Prag, efterårsferien -95

Efter vores tur til Algarve kom det ret hurtigt på tale at foretage en billig rejse i efterårsferien, og Prag var en oplagt mulighed. Sonja havde været der i 1992 sammen med Grethe, Lise og Ida, men havde alligevel lyst til byen. Jeg ringede til de relevante udbydere af busrejser og vi fik en stak rejsekataloger tilsendt. Valget faldt på Aros-Panter, og den 25.8. betalte vi depositum til selskabet. Foran os lå en arbejdsperiode krydret med forventningens glæde.

Fredag, den 13. oktober, -95

Sonja ankom til Hobro ved 18-tiden, fredag. Vi havde begge haft en form for afslutning på skolen i forbindelse. med den tilstundende efterårsferie. For mit vedkommende havde der været tale om en uge startende med to sygedage pga. ødelagte fødder erhvervet på en oplevelsestur med 10. klasse og Hjemmeværnet den foregående weekend. Derefter 3 dage med 10. klasse, tema: Alternativ sport. Pga. klassens dårlige planlægning sluttede jeg forløbet kl. 12, og der blev lejlighed til en spegepølse- og ostemad sammen med kollegerne, der havde afviklet det årlige motionsløb. Sonja havde osse lavet motionsløb. Hun havde siddet og slikket sol i skolegården med et stopur i hånden. Vi havde således eftermiddagen til at pakke i, og vi fik en stille og fornuftig hjemmeaften.

Lørdag, den 14. oktober, -95

Op kl. 9.30. Vi gik en dryssetur i Adelgade, købte et rugbrød til vores frokost og en lille hovedpude (mon-teringspude, 20,- kr.) til mig. Det sidste var et impulskøb. 14.45 kørte vi til Århus. Der var ikke mulighed for opsamling i Hobro. Vi kunne være stået på i Randers, men da der er et par børn i Århus, som sætter pris på at have bil en uges tid, blev det Nete, der fik glæden af Peguot'en (Fiat'en har det p.t. ikke så godt). Vi mødte Nete i Stakladen, hvor hun er i færd med at instruere Medicinerrevyen, og kl. 15 stod vi med vores bagage ved Musikhuset. Et par unge mennesker så efter den, mens vi var en tur inde i det nye kongres- og indkøbscenter, der netop er blevet indviet. Et meget flot byggeri.

Vi kunne have set os meget bedre om i dette hus, thi det blev os ved tilbagekomsten til bagagen meddelt, at afgangen var en time forsinket pga. et trafikuheld på motorvejen ved Berlin natten forinden. Bussen var derved blevet 3 timer forsinket. Et par fyre fra Aros-rejser gjorde deres til at berolige gemytterne. Vi blev oplyst om, hvilken bus vi skulle med og hvilke numre, vi skulle sidde på. En enkelt dorsk og rethaverisk dansker måtte de dog opgive. Hans brok var der ikke noget at stille op med. Til alt held skulle han ikke med i vores bus. 16.30 gik det så sydpå med opsamling i Horsens og Vejle, og kl. 19 var der spisepause ved Pöetzh. Vi nød dagens tilbud, Rindhacksteak med sigøjnersovs og fritter (en stor, flad frikadelle) samt en øl/vand, 9,75 DM.

Udsigt fra bussen var der årstiden in mente ingen af. Vi fik begge læst noget om Prag og så lidt film. Denne var amerikansk, og lyden var skruet så langt ned, at man var nødt til at læse undertekster. Dette var meget besværligt, da en piberygende herre placerede sig således, at hans hoved dækkede det meste af skærmen. Ergo, nul film. Efter natpausen skruede vi os ind på liggepladserne. Sonja fik en elendig plads, som var 30 cm kortere end min. Hun havde svært ved at finde hvile til ryggen. Jeg lå og stødte hovedet mod en kvinde ved navn Bente, gift med Finn. De havde to mindre døtre med, og de brugte nogen tid på at få sig indrettet og snakket godnat. Ad dårlige veje gik det videre. Natten var præget af rystelser, ujævn kørsel og grene, der bankede mod taget. Vi kom igennem byer med brosten, og der blevet slået en skrækkelig masse sving, men lidelserne fik da ende, da vi 8.15 var fremme i Terezin, Para Hotel, (Theresienstadt). Her købte vi spisebilletter hos chaufføren (morgenmad, aftensmad og morgenmad til hjemturen, 85 kr. pr. næse). Maden var rimelig, men specielt hyggeligt er det ikke, når 3 busser skal fodres af. Vi sad sammen med 2 par fra Kolding og Sonja fik en snak med "pigerne", der begge var pædagoger. De havde en aftale gående på, at de under turen ikke måtte snakke arbejde, med mindre de ville betale øl, så det var med omskrivninger, snakken med Sonja blev ført

Søndag, den 15. oktober, -95

I siddende stilling gik det så mod Prag. Nu var der lyst, og vi kunne se landskabet. Der var blevet høstet solsikker. De sorte stængler stod tilbage på markerne. Området er et nogenlunde fladt landbrugsland med store marker fra kollektivernes tid. Et enkelt bjerg viste sig, men p.g.a. overskyet vejr var det ikke muligt at få de store vidder med.

Kl. 11 var vi fremme ved vores hotel, Balkan. Jeg var fremme ved receptionen som nummer 2, og det var heldigt nok, for der var ikke værelser til alle. Guiden argumenterede med receptionskonen. Dialogen steg i styrke. Så blev det konen for meget - hun ville i hvert fald ikke påtage sig skylden for noget som helst, og der var ikke nogen, der skulle klage over hende; hun smed guiden ud af sit lille indelukke. Guiden fastholdt, at hun/Aros Rejser havde en kontrakt med hotellet, og at det var hotellet, der havde et problem. På et tidspunkt kom der lidt ro over receptions-mutter, og de 10 af os fik vores værelse. Hvad der skete den næste times tid, ved jeg ikke, men chefen blev da fundet et eller andet sted ude i byen, og der blev skaffet et andet hotel til de resterende gæster. Man priste sit held ved at være tidligt fremme ved skranken. Sonja var osse hurtigt fremme - måske lige hurtigt nok, for det var chaufføren, der kom ind med hendes kuffert, som hun i sin iver havde ladet stå ude på fortovet.

Vi fik hurtigt pakket kludene ud på værelse nr. 19, hvorefter vi gik en lille tur ned til floden. Hotellet lå tæt ved Moldau. Vi gik over den ad én bro og tilbage ad en anden. Det første, der fangede min opmærksomhed, var de mange sporvogne - en del af dem malet som kørende reklamevogne for vestlige produkter. Opfindsomheden er i den henseende stor, viste det sig i løbet af ugen. Vejret kunne have været bedre. Der var overskyet, hvilket gjorde, at byens farver ikke kom helt frem. I det hele taget var det svært at se langt. Vi kunne se borgen, men den var ikke særlig tydelig. Vi forsøgte på fornemmelsen at finde metroen - vi fandt et supermarked. Trætheden sad i os, og det gjorde det ikke bedre, at der var småkoldt.

Klokken 13 deltog vi en time forsinket i den af selskabet gratis arrangerede metro-tur. Brugbare penge havde vi ingen af, så vi blev af guiden udstyret med to billetter hver - pris 1,60 kr./stk. Først gjorde hun holdt ved det nærmeste sporvognsstoppested og forklarede, hvordan man skulle tolke symboler og læse køreplaner. Vi blev oplyst, at linie 4 og linie 14 begge kørte til centrum. Fint nok. Så gik vi lidt længere, et par hundrede meter fra hotellet, og der var metrostationen, Andel, som en udsmykket med en meget stor marmormosaik med motiver fra Moskva. Metroerne i Prag meget flotte og der er rent over det hele. Hver station har sin egen udsmykning, sit eget særpræg. Alle stationer ligger meget dybt, så det var behageligt, at der overalt er rullende trapper, der fører en til og fra dybet. På stationen Florenc ligger den gule linie 80 m under terræn.

Målet for vores metrotur var Aros's kontor. Her kunne vi veksle penge. I betragtning af, at det var søndag, var det meget oplagt at bruge denne mulighed frem for mere eller mindre hæderlige vekslebutikker. At veksle sort er der ingen mening i længere, idet tjekkerne i dag kan veksle det, de lyster i de normale banker. Vi havde taget DM med og fik vekslet 500 af samme. Det giver en skrækkelig masse korunaer, kc, ca. 17.000 kc. 4 kc svarer til 1 dkr. Sonja fik ved samme lejlighed forsynet sig med Prince Light. Cecil var der ingen af. Da vi var en lille gruppe på 10 personer, var det hurtigt overstået, og guiden tog os med på en sporvognstur til en metrostation, hvor vi kunne købe billetter. Forinden havde hun vist os en lille grøn oase, som man skulle være stedkendt for at finde. Det var Sonja, der måtte ind i køen for at få fat på 2 5-dages kort samt to alm. billetter til os. En anden af selskabets guider sørgede fornuftigt for, at kortene blev stemplet som værende gældende fra mandag til og med fredag.

Der stod vi så midt i Prag på Vaclavske Namesti, der Prags moderne centrum med dyre butikker, ditto hoteller og masser af mennesker. Pladsen er 60 m bred og 750 m lang. En sammenligning med Champs Elyeses er ikke helt ved siden af. Der er den samme internationale stemning. For enden af pladsen rejser Nationalmuseet sig pompøst. Foran dette er der en stor statue af Bisp Vaslav. Vores første mål var en sort øl, som vi fik på det første, det bedste værtshus i en af sidegaderne. Den halve liter gjorde og smagte godt, og vi var nu efter i nogen tid at have døjet med at få bykortet til at vende rigtigt rede til en tur op og ned af pladsen. Bygningerne er utroligt flotte. Materialerne er solide og ægte, og der er gjort meget ud af dekoration og udsmykning. Det er ikke hver dag, man ser en port med facetslebne ruder. Sonja viste mig Krudttårnet, som kunne ses for enden af en af de tilstødende gader. En meget velsmagende pølse blev det osse til, inden vi tog metroen tilbage til hotellet.

Vi trængte til et bad. Sonja lagde ud med at fylde badekarret med varm vand. Jeg tillod mig samme luksus, en luksus jeg skal flere år tilbage for af have oplevet sidst. Og således forfriskede af såvel bad, rent tøj samt et krus Nescafe gik vi ud for at spise. Vi orkede ikke at gå langt, så det blev en restaurant i umiddelbar nærhed af hotellet. Betjeningen var fremragende; overtøjet blev hængt i garderobeskab, askebægeret blev tømt efter hver cigaret, og vinen blev skænket.

Menu

Campari

En lille hors d'oeuvre

Steak á la Penguin

(Kalvemørbrad med 2 saucer og flødeskum, pommes sautes, flødestuvede kartofler)
Mixed salat, Sonja

Paprikasalat (grøn peber), Erik

Rødvin, tør (ikke noget at skrive begejstret om)

Cappuccino

Slivovice

Pris inkl. drikkepenge: 1000 kc (250 kr.)

Tilbage på hotellet satte vi os i baren med en kold øl, men da fjernsynet gik, og de øvrige gæster var meget unge, besluttede vi at tage øllet med op på værelset. Det blev til 2 halvliter til os hver. 12% stod der på flasken, så det var da oplagt, at vi følte os pænt berusede, da vi 22.45 gik i seng.

Mandag, den 16. oktober, -95

Op kl. 08.20, og efter en udmærket morgenmad bestående at aflange brød, masser af smør, tyndtskåret skinke, ditto ost og marmelade samt kaffe tog vi ved 10-tiden sporvogn, linie 4, ind til byen. Sonja havde jo været der for tre år siden, så hun mente nok, hun kunne kende et passende sted for os at stå af på. Sådan gik det ikke. Sonja fik ikke landkending, hvorfor vi valgte at stige af ved det 4. stoppested. Frem med kort. Først Politiken: Turen går til Prag, så er detaljeret kort, jeg havde lånt af John Carstensen. Vi fandt gadenavnet i indekset og konstaterede, at vi var langt fra alt muligt. Det hele så lidt håbløst ud. Vi må have gjort et tilsvarende indtryk på en kvinde på vores egen alder, som greb ind og på tysk fortalte os, at vi blot skulle gå lidt hen ad en af hende anvist gade for at komme til Nationalmuseet. Vi takkede det bedste, vi kunne, og kort tid efter stod vi med Vaclavske Namesti for vore fødder. Så var det let at finde rådhuspladsen, mente vi. Vi skulle blot hen til Krudttårnet, som vi havde set søndag, og så ville det ikke være noget problem for Sonja at finde frem. Ned ad Vaclavske Namesti gik det, så ind til højre og vi var fremme ved Krudttårnet. En ambulance kom hylende og stoppede op ved en byggeplads. En mand lå livløs inde i en varebil. Ambulancefolkene kunne åbenbart intet udrette, og ganske kort tid efter kom et nyt udrykningskøretøj - denne gang med en læge. Om de fik liv i manden vides ikke. Vi gik videre ned til Krudttårnet. Men så gik der kage i den, for ligegyldigt i hvilken retning vi forsøgte os, fandt vi ikke nogen rådhusplads. Kortene kom frem igen, vi fjumrede lidt mere rundt, indtil vi måtte konstatere, at det ikke var Krudttårnet, vi havde fundet. Tilbage til Vaclavske Namesti og på den igen. Det hele vendte forkert. Vi havde bøvl med at får kortene vendt rigtigt, men stædighed belønner sig. Jeg valgte at følge kort - Sonja at følge den alm. turiststrøm, og denne kombination ledte os først ind til det rigtige krudttårn og derefter til Staromestskr Namesti med Prags gamle rådhus og det berømte astronomiske ur.

Vi satte os på en af de få endnu åbne fortovsrestauranter og nød en kop kaffe. Vi havde vel forestillet os, at vi kunne se sceneriet på uret, når det slog tolv, men det lod sig ikke gøre. Tilstrømningen af turister spærrede aldeles udsigten, så Sonja viste sit imødekommende væsen derved, at hun rejste sig for at følge med ud på pladsen, for at jeg kunne se de små figurer, der kommer frem ved hvert timeslag. Det er selvfølgelig noget fis at glo på, men det hører nu engang med til Prag, at man skal opleve dette ur. Så såre uret havde slået, spredte turistmængden sig i alle retninger. Vi gik ind i rådhuset. Mod entre kunne man komme ind i en gammel sal. Det undlod vi og glædede os i stedet over et par gamle døre. Vi tog en tur op i tårnet. Det meste af vejen går man på en spindelgang som i Rundetårn. Det sidste stykke forceres ad en smal ståltrappe. Udsigten er selv i gråvejr flot. Man glæder sig over synet af de smukke tegltage og de gamle huses mangfoldighed af udsmykninger og kærligt tilvirkede detaljer. Det er kun den ene halvdel af rådhuset, der står tilbage. Det virker lidt underligt at se bagsiden, som er opført i nogle ligegyldige materialer. Dog er der et stor vindue udformet i kraftigt glas med 25 cm brede lodret gående halvbuer, der vandret har fået tilføjet nogle få svajende linier. Et imponerende glasarbejde.

Næste mål var Karlsbroen. Denne gang valgte vi Sonjas model: Følg turiststrømmen, og det virkede glimrende. Byggeriet af Karlsbroen startede 1357 under Kejser Karl 4. Broen er smykket af 30 religiøse statuer - de ældste fra begyndelsen af 1700-tallet (en del er dog kopier). Det er et meget malerisk bygningsværk med et imponerende porttårn i hver ende. Vi blev mødt af en velspillende akustisk jazzorkester, som havde cd'er til salg. Ellers er broen præget af smykkesælgere, tegnere og andre turisthandlere. På Mala Strana siden ville Sonja vise med en væg tilegnet John Lennon. Vi gik noget rundt og var inde i en park, men vi fandt ikke det søgte. Tilbage over Karlsbroen til St. Mestro, hvor vi drysse rundt i gaderne.

Ved 14-tiden meldte lysten til lidt spiseligt sig, og vi gik ind på et sted, der osede af en kommunistisk indretningsarkitektur. Vi sad med udsigt til Bethlehemskirken og fik en øl samt en Betlehemstallerken (1 stk. and, 1 stk. røget skinke, surkål, rødkål og dumplings/knödeln) Mens vi spiste, kunne vi betragte en fotograf, en påklæderske og en medhjælper, der arbejdede med en model og nogle klude. Vi kom tilbage til Rådhuspladsen og flakkede lidt rundt. Sonja var inde i en trævarebutik og købte en hund og en kat til Nete og Heidi. Jeg købte et par cd'ere.

Vi fandt en metro og tog tilbage til Andel. På denne tid af eftermiddagen var der mange mennesker på farten. I supermarkedet købte vi vand, øl og Slivovice, og tilbage på hotellet smagte vi på sagerne. Sonja havde tabt et lille væddemål. Hun indfriede sin gæld, og efter en halv time på øjet, et bad og omklædning tog vi ved 19-tiden ind til byen for at spise. Vi stod af på Mustek, en meget stor metrostation med et væld af udgange, så det var ganske tilfældigt i hvilken gade, vi kom op. Vi fandt et lille sted, hvor vi fik et ikke interessant men dog velsmagende måltid. Vi spiste for billigt.

Menu

Sirlion George IV

(fladbanket oksekød, et baconstykke på størrelse med en 2-krone, løg, ærter, rødbeder, sennep og fritter)

Mixed salat med revet tjekkisk ost

Øl

329,40 kc

22.30 var vi i vores senge.

Tirsdag, den 17. oktober, -95

I modsætning til vores tur til Algarve havde vi denne gang vækkeuret med, og det ringede tirsdagen ind kl. 7.30. Vi havde tilmeldt os bureauets tur til Theresienstadt med opsamling på hotellet kl. 8.45. Morgenmaden overraskede os - der blev serveret varm røræg med bacon. Normalt får man jo det samme hver morgen på et billigere charterhotel.

Vi blev hentet af en dansktalende tjekkisk guide, som på korrekt og smukt dansk gerne besvarede spørgsmål og forklarede til den lille skare, vi var, inden gæsterne på det næste hotel kom på en halv times tid senere. Han havde lært dansk i Silkeborg og var blevet tilknyttet Aros Rejser. Der er 8 tjekker i Prag, der kan tale dansk - de to er hos Aros, resten arbejder på universitetet. Han fortalte, at der ikke er arbejdsløshed i Tjekkiet, at der er meget dårligt betalt arbejde, som man altid kan få. Gennemsnitslønnen svarer til 3000,- kr. pr. md., skatten er 12%, husleje i den ældre boligmasse ca. 300,- kr. Flere gange oplyste han, at det har vi (nationen) ikke råd til. Turismen er vigtig for Tjekkiet, der årligt besøges af 80 - 100 millioner turister.

Inde ved Aros-kontoret steg de sidste på, og vi fik en kvindelig guide, som fortalte om seværdighederne, vi passerede på ved ud af byen. Det første, vi så, var den gamle centralkomites bygning. Under Gustav Husaks ledelse af landet lod man opføre en stump underjordisk gade forbi bygningen for at udgå trafikstøjens distrahering, når de dybe tanker skulle tænkes. Husaks Passage kaldes den i folkemunde. Vi så Prags største tennisstadion med plads til 50.000 tilskuere. Selv under kommunismen var denne aristokratiske sport meget populær. Det samme var og er golf. Vi kørte forbi Prags gamle slagtehaller, der i dag huser byens største marked. På resten af turen til Terezin fik vi fortalt noget af den historie, der ligger op til 2. verdenskrig samt jødernes historie i Prag.

Theresienstadt er et fæstningsværk og en garnisonsby anlagt i slutningen af 1700-tallet under Karl IV, der opkaldte byen efter sin moder, Therese. Paradoksalt nok var det samme Karl, der gav jøderne lov til at bosætte sig, hvor de ville i Prag, samtidig med at de fik de samme rettigheder, som alle andre borgere. I 1941 deporterede tyskerne de 2.600 indbyggere og oprettede en jødisk ghetto. I 1942 befandt der sig 52.000 mennesker i byen (Inge Bro Jørgensen: Prag) Iflg. guiden var tallene 10.000 og 40.000. I alt passerede 200.000 jøder Terezin. 35.000 døde her, 150.000 blev overført til udryddelseslejre. Tyskerne lod her som andre steder jøderne styre byen gennem et jødisk råd, som osse skulle forestå udvælgelsen af de mennesker, der skulle sendes videre.

I dag er Terezin en almindelig by, men "Den lille fæstning", der ikke er spor lille, ligger tilbage som et minde om en grusom tid. Umiddelbart kan man slet ikke forestille sig umenneskeligheden, når man kommer til denne smukke, gamle fæstning. Det ser så hyggeligt ud, men den store gravplads med et væld af sten og to store kors - det jødiske og det kristne, man passerer på vejen, er ikke til at overse. Inde i fæstningen blev vi guidet rundt, og man føler sig som kvæg. På den anden side kommer man let til informationerne: De bliver fortalt. Vi hørte eksempler på tyskernes grusomheder og blev vist nogle af de steder, hvor ugerningerne fandt sted. Vi så modtagelsesgården, fangegården, celler og det baderum, tyskerne lod opføre for at overbevise Røde Kors om, hvor fortræffeligt man havde det i lejren. Det var i Theresienstadt, tyskerne optog den kendte propagandafilm, som viser, hvor rart de internerede havde det i ghettoen. Efter optagelserne var tilendebragt, og Røde Kors havde forvisset sig om, at en tysk lejr var helt OK, sendte man selvfølgelig alle de medvirkende fanger videre til en af udryddelseslejrene for at undgå, at skuespillet skulle blive afsløret. Vi har 50 mand inde i en celle, der blev brugt som celle til 50 af "de værste" jøder. Vi kunne stå derinde, mere plads var der ikke - og vi kunne se og frem for alt komme ud igen. De stakkels jøder, der blev holdt indespærret her, havde ikke lys overhovedet - ej heller varme; de var nøgne. Eneste inventar var lille spand, som udgjorde toilettet. 50 mand kunne umuligt ligge ned på gulvet. Oplevelsen var grim. Det samme var opholdet i en fangegård, tyskerne lod opføre. Det ser pænt nok ud, men ved tanken om, at cellerne var urimeligt overfyldte bortvejrede den afmægtige forargelse hurtigt dette indtryk. Det var i denne del af Theresienstadt, der opstod tyfus. Man gjorde intet for at imødegå den, og da russerne nåede frem, lukkede de området af og fik tilkaldt hjælp fra Prag. Mange af disse fanger overlevede selvfølgelig ikke befrielsen. Overlevede gjorde heller ikke to for rapkæftede gymnasieklasser fra Prag. De unge mennesker blev af lejrkommandanten sat til med de bare næver at udgrave et svømmebassin til adspredelse for tyskerne.

"Den lille Fæstning" har 29 km underjordiske gange. Disse er anlagt for at fæstningens soldater i tilfælde af belejring kunne slippe ud og dermed falde fjenden i ryggen. Vi gik en tur på 500 m i disse gange og kom ud på det sted, hvor man efter krigen fandt et massegrav. På området er der et lille museum. Dette besøgte vi og gik efter toiletbesøg tilbage til parkeringspladsen. Der var kø ved de to boder, hvor man kunne få lidt at spise. Sonja valgte kø, jeg gik hen for at se på en samling udrangeret krigsmateriel, som stod parkeret ved siden af parkeringspladsen. Der er meget, som det nye Tjekkiet skal have udbedret og ryddet op i efter kommunismens fald.

Bussen kørte os ind til Terezin, hvor der var arrangeret museumsbesøg. Det interessanteste var en udstilling af børnetegninger, som er fremstillet i Theresienstadt. Langt de fleste af børnene overlevede ikke nazismens overgreb. Ellers var der såmænd ikke så meget at komme efter. Besøget sluttede med, at vi skulle se den før omtalte propagandafilm (en redigeret udgave med faktuelle kommentarer). Museets biograf er imponerende. Man sidder i store, grimme lænestole, (model grimmeste 1-2-3 sofagrupper) som helt sikkert er ment som en smuk og behagelig luksus. Den kommunistiske arkitektur har det med enten at være ligegyldig, trøstesløs eller anmassende.

Kl. 16.30 var vi tilbage på Balkan Hotel, vær. 19 til et krus kaffe og en Slivovice. Værelset var udmærket men ikke hyggeligt. Lofthøjde ca. 3,20, lyse vægpaneler 90 cm op, nappapolstrede døre, ingen billeder på væggene, en lille hylde med en højttaler fra hvilken man kunne høre det lokale program 3. Et nyt garderobeskab med skydedøre. En glimrende fast seng men syntetisk dynetæppe og pude. Et lille sofabord sat ind mod væggen - to godt brugte lænestole. På panelet over sofabordet sad et opslag med teksten:

No transfering of the furniture

No cooking

Betjeningen var glimrende. Vi fik skiftet 6 stk. håndklæder hver dag, og vores skraldespand - en plastpose fra Aros-Rejser - blev tømt hver dag.

Middagen blev efter metro-tur til Republikpladsen (her tabte jeg et lille væddemål) indtaget på et af John Carstensen anbefalet sted. Han havde opgivet adressen Dlouha 33. Vi fandt ikke noget spisested på nr. 33, derimod i nr. 25, over gården - en meget hyggelig, rustik kælderrestaurant med flotte lofthvælvinger, levende lys og ellers indirekte belysning. Betjeningen var glimrende og maden god.

Menu

Zinzano

Eidammer med oliven (Sonja)

Skinke, Prag (Erik)

Oksemørbrad, mixed salad - yoghurt (Sonja)

Gullash, tomatsalat (Erik)

Ital. rødvin, 1988

Cappuccino

Slivovice

Incl. drikkepenge 1200 kc (300,- kr.)

Tilbage på hotellet nød vi koldt øl i baren og snakkede lidt med et par unge mænd fra Vallekilde Højskole. Aftenen sluttede med Slivovice på værelset. Tror nok, vi blev lidt højrøstede, inden vi gik på langs ved midnatstid. Efter hjemkomsten til Danmark gik det op for Sonja, at hun havde glemt sin paraply, en fødselsdagsgave fra Signe, på restauranten

Onsdag, den 18. oktober, 1995

Jeg stod op ved 8-tiden, Sonja lidt senere. Det blev pga. aftenens druk en lidt træg start på dagen. Jeg forsøgte at få lidt gang i systemet med 2 morgenpils. Morgenmadsvariationen var masser af ost.

Dagen var sat af til borgområdet. 11.00 tog vi metro til Mala Strana og slentrede lidt rundt og nød de smukke bygninger. Samtidig nød vi at se alle de restaureringsarbejder, der var i gang. Det er godt at se, at der anvendes ærlige materialer alle steder. I en gade var man ved at nedlægge sporvognsskinner. Det er dejligt at erfare, at man ikke falder for fristelsen til at asfaltere en sådan gade men i stedet lægger brosten. Disse holdes på plads derved, at der i mellemrummene med vandkander hældes flydende asfalt.

En kirke blev det osse til. Det interessante her var et par sidealtre med glassarkofag, hvori et par vel- og rigtklædte lig befandt sig. Stofferne var så mørnede, at knoglerne blottedes hist og her.

Vi tog den såkaldte nye trappe op til borgen - en lidt sej affære, som ikke blev lettere af gårsdagens overdrevne indtag af alkohol. Vi stoppede op et par gange og nød udsigten til Stara Mesto og Karlsbroen. Borgområdet, Hradcany, er stort. Det første, vi søgte, var et sted, hvor vi kunne få en kop kaffe. Vi fandt stedet, men der var ingen pladser inde. Vi satte os udenfor, men der gad man åbenbart ikke servere, så vi måtte på benene igen.

Vagtskiftet med trompeterer i de åbne vinduer er en turistattraktion, som vi pga. folkemængden kun fik set glimtvis. Derefter gik vi ind i Domkirken, Sv. Vita, som er meget stor, meget smuk og meget lys. Et overvældende rum. Til noget af kirken kræves billet, så det var ikke det hele, vi fik set. Jeg så resten senere på dagen. Der var tale om nogle imponerende udsmykninger og sidealtre og sarkofager. Det mest overvældende er en sarkofag, der bliver båret af engle. Ovenover er der mindre engle. Afdøde er helt sikkert i de bedste hænder i Himlen. Dekorationerne er overvældende. Det hele er udført i forsølvet materiale. Aldrig har jeg set et metalarbejde med så mange detaljer. Hos den lokale bedemand i Hobro hænger et stilfærdigt landskabsbillede med teksten: Lad mindet leve - i enkelthed. Det er ikke enkelthed, der kommer til orde i dette forsølvede minde.

Stenbergpalæet - udenfor borgen, der rummer nationalmuseets samling af 1500-årenes malere, var et must for mig, og det var en stor oplevelse. Palæets store sale og specielt disses rigt udsmykkede og bemalede lofter er i sig selv et besøg værd. Og når der så er en større samling at Rubens, Rembrandt og Van Dyck, er det svært at holde sig udenfor. Det er hver gang forunderligt at stå overfor et 400 år gammelt detaljefyldt, naturalistisk maleri og tænke på, at man her ser tilbage i historien gennem et datidigt menneskes øjne - vel vidende, at disse selvfølgelig var såvel subjektive som sponsorerede. Manden skulle jo leve. Men det ændrer intet ved den kendsgerning, at værkerne er blevet skabt af et menneske, der kun havde sin fortid og samtid at forholde sig til. Jeg skal selvfølgelig være ærlig og indrømme, at jeg ikke kan se, hvorfor Rembrandt er mere berømt end alle de andre gamle malere, der var ophængt på dette museum.

Kultur mætter hjernen - ikke maven. Vi fandt et sted, hvor der blev serveret i det fri i en gård. Det blev til en øl og en omelet med champignon. Friske, gode råvarer og veltillavet. Pausen gjorde godt. Sonja havde lidt vrøvl med lårbassen/ryggen. Næste mål var Den gyldne Gade inde på borgen. Dette er en underfundig kuriositet. På et tidspunkt blev der bygget en masse små huse op ad borgmuren. De fleste er revet ned, men 16 stykker har fået lov til at stå. Disse huse er så små arealmæssigt, at man har lidt svært ved at forstå, hvordan man har kunnet stuve en familie sammen i dem. På den anden side: Har man været inde i den fattige fiskers hus på Skagens Fortidsminder og erkendt, at dette har været en fiskerfamilies hjem, så er husene på Hrad såmænd ganske bekvemme. Her er dog tætte tegltag og skorstene, og naturen er unægtelig blidere i Prag end ved Vesterhavet.

Den gamle romanske kirke, Sv. Jiri, er en asketisk oplevelse. Renheden, enkeltheden, lyset og bevidstheden om, at man her står i et rum, der er 700 år gammelt, maner til stilhed.

Billetten, vi løste for at komme ind i Sv. Jiri, var en fællesbillet, og vi var derefter inde på Prags gamle kongeslot. Riddersalen er stor og flot. Tronsalen er meget mindre. Tronen er hævet. På gulvet er der bænkerækker som i en kirke. I det ene hjørne står en stor firkantet kakkelovn med hvide kakler, der hver for sig har blå motiver. Udsigten har været og er fantastisk fra dette slot. Man kan gå udenfor på en terrasse og nyde den. Nedenfor ligger en større indelukket terrasse, hvor man i hine tider kunne trække sig tilbage og til dels nyde privatlivets fred. På etagen under riddersalen er der i dag en udstilling af store, gamle bøger fra 1500-tallet. Man kan kun føle sig lille, når man betragter sådanne. Hver eneste side er smukt kalligraferet, og illustrationerne er mageløse.

Nu sagde Sonjas lårbasse nej tak til at gå mere rundt, hvorfor hun satte sig ned og lod mig få et klip mere i min billet. Jeg vendte tilbage til domkirken, hvor jeg osse var ned i krypten (ligegyldig - alt for megen beton-afstivning). Og så var tiden kommet, hvor vi mætte af oplevelse begav os hjemad. Først fik vi en kop lunken termokaffe skænket i plastbæger (25 kc) lige udenfor borgen - klokkerent optrækkeri. Så slentrende vi ned gennem Male Strana til Karlsbroen, hvor Sonja fik et par øreringe (kirurgisk stål). Jeg var den generøse giver - 100 kc. Det var meningen, at vi ville have taget metroen hjem, men vi var begge oplagte til at gå, og det blev en dejlig tur langs Moldau, Vltava, forbi Nationalteateret og steder, Sonja havde set for tre år siden. På floden sad et par mænd og fiskede i små joller. Den er åbenbart ikke så forurenet, at den er helt død. Det var myldretid, og lyskurvene blev nu betjent manuelt af yngre politibetjente. Den ene var en ung kvinde.

16.45 kunne vi bede om nøglen til nr. 19. Smil - endsige imødekommenhed mødte vi ikke i receptionen. Og dog. Jeg besluttede mig for, at jeg ville se en reaktion, og en enkelt gang lykkedes det mig at fremprovokere en trækning, der med lidt god vilje kunne tolkes som et smil. Kaffe, en øl, en Slivovice, lidt hvile, et bad, omklædning, og så var vi parate til at gå ud og spise. Igen metroen ind til Namesti Republik. Denne gang for på må og få at finde et hyggeligt sted, så vi valgte en sandsynlig gade. Intet resultat. Så nogle sidegader, og pludselig i en aldeles ligegyldig gade var der en restaurant, der så rimelig ud. Priserne signalerede i det mindste, at det ikke kunne være helt tosset.

Det var det heller ikke. Vi blev mødt med spørgsmålet om, vi havde reserveret. Næh, det havde vi da ikke, men tjeneren anviste os dog et tomandsbord. Vi accepterede, og han forsvandt med vores overtøj for derefter at komme med drink-kortet. Baggrundsmusikken var Mozart. Vi bestilte og fik menukortet. Besøget blev en god oplevelse. Betjeningen var i top, maden var det samme. Vinen kom ikke på bordet. Den stod i en køler på en skænk udenfor vores rækkevidde. På intet tidspunkt manglede vi noget. Askebægeret blev tømt adskillige gange, og der var altid vin i vores glas. Da vi gik, var tjeneren der lynhurtigt med overtøjet. Mens vi sad der, kom der to yngre mænd - den ene i moderne og hullede cowboybukser. De havde heller ikke reserveret bord. Tjeneren havde ikke flere borde. De herrer ønskede ved selvsyn at konstatere rigtigheden af dette udsagn. Hvordan man bar sig ad, ved jeg ikke, for der var et par små borde uden reservationsskilte, da vi kom, men de uønskede gæster fik altså ikke et bord. Tjeneren fulgte dem ikke helt hen til døren. Det var da godt, at jeg havde taget de pænere klude på. Om besøget skrev Sonja, da vi kom hjem: That was the top.

Menu

Campari (Sonja)

Scrudriver, vodka/juice, (Erik)

Små ostetarteletter med flødeost, fløde og frisk grønt

Lammespid med mange grønsager

Salat med 3 dressinger (alt for meget)

Hvidvin, pinot blanc - tjekkisk

Cappuccino, stor

Inkl. rigelige drikkepenge 1600 kc

Kådhed fra min side bevirkede, at vi kom med metroen i den gale retning, da vi skulle hjem. Man kan lade være med at gå helt hen til det skilt, der informerer om retning, og på lykke og fromme tage toget på venstre eller højre side. Jeg valgte forkert. På næste station, Florenc, skiftede vi til den rigtige, og kl. 23 sagde vi under de syntetiske dyner tak for en dejlig dag og godnat til hinanden.

Torsdag, den 19. oktober, 1995

Lidt i otte startede vi dagen forsigtigt. Vi havde ikke så travlt, men alligevel var vi kl. 10 med metroen på vej til det jødiske kvarter. Det var på denne tur, Sonja oplevede forsøg på lommetyveri. Toget var godt fyldt, vi stod op - Sonja tæt ved dørene. På en station kom to mænd ind. De kluntede og masede noget, og lod så være med at stige på alligevel. Sonja var meget hurtig klar over, hvad det var for noget, det handlede om. Hendes lille og smarte rygsæk var blevet lynet op, konstaterede hun lidt senere. Der var ikke taget noget - pungen lå i et aflukket rum. Vi kom af metroen, og ved Philharmonien holdt vi en smøgpause, i hvilken Sonja kunne bande indvendigt og sunde sig over forsøget på tyver.

Det jødiske kvarter, Josefov, er ikke ret stort. Det mester af kvarteret blev nedrevet omkring århundredskiftet. Meget af det nye er jugendstil. Nogle af disse bygninger er smukke - de fleste er ret ligegyldige. Den jødiske kirkegård med et væld af gravsten (jødiske grave må ikke slettes), den nye og den gamle synagoge står tilbage, men man har problemer med den mange turister. Problemet søges løst ved at kræve en tårnhøj entre til kirkegård og synagoger, 270 kc (67,- kr.) for en fællesbillet. På os virkede foranstaltningen. Vi holdt os ude på gaden og deltog således ikke i nedslidningen af de jødiske kulturværdier. Kirkegården fik vi et udmærket glimt af gennem et lille glughul i en dør i kirkegårdsmuren. Vi drev i stedet lidt mod nord og fandt et charmerede område med ældre, ikke specielt velholdte gule bygninger. Solen tittede lejlighedsvist frem, hvilket gav farverne nyt liv. En af disse bygninger havde tidligere været et kloster - i dag er den en del af nationalmuseet.

Vi gik til Republik, og i det store varehus, Kotva, købte jeg 3 cd'ere. Tjekkiske indspilninger er billige - udenlandske er der ikke noget køb i. Den unge pige ved kassen i pladeafdelingen brokkede sig gevaldigt på tjekkisk over, at jeg ikke havde lige penge. Det var på nippet til, at hun havde fået lov til at beholde sine plader og jeg mine penge. Efter denne tur i et varehus, som med hensyn til udbud og kvalitet til forveksling lignede Magasin, havnede vi igen på Rådhuspladsen, hvor vi udenfor fik serveret turens dyreste øl, 65 kc. Havde vi sat os ind, var den blevet 30% billigere. Ikke nok med at øllen var dyr, man måtte osse pænt betale for at lade sit vand. På restauranterne er der normalt ikke tissekoner, men ellers optræder de overalt. Da vi besøgte rådhuset, havde en stakkels engelsk mand ladet sit vand uden at have penge med sig. Tissekonen tog på vej. Hun var ret ligeglad med, om han havde penge eller ej, betale skulle han, om hun så skulle tilkalde politiet. Så var han mør og gik ud til sin ventende kone efter de 2 kc, som adskilte ham fra at komme i kløerne på ordensmagten. Et par andre steder oplevede jeg noget af det samme: En tissekone skal man ikke spøge med - hun ved, hun er lokummets ubestridte regent, og hun demonstrerer gerne sin autoritet.

Eftermiddagens mål var markedshallerne, Prazska Trznize. Vi tog metroen til Vilavska. Fra tirsdagen bustur vidste vi, at sporvogn linie 14 gik lige til døren, hvorfor vi efter metroen tog en 14'er - tilfældigvis i den rigtige retning. Markedet er meget stor. De gamle slagtehaller er indrettet til større specialforretninger (tæpper - bygningsartikler - kartonsalg af spiritus - alm. supermarkeder). I gaderne mellem hallerne er der boder efter boder. I modsætning til, hvad man normalt finder på markeder, var kvaliteten af varerne på dette af god kvalitet. Der var ikke ret megen tingel-tangel. Der var, dog bortset fra juledekorationer, tale om varer svarende til, hvad man finder i Bilka eller OBS. Men personale var der unægtelig meget mere af. Mange af de handlende, specielt tekstil, var af asiatiske oprindelse. Hos en af disse små mænd købte jeg med kyndig vejledning af Sonja 3 slips til 20 kc. pr. stk. Billigere kan det vist ikke gøres. En pølse med brød udgjorde på Sonjas foranledning vores frokost.

Linie 14 går praktisk taget til døren af vores hotel, så det var ikke noget problem at komme hjem, men eftermiddagen var ikke brugt endnu, så vi besluttede at tage sporvognen til endestationen, for på den måde at se noget andet af Prag. Mod udkanten af byen gik det, og det gik opad. Nogle gange kunne vi se ned over centrum. Udturen gav kontrasten til det smukke nede i byen. Her var der ikke vederkvægelser for øjet. Kvarteret, vi kørte igennem, prægedes af nedslidthed og tristhed. Ved endestationen stop vi af et kvarters tid og tog så tilbage til centrum og stod efter i alt at have kørt i sporvogn en god times tid af ved hotellet. På turen tilbage steg en lettere gangbesværet gammel mand på. Han havde tre indkøbsposer med. Den ene indeholdt tydeligvis gammel ost. Sonja rejste sig og tilbød ham sin plads. Den ville han ikke tage imod men blev stående til en anden plads blev ledig. Om han ville have taget imod min plads, lod jeg ikke komme an på en prøve.

Vi var en tur i det lokale supermarked for at købe tre flasker Slivovice, som vi havde med hjem til DK. Vi fandt osse to små glas, som vi har med os hjem som souvenir. Kl. 17.30 indviede vi de to glas og fik en lille lur, inden vi tog ud for at spise inde i byen. Man havde slips på denne aften. Vi fandt et relativt billigt sted inde i en gård tæt på Tyn-kirken. Værten havde 4 gæster til middag. Overfor sad et ungt par. Hun havde fået en rose af sin tilbeder. Denne blev der skaffet en lille vase til.

Menu

Zinzano og soda, 2 glas

Djævle-toast (Sonja)

Indbagt ost og skinke (Erik)

Tynd steak med kartoffelpandekager og salat (Sonja)

Hlaru, Kartoffelpandekage med svine- og oksefyld, Bøhmisk salat (Erik)

Irish Coffee

I alt, inkl. drikkepenge 800 kc.

Vi gik ind på Rådhuspladsen og oplevede pladsen i kunstigt lys. Specielt spirene på Tyn-kirken er elegant belyste med et meget blåt lys. Til bygninger anvendes oftest en blanding af blåt og gult lys. Det er påfaldende, at man virkelig gør sig umage med lyssætningerne, og det var eventyrligt på torvet at opleve en dygtig kvartet, der spillede populære Mozart-uddrag.

Efter en øl på værelset var der kl. 23 sengetid for høns og gamle folk.

Fredag, den 20. oktober, 1995

Hjemrejsedag - altså ikke for sent op, da vi skulle forlade værelset senest 10.00. Jeg havde taget alt for mange bukser med, Sonja havde taget sin lille kuffert med, så der blev presset hårdt for at få plads til indkøbene.

Vi havde resten af formiddagen og frem til kl. 15.30 til vores rådighed. Vi valgte bydelen Mala Strana. Vejret var lidt køligt, men ikke værre end at vi stadig kunne nyde at se på byen og slentre rundt i gaderne. Vi startede med at gå ned til floden og ind på et sted for at få en forfriskning (og et toilet til mig). Vi var de eneste gæster på stedet, hvor to tjenere og en tjenerinde ikke havde meget at lave men alligevel formåede at se beskæftigede ud. Sonja fik kaffe - jeg en sort øl. Vi var nede ved bredden og så på svaner og ænder. Derefter gik vi op i gaderne igen og sluttede kvarteret af med en frokost på et nydeligt sted, som hed noget med "Privat". Sonja havde bemærket, at der stod "privat" ved andre restauranter - hun skyder på, at der er tale om private foretagender, som osse var der under kommunismen.

Menu

Fransk suppe

Ørred (Sonja)

Gullash (Erik)

Sort øl

227 kc. - man tror, det er løgn!

På Karlsbroen købte Sonja øreringe, og jeg købte et smykke til Rikke. Sagen var, at vi stadig havde penge tilbage. Vi kunne selvfølge have fået dem vekslet til dkr., men vi valgte at bruge dem. Jeg fandt 3 cd'ere inde ved Rådhuspladsen. Efter at have flakket lidt forvirret rundt fandt vi en metro, og 14.30 var vi tilbage på hotellet.

Vi gik en sidste tur til Moldau, så på floden, promenerende hundeejere og et stort hotelskib, og allerede 15.20 kom bussen. Sonja og jeg var ikke på chaufførens liste, så vi fik vores bagage igen. Vi skulle med den næste bus. Så en træg kørsel i trafikmylder ud til et andet hotel for at samle op. Derefter ind til Aros-kontoret, hvor alle 4 busser åbenbart skulle vente på hinanden, og endelig 17.30 gik turen ud af Prag.

Første stop var Terezin, hvor der på det samme sted, som vi stiftede bekendtskab med på nedturen, skete en affodring af 200 mennesker. Sonja havde haft den faste tro, at vi skulle have gullasch. Jeg holdt på, at vi skulle have noget andet. Sonja tabte turens tredje væddemål. Vi fik i selskab med nogle 3. g'ere fra Hjørring et stykke med kødhammer maltrakteret og derefter paneret svinekød. Hertil en udbredt klat dårlig tilberedt pulverkartoffelmos med smør og lidt persille. Serveringen gik trægt. Somme hævdede, at det skyldtes stedets mangel på flade tallerkener. Nogle af gæsterne udtrykte til min forundring tilfredshed med maden.

Ad elendige veje og ind gennem en masse landsbyer gik det mod den østlige grænseovergang. Vejene blev ikke meget bedre i det tidligere DDR. Mørkt var det, så udsigten begrænsede sig til det, vi kunne se, når vi kørte gennem byerne. Et sted var der på en top en smukt belyst borg. Dresden var meget flot at køre igennem. Herefter var der motorvej. Der blev sat en amerikansk film på videoen. Vi fulgte filmen så godt, som det nu kunne lade sig gøre, for lige foran monitoren sad den piberygende herre, der ustandseligt flyttede hovedet og spærrede totalt for billedet. En moden mand af typen langt hår og skæg (hans bagage indeholdt endog en guitar) satte sig på gulvet ved siden af pibemanden. Talrige var de misbilligende blikke, som denne sendte ned mod gulvet, og selv fra denne position var det ikke for guitar-manden muligt at se film p.g.a. pibe-mandens uafladelige flytten rundt på sig selv. Guitar-manden måtte flytte tilbage til sin reglementerede plads. Så kom der lidt ro over pibemanden, og vi fik mulighed for lidt uforstyrret TV.

Filmen sluttede samtidig med, vi kørte ind på den rasteplads, hvor vi skulle holde natpause. Vi fik ordnet det nødvendigste og købte en 10 cl. Jägermeister til hver. I butikken var der en flok unge mænd, som stjal med arme og ben. Manden ved kassen kunne ikke stille andet op end at ringe til politiet, som var på stedet, da vi kom udenfor og stod og nød lidt alkohol og dagens sidste smøg.

Lørdag, den 21. oktober, 1995

Den korte køje blev nu min, og vi fik begge en rimelig nat. Vores bus punkterede, og det forsinkede konvojens ankomst til Slukefter Kro nord for Åbenrå en time. Her brugte vi den sidste spisebillet og fik et glimrende morgenbord, inden det gik nordpå med aflæsning i Vejle og Horsens. Nete havde ventet på os i to timer. Hun var kommet en time for tidligt - vi kom en time for sent. Hun var ved at køre, da hun så bussens komme. Talentfuldt vendte hun om og kørte os til Stakladen, hvor medicinerrevyen ventede hende. En træt Erik kørte os til Hobro med ankomst 11.30.

Aros Rejser, inkl.. sovebus 

3950,- 

Mad ved grænsen

 80,-

Madbilletter

170,-

Tur til Theresienstadt

150,-

700 DM

 2800,-

I alt for 2 personer

7150,-