestemmeligt, der lignede blæksprutte, og med kyllingevinger ledsaget af noget der i form kunne minde om brasede kartofler men absolut ikke var det. Det var noget klamt stads. Vi sad på en restaurant fyldt med larmende kinesere, og det var på ingen måde turens bedste måltid. Til gengæld var det måltidet, hvor vi hver fik en hel øl og ikke bare ét glas.

Det gjorde godt at være lidt på egen hånd blandt et virvar af mennesker, cykler og scootere. På et tidspunkt gik det hele i hårdknude, fordi der også skulle være plads til et par biler i de snævre gader.

Efter en lun og dejlig aften var vi tilbage på værelset 21.15.

Onsdag, den 8. september 2010

Vi sov længe - helt til 07.30 og spiste morgenmad sammen med et par fra Washington DC.

Meget af dagen kom til at gå med transport, idet vi skulle flyve til Guilin, en millionby, med ankomst 14.15 efter 2 timers flyvning. Inden vi kunne komme frem til hotellet, blev vi trukket gennem en perlefabrik med et foredrag om ægte perler og et show med 6 smykkebehængte kvinder, der døde i øjnene spankulerede på et podie. De mindede mest af alt om forvoksede konfirmander, der kedede sig eller var mopsede over et eller andet.

Vi skulle kun have en enkelt overnatning og dagen højdepunkt blev at vi skulle prøve det sydkinesiske køkken - vi skulle have slange. Den fik vi mulighed for at se slagtningen af i et baglokale. Hovedet bliver klippet af dyret, og blodet bliver presset ned i en lille skål med kinesisk snaps. Derefter tages galdeblæren ud og lægges i en anden skål med alkohol. Et netfuld frøer fik en gang tæsk i gulvet, og så var de færdige med at kvække og dermed tæt på deres endeligt på middagsbordet.

Slangekødet smagte af friture. Galdeblæren blev klemt itu, og alkoholen fik grøn farve. Jeg smagte forsigtig på stadset. Det smagte i det mindste bedre end den rene kinesiske snaps, vi havde smagt tidligere. Den smagte fælt af hjemmebrændt. Galden rundede smagen en anelse af, men nogen nydelse var det nu ikke. Men det er smagt. Blodet lod jeg stå! I øvrig blev der serveret karpe, snegle, frølår og grovhakket kylling inkl. hoved.

Britta tog sammen med andre til fodmassage. Jeg gik en tur i gågadesystemet blandt unge mennesker. Bortset fra at der var åbent i alle butikker, adskiller gågaden sig ikke fra, hvad man ser i vores del af verden. Også jeg blev tilbudt massage, men det var vist ikke fodmassage, det drejede sig om. Min handel indskrænkede sig til køb af to lightere til erstatning for de to, der var blevet konfiskeret i lufthavnen.

Torsdag, den 9. september 2010

Der var tjek ud kl. 08.00 og afgang til en flodbåd en times kørsel fra Guilin. En dejlig, 4 timer lang sejltur på Li-floden ventede os. Vi er selvfølgelig ikke ombord på den eneste turistbåd. Området er turistindustri, og det er fuldt forståeligt. Disen og de karakteristiske bjerge er fascinerende. Det ene fantastiske view af eroderede kalkstensbjerge afløser det andet på den lavvandede flod, hvor der må navigeres mellem stenbanker. Bjergene har huler, som har været anvendt til såvel oplagring som begravelser. For kinesiske malere og poeter har bjergene været en stor kilde til inspiration. Det kan selv en aldrende vesterlænding med lethed forstå. På bredden er der folk og vandbøfler. Nogle af bøflerne opholder sig i vandet, hvor de kan finde såvel afkøling som søgræs. Med mellemrum lægger en mand på en lille bambusflåde sig på siden af båden i et forsøg på at sælge et eller andet. Hvad det var ved jeg ikke, da jeg under hele turen opholdt mig med mit kamera på det øverste dæk.

Frokosten blev tilberedt i et køkken i agterenden af turbåden. Den blev serveret indendørs. Nogen smiley ville dette køkken efter danske forhold næppe kun gøre sig fortjent til, men i og med de små retter alle har fået et skrald varme, må man gå ud fra, at de fleste bakterier er uskadeliggjorte.

Det var den kinesiske mafia, der turistudviklede området. I modsætning til kommunisternes kutyme ansatte de folk med viden om turisme. De ville tjene penge. I dag har regeringen overtaget området.

Britta faldt i snak med en japaner. Han bad mig gætte på hans alder og sagde mange tak, da jeg anslog den 20 år for lavt. Han var 69 år og fungerede stadig som universitetslærer i engelsk. En af os er på et vildspor mht. det engelske. I al ubeskedenhed vælger jeg at tro på, at min nyligt erhvervede HF i engelsk ikke er helt ved siden af, men skidt med det. Vi fik en hyggelig snak med manden.

Båden lagde til i Yangshou, og vi våndede os i varmen i det subtropiske klima, da vi gik mod hotellet for de næste to nætter. Byen blev ”opdaget” af backpackerere, og det var tydeligt et sted for unge mennesker. Igen bød turen på en gang spidsrod gennem pågående handlende. Da Britta og jeg var i Tunesien for 7 år siden udviklede vi et fjernt og sløvt blik, som er en effektiv beskyttelse mod gadesælgere. Det virkede også her.

Der blev gjort holdt ved en bank for at veksle penge. At få vestlige sedler vekslet til kinesiske er en omstændelig sag, der kræver pas og underskrifter samt flere kopier. Hvilket bureaukrati! Uden for banken var der en almindelig pengeautomat. Det var mere bekvemt at hente 2000 yuan her frem for at involvere sig i papirmøllen inden dørs. Kun heden kunne berettige, at man gik ind i det aierconditionerede ekspeditionslokale. Det var vi en del, der gjorde efter at have brugt automaten.

Omsider nåede vi frem til hotellet, der var beliggende midt i byen. For Brittas og mit vedkommende var det slut med den gode udsigt fra værelset. Køligheden var vederkvægende.

Der var aftensmad på hotellet, og som på hele turen var det ”round table” med mange retter på den roterbarre glasplade midt på bordet.

Aftenen bød på et højdepunkt, - et gigantisk og imponerende flot show afviklet på floden. Hvad forestillingen gik ud på, var ligegyldig. Det var scenografi, lyssætning, lyd og mængden af aktører derimod ikke. Der var i omegnen af 2.000 medvirkende. Oplyste bjerge dannede en flot kulisse for de store tableauer på floden. Det hele handlede om en prinsesse, der skulle besøge forskellige steder, månen inkl. for at opnå sin hjertenskære.

Forestillingen startede i finregn. Derefter var der lyn og torden samt gedigen regn. Bortset fra at lynene forstyrrede lyssætningen, gjorde vejret ingen skade. Det var en lun aften, og de udleverede regnslag bevirkede, at man ikke blev mere end almindeligt våd. Det var en stor oplevelse, som vi fik fra en af de bageste rækker, der var højt hævet og som gav os det perfekte overblik!

Fredag, den 10. september 2010

På den lukkede p-plads foran hotellet var der cykeludlejning, og her blev vi forsynet med hver sin cykel. Vi skulle ud at cykle i landskabet mellem kalkstensbjergene, men først skulle vi på rad og række sno os ud af byen. Med den kinesiske guide i front lykkedes det selvfølgelig at komme ud i de smukke landlige omgivelser, hvor vi i et adstadigt tempo kunne nyde små rismarker og små parceller med andre afgrøder. Vejen var for det meste en betonvej, og den var ganske flad, så det var ikke noget problem for en urutineret cyklist at følge med. Mine bekymringer om rutens vanskelighed blev gjort til skamme. Her kunne selv jeg være med. Det var en dejlig tur.

Uheld blev vi ikke foruden. En af deltagerne måtte køres tilbage til hotellet efter et styrt, og Britta måtte også ned at ligge, hvilket efterfølgende og i skrivende stund stadig generer hende. Hun fik et stød i venstre side af brystet, som hun stadig døjer med.

Gruppen kom nogenlunde helskindet tilbage til hotellet og et velfortjent bad. Vi blev kørt til et landligt spisested, hvor der blev serveret fisk kogt i øl. Kinesisk øl er noget tyndt sjask, som næppe kan gøres ringere. Fisken derimod havde ikke fortjent at blive kogt i dette intetsigende fluidum. Mens vi spiste på en overdækket terrasse, havde vi en smuk udsigt til bjerge og små marker.

Så skulle vi ud at sejle igen. Denne gang til en landsby, som vi gik rundt i alt imens Anders fortalte om byggestil og andet. I min optik var dette sted ligegyldigt, men på den anden side er det en demonstration af, at kineserne forsøger sig med turistindustri. Byen skulle være berømt for fremstilling af vifter, og vi var inde et sted for at se, hvordan det går for sig. Bedste ophold blev dog et sted, der kunne servere en kold øl. Her var fornemmelsen, at det var ualmindeligt, at en gruppe på 22 slog sig ned på en og samme tid og samstemmende forlangte øl.

Efter en meget varm dag var vi tilbage på hotellet kl. 18.00 og en times tid efter gik vi ud for at spise i turistgaden. Vi havde tilmeldt os en tur på floden for at se skarvfiskeri. Det kostede lidt bestikkelse til ham, der vogter floden. Fiskeriet er ulovligt dette sted. Turbåden skal selvfølgelig også betales.

Da vi havde sejlet lidt dukkede den gamle skarvfisker op på sin bambusflåde, og fiskeriet gik i gang. Skarvenes halse er omsnørede, så det kun er de små fisk, der kan glide ned. De lidt større er fuglen efter klem på halsen nødt til at aflevere til fiskeren. I vores del af verden ville man næppe interessere sig for de småfisk, skarven må levere til sin herre.

Det var en meget stemningsfuld tur på floden, og skarvfiskeri var en møde med en aldeles fremmed kultur, som absolut var de 110 yuan værd. At vi så skulle døje med en hjemtur gennem turistgaden, var til at leve med. Vi havde fået en god oplevelse.

Lørdag, den 11. september 2010

Så skulle vi flytte os igen med afgang til lufthavnen i Guilin kl. 09.30. Anders fortalt på den to timer lange tur om censur og retsvæsen. Grundlæggende er alt forbudt i Kina. Paradokserne er mange. Ifølge den kinesiske grundlov er det forbudt at tjene penge på at udnytte andre. Den kapitalistiske virkelighed er en ganske anden, der tillader bygherrer at ansætte folk fra landet til dårligt betalte jobs, der i værste fald slet ikke udløser en lønudbetaling.

Turen gik gennem et smukt landskab, og vi blev tjekket ind i Guilin til et fly til Hangzhou. Flyet viste sig pga. dårligt vejr at være forsinket på ubestemt tid. Vi ventede, og der blev budt på ”free meal” som kineserne kastede sig over i vildskab. Vi andre deltog også i en gang ligegyldig flymad med fiskeboller og ris som de vigtigste ingredienser.

Det trak ud, og vi blev kørt til Airport Hotel, hvor vi fik et værelse med mulighed for en lille morfar, inden en lille kineser bankede på og meddelte, at der var afgang, og 17.00 var der afgang til Hangzhou, 6,5 mio. indb., med ankomst to timer senere.

Vi fik en glimrende og ikke helt kødløs middag, og 22.00 var vi på værelse 315 På Lakeview Hotel

Søndag, den 12. september 2010

Begrebet Lakeview er i dette tilfælde en fis i en hornlygte. Gruppens forventning stod ikke mål med, at vi blev indkvarteret på et stort hotel, hvor det eneste udsyn til søen var i det ret så fjerne set fra morgenmadsrestauranten på 7. etage. Vi stod op til gråvejr og en vejrudsigt, der bød på regn. Marco Polos beskrivelse af hotellet er ikke retvisende.

09.00 var der afgang til et tempelområde, Lingyin-templet, med 300 buddhafigurer hugget ud i klipperne. For kinesere er dette muligvis et highlight. For mit vedkommende var det ret intetsigende, og bedre blev det da ikke af at de kinesiske guider havde udstyret sig med bærbare forstærkeranlæg, som larmende kunne viderebringe historierne til landsmændene. Hvilken larm!

Derefter var der en lille sejltur på en for kineserne berømt sø, som er afbildet på deres 1 yuan pengeseddel. Igen måtte jeg stå af. Dis og fravær af udsigt er ikke noget, der kan bibringe mig de intense oplevelser.

Efter sejlturen krævede det kinesiske system besøg på en teplantage, hvor den grønne te’s lyksaligheder blev fremført. Den indeholder antioxidanter, som befordrer et generelt velvære, hvilket blev demonstreret med et lille kemiforøg med jod og ris.

Dages sidste besøg var et kinesisk apotek, hvor det var ikke vestlige medikamenter der blev blandet sammen. De universitetsuddannede farmaceuter blandede med rund hånd forskellige tørrede urter og andet sammen, og der var kunder til naturmedicinen, der er billigere end vestlig medicin. Mål og vægt var på slump.

18.00 var vi ude at spise på et fint hotel, hvor der blev afviklet et bryllup. Stedet og søen er topmålet af romantik for kinesere. Vi kom til at sidde i et sidelokale sammen med nogle af de fjernere bryllupsgæster. Disse forsynede sig på kort tid larmende og brød så op. Sådan er det iflg. Anders: Man har betalt sin gave, og man har været der og fået et gratis måltid, og så er det slut. Heller ikke selskabet i den formidabelt smukke sal ved siden af ville trække længe ud, ca. 3 timer. Kun sammen med den nærmeste familie ville det vare lidt længere.

Tilbage på hotellet satte vi os sammen med nogle af de andre over en enkelt øl - det blev turens eneste aftenøl i selskab med gruppen. Kina er ikke et sted, der indbyder til hygge over en pilsner eller to.

Vi sluttede dagen af med en lille dryssetur i finregn.

Mandag, den 13. september 2010

Efter tre timers smuk køretur i høj sol nåede vi frem til foden af de gule bjerge. Britta og jeg valgte at springe frokosten over for i stedet at gå lidt rundt i ”De gule Bjerges By”. Vi kom til at vente en halv time på de andre, som havde måttet vente på deres servering.

Ifølge Marco Polos program lyder ”De gule Bjerge” tilforladelig og særdeles spændende. Virkeligheden er en ganske anden, og havde vi vidst, hvad der ventede os, ville vi for egen regning have indlogeret os på det hotel, der skulle tage vare på vores bagage. Programmet siger, at man med en håndbagage tager en kabelbane til et hotel. Kabelbanen er korrekt, men jeg skal da lige love for, at man får lov til at gå både op og ned ad trapper, inden man en time senere når frem til et hotel og et værelse med udsigt til en mur. Toilet og bad var adskilt fra værelset med et forhæng. Britta var prompte parat til at gå i receptionen og kræve et andet værelse, men da hun havde set, hvad de andre havde fået, opgav hun sit foretagende. Glem alt, hvad der står i programmet om udsigt og solnedgang og ditto opgang. Vi nåede frem kort før mørkets frembrud. Selv blandt de yngre rejsefæller var det svært at spore nogen form for begejstring. En fæl forkølelse og en generel dårlig fysisk kondition gjorde dette ophold til turens antiklimaks. Jeg gruede med rette for turen tilbage til kabelbanen. Returen var kortere, viste det sig, men jeg skal da lige hilse og sige, at der var trapper, der trak tænder ud.

Retfærdigvis skal der siges, at der på vej til hotellet var fantastiske udsigter. Bjergene er smukke, og der var godt vejr. Den kinesiske guide gjorde holdt ved træer og udsigter, der var blevet navngivet. Jo længere vi gik, jo mere ligegyldigt blev det for mig, hvad de forskellige naturfænomener hed. Jeg havde det elendigt.

Hotellet var sølle, men anderledes kan det næppe være, da alt tilsyneladende skal fragtes til stedet med kabelbanen og bærere. At være bærer er også et arbejde, og respekt for det, men det virker sygt, at der er mennesker, der med åg skal slæbe varer op og ned. Man kan endog blive transporteret i en bærestol, hvilket en kvinde i rejseselskabet måtte overgive sig til. Hun var ikke af de letteste, så der var virkelig arbejde til de to små mænd. Slavearbejde! Jeg ville have betalt det blege for at undgå stroppeturen til kabelbanen, men at lade mig bære kunne jeg ikke få mit til. Jeg ville i den grad have følt, at det var at nedværdige medmennesker - også selv om det var et arbejde, de mere eller mindre selv havde valgt.

Marco Polo bør omskrive programmet vedrørende de gule bjerge og arrangere det sådan, at man kan undgå en overnatning i bjergene, hvis man ikke har lyst til en strabadserende tur til et dårligt hotel.

Tirsdag, den 14. september 2010

09.00 gik vi tilbage til kabelbanen. Jeg døjede foruden den middelmådige fysik med snot og hoste. Nedturen var som opturen aldeles smuk. Det samme var nedkørslen til rejsebussen, der bragte os til en landsby, Hong Cun, der er optaget på Unesco’s liste over bevaringsværdige habitater. Vi blev modtaget med regnvejr og sammen med et par af de andre blev vi tilbudt ly i en forretning, der solgte bambus med skrifttegn. Indehaveren var en yngre kvinde, som venligt og smilende fandt små plastikskamler til os.

Anders fortalte om byen og om, hvordan befolkningen havde forhindret kulturrevolutionens vandaler i at ødelægge udskæringer ved at dække dem med ler, som derefter blev bemalet. Gråvejr og let regn bevirkede ikke den store oplevelse.

Frokosten måtte vi vente noget på, fordi stedet havde taget en anden gruppe ind. En restaurant i vestlig forstand var der ikke tale om. Det var en bebyggelse i en lille have. Tilberedelsen af maden foregik to steder under forhold, jeg ikke bryder mig alverden om at tænke på i dette subtropiske klima.

Inden lufthavnen havde vi 45 min. i De gule bjerges By. Britta og jeg brugte tiden på en dryssetur langs floden.

Flyet var to timer forsinket, viste det sig, da vi var kommet gennem sikkerhedstjek. Britta og jeg fandt et sted bag en forretning i hallen, hvor der var stole og borde med et skilt, som fortalte, at der kunne serveres kaffe. Det kunne der, og efter en del fagter og snak med en ung kvinde, der ikke var fortrolig med det engelske sprog, fik vi en glimrende servering, der kunne stå mål med min søns kaffe tilvirket på hans dyre kaffemaskine. Pludselig var vi ikke alene, og det var godt nok. De andre fra selskabet fandt også stedet, og vi fik et par hyggelige timers ventetid. Selv en øl lykkedes det at gøre den unge kvinde begribelig at hun skulle servere.

02.30 var vi på værelse 328 på Park Hotel i Shanghai. En øl og en whisky fra hjemmebaren sluttede min dag kl. 03.45. Snot og hoste forfulgte mig på resten af rejsen.

Onsdag, den 15. september 2010

At sove længe på en rundrejse er et relativt begreb, men det var det vi gjorde denne dag, hvor programmet først startede kl. 10.00.

Shanghai er en stor by, - meget stor med 16 mio. indbyggere. Om føje år vil den være vokset sammen med et par andre byer. Hotellet, vi boede på, var da det blev bygget i 30-erne byens højeste bygning. Det er det ikke længere, at det blev heller ikke den højeste bygning, vi besøgte. Den står ved siden af den besøgte og har en udformning, der minder om en øloplukker.

Fra 88. etage i Jinmao-tårnet var der en storslået udsigt over det centrale Shanghai. Dis gjorde det ikke muligt at skue de store vidder. Oplevelsen tåler i min optik ikke sammenligning med den jeg fik fra Empire State Building for 5 år siden. Forklaringen er ligetil: Shanghai er i sin nuværende form en ny by blottet for historiens vingesus. Det er ufattelig stort, og det er så det.

Efter besøget i skyskraberen blev vi slæbt til en såkaldt silkefabrik, hvor der blev demonstreret, hvordan produktionen foregik i gamle dage og hvordan man lavede vat af kokoner med to larver. Det reelle formål var selvfølgelig at trække penge op af lommerne på os i en meget stor salgsafdeling, og det blev der så brugt et par timer på inkl. en frokost på stedets restaurant.

Efter dette indslag var der indlagt en 10 minutters pause på hotellet. Efter nattens forsinkede flyvning, ville det have været godt med et bad, men på 10 min. lader det sig ikke gøre, og vi havde mere end svært ved at se det fornuftige i den pause.

Sejlturen på floden med udsigt til byens skyline var god. Det blev fra båden, jeg fik set The Bond, - den del af havnefronten, de europæiske handelsselskaber havde bebygget, og som i dag er en turistattraktion.

Aftenen bød på et fantastisk akrobat-show. Aldrig har jeg set noget lignende. Det var akrobatik på et ufattelig højt niveau udført af ca. 50 artister i en bygning, der var designet til formålet. Lys, lys og timing var formidabel, og tiden fløj af sted. Bedre kan det ikke gøres!

Torsdag, den 16. september 2010

Det kan forekomme lidt underligt at kalde en område i Shanghai for China Town, men der var den betegnelse europæerne hæftede på det sted, der var dagens første mål. Vi gik i hastigt tempo gennem nogle smalle gader, hvor beboerne havde såvel bolig som forretning og håndværk. Pladsen var trang, og det virker helt forkert, at der er mennesker i en moderne storby, der skal bo og arbejde under sådanne forhold. Anders gav os ikke mulighed for at stoppe op med den begrundelse, at beboerne ikke brød sig om at blive overbegloede. Min tanke var, at stedet var omtalt i programmet, hvorfor manden var nødt til at føre os gennem elendigheden.

Næste stop var Yuyuam, Glæden Have. Almindelig sløvhed og dårligdom forhindrede mig i den store oplevelse. Jeg fatter grundlæggende ikke kinesisk havekunst, hvor forfinet og udviklet over århundreder den end er.

I sammenhæng med den fine have er der et turistområde med smukke, traditionelle bygninger, og her blev vi sluppet løs en times tid, inden vi fortsatte til byplanlægningsmuseet i parken tæt på hotellet. Det er et ret nyt museum, som absolut var et besøg værd. Britta og jeg tog det hele med, inden vi gik tilbage til Park Hotel.

Frokosten denne dag var for egen regning. Vi havde fra bussen set et skilt med Pizza Hut ved hotellet. Efter lidt søgen fandt vi det. Det ligger på 1. sal, og her fik vi en deep pan, der ikke er værd at skrive om, men alligevel: Vi var ved at være godt trætte af kinesisk mad.

Tilbage på hotellet valgte jeg at pleje snot og dårligdom med tre timer på øjet. Britta tog sig en tur i det mondæne gågadekvarter ned til The Bond.

Aftenen startede med en afskedsmiddag på en minoritetsrestaurant med underholdning. Jeg var for træt og uoplagt til at kunne nyde alverden.

Dagen havde været med blå himmel, og der var varmt. Britta og jeg sluttede Kina af med en Heiniken fadøl i den mondæne gågade. Det var en lun og dejlig aften, og der sad vi så og betragtede, hvordan det ebbede ud i antallet af fodgængere, alt imens der blev droslet ned for neonreklamerne.

Fredag, den 17. september 2010

Kufferten skulle stilles ud inden 08.00, og en time efter var der afgang til Shanghais store lufthavn, Pudong, 45 km fra centrum. Vi ankom i god tid og fik gelinde tjekket bagagen ind til Billund/Kastrup. Både Britta og jeg måtte en tur ind i et aflukke og åbne vore kufferter. Vi blev nogle lightere fattigere. Det er mig ganske uforståelig, hvorfor en lighter i en kuffert skal konfiskeres. Jeg lod den nævenyttige kinesiske kvinde beholde min lighter. Britta tog sine to fyrtøjer med sig og måtte senere se dem beslaglagt, da hun skulle gennem security, hvor hun fik håndbagagen gennemrodet.

Vi boardede planmæssigt 11.40 og kom på plads i flyet. Her kom vi til at sidde til det forsinket gik i luften 15.20. En forklaring på forsinkelsen fik vi ikke. Onde tunger kunne berette, at det ikke var unormalt, at kineserne hold et fly tilbage for på den måde at demonstrere et herredømme. Planmæssig afgang var 12.50. Foran os ventede en flyvetid på næsten 12 timer og muligheden for ikke at kunne nå vores fly i Amsterdam til henholdsvis Kastrup og Billund.

Hjemturen var lang. I Amsterdam nående vi halsende flyet til Billund, og til vores overraskelse havde man nået at få bagagen med.

0.30 var vi hjemme efter en rejse på 21 ½ time.

Efterskrift

Kina blev ikke det brag af en oplevelse, jeg havde forventet. Programmet var for omfattende til at indtrykkene kunne nå at lejre sig, og bedre blev det selvfølgelig ikke af, at jeg fysisk brækkede ned i forbindelse med de gule bjerge.

De mange kontroller tiltaler mig heller ikke. Aldrig har jeg da skulle vise og aflevere mit pas så mange gange. Det krævede pas flere gange blot for at få en billet, og på hoteller og i lufthavne skulle det i brug. Man blev kontrolleret i hoved og røv.

Forestillingen om, at et kommunistisk land tager vare på sine borgere måtte opgives. Anders fortale som fastboende i Beijing om de sociale forhold. Uddannelse og sundhed er kineserne nødt til selv at betale for, hvis man vil have mere end det allermest nødvendige. I det hele taget beskrev han kineserne som et selvisk folkefærd, der rager til sig, hvor det er muligt og som gør, hvad de kan for at smyge sig udenom regeringens kontrol og registrering.

Rejseselskabet var alle behagelige mennesker at være sammen med.