Søndag, den 13. maj 2012

Kl. 09.10 var der afgang fra hjemmet og kl. 14.00 var vi fremme ved baga-gebåndet i Barcelona.   Den korte rejsetid skyldes, at lavpris-selskabet Vueling har et par ugentlig afgange fra Aalborg. Så er det bekvemt at komme til den catalanske hovedstad. Bekvemt var det også at komme ind til byen. Der afgår bus hvert 5. minut til Placa de Catalunya, og her stod vi en times tid efter.

Problemet er ofte at finde ud af nord og syd og op og ned, når man står et nyt sted. Vores mål var Hotel Husa Oriente, Ramblas 45. Frem for at læse gadenavne på navnepladerne er det lettere et spørge sig frem: ”Hvor starter Ramblaen?” En venlig mand satte os på rette spor, og så var det blot at gå ned ad det berømte strøg (fodgængerboulevard) med dets mylder af mennesker og flotte blomsterboder forbi operaen, Grand Teatre del Liceu til hotellet.

Hotel Oriente er gammelt. H.C. Andersen boede på det i 1862. Noget imponerende er der ikke over stedet. Billigt er det heller ikke, men det ligger i centrum, og derfor havde Britta valgt at købe 4 nætter her. Hun mente at have bestilt et værelse mod gaden. Det fik vi ikke. Vi fik et lille værelse med en dobbeltseng, rent og pænt, men der manglede en stol. Satte jeg mig på sengen og lænede ryggen mod væggen, gled sengen væk fra væggen. Inkl. morgenmad gav vi 1.400 kr. pr. nat for et dobbeltværelset. Badeværelset var pænt, men det stank fælt af kloak. Hvor stygt ville det ikke have været, hvis vi ikke permanent havde vinduet åbent.

Barcelona var en by, der længe havde stået på min berejste kones ønskeliste, og derfor havde jeg købt et par flybilletter, da muligheden bød sig for at flyve fra Aalborg. Resten på denne tur skulle være Brittas valg - jeg ville bare være med. At indtage denne holdning må gerne betragtes som magelighed for mit vedkommende, for med Britta som rejseleder sker der noget hele tiden. Britta havde et længe næret ønske om at opleve nogle seværdigheder i Barcelona. Det var disse oplevelser, jeg gerne ville være med til, at hun fik. Desværre fik hun ikke set Europas 2. største operahus indefra, så det kan da ende med, at vi skal til Barcelona igen.

Vi skulle bare gå over på den modsatte side af Ramblaen for at komme i det gotiske kvarter med dets smalle gyder. Her satte vi os med en øl og mærkede roen falde på, inden vi forsatte vores slentren, som endte i domkirken, La Seu. Der var gang i forberedelse til et eller andet, så vi blev enige om at sætte os, hvilket resulterede i, at vi var til stede under en times katolsk gudstjeneste. Vi sad på række 2. Til højre for os på række et havde en ung kvinde taget plads. Hun knælede og bad i et væk. Jeg kan tolke det, som at hun havde haft en vild lørdag. Hvis det ikke har været tilfældet, burde hun søge professionel hjælp frem for det katolske hurlum hej.

Den katolske forestilling varede en time. Meget af tiden skulle man stå op. Det afstod jeg fra til sidst pga. trætte og ømme fødder. Hvad der blev sagt, aner jeg ikke, og hvad der blev sunget står for mig hen i det uvisse. En sikkerhedsvagt, to nonner, 2 mænd med pengepose på stang, en pater, 2 civile talere, en forsanger, en haltende gammel og en ung lettere fedladen messedreng afviklede ceremonien, der sluttede med nadver på ”scenen”. I den reformerte kirke kalder man det koret, og her er der ikke tradition for optræden af andre end præsten og nadvergæsterne til slut.

Tilbage på hotellet drejede det sig om at få en trøje på, inde vi gik ud for at spise. Det blev til en lille bøf på Place Reial. Salaten var sprød og lækker. Stegte små champignoner og en stegt peberfrugt var god. Det blev turens bedste måltid måtte vi senere erkende.

Vi sluttede søndagen med at gå til havnen for enden af Ramblaen, hvor catalanerne har rejst statue af Columbus på en søjle. På spansk hedder han Colon, og de lader stort set som om, han var spansk. Den spanske dronning/konge sponsorerede opdagelsesrejsen til Amerika. På Cuba har vi set det sted, hvor Colon angiveligt skulle være gået i land, så det var en tanke til Cuba og gruppen, vi var en del af, der skulle sendes af sted, da vi passerede statuen.

På hjemvejen fik vi fat på noget drikkeligt vand og en flaske 5 års rom fra Cuba

Mandag, den 14. maj 2012

Telefonen gav lyd fra sig 07.00, hvilket var signalet til at begynde morgenritualerne på badeværelset. Nok var dette nydeligt, men der stank fælt af kloak, og det varme vand var umanerlig langt henne at hente.

Efter en god og rigelig morgenbuffet var vi 09.00 på gaden, og gik kun få meter inden den første seværdighed: La Boqueria-Markedet (Mercat Sant Josep). Det er et stort indendørs marked, som bugnede med fødevarer. Vi stoppede op ved slagtere, som foruden de velkendte udskæringer kunne byde på tyretestikler, komaver og fårehoveder.

Den catalanske arkitekt, Antonio Gaudi y Cornet (1852-1926) er rigt repræsenteret i Barcelona med stilretningen catalansk modernisme. I Frankrig hed stilen art nouveau, I Tyskland havde man jugendstilen og i Danmark kaldte man det for skønvirke.

Der stod Gaudi på dagens program. Vi krydsede Placa de Catalunya, hvor nogle yngre mennesker havde slået sig ned for at protestere mod verdens økonomiske uorden, og efter en behagelig slentren nåede vi frem til Casa Battlo.

Casa Battlo er en ombygning af et eksisterende hus, som en rigmand fik Gaudi til at forestå. I dag fungerer det meste af huset som museum, og det er absolut et besøg værd, hvis man kan lade sig fascinere af Gaudis organiske former og hans krøllede hjerne. I guidebogen står der, at der ikke er en eneste ret vinkel i bygningen. Den oplysning skal næppe tages helt bogstavelig, men sandt er det, at det er de skæve vinkler og buede linjer, der er totalt dominerende. Detaljerigdommen er overvældende. Når man flytter blikket, får man et nyt og spændende billede på nethinden. Lys og former overrasker gang på gang, når man bevæger sig gennem rummene og op gennem bygningen.

Jeg har ikke helt styr på antallet af etager - 6 vil være mit bud bedømt ud fra et fotografi. Et godt stykke oppe i bygningen kan man komme ud på en stor terrasse, der som alt andet er et væld af udsmykning, og når man tager de sidste trin mod toppen, kommer man op på tagterrassen, der domineres af skulpturelle elementer i stor størrelse - mærkelige ”skorstene” og en ”drageryg”.

Efter besøget satte vi os overvældet af indtryk på gaden med en kop kaffe, inden vi gik videre og beundrede Caca Mila’s facader. Huset, der er opført 1906 - 1912, er en gigantisk abstrakt skulptur. Facaden er som en klippevæg. Vinduerne ligner huler, og altanernes rækværk af smedejern leder tankerne hen mod en undersøisk vegetation.

Metroen bragte os til Gaudis mest kendte bygning, Sagrada Familia, kirken, der er blevet bygget på siden 1882. Færdiggørelsen af kirken afhænger af, hvordan det går med at skaffe penge til byggeriet. Fortsætter turiststrømmen med over 2 millioner besøgende årligt, skønner man, at færdiggørelsen ligger 10 - 15 år ude i fremtiden.

Køen var lang, og et kort øjeblik overvejede vi at lade være med at stille os op. Godt, det blev ved overvejelsen, og det viste sig da også, at der var 6 billetluger åbne, så det gik ret gesvindt at komme ind. Det enormt store kirkerum er imponerende, og jeg magter ikke at beskrive det. Jeg var måbende benovet og havde brug for tid, inden jeg kunne begynde at forholde mig til, hvad jeg så.

Ét element kunne jeg hurtig forholde mig til. Baldakinen i koret leder tanken hen på en Tuborg-hat. Den er draperet med små, røde lygter. Jeg tænkte på en tivolipark.

Jeg forsøgte at indfange nogle af indtrykkene med kameraet i blank erkendelse af, at her slog min formåen ikke til. Helheder og detaljer er overvældende såvel i skønhed som i antal. Det har selvfølgelig en fordel for amatørfotografen, for ligegyldigt, hvor man retter kameraet hen, kommer der noget pænt på kortet. At få noget godt på kortet er noget ganske andet, og det ville have krævet flere besøg, lang tid og den store fototaske. Den slæber jeg ikke rundt på i en storby.

Vi tog metroen tilbage til Ramblaen og gik en tur forbi domkirken, hvis facade nu lå badet i sol. Gennem den gotiske bydel kom vi til havnen og gik op ad Ramblaen til hotellet, hvor det gjorde godt med en kop kaffe og en time på ryggen.

3 tapas, paella og sangria blev indtaget på Ramblaen inden vi dryssede lidt rundt iført for lidt tøj. Aftenen var kølig, så vi returnerede til værelset og 22.45 havde jeg pakket mig ned under lagen og tæppe.

Tirsdag, den 15. maj 2012

Efter en kort tur med metro og kabelbane var vi på Montjuic inden Miro Museet, Fundació Joan Miró, åbnede kl. 10. Her startede vi med at se en interessant udstilling af den spanske fotograf Joaquim Gomis (1902 - 1991), inden vi gik i gang med Miró. Manden kunne sit håndværk som maler, hvilket hans tidlige arbejder er et bevis på. De værker, der har bevirket hans berømmelse siger mig ikke alverden, hvilket er forståeligt nok. Miró søgte nye veje, og hans kunst skal ses og forstås i den historiske sammenhæng.

Museumsbygningen er smuk arkitektur. Denne nød jeg i langt højere grad end de fleste af Miró’s værker. Der måtte kun fotograferes ude, og her var der flere gode motiver at prøve kræfter med, bl.a. udsigten over noget af Barcelona. Vi sluttede besøget med at belønne os selv med en kop kaffe udendørs.

Montjuic er et større område, hvor der er bygget og anlagt parker i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929 og OL i 1992. På toppen af bjerget ligger den gamle borg, som i gamle dag kunne beskytte Barcelona. Man kan gå op til borgen, men man kan også tage en svævebane. Vi valgte det sidste og kom op til en glimrende udsigt til hav, havn, lufthavn og storby samt en kold Estrella i borggården.

Tilbage på Ramblaen vil jeg gerne have lidt tid til fotografering på La Boqueria-Markedet. En del af boderne var ved at lukke, men noget var der da at se på, inden vi gik tilbage til hotellet hver medbringende et bæger med frugtstykker og et spid med smagsprøver på pølser og skinke.

Dagen sluttede vi med at gå lidt rundt i Ramblaens sidegader.

Onsdag, den 16. maj 2012

Dagen startede overskyet, så med håbet om, at skyerne ville forsvinde senere valgte vi at bytte om på vores program og starte med at gå mod Picasso Museet. Der var god tid, så der blev taget bestik af Havets Katedral, Santa Maria del Mar. Kirkerummet er specielt derved, at det ikke er overplastret med udsmykninger som andre katolske kirker. Det var havnearbejdere, der bar sten til kirken. Det skulle være de fattiges kirke. Den skulle ikke udstråle rigdom. Det gør den heller ikke. Kirkerummet er smukt og enkelt.

Picasso tilbragte sin ungdom fra han var 14 til 23 år i Barcelona. Derefter slog han sig permanent ned i Frankrig. 9 år er altså nok til at Barcelona skal have et Picasso-museeum. Hans far var lærer på kunstakademiet. Her gik Picasso også som elev og lærte bl.a. at kopiere de gamle mestrer, hvilket museet har eksempler på. Udstillingen rummer flere interessante billeder, men den dækker langt fra den berømte malers liv.

Det nye marked, Mercat Santa Catarina, er oprindeligt fra 1840 men blev efter en ombygning genåbnet i 2004. Markedets tag er bølgende og består af 325.000 sekskantede kakler i 67 forskellige farver. De mange farver skal lede tankerne hen mod det farveorgie der udbreder sig i de velassorterede boder. Her overværede vi, hvordan man flækker fårehoveder for at pille hjernen ud. Denne bliver solgt som en særskilt delikatesse. Variationen af fisk og skaldyr er meget stor. I det hele taget signaleres der kvalitet og et særdeles varieret udbud af friske fødevarer.

Palau de la Musica er fra 1908 og opført til det lokale kor. Kormedlemmerne boede i området, så derfor blev koncerthuset klemt inde på en lille byggegrund. Huset er et eksempel på datidens modernisme i arkitekturen, hvor der gøres noget ud af en masse detaljer. Der var en time til en omvisning på engelsk, så vi slog os ned med en kop kaffe og ventede. Det fortrød vi ikke. Det var en glimrende rundvisning i et smukt hus, som også er en hyldest til den catalanske nationalisme.

Der er plads til 2.200 publikummer, hvilket rummet slet ikke synes at kunne rumme. Forklaringen er, at balkonerne er meget dybe. Noget andet at bemærke er, at salen som den eneste i Europa oplyses af dagslys. Ovenlyset passerer gennem en storslået prismekrone.

Rundvisningen startede med et diasshow, hvor vi sad på et podie en etage under scenen. Podiet havde scenens dimensioner. Der har her man øvede. I dag er der byttet øvefaciliteter m.m. til musikpaladset og der er tilføjet tekniske moderniseringer. Vi fik hørt orglet spille. En computer har erstattet organisten. Iflg. guiden er det vigtigt, at der bliver spillet på et orgel for at holde det i topform, så den var god nok: Det var orglet og ikke en lydfil, vi hørte.

Så stod der igen Gaudi på programmet. Skyerne var væk. Vejret var perfekt til en tur i parken, Parc Güell. Parken har fået navn efter en industrifyrste, Eusebi Güell, der støttede Gaudi. Den var tænk som et tilflugtssted for byen rige, og der var planlagt 60 huse. Kun et par stykker blev opført. Overklassen følte sig i en tid med klassekampe og terror mere sikker i bydelen Eixample.

Om jeg så havde været aldrig så revolutioner, ville parkens overklasse have kunnet leve trygt uden min tilstedeværelse. Parken ligger på en skråning, og på trods af rulletrapper noget af vejen var det en fæl opstigning, der skulle præsteres. Den krævede et par pauser, og fremkommet ville der næppe være kræfter til at bekæmpe overklassen.

Nå, man genvandt jo førligheden og kunne nyde udsigten over byen og ud til Middelhavet. Et fladt område er kantet af en snoet bænk udført i beton og beklædt med kakkelstumper i flere farver. Den er mere særegen, end den er køn. Organiske søjler leder tanken hen mod natur. I det hele taget har tanken vel været, at natur og arkitektur skal smelte sammen.

Det var behageligere at gå nedad og med metroen kom vi frem til Liceu midt på Ramblaen. Jeg gik på værelset. Britta gik efter vand og havde et par lune pålægsbaguette med hjem. Befriet for en lille sult fik jeg en time på øjet.

Sidste aften i Barcelona spiste vi igen på Plaza Reial. Det blev til en simpel entrecote og en kæmpestor øl. Tjeneren påstod, at de ikke måtte sælge mindre øl til gæster, der sad ude.

Sidste kulturelle indslag blev en halv times flamenco-show, som blev vist ved siden af det sted, vi spiste. Det ene kvarter bestod udelukkende af musik og sang, det andet kvarter var musikken ledsaget af dans fremført af to kvinder på skift. Showet var en glimrende afslutning på en oplevelsesrig dag, og det gjorde ikke noget, at det ikke varede længere.

Slikmunden Britta fik en is, inden vi gik på værelset.

Torsdag, den 17. maj 2012

Kl. 09 tjekkede vi ud. Til vores overraskelse var der en regning på 104 Euro for morgenmad. Britta mente morgenmaden var inkluderet i værelsesprisen. Hotellet mente noget andet, så frem med plastikkortet.

Vi sted på den første, den bedste lufthavnsbus. Det skulle vi ikke have gjort, for vi havnede ved Terminal 2, hvor vi ikke havde noget at gøre. Problemet var ikke større, end at vi steg på en shuttlebus, der fragtede os til Terminal 1. Der var langt fra 1 til 2.

Benplads er en mangelvare, når man rejser lavpris. Vi var heldige på hjemturen, hvor vi kom til at sidde forrest i flyet. 5 cm ekstra plads er noget, der kan mærkes.

Vi landede planmæssigt i Aalborg 14.30, hvor blæst og kulde slog imod os.