Torsdag, den 9. august 2012   Nattoget fragtede os til Kastrup med ankomst et par timer før, vi kunne komme videre med SAS til Milano. Nogen udsøgt fornøjelse er det ikke at sidde i et tog midt om natten.   Alternativet var en overnatning i København med tidlig morgenvæk-ning. Den løsning havde Jytte og Jørgen valgt. De havde overnattet hos Jyttes mor.

I Milano blev vi modtaget af Kulturrejser Europas stedlige rejseleder, Ole, som i bussen mod Verona fortalte vidende og interessant om italienske forhold. Der blev efter 1½ time holdt en pause ved en autogrill (rasteplads), og efter nok en times kørsel var vi kl. 14.00 fremme ved Hotel Mastino i hjertet af Verona.

Værelset var ikke stort, og det var varmt. Varmen kunne der reguleres lidt på med aircondition. Badeværelses var moderne og nydeligt.

En nat uden søvn krævede en lille lur, inden vi iført en lettere klædning gik en tur omkring Arena di Verona 5 min. gang fra hotellet. Kulisserne til de 6 operaer, der er på programmet i 2012, fyldte godt op i de ene ende af pladsen omkring arenaen, og de var interessante at se på tæt hold. En byggekran hejser dem på plads til aftenens forestilling.

Vores lille rundering afsluttedes med et koldt glas øl ved arenaen. Varme, farver og stemning sivede ind, inden vi gik tilbage til hotellet for at mødes med rejseleder og selskabet - vi var kun 14 deltagere.

Ole førte os gennem den gamle by til en restaurant, hvor vi med hans ord fik serveret ”en bid mad og en dråbe vin”. Manden talte meget om mad og vin, og står hans ord til troende, lever italienerne grundlæggende for at spise. Denne middag var inkluderet i Kulturrejser Europas pris, og den var glimrende og velsmagende.

Skinke og melon

Risotto

Ravioli med spinat

Oksekød på salatbund + tilbehør

Kage med creme og frugt

Om alle serveringerne holdt Ole et mindre foredrag om tilberedning og traditioner. Jeg forsøgte at være modtagelig, men det kneb lidt med at nå op i begejstringens røde felt efter mere end et døgn stort set uden søvn.

Efter en rar aften slentrede vi den korte vej tilbage til hotellet, og kl. 23 gik jeg i koma under lagenet i det afkølede med dog stadig lune hotelværelse.

Fredag, den 10. august 2012

Dagen startede med en guidet byvandring kl. 09.30. Ole måtte ikke guide, så det var en dansk kvinde, der var autoriseret til at guide i Verona. Det gjorde hun ikke det store nummer ud af. Hun lod Ole fortælle, og det gjorde han fortsat glimrende. Han fokuserede på de store linjer i det historiske med beskeden om, at højder, bredde og turistfælder som Julies balkon kunne vi selv finde ud af, hvis det havde interesse.

Den gamle del af Verona er smuk og den emmer af den sene middelalder. Renæssance er der ikke noget af. Der var smukt i forvejen, så hvorfor ændre på det, og det gjorde man så ikke. Dette udsagn skal selvfølgelig tages med en masse forbehold. Po-sletten er frugtbar og dermed en rig region, hvor de forskellige fyrsteslægter har kunnet manifestere sig.

Ole steg af ved 12-tiden. Vi satte os et beskedent sted, som kunne byde på såvel skygge, noget drikkeligt og et toilet, inden vi alle 4 var en tur inde i Julie gård og sammen med et hav af andre turister kunne se en balkon og en bronze-figur med et blankslidt bryst. At berøre dette betyder held i kærlighed.

Eftermiddagen blev brugt til at tage formiddagens rute nærmere i øjesyn. Nu var der god tid til at se og fotografere, inden vi kl. 17 skulle mødes med rejsefæller på hotellet. Jytte og Britta gik på indkøb. Jeg strakte mig på sengen i værelse 305.

Vi var i arenaen ved 19.30-tiden. Vi havde billige pladser til aftenens forestilling. Dette var et bevidst valg, da vi ville prøve at sidde på stentrapper og at spise den medbragte mad i arenaen. Plads var der ikke meget af. Vi sad med maden i skødet, og så var vi endda heldige. Vi kom til at sidde ved en flugtvej. Der sad ikke folk på trappen under os, så vi kunne flytte rundt på vore fødder. Der blev der pakket op for den medbragte mad, og der skal ikke tales ondt om det righoldige udvalg, Britta og Jytte havde medbragt. Stilfærdigt kan der noteres, at det var en anelse besværligt de trange pladsforhold taget i betragtning.

Kl. 21.00 gik forestillingen i gang. Mørket havde sænket sig over arenaen, og lys og kulisser kom til deres fulde ret. Nogen operaelsker bliver jeg næppe. Jeg havde læst om Carmen på forhånd, men det hjalp mig nu ikke alverden. Min oplevelse var et storslået sceneshow og at være til stede i en 2000 år gammel arena sammen med flere tusinde tilskuere. Man kan kun blive imponeret over, at det kan lade sig gøre at opføre en opera i verdens 3. største arena uden brug af højttalere. Akustikken var fremragende, og det var i sig selv en oplevelse at være sammen med 8 - 10.000 absolut tavse publikummer. Tænk, at så mange mennesker kan holde kæft på samme tid og tilmed så længe. Opera må besidde en form for magi, som jeg ikke fatter.

Forestillingen sluttede kort efter midnat. Vi havde stadig lidt brød, pålæg og vin tilbage. Det blev der gjort kål på i en lille park på pladsen foran arenaen, samtidig med at vi bekræftede hinanden i, at det er dejligt at kunne være letpåklædte og nyde en italiensk sommernat.

Klokken blev 02, inden der blev sagt godnat.

Lørdag, den 11. august 2012

Oprindeligt havde vi planlagt en tur til Venedig denne dag, men da Jørgen døjede med smerter i sit knæ og var nødt til at tage den med ro fredag eftermiddag, besluttede vi at udskyde Venedig til søndag.

Britta og jeg fik os tilmeldt en tur til Valpolisella og Gardasøen. Igen fortalte Ole medrivende. Første stop var en lille vingård med smagning af 4 glimrende vine. Derefter var der en 5 retters frokost med udsigt over en lettere diset Gardasø. 3. stop var et lille oliven-museum med en stor butik (turistfælde) og til slut havde vi en times tid i en lille by, Lazice, ved Gardasøen.

Tilbage i Verona havde vi et praktisk problem. Vi skulle finde banegården, og vi skulle have styr på toggangen til Venedig. Det fik vi, og på tilbagevejen satte vi os med en øl og en pizza. Her fik Britta øje på Jytte og Jørgen ude på fortovet. Hun fik fat på dem, og vi sluttede dagen sammen.

Søndag, den 12. august 2012

Telefonen var sat til vækning 06.45, og 08.30 gik vi til banegården for at komme til Venedig. Vi kunne have taget et hurtigt tog og betalt 3 gange så meget, som det koster at tage det billige tog. Vi tog den skrabede model, og efter et par timer var vi fremme i den bilfrie by.

Målet var Dogepaladset og Markuspladsen. Jørgen havde været i Venedig to gange, Jytte én gang, da hun var ganske ung. For Britta og mig var det et nyt sted.

Vi havde kun godt og vel 4 timer til rådighed, så vi kastede os efter et 50 cent dyrt toiletbesøg ud i byen med Markuspladsen som målet. Det gik let nok. Der var mange skilte, der ledte os gennem de smalle gyder og over flere kanaler. Kameraet måtte i anvendelse, men mere end almindelige turistbilleder blev det ikke til, om end motiverne stod i kø. Der var ikke tid til at dyrke fotografering som hobby.

Hele tiden under vores vandring til den berømte plads forsøgte jeg at indprente mig fikspunkter med henblik på at kunne finde tilbage til banegården. Skiltningen gik kun ud på at få folk ind på Markuspladsen. Der var ingen hjælp til at finde tilbage til togene. Mine 3 medrejsende bekymrede sig tilsyneladende ikke om at huske noget som helst, og efter en tid måtte jeg erkende, at mine evner og hukommelse har en begrænsning. Med andre ord: Jeg måtte opgive at have styr på, hvordan vi ville finde tilbage til banegården, og således blottet for den overordnede kontrol kom jeg frem til Markuspladsen.

Her valgte jeg at gå for mig selv en times tid og suge til mig i det omfang mine evner tillader. Det er hyggeligt at rejse sammen med andre, men når det kommer til at se og opleve kultur og natur, dur det ikke for mig at skulle tage hensyn til andre. Britta og jeg er gode til at rejse sammen. Vi er sammen og hver for sig afhængig af tid og sted. På denne tur var vi 4, som havde betalt i forholdsvis dyre domme. Hvor stor en egoist kan man tillade sig at være? I Venedig gik jeg for mig selv. Britta og Jytte ville se kirken, og Jørgen havde brug for at sidde pga. et smertende knæ.

Det lykkedes at få et par acceptable billeder med hjem fra Venedig, og jeg kan sætte et hak i oversigten over besøgte steder. Men oplevelsen var større. Venedig var et af de steder, hvor vores historie fik næring. Det var her Orienten og Østen mødtes med Europa i et par århundreder. Det var her, man effektivt bekæmpede pest med karantæne og deportation til en af øerne. Byen er i sig selv et mysterium. Hvorfor anlægger man en by uden mulighed for veje? En by, hvor vejene er kanaler?

Jørgen var ikke godt gående, og det var heldigt nok, for det gav os anledning til at tage en ”vand-taxa” tilbage til banegården, og på den måde fik vi set noget af Venedig fra vandsiden.

Til aftenens forestilling i arenaen, Aida, havde vi billet til nummererede pladser, så der var ingen grund til at være der længe før kl. 21. Ole anbefalede en restaurant som værende såvel god som billig. Her slog vi os ned inden forestillingen.

En tallerken med skinke i overflod

En tallerken med oksekød, salat og ost pyntet med en god balsamico

Vand og et glas rosévin

Er 300 kr. pr kuvert billigt? Ikke i min optik. Nå, skidt med det - billigt var det jo heller ikke at få lov til at sidde på nogle smalle stålsæder til Aida. Det kostede et tillæg på kr. 675.

Vi sad absolut bedre til Aida end til Carmen. Igen havde jeg forsøgt at sætte mig ind i handlingen. Heller ikke denne gang gavnede det mig alverden, så mine højdepunkter blev de store tableauer med heste, sangere, børn, soldater og dansere på scenen. Det var storslået, og det samme er musikken, der ledsager disse optrin. 300 mennesker iført flotte kostumer på en scene er noget, der rykker. Det var fantastisk. Havde man kunnet forstå italiensk, ville udbyttet have været større. Nutidige operasales tekstanlæg har ikke vundet indpas i Arena di Verona.

Mandag, den 13. august 2012

Groft sagt gik mandagen med at vente på, at SAS havde en afgang fra Milano til København kl. 20.00. Der var god tid til morgenmad, inden farvel til Hotel Mastino kl. 11.00, og så skal der jo fyldes et eller andet på, inden Kulturrejser Europa kan være bekendt at sige farvel i lufthavnen kl. 18.

Vi fik 4 timer i den gamle bydel i den gamle universitetsby Bergamo, og så er det, at man skal huske på, at målet med rejsen var to operaer i Verona, og at alt andet er en form for fyld, som man selv skal fylde ud. Det gjorde vi så, og dryssede rundt i de smalle gader. På det lille torv fik vi en pizza, der ikke er værd at skrive om, men det var rart at sidder der. At sidde på et lille italiensk torv er en af de små oplevelser, som er med til at cementerede det faktum, at man er kommet hjemmefra.

Kl. 22.00 var vi tilbage i København, og der blev sagt farvel ved bagagebåndet.

Tirsdag, den 14. august 2012

0.15 var der afgang med nattoget til Frederikshavn. Der var godt fyldt, så det var begrænset, hvor meget man kunne røre sig. Søvn fik jeg ikke noget af. Det måtte vente, til vi var helt hjemme. Det meste af tirsdagen blev sovet væk.