Paris, busrejse -1992

Søndag, den 26. juli, 1992

Minna var kommet her lørdag aften. Jeg stod som vanligt op før hende om søndagen. Fik bragt mine sidste forberedelser i orden. Susanne kom til frokost med 12-toget fra Ålborg, idet hun skulle have Minnas bil. Så vi fik frokost plus noget snak. Madpakken til turens første dag klaredes ved samme lejlighed. Mor og datter sad på stuen, mens jeg ordnede oprydningen og opvasken efter 5 personer. 5.-manden var Lars, Jespers ven, der gerne ville spise med.

Kl. 14.45 tog vi så af sted fra Hodalsvej. Minna kørte os til rutebilstationen, hvorfra Susanne kørte videre til Salten. Vi var i meget god tid. En lidt ældre bus samlede os op. Vi var de eneste, der skulle med fra Hobro. Og så gik det syd på med opsamling i Randers (banegården), Århus (Musikhuset) og Skanderborg (banegården). Det var oprindeligt meningen, at vi skulle have skiftet bus i Horsens, men via sin biltelefon fik chaufføren besked på at køre os til Kolding. Der var god tid, og vi fik en halv times pause på transportcentret ved Vejle. Der spiste Minna og jeg vores madpakke, 17.30, (klap-sammen med henholdsvis røget hellefisk og paté, agurk & tomat samt appelsinjuice). Så busskifte i Kolding til en moderne dobbeltdækker med alle former for bekvemmeligheder, blandt andet aircondition og TV. Via Haderslev og Padborg nåede vi så endelig udenfor landets grænse ved 19-tiden til en times pause ved Poetzsch. Minna skulle have købt cigaretter, men varehuset var ikke åbent. Hun fandt ud af, at de kunne købes ved pølse-damen.

Endelig kl. 20 gik det så for alvor derud ad. Rejselederen, Vivi, brugte en time på at holde et såkaldt rejsemøde, - en dorsk omgang snak med mange gentagelser og løftede pegefingre. Reelle oplysninger var der ikke mange af, når der ses bort fra selvfølgelighederne. Minna og jeg småblundede lidt, snakke kunne man jo ikke tillade sig. Vivi - vi fik ikke efternavn oplyst - havde åbenbart fået Paris efter at have arbejdet 6 år i Jugoslavien, der pga. borgerkrigen ikke p.t. tiltrækker turister. Hendes franske udtale var til tider pinlig. Man udtaler f.eks. ikke "s" i St. Denis. Man krummede tæer! Men vi fik da berettet om Panter Rejsers ture i Paris, Metro-kursus, byrundtur med bus, aftenture med spisning og tur til Versailles. Hun snakkede, kvindemennesket, - ca. 40 år, briller, ikke specielt charmerende, nærmest ligegyldig. Hvad hun ikke omtalte, var det, vi kørte forbi undervejs. Ikke et ord om Hamburg, som vi da kunne se noget af fra motorvejen. Ikke et ord om tunnelen under Elben, men mange ord om pauser, tyggegummi i askebægre og bussens toilet. Det var en lise, da hun tav og en Olsenbanden-film blev startet. Vi nåede imidlertid ikke at se den færdig, inden midnatspausen, i hvilken bussen blev omdannet til sovebus.

Det var forbundet med lidt amatørartisteri at få sig anbragt på langs. Minna og jeg havde "underkøje". Det var trangt men dejligt at komme på langs efter at have siddet ret op i 8 timer. Sove kommer man ikke rigtig til. Man føler, at man er vågen hele tiden, hvilket selvfølgelig medfører en meget urolig søvn. Bussen duver, bremser og starter. Man hører det hele, men dejligt var det alligevel at kravle ud om morgenen i Frankrig, ca. 160 km nordøst for Paris, ud til en dejlig morgen, en tur med tandbørsten og et solidt morgen-foder.

Mandag, den 27. juli, 1992

På den sidste etape af turen blev vi igen velsignet med rejselederens venligt docerende ordgyderi. Nu var tiden inde for tilmelding til selskabets ture. Minna og jeg havde hjemmefra besluttet at tage med til Versailles og ellers passe os selv. Mange praktiske oplysninger, men ikke ret meget om det, vi kunne se ud af vinduerne, men mere havde vi vel heller ikke betalt for. At jeg sidste år fik en masse at vide af Euro Temas rejseleder berettiger ikke til at forvente det samme af Panter Rejsers ditto.

Det tager tid at komme ind i en storby, og vi skulle helt derind, hvor man i hotelbeskrivelsen angiver afstande til centrum til 0 km. Kl. 11 blev vi læsset af i Rue du Faubourg Montmartre, 100 m fra vore Hotel "Georges T" i Rue Richer. Værelserne var klargjorte, så udstyret med nøglen til nr. 21 slæbte vi bagagen op ad en vindeltrappe til 2. sal og låste os ind. Værelset var beboet. Mig ned til receptionen og op igen med nøglen til nr. 22. Værelse med bad og grand lit. Nogen suite var det ikke, nærmest noget gammelt bras blottet for unødigt pynt, hvilket vil sige bare vægge med et slidt og lettere ramponeret tapet. Næppe en vinkel, der i tidernes morgen havde været ret besad denne egenskab nu. Så er det man ihukommer skrønerne om det charmerende ved det gamle og det mærkede af tidens tand og menneskers tilstedeværelse. Badeværelset var med karbad og en håndbruser, der ikke lod sig hænge op på væggen. To håndklæder, toilet, bidet, håndvask og spejl. Udsigten fra badeværelsesvindue var til den snævreste gård, jeg har set. Skidtet sad i kager på murene. Det vindue lukkede man igen, og glædede sig over den uigennemsigtig plastfolie, der var sat på glasset. Råglas o.l. er åbenbart en løsning, man kan komme udenom. Plasten virkede udmærket. Selve værelset var udstyret med en stor seng, et lille bord med marmorplade, to natborde, to sengelamper, et skab uden låge, et farve-tv og to stole i henholdsvis sort træ og forkromet stål. Sidstnævnte blev min under opholdet.

12.15 drog vi på vores første tur ud i Paris. Minna havde ikke været der før, hvorfor det var rimeligt, at det blev hende, der i første omgang bestemte, hvor vi skulle hen. Det første mål var fuldt forståeligt Seinen og Notre Dame. Ned ad Rue Montmartre forbi Le Figaro til Forum les Halles, over til Centre G. Pompidou, videre til Hotel de Ville, og så er man ved Seinen med øerne Ile de la Cité og Ile St. Louis. Notre Dame ligger på Ile de la Cité. Vi gik ind, og jeg kunne konstatere, at mit indtryk fra sidste år ikke ændrede sig en tøddel. Indvendig er den et skummelt monstrum,- nok med en masse udsmykning i form af billeder og skulpturarbejder samt med store glasarbejder, men det drukner i det store, dunkle rum. Det største behag ved at opholde sig inde i Notre Dame er køligheden på en varm sommerdag. Udenfor på pladsen foran kirken er der et mylder af turister og diverse plattenslagere, især postkortsælgerne kan man ikke undgå at blive opmærksom på. Disse farvede, yngre mænd, der godt klædt på i varmen forsøger at sælge deres postkortserier (10 Fr.). Noget, man heller ikke kan undgå at lægge mærke til, er de mange fotografiapparater, der er i sving. Alle skal have et billede af familien, kæresten eller hvad ved jeg med Notre Dame som baggrund. Hele tiden går man i vejen for fotograferende turister. Pladsen udmærker sig ved at have et underjordisk toilet.

Vi gik over på den venstre bred. Derfra ser Notre Dame smukkest ud med alle sine stræbebuer, tårne og udsmykninger. Et fantastisk bygningsværk. Tårnene stod færdige ca. 1250, resten ca. 1345. Længde: 130 m, bredde: 48 m, tårnenes højde: 69 m. Men vi var trætte efter de mange timer i bussen, hvorfor vi gik tilbage til hotellet. Minna direkte, jeg måtte lige indenom et lille supermarked efter noget drikkeligt, øl, vand og Pastis. En pilsner gjorde godt, og det gjorde to timer, 15.30 - 17.30 på langs også. Vi sov! Dejligt, indtil vækkeuret satte i gang og betydede os, at der var på tide med et bad. Jeg først som sædvanlig, men det gav mig tid til et par tynde Pastis'er og tid til at hænge i vinduet ud til gade og nyde mylderet af mennesker og biler. Kl. 19 begav vi os ud for at spise. Dryssede lidt om i kvarteret først og genså "Comotel", hvor jeg boede sidste år. Vi fandt en nyere asiatisk restaurant, hvor vi fik:

Suppe m/ krabbekød og bambusskud

Beuf m/ sorte champignon, bambusskud o.a. + ris

Kaffe

1/4 hvidvin, 1/4 rødvin, i alt 204 Fr.

21.15 var vi tilbage på hotellet. Jeg nød et par glas Pastis, mens Minna studerede kortet over Paris. 23.00 var vi på langs.

Tirsdag, den 28. juli, 1992

Op kl. 7.15, morgenpils, bad og et kvarters kiggen ud ad det åbentstående vindue, ned på gaden. Kvarteret bebos af en del jøder. Flere af disse optræder i det traditionelle sorte sæt tøj og bredskygget, sort hat. Andre, specielt yngre, nøjes med den lille, flade kalot. Et andet iøjnefaldende element i gadebilledet er gadefejeren med den grønne "riskost" og den grønne kedeldragt. Ellers vrimler det med alskens typer. Den gamle, bredbagede, vraltende kone; den aldrende, bugsvære, lavstammede franskmand; den yngre, udsalgsklædte, lidt sjuskede moder med en unge på armen og en i kølvandet; de elegant klædte, hurtigtgående, målbevidste yngre mænd og kvinder bærende små, sorte lædertasker; de handlende, der stiller så meget ud på fortovet, at fodgængere henvises til kørebanen; bumsen, der søvngængeragtigt bevæger sig uden noget egentlig mål; budene, der parkerer deres biler midt i det hele og upåvirkede læsser af eller på; de første avislæsende gæster på brasseriet på hjørnet af Rue Richer og Rue du Faubourg Montmartre; bygningsarbejdere; vejarbejdere; hvide, sorte, brune og gule. Det er, som er hele menneskeheden repræsenteret på dette sted.

Morgenmaden indtages i receptionen, hvor der er opstillet små borde og stole. Plads til 18 personer. I betragtning af, at hotellet har 5 etager med 5 vær. på hver, altså plads til 50 pers. er morgenmads-faciliteterne ikke overvældende. Man sidder som sild i en tønde. Hotelejeren, en ældre herre af nordafrikansk oprindelse, serverer selv kaffen, - café au lait for vores vedkommende (Minna fik det ved en fejltagelse, men efter at have set, hvordan den sorte kaffe så ud, fortsatte hun med mælkekaffen onsdag og torsdag). Selve morgenmaden er ikke noget at skrive hjem om: En stump flutes, 5 g smør, lidt marmelade og en croissant - kun én kop kaffe. Man bliver mæt, og det er hovedsagen. Den ene kop kaffe var også passende, idet man ikke i et så lille og tætpakket lokale kan få sig selv til at ryge den til kaffen ellers så uundværlige cigaret. Vi sluttede vores første morgenmad af med at tage elevatoren op til 2. sal. Aldrig har jeg set mindre elevator godkendt til persontransport. Vi kunne stå i den begge to på én gang, og så er det sagt: Vi stod tæt. Den er afgjort ikke velegnet til folk med ringeste tendens til klaustrofobi.

Formiddagen gik med Eifeltårnet. Det er en af de seværdigheder, man skal se, når man første gang kommer til Paris. Sidste år fik jeg at vide, at man skal være der tidligt for at undgå at stå alt for meget i kø. Da der ikke er noget ved tårnet i gråvejr, valgte jeg det som første mål på turen. Hvis vi havde fået dårligt vejr tirsdag, var der stadig en chance de resterende dage. Vi tog med metroen til École Militaire og gik derfra gennem Parc du Champs de Mars, hvor livet så småt var ved at tage form. Enkelte fodgængere, et par løbere og nogle gartnere, der diskuterede og småhyggede sig. Kø var der allerede, men efter et kvarters tid var vi på vej op til 2. platform, hvor man stiger om til en mindre elevator, som bringer én helt op i toppen, 310 m oppe. Totale højde: 320 m, færdigbygget 1889 til Verdensudstillingen, 2,5 mill. nitter holder 12.000 dele sammen. Vægt: 7.000 tons + materialer, der ikke er af stål. Udsigten var rimelig god. Varme- og storbydis sætter en grænse. Specielt mod øst var det ikke langt, vi kunne se klart. En oplevelse af de store er det, osse 2. gang at står på toppen af det, der i mange år var verdens højeste bygning. Der er langt ned! Der er frisk luft! Biler, busser og huse ligner noget, man kan lege med. Vi opholdt os på toppen en halv times tid, så ned på platform nr. 2, hvorfra der er en helt anderledes udsigt. Man kan ikke se så langt, men der er ligesom mere at se på, for nu er det hele meget mere detaljeret, og overblikket er der stadig. Herfra er det lettere at udpege kendte bygninger. Tårnet virker langt mere imponerende herfra; man er midt i det og kan se både op og ned. Det er her, man benoves over det ingeniørarbejde og de anstrengelser, der endte med at blive et vartegn for Paris.

Nede igen begav vi os over til Palais de Chaillot, opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1937. Vi nød en medbragt juice og nogle kiks og iagttog nogle unge mennesker, der stod på skateboard, inden vi gik helt op til palæet. Oppe fra den store terrasse er der en smuk udsigt over det til palæet hørende anlæg (masser af springvand) til Eifeltårnet. Det var nu ved at være middagstid, solen bagte, og mange mennesker var på benene. Chaillot-palæerne er efter min mening ikke kønne. Nogle klodsede mastodonter, ikke andet, så da vi havde nydt udsigten, gik vi videre til pladsen foran, Place du Trocadéro, hvorfra vi tog metroen til Louvre. Her var vi inde i den inderste gård, der i modsætning til det øvrige Louvre ikke var præget af vedligeholdelses-- og anlægsarbejder. Gården med pyramiden er færdig, men udsigten langs Den Klassiske Akse er aldeles spoleret af byggekraner etc. Man er ved at lave et stort, underjordisk anlæg til bilerne.

I bagende hede gik vi nu turen fra Louvre til Triumfbuen, gennem Jardin des Tuileries, over Place de la Concorde, hvor vi var ude ved obelisken. Det var på denne plads, adelen blev henrettet under revolutionen (1789). I dag står den ægyptiske obelisk der (3400 år gammel, 23 m høj) med sine hieroglyffer, og med dette monument bag sig kan franske præsidenter tage imod parader og Tour de France-ryttere, når disse kommer ned ad Champs-Élysées. Denne boulevard tog vi turen op ad, højre side pga. skyggen og det faktum, at det er på den side, de fleste mondæne forretninger ligger. Inden vi gik ret langt, måtte vi lige læske os med en dåse kold sodavand, Schwepes Indian Tonic. På grund af 14. juli og Tour de France foregik der en del oprydningsarbejde på Champs-Élysées, - man fjernede tribuner. Vores pause blev holdt siddende i skyggen af platantræer og et par tømrersjak arbejdende omkring os. De mere stilfærdig bænke var optaget, - derfor.

Videre gik vi. Der er meget at se på. Ude på gaden køres i 4 spor i hver retning. At tale om et fortov er misvisende; der er nærmere tale om en allé med 2-3 rækker træer til den gående trafik. Somme steder ligger der små grønne anlæg op til alléen. Andre steder er det forretninger, biografer og centre, der ligger ud til gaden. Vi var inde i et af disse centre der rummede mange små og eksklusive butikker. Vi bemærkede også Det danske Hus. Trængslen var udtalt, men op til buen kom vi. At komme over til den tog lidt tid og kostede en tur ned i metrostationen Ch. de Gaulle Etoile. Fra sidste år vidste jeg, at der var en underjordisk passage over til Triumfbuen (bygget i perioden 1806-1836 på en kunstig høj skabt af den jord, man måtte af med, da man planere Tuilerierne. Bredde: 45 m, dybde: 22 m, højde: 50 m, indvendig. højde: 30 m, højde inkl.. jordhøjen 115 m). I år kunne klovnen ikke umiddelbart finde den til trods for, at skiltningen var upåklagelig. Gensynet tæt på var ikke ulejligheden værd, og heller ikke i år lykkedes det at komme op på toppen af buen, hvorfra der skulle være en storslået udsigt.

Fra Triumfbuen gik vi tilbage ad Champs-Élysées men på den anden side, der er præget af store banker og flyselskaber. Minna mente ikke, der var nogen grund til at tage metroen. Vi skulle jo bare ned til Grand Palais, så til højre for at se Hotel des Invalides og kirken. Der var længere, end hun forestillede sig, da beslutningen om at gå blev taget. Vores fødder og ben var ved at være godt ømme. Grand Palais & Petit Palais, begge opført i forb. m. Verdensudstillingen i 1890. Såvel bygningernes skønhed som vores lettere skrantende fysik dikterede os at tage den med ro. Synet er betagende. Palæerne, Pont Alexandre, der flankeres af 4 søjler bærende store forgyldte figurer, og Invalidehospitalet og Invalidekirkens store, forgyldte kuppel i baggrunden. Vi stod en tid på broen og nød trafikken på Seinen, dobbeltpramme og udflugtsbåde, hvorefter vi gik over til Invalidehospitalet, der i dag rummer Musee de L'armee. Stedet er som så mange andre godt bevogtet af politi. Hospitalets gård er et fredfyldt sted. Man kommer ind gennem en port, og væk er storbyens larm. Mod gården har alle 4 længer skyggefulde arkader, og det er let at forestille sig, hvordan imperiemagten Frankrigs krigsinvalider har humpet rund her eller er blevet båret ud til luftning, når vejret var til det; godt gemt af vejen. Her har de isolerede fra de øvrige samfund kunnet udveksle minder og pudse deres medaljer. Alle samfund har det bedst med at negligere de levende krigsofre. Jeg gik lidt rundt og røg et par cigaretter, mens Minna betragtede sceneriet. Vi havde hverken tid eller lyst til at gå ind på museet. Det samme gjorde sig gældende for Invalidekirkens vedkommende. Jeg var inde i den sidste år og har altså set Napoleons sarkofag. Vi iagttog den udefra. Man var i færd med at tage stillads ned efter en restaurering. Hovedfacaden er åbenbart færdig nu. Siderne arbejdes der på, men i år så jeg kuplen, der har fået et nyt lag guld lagt på, sølle 6 kg i alt kunne vi læse os til. Solen skinnede fra en skyfri himmel, hvilket fik kuplen til at fremstå i maksimal pragt. Temperaturen følger med, - varmen nærmede sig det ulidelige, og skygge var der ikke meget af foran kirken.

Vi vendte næsen hjemad. Over til metroen, École Militaire, og efter et par skift var vi på Rue Montmartre. Uheldigvis for os har denne metrostation 4 udgange. Vi kom op et sted, hvor jeg ikke havde sikker landkending, men var da sikker på, at vi bare lige skulle "derhen og så til højre". Det skulle vi ikke. Vi gik i den gale retning og kom næsten til den næste station, Bonne Nouvelle. Tilbage igen, og så kom vi hjem. Hjem til en stille stund med fødderne oppe på sengen, en øl, en stak postkort, som blev udfyldt med de almindelige standardvendinger, et bad og et par glas Pastis, og således nødtørftigt restituerede var vi kl. 20 klar til at gå ud for at spise. Der var ubetinget enighed om, at vi ikke skulle gå langt, så det blev på Boulevard Montmartre på en kæderestaurant, Assiette au Beuf, vi en aldeles lun og dejlig sommeraften sad udenfor og nød:

Røget laks m/ marinade (Minna fik salat)

Beuf m/ frités og flødesauce

1/2 rødvin og kaffe, 220 Fr.

Betjeningen udførtes af en ung, slank kvinde og en ditto prop, begge iført kort, stramtsiddende nederdel. Det blev turens bedste middag, skulle det vise sig. Ikke kun på grund af madens kvalitet men i højere grad af, at vi sad helt ude ved fortovet og kunne følge med i livet der. Folk, der studerer spisekort, fantasifulde parkeringer samt blomstersælgende yngre mænd. En kvinde på min alder aflirede med høj, indædt og skinger stemme (på engelsk) serier af hadefulde betragtninger over sindssyge og sindssygehospitaler. Hun havde tydeligt alle forudsætninger for at kunne udtale sig med den autoritet, som kun den har, der har prøvet det på sin egen krop. Man lod hende gå.

22.00 - 23.00 slentrede vi lidt hen ad boulevarden, Montmartre og Bd. Poissonniere, hen til den første af to små triumfbuer, Porte St. Denis. Lunt og dejligt. Minna fandt ud af, at hun ikke iført sin hvide slå-om-nederdel skulle gå hen over metro-ristene på fortovet. Der blæser luft op! Det var et par trætte, midaldrende danske turister, der omkring midnat lagde sig til at sove.

Onsdag, den 29. juli, 1992

Morgenmad kl. 8.15 efter en nats tiltrængt søvn. Denne dag var sat af til Montparnas og Sacre Coeur. Kl. 9.00 tog vi metroen til Pont Neuf, hvorfra vi gik over Seinen til Quai de Conti med møntmuseet og Institut de France, videre ind ad de mindre gader frem til Jardin du Luxembourg (23 ha) med Palais du Luxembourg, der i dag rummer senatet. Det var haven, der var vores mål, og den nød vi en halv times tid. Blomsterbede, blomsterkummer, gartnere, siddende og slentrende folk. Et dejligt, fredeligt sted med servering under træernes kroner, med springvand, statuer og det smukke slot i baggrunden. Specielt lagde vi mærke til en stor vandkunst omkranset af løvranker.

Videre til Pantheon (færdigbygget 1790), kirken i hvis krypt en nyvalgt fransk præsident lægger en rose på en af sarkofagerne. Kirken, der under revolutionen blev ændret til et tempel for Frankrigs store personligheder, så til kirke igen, så til mausoleum i forbindelse. med Victor Hugo's død i 1885. Vi så bygningen udefra, hvilket var godt nok til mig, da jeg har været inde i den. Og så gik det videre til La Sorbonne. Universitetets oprindelse går tilbage til 1257 de Ludvig den Helliges skriftefader, Robert de Sorbon, opretter et teologisk fakultet for fattige studenter. Vi har gået på Sorbonne, Minna og jeg. Hvor mange af de mennesker, der gennem historien har haft indflydelse på verdens gang, har ikke gået på disse gange. Tænk, om væggene kunne tale! Vi så os godt om, måske også lidt fordi, det gjorde godt at komme ind de skyggefulde gange. Ude i gården med statuerne af Victor Hugo og Louis Pasteur var vi selvfølgelig også, inden vi gik ned til Seinen igen, og lige i forbifarten snuppe en lille kirke, St. Julien le Pauvre, samt et lille anlæg, hvor en "kunstner" var i gang med pensel og palet.

La Conciergerie (portnerbolig, vagtbolig) ligger på Ile de la Cité. Dette fængselskompleks og tilholdssted for "politiet" er en del af det store kompleks med Palais de Justice beliggende på den vestlige halvdel af øen. Vi beundrede den forgyldte port med palæets hovedtrappe i baggrunden og et væld af politibetjente foran, inden vi gik højre om for at komme ind i Conciergeriet. To betjente undersøgte venligt vores tasker, inden vi blev lukket ind i en lille gård. Her var skygge og anledning til en smøg. Minna har den holdning, at man som kvinde ikke ryger, når man går på gaden. I gården var der parkeret 3 velvoksne biler, bl. a. en sort Citroën MX, som Minna gerne må forære mig, når hun vinder i Lotto. Inde i Conciergeriet er det især de 3 gotiske sale, man betages af: Vagtsalen, hvor man i dag køber billet, Køkkenet med de 4 store ildsteder i hjørnerne og De Våbenføre Mænds Sal. Specielt den sidste er betagende. Et væld af gotiske søjler bærer de meget stilrene hvælvinger. Denne sal regnes blandt Frankrigs 4 berømteste gallerier (Apollongalleriet i Louvre, Spejlsalen i Versailles og balsalen i Fontainebleu). Salen er smukt belyst af små projektører monteret på søjlerne således, at det er den øverste del af hver søjle og hvælvingerne, der belyses. Under revolutionen blev stedet anvendt til fængsel, - Marie Antoinette, Danton og Robespierre tilbragte deres sidste dage her. For franskmænd har stedet begribeligvis en vigtigere betydning end for den danske turist, der dog ikke kan undgå at fornemme snerten af grusomhed. Et blik på den udstillede kniv til en gouilliotine, ca. 25 cm bred og 60 cm høj, får det til at gibbe lidt i én.

Videre med metroen til Abbesses med skift et par gange undervejs. På denne metrostation var der en elevator, men da den hurtigt blev fyldt op tog vi da bare trappen. Det skulle vi ikke have gjort. Der var langt op til jordoverfladen, meget langt for Minna, der afhængigt af vejret har lidt vejrtrækningsproblemer. Vi tog den følgelig lidt med ro og holdt en lille pause under nogle træer, da vi kom op. Tørsten meldte sig, så vi gik ad små gader over mod Sacré Coeur og købte to kolde sodavand, som vi siddende på hver sin chikane-sten på et livligt trafikeret hjørne nød fuldt ud. Hvis det var mine børn, der havde sat sig så farligt i forhold til den kørende trafik, havde de fået en balle. Men vi skulle sidde ned, færdig! Vi gik op til kirken ad trapperne i det foranliggende anlæg. Varmen nærmede sig det ulidelige, så det var hele tiden et spørgsmål om at opholde sig i skyggen. Det er udefra, at Sacré Coeur (bygget i perioden 1876 - 1914 på højen Montmartre 104 m over Seinen) er en seværdighed. Knejsende i hvidt er den imponerende. Udsigten fra kirken er god, dog ikke da vi var der på grund af varmedisen. Indvendig er den også meget smuk, men det er der så mange andre kirker der er, så det er ikke interiøret, der brænder sig fast. Der er de sædvanlige glasmosaikker, statuer, altre og grupper af brændende vokslys. Kirken bagside er ikke værd at skrive om. Beskidt og trist. Vi var blevet lidt brødflove og gik på jagt efter en sandwich ved siden af kirken. Vi fandt en bod og fik en lille sludder med en dansk pige, der ikke kunne anbefale brød med pølse. Andet kunne ikke friste, selv om hun gerne havde solgt os en is. Tilbage til pladsen foran kirken, hvor politiet var i færd med at jage gadehandlere bort. Smykker, tasker, mekaniske fugle, postkort og kolde dåsevand/øl var dagens tilbud. De kolde drikke distribueredes fra plastspande med koldt vand - nogle sågar med isklumper. Siddende på trappen (i skygge, 29º C) nød vi livet og udsigten.

Sidste mål var Place Pigalle. Minna var inde et par steder for at købe noget creme. Jeg gik ind i en tingel-tangel-butik, hvor jeg fandt et termometer til 10 Fr. Det fik Jesper, da vi kom hjem. Ved højlys dag ligner Pigalle ikke postkortbillederne. Der ligger pornobutikker på stribe, og så er der Moulin Rouge samt en masse trafik. Hurtigt hjemad. Minna tog apotekerne på stribe. Inden jeg gik op på værelset, ordnede jeg indkøb af drikkevarer, kiks og 1/2 kg grønne mandler, samt brok i receptionen over, at vi kun havde et håndklæde, inden jeg 17.15 kunne læske mig med en vederkvægende dåsepils. Vi var flade! Men man er ikke kommet til Paris for at sidde på sit hotelværelse, så jeg tog mig en lille dryssetur i kvarteret og spiste en gyros pita, inden det var hjem til et tiltrængt bad, før vi skulle ud at spise kl. 20.00.

Minna havde i "Turen går til Paris" læst afsnittet om restauranter. Vi skulle prøve Le Drouot i Rue de Richelieu. "Her har man ikke lagt vægt på interiøret. Billigere kan man ikke spise á la carte." Der var ikke ret langt, så vi gik derhen. Restauranten ligger på 1. sal. En slidt trappe fører dertil. Rigtigt: Der var ikke gjort noget for at modernisede lokalet. Det var en mindre sal med borde, hattehylder og andet gammelt inventar. Et spisehus. Menukortet var et ark A-3 med tryk på begge sider. Vi fik et bord ved et åbentstående vindue og fik afgivet vores bestilling til en yngre tjener iført sort tjenertøj og hvidt forklæde. Den unge mand gjorde et nummer ud af vores vanskeligheder med det franske sprog. Han måtte tegne en "crevette" på papirsdugen, før det gik op for mig, at der var tale om rejer. Vi fik den billige menu:

Andeterrine til mig, salat til Minna

Grillet lammekotelet, beuf til Minna

Creme-karamel maison

1/2 rødvin, 80 Fr. pr. menu.

Billigt var det, men prisen og den gastronomiske oplevelse stod også godt til hinanden. Terrinen var tør og melet, koteletterne var fyldt med ben og grillet sorte. Buddingen mindede mest af alt om en gang ikke veltillavet røræg, - fløde havde den ikke set meget af. Vinen var drikkelig. Det tilhørende brød var tørt. Lokalet var sjovt, betjeningen var underholdende, men det blev ikke der, vi skulle have kaffe. Eftersom vi ikke købte vin på flaske, kunne vi ikke få et vinglas at drikke af. Der var vand og vandglas på bordet, og det måtte vi klare os med.

Nede på gaden igen i den varme sommeraften besluttede vi at drysse lidt nedad mod centrum. Vi kom forbi Oper, så blev lysene tændt. Vi gik lidt længere, og så endte det med at vi stod ved Louvre igen, hvorfor vi også lige måtte se Seinen og trafikken i den illuminerede version. Vi fik den oplyste Notre Dame med, inden vi gik til Hotel de Ville, hvor de to lange springvand nu stod badet i lys. En dejlig aftentur på nogle meget trætte fødder. Vi tog metroen tilbage. Det var ved at være midnat, men stadig var der et leben i gaderne. I nærheden af hotellet kan man købe pandekager i et hav af varianter. Rejselederen havde omtalt dem i rosende vendinger. Minna måtte have sig én, og det stod hun så i kø for et stykke tid. Jeg trængte derimod til en kold øl, som jeg indtog stående ved disken i en bar tæt ved pandekagemanden (25 cl, 19 Fr.). Det var to trætte og værkbrudne turister, der væltede i seng kl. 01.00

Torsdag, den 30. juli, 1992

Denne dag var sat af til Versailles. For at blive ordentlig vågen tog vi et koldt brusebad, inden morgenmaden. Ingen varmt vand. Almindeligt drys til kl. 9.00 hvor vi steg på bussen, 70,- kr., for med rejselederen at komme til Versailles. Hun snakkede løst og fast om noget af det, vi passerede på turen derud.

Versailles-slottet er imponerende stort. Det har været en bastant demonstration af magt, Ludvig d. 14. fik frembragt. Ludvig d. 13. opførte et lille jagtslot på stedet. Dette blev begyndelsen til et storbyggeri, der stod færdig 5 år før Ludvig d. 14,'s død i 1715. Bygningskomplekset er så stort, at det har kunnet rumme de 20.000 mennesker, der arbejdede i administrationen. I dag er der kun åbent for en lille del af slottet. Vi gik som sild i tønde gennem gemakkerne. Af det oprindelige er lofterne med deres malerier intakte. Møblerne findes ikke mere. Men spejlsalen var hele turen værd. Dette enorme rum, 73 m langt, 10,4 m bredt og 13 m højt, med de 17 store vinduer, der kaster lyset ind på 17 store spejlvægge overfor, er aldeles betagende. End ikke de mange turister formåede at ødelægge indtrykket at det vildt luksuriøse rum med de mange prismelysekroner. Folk gik stille og man talte sagte her. Fotos af denne sal ligger langt fra virkeligheden, der i dette tilfælde overgår selv de mest manipulerede farvefotos. Jeg var kommet for at se denne berømte sal. Det andet fik jeg med i tilgift. Udsigten fra salen ned over den enorme park, næsten 24 ha, med kunstige kanaler og søer er overdådig. Hvilken magt har der ikke ligget bag dette anlæg, der oprindeligt skrånede den forkerte vej. Man regner med at 30.000 arbejdere og 5.000 heste har arbejdet en årrække for at udføre de enorme jordarbejder.

Vi skulle indfinde os hos rejselederen kl. 13. Vi var de sidste, der mødte op, hvilket hun talentfuldt kommenterede kl. 12.58. Så måtte jeg lige stilfærdigt og med fast stemme markere, at vi overholdt mødetidspunktet. Så en lille køretur med bussen inde på parkområdet. Derefter i samlet flok til Marie Antoinettes lille landsby, Le Hameau (Den lille Landsby), hvortil hun trak sig tilbage med forestillingen om at være kommet "tilbage til naturen". Yndigt er der med små søer, hytter i engelsk stil og pavilloner. Selv en illusion om et bjerglandskab er forsøgt skabt. Videre til de to trianon'er, et stort og et lille lystslot, hvor kongerne kunne trække sig tilbage med deres elskerinder. I dag anvendes Grand Trianon af den franske præsident til repræsentative formål.

Efter denne spadseretur under mere eller mindre kyndig vejledning gjorde det godt at komme ind i den airconditionerede bus, der slog en smut ind gennem Bologne-skoven på vejen tilbage til hotellerne via Triumfbuen, Champs-Elysées, Concorde-pladsen og Madelaine-kirken. Kl. 14.30 var vi tilbage på værelset. Termometeret viste 26 grader. Det var ikke godt at lukke vinduet helt op. Det medførte blot, at der kom endnu varmere luft ind. At påstå, at vi var på toppen vil være uvederhæftigt. Vi var nok også lidt irritable efter turen med Vivi. Hverken Minna eller jeg egner sig umiddelbart til at være i kort snor eller til at høre på den ene selvfølgelighed efter den anden. Men stadig: Jeg tager ikke til Paris for at opholde mig på et hotelværelse, så jeg aftalte med Minna, at vi skulle tage ud at spise kl. 20.00, hvorefter jeg begav mig ud på egen hånd.

Sidste år fik jeg kun set Bastille-pladsen og Republik-pladsen gennem en busrude. I år ville jeg se de to steder lidt bedre. Jeg valgte at gå. Ergo hen ad Bd. de Bonne-Nouvelle, Bd. St. Denis og Bd. St. Martin forbi Porte St. Denis og Porte St. Martin (de to små triumfbuer) til Place de la Republique med monumentet "Mariannefiguren" på hvis sokkel der er dekoreret med motiver visende de vigtigste begivenheder fra republikkens historie. Pladsen er rodet i dag. Den virker lidt lukket, og der er alt for mange biler. Helt anderledes åben er Place de la Bastille med Juli-søjlen og den nye opera i baggrunden. Operaen er ikke smuk, men den er stor og prangende med sine (ud mod pladsen) cylindriske former. Den passer ikke sammen med den 152 år gamle søjle med frihedens forgyldte genius stående på toppen. Varmen afholdt mig fra at gå hele pladsen rundt. Der var tid til mere, så jeg nåede også at sidde på Place des Vosges, hvor man hensættes til middelalderen på dette sted, som blev anlagt af Henrik d. 4. (1589-1610). Husene, der omkranser pladsen, er med deres ensartethed meget smukke. 370 år gamle, - man mærker historiens vingesus nok en gang. Nåede også en mindre, grøn gård, hvor 3 dagplejemødre med unger fik sig en sludder, mens de små tumlede rundt og legede med gruset på gangene, og hvor en harpespiller og en guitarist holdt en pause i selskab med et par venner. Gården bruges øjensynlig til koncert- og/eller teaterarrangementer, idet der var en del teater-lys monteret rundt om.

Så var tiden ved at løbe ud. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at tage metroen tilbage, men ihukommende hvordan det kan være i myldretiden valgte jeg at gå. Det blev samme vej tilbage, og efter en tur på tre timer var jeg igen på værelset. Minna var ikke kommet. Hyggede mig med en øl. Så dukkede damen op. Hun havde været på indkøb og fundet noget smart og tilmed billigt tøj til sig selv, 3 sæt, om jeg husker ret. Det ene sæt blev indviet samme aften (rød buksenederdel). Dog først lige et tiltrængt bad. Efter lidt drys og et par glas pastis tog vi 20.30 metroen over til Latinerkvarteret. På denne tur oplevede vi en kontrol af billetter. 4 personer i uniform ledsaget af en meget tung mand i sort tøj og en voksen schæferhund steg på ved en af stationerne. Billetterne blev kontrolleret af de 4, mens den store mand satte sig tungt på et af de små klapsæder og vovse lagde sig til rette ved hans fødder. Det var yderst effektivt. Ved næste station stod vi af.. Sulten var ved at trænge sig på, så vi fandt ret hurtigt en lille græsk restaurant "La Biéve" i Rue Biéve. Til trods for, at klokken nu var ved at være 21 sad der kun én person i restauranten, da vi kom. Senere kom der flere til. En ældre herre serverede:

Tomatsalat til Minna

Champignon orientale til mig

Steak med frités

Sorbet, jordbær

1/2 vin, kaffe, i alt 150 Fr.

Dette blev en dejlig middag. Maden var veltilberedt og velsmagende. Vinen glimrende, og vi sad næsten i det fri forstået på den måde, at vi sad inde i lokalet med lige op ad en åbentstående dør, der vendte ud til den snævre Rue Biéve, der af os ukendte grunde blev flittigt afpatruljeret af gående politi. Det var oplagt at slutte dette måltid med kaffe samme sted. I forhold til aftenen før var denne middag lækker og tilmed billigere. Mætte og tilpasse rejste vi os ved 22.30-tiden og gik ned til Seinen.

Aftenen var utrolig varm. En skjorte var rigelig beklædning. På Seinen kom den ene turbåd efter den anden med tændte projektører, der oplyste de omkringliggende bygningerne og de slentrende kærestepar. Varmen og alle de oplyste bygninger bevirkede, at vi valgte at gå tilbage til hotellet. Paris by night. Musikere ved Seinen og på en af broerne. Igen forbi Notre Dame og Hotel de Ville med de oplyste fontæner for sluttelig i Rue du Faubourg Montmartre at tage to gyros pita med hjem som natmad. Den blev 01.30, inden vi denne sidste aften i Paris kom på langs.

Fredag, den 31. juli, 1992

Op kl. 7.30 til pakning og den sidste dag i byernes by. Morgenmad blev der ikke noget af den dag. Der var optaget, da vi kom ned 8.30, og da vi kom senere, var serveringen ophørt. Altså pakke resten sammen og afvente bussen kl. 10, så vi kunne få bagagen ind i den. Vi forlod værelset 9.50, men da havde stuepigen også låst sig ind et par gange for at se, om vi var ude af lemmen.

Herefter tog vi toget til Pont Neuf og gik over på venstre Seine-bred. Minna er ikke den, der er vild med museer, så vore veje skiltes med aftale om at mødes igen kl. 12.30. Jeg gik på Musée d'Orsay. Oprindeligt var bygningen banegård, Gare d'Orsay, opført til Verdensudstillingen i 1990. I 1987 efter en meget interessant ombygning blev stedet åbnet som Museum for det 19. årh.s Kunst. Det er ombygningen og indretningen, der tager pippet fra een. Derefter størrelsen, 16.000 m2 fordelt over 3 etager med 80 sale, der til sammen rummer omkring 5000 kunstværker. Man når selv sagt ikke det hele på 2 timer. Jeg blev betaget af en gennemskåret model af Oper og en i gulvet under glas, man kunne gå på, stor (vel 5x5 m) model af det indre Paris. Men det var jo billeder, jeg var kommet for at se, så med rullende trapper kom jeg op på 2. sal. Her var de så mange af de kendte billeder og mange, mange flere, jeg ikke kendte. Edouard Manet, Edgar Degas, Renoir , Paul Cézanne, Van Gogh, Paul Gauguin og Toulouse Lautrecs. Man har set nogle af billederne i bøger eller på plakater. Her var det ægte værker. Nogle af udstillingssalene var sparsomt oplyste. Her sås tegninger og skitser, der ikke kan tåle at blive hængt op i stærkt lys. Det var en stærk oplevelse at være blandt alle disse værker, som jeg overhovedet ikke havde hverken den fornødne tid eller indvendige ro til at fordybe mig i. Jeg teede mig vel nærmest som en lille dreng, der bliver sluppet løs i en stor legetøjsbutik. Forvirret fandt jeg tilbage til udgangen.

Minna havde behov for et toilet, da vi mødtes igen. Et sådant er der ved Notre Dame. Der sad jeg så en lille halv times tid og ventede på, at hun kom gennem køen. I "Turen går til Paris" omtales Det arabiske Kulturhus, L'institute du Monde Arabe, der ikke ligger ret lang fra Notre Dame. Vi gik der hen. Stort og imponerende er det, et eksperiment i glas, aluminium og stål, men det sagde os ikke alverden. Det passer ikke til vores billede af Paris. Vi gik ind og osede lidt i en butik med arabisk tingel-tangel. Næh, så var der skønnere ovre på Ile St. Louis. Her købte vi kolde dåsevand og fandt en skyggefuld bænk. En tysk far, ca. 50 år, var i færd med at affodre sine to sønner på 2-3 år. Han havde cykeltrailer á la overdækket klapvogn og cykel med. På den måde var han øjensynlig på tur i Paris. De to unger var et par livlige herrer. Den ene af dem reddede sig da osse et faderligt rap over nallerne. I den varme: På cykel med to små børn! Jeg gjorde det ikke. Det var også her, jeg under bænken fandt en fransk børnebog. Den tog jeg med hjem til Jesper!

Det var blevet eftermiddag, og vi dryssede tilbage til Rue Montmarte. Ved Pompidou-centret så vi på gøgl. Det var den samme trup, - lille mand med bar overkrop og mageløs kugleformet topmave samt en yngre mandlig assistent - der optrådte der, som sidste år. Et andet sted var det mexicanere, der underholdt med folkemusik. Vi var godt sultne og tilmed trætte og plagede af varmen, så noget spiseligt fik vi ikke før vi kom tilbage til gyros-manden. Vi åd gyros og drak sodavand siddende på en trappesten i en gade i nærheden af hotellet. Det var ikke særlig charmerende, men det blev der da rådet lidt bod på, da vi en time før bussens afgang fik serveret en kop kaffe. Jeg nåede også at få 1/2 l koldt øl på hjørnet ved Georges T, hvor også andre af turens deltagere havde slået sig ned for at vente.

17.00 afg. Paris. Det gik glidende let at komme ud af byen. Kl. 19 var den en times pause, som vi fordrev med at drikke kaffe og snakke med en ung, dansk pige (tyk og dejlig), der havde købt sig hjemrejse med et andet selskab. Gennem Belgien så vi først Olsen-banden-filmen færdig; derefter "Nøglen til paradis" med Dirch Passer og Lone Hertz. Så en times pause i Tyskland, i hvilken bussen blev omdannet til sovebus.

Lørdag, den 1. august, 1992

Efter en urolig men alligevel meget tiltrængt søvn var vi 7.00 fremme ved Poetzsch, hvor morgentoilettet på grund af de trange sanitære forhold indskrænkes til et absolut minimum. Den sidste rasteplads i Tyskland ville have været at foretrække for mit vedkommende, men sådan er det ikke. Danskere elsker grænsehandel, og vi fik os et solidt morgenmåltid, inden det gik mod Padborg, Haderslev og Kolding. Her var der busskifte. Vi var så heldige at komme med en bus, der ikke standsede før Hobro, hvorfor vi var hjemme en time før det annoncerede tidspunkt, dvs. kl. 12.15. Meget belejligt holdt der en taxa på Rutebilstationen. Vores bagage var ikke blevet mindre; vi orkede ikke at gå.

Hjem til sin egen kaffe og den underlige lugt, der er i éns hjem. Minna ringede til Flemming og Susanne, der kom ved 14-tiden og hentede moderen. Jeg nåede at komme i Kvickly inden 16 (lang lørdag). Derefter pakke ud og et tiltrængt bad. Dryssede træt rundt resten af dagen. Jesper kom hjem ved 20-tiden. Han havde været i Horsens hos Lis. Det blev til et par glas Pastis med ham - han fik resten af flasken.

Turens pris:

Panter Rejser 1700,- kr. I alt 3535,- kr.

Bemærkninger:

Selskabet, vi rejste med var behagelige mennesker. Der var en håndfuld nordmænd med fra Hirtshals. I bussen sad vi foran 2 midaldrende par, der steg på i Randers. Muntre mennesker, der ikke havde lært sprog, da de gik i skole. Også de var blevet meget betaget af Paris. Ved siden af os sad et par på vores egen alder. De havde været der før. Ellers lagde man mærke til en norsk mor, der havde sin mor og 12-årige søn med. Hun påkaldte sig opmærksomhed ved sin langsommelighed, når vi skulle ud og ind af bussen. Der er nogen, der ser stort på, om andre skal vente.

Panter Rejser ydede et i forhold til prisen aldeles glimrende produkt. At hotellet er uden vand en dag, at der ikke er varmt vand den følgende morgen, og at stuepigen huggede det ene håndklæde, kan man ikke klandre rejsearrangøren. Bussen var behagelig, og chaufføren mestrede at køre på en meget behagelig måde samtidig med, at han kom fremad. Kun rejselederen var lidt anstrengende at høre på. Hun gentog sig selv, og hun talte ned til os. Selskabet fra Randers fandt hende dog gevaldig god.  For dem er det godt at have en Vivi-type.