Rhodos - 1993

Søndag, den 25. juli, 1993

Stod op kl. 04.15 for at kunne være hos Else 05.00. 06.40, 10 min. før, vi skulle være der, var vi i Billund. Efter check-in var der god tid til en kop kaffe i afgangshallen. Else var en tur ovre i den taxfree butik - der havde jeg ikke noget at komme efter.

07.50 lettede vi, og jeg kom for første gang op at flyve. Desværre sad Else og jeg på hver sin side af midtergangen, hvorfor det er begrænset, hvor let man kan komme til at se ud af vinduerne. Det gjorde ikke alverden. Else lovede mig vinduespladsen på hjemvejen, så jeg kunne i stedet koncentrere mig om at lægge mærke til alt i kabinen. Alt var jo nyt for mig. Hvordan man demonstrerer redningsudstyret, hvordan man serverer drikkevarer og mad, hvordan man spiser i et fly, hvordan toilettet ser ud og funger, og hvordan der ideligt gøres forsøg på at få solgt afgiftsfrie produkter. 10.000 meters højde, hastighed 860 km/h, temperatur udenfor -41 grader. At se skyer ovenfra var en stor oplevelse, og da vi kom ned over Bulgarien, begyndte vi at kunne se jorden. Over det græske øhav var der ingen skyer overhovedet.

11.30, 12.30 lokal tid landede vi på Rhodos og trådte ud i sommervarmen, så gennem paskontrollen og ud i ankomsthallen for at finde rejselederen og derefter bagagen. Båndet kørte og kørte, men vore kufferter dukkede ikke op. Så gik det i stå, vi satte os, og vi ventede. I gang igen. Vores kom ikke. Først da fandt vi ud af, at der var to bånd. På det andet lå Elses kuffert og min (rettere Jespers) hvide sportstaske fra Himmerlandsbanken og kørte rundt i ensom majestæt. Så ud til bus no. 2 i en ret sikker forvisning om, at vi var de sidste, man ventede på. Det var dog ikke tilfældet, men længe varede det ikke, inden vi i den airconditionerede bus kørte mod Rhodos by. Det blev en længere tur, idet der skulle gæster af ved en 6-7 hoteller, inden vi nåede frem til det sidste: Congo. Her skulle fattigrøvene af, - d.v.s. 4 unge mennesker og os. Vi fik værelse 205. Ergo 2. sal, tænkte jeg og fik os bakset ind i en trang elevator. Det blev den eneste gang, vi tog den. 205 betød 2. etage. Receptionen med tilhørende bar, morgenmadslokale og gårdhave lå ca. 10 marmortrin under gadeniveau. Etagen, vi boede på lå således ikke alverden over gadeplanet. Det havde været lettere at tage trappen.

Værelset var som man kunne forvente til prisen. Da vi havde fået gardiner og skodder til side konstaterede vi et lille toilet med en bruser - absolut ikke luksus. Else stødte på et insekt af de større, som jeg fik fornøjelsen at kvase ved brug af den ene af mine hjemmesko. Else konstaterede, at der var masser af bøjler, og rejsevant, som hun er, fik hun hurtigt sit tøj hængt op. Mit blev i tasken. Vores udsigt var hoteller og en lille bid af Middelhavet, når man placerede sig korrekt på altanen. Varmen på værelset var ulidelig - selv da vi havde fået skiftet til noget tyndere tøj. Men vi var jo heller ikke kommet for at opholde os på et hotelværelse.

Så hurtigt som muligt var vi på vej ind til Den Gamle By, hvor vi det første, det bedste sted satte os på en fortovsrestaurant for at nyde noget koldt. Else fik en halv flaske hvidvin, Moulin - lokalt produceret, jeg et glas koldt øl - 1950 GDR (ca. 60 kr.), hvilket blev turens dyreste omgang. Man kunne have fået det tilsvarende til samme pris i Aarhus. Men hyggeligt var det at sidde der og iagttage alle de andre turister, der iklædt fastelavnsris-agtige fritids-/turistkostumer myldrede rundt. Det er utroligt, hvad der findes af påklædninger til feriebrug. Lige bag os stod der et springvand, der er afbildet i Turen går til Rhodos. Tre søheste, der stiller hovederne sammen. Nogen imponerende oplevelse er det ikke - det er et flop, som jeg ikke begriber eksistensberettigelsen af, specielt da ikke, når torvet "markedsføres" som det sted, man samlede jøderne under 2. verdenskrig. Restauranten lukkede, men vi måtte gerne blive siddende.

Vi dryssede lidt rundt, fik købt et kort over Rhodos samt 2 3/4 ltr. Ouzo (dem kunne vi have fået billigere alle andre steder i byen, viste det sig senere, men 33 kr. er jo ikke ligefrem dyrt, så vi levede udmærket med at have givet en overpris). Ved 17-tiden vendte vi næsen mod hotellet for at gøre os klar til afhentning kl. 19.00, hvor vi skulle til et informationsmøde. Det var første gang, vi oplevede opsamlingsturen til de forskellige hoteller. Selve orienteringsmødet kunne vi have levet foruden. Vi fik et lille glas Ouzo, - det var vist det vigtigste, jeg fik ud af den seance. At man ikke må kaste toiletpapir i klosettet - det lægges i en spand ved siden af - og at man gerne kan drikke vandet plus meget mere, det havde vi fået at vide i bussen ind fra lufthavnen. Efter mødet var det rejselederens mål at få de fremmødte med ud at spise på en af ham valgt restaurant, hvor han havde reserveret plads. Den hoppede jeg ikke på. Ikke om jeg den første aften på Rhodos i selskab med en dejlig kvinde vil spilde min tid og mine penge på at sidde og være jovial overfor nogle ukendte danskere. Vi var således havnet i den nordlige ende af Rhodos by. Hvordan vi ville komme tilbage til vores hotel, var ikke Fritidsrejsers problem. Først efter fællesspisningen ville der være bus.

Det blev en dejlig spadseretur langs stranden og Mandráki Havn til den gl. bydel, hvor vi ret hurtigt blev hevet indenfor i en græsk restaurant med en hyggelig have bagved. Her fik vi bord:

Ouzo

Græsk salat, brød

Moussaka

Retsina

5.000 GDR. = 150 kr.

Et meget lækkert måltid. Else blev en kende beruset. I hvert fald kunne hun ikke huske ret meget om, hvordan hun kom tilbage til hotellet, hvortil vi ad sorte, ukendte veje nåede 0.15. Heller ikke jeg var ædru. Hjemturen var meget morsom. Jeg havde ikke nogen synderlig sikker fornemmelse af, hvor vi befandt os, men på et tidspunkt kom vi til et støjende og stinkende elektricitetsværk, som vi havde passeret på udturen. Det gav landkending, og vi kom helskindet tilbage til et varmt værelse og en nats søvn uden den myggemaskine, som Else ville have haft i gang. Det skete først dagen efter. En ung svensker, der boede ved siden af os, havde om eftermiddagen fortalt, at man kunne hente en "myggemaskine" i receptionen. Han ville gerne snakke, det var vi ikke oplagte til. Vi burde have været mere imødekommende overfor ham og hans pige.

Mandag, den 26. juli, 1993

Op kl. 8.30 til en kop kaffe brygget ved hjælp af den el-kedel, Else havde givet mig i fødselsdagsgave. Der var skygge på altanen til kl. 9.30, hvilket jeg udnyttede hver morgen, inden vi gik ned i gårdhaven for at spise morgenmad. En elendig morgenmad. En stor, tør hvedebolle, margarine, kødpølse og marmelade. Hertil tynd appelsinjuice og endnu tyndere kaffe. Et par dage efter fandt vi dog ud af, at kaffen kunne gøres drikkelig ved at tage et brev (elendigt) pulverkaffe og tilføje dette til den færdiglavede kaffe. Gårdhaven var ren og nogenlunde hyggelig. Vi brugte megen tid på at iagttage en vildkat med 4 killinger, der i løbet af den uge, vi opholdt os på stedet, tydeligt udviklede deres færdigheder.

Formiddagen tilbragte vi i den gamle by, hvor vi søgte væk fra det uhyggeligt turist-overrendte centrum og ud mod bymuren. Her mødte vi ikke ret mange turister i de meget snævre gyder med deres mangfoldighed af arkitektur, en arkitektur, der i den grad er tilpasset de eksisterende forhold, at der kommer de underligste huse og bygninger ud af det. Vi kunne flere steder se ind i folks bolig, der flere steder bestod af ét rum med en seng, et par stole, et bord, et komfur, lidt skabsplads, et køleskab og et TV. Toilettet har sandsynligvis været i gården og været fælles med andre. Et sted stødte vi på et lille udskænkningssted, hvor der sad tre ældre mænd over en kop kaffe. Vi satte os ind og fik en Fanta Lemon. Hvad den kostede gik aldrig op for mig, idet den ældre indehaver af stedet først fik en bunke penge af mig og derefter i to omgange kom tilbage med en, forekom det mig, ligeså stor bunke. Han kunne i modsætning til de handlende i centrum ikke et kvidder engelsk eller tysk. Så hvad der var i vejen med den 5000-seddel, jeg stak ham, fandt jeg ikke ud af. Han fik en 1000-seddel. Det var heller ikke godt nok, og så fik han nogle mønter. Skægt nok - de kom retur igen, pengene.

Frokosten bestod af omelet med champignon. På vej hjem var det tiden at købe postkort, som jeg fik skrevet sidst på eftermiddagen efter hjemkomsten fra byrundturen. Denne startede fra hotel Lominez 13.55.

Turlederen var en ung fyr fra Falke Rejser og en svensktalende græker. Vi kom op på bjerget Monte Smith (opkaldt efter en rig engelsk general, der valgte at leve sine sidste år på Rhodos, og som skænkede sin formue til byen), hvor der var en dejlig udsigt over såvel byen som Middelhavet. Her oppe på Rhodos's Akropolis (ny by) så vi det antikke stadion (en stadion er en måleenhed, ca. 100 m) og et teater fra samme tid. Ikke ret meget af teatret var originalt. Italienerne havde også her restaureret med fast hånd. Akustikken skulle være fremragende. Videre gik det ned til byen, hvor vi fra bussen fik udpeget nogle bygninger og bronzefigurerne, en hjort og en hind, der smykker indsejlingen til Mandráki-havnen. Historien er den, at man på et tidspunkt var plaget af slanger på Rhodos, hvorfor man indførte noget kronvildt, som med deres spidse klove dræbte krapylet. Derfor er mange af de folkelige motiver hjorten eller hinden. Figurerne som sådan er en fis i en hornlygte. Vi gik en tur gennem den gl. by og gjorde holdt ved Stormesterens Palads. Så var der tid til en Fanta, inden vi blev heflet ud til en vinfabrik, hvor vi i et aldeles ucharmerende lokale skulle smage på øens egen vin - ikke nogen oplevelse at skrive om. Hjemme igen 18.00 til en lunken ouzo og skrivning af postkort.

Middagen indtog vi nær hotellet. Vi orkede ikke at gå helt ind i byen. Ergo blev det op ad en stærkt trafikeret gade (den direkte vej ind til byen).

Tzaziki

Sværdfisk, grillet, pommes sautes

4000 GDR

Else holdt alkoholfri dag hele dagen. Ej heller mine græske cigaretter, PAPASTRATOS N:1, kunne friste hende. Det kunne derimod en kop kaffe på altanen, da vi kom hjem.

Tirsdag, den 27. juli, 1993

Denne dag var afsat til en heldagstur til Lindos med afgang 8.35, hvorfor vi måtte stå ud af sengen kl. 7.00. Stå ud af fjerene var der ikke tale om. Vi havde ikke dyner men kun et lagen til at tage over os om natten. Det var alt rigeligt på denne tid af året.

Lindos ligger ca. 50 km nede ad østkysten. Turlederen var en ældre kvinde, der havde levet de sidste 20 år på øen. Hun kunne sin lektie og var ganske interessant at høre på. Af hensyn til de svenske gæster fortalte hun alt på såvel dansk som svensk, mens vi kørte gennem et afsvedet, goldt landskab. Lindos er et "must" på øen, og spændende var den lille by med de hvide huse da også. Blot var der så mange turister og så megen salgsudstilling, at det var lidt svært at holde stemningen oppe. Ad snævre gyder og en snæver sti gik det op til borgen med akropolis. Dette er et imponerende bygningsanlæg, som desværre ikke vedligeholdes og restaureres i en grad, man kunne ønske sig. Igen er det italienerne, der har forestået restaureringen og genopbygningen. Et par danske arkæologer har været med til udgravningen. Italien erobrede i 1912 Rhodos fra Tyrkiet, under hvilket øen havde været en mindre provins i næsten 400 år. I 1947 blev øen efter nogle få år at have været under britisk overhøjhed overdraget til Grækenland. Guiden fortalte glimrende om stedet, og hun var så venlig hele tiden at holde os i skyggen, når hun havde noget at berette. Fra akropolis er der en smuk udsigt over Lindos og en lille vig, i hvilken det hævdes, at Paulus blev ledt ind, da han en gang var i havsnød: Klipperne, der før lukkede for indsejling, skubbede sig til side, og hans skib kunne komme i sikkerhed.

Nede i Lindos nød vi siddende inde i skyggen en kold øl og en kop græsk kaffe med isvand inden vi gik hen for at se kirken: Et lille, men meget rigt og smukt dekoreret kirkerum. Jeg ville tage et foto men blev forhindret af en lille knægt, der påpegede, at fotografering var forbudt. Det stod der faktisk osse på skiltet ved indgangen, men det havde jeg overset. En lille bygning med hvidkalket kuppeltag fik jeg derimod i "kassen". En tysk-talende turist fortalte os, at det var Lindos's første kirke.

12.30 var der afgang til en badestrand tæt ved. Undervejs fortalte guiden om alle de græske specialiteter, man kunne spise i den taverne, bussen ville holde ved siden af. Else og jeg gik direkte til vandet og betalte de 1000 GDR, det koster at få lov til at lægge sig på en drømmeseng under en parasol. Vi kom ud at bade, og vi fik sol på kroppen de næste 2 1/2 time. Jeg kunne som sædvanlig ikke stilles ved at ligge og glo, hvorfor jeg iført mine små badebukser og medbringende min tiltagende vom daskede en tur hen ad stranden og tilbage igen. Man er nødt til at gå i vandkanten. Det tørre sand/grus er så varmt, at det er umuligt at gå på det med bare fødder. Østkysten er lidt varmere end vestkysten. Dette skyldes, at der konstant blæser en frisk brise fra vest. Derfor ligger de fleste hoteller da også på vestsiden.

Godt brankede nåede vi en Fanta, inden vi 15.30 skulle videre for at komme til en keramikfabrik. Fabrikken så vi ikke meget af. Der var indrettet et mindre "fabrikslokale", hvor drejningens svære kunst blev demonstreret, og hvor der sad nogle folk og bemalede varerne. Et længere og aldeles ligegyldigt foredrag om motivvalgene og om fabrikkens fortræffelighed vedr. fremstilling af kopier af antikt lertøj ledsagede denne forestilling. Så blev vi sluppet løs i salgslokalet. Her havde jeg ikke noget videre at gøre, hvorfor jeg gik udenfor og ventede. 17.00 var vi tilbage på hotellet og to 1/2-ltr. øl i gårdhaven. Dette fluidum bevirkede, at vi begge havde behov for en lille lur, inden vi var oplagte til at gå ud og spise. Det blev hos "Johnny Boy", en nydelig restaurant holdt i hvidt. Her som andre steder står der en tjener udenfor restauranten og gør sig de hæderligste anstrengelser for at få folk indenfor. Man bliver på det nærmeste trukket ind.

Ouzo

En god (dyr) fransk rødvin

Græsk salat

Stifado

Is

6.500 GDR

Onsdag, den 28. juli, 1993

Op kl. 8.45 og en tur ind for at se ordentligt på den gamle by. Vi var inde på hospitalet, som korsfarer-ridderne opførte for at der kunne være plejemulighed for syge pilgrimme på vej til det hellige land. Hospitalet rummer i dag en udstilling af antikke fund, hovedsageligt keramik. Ikke særlig interessant. Bygningen er stor og pompøs. Gården med den buegange er en lise i varmen. Derefter var vi inde på Stormesterens Palads. Paladset er stort og i bedste middelalderstil. Det minder mest af alt om en kulisse, hvilket det også har været i flere film, bl.a. "De tre Musketerer". Hele paladset og den tilstødende Korsriddernes Gade med husene, hvor de forskellige (7) tunger har holdt til, er rejst af italienerne. Sagen er nemlig den, at et lynnedslag i 1856 forårsagede, at et ammunitionsdepot røg i luften. Paladset og de omkringliggende bygninger lagdes i ruiner. 800 mennesker dræbtes. I dag er der ikke noget af det oprindelige tilbage. De mange gulvmosaikker kommer fra øen Kos, ligesom de øvrige museumsgenstande er nogle, der er hentet til paladset fra det øvrige Grækenland. Oplevelsen af middelalder var til stede. Uheldigvis havde jeg glemt at tage mit kamera med.

Det nye torv, Nea Agora, er i tyrkisk stil. En større bygning med dyre forretninger og restauranter ud mod havnen og med et mere charmerende handelsliv inde i gården. Her inde fik jeg 2 giros, Else 1 og en portion is. Vi var nede ved Mandráki-havnen, så byens rådhus, posthus og teater - bygninger opført helt i Mussolinis stramme ånd. Det er grimt. Så gik det hjemad til lidt drys og en lille slapper. Else mente, at vi havde gået mindst 10 km. Det er nok at stramme den lidt, men vi var trætte, og det gjorde godt med bad og hvil, inden vi igen ved 19.30-tiden gik ind til byen for at spise. Vi fandt et lille torv og en tilforladelig taverne. Ved nærmere eftersyn kunne en højere grad af hygiejne have været ønskelig. At spisestedets nabo var en knallert-udlejer havde vi heller ikke taget med i vores bedømmelse af stedets egnethed. Alt i alt et lidt snusket indtryk, men maden var om ikke fremragende så dog absolut værd at spise.

Græsk salat

Souvlaki

Øl

5000 GDR

Mens vi spiste forsvandt elektriciteten. På de lidt mere mondæne spisesteder fik man rigget gaslamper til. Hos os kunne en olielampe på bordet gøre det. Det var hyggeligt at gå gennem byen i gas- og olielampernes skær. Inden vi nåede bymuren kom strømmen dog tilbage, og vi kunne gå hjem under lygtepælenes skær.

Torsdag, den 29. juli, 1993

Denne dag blev en af de uforglemmelige i mit liv. Vi havde gennem guiden, Christian, lejet en knallert for at komme ud på øen på egen hånd. Efter hans råd blev det en 80 ccm Cuzuki. Et venligt ungt menneske hentede os på hotellet kl. 8.10 og bragte os frem til udlejeren. Efter at have udfyldt og underskrevet kontrakt var vi parate til at begive os på det, vi på det tidspunkt forestillede os som et eventyr, men som ret hurtigt skulle vise sig at tangere mareridtet. Sådan en maskine er stor og tung. En hastig instruktion og derefter hen til tanken ved siden af for at få den fyldt op med benzin. Alene det at få dyret flyttet de få meter voldte mig problemer, og udlejeren spurgte da osse med lidt bekymring i stemmen, om jeg var sikker på, at jeg kunne køre den. Idioten - in casu mig - svarede prompte "ja". Nå, men vi fik da svinet startet, og for lige at være på den helt sikre side, inden vi skulle ind gennem byen, kørte vi en øve-tur ud til hotellet. Så gik starten, og det gik vældig pænt at komme ud af byen. Vi gjorde et lille holdt, og der blev taget et foto af Else ved siden af vidunderet. Jeg var groggy af koncentration. Så et nap mere. Nu var vi ude på landevejen, og nu gik det helt fint. Vi havde planlagt at se Ialysos, men fik ikke drejet fra i tide. Skidt, det kunne vi tage på hjemvejen, og videre gik det mod Kamiros.

Pause, ondt i røven. Holdt ind på en lille grusbelagt P-plads. Hvordan det lykkedes for mig, ved jeg ikke. Jeg stod med begge ben på jorden skrævende over maskinen og ville lige flytte den lidt ved bare at skubbe den. Så væltede vi, maskinen og jeg. Det gik ud over min højre fod, og det gik ud over håndtaget til forhjulsbremsen. Det knækkede og der var ingen forbremse = håndbremse. Det huede mig ikke for godt, men det kunne vel ikke være så svært at klare det hele med fodbremsen, så efter at jeg havde fået mig ømmet færdig, forsatte vi til Kamiros. Det gik godt nok noget opad, og jeg gruede lidt for, hvordan vi ville komme ned igen, men hva' fa'en!

Kamiros kaldes Rhodos's Pompei. Else har set det rigtige Pompei og synes ikke sammenligningen holder for godt. Oldtidsbyen (det 3. årh. f. kr.) ligger på en blid bjergskråning og fra akropolis er der en storslået udsigt over udgravningerne og Middelhavet. Varmen var meget anmassende. Kun i skyggen var det muligt at henfalde til forestillinger om, hvordan der havde set ud for 2200 år siden. Jeg priste mig lykkelig over ikke at skulle følge en guide og spille hof for ham/hende i den varme. Dagen efter fik vi at vide, at dagtemperaturen havde været 39 grader (29 om natten).

Vi kom ned ad bakken igen ved at holde maskinen i et mindre gear og ved at justere med fodbremsen. Min fod var begyndt at gøre ondt nu. Videre gik det nede langs kysten. Det var lækkert at køre kun iført T-shirt og korte bukser. Styrthjelm havde vi ikke udbedt os. Vi stoppede op i Kamiros Skala, et malerisk lille uddødt fiskerleje, hvor vi fik os et par kolde Fanta'er og samtidig fik udpeget på vores kort, hvor vi egentlig var henne. Få hundrede meter fra Kamiros Skala så vi et skilt, der henviste til en fiskerestaurant. Vejen der førte frem til den var en grusvej, som jeg ikke turde køre ind på, så vi parkerede i en kornmark under et lille oliventræ. Fodturen, hvor ondt den end gjorde, belønnedes med en terrasse hvorfra der var en postkort-agtig udsigt over en ganske lille bugt med en lille badestrand i bunden og klipper til siderne. Fra disse klippe dyrkede de unge mennesker hovedspring. Vores frokost kom til at bestå af:

Tomatsalat

Kalimares, ikke velsmagende

Mineralvand

Cappuccino, 4400 GDR

Det var ikke ret langt fra en borg, Kastellos, om hvilken vi kunne læse at den var et besøg værd. Så op til den, men ak, jeg turde ikke køre ned ad en meget stejl vej og stoppede et par meter nede. Else steg af, og der gik panik i mig. Uden håndbremse var det helvedes svært at have styr på svinet. Gas og koblingspunkt passede slet ikke sammen, og dersom en meget venlig turist ikke var kommet mig til undsætning og havde hjulpet med at får dyret op på vejen igen, var det sandsynligvis endt med det helt store havari.

Borgen kom vi altså ikke op til, men vi så den på afstand. Vi begyndte tilbageturen til Rhodos. Vi fandt det passende med et bad, og her ned ad kysten er det ikke svært at finde steder, hvor man kan være nogenlunde for sig selv. Vi gjorde holdt ved en meget stenet strand. Min fod værkede nu så meget, at Else måtte give mig en hånd. Det gjorde godt at slappe af ovenpå genvordighederne, men vi skulle jo have dyret bakset hjem, hvilket da osse på mirakuløs vis lykkedes. De halsbrækkende situationer på tilbageturen er mange, men til Rhodos kom vi og fik afleveret maskinen idet vi med nød og næppe undgik at køre ind i en parkeret bil ved udlejeren, der tog imod med ordene: "I tell you, you don't rent a bike tomorrow!" og "I could have told you!". Jeg fik fortalt om det brækkede håndtag. Han tog det meget pænt, ville ikke have erstatning, men bad os i stedet drikke ham en skål, idet han medfølende klappede Else på håret. En diskvalificeret, træt men endelig afspændt mand humpede forsigtigt hjem til hotellet, hvor Else påtog sig lidt kærlig omsorg, bl. a. i form af at lægge et støttebind på.

Middagen spiste vi i en italiensk/græsk restaurant ved siden af "Johnny Boy" Det var hyggeligt nok, og lokalet havde aircondition. Den italienske del af køkkenet fungerede som pizzabar med pizza'er ud af huset. Dette syn fik Else ikke, idet hun sad med ryggen til.

Dagens suppe - ikke til Else

Moussaka til mig, smagte dårligt

Peberbøf til Else

Espresso

Hvidvin og rødvin

5000 GDR, og det var det ikke værd

Hjem til et par Ouzo'er og en nats søvn ovenpå en oplevelsesrig dag.

Fredag, den 30. juli, 1993

Op klokken 8 til nok en varm dag, 35 grader. Vi var ved stranden fra 11 - 13 og fik frokost på en af restauranterne dernede: En lækker tunsalat med brød og 1/2 ltr. koldt øl. Hjem til en times hvil, hvorefter jeg gik (humpede) en tur ned på kirkegården. Else havde behov for mere hvil. Jeg oplevede siddende i passende afstand en begravelse med grædende, sortklædte kvinder. På hjemvejen var jeg inde i et alm. supermarked for at købe en flaske Ouzo til Jesper, en jævning-ryster, som Rikke har fået, en citruspresser til mig selv og en plastbox med tørrede, sukrede frugter bestemt til den sovende slikmund, Else.

19.00 var der afgang til cabaret-aften. Else ønskede at deltage, og om jeg skulle spise det ene eller det andet sted kunne være lige meget. Det blev noget af en aften. Først kørte vi rundt til 6-7 hoteller for at samle folk op. Så blev vi kørt ud til en udendørs restaurant lige overfor lufthavnen. Da jeg ikke er forvænt med at se fly lette og lande, generede larmen mig ikke alverden; det var kun interessant at følge med i, hvad der foregik på landingsbanen. Nå, men der stod så en stribe unge rejseledere og sagde så hjerteligt velkommen og fik os sat til nogle lange borde. Velkomstdrinken var en lunken Ouzo. Omsider dukkede bus nummer 2 op. Velkommen og skål igen, men nu var der altså ikke mere i vores lille Ouzo-glas. Forretten var en tallerken med en dolmades, en keftedes og et stykke trekantet butterdejsbrød med indbagt ost. Hertil en ganske lille smule græsk salat. Der var fri vin under hele middagen, men hvidvin var der ikke alverden af, idet det var rejselederne, der skulle sørge for, at vinkanderne blev fyldt op. Hovedretten var et par stykker ovnstegt kalvekød med sjasket grøntsagsmix, lidt kartoffel og noget sovs. En fotograf dukkede op for at forevige denne uforglemmelige aften. Jeg frabad mig fotografering, hvilket næppe behagede Else. Senere på aftenen dukkede han så op og solgte sine fotos. En anden fotograf udødeliggjorde denne festaften på en video-optagelse, som vi dagen efter kunne købe på rejseselskabets kontor.

Så var der underholdning af stedets svenske chef. Han kunne synge og han kunne håndtere en guitar, men hele tiden var det for ham afgørende, at vi som publikum sang og klappede med på hans ind imellem lidt platte repertoire. En lille konkurrence mellem et svensk, norsk og et dansk hold manglede heller ikke, - et par strømpebukser ned over hovedet). Nu gik det lidt bedre med at sørge for, at der var vin i kanderne. Middagen kulminerede med desserten, årstidens frugt. Aldrig har jeg set så mange tallerkener blive svinet til af så lidt: 5 bitte små stykker melon pr. kuvert. Vi var parate til aftenens højdepunkt, rejseledernes cabaret. Dette var en forestilling (Travolta - Greace inspireret) i bedste spejderstil. De agerende nød at optræde med noget, der til tider var direkte pinligt at beskue. Jeg gik en lille tur ned på vejen for at trække vejret frit. Det fik ende. Kl. 23.45 gik det ind mod byen igen, og 0.50 var vi tilbage på hotellet, hvor der ventede mig en meget stor Ouzo.

Lørdag, den 31. juli, 1993

Fra 10 - 16 opholdt vi os i den gamle by. Vi startede med at gå ud mod bymuren. En gammel kone, der sad på en trappesten, begynde pludseligt at skræppe op. Det eneste, vi opfattede var "no strada". Nå, hun ville åbenbart ikke have, vi gik videre, så vi vendte om, og hun skræppede videre, og gjorde korsets tegn. En forbipasserende fortale, at det var en blind vej. Jeg fik taget nogle af de billeder, jeg ikke fik onsdag. Det blev en dryssedag. Vi sad to timer over først en øl og derefter frokost:

Keftedes og is til Else

Stifado til mig.

Ved restauranten var der opstillet en pind med plads til 2 papegøjer. Den ene fugl blev af tjenerne anvendt til at skabe opmærksomhed om deres værtshus. Talrige turister nåede at fotografere hinanden med en papegøje på armen. Da vi var færdige, var det min tur til at forevige Else med en ikke aggressiv gråpapegøje, magen til det arrige gespenst hun har stående hjemme på Hohøje.

Vi nåede en tur ned på det nye torv, hvor vi fik en kaffe med isvand, og vi stoppede op og iagttog dygtige tegnere i færd med at portrættere turister. På havnen var vi henne at se nærmere på de store rigmandsbåde, der lå linet op. Man havde selvfølgelig en ulasteligt klædt tjener med om bord. Det sejlende personale var klædt i hvidt fra top til tå. Området, hvor disse både lå, var indhegnet og kunne lukkes helt af for den uformuende pøbel.

På vejen hjem til hotellet købte vi en karton kold appelsinjuice samt et glas pulverkaffe, og lidt senere forbarmede Else sig over mig og hentede 11/2 ltr. koldt vand til Ouzo i den nærliggende kiosk. Vi var slappe. Rejselederen vækkede Else, da han kom for at aflevere et evalueringsskema. Dette udfyldte vi, og jeg blev overdraget æren af at kommentere cabaret-aftenen. Herefter sov jeg 18 - 19.30 og vi begav os ud for at spise for sidste gang på denne ferie. Det blev hos "Johnny Boy".

Græsk salat

Tunge (Sole Fish)

Is

2 fl (1/2 ltr.) Retsina

5500 GDR

Søndag, den 1. august, 1993

Afrejsedag. Op kl. 8.00 en anelse tung i hovedet efter Retsina og den sidste Ouzo. En kop Maxwell-kaffe gjorde godt. Vi fik pakket og kl. 10 satte vi os ned i gårdhaven med en kold Tuborg og ventede på afhentning 10.55. Der blev ringet til hotellet. Flyet var forsinket, afhentningen udsat en time. Nok en Tuborg, mens vi morede os over vildkattens killinger.

I lufthavnen blev det til yderligere ventetid i en overfyldt afgangshal. Planmæssig afgang 13.30 lokal tid - vi kom på vingerne 15.20 efter at have siddet i maskinen en times tid. Kaptajnen bedyrede os, at han var klar, men det var grækerne altså ikke.

På hjemturen havde jeg vinduesplads, og jeg nød det. Vi så en skovbrand på Kos. Det meste af vejen hjem over Bulgarien og Polen var der skyfrit, og da vi kom til Bornholm var det en stor oplevelse at se stort set hele øen 10 km neden under sig. Flyets position forhindrede, at man kunne se Rønne og det meste af sydkysten. Resten af turen var skyet, men der var lige et hul, så vi kunne se Samsø. 18.20 landede vi i Billund, og 20.30 var jeg på Hodalsvej igen.

Turens pris:

Fritidsrejser, inkl. forsikring 3382 kr.

I alt 5792 kr.