Wolin - Berlin 1993

Torsdag, den 1. juli, 1993

Op kl. 05 efter 51/2 times søvn grundet et besøg af Else. Midt om natten. Jørgen Trap og jeg havde besluttet os til at køre selv frem for at tage med den bus, der var chartret til Fyrkatspillets "togt" til Wolin - det i vikingetiden navnkundige Jomsborg, hvor jomsvikingerne sad centralt placeret.

Kl. 06 gik det sydover, efter at jeg havde fået Jørgen med i Skibsgade. Den første oplevelse var at køre på den nye motorvej mellem Handest og Randers. Ned over Hadsten, hvor Jørgen (56 år) havde været på højskole i sine unge dage, og så ellers bare derud ad indtil Neumünster, hvor vi skar ind for igen at komme på autobahn øst for Hamburg. Vores kortmateriale var ikke godt, så vi rodede lidt rundt på de almindelige veje. Det gjorde ikke noget. Vi fik købt en ramme dåseøl hver, - så var det til en side. Videre ad autobahn Hamburg-Berlin ca. 100 km. En pause på et Raststelle på den gamle trasitvej viste os den første elendighed. Man havde endnu ikke fået stedet tillempet den vesttyske standard. Brunkulsrøgen hang kvalm i luften fra en skorsten med påmonteret platform til vagtmandskab. Forfaldet var slående.

Vi stak nu ind over for at støde på autobahn Berlin-Stettin. Her oplevede vi for første gang det tidligere DDR. Vejene er dårlige - i byerne ligger der stadig brolægning. Den tyske mentalitet kræver, at der opsættes skilte med hastighedsbegrænsning. Disse er ganske overflødige. Man kører stille på en meget ujævn vej, og man så møder skiltet ujævn vej: Så er den for alvor gal. Husene er grå og forfaldne. Flere steder så vi store huse, der er ubenyttede og tilgroede - flotte bygninger, som har fået lov til at passe sig selv. Vi så ramponerede kollektiv-landbrug og nedslidte fabriksanlæg, en kasserne og en fangelejr. Liv var der ikke meget af til trods for, at vi kørte i området ved 15-tiden. Landsbyerne virker uddøde/forladte, men der må bo folk i dem, for der var ind imellem lidt blomster i vinduerne. Arealerne foran husene (forhaverne) er der ikke gjort meget ud af - om noget overhovedet. Det er som om, man vender ryggen til den nye verden. Vi mødte Trabier (Trabant), der osende af olie tøffede fredsommeligt af sted - nogle sågar med en trailer efter sig. Wartburg er osse rigeligt repræsenteret i området.

Vi kom på motorvej igen. En elendig vej, hvor man helst skal ligge ude i den venstre spor for ikke at blive rystet sønder og sammen. Trafik var der ikke alverden af. Vi holdt ind på et Raststelle, der ikke var større end en dansk tankstation. Ramponeret og nusset. 10 km før grænsen til Polen fik vi et ophold på 2 timer og 20 min. Årsagen var et uheld med 3 lastbiler, der åbenbart spærrede vejen i begge retninger. Polakkerne i deres bedagede biler fandt sig ikke i at hænge fast i køen. Der blev vendt og dirigeret med vi andre, så de kunne snegle sig den modsatte vej, hvor de længere bagude kunne komme ned på et nødspor, der blev flittigt brugt af politiet. Vi andre sad fast. Foran os holdt i en DK-bil en kvinde med et barn. Hun var polak men åbenbart dansk gift. "Er I på vej ned til jeres piger?" ville hun vide. Næh, vort ærinde var et andet. Vores polske veninde kunne fortælle, at alt i det gamle DDR stadig gik langsomt. Man bruger tid, når motorvejen skal ryddes. Jo, tak, det fandt vi ud af. Men der var stadig mad tilbage i den enormt store madpakke, Jørgen havde taget med til os, så vi indtog vores aftensmad siddende på autoværnet ventende på at komme videre. Det kom vi. Forbi en 5 km lang kø af lastbiler, der ventede på at komme ind i Polen. Jo, ting ta'r tid. For vores vedkommende gik det nogenlunde hurtigt. Vi havde et brev med fra den polske ambassade, hvori vort ærinde var beskrevet på polsk. Det fik vi ikke brug for. En aldeles uinteresseret betjent hamrede et stempel i vores pas, hvorefter vi kunne køre mod Wolin. Vejen var nogenlunde god, og efter forsinkelsen var vi kun opsatte på at nå frem til vores bestemmelsessted, hvortil vi ankom kl. 22.

Da vi kom til Wolin, fortalte Jørgen vidt og bredt om det, han havde set, da han var der i vinter. Jeg var mere interesseret i at komme frem til det sted, vi skulle bo: Gymnasiet. Men det kunne manden ikke huske, hvor var, hvilket resulterede i nogle betragtninger fra min side gående på hans troværdighed som vidne. Men så fik han landkending, den gamle. En kvinde på torvet var en af de pinger, han havde mødt. Hende fik vi fat på. Hun kunne ikke en klap engelsk eller tysk, men nu hjalp ambassade-brevet os, og hun fik fat på en knægt, som ad bagveje fulgte os til stedet. Os tilbage efter bilen. Nyt problem: Man går ikke bare ind, men bliver stoppet af en portner. Brevet frem igen. 10 min. tog det systemet at finde ud af, at den var god nok. Til vores undren var bussen men de øvrige "fyrkatvikinger" ikke nået frem, så efter at have stillet bagagen ind gik vi op på Restaurant Svantevit, hvor der var bestilt mad til busselskabet. Her var de heller ikke. Det var derimod Ester og Allan, der var kommet allerede klokken 17. Jørgen og jeg gik tilbage til gymnasiet, og selv om Ester havde lovet kromutter, at vi nok skulle hjælpe med at servere, når bussen nåede frem, gik Jørgen og jeg i seng, hvor vi havde det ganske rart, da busselskabet under alm. larm og mangel på organisation nåede frem ved midnatstid. De havde siddet fast 4 timer ved grænsen.

Fredag, den 2. juli, 1993

Jeg var på det første morgenhold, hvilket var glimrende, da morgenmaden var medbragt fra Danmark. Kl. 06 stod jeg op, og 06.30 havde jeg kaffe på 3 kander. Vi fandt et par borde inde i baderummet for herrer (2 brusere til en gang med 10 5-sengs værelser), som vi stillede op ude på gangen. Morgenmaden - rugbrød & toastbrød, ost og marmelade - måtte indtages på værelserne. Opvasken af det individuelt medbragte service klarede man hver for sig. Kl. 09. holdt Jytte Frederiksen samling på hele flokken til alm. information. Derefter gik vi til Kantor for at få vekslet penge. 100 DM resulterer i godt 1 mill. slotty. Herefter ned til floden (Dwina) for at se på stedet, hvor vil skulle spille teater. 10.30 skulle vi stille scenen op. Gennemspilningen var fastsat til kl. 11.00.

Planlægning er en god ting, men med Fyrkatspillet er det en tvivlsom affære, og når det drejer sig om Polen, bliver det selvfølgelig ikke bedre. Vores forestilling om, hvor vi skulle spille faldt til jorden med et brag. Der lå gammel brolægning under græsset. Dette umuliggjorde opsætning af bagtæppet, hvis stativ skulle pløkkes fast. Andre områder var for ujævne til vores brug. Ergo måtte vi rykke væk fra floden med det resultat til følge, at vi ville få publikum på 3 sider mod 2, som jeg havde instrueret efter. Da dette var konstateret, dryssede Jørgen og jeg lidt rundt for kl. 11 at stille scene op sammen med hele holdet. Det skulle have taget et kvarters tid, hvorefter vi skulle spille stykket igennem u/ kost. & mask. Men sådan blev det ikke. Anledningen var en seng. Vi havde til forestillingen bestilt et podium på 60x170x40. Dette skulle draperes først som dødsleje og siden som elskovsleje. Det passede ikke Jytte Frederiksen, der til lejligheden lånte en kopi af Oseberg-sengen fra Moesgård Museum. Fint skal det være - men noget lort var det. Et skrummel, som vi umuligt kunne bruge. Tilmed skrøbelig. Hjemmefra havde vi medbragt to rundstokke, ø 50 mm. Af dem gik Svend Surland i gang med at lave en båre. Vi fandt nogle træstumper (skaller), og da der tilfældigvis samtidig blev fældet et udgået træ på pladsen, reddede Jørgen os to stykker stamme á 1 m, som vi kunne sætte båren på. Den holdt til Ruth, som ikke just er en af de slankeste kvinder. Kl. 12.15 kom vi i gang med vores gennemspilning, hvilket var på høje tid, idet de fleste af vores mænd skulle øve noget med en flok polske skolebørn kl. 14. Dog skulle vi lige forinden gennem en diskussion med de polske arrangører, der hævdede, at vi overhovedet ikke skulle være der, hvor vi havde stillet op. Jørgen fastholdt hårdnakket, at han havde en halvt år gammel aftale, og den agtede han at holde sig til. Prøven gik strålende. Kun et lille kiks. Og Jørgen og jeg pillede bagtæppet ned igen samt fjernede afspærringen.

Så var der tid til at smage på det lokale pils. Torvet, der nu var ved at være fyldt op med markedsfolk, besad den egenskab, at der lå en mindre restaurant med terrasse, hvorfra vi kunne se på mylderet lige foran os samt nyde sol og koldt øl. Det blev til tre kolde i selskab med en dansk sejlende viking, der sad og ventede på at hans skib skulle komme ind. Han havde været nødt til at rejse traditionelt, da han havde haft eksamen på Den sociale Højskole. Fyren var hyggelig nok. Han underholdt med sine oplevelser fra den tid, da han med et internationalt blafferkort i baglommen rejse rundt i efterkrigstidens Europa.

Det blev også til en ildesmagende pølse og en øl to steder på markedspladsen. For begge øls vedkommende var de så ringe, at vi lod halvdelen stå. Pølserne udmærker sig ved indholdet af meget vand, sener og fedt. Jørgen skulle videre kl. 17 for at deltage i åbningsoptoget. Jeg skulle ikke deltage i noget, da jeg heldigvis ikke havde noget kostume med mig. Vi kom da osse tilbage til gymnasiet, men det var for sent til, at han kunne nå at klæde om. Det nummer lavede han vist med vilje. Vi tog os i stedet en af de medbragte pils. Så et bad og i noget rent tøj. En tur oppe på pladsen, hvor biskoppen fra Stettin holdt udendørs messe og velsignede alle vi tilrejsende, og polakkerne særdeles gribende sang deres salmer. Middagen ventede.

Jytte Frederiksen havde forsøgt at arrangere en fællesspisning på Svantevit, men vi er flere, der ikke pr. automatik følger JF. Derfor indtog Jørgen, Birthe og jeg middagen på restaurant Jomsborg: Fisk med lidt salat og pommes frittes, mineralvand og 100 cl wodka og kaffe. Ikke noget at råbe hurra for, men billigt (40 kr.) og bunden var lagt til gå op på dramhuset igen. Her blev jeg resten af dagen og blev tindrende beruset samt drivende våd af øl, jeg fik væltet ned over mig p.g.a. et par idioter, der absolut skulle slås lige netop ved vores bord. Det blev til wodka med Hanne og Claus samt Karin, der dukkede op sidst på aftenen. Hvornår jeg kom hjem, har jeg ingen anelse om, men da der ikke var tale om nogen natklub, har det vel været ved 02-tiden.

Lørdag, den 3. juli, 1993

Den blev godt 09, inden jeg grundet rigeligt indtag af alkohol vågnede op til dåd. Morgenmad var der ikke mere af - dog var der kaffe. Mine sorte bukser stank af øl - de blev vasket og hængt til tørre. Anorakken lugtede heller ikke for godt, men den kunne jeg ikke undvære, hvorfor jeg resten af turen måtte mindes om en glad aften. "Helbredet" var ikke det bedste; jeg trængte til luft og gik en tur for mig selv. Var på jernbanestationen og ude langs banedæmningen.

 Mistrøstigheden var slående: Gråt, beskidt, rodet, ramponeret og forfaldent. Man kan undre sig over, at mennesker ikke i det mindste rydder op. Det koster da ikke noget, men det er som om apatien har bidt sig så voldsomt fast i beboerne, at de ikke orker at gøre noget ved deres egne omgivelser. Polen er et meget fattigt land. Styret har været totalitært, og det må være det, der har drænet det enkelte mennesker for initiativ og energi til at holde nærmiljøet ryddeligt og rent. Det koster ikke alverden at fjerne ukrudt, at lægge fliser om, at reparere afskallede facader eller at sætte et par blomster i kummer og altankasser. Det første bevis på sløseriet fik vi inde i byen, hvor man i anledning af vores ophold på gymnasiet havde kalket kantstenene fra torvet og ned til skolen. Bevares, kantstenene var hvide, men det var en del af fortovet altså osse. Aldrig har jeg da set mere sløset arbejde. En halv snes langtidsledige kunne passende bruge et par dage på at gøre fortovene rene for kalkstænk. På min vandring nåede jeg osse op i byen, hvor jeg ville købe en lighter. Det kan man ikke få i Polen. Tændstikkerne er elendige. Søndag fik jeg en lighter ved en stand fra Skandinavisk Tobakskompagni mod at købe 5 pakker Prince. Jeg dryssede rundt i et butikscenter med byens eneste supermarked på hvis hylder, man møjsommeligt opstillede varerne med et iøjnefaldende mellemrum mellem de enkelte poser, flasker og pakninger. Dog: Varer var der nok af, men for en forvænnet dansker forekommer det underligt at se, at der er gjort et nummer ud af at opstille sardiner og dåsemakrel.

"Helbredet" stabiliserede sig. 12.30 riggede Claus og jeg scenen til, og kl. 14.08 var der premiere. Spillerne klædte om og blev sminket på gymnasiet, hvorefter de i samlet gik gennem byen til spillepladsen. I spidsen for optoget gik elverne fra Produktionshøjskolen med nogle smukke skilte, hvorpå der på polsk stod, at "Et spil om bedrag" opførtes kl. 14.00. Publikum strømmede til, ca. 500 var der. Havde publikumsforholdene været bedre, kunne vi have trukket endnu flere. Mange kom og gik igen, fordi de ikke kunne se noget. Spillet indledes med, at den syge dronning bæres ind på den til lejligheden sammenflikkede båre. Den ene rundstok brast. Stor morskab blandt den del af publikum, der kunne se det. Vi satte den defekte båre ind på scenen og aftalte lynhurtigt, at med 6 bærer (4 for enderne og 2 i midten) kunne det nok lade sig gøre at bære hende ud, når hun var død. Det kunne det, og på samme måde arrangerede vi os til forestillingen dagen efter. Spillet gik, som det skulle, og til min store glæde gik det rent ind hos polakkerne, der grinene på de rigtige steder og brugte begge hænder til at klappe med. Der blev fotograferet meget. Det afskærmede spilleareal var et par gange temmelig befolket med tilskuere, der skulle tæt på for at tage billeder. En TV-fotograf med lydmand spærrede en overgang for en del tilskuere. Jeg havde ikke ventet en så massiv en tilstrømning, men efter senere at have set, hvordan polakkerne lavede teater, er det forståeligt, at vores kostumer og sminke kunne tiltrække opmærksomheden. Vi spiller jo ikke med omsyede lagner, kosteskafter og papsværd. Kontrasten var slående. Samtidig er vi selvfølgelig langt mere rutinerede end en flok store skolebørn, der senere med vores mandlige vikinger opførte et dræbende pædagogisk spil. Det enormt store tilskuertal til dette spil må skyldes, at de mange børn har pårørende, samt at polakkernene i det hele taget er ringe vant.

Efter vores forestilling pakkede Claus og jeg sammen. Herefter gik Jørgen og jeg op på værtshuset, hvor vi sad et par timer og lyttede til Inge Korremann - Rødhætte kaldet. Hvordan Inge er kommet med i vores stykke ved jeg ikke. En aften fik jeg at vide, at hun havde overtaget en anden kvindes rolle som folkemænde. Da produktionen af stykket har været meget forceret, havde jeg ikke "råd" til at spille kostbar, men måtte tage, hvad der kom. Hun er den af de medvirkende, der har lagt beslag på mest af min tid som instruktør. Teater har hun ikke en kæft begreb om. Hun gentog adskillige gange, at hun var så glad for at få lov til at spille en pæn pige, og hun fortalte mig meget om den vikingekjole, hun for egen regning havde ladet fremstille. Kostumet var helt ved siden af. Det lignede en alm. sommerkjole fra Dahles Varehus. Inge er en af Hobros personligheder/originaler. Hun er fysioterapeut på Sødisbakke, har byen største bogsamling, taler og læser 5 sprog foruden dansk. Vi gav en omgang hver siddende i læ for en smule støvregn.

Jørgen og jeg spiste igen på Jomsborg: En schnitzel, der stort set ikke indeholdt andet en noget pandekagedej. Den ledsagende øl forlod vi udrukket, og efter en dryssetur gik vi hjem til en dåsepils på trappeafsatsen, hvor det var tilladt at ryge. Det blev til snak med nogle af de andre og Kaj-Børge, der bragende stolt kunne berette, at han i sit kostume havde danset en hel time i træk med polske piger og mødre. En stilfærdig og hyggelig aften. I seng inden midnat.

Søndag, den 4. juli, 1993

Op kl. 8.00 og derefter med Jørgen en tur til Stettin. Vi havde imidlertid ikke orienteret og godt nok i geografien. Der var godt 70 km, hvilket vi ikke kunne nå. Derfor blev til en by på Hobros størrelse, Goleniow. Trafik var der næsten ingen af. Vi gik rundt en god times tid og besøgte kirken, som man var kommet langt med at rense og restaurere. Kirken havde systemet ikke formået at nedrive, men man havde gjort sit bedste for at gøre den usynlig, idet der tæt omkring var opført de for socialismen så karakteristiske grå, beskidte og misligholdte beboelsesejendomme. Det er forstemmende at se, hvor talentløst betonbyggeri kan udformes. Noget af bymuren stod der stadig, og udenfor denne løb floden Ina. Aldrig har jeg set mere beskidt vand - det var en kloak. Et enkelt pakhus i bindingsværk stod tilbage på det sted, hvor der tidligere havde været havneplads for pramtrafik. Med en beskeden indsats kunne området gøres attraktivt, dog forudsat at man fik gjort noget ved stanken fra floden. Rundt om så vi nedslidte fabriksanlæg, og oppe ved kirken igen i østlig retning oplevede vi den socialistiske arkitektur og kunst på en plads, hvor man tidligere har markeret mærkedagene med bannere ophængt i nu ret så rustne T-formede flagstænger. En hæslig firkantet skulptur havde fået lov til at stå. Nu anvendtes bagsiden af den øjensynligt til opholdssted for byens drukmåse, hvilket jeg antager ud fra det enormt store antal kapsler og skruelåg, der lå smidt på jorden. Lugten af pissoir var heller ikke til at tage fejl af. Det eneste liv, der var i byen var en lind strøm af folk, gamle og unge, der i deres pæne tøj gik til kirken for at dyrke deres religion.

12.30 var der igen opstilling af scene, og 13.50 oplevede jeg turens største panik. Claus og Hanne havde spurgt mig, om der manglede noget. Jeg havde set efter i varebilen og ikke lagt mærke til, at Købmandens sæk ikke var blevet læsset af. Nej, det var som det skulle være, og Claus meddelte, at de ville tage op at spise og komme tilbage og pakke ned 14.45. Og så står Allan der 10 min. før vi skal spille og siger: "Herr. instruktør, hvor er min sæk?" Vi kan umuligt gennemføre forestillingen uden alle de rekvisitter han har i den, så mig af sted for at finde Claus, som jeg ikke ved hvor er. Styrter ind på det dramhus, hvor vi har holdt til, og til alt held sidder han der. Tilbage med nøglen - vi nåede det. Og det gik ligeså flot som om lørdagen. Succes'en var hjemme, og jeg var blevet et par erfaringer rigere. Aldrig mere skal jeg instruere noget, hvor jeg ikke kan øve med de rekvisitter, der skal spilles med. Det samme forhold gjorde sig gældende omkring stegemester-gruppen, der mødte op med en forkromet rist, som de lagde på 4 sten over et hul i jorden, hvori de på folie havde alm. grill-kul. Det lignede altså ikke wikingetid. Ej heller deres krydderier på flasker med metalskruelåg.

Men stykket lykkedes, og vi blev betænkt med mange positive udtalelser. Kl. 15.30 havde vi pillet det hele ned. Vi havde leveret det, vi var kommet for at levere. Sidst på eftermiddagen var der arrangeret en bustur. Med Fyrkatspillet er det svært at få en ordentlig besked om noget. Det nærmeste, vi kunne komme var, at bussen ville køre nede fra festivalpladsen kl. 17. Vi havde altså god tid til at drysse om på markedet. Karin faldt over en ny russisk harmonika, som hun fik pakket ud og gav et par numre på. Forinden havde Birthe og Birthe købt en russisk militærkasket hver. Jørgen lod hatten gå rundt til alm. morskab for de omkringstående i almindelighed og os selv i særdeleshed. Da Jørgen og jeg havde fået os forvisset om, at der reelt var ledige pladser i bussen, steg vi på. Andre havde fået den besked, at der var afgang fra skolen kl. 16 - alm. rod. Men af sted kom vi i dobbeltdækkeren, som viste sig at være uegnet til kørsel på de mindre polske veje pga. grenene fra de mange vejtræer.

Søren Frederiksen læste op af en turistguide undervejs. Vi var først ude på det sted, hvor tyskerne under krigen afprøvede V-1 og V-2 raketterne. Vi kunne ikke komme af, og der havde næppe heller været noget at se overhovedet. Derefter gik turen til en Bisson-park. Parken ligger 11/2 km fra parkeringspladsen. Der var 1/2 times ophold - altså en slentretur i skoven. Så gik turen mod Østersøkysten, hvor vi skulle spise på et af badehotellerne. Dog kom vi ikke så langt. En bro var under reparation, den midlertidige pontonbro kunne ikke klare mere end 10 tons (bussen vejer 15 tons excl. passagerer). Tilbage til Wolin igen og kørsel til Miedzyzdroie, hvor JF igen arrangerede fællesspisning. Hun fik ikke lov. Flere af os krævede et afgangstidspunkt. Det fik vi - 22.00. Jørgen havde været i byen og spist der, da han var der sidst, så med ham som guide gik Gertrud og Henning Rasmussen og jeg ind på en nydelig restaurant. Flere af de andre havde også fundet dette sted. Ryge måtte man ikke i det lokale, vi sad i, så Henning og jeg måtte sætte os ud i det forreste lokale en stund. Maden var elendig: En halvkold rødbedesuppe med ravioli og en schnitzel (igen med pandekagedej) Suppen smagte mig ikke. Jørgen måtte lade sin stå. Henning og Jørgen drak øl - jeg skulle ikke nyde mere, hvorfor jeg slog gækken løs med en mineralvand. Jacob og Anette havde fået en flaske rødvin. På etiketten stod der, at den var fransk. Meget mulig. I så fald forstår jeg fuldt ud, at de har eksporteret den. Mindes ikke at have smagt ringere rødvin overhovedet.

Tilbage i Wolin blev det til et par hyggelige timer på værtshuset, hvor jeg nåede 3-4 glas (5 cl) vodka ved disken i selskab med de to Birthe're, inden det var ved at være sengetid. Det var osse den aften jeg udenfor blev udspurgt af tre unge polakker om mit syn på deres samfund. Den ene af drengene havde opholdt sig et par år på highschool og kunne derfor fungere som tolk for de to andre. Mit bedste råd til dem var, at de skulle se at få lært noget engelsk for i det hele taget at kunne drømme om en tættere kontakt med den vestlige verden. Mange polakker kan noget russisk, men det er ikke nok, og da Hanne ved byens officielle middag fredag aften forsøgte sig med konversation på dette sprog, resulterede det i, at hun blev frosset ud resten af tiden. En godnat-pils på afsatsen udviklede sig til en times selskabeligt samvær med de øvrige hjemvendte.

Mandag, den 5. juli, 1993

Efter at have taget pænt afsked med busselskabet og de øvrige selv-kørende kunne Jørgen og jeg kl. 10.00 sætte kursen mod Berlin. Vi havde god tid og lagde turen om ad Stettin (Szcecin). Byen er stor, så det tog sin tid at komme ind til centrum. Vi gik en tur på jagt efter CD'ere, som angiveligt skulle være billige. Vi stødte kun på bånd. Det mest interessante, jeg kunne få øje på, var gamle, raslende og larmende sporvogne. Vi gik på hovedgaden og oplevede ikke andet en tristhed. Et par moderne højhuse var skudt op, og der stod de så i skærende kontrast til alt det brun-grå betonbyggeri. Efter 11/2 time havde vi fået nok, men nåede dog forinden turens indtil da uden forbehold bedste måltid: En burger og en Coca Cola.

Videre mod grænsen, hvor vi skulle have vekslet den smule slotty, vi havde tilbage. Vi havde dårligt nok fået parkeret, før tre drenge gik i gang med at gøre forruden ren. Pågående foretagsomhed kombineret med Ajax vinduesrens indbragte dem 20.000 slotty. Jørgen havde flest penge tilbage. Han fik færre DM end jeg. Det knurrede han noget over, da det gik op for ham. På hele turen havde han omtalt mange af de folk, vi så, som værende banditter samt berettet om, hvordan ærlige mennesker var blevet taget ved næsen. Jeg fandt det meget underholdende, at han var blevet snydt for 40 kr. og glædede mig over, at det gik hurtigt at komme ud af Polen og ind i et land, hvor civilisationen er mere tilforladelig.

Nu gjaldt det en campingplads i Berlins nordvestlige udkant. Den voldte os svare kvaler. Et par timer kørte vi rundt i området uden at se et eneste camping-skilt. På motorvej - af motorvej o.s.v. Om der er en plads overhovedet, er tvivlsomt. Vi fandt den ikke, og da det var ved at være sidst på eftermiddagen, besluttede vi at tage til en lille by 70 km fra Berlin, Wustau, hvor der skulle være en plads. Det var der osse, men det tog unægteligt sin tid at komme frem til den. Ordentlige kort havde vi ikke med, og når dertil så skal lægges, at den oplagte vej var spærret, endte det med, at vi måtte over Neuruppin for at komme til Wustau. Pladsen var lille. De sanitære forhold sølle (to brusere og to toiletter). Kontoret var et åbent skur (nedlagt brændeskur), hvorfra Karl Heinz - eller hvad han nu hed - styrede forretningen. Manden havde næppe været i bad på denne side af Sct. Hans. Nå, det var jo ikke vores problem. Det bestod i af få noget at spise, så snart vi havde fået teltet (Jespers) sat op. Karl Heinz fortalte os, at der var to muligheder: Kroen og klubben. Kroen var lukket - klubben havde åbent til 22.00. Her fik vi turens første ordentlige måltid mad: Aspargessuppe, schnitzel m/ pommes frittes, øl, kaffe & Fernat Branca, 25 DM/kuvert. Det gjorde godt ovenpå en dag med megen forgæves kørsel, som nær var endt med, at vi havde opgivet Berlin og taget nordpå. At tage ind til Berlin om aftenen for at finde et hotel havde vi ikke mod på.

Det lille telt tjente os i to nætter. For ikke at komme til at sove arm i arm placerede vi bagagen mellem os og sov glimrende på det hårde underlag. Regnbygerne voldte ingen problemer.

Tirsdag, den 6. juli, 1993

Op kl. 08 til et nødtørftigt morgentoilette. Begge brusere var optaget - tilbage var to udendørs vaske/køkkenborde. Så et par kopper kaffe brygget på Jespers lille gasapparat og en morgenpils. 09.30 gik det mod Berlin, der i udstrækning er en meget stor by. 11/2 time tog det at nå ind til centrum, og denne gang var vi ikke ude på nogen vildmand. Vores første problem var at finde en parkeringsplads, men det viste sig at være pærelet. Vi satte bilen fra os på det område, hvor der tidligere havde været mur. Muren er fjernet, men absolut ikke sporene efter den. En bred bræmme af forladthed og begyndende anlægsarbejder viser med al tydelighed, hvor den har stået.

Vores første mål var Brandenburger Tor, som det viste sig, at vi havde parkeret 2-300 m fra. Vi startede således med først at gå i det forhenværende Øst-Berlin, og uden at vi vidste nøjagtigt hvor, men pludselig var vi ved Berlins mest kendte bygning: Brandenburger Tor. Særlig køn er den ikke - opført 1788-91. Pladsen på østsiden var for en del optaget af boder med diverse tingel-tangel, kasketter, ordener, medaljer, militære instruktionsbøger plus det mere normale gejl, man træffer i sådanne sammenhænge. Man bemærker, at firspandet med sejrsgudinden Victorie (Quadrigaen), der pryder toppen af porten, har retning mod øst. Derefter var vi en tur henne ved Reichtag. Rigsdagen lå i vestzonen - Porten i øst, fortalte en af vagterne mig, mens Jørgen for guderne ved hvilken gang var på toilettet. Han skulle også ringe hjem, så jeg benyttede ventetiden til at gå ned ad den store plæne foran Rigsdagen for at tage et billede af hele den store bygning. Den bygning, der så tilpas brændte i 1933, da nazisterne var ved at få fast fodfæste. Bygningen er stor og grim - en stenkolos i nyrenæssance opført 1884-94 - uden charme. Men det er herfra mange beslutninger, som osse indvirker på lille DK, tages.

Ned ad Unter den Linden. Boulevarden er berømt for sin fordums skønhed og sine prægtige bygninger. Forfaldet var larmende. Flere store renoveringsarbejder var i gang, og med tiden bliver den vel igen et internationalt strøg. Vi var inde i en endnu ikke helt færdig bilsalon, Mercedes, hvor vi så en håndbygget fremtidsbil. Jørgen skulle stadig ringe. Denne gang fik han kontakt med sin gamle mor. Jeg dryssede lidt på egen hånd. Så lidt at spise (en baquet m/tomat og brie) og videre til Berliner Dom; indvendig en meget smuk kirke, hvor et kor netop afsluttede en prøve. En tur inde i gården til Statsbiblioteket, forbi Humbolt-universitetet og frem til Marx-Engels-Platz og videre til Fernsehnturm på Alexanderplatz. Jørgen var en tur oppe i tårnet - jeg valgte at se på edb-udstyr i Kaufhof. Tårnet er grimt, pladsen er grim. Ramponeret beton overalt - selv trappestenene, som man normalt finder udføre i granit eller marmor slige steder, var udført i beton (terrazzo). Den opadstræbende, stiliserede arkitektur er ikke tiltalende.

Tilbage ad Unter den Linden med operaen og et forhenværende sovjetiske kompleks, hvor der stadig er posteret vagter, og ned gennem Tiergarten ad Strasse des 17. juli forbi Siegessäule på Grosser Stern (67 m høj med en forgyldt sejrsgudinde på toppen) og frem til Kurfüstendamm, hvor vi forinden var inde i den nye kirke, der er bygget i forbindelse med ruinen af Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Kirken er opført med anvendelse af glasbyggesten. Belysningen inde i den er blå og dun-kel - et smukt rum.

Kurfürstendamm er en rodet og ligegyldig oplevelse. En masse dyre butikker, gøglere, pattenslagere, spillemænd og tiggere. Prangende og uden elegance. Vi sad en halv times tid over en øl og iagttog livet omkring os. Først spillede en guitarist derefter et jazz-orkester, og ovre på den anden side af Kudamm'en underholdt et messingorkester. Et par børn - en dreng på et lille keyboard og en endnu mindre pige på en legetøjsharmonika - forsøgte osse at skrabe penge ind. Jeg verfede dem af. Det var ikke fattigdom, der drev dem. Det var dårlig opdragelse. Et bedre vejr kunne måske have bødet lidt på indtrykket. Hele dagen havde vi blæst, 16 grader og ind imellem lidt finregn, men det generelle indtryk af røv og nøgler havde næppe ændret sig væsentligt, hvis vi havde haft sol og varme. Men vi skulle jo ned til enden og tilbage igen. Vi var inde i en stor pladeforretning. Jeg købte 3 CD'ere.

Tilbage til bilen forbi forfaldne palæer med tilgroede haver til Philharmonie, de øvrige kulturbygninger, der er samlet der og ned over det ingenmandsland, muren har efterladt sig. Jørgen ville ikke samme vej tilbage, som vi var kommet, og det lykkedes da osse relativt let at finde frem til den lille gule. Da havde vi osse travet rundt i 81/2 time, og godt trætte i hovederne af de mange indtryk og af blæsten samt i fødderne af de mange km (ca. 14) gik det ud af byen og tilbage til Wustau, hvortil vi efter en lille vildmand nåede frem 21.15 betids nok til at kunne få noget at spise i klubben. Den kiksede med bestillingen: Soljanka (oprindeligt en russisk fiskesuppe kogt på laks, men i Østtyskland kogt på oksekød og pølserester) og Zigeunerschnitzel, idet damen fejlagtigt kun serverede for mig. Hun påstod, at jeg havde svaret ja på hendes spørgsmål: Nur einmal? Meget muligt, men så burde hun da have spurgt Jørgen om, hvad han ønskede. Kaffe blev der ikke tid til før lukketid, så den stod på en godnatpils, da vi kom tilbage til teltet.

Og så var den tur ikke længere. Onsdag kl. 8.35 stak vi mod DK og ankom til Hobro kl. 17.30. En billig tur, ca. 1900,- kr. forsikringer, lejrpas og foto incl. Indkøb af sprit, cigaretter og CD'ere løb op i 600,- kr.