Fredag, den 13. oktober 2017

	Jørgen kørte os til toget med afg. 11.17 til Kastrup Lufthavn. Her skulle vi bevæge os til Terminal 2 med gang i det fri pga. byggerod. Check in åbnede 16.15 med sædvanlig kø. Nye regler gav lidt kø ved paskontrollen for folk, der skal rejse udenfor Schengen-landene.   Så en længere fodtur gennem Taxfree (en omgang lufthavns-Bilka) til gate C 36 for at blive

pakket ombord på Royal Air Maroc med afgang 18.15. Maden var glimrende: En bid røget ørred, oksekød med couscous, samt et bæger yoghurt. Alkohol er ikke noget, et muslimsk selskab skilter med, men de har øl med på vognen. Jeg fik en stuetempereret én af slagsen.

Vi landede 21.30 (lokal tid) i Casablanca til en omgang kø ved paskontrol, indrejsekort og scanning af bagage. Rejseleder og lokal guide, Anne og Yousef, ventede os udenfor. De må ikke komme ind i ankomsthallen.

Vi var en gruppe på 13. Vores bus var tilsvarende lille. Den fragtede os de 30 km ind til Hotel Ibis Central i Casablanca – en by på mindst 3 millioner indbyggere og Marokkos økonomiske hovedstad.

Efter at have udfyldt en formular, kunne der udleveres et nøglekort til vær. 1001.

Lørdag, den 14. oktober 2017

Det blev en god nats søvn til kl. 08. Sengen var bred og god og dynen stor og behagelig. Morgenmaden ligeledes god. Bacon må man drømme sig til. Til gengæld var der godt brød, æg, figner og tørrede abrikoser.

Kl.10 var der afgang til Hassan den Andens Moske, bygget 1980 – 1993, kostpris 4 mia. kroner. Moskeen er stor, meget stor, og der er ikke sparet på noget. Der er gulvvarme, taget kan skydes til side, og der er parkeringskælder under det enorme kompleks. Der er plads til 25.000 mennesker i moskeen og til 75.000 på pladsen udenfor. I underetagen er der vaskepladser til de troende, der skal have vasket fødderne, inden de betræder helligdommen. Normalt er der ikke adgang for vantro i en moske – Hassan 2. er en udtagelse. Udstyret med en pose til sit fodtøj er der adgang til at betragte og forundres over størrelse og detaljer. Financieringen blev ordnet med særskatter. Offentlige ansatte blev trukket 10 % i lønnen.

Moskeen ligger ved havet. Lidt henne ad strandpromenaden, Cornichen, blev der gjort holdt ved en bank, hvor man kunne veksle til marokansk mønt, Dirham. Det var Britta, der gik i banken og mod forevisning af pas fik vekslet 400 euro. Efterfølgende sprang vi det bureaukratiske bøvl over og trak penge i en automat.

Efter en spadseretur på Cornichen kom vi frem til stedet for turens første frokost:

Små butterdejstykker med ost eller oksefars, friturestegt.

Et stort stykke fisk i krydret tomatsauce

Små frugtstykker, friske i lage

Myntete og småkager

En kold fadøl ville have klædt herlighederne frem for lunkent vand.

Musée Anderrahman Slaoui er et lille museum oprettet af en kunstelsker, der samlede på sølvvarer, smykker, guld møbler m.m. fra den arabiske verden. Mine forudsætninger slog ikke til for at kunne nyde de mange antikviteter og plakater. Men imponerende er det da at se på de fine sølvsmedearbejder og skrin udført i glas.

Herefter var der en guidet tur i den gamle bydel, medinaen. Vi var inde i en lille gård, hvor olivenhandlerne holder til. En marokkansk familie bruger 50 l olie årlig. Der blev gjort holdt på en større plads med springvand, Place Mohammed V. Rundt om pladsen ligger der administrationsbygninger. Noget er fjernet, og man er ved at opføre et stort kulturcenter.

Ved 17-tiden var vi tilbage på hotellet og jeg gik prompte i baren efter 2 glas og 3 øl á 25 cl, som vi nød udenfor i et lille skyggefuldt område i selskab med 2 andre fra gruppen.

19.30 var der afgang til middag ved havet. Cornichen myldrede af menneske og gaden var tæt pakket med biler, så det tog sin tid at nå frem til restauranten, Tropicana. Lokalguiden, Yousef, forklarede at man skal ud at vise sin nye bil eller sit nye tøj frem, når det er lørdag.

Menuen bestod af:

En kæmpeportion salat med dåsetun

En ditto tallerken med salat og friturestegt fisk, 4 stk. samt blæksprutteringe

Appelsinringe med kanel og bananstykker.

Vand

Portionerne var alt for store. Om velsmag kan der ikke berettes. En omgang affodring på et stort sted med udendørs servering ved mange borde er en nøgtern bedømmelse.

Aftenens oplevelse var menneskemylder og trafikpropper.

Søndag, den 15. oktober 2017

Dagen bød på en tur til Rabat en god times kørsel fra Casablanca. Første stop var ved en af kongens mange paladser. Man kan ikke komme indenfor muren. Ved indgangene vogter en 5 mands gruppe bestående af militær, politi, hjemmeværn, kongens garde og det hemmelige politi. Hver mand modtager kun ordre fra sin enheds overordnede. Hæren, f.eks. kan ikke angribe kongen alene. De andre værn skal værre med.

Militær og politi må ikke fotograferes i Marokko. Hvor alvorlig forbuddet håndhæves, ved jeg ikke, men så vigtig et motiv er en politibetjent eller soldat vel ikke, at man skal udfordre skæbnen.

Der blev dømt kaffepause ved floden med god tid til at nyde skyggen og det stilfærdige liv med småbåde. Derefter skulle vi op i medinaen, som af forsvarsmæssige grunde er anlagt i højden. Det var ikke nogen fornøjelse at gå fra floden og op til byporten, men slentreturen gennem smalle gader kunne jeg godt have brugt mere tid på.

Bussen bragte os til en restaurant, hvor vi i den fri kunne mætte os med:

Salat med æg, tun og rejer – stor portion

Tajine med en stor klump oksekød og flot arrangerede grøntsager

Banan, blomme og et æble.

Vi fik valget mellem et arkæologisk museum eller et nyt museum for moderne kunst. De to museer ligger side om side. Vi valgte det ny opførte museum, der i sig selv var besøget værd. Det var interessant at se, hvordan moderne materialer kan forenes med arabisk arkitektur. Den afsatte time var passende for besøget.

Sidste seværdighed i Rabat var Hassantårnet opført på en plads med 200 søjler, der skulle have båret en stor moske, som aldrig blev bygget. Modsat Hassantårnet ligger et mausoleum for Kong Muhammed V, - den nuværende Kong Muhammed VI’s farfar. Mausoleet var af uvis grund lukket. Pladsen med dens søjler er et imponerende og fredfyldt sted.

På hjemturen til Casablanca var der spækket med politi, og der var sat flag op mange steder. Guiden formodede, at kongen ville komme på besøg. Det viste sig efterfølgende at holde stik.

Vi valgte aftensmad på hotellet:

Grillet bøf (senet) med fritter og en kold øl

Mandag, den 16. oktober 2017

Tidligt op og afgang kl. 08 til Marakesh, hvor vi var fremme ved vores riad 12.30. Riad Oliviers er et gammelt, fornemt borgerhus beliggende i medinaen. Der er ingen vinduer til gyderne. Lys kommer fra patioen. Idéen med en riad er, at de tykke mure skal danne værn mod varmen. Vi måtte gå gennem smalle og snoede gyder, hvor osende knallerter snoede sig frem i begge retninger. Knallertkørsel er godt nok forbudt, men det tages ikke alvorlig. Bagagen blev transporteret på små kærrer.

Vi fik værelse på 1. sal. Badeværelset er moderne og med en acceptabel belysning. Selv værelset er dunkelt og møbleret med en seng, en briks og et lille sofabord. Tagterrassen har servering og en lille pool.

13.30 gik vi til frokost på medinaens store plads, Fna Pladsen, som pga. gøgl og historiefortællere er på UNESCO’s liste over verdensarv. På en tagterrasse med udsigt over pladsen fik vi:

Tajine med oksekød, løg og en krydderblanding sammensat af 38 krydderier.

Pandekage med ”1000” små huller, der egner sig til at absorbere en lind honning.

Vi gik til en moske bygget ved siden af resterne af en moske, der var styrtet sammen under et jordskælv. Jeg gik for mig selv ved ruinen, mens andre gik rundt om moskeen, og sad på pladsen foran indtil gruppen var samlet igen, og det gik tilbage til hotellet.

Vi nød en lille øl på tagterrassen. Pga. mine dårlige evner til at gå gik vi ikke med de andre ud at spise. Vi gik ikke så langt og satte os på et gydehjørne med larmende og stinkende knallerter drønende forbi. Et vandforstøvningsanlæg dæmpede noget af osen.

3 spyd med oksefars med ris, udkogt grønt og fritter.

En lille portion, med det var nok, og nogen kulinarisk fornøjelse var det ikke, men det var en god oplevelse at nyde medinaens mylder.

Tirsdag, den 17. oktober 2017

Der var morgenmad på tagterrassen kl. 08, hvor der var dækket op med juice, kaffe, brød, smør, yoghurt, 1000-huls pandekager, honning, marmelade og ”Den leende ko” smelteost. Kl. 09 var der afgang til fods til seværdigheder i medinaen.

Første besøg var på en tidligere koranskole, - Ben Youssef Madrasa, der blev bygget i 1565 under sultan Abu al-Hassans styre og er en juvel inden for arabisk-andalusisk arkitektur. Det er et spændende sted med masser af ornamentik såvel i træ som i sten. Skolen fungerede som datidens universitet. Der var op til 600 studerende Nogle boede i små celler på skolen. De andre boede udenfor skolen.

Formiddagskaffen blev indtaget ved Musée de Marrakesh som har til huse i en smuk lys rødlig bygning fra det 19. århundrede. Alle huse i Marrakesh skal males i denne rødlige jordfarve. Museets indhold har ikke fæstnet sig i min hukommelse.

Et apotek med urter gjorde et større indtryk. Vi blev bænket i et lokale, hvis vægge var dækket med hylder indeholdende glas med krydderier og tørrede urter i alle afskygninger. En Mørk mand i hvid kittel assisteret af en ung kvinde fortalte om adskillige urters fortræffelige virkning og lod det ene glas efter det andet gå rund, så vi kunne dufte indholdet. Også cremer havde han på programmet, og det kom ikke bag på os, at der efter foredraget var mulighed for at købe krydderiblandinger og cremer. Vi købte lidt krydderier.

Vi fik derpå en tur gennem soukken, som er opdelt efter salgsemner. Især ”skomagergaden” og ”smedegaden” var interessant. I sidstnævnte ville jeg nødig opholde mig dag ud og dag ind. Der smedes og svejses i trange omgivelser. Udluftning endsige udsugning må man drømme sig til.

Bussen hentede os, og vi blev kørt til frokost i det jødiske kvarter:

Suppe – tomat, pasta, couscous & brød

Tajine – kyllingeoverlår, lækker sovs, brød + ris til turister.

Frugtfad og en lille kaffe i glas.

Sidste punkt på byturen blev Bahia-paladset tæt på vores riad. Paladset rummer en stor og flot gård. I værelserne ud til denne var der bolig for sultanens harem og konkubiner. Sultanens rum udstrålede magt og vælde. Han var en lille, tyk mand, der ikke havde det godt med trapper, og derfor er paladset kun i én etage. Udenom er der en 8.000 m² stor have.

16.20 var vi tilbage på riad’en og slappede af inden middagen kl. 20.00:

Marokkansk suppe

Tajine med oksekød, løg og rosiner (meget afskæring – ellers OK)

220 dirham inkl. vand og service

Onsdag, den 18. oktober 2017

Dagens emne var haverne i Marrakesh, og det blev til tre af slagsen.

Den første have, Menara Haven, var spild af tid og energi. Hvad der før havde været nyttehaver er nu plantet til med oliven og frugttræer. Et godt stykke inde i området er der opført et stort bassin og en pavillon udgør det arkitektoniske indslag. ”Et meget yndet fotomotiv” påstår rejsebureauet.

Have nummer 2 var en spændende palmehave, Palmeriet en snes km fra Marrakesh. Her er kunstudstilling, som jeg gik ret let henover for i stedet at nyde og fotografere haven og alle dens palmer og kaktusser.

I den sidste have, Majorellehaven startede vi med frokost:

Tajine med oksekød, dadler og mandler.

Haven har været ejet af den franske modeskaber Yves Saint Laurent. Den var dagens absolutte højdepunkt med et væld af velplejede planter i et meget velholdt anlæg. Hvad end entréen måtte have været, var den det værd.

På vej ind i Marrakesh blev der gjort holdt ved Carrefour, for at vi kunne forsyne os med en flaske vin til en senere middag, og 16.30 var vi hjemme igen.

Dagen startede overskyet, men op ad formiddagen fik solen brændt skydækket af, og det blev nok en dag med høj sol.

Vi fik en lækker middag på et lille torv tæt på vores riad:

Gulerodssuppe med kokosmælk og gedeost

Kylling orange, Britta

Fisk med aubergine og grov kartoffelmos, Erik

Sparkling water – en kold hvidvin ville have pyntet på en flot og velsmagende servering til 400 dirham inkl. drikkepenge.

Dagen sluttede med en TV-avis og TV-nord på telefonen.

Torsdag, den 19. oktober 2017

Vi gik til morgenmad 07.45, og 3 kvarter senere gik vi til bussen. I programmet står der: Tur til Atlasbjergene med frokost hos en berberfamilie og ca. 2 timers vandring i det flotte landskab. Denne tur var et tilkøb.

Hvad vi fik, var en tur over den store slette hvorpå Marrakesh ligger – adskillige km gennem et tørt, fladt og flot landskab med spredte lave bebyggelser i den rødbrune farve. Da vi nåede bjergene fik vi masser af sving på smalle veje. Stadig et flot landskab. Det meste goldt med udtørrede floder, der kun er vandfyldte om foråret, når sneen i bjergene smelter.

Der blev gjort holdt lidt oppe i en dal med byen Imlin som den samlende by for egnens omliggende landsbyer. Om det er en berberfamilie, der ejer det lille hotel, vi besøgte, vides ikke. På en større terrasse på 1. sal med en dejlig udsigt fik vi et glas te, og så var der vandretur med en lokal guide.

Min fysik tillader ikke vandring. Jeg dryssede lidt opad med kameraet. Det var en dejlig tur, som jeg godt kunne have forlænget, da vandrerne brugte 1½ mere end annonceret. Jeg ventede på terrassen og fik en masse sol i ansigtet inden frokosten:

Suppe. Med ekstra salt peber og spidskommen var den god.

Couscous med kylling.

Efter 1½ times kørsel var vi tilbage i Marrakesh. 19.30 var der bus til middag i en herskabelig riad (palæ) i den dyrere ende af medinaen. Udefra var der bare en dør. Indenfor var der meget smukt.

3 stk. butterdej med fisk o.a., friturestegt

Tajine med oksekød og løg

Sorbet og æbletærte med kanel

Rosévin, Domaine Sahari

Fredag, den 20. oktober 2017

07.45 var der afgang fra Riad Oliviers, Marrakesh til kasbahbyen Ait Ben Haddou. Kashbah betyder bl.a. gammel by. Turen gik gennem Høje Atlas. Den var meget smuk med fremmedartede scenerier i de golde bjerge, hvor vi kom op i 2200 meters højde. Der blev holdt pause et par gange, og der blev spist frokost, hvor alle valgte Omelet Berberie, - omelet med hakket tomat og grønt.

Kl. 14 var der indkvartering på Kasbah la Cigogne, modtog os med te og ulejlighed med at udfylde indskrivningsformular. Der var nu et par timers pause, som Britta og jeg udnyttede til at se nærmere på den delvis forladte kasbah med dens mange forfaldne huse. En lokal mand fortalte på fransk og med mange fagter om stedet, der iflg. ham havde dannet kulisse til scener i en James Bond film.

16.30 var der bus de 6 km ind til Ait Ben Haddou. Byen, der er klinet op ad en bjergside, er på UNESCO’s verdensarv liste. Der er bygget af halm, soltørret ler og jord. Øverst oppe er der et kornkammer fra den 11. århundrede. Her opbevaredes indbyggernes værdier. Man skiftedes til at holde vagt og holde udkig efter eventuelle angribere. Byen og omgivelserne er brugt som kulisse til flere store film.

Jeg fulgte med et kort stykke og opgav så at komme op i byen for i stedet siddende at nyde den udtørrede flodsænkningen i Ounila Dalen. Senere satte jeg mig med en Cola og afventede gruppens tilbagekomst.

Middagen var på den mindste af det lille hotels 2 tagterrasser:

Suppe, marokkansk

Tajine Keta (små kødboller) + 1 fad med grove stykker udkogte grøntsager.

1 fl. hvidvin serveret i en ispose.

Lørdag, den 21. oktober 2017

Morgenmaden på tagterrassen startede som en kølig oplevelse med meget koldt service, da solen ikke var kommet op over bjergkammen. Det kom den, og da vi ikke længere sad i skygge, lunede det gevaldigt.

08.30 tog vi hul på en længere køretur med flere stop under vejs. Igen var det golde landskaber med små landsbyer ind imellem.

Første stop var et besøg i en stor kasbah, hvorfra en klan herske i mange år. Besøget var med fransk guide, og interessant var det komme lidt rundt i den store bygning, - også selv om, der ikke var møbleret. Herefter var der pause i en halv time. Vi valgte at drysse en fredfyldt tur gennem soukken, der var ved at åbne.

Videre gik det gennem det golde landskab til et salgssted for tæpper, - et kooperativ med 31 leverandører. Der blev efter demonstration af kartning, spinding med håndten og knytning fortalt om symbolik, mønstre og farver. Det ene tæppe efter det andet blev bredt ud på gulvet. Jeg gik udenfor og lyttede til en overfor liggende skoles indterpning af noget, jeg ikke forstod. Efter 4 handler med vores gruppe kørte vi videre til et sted, der kunne servere frokost. Vi tog en pizza.

Safran-fælden har jeg ikke prøvet før. Man får et lovprisende foredrag om dyrkning af krokus og høst af støvdragere, der kun kan plukkes 40 min. i forbindelse med solopgang. Længere er blomsten ikke åben. Så når man frem til besøgets formål, nemlig salg af det kostbare krydderi/farvestof. Britta købte et gram for 35 kr.

Videre gik det gennem Anti Atlas. En kaffepause på 20 min. blev uden kaffe til Britta og mig. Det tog for lang tid at finde ned i underetagen til pedallokummerne. ”Tissemanden” leverede en lille spand med varmt vand til håndvask. Da vi kom op til de andre var der kun 7 min. tilbage, og selv om Yousef bedyrede, at de 20 min. var marokko-tid, undlod vi at bestille.

18.10 var vi ved Riad Hida i Oulad Berhil. Stedet har været ejet af en dansker, der restaurerede det. Da han døde testamenteredes det til en medarbejder, der omdannede det til et hotel med værelser i bygninger i den smukke have. Vores værelse var stort, ca. 28 m².

Den medbragte hvidvin blev drukket til middagen, som blev serveret på en stor terrasse udenfor restauranten.

Salat i små tern

Tajine med kylling + ris og grøntsager.

Søndag, den 22. oktober 2017

Vi sov længe, - helt til 08.15. En programsat vandretur deltog vi og andre ikke i. Vi fik et par dejlige timer i den smukke have med palmer, citrustræer, lidt blomster og løsgående påfugle, og vi var inde i danskerens spisestue og bibliotek.

Klokke 12 var der afgang til Taroudant. Ordet betyder ”de forvundne børn”. Stømmen i floden, der i hine tider havde mere vand end i dag, tog nogle badende børn. Pga. årstiden så vi ikke noget vand.

Vi kørte rundt om den 6 km lange bymur og ind i medinaen til frokost:

Omelet med hakket tomat, løg, persille samt olie lavet i tajine. Meget lækkert.

Da vi gik over torvet fra restauranten, fik vi lejlighed til at se og høre på en historiefortæller, som med store bevægelser intenst og højlydt fortalte til omkredsen af publikum. At fortælle historier har været meget udbredt i Marokko. Med nedgangen i analfabetisme og udbredelsen af TV og digitale medier, bliver der mindre og mindre behov for at få fortalt historier og myter på torvet.

Temperaturen lød på 35° i skyggen, så at gå gennem medinaen til hotellet blev aflyst. Vi blev kørt udenom og tjekket ind på Hotel Palais Salam med flere bygninger. Vores værelse var meget stort og mørkt. Et par stole ville have gjort godt.

Britta tog med på en guidet tur på 2 timer i medinaen. Det fortrød hun. Jeg gik lidt alene og returnerede til et bad og en halv time med fødderne oppe.

Middagen var i det fri på hotellet:

Salat til BN, suppe til mig

Grillspyd, kalkun og oksekød, ris + grøntsager

1 fl. rosévin

Mandag, den 23. oktober 2017

Efter en enkel morgenmad var der 08.45 afgang til Essaouira. Der blev gjort holdt ved kysten i Agadir, hvor vi dryssede en halv times tid i tåge, der forhindrede udsigten over Atlanterhavet. Det gjorde den også den første del af turen nordpå.

Frokosten var på en større servicestation med restaurant, hvis speciale er tajine med gedekød og løg. En lille chili, som jeg forestillede mig værende af den milde slags, fik et par tårer frem. Den var absolut ikke mild.

Den sidste del af turen var uden tåge. Igen var det golde landskaber med spredte bevoksninger. Her vokser argantræet som det eneste sted i verden. Geder æder træets små blade, og kan de ikke nå dem fra jorden, klatrer de op i de lave træer, hvordan de så end bærer sig ad med det.

Arganfrugten har under frugtkødet en nød. Vi besøgte et kvindekollektiv. Kvinderne knuser nødderne, der ristes, og af dem kværnes en delikat spiseolien. Af ikke ristede nødder presses olie til kosmetikindustrien. Skallerne bruges til brændsel. Vi købte 4 flasker (200 ml) til børn og os selv. 180 dirham pr. stk.

Foruden smukke landskaber blev en kameldriver med en flok dromedarer et højdepunkt. Der blev gjort holdt, og vi fik mulighed for at se flokken krydse vejen. Kameraerne klikkede i vildskab. Dromedarerne var slagtedyr på jagt efter føde.

Ved 17-tiden var vi sat af udenfor bymuren i Essaouira og gik til vores riad for de næste tre nætter, Riad Al Madina. Igen var det et meget autentisk sted men drønende upraktisk. Vi boede på 1. sal. Seng og bad var 8 trin op ad en smal trappe. En siddegruppe lå 3 trin under. Der var trangt, og godt var det, at der var folk til at slæbe kufferter. På svalegangen udenfor værelse var der et bord med et defekt ben og et par jernstole.

Middagen blev serveret i patioen med underholdning af afrikanske musikere med dans, - en musik og dans, der iflg. rejseleder kan bringe de udøvende i trance. Vi klappede stilfærdig og høflig og havde gerne undværet denne optræden.

Hestebønnesuppe. Salt hjalp, og da der også kom harissa og spidskommen på bordet, blev suppen rigtig god.

Tajine med oksekød, svesker, løg, argannødder og brød smagte god sammen med rødvinen.

Tirsdag, den 24. oktober 2017

Op kl. 07.30. Britta blev vækket at en intens og vedvarende kalden til bøn fra et par minareter. Jeg hørte intet. Efter en glimrende morgenmad i patioen var der kl. 09 en guidet tur på havnen og i medinaen.

Inderhavnen havde mange små, blå fiskerbåde. En sværm af måger kredsede rundt for at redde føden i form af fiskeaffald fra fiskere, der rensede dagens fangst. En markant tilstedeværelse af katte var der af samme grund. Længere ude lå de større fiskefartøjer. Et mindre fæstningstårn og mole med kanoner vidnede om en svunden tid. Vi var ude på molen, og de fleste var oppe i tårnet.

Efter et bæger is på torvet tæt på havnen gik vi ind i medinaen, hvor vi slentrende sugede til os. På et træskærerværksted fortalt Yousef om håndværket. En uddannelse til træskærer tager 7 år. Lærlingen skal lære tålmodighed. Arbejderne var for de størres vedkommende fantastiske. Andre håndværksuddannelser tager 3 år.

Fiskemarkedet var så småt ved at lukke. Her fik vi fortalt, at fisk ikke skal på køl. De skal sælges samme dag, som de er fanget. Det samme gælder kød, der også skal sælges den dag, dyret er slagtet. Kød på frost og køl anses ikke for at være frisk, og det dur ikke. Den holdning er ganske bekvem i et samfund, hvor køle- og fryseskabe næppe er så udbredte som i Danmark.

Frokosten blev indtaget på et lille torv: Rucolasalat med gedeost, mandler, arganolie og honning samt brød.

Ved 14-tiden var vi tilbage på Riad Medina, og efter en kop kaffe og et hvil gik vi igen til havnen en god times tid. Kl. 19 gik hele banden til middag på et sted ved stranden:

Fiskesuppe, brun med revet ost og små stegte brødskiver. Meget lækkert.

En fisketallerken, friturestegt, - stod slet ikke mål med forretten.

Karamelbudding, som nok hed noget finere på kortet.

1 fl. hvidvin.

Bussen hentede os og bragte de fleste af os tilbage til bymuren. Tak!

Onsdag, den 25. oktober 2017

På programme stod der oplevelser på egen hånd, så vi snuede til 08.15 og havde god tid til morgenmaden, inden vi gik en tur i medinaen. En ældre herre tiltalte os og snakkede i ét væk på fransk. Det forstod vi ikke ret meget af, men det lykkedes ham dog at blokke os for 10 dirham, som angiveligt skulle gå til reparation af en synagoge. Han mente, at 100 dirham ville være mere passende. Det forstod jeg ikke. Mon ikke mønten gik i hans egen lomme?

Der var mulighed for tilkøb af en tur til et lille gedeosteri 20 km udenfor byen, og kl. 12 var der afgang. Første punkt blev uventet et værksted med lærlinge, der lavede sølvsmykker. Det var noget pillearbejde. Og selvfølgelig var der i rummet ved siden af en forretning. Mon ikke det var den lokale guide, der fik presset dette besøg ind? Nå, pyt, der var et par gode motiver til kameraet.

Selvom vi ikke kom ret langt ind i landet, var den varme siroccovind en hed oplevelse, da vi nåede osteriet. Her blev vi modtaget af manden, der ejer stedet. Han har en akademisk baggrund og havde undervist i Frankrig og Canada. Det blev han træt af og vendte hjem til Marokko, hvor han købte en ejendom og nogle geder. Efter nogle opstart problemer fik han gang i en lille produktion af oste, og i dag er 100 mennesker afhængige af hans projekt. Vi så det beskedne lokale, hvor der laves ost. Gryden der anvendes til opvarmning af mælken kan rumme 25 l, vil jeg tro.

Vi fik frokost på stedet. Pga. varmen sad vi inde.

Små kager bagt med ost

Salat med ost

Et ostefad med flere slags gedeoste.

16.30 var vi retur. Mine ben var stive og fødderne var ømme, så jeg valgte ikke at gå ud i den gamle bydel med Britta.

Middagen spiste vi samme på en lille restaurant, som rejselederen plejede at besøge. Der var plads til 18 gæster inde og nogle få udenfor. Aldrig har jeg set et mindre restaurationskøkken.

Dagens suppe

Tajine med sardinboller, EK

Butterdej med kylling, BN

Blommetærte med krunch, BN

Cafe au lait, EK

Hvidvin blev af diskretionshensyn serveret i vandglas. Min dåseøl blev serveret i et keramikkrus.

Torsdag, den 26. oktober 2017

”Den store Marokkorejse” nærmede sig nu sin afslutning. Kl. 07.45 gik turen nordpå mod Casablanca, - en tur på små 400 km. Første del af turen foregik langs kysten og Viktors Farmor gav kaffe et sted med en smuk udsigt.

En gang keramik hører med. Jeg undlod at gå med op til et værksted for at fotografere i stedet. Det mislykkedes. Kameraet meldte Err 99. Den kunne jeg ikke rette, så foto ved frokoststedet blev med mobilen:

Fryed fish – ikke nogen fornøjelse.

Stedet lå med em smuk udsigt ned til en lagune.

Omsider kom vi på motorvej efter lang tid på ujævn vej og byer med ondskabsfulde vejchikaner, og 18.30 var vi fremme ved turens 7. og sidste hotel, Hotel Al Walid.

To timer efter var der afg. med bus til afskedsmiddag på Rick’s Bar. Og nej, det er ikke baren fra filmen Casablanca. En amerikansk kvinde havde købt en riad, som hun havde indrettet til en stor restaurant. 3 dørmænd forhindrede os i at gå ind, før der var blevet gjort plads efter et selskab.

Gedeost med ruccolasalat og lækkert brød

Sværdfisk på ris samt ½ lun tomat

Kage med en iskugle, flot arrangeret

1 fl. hvidvin

Stedet var meget stemningsfuld og smagfuld indrettet. I patioen spillede en pianist og en saxofonist gamle melodier, - selvfølgelig også As Time goes Bye. En ældre dame i en bordeux velourdragt tøffede rundt i etablissementet. En kvinde fra vores gruppe formodede, at damen var sluppet ud fra et eller andet hjem, og at der snart ville komme en og hente hende. Det skete ikke. Det var ejeren, der inspicerede sin forretning.

Fredag, den 27. oktober 2017

Så var det slut. Der var afgang til lufthavnen 08.45. Det viste sig at passe ret godt afgangen kl. 12.15, for efter langsommelig trafik og tjek i hoved og røv var der mindre end en time til afgang.

Flyet var et mindre et af slagsen med 96 pladser og kun 2 sæder i hver række. Der var god plads til benene. Maden var glimrende og øllen var lun. Efter 4 timer var vi tilbage i den danske efterårskulde med 11°. Vi nåede toget som planlagt, og 23.11 kunne vi stige af og benytte os af Jørgens tilbud om at køre os hjem.

Turens pris, i alt: 39.752 kr.

Kursen på Dirham: 1 Dirham = 0,67 Kr.

Kommentarer:

Viktors Farmor leverede et glimrende produkt. Drikkepenge til chauffør, guide og dragere er inkl. i prisen. Maks. antal deltagere på 14 og en lille bus viste sig at være godt. Alt afvikles hurtigere med et lavt antal deltagere.

Vore gruppe var et behageligt selskab, og alle kunne så meget engelsk, at det ikke var nødvendigt for Anne at oversætte hver gang den lokale guide, Yousef, fortalte, hvilket han gjorde ret ofte. Han var godt inde i sit stof, som blev serveret på en lun og afslappet måde.

Vi kørte 2.200 km med en god chauffør, som ikke talte engelsk. Gav ham 100 dirham den sidste aften. Anne fik diskret 200 til lidt Candyfloss.

Der kom 1.200 foto på kortet. Af disse kommer 300 til at overleve.