Oprindeligt havde vi regnet med at tage nogle feriedage i Danmark sluttende med en lille tur til Bornholm. Sidst på året skal vi til Mexico, så vi ville være fornuftige og spare lidt på feriekronerne. Men så kom der en invitatation fra min søn og svigerdatter, der havde lejet et hus på landet i nærheden af Lyon, og vi sagde prompte ja tak til at besøge dem og de to børnebørn nogle dage. Det tog en bestilling på 5 overnatninger i det sydfranske med sig. Se, sådan gik det til, at vi kom af sted i 12 dage.
Søndag, den 20. juli 2014
Turen startede med uheld og bøvl. Britta ville smyge sin bil udenom min og ind i garagen. Det var for snævert og kom til at koste en grim afskrabning på den grønne Opel. Stemningen kunne have været lidt bedre, med dog langt fra spoleret, og 07.45 trillede vi ud af byen.
Næste streg i regningen var en SMS fra Jesper. Han kunne berette, at der meget mod forventning ikke var sengelinned i ferieboligen. Vi var kommet syd for Randers og overvejede kort at køre tilbage til Hobro men fandt så frem til, at problemet kunne vi løse på vejen. Så svært kan det vel ikke være at finde et dynebetræk i Europa. Og dog! Enden på vores dynesnak blev, at vi drejede ind i Kolding og fandt Bilka. Der gik en halv time, og så var det problem løst.
GPS'en snød os syd for Hamburg og sendte os mod vores vilje mod Kassel. Jeg havde sat den til Nancy, og det så fint ud på apparatets kort, men jeg må nok vedgå, at jeg havde sjusket. Det kostede 50 km ekstra at nå til Bremen - værre var det ikke. Her blev Ortstrasse, Blankenheim kodet ind, og det gik fint med at nå frem til hotellet, Kølner Hof med ankomst 18.30.
Efter at have været på autobahn en halv snes timer vælger man meget let den bekvemme løsning på aftensmaden, nemlig hotellets restaurant, der havde udendørs servering af traditionel tysk mad. Vi bestilte øl og Blankenheimer pande (stegt, røget svinemørbrad med stegte løg og champignon samt båndnudler). Det var et solidt måltid, som på ingen måde vil få en ernæringsekspert til at klappe i hænderne. Stegte løg bevirker tarmluft, så det var på sin plads med en times tid i det fri, og da byen bød på en del gamle huse, var det en fornøjelse at drysse lidt rundt inden sengetid.
Mandag, den 21. juli 2014
Nu blev TomTom sat til Villeneuve-d’Alier. Det meste af vejen blev kørt i regnvejr. Den franske betalingsmotorvej er bekvem at køre på. Trafikken er behersket i forhold til vejens beskaffenhed. Men alt har en ende. Omkring Lyon var der tæt pakket, det viste sig at holde stik med den ankomsttid, vi med en times elastik havde SMS'et til Jesper. Vi havde skrevet kl. 19.00, og det kom til at passe.
Vejret tillod, at der blev serveret en pilsner udendørs inden aftensmaden, som havde kostet Jesper og Kristine en del tid pga. deres køkkens mangelfulde indretning - ingen bordplads og dårlige knive. Resultatet var glimrende, og derefter var der lidt tid til børnebørn, inden de skulle i seng. Mandagen sluttede med voksenhygge, kaffe og Pastis.
Tirsdag, den 22. juli 2014
En god nats søvn sluttede 09, og efter morgenmad gik dagens udflugt til byen Le Pue-en Velay, hvor en lille kirke på toppen af en klippetop tiltrak sig opmærksomheden. Min fremskredne alder og diagnosen KOL afholdt mig fra at bide skeer med de mange trapper. De unge og farmor tog turen til toppen og vinkede høfligt med til farfaderen, der drysse rundt i kvarteret.
Da de kom ned havde Kristine styr på, hvor vi skulle hen, nemlig den gamle bydel med kirken, der ligger så højt, at det kræver et vist minimum af bentøj af frekventere Guds hus.
Is hører sig til, når farmor er sammen med børnebørn. En anden attraktion var en hånddrevet maskine der formedels 1 € kunne presse en 5 cent til en oval erindring om stedet. Der skulle lægges kræfter i, men både William og Karoline fik deres trofæer.
Det er anderledes at besøge et fremmed sted sammen med min søn og hans familie. Stedet blegner. Det er familien, jeg glæder mig over og er taknemmelig over at være en del af.
På hjemvejen blev der handlet ind til aftensmad, som Jesper og Kristine fik lavet til et mindre festmåltid:
Svinemørbrad med seranoskinke Kartofler penslet i olie Bruchetta med små tomater Rosé
Pastis med Jesper til 02, 4 glas
Onsdag, den 23. juli 2014
Nægtes kan det ikke, at en Pastis mindre havde været passende. Oplagtheden var ikke 100 %, med sådan er det nu en gang: Man kan ikke få både i pose og sæk. Fænomenet er oplevet langt værre, og det fortog sig inden middag.
William havde fortalt, at vi skulle op på en vulkan efter nogen kørsel med Jesper i front, hvor vi nåede parkeringspladsen og en af de dejlige frokostpauser, der består af brød og pålæg indtaget på en stensætning. Det var her William selv brækkede brød og lagde pålæg i det.
Toppen af vulkanen kunne vi ikke se, og Britta blev da også advaret, da hum købte billette til det tog, der skulle bringe os op. Den gamle (mig) fik en returbillet, de andre kun en enkelt, da de ville gå ned. Jeg fik mig placeret forrest i toget og fik selskab af William, så vi havde udsyn til skinner og sving på turen.
På toppen var der diset, men så forvandt skyerne, og vi kunne nyde at være kommet i højderne, hvor vi gik lidt rundt, inden familien og Britta startede nedturen. Jeg satte mig med en kop kaffe og dryssede lidt rundt, inden jeg tog toget tilbage i selskab med tre højtskrydende franske kvinder.
Tilbage på stationen fik jeg lejlighed til at se en udstilling om vulkaner samt en fotoudstilling om paraglidere, inden familien vente tilbage til is og en ny amulet-maskine til børnene.
Aftensmaden var min omgang, og vi fandt et sted i Brioude, hvor vi kunne sidde ude. Det blev til tre retter og kaffe. William blev stukket af en hveps og Karoline var uheldig med et askebæger. Jesper og Kristine kørte hjem med børnene, og vi fik ordnet betalingen.
Vi kørte stille og roligt gennem svingene til Villeneuve-d’Alier. Aftenen sluttede med et par Pastis og snak til 0.45.
Torsdag, den 24. juli 2014
Karoline insisterede på, at vi skulle se kirkegården ved siden af deres feriebolig. Hun havde hæftet sig ved et gravsted for en yngre mand. Hvorfor står hen i det uvisse, men det betød noget for hende, som hun næppe ville kunne sætte ord på. Jesper og jeg fik en snak om begravelsesskikke.
Det var en sand fornøjelse at være gæst hos Kristine og Jesper. Det var dem, der styrede, og hvor er det da befriende ikke at have ansvaret i sikker forvisning om at søn og svigerdatter er mindst lige så kloge og ansvarlige, som jeg var på deres alder. Jeg er meget glad og stolt over at have fået lov til at være med.
Torsdag, den 24. juli 2014
11.00 var der afgang til Royal Hotel i Aigues Mortes (nær Middelhavet). Her havde vi købt 5 overnatninger hjemmefra inkl. 2 middage.
Vi var fremme midt på eftermiddagen og blev i receptionen mødt af en kvinde, der gjorde nogle fordomme om fransk vilje til tale engelsk til skamme. Vi fik en lang og grundig indføring i, hvilke muligheder, vi havde de kommende dage.
Hotellet er nærmet et motel i to etager. Restauranten ligger på en grund ved siden af. Vi fik som bestilt et værelse med terrasse. Udsigten var en stor blomstrende busk - altså ingen indsigt. Toilet og bad hver for sig. Temperaturen var her ganske sommerlig, så det var behageligt med et værelse, der vendte mod øst.
Der blev slappet af et par timer på terrassen med kaffe og Wi-Fi, og der blev sendt lidt postkort (mails), inden vi langs en kanal gik ind til den gamle bydel, der ligger bag en rektangulær, 100 % intakt bymur. Bydelen er overskuelig og mange steder ganske charmerende. At det vrimler med turister, kan man sige sig selv, og vi var jo selv to af den slags.
Det blev kun til et kort besøg, inden vi gik tilbage til hotellet (20 min.) for at tage et bad inden middagen kl. 19.20 (inkl.) Værten snakkede kun fransk, og et menukort kunne han ikke byde på, så det blev lidt på lykke og fromme, at der blev bestilt:
En slags rejecocktail Beuf med ratatouille Creme Brullé En flaske kold rosé, Gris de Gris
Fredag, den 25. juli 2014
Morgenmaden var ikke fremragende med absolut i orden. Pris og udvalg hænger sammen.
Dagens tur gik til Nimes, hvor den største attraktion er den romerske arena, der med et par tusinde år på bagen er ganske intakt. Parkeringen viste sig at være meget bekvem, da vi ganske uden egen planlægning fik plads i et stort P-anlæg under arenaen. Lettere kunne det ikke være. Tilmed dukkede vi op til overfladen ved siden af turistinformationen, hvor vi blev udstyret med et kort og lidt vejledning (på engelsk).
Arenaen er smuk og flot udefra og absolut en rejse værd. Inde i den er den grim sammenlignet med andre arenaer, jeg har set. Det skyldes at man i dag bruger stedet til koncerter og derfor har fyldt den op med scene og publikumspladser. De gamle stentrapper er dænget til med bænke. På den anden side kan der jo ligge en pointe i, at arenaen bruges til sit oprindelige formål, underholdning. Det kan vel være med til at generere nogle af de mange penge, det koster at holde den intakt.
Næste punkt på kortet var et lille tempel, som også er særdeles godt bevaret. Herfra gik vi videre til Jardin de la Fontaine, en park anlagt i det 18. århundrede. Det er en af de første offentlige parker i Europa, og den er helt sikkert værd at besøge. Her er ingen iskage-huse, udskænkningssteder, legepladser eller balloner. Her er fred og smukke stier.
Tilbage til bilen slentrede vi genne smalle gader og var ganske kort inde i domkirken. Vi gik efter markedet, der viste sig at have lukket ned for dagen.
Kl. 17.00 var vi tilbage på hotellet. Det tordnede og regnede til kl. 19.00. For en sikkerheds skyld tog vi bilen ind til bymuren. Vi havde forestillet os at spise på torvet, men som så mange andre steder var der her nogle unge musikere, der i høje toner lod deres musik strømme ud over pladsen. Det opfatter vi ikke som et plus, så vi søgte ned i gaderne og fandt et fredeligt sted.
Fiskesuppe, brunt, lugtede som en fiskerihavn, smagte godt nok, ristede brød medmild sennep og revet ost. And, 4 stk. på spyd, 3 små kartofler på spyd, garniture. Ymerfromage med banan og karamelsovs
Lørdag, den 26. juli 2014
09.10 afg. til Pont du Gard, en imponerende akvædukt, der for 2000 år siden var en del af en vandledning på 50 km fra kilder i Uzès til Nimes. Faldet er på blot 17 m, hvilket giver et fald på blot 33 cm pr. km.
Den store P-plads var tyndt besat, så vi kom til at holde tæt ved indgangen til området. Vejret var strålende sol, og den stod perfekt i forhold til belysning af det knejsende bygningsværk. Vi gik over akvædukten og gav os god tid til at nyde den og stedet, inden vi satte os med en kaffe.
I Avignon var P-pladsen ved banegården optaget. Det samme var de næste vi så, da vi kørte videre langs bymuren. Tilfældet blev et underjordisk P-anlæg, som viste sig at ligge under torvet ved pavepaladset. Igen kom vi lige til vores mål.
Pavestolen holdt til i Avignon i 73 år, 1305-78, og 7 paver nåede at residere her. Paladset er stort og er den højeste gotiske bygning i Frankrig. At løse billet til paladset er ikke spild af penge, selv om man nok skal være specielt interesseret for at falde i svime over udstillingerne. Det er bygningsværket og dets detaljer, der er det interessante.
Tilbage på torvet fik vi en tiltrængt øl.
Pont St. Bénezet - den halve bro, ligger tæt ved paladset. Broen er også kendt som Le Pont d’Avignon. Den blev ødelagt i 1226, og det er aldrig lykkedes at genopføre den. Det sker næppe heller, da den i dag er en turistattraktion på linje med Den lille Havfrue. Nu har vi også været der.
Tilbage til Aigues Mortes kørte vi en langt stykke langs Rhone, der flyder bag et dige. Vi gjorde hold et sted, hvor vi kunne komme op på diget og se floden i landlige omgivelser.
18.21 var vi tilbage på hotellet. Vi gik ind til den gamle bydel og spiste lækkert, men lovlig dyrt.
Aperitif: Hvidvin med hindbærlikør Starter: Champignonmos - peberfrugtmos Aubergine hakket sammen med soltørret tomat, finthakket tomat, julesalat, strimlet bacon og lille, tynd majspandekage. Et meget stort stykke fisk med kryddersauce, bulgur med safran, strimler af gul peber og små løg. Øl + ½ vand
120 euro inkl. drikkepenge
Søndag, den 27. juli 2014
Klokken 10 købte vi billet til en 2½ times sejltur på kanaler i Carmague. Der blev lagt ind ved en farm, hvor en cowboy viste, hvordan man kan udskille en af de små tyre fra resten af flokken. En kvinde orienterede (går jeg ud fra) om hvad manden havde gang i. Hele tre gange viste cowboyen sin færdighed, så selv den mest tungnemme må have kunne begribe, hvad det gik ud på. Jeg forsøgte at bevæge mig lidt væk fra showet, men blev straks indfanget og gennet tilbage til forestillingen.
Carmague er et aldeles fladt område. Det er her, man kan se flamingoer, og man kan se vådområder med de røde alger, der er føde for de rejer, flamingoerne æder. Her får de det røde farvestof på den naturlige måde. I zoo er man nødt til at tilsætte farven til foderet, hvis fuglene skal beholde deres rødlige fjer.
Kl. 13.00 lagde vi til kaj igen godt trætte i ørerne efter en guide, der havde kværnet på fransk i stort set ét væk på hele turen.
Britta krævede øl, og vi satte os lige indenfor bymuren. Hun var blevet grumme tørstig og svælgede med en uset hastighed det gyldne fluidum i sig. Undtagelsesvis overlod jeg hende den sidste tredjedel i mit glas.
Jo, det var en varm dag. Den krævede også en is, inden vi dryssede tilbage til hotellet, hvor den gamle fik 3 kvarter på langs.
Der produceres havsalt ved Aigues Mortes. Vi tog bilen ud til Les Salins du Midi, hvor man kan komme med et lille tog rundt mellem bassinerne og på fransk få fortalt om, hvordan man om foråret leder havvand ind for, når solen og mistralen har udført fordampningen sommeren over, at kunne høste det hvide guld i september. Området med saltindvinding er på størrelse med Paris. Det var en god tur, som varede en times tid.
Det er sjældent, der er noget billigt at hente de steder, turister bliver læsset af ved. Det var der her, hvor jeg fik et kilo havsalt til en ti’er.
Vi kørte forbi den gamle bydel og fik øje på et pizza-skilt. Her var vi de eneste turister, der satte os i det fri med en øl, der senere blev ledsaget af en pizza med kebab og et æg.
Aftenen sluttede vi af med en køretur mellem vinmarker i det flade område. Til sidst blev vejen så ujævn, at Skoda’en ikke skulle udsættes for den.
Mandag, den 28. juli 2014
Der er 148 km fra Aigues Mortes til Aix-en-Provance, så det blev en dag med en del kørsel. Igen kom vi i underjordisk P-anlæg, Routonde.
Vi havde ikke planlagt noget, så det blev til en dryssetur, hvor vi så på fontæner og gik efter ærkebispens palæ, der i dag rummer et lille museum med gobeliner fra slutningen af 1600 tallet. Der er ni tapeter med motiv af Don Quixote og Sancho Panza. Man kan kun beundre håndværket.
Vi dryssede langsomt tilbage til bilen, og var hjemme igen ved 18-tiden.
Den sidste middag i Frankrig var inkl.
Kammuslingestykker i en dressing med krydderurter og olivenolie Tun med ris og ratatouille Ymer med abrikos/fersken marmelade Rosé, Gris de Gris
Dagen sluttede med regn.
Tirsdag, den 29. juli 2014
Vi tjekkede ud kl. 08.15 og satte kursen mod Anneci og derefter mod Bern. De franske Alper så vi pga. regn ikke meget til. Vejret bedredes lidt omkring Geneve.
Hensigten var at se bjerge i Schweiz på hjemvejen, og vi kørte til Interlaken. Det første hotel var for dyrt, 2.100 kr., så vi fandt et lille sted til langt det halve for en overnatning.
Vi tog bilen ned til byen. Schweiziske mønter havde vi ingen af, så det var svært at finde en P-plads. Først parkerede vi ved en autoopretter, men fandt så ud af, at automaten ved banegården kunne tage VISA. Så blev der parkeret helt reglementeret.
Efter at have gået en tur, spiste vi asiatisk ledsaget af en Singha øl.
Onsdag, den 30. juli 2014
Vejret indbød ikke til en dag mere i Schweiz, så vi satte kursen mod nord og fik oplevet mange tunneller, inden Zürich.
Turens sidste overnatning blev i Melsungen. Her overnattede vi for nogle år siden, så det blev et gensyn med den gamle bydel.
Torsdag, den 31. juli 2014
Efter 5.125 km mere på tælleren var vi hjemme igen sidst på eftermiddagen.
|