Paris, 1994

Søndag, den 3. juli, 1994

Sonja kom rejseklar til Hobro onsdag ved 17-tiden. Vi havde besøg af Bent og Anne Marie fredag aften. Lørdagen var lidt sløj, træt for mit vedkommende, men vi kom dog i Bies Gård for at være med til ferniseringen på en udstilling af lokale kunsthåndværkere - ID var en af udstillerne. Aftenen gik med at spise ude i haven og med at se en TV-film, og så er vi fremme ved søndag med morgenmad i haven og Sonja, der smurte lækre sandwicher.

Kl. 14.15 gik det i taxa til rutebilstationen, hvor vi i høj sol afventede opsamlingsbussen 14.45. Ventetiden var planlagt, idet vi ville have tid til at gå, såfremt taxaen ikke kom til tiden. Vi havde således god til at købe Jyllands-Posten og Alt for damerne. Bussen kom til tiden. Det var, viste det sig senere, rejselederen, der var chauffør. Der var ingen gæster fra Randers, så det gik hurtigt ad den nyåbnede motorvejsstrækning Randers S - Århus S til Musikhuset i Århus, hvor vi fik 20 minutters pause. Sonja og jeg var ude at se på en stor byggeplads, indkøbscenter m.m. ved siden af Musikhuset. Man fik en udmærket oversigt fra en udsigtsplatform.

Videre gik det over Skanderborg og Horsens til Transportcenteret i Vejle, hvor vi skulle skifte til destinationsbussen. Vi benyttede ventetiden til at nyde en sandwich og en af de medbragte appelsinjuice. Vi fik anvist to pladser i bussen - bageste sæder til højre. Da vi kom op, mente en kvinde ved navn Lis, at vi skulle finde os et par andre pladser, idet hun havde beslaglagt vore pladser for at kunne sidde sammen med manden, Erik, og barnet, Klaus. Vi var ikke afvisende m.h.t. at skifte plads men fastholdt dog, at vi havde fået anvist de to pladser, og at vi agtede at rette os efter anvisningen, indtil en anden forelå fra rejselederens side. Lis måtte flytte til den plads, hun havde fået på sædet foran mig. Hun fik ikke siden taget sig sammen til at få ændret pladstildelingen hos rejselederen.

I Kolding havde Sonja en aftale med Heidi om et møde. Heidi havde en pose fra Jack & Jones med til moderen indeholdende små gaver og antageligt en fødselsdagsgave til mig. Videre gik det med opsamlingen. De sidste stod på i Padborg, og næste stop blev det første Tanskstelle i Tyskland, hvor vi 20.30 gjorde aftenpause. Sonja og jeg gik udenfor hegnet, hvor vi fandt en vejgrøft, som vi fandt passende til det formål at indtage de sidste sandwicher. Vi sluttede opholdet med en kop kaffe, alt imens vi iagttog, at en lille fyr skulle behandles med et inhallatorapparat. Ungen skreg hjerteskærende, og forældrene viste ikke synderlig rutine i at få det overstået.

Tilbage i bussen, hvor en behagelig, humoristisk og velorienteret, ca. 40-årig, rejseleder fortalte om bussen, Paris og om Panter Rejsers tilbud af udflugter. Så tilmeldingslister til samme. Vi lod den passere. Videre gik det. Lis (speciallærer) havde ideligt travlt med at sørge for Erik (lærer) og Klaus (ca. 10 år, snakkesalig, spørgelysten og fedladen). Deres håndbagage var særdeles rummelig, og hun pakkede op og ned i ét væk. På et tidspunkt kom Erik til at sidde foran mig sammen med en 14-årig pige, som han fik til at snakke fra leveren. Faderen trådte til og pigen rykkede et par sæder frem til moderen. Erik kom til at fryse. Han havde skammeligt nok glemt sin vindjakke i Lada'en, så Lis måtte igen skifte plads med sin udkårne. Det var meget tydelig, at Erik ikke havde været alene med Klaus ret længe. Hvor længe, Lis har været alene, vides ikke, men man kan hendes anmassende aktivitet taget i betragtning formode, at det har strakt sig over en længere tid. Nu havde hun fået et indhold, noget at leve for, og jeg skal love for, at hun ikke lå på den lade side i sit forsøg på at behage såvel faderen som sønnen.

Omkring Köln blev bussen indrettet til sovebus. Lis og Erik havde oprindeligt ikke kunnet få soveplads, men det viste sig muligt og Erik sagde til Lis's fortrydelse ja. "Var vi ikke enige om, at det ikke skulle være alt for dyrt?" knurrede hun efter tidligere at have underholdt med, at sovepladserne desværre var udsolgte, da rejsen blev bestilt. Sonja traf en hurtig beslutning og placerede os i overkøjen. Hun gad ikke diskussion med det pædagogiske trekløver. Vi lå godt men trangt - Sonja med et tæppe over sig, jeg med et flonelslagen - og nogen søvn blev det da til i nattens løb. Man synes ikke, man sover, men det gør man jo alligevel, og ved 7.30-tiden var vi efter natkørsel gennem Belgien fremme ved en rasteplads i Frankrig. P.g.a. et færdselsuheld i Tyskland og deraf følgende omkørsel var vi blevet forsinket en smule. Det pågældende cafeteria har er stort udbud af morgenmadsprodukter, og det gjorde godt at få noget at spise. Desværre for os rygere har man i Frankrig fået en lovgivning, der råt og brutalt henviser rygere til de mindst charmerende pladser. Rygning er i princippet forbudt på offentlige indendørs steder - således osse i metroen, hvor der før trods daglig rengøring flød med cigaretskod.

Mandag, den 4. juli, 1994

Nattens forsinkelse bevirkede, at det tog længere tid end normalt at komme ind til Paris, og klokken var således 11.30, inden vi som de sidste blev læsset af ved Hotel Pavia. I Panter Rejsers katalog var det anført, at hotellet var under "renovation", og vi havde joked lidt med murbrokker etc. Der var håndværkere i huset, men vi mærkede ikke meget til dem. Den sene ankomst havde den fordel, at vi fik værelse med det samme. Nummer 42, 5. sal. Et udmærket værelse, der såvel fra bad som værelse havde udsigt til en skakt. Der var kvælende varmt, da vi trådte ind, men den høje beliggenhed gjorde, at det var muligt at skabe gennemtræk. Min kuffert stod ofte under opholdet på sengen med det formål at holde vinduet åbent (det kunne ikke stå åbent af sig selv). Man kunne undre sige over, at garderobeskabet ikke havde låger. En anden lille pudsig detalje var natbordet, - ikke meget større end et stykke A-4 - der stod på ét ben og derfor var skruet fast til væggen. Loftsbelysningen var en 3-armet lysekrone med nøgne, kerteformede el-pærer, hvoraf de to virkede efter hensigten. Bruseren fungerede fint med masser af varmt vand. En dag (onsdag morgen) stod Sonja dog med håndgrebet i hånden og beklagede sig over, at vandet var for varmt. Problemet var til at klare.

Et bad var tiltrængt efter de mange timers buskørsel, og efter alm. installering og på skift udpakning af Heidis gaver, - to træ-æsker indeholdende henholdsvis et stykke natursæbe og nogle miniature-tøjklemmer samt to pakker med henholdsvis et par gyselige solbriller og et lille tørklæde, som Sonja prompte fandt var en passende dug til natbordet, men som fra Heidis side var tiltænkt mig med det formål at gøre mig til en "rigtig franskmand", - gik det kl. 13 med metro til Triumfbuen, hvor vi havde en "fræk" aftale med hinanden. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Vi tumlede lidt rundt for at finde passagen til buen - op til den - ned igen for at købe billet, og så sad vi der og ventede på, det skulle blive vores tur til at komme op med elevatoren. Med udsigt mod Louvre fumlede jeg som en lille genert skoledreng med at finde æsken med de to sølvringe frem. Sonja pakkede den op og med en forlegen, lykkelig og stolt glæde satte jeg ringen på den venstre ringfinger, alt imens Sonja gjorde det samme. En triumf! En meget stor glæde, som Sonja fik en yngre mand til at tage et billede af. En ung pige så interesseret på og fattede derpå så meget mod, at hun bad os/mig tage et billede af sig men Eifeltårnet i baggrunden. Hun fik derefter mit kamera og forevigede de nyforlovede.

Efter at have nydt forlovelsen og sundet sig lidt på samme kunne vi nyde udsigten, som er formidabel god. Bedre end Eifeltårnet, vil jeg mene, idet man ikke er så højt oppe, at varmedisen træder tydeligt frem i horisonten. Der kom nogle regndråber, men det blev ikke til mere. Vi fik nogen tid til at gå med at iagttage, hvorledes biler, busser, motorcykler m.m. kørte rundt i denne enorme rundkørsel, som har 12 gader omkring sig. Men ellers kan man se hele Paris - eller i hvert fald den del, man som turist kommer for at opleve.

Nyforlovede begav vi os slentrende ned ad Champs Elysées - højre side. Vi var inde for at se den nyeste Pegeut, og vi var i en Disney Shop, hvor man foruden tegnefilm kunne købe alskens figurer og kostumer. En halv times tid blev brugt på et glas øl i de eksklusive (og lettere blæsende) omgivelser iagttagende såvel praktisk klædte turister som effektive mappedyr og moderigtigt klædte mennesker i alle aldre. Hertil kommer de evindelige plattenslagere, der forsøger at sælge postkort og andet ragelse. Nyheden i år var en ca. 10 cm lang småslimet plastik-mand, som man kan kaste op på en rude. Dimsen giver sig derefter til at klatre ned. Det er mange mennesker, der passerer forbi én, mens man passivt men dog småkommenterende ser på. Variationen er meget stor. Det var selvfølgelig efter franske forhold dyrt, 50 fr., men det måtte til på en dag som denne.

Vi slentrede videre til Grand Palais, ned til Pont Alexandre III og helt ned til Seinen, højre bred, som vi herfra havde stort set for os selv. På floden lå der blomstersmykkede pramme, nogle med så mange potteplanter på dækket, at man kan undre sig over, at dette samtidig er en arbejdsplads for en familie. Solen kom frem med fuld styrke. Vi havde ingen hast og dryssede hen til Pont Neuf, hvorfra vi tog metroen hjem til hotellet, hvortil vi svedige, halvtrætte og belæsset med 6 kolde øl og 6 ltr. vand ankom kl. 17. Øllet smagte mig godt, og det blev til 2 af dem, inden vi lagde os for at småblunde en times tid.

19.45 gik vi ud for at spise. Vi dryssede lidt rundt i kvarteret og på Sonjas foranledning blev det på Place Pigalle, vi fandt et sted, hvor kunne sidde og nyde menneskemylderet og et tiltrængt måltid mad.

Kål med syrlig mayonnaise-dressing, æg og tomat.

Entrecote m/ pommes frittes.

Rødvin

225,- fr.

Vi gik en lille tur i kvarteret, hvor der bydes på alskens erotiske hjælpemidler, pikante klædningsstykker, remme, intimsmykker, live-shows, pornofilm. Prostitutionen er til at få øje på. Således bemærkede man en bar, hvorved der sad 3 overvægtige, let påklædte damer afventende, at der skulle indfinde sig kunder. Vores tur sluttede ved Moulin Rouge. Så gik vi hjem til et varmt værelse og et krus pulverkaffe, inden vi 23.00 gik i seng.

Tirsdag, den 5. juli, 1994

Vågnede 05.30. Det var varmt. Sad og hang over en lunken morgenpilsner en times tid. Lagde mig lidt igen. Sonja vågnede også tidligt (forholdsvis) og efter indtagelse af den alm. franske morgenmad: Et stykke flutes med en lillebitte smule smør og marmelade, en ældre croissant og et par kopper cafe ou lait, gik vi 9.30 ned til Les Halles. Forinden var vi på Rue Faubourg Montmartre inde i Passage Verdeux, en ret lang overdækket galleri/butiks-arkade fra 1886. Butikkerne var så småt ved at lukke op. Det samme gjorde sig gældende i Les Halles, som jeg var inde i for første gang. Dette butikscenter er ucharmerende, stort og ikke særlig smukt. Det er udefra, bygningsværket skal betragtes. Det gjorde vi så siddende på en støttemur og iagttagende, at karruselmanden fjernede presenningen fra sin kørende forretning for derefter at sætte plastbænke op omkring den. Det var ved at være op ad formiddagen, men der var ikke ret meget liv. En lille gruppe bumser holdt et sløvt formiddagsmøde. Den ene af den tiggede en cigaret af mig. Vi gik videre forbi Centre Pompidou - heller intet liv endnu, ej heller i vandkunsterne, der passeres på vej til Hotel de Ville. Her er der et posthus, og vi fik købt 10 frimærker, inden vi ved 12-tiden satte os med en kop kaffe på en lille bar på Quau du Louvre. Udsigten var ikke fremragende. Til gengæld var prisen (20 fr.) nogenlunde passende. Gaden præges af blomsterbutikker og dyrehandler. Man kan undre sig over, hvorledes pariserne får transporteret et par levende høns eller en stor palme hjem. Parkeringspladser er der ikke mange af. Til gengæld er trafikken (ensrettet) voldsom.

Dagens finkulturelle mål var Luovre, men da vi fik set efter i Turen går til Paris, måtte vi konstatere, at der er lukket om mandagen, så det blev Musée d'Orsay, som Sonja ikke havde været på tidligere. Køen var meget lang men blev dog afviklet på mindre end et kvarter. Bygningen virkede stadig imponerende og utrolig elegant på mig, og det var en oplevelse at være der igen. Vi var henne at gå ovenpå den ret store model af det indre Paris. Man går på et gulv af glas. Modellen viser primært operaens placering. Varmen og de mange mennesker samt den overvældende mængde billeder og skulpturer bevirker, at man ikke kan holde koncentrationen ret længe. Efter en time var vi helt enige om, at en stille smøg kunne gøre godt. Den fik vi ude på en tagterrasse i forb. med museets restaurant. Igen en formidabel god udsigt, som vi absolut ikke var alene om at nyde. Der var et mylder af mennesker, og ikke alle var så heldige som os at finde en skyggefuld siddeplads. Vi brugte en lille times tid mere på kunsten og bygningen, inden vi mættede af indtryk gik ud for at få stillet den fysiske sult.

Frokosten kom til at bestå af en sandwich. I Frankrig vil det sige et stykke delvist gennemskåret flutes, hvori der lægges noget pålæg. Sonja fik sin med skinke og ost, min var med skinke. Hertil en dåse kold sodavand til kvinden og en ditto øl til manden. Vi nød herlighederne på en lille skyggefuld plads ved metrostationen Solferino. Hørmen fra en kloakrist fik mig til at flytte mig, så jeg kom til at sidde med ryggen til den udkårne.

Således forfriskede gik vi langs Seinen til Louvre. På grund af restaurering m.m. kunne vi ikke komme ind på slotspladsen i den østlige ende. Vi måtte gå til den gade, som går igennem området. Vi satte os med udsigt til Pyramiden og røg en cigaret og slentrede så gennem den stadigt igangværende byggeplads til den lille triumfbue og videre gennem Tuilerierne til Concordepladsen. Herfra til Maidelaine-kirken, som jeg så for første gang uden stillads omkring sig. Renoveringen er dog ikke afsluttet endnu. Vi var inde i kirken, som jeg i skrivende stund ikke kan genkalde mig billedet af, så det har næppe været videre betagende. Dagens sidste mål var Operaen. Jeg kunne godt tænke mig at komme længere ind end i forhallen, men i betragtning af, at man ikke kunne komme i tilskuerrummet og at prisen er 30 fr., blev det ikke til noget i denne omgang. Vi tog en stille smøg på trappen, inden vi med Sonja som sikker og stedkendt guide gik mod hotellet, hvortil vi lettere brugte og medbringende en liter Pastis ankom kl. 16.15. Det blev den tur, hvor Sonja bragte sig i trafikalt uføre og måtte lide den tort, at en bil dyttede voldsomt pga.. hendes markant uopmærksomme brug af et fodgængerfelt.

Jeg nød en enkelt, inden vi var på gaden igen. Denne gang for at købe postkort og et par glas til Pastis'en. Postkortene gik det let med at få fat på. Det samme kan berettes om cigaretterne. Værre var det med to glas. Enden på problemet blev, at vi gik ind i et lille supermarked, hvor vi først ledte efter to glas sennep. Det kunne vi ikke finde. Derimod fandt vi Nutella i brugbare glas. Sonja kviede sig imidlertid ved at skulle smide det dyrebare indhold ud (11 fr. pr. stk.), så enden på det blev, at vi kom hjem med to små yoghurt naturel på glas. Stanniol-låget blev formet til en slags ske, og indholdet blev fortæret, hvorefter vi kunne gå i gang med det egentlige: At nyde livet, et krus kaffe, en tynd Pastis, hinandens selskab samt udfyldelsen af postkort med bekendtgørelsen af forlovelsen til vore børn og andre (for Sonjas vedkommende Jens & Lise, Grethe & Tue samt sin mor, for mit vedkommende Krille).

19.30 tog vi metroen, to togskift - tre tog, til latinerkvarteret for at få noget at spise. Efter en halv times slentren fandt vi i en snæver gade uden kørende trafik et sted, hvor vi kunne sidde ude. Vi satte os ved et ledigt bord til 4. En ikke synderligt smilende madame bad/beordrede os til et andet bord, hvor vi satte os. Jeg konstaterede kloak-lugt, og vi rykkede ned til et bord, hvor vi kom til at sidde ved siden af to fransktalende herrer. Madame accepterede vort valg af bord. Mens vi ventede på maden, blev vi underholdt af en dygtig harmonikaspiller. Længere oppe ad gaden kunne vi høre, at der blev underholdt med Edith Piaf sange. Den unge kvinde, som åbenbart optrådte med dette repertoire, kom senere forbi trækkende på et mindre musikanlæg på hjul og med en mikrofon i hånden.

Salad bleu (salat med blåskimmel-ost)

Grillede lammekoteletter (3 stk. til hver)

Hindbærsorbet

1 piche hvidvin

200 fr.

Det var hensigten at gå direkte til Seinen og derfra tage metroen hjem, men vi fik vendt lidt om på verdenshjørnerne og kom følgelig på en lille vildmand. Vi gik ganske enkelt den modsatte retning. Vi fandt en metro og stod af i nærheden af Operaen. Vi kunne ligeså godt gå det sidste stykke frem for at skifte tog en masse gange. Efter to Pastis var det et par trætte danskere, der godt midnat gik til sengs.

Onsdag, den 6. juli, 1994

Sonja vækkede mig 8.30. Hun i bad - jeg en morgenpilsner. Kl. 10 gik det med metroen til Louvre. Et stort, underjordisk, eksklusivt indkøbscenter er ved at være færdig. Nogle af forretningerne er taget i brug. Det samme gælder metrostationen. I modsætning til Les Halles er dette center spændende arkitektur og et imponerende ingeniør-værk. Somme steder har man blotlagt resterne af det oprindelige Louvre. Disse indgår på en harmonisk måde i det meget moderne og smukke byggeri. Anlægget rummer adskillige forretninger og 4 sale, "expositions" til teater og fremvisning af tøj-moden. Vi var inde i en pladeforretning, som i størrelse ikke adskiller sig meget fra et normalt dansk supermarked. Jeg ledte efter musettemusik, men fandt det ikke. Betjening var der ikke noget af på denne tid af dagen. Størrelsen gjorde det ikke hyggeligt at gå på opdagelse, hvorfor vi hastigt forføjede os for at komme på museum.

Fra det underjordiske anlæg kommer man direkte ind i pyramiden. Vi løste billet. Det var mig, der ville se Mona Lisa og Venus fra Milo. Vi fik set begge værker, og som forventet var det noget "opreklameret gejl". Mona Lisa hænger i et skab med glasrude, og Venus'en mangler lemmer og er ikke den smukkeste og mest interessante antikke skulptur i samlingen. Nuvel, de to værker har fået en historie, og som sådan skal de ses. Ellers var det en oplevelse at gå på Louvre. Salene er store og smukke med flotte gulve og rigt dekorerede lofter, og der hænger i den afdeling, vi var, adskillige imponerende værker - hovedsageligt italienske og franske. Vi så det kendte billede af kvinden, der svinger den røde revolutionsfane, og vi så enorme billeder, der på pædagogisk vis beskriver og forklarer, hvorledes man kan komme i fordærv ved at fornægte Gud til fordel for magt, drikfældighed og omgang med lette damer. Disse gamle billeder giver et flygtigt indblik i, hvorledes man har tænkt for 2-300 år siden, og man mærker lidt af historiens vingesus, selv om man er omgivet af massevis af andre turister såvel med som uden messende guide.

Tilbage til nutiden og ind i gården til Palais Royal. Forinden havde vi købt er par sandwicher og to kolde Schwepes. Siddende på kanten af en mindre vandkunst med forkromede kugle, der hele tiden bevæger sig, og med front mod det ternene areal med de små sort-hvide piller indtog vi denne dags frokost. Tre drenge viste os deres færdigheder på rulleskøjter mellem pillerne, og de evindelige duer sørgede for at vores tabte krummer blev samlet op. En let frokost i pompøse og meget smukke omgivelser. Vi havde tid nok, så intet blev forceret, og det kom til at gælde for hele turen, men videre skulle vi, og næste mål var Place Vendome, som jeg ikke havde set uden byggerod. Vi nåede den ad Rue St. Honore - en gade med eksklusive forretninger og modehuse. Pladsen var meget smuk. Vi (Sonja) så på vinduer med dyre mærkevarer, og vi iagttog livet foran Hotel Ritz, hvor lakajer sørgede for, at de rigtige mennesker kom ind i de rigtige biler. En stor limousine med korpulent chauffør var en fremtrædende model i rækken at dyre biler.

Eftermiddagen sluttede vi i La Villette, Cité des Sciences et de l'Industrie, "Videnskabernes Disneyland", hvortil vi ankom med metroen. Forinden havde jeg den oplevelse at få et slag i ryggen af en højtråbende og om sig slående yngre mand. Jeg stod åbenbart i vejen for ham. Han var tydeligvis gal i hovedet, og slaget var ikke synderlig velplaceret, om end det var hårdt. Skidt med det!" Området var tidligere bebygget med slagtehuse. Under de Gaulle blev der opført en moderne slagteriby, som blev en fiasko. Nu er fiaskoen fjernet, og der er bygget en moderne udstillings-bygning i stil med Pompidoucentret - ikke synderlig smuk: Glas, stål og beton. Vi gik igennem bygningen for at komme ud i parken, som er det egentlig interessante, når man ikke er kommet for at se forskellige udstillinger eller gå i eksperimentarium. Selve vartegnet er en stor kugleformet bygning, Geoden, indeholdende biograf med halvkugleformet lærred. Vi var ikke inde i den. Geoden er beklædt med over 6.400 spejlblanke trekanter. Ved siden af har man anbragt en u-båd, som mod en klækkelig entré kan beses indvendig. Vi gik ad kunstfærdigt og fantasifuldt anlagte stier udført i materialer som beton, rustfrit stål, aluminium, gummi o.a. og betragtede, hvorledes lokale børnehaver, unge mennesker og ældre brugte området. Græsset må gerne betrædes og skulpturerne må gerne berøres, ja, flere af dem er samtidig designet som legeredskaber. Gennem området går der en kanal, ad hvilken man kan sejle til Seinen. For enden af parken har man ladet en af den oprindelige kødbys haller fra 1800-tallet blive stående. Hallen fungerer i dag som udstillings- og koncerthal. Vi kunne ikke komme ind, men da væggene er af glas, var det til at se, at der p.t. var opbygget 3 koncertscener (jazz-uge med bl. a. Charlie Parker). Hallens stålkonstruktion var en nydelse at skue. Den er fra en tid, hvor man havde råd til og sans for den dekorative detalje.

Kl. 18 var vi tilbage på hotellet efter en lille omvej omkring Operaen. Sonja mente, at vi skulle af på en station før den planlagte for at komme tættest mulig på hotellet. Jeg havde ingen mening om den sag. Senere viste det sig, at den station, Sonja havde haft i tankerne, ligger på en anden linie. Derfor den mindre omvej. Jeg nød et par kolde øl, og Sonja fik sig en lille lur. Min ene fod havde drillet siden tirsdag aften. Nu gjorde det godt at sidde stille.

Ved 19-tiden faldt vi i snak og Pastis, hvorfor det var et par lettere berusede turister, der tre timer senere gik ud i kvarteret for at få lidt at spise på Rue Faubourg Montmartre.

Grethe Garbo (En stor skive ristet brød med røget laks og ost, gratineret)

En flaske hvidvin

125 fr.

Hjem til lidt Pastis og i seng kl. 01, hvor det lykkedes mig at falde ud af sengen, inden jeg faldt i søvn.

Torsdag, den 7. juli, 1994

Vi kom op kl. 8.30 og dermed lige sent nok til morgenmad. Der blev dog dækket op, og denne gang var det Sonja, der fik fornøjelsen af at se reklamer på TV'et. Det kørte hver morgen med et ret så underbegavet reklameprogram.

Kl. 10 var vi på farten igen, denne gang mod Belleville, et tidligere arbejderkvarter, der nu hovedsageligt bebos af indvandrere. Vi skulle skifte metro på Pigalle, og her blev det så min tur til at opleve en lommetyv på min egen krop. På vej op med rulletrappen var der pludselig en fyr, der masede sig ind på mig. Jeg registrerede et plastikkort foran mig, som han øjensynligt bukkede sig for at få fat på. Det lykkedes ham, og så var han væk, og få øjeblikke efter var jeg klar over, at det var min tegnebog også. Den havde ligget i min højre bukselomme. Først blev jeg forundret, så blev jeg gal på tyveknægten, men mere var der ikke at gøre ved det. Jeg kunne have anmeldt tyveriet, men gad ikke at ofre resten af formiddagen på det. Beløbet - godt 400 fr., 2 frimærker og 8 metrobilletter - kan man alligevel ikke få erstattet. Tegnebogen var en billig sag og indeholdt kun kørekort og sygesikringsbevis. Jeg var lidt knotten i hovedet den næste times tid. Sonja tog mit brok pænt. Vi fik hurtig fordelt hendes penge mellem os, og episoden kom begribeligvis ikke til at ødelægge resten af dagen overhovedet. Til alt held havde jeg taget flere penge med, end jeg forventede at bruge, hvorfor jeg altså ikke kom i nød for kontanter.

Kvarteret er ganske anderledes end det Paris, jeg har set tidligere. Det er arabere, kinesere, mulatter og negre, der præger bybilledet, og forretningerne står i skærende kontrast til det mondæne Paris. Her kan man købe særdeles billigt tøj, brugt såvel som nyt. Hos slagteren ses hjortekød, røgede griseører m/gult plastik-nummerskilt, røgede grisetæer og tarme med besynderligt fyld. På en restaurant sad man samlet omkring en vandpibe. De små kinesiske butikker bugnede med varer, man ikke aner, hvad er. Trafikken er ikke synderlig intens på denne kant og vognparken ikke ubetinget egnet til indregistrering i Danmark. Vi gik rundt en times tid og nød en fælles 1/2 liters dåseøl siddende på en bænk overfor et par bygningshåndværker, der holdt frokostpause. Besøgte en ikke særlig velholdt kirke på vejen til Parc Belleville. Det var Tue og Grethe, der havde anbefalet den til Sonja, og vi havde set den omtalt i Næste stop Paris, som Sonja havde med fra biblioteket i Brønderslev. Parken er ret ny og særdeles effektivt indhegnet. Den ligger på en ret stejl skråning, og fra det øverste af den har man en glimrende og vel at bemærke gratis udsigt over hele Paris, som vi nød en halv times tid.

Næste mål var kirkegården Pére-Lachaise, grundlagt i det 17. århundrede af jesuitterne, hvoraf Ludvig den 14.'s skriftefader La Chaise var et fremtrædende medlem. Kirkegården dækker et areal på 43 ha og er den største i Paris. Vi købte et kort over den og besluttede os for at se rockmusikeren Jim Morrisons grav, som efter sigende stadig skulle bære præg af besøg af tilbedere. Rigtigt nok. En gruppe unge mennesker lagde små sedler på graven, hvorpå der brændte et enkelt lys. Vi gik videre og fandt frem til Molières grav. Men ellers ligger de her i massevis - alle de navne, man har hørt eller læst om. At finde dem er selv med et kort i hånden ikke så ligetil, som man kunne tro. Kirkegården (den del vi nåede at bese) er præget af gamle familiegravsteder med store monumenter, der efter danske forhold står meget tæt. Man skal se sig godt for, hvis man vil finde en bestemt grav. Ind imellem de gamle grave kommer der så nyere til, bl.a. en familie-gravsten med såvel kinesiske tegn som latinske bogstaver. Vi fik tisset af på det offentlige toilet, hvor Sonja måtte døje med et fransk pedal-lokum, og således lettede forlod vi kirkegården gennem hovedindgangen. Ude på gaden vrimlede det med gravstedsforretninger med prangende gravsten og en rig variation af tilbehør. Det er utroligt, hvad man kan købe af små glassten med indlagte skriftsteder eller med et til minde om (souvenir) bror, søster m.v.

Der var mere krudt i os, så vi valgte at gå ind til det indre Paris. Det næste vi så var et par store, flotte gavlmalerier. På vejen til Place de la Bastille med den nye opera satte vi os på en fortovscafe med en kop kaffe. Inde i cafeen var der en fugl, der hele tiden skræppede voldsomt op. Ude på gaden blev vi vidner til en aldeles ulovlig parkering på et hjørne og midt i et fodgængerfelt. Manden skulle i banken, men uheldigvis for ham dukkede et par kvindelige parkeringsvagter op og gjorde et par notater. Manden kom tilbage og kæftede gevaldigt op, men de damer var helt upåvirkelige. De gjorde deres arbejde færdig, og lovovertræderen kunne gestikulerende og en erfaring rigere køre fra stedet med en parkeringsbøde. Mere romantisk var det at se på et voksent par, der inderligt kyssede hinanden foran Credit Lyonnaise. Næste holdt blev trappen til den nye opera, derefter Place des Vosgeses, hvor vi igen satte os med en smøg under et skyggefuldt træ og som en detalje lagde mærke til de mange spor af små fuglefødder, der var afsat i det fine grus.

I gaden, der fører ind til Vogeserpladsen, købte jeg to mexicanske glas á 15 fr., og så gik det med metro til Oper. Glassene holdt ikke længe. På hjemvejen ramte posen en barnevogn, og man hørte en klirren. Den næste affaldsspand fik begge glassene. Der var ingen idé i at komme hjem med kun et enkelt glas. Posen kom lidt efter til at indeholde 2 kolde dåseøl, og vi var hjemme igen 16.45. Sonja kunne med slet skjult stolthed bemærke, at hun uden angivelse af værelsesnummer får udleveret nøglen, blot hun viser sig i receptionen.

Det var vores sidste aften i Paris, og det var dagen før min 49 års fødselsdag og deraf følgende ret og lyst til at give en middag. Sonja fandt det passende, at det var nu, jeg skulle begaves fra hendes side. Det blev jeg med en lækker, groftvævet skjorte (bondeskjorte-model) designet af Heidi. Iført denne tog vi 18.45 til latinerkvarteret, hvor vi/jeg ret hurtig fandt en lille afghansk restaurant, der foruden at være indbydende også passede til min (forsvundne) pengepung. Sonja havde udsigt til et mindre torv. Vi var de første gæster den aften. Nogle borde var sat sammen og reserveret til et selskab på 10, som i smågrupper dukkede op senere. Det var lokale folk, der havde sat hinanden stævne om ikke for andet så for at være sammen om et måltid mad. Dog, den omstændighed, at alle fik samme drink, efterhånden som de mødte op, kunne tyde på, at den mest dominerende i selskabet, en ca. 35-årig kvinde, var aftenens anledning. Tjeneren havde meget lidt plads til sine flasker, espresso-maskine og hvad der ellers hører sig til, og det meste måtte han hente på 1. sal, hvor køkkenet lå, og hvor der ligeledes var indrettet plads til gæster. Edit Piaf-sangerinden dukkede op og optrådte for publikummet på en større restaurant med fortovsservering.

Kir

Salat med rejer til Sonja

Spinattærte til mig

Grillet tynd oksekødsskive med farsfyld og spidstegt oksekød m/ris

Ris-dessert, ris kogt i mælk med safran, appelsinsaft og vanille, drysset med mandelflager.

Rosé, Provence

Kaffe

250 fr.

Ad en mindre omvej nåede vi Notre Dame. Under vores middag havde vi siddet og pjattet med, at vi jo ikke havde været ved hverken Eifeltårnet, Notre Dame, Sacre Coeur, Invalidekirken eller den nye triumfbue. Vi nåede alligevel Notre Dame, og jeg nåede at komme ned til Seinen og få/give et kys i omgivelser, der en indbegrebet af Paris by night. På broen over til Ile de la Cité gav en gruppe store drenge opvisning i rulleskøjtekunst, zig-zag gennem kegler og hop på ca. 2 m. Vi dryssede videre til Hotel de Ville, hvorfra vi tog metroen hjem.

Fredag, den 8. juli, 1994

Op klokken 8. Der skulle pakkes, men forinden skulle vi have morgenmad. Det var manden, der havde fået morgenvagten, og han havde fået kam til sit hår. Der er meget at holde styr på, når gæster både skal have brød, croissant, 5 g smør, marmelade, kop, underkop, kniv, teske, serviet og kaffe m/u mælk eller chokolade. Den stakkels mand var kommet på en opgave, der lå på grænsen af hans formåen. Nå, med lidt tålmodighed og selvbetjening, dvs.. selvsupplering fra et andet bord, lykkedes det os at få fremskaffet turens sidste morgencomplet.

Lidt før kl. 10 stod vi med bagagen i receptionen afventende bussens ankomst. Stuepigen, en yngre mulat, dukkede smilende op visende os en håndfuld mønter svarende til dem, vi havde ladet ligge til hende, ca. 25 fr., og sagde "merci". Det havde hun muligvis god grund til at sige, for da Sonja kom hjem og gav sig til at tælle sine danske penge, kunne hun konstatere, at der manglede 400,- kr., men det vidste vi jo ikke noget om på det tidspunkt og modtog selvfølgelig såvel smil som tak med glæde. Det må retfærdigvis fremføres, at vi ikke ved, hvem der har fjernet de 400 kr. fra Sonjas bundt af 100 kr.-sedler. Bussen kom 10.15. Sonja ordnede vores kufferter, og jeg gik op med noget håndbagage. Lis-damen havde med bagage bemægtiget sig vores to sæder. Vores småting røg op i bagagehylden.

Det havde regnet om natten og morgenen, og det dryppede en kende, da vi for sidste gang gik ud i Paris. Sonja foreslog en dryssedag med en lækker frokost som afslutning på vores tur. Vi var inde i Triniti-kirken, en ganske rar kirke, inden vi nåede Galleries la Fayette's parfumeafdeling. Jeg fulgte med ind i en for mig ukendt og tindrende tåbelig verden. På 5. sal skulle der angiveligt være computere. Der var ingen, men der var en glimrende udsigt mod Sacre Coeur. Vi var også inde i afdelingen med sportstøj. Ude foran tog vi os en stille smøg. Her handles der med det mere markedsprægede sortiment som billige smykker, universal-rensemidler og oversmart køkkengrej.

Herefter gik vi til Tuillerierne med et forlystelsesetablissement á la en dansk byfest. Der var ikke megen gang i de kørende forretninger. En pause ved springvandet mod Concordepladsen og videre over på den venstre bred, hvor vi slog os ned på en græsk restaurant beliggende ved indgangen til en gade, hvor der var posteret politibetjente.

Bouboulinas, 6 lammefrikadeller m/ ris, kartoffelmos og salat

Vittel (ganske alm. vand på flaske)

Kaffe

200,- fr.

Vejret var denne dag lidt køligere end de foregående men stadig det ideelle turist-vejr. Man kunne går rundt i T-shirt hele dagen. Lunt og lige tilpas til en byferie, og vi undgik regnvejr. Om natten var det fint bare at have lagnet over sig.

Ved 14-tiden gik vi mod opsamlingsstedet ved hotellet George T. Vi gik en tur ind i Notre Dame - Sonja skulle have et lille kys inde i denne skumle kirke, som så afgjort er smuk og imponerende rig på detaljer udefra men bortset fra de overdådige glasmosaikker ikke er andet end stor/enorm indvendig. Vores næste holdt blev ved Pompidoucentret, hvor den samme fede gøgler, som jeg har set to gange før var i gang med en forestilling. På vej mod bussen var det mig, der var førerhunden - kendte vejen fra mit forrige besøg -, og kl 16 var vi ved ovenstående hotel (boede på det sidste gang, jeg var i Paris). Der var en time til afgang, så vi sluttede af med en øl i Passage Verdeau, og jeg nåede på falderebet at få købt en kebab i pitabrød. Vi fik to plastgafler og en håndfuld servietter, så Sonja, der ikke skulle have noget, deltog alligevel i spisningen. Bussen kom, inden der var spist helt op, så jeg pakkede sammen og indtog resten af føden senere. En kebab måtte jeg have, inden vi forlod Paris.

Om bord på bussen måtte Sonja nok en gang i tydeligt sprogbrug og med fast stemmeføring gøre Lis-damen bekendt med, at hun ikke kunne disponere over vores pladser. Der var åbenbart nogle gæster, der ikke skulle med hjem, men der var osse et par unge piger med, som ikke havde været med på udrejsen. Sonja gad ikke en diskussion: "Det er vores pladser!" Lis måtte rykke til sædet foran mig (hun havde begge sæder til sin rådighed). Trekløverets håndbagage var vokset til det dobbelte og fyldte godt op. Bl.a. bemærkedes en stor plastpose indeholdende skiveskåret pålæg og masser af flutes.

Vi kom langsomt ud af Paris. Lis sad for det meste med ansigtet vendt bagud for at kunne servicere Klaus og Erik. Hun irriterede mig. Snakke med hende gad jeg under ingen omstændigheder, og hun hæmmede Sonja og mig i et beskedent privatliv ved stort set permanent at have snotten rettet bagud. Efter aftenpausen i Frankrig kørte vi ind i Belgien, og en times tid efter var solen gået så meget ned, at der kunne vises en film. Nu blev Klaus placeret på de to sæder, og Lis rykkede ned til sin formodentlig elskede Erik. Filmen startede, Klaus rejste sig op og spærrede fuldkomment udsynet for Sonja og mig. Det var til at leve med, i og med udsigten var nogenlunde interessant, men da knægten så lidt senere trækker gardinet for, bliver det mig en tand for meget. Jeg trækker det tilbage og fortæller hvalpen, at vi vil have lov til at kunne se ud. Faderen finder ikke anledning til at gribe ind overhovedet. Lidt senere lykkes det gutten at få trådt på noget af den tilkomne håndbagage, hvorved noget flydende løber ud på gulvet. Lis's liv bliver igen meningsfyldt: Hun tørrer op. På en tidspunkt orker Klaus ikke at stå op længere, og Sonja og jeg hopper på filmen, som vi med ret få afbrydelser får lov til at se til ende.

Lørdag, den 9. juli, 1994

Ankommet til Tyskland holdes natpause. Vi indtager overkøjen som på udturen, og hvordan Lis får arrangeret sin lille familie rager os langsomt. Vi gnubber os til rette og sover begge rimeligt til kl. 06.30 og morgenpausen/morgenmad ved Poetzsch. Kl. 8.00 gik det igen mod nord med afstigning i de respektive byer. Vi fortsatte i dobbeltdækkeren hele vejen op gennem Jylland. Lis og Erik valgte at stå af i Hobro, og kort efter Randers slæbte de sig selv og bagagen neden under. Vi nød det, Sonja og jeg, og nydelsen var så stor, at vi ikke magtede at ærgre os over, at der blev drejet fra motorvejen en afkørsel for tidligt, hvorved vi kom ud over de små veje mod Mariager og hjem derfra med ankomst Hobro 12.20.

Mens jeg ringede efter en taxa, gjorde Verner Fleismann holdt og tilbød hjemkørsel. Jeg knaldede røret på og modtog gerne hans tilbud. Vi kom hjem med den lovlige rationen af cigaretter til en eftermiddag med sol i haven og for mit vedkommende med mange gode oplevelser i erindringen.

Turens pris: I alt, inkl. tyveri, 400 fr. 4893,- kr.

21. juli 1994/-ek.