Algarve, sommeren 1995

Turen blev bestilt den 10.6.-95. Jeg havde givet det tilsagn, at hvis jeg fik solgt huset, ville jeg betale selve rejsen og hotellet. Hodalsvej 11 blev solgt til den af ejendomsmægleren fastsatte pris. Algarve blev valgt ud fra det kriterium, at ingen af os havde været der før. Samtidig skulle der tages hensyn til afholdelsen af min 50 års dag samt flytning 22. juli. Hvad vi ikke vidste, da rejsen blev bestilt, var, at Sonja forinden var blevet ordineret 8 dage på langs for at afbøde problemer med en dårlig ryg.

Tirsdag, den 25. juli, 1995

Dagen startede kl. 10. Vi stod op til nok en strålende dansk sommerdag og lettere rod efter en ikke helt gennemført flytning til min midlertidige bolig, Markedsgade 6. En nøgle til gadedøren var bortkommet under indflytningen. Min lille notesbog til rejsenotater var ikke til at finde. Altså en tur ned til boghandleren efter en ny. Sonja manglede solcreme - det fik hun hos Mates. Så manglede vi bare en ekstra nøgle. Først fik Sonja lavet en kopi af en af sine nøgler. Så var det min tur, og så gik det galt: Nøglemanden ødelagde min original ved at fræse i den. Nu havde jeg overhovedet ikke nøgle til gadedøren. Men en gang imellem kan man være heldig. Overboens mor dukkede op for at tilse sin søns lejlighed. Efter lidt betænkningstid lod hun sig overtale til at låne mig sin nøgle til vores gadedør. Så mig ned til nøglemanden. Denne gang fik jeg mine kopier og en uskadt original med hjem, og efter et kvarters snak med moderen ovenpå kunne jeg gå i gang med at pakke færdig. Sonja havde fået tilsendt en bunke Jack & Jones T-shirts, som hun gavmildt videregav til mig. De kom i kufferten - noget gammelt blev hjemme.

14.45 gik det mod Århus i to biler. Nete skulle have Sonjas, Jesper min. Vi fik en kop kaffe hos Nete og Kristian, inden vi kørte til Tirstrup (Århus Lufthavn), hvor vi skulle møde senest 16.50 (afg. 17.35). Vi kom i god tid og undgik nævneværdig kø ved indcheckningen. Det blev til en kop kaffe i afgangshallen. Sonja var en tur i den taxfree, jeg underholdt mig med at glo på små flyvemaskiner og en enkelt helikopter.

Jeg fik en vinduesplads i venstre side og fik vinduernes lidenhed til trods en flot oplevelse ned over Jylland, hvor flyvehøjden endnu ikke er oppe på de ca. 10 km. Derefter lidt ud over Nordsøen, ind over Holland og vest om Paris. Vejret var flot, og det lykkedes os fra de 10 km's højde at få øje på Triumfbuen. Vi kom ud over Biscayen og kort efter var det på grund diset vejr ikke muligt at se ret meget, før vi nåede til Portugal og dermed også startede indflyvningen til Faro. Det landskab, der mødte os mindede, som Sonja så beskrivende udtrykte sig, som en af disse der hunde, der har alt for meget skind. Små bløde, nederoderede bjerge uden ret megen plantevækst. Deltaet ved Faro var tydeligt at se. Det samme var alle de små rektangulære damme, hvori man inddamper havsalt.

Efter 3½ times flyvning faldt vi planmæssigt ned på landingsbanen. Undervejs var vi blevet beværtet med 2 små deller, et stykke skinke og lidt kartoffelsalat samt en lun bolle. Premiair lader sine passagerer spise med rustfrit stål bestik i miniatureudgave. Dette er langt at foretrække frem for plastikbestik. Hertil nød vi en guldøl. Derefter kaffe og chokolade. Sonja delte generøst sit stykke med mig. Der var nemlig ikke noget i min bakke. Tobak havde vi afskrevet os nydelsen af undervejs ved at placere os i ikke-ryger afdelingen. Jeg nød et stykke 4 mg Nicorette. Sonja kunne nyde, at hun i forhold til mig, der havde vekslet 3000 kr. i Nordjylland, fik 70 kr. mere til sin rådighed ved at købe valuta for samme beløb hos Premiair.

Fra Faro gik det med Tjæreborg-bus til Albufeira, en tur på ca. en time. Undervejs blev vi sat til at udfylde registreringspapirer til henholdsvis hotel og politi, og Tjæreborg-manden (destinations-chefen) fortalte lidt om stedets og selskabets fortræffeligheder. Mørket faldt på, så det var ikke alverden, vi kunne se fra bussen. Fremkommet til Residenta Pifaro, 22.20, var Sonja og jeg de første, der nåede frem til skranken, hvorfor det gik hurtigt for os at få nøglen til no. 25. Der var godt med skabsplads og rigeligt med bøjler, så det tog os ingen tid at få pakket ud og få lejet nøglen til værelsets pengebox (2000 esc.) for derefter at begive os ud i den portugisiske sommeraften. Vi slentrede til det nærmeste restaurationsområde, et område der skulle vise sig at blive der, vi indtog alle turens middage. Sultne var vi ikke, så vi drak en enkelt kold øl og slentrede tilbage til hotellet og nød et glas rødvin på altanen. Sonja havde forsynet sig i Tirstrup. Kl. 01 gik vi trætte og lykkelige i seng.

Onsdag, den 26. juli, 1995

Dagen startede 08.45 med et hurtigt bad og morgenmad et kvarter senere. Der blev serveret 2 boller á la de tyske brötchen, 1 tynd skive ost, 1 skive kødpølse, lidt marmelade og 10 g smør pr. kuvert. Hertil tynd kaffe og varm mælk samt appelsinsaftevand (det skulle vel forestille juice) ad lib. Vi sad ved et tomandsbord og kunne iagttage nogle af de andre gæster, - alle danskere. Vi lagde specielt mærke til en kvinde på vores egen alder. Hun udviste betænkelighed ved at drikke juicen. Vi fastslog hurtigt, at hun var lærer, og at hun altid havde levet alene. En snakkesalig tyksak ved navn Jørgen kunne man ikke undgå at lægge mærke til. Med sine "kvikke" bemærkninger kørende på konen kunne han på ingen tid have fået ørerne i maskinen, dersom det var Sonja, der havde været i hendes sted.

Klokken 11 var der informationsmøde. Vi kom ned til tiden og måtte konstatere, at alle de andre var kommet i god tid. Der var ikke flere siddepladser tilbage, så jeg måtte skrue mig op på en barstol, mens Sonja satte sig i en sofa i den tilstødende bar. En guide ved navn Michael kørte et underholdende show med humor og overdrivelser. Han formåede til fulde at holde sine tilhørere fanget og fik samtidig på en letforståelig måde afleveret de nødvendige informationer gående på udflugter, veje til stranden, leje af bil, offentlige transportmidler, stedets vine, brændevine, og nationalretter. Afslutningsvis var der mulighed for at smage brændevinene, - en mulighed vi benyttede os af. Medrohne er den mest velsmagende.

Så gik det ind til byen, Albufeira, en tur på ca. 20 min. Der findes fortove, men da vejen ligger parallelt med stranden, var det så som så med plads til fodgængere p.g.a. parkerede biler. Varmt var der, og vi skulle vænne os til at gå på de glatte granitsten, der i stort omfang anvendes til vej- og fortovsbelægning. Sonjas ben/ryg skulle der selvfølgelig også tages hensyn til, hvilket bevirkede, at vi stoppede op nogle gange og slappede lidt af. Under vejs gik det for alvor op for os, at vi var kommet til et turistområde. Overalt er der hvide hoteller, helt ned til stranden og op ad bjergsiderne maser de sig på. Jorden er udnyttet effektivt. Enkelte byggegrunde ligger ubebyggede hen. Hvor det er tilfældet, er der ikke etableret fortov. Et sådant hører åbenbart kun med til bebyggede grunde. Trafikken var tæt men dog langsomt kørende.

For at komme det sidste stykke ned i byen valgte vi en stejl og særdeles glat trappe, der førte ned til Fiskermændenes Strand, hvor små farverige både var trukket op. Rundt omkring lå folk og solede sig. Forinden var vi blevet tiltalt af en dansk mand med et temmelig rodet tandsæt. Han kunne fortælle os alt om stedet, idet han åbenbart var kommet et par dage før. Vi kunne med lethed have fået originalen med på slæb, men vi flygtede og befandt os kort efter i centrum af byen.

Albufeira var oprindelig en lille fiskerby, men det må fastslås, at den så ganske har mistet sin dyd. Overalt oser den af masseturisme. Der er bortset fra nogle snævre og glatte gyder ikke bevaret ret meget af den oprindelige by, når der ses bort fra et par uinteressante kirker. Der var måske heller ikke så meget at bevare, idet et kraftigt jordskælv i 1755 stort set jævnede alle kystens byer med jorden. Der er ikke siden gjort noget videre ud af at genrejse de gamle bygninger, hvorfor der i området ikke er alverden at komme efter med henblik på historiske bygningsværker.

Vi satte os under en parasol på et lille sted og nød en 1/2 fadøl, alt imens vi iagttog de andre turister, der hovedsageligt var på vej til eller fra stranden. Ved siden af os sad to unge mænd i snak med en moden herre, alle danskere. Sidstnævnte mødte vi lidt senere. Han kunne angive os vejen til busstationen. En af de unge mødte vi også. Han ernærede sig ved at uddele skrabelodder med reklame for et eller andet etablissement. Vi fik såvel lodder som mønter til at skrabe med og så derefter ikke mere til gutten.

I umiddelbar nærhed af, hvor vi sad, lå turistinformationen. Vi opsøgte den for at få fat på et kort over stedet. Vi fik noget ikke videre brugeligt med hollandsk tekst. Tjæreborg havde udstyret os med et kort over Albufeira. Også dette kort var af tvivlsom værdi hovedsageligt indeholdende reklamer. Vi slentrede noget rundt i byen og kom op på kirkegården. Mange begravelser forgår i murede hylder med en glaslåge foran. Kisterne placeres med enden ud mod kirkegården. Der er således plads til en del, idet der er 4 lag. Vi var en tur gennem en kort tunnel, der fører ned til stranden, og vi fandt frem til busstationen. Derefter gik vi tilbage til hotellet og en kop kaffe på værelset. Jeg drev den af på balkonen, Sonja var en tur i pølen.

Værelset vente mod sydøst, og det var ganske behageligt at komme hjem til skygge. Da vi boede på 2. sal, nød vi tilmed til fulde den brise, der normalt står ind fra Atlanterhavet. Foran dobbeltdøren til balkonen var der monteret en nedrullelig metalskodde med fine ventilationshuller. Den sikrede os nogle behagelige nætter. 17.30 var vi på gaden igen for at få købt nogle drikkevarer i det nært liggende supermarked. Det blev til vand, lidt øl og en flaske Medrohne samt en flaske Aquardente. Sidstnævnte brændevin smagte afskyeligt af sprit og blev inden afrejsen hældt ud i håndvasken. Overfor supermarkedet var der en ubebygget grund med nogle spredte figentræer. Vi anede jo ikke, hvordan en moden figen skulle se ud, så vi spiste et par halvmodne, inden jeg fik fat på en sort, råddent udseende. Bingo, sådan smager en lun, fuldmoden figen - lækkert!

Efter et bad og omklædning gik vi ved 20-tiden ud for at spise vores første middag i Montechoro. Valget faldt ret tilfældigt på restaurant Portofino, dog ud fra den betingelse at vi skulle have fisk til hovedret.

Oliven, brød, smør, smelteost og sardinpostej (kuvert)

Hvidløgsbrød, Sonja

Fiskesuppe, Algarve, Erik

Grillet sværdfisk

Vinho Verde, serveret i champagnekøler

6000 esc.

Efter middagen gik vi en tur op ad turist-strøget og derefter hjem til hotellet for at studere Tjæreborgs informationsmappe, bl.a. med henblik på busafgange og køb af udflugter. En kold øl måtte der til. Den fik vi lov til at vente temmelig længe på, idet et par dame-gæster havde bestilt en cocktail, som den yngre, kvindelige skranke- og barpasser først måtte gennem et par bøger for at finde opskriften på. Vi tog vores øl med udenfor, og sluttede dagen 0.00

Torsdag, den 27. juli, 1995

Vi stod op lidt i otte. Vi havde besluttet os for at tage med på Tjæreborgs tur til markedet i Lulé og på heldagsturen til Vestalgarve. Jeg fik købt billetterne af guiden, pris i alt 13.200 esc, hvilket løseligt svarer til 528 kr. Inden afrejsen havde vi talt om at leje en bil, men efter at have set på trafikken dagen forinden, havde hverken Sonja eller jeg en ubændig lyst til at komme ud at køre selv. Ergo valgte vi den lette og 400 kr. billigere løsning. En bil koster 18.000 esc. (740 kr.) for 3 dage. Hertil kommer selvfølgelig benzin.

Kl. 10.30 gik vi til busstationen i Albufeira. Sonja købte returbilletter ved lugen i ventesalen, og 11.30 kom vi af sted til Faro via Loulé. Turen gik ad større og mindre veje, og vi fik lejlighed til at forvisse os om, at det ikke var i dette område, landbruget var mest intensivt. Meget af jorden lå tilsyneladende brak, og der var langt imellem effektivt organisere orangelunde. Nedslidt er nok det mest rammende adjektiv. Varmen og tørken gjorde naturligvis sit til, at naturen virkede lidt mistrøstig. Det samme gjorde buschaufføren. Han passede sit job, drak vand og lukkede døren op og i for de få passagerer, der var med. Smil og venlige bemærkninger lå næppe til ham. Først da vi kom til Loulé, fik han munden på gled i en snak med en meget talende kollega, der krævede en ytring i ny og næ. Hvad de snakkede om må guderne og portugiserne vide.

Vi ankom til Faros ildestinkende busstation 12.15. Vi var kommet til en større by, hvor busstationen havde til huse i stueetagen af en etageejendom. Ventilation var der ikke ofret penge på, og man er ikke hysterisk med at få standset motorerne, mens busserne holder og venter på næste afgang. Vi kom hurtigt ud i det fri og startede med at gå en tur ved lystbådehavnen, som er byens centrum. Anden havn findes ikke i dette deltaområde. Vi fik en smøg under en skyggende palme med udsigt til deltaet, lufthavnen og et jernbanespor. I DK ville man have etableret en fodgængerbro over indsejlingen til lystbådehavnen, så vi fortsatte for at komme over på den anden side, hvor der var en gammel bymur. Men vi havnede på en restaurant og kunne konstatere, at der kun var bro til jernbanen. Der stod vi så. En tjener kiggede os an, og vi besluttede os hurtigt for at få lidt frokost. En havnerestaurant: Det måtte være sardiner.

Jeg havde læst, at portugiserne spiser grillede sardiner, som de er, så da jeg gik i lag med de 6 grillede småfisk, skar jeg halefinnen af den ene og skar derefter en bid fra samme ende. Det smagte mig ikke at tygge i skæl og fiskeben, og jeg besluttede prompte at behandle fiskene, som var de røgede makreller: Skindet af, spise den ene filet, benene, hovedet og mavesækken ud og så den anden filet. Det smagte OK, men en delikatesse var det ikke. Sonja spiste med udtalt velbehagelighed skind og skæl. Som tilbehør fik vi et par kartofler vendt i kryddersmør, tomatsalat, brød og smør. Man nød en mineralvand til måltidet. Vi sad ved et bord ud mod havnen og havde en dejlig udsigt.

Efter at have spist begav vi os til den gamle bydel. Denne er ganske uden souvenir, barer m.m., men den er heller ikke synderlig interessant. Kirken var aflåst, og det hele var til at overse på et kvarter. På ingen tid nåede vi ud gennem en port mod deltaet/havet og havnede på en mellemting mellem en kommunal oplagsplads og en mindre sigøjnerlejr. Bevares, den gamle bydel var da charmerende, men det, der nok optog os mest, var portugisernes måde at parkere på i de snævre gader. Ca. 5 cm mellem bakspejl og hus. Det er sgu snert.

Vi skulle ikke nå alverden, så vi satte os og fik en cola (Sonja) og en øl, inden vi gik ud for at finde en kirke med et lille kapel bygget af knogler og kranier fra en nedlagt kirkegård. Vi fandt en kirke og var inde i den i troen på, at det var den rigtige. Det var det ikke. Den lå et maskulint stenkast derfra. Vi fandt kapellet, og man må spontant spørge sig selv: Hvad er dog dette for noget fis. Plathedsfølelsen var anmassende. At bruge kranier som et ornamentalt element virker sygt. Elegance er der ikke tale om, og en manen til dybsindig eftertanke oplevede jeg absolut ikke. Det var bare for meget, og det virkede befriende at komme ud på gaden igen efter at have stødt på en "kirketjener", som krævede, at man havde løst billet for at iagttage smagløsheden.

Efter at havde drysset ned gennem en aldeles uinteressant gågade valgte vi at tage hjem. Der gik en "knæk-bus" direkte til Albufeira, så den steg vi på i forvisning om, at det ikke ville tage mere end end time at komme tilbage. Det tog 11/2 time, for denne bus skulle ind til alle kyst- og hotelbyerne. Vi så velplejede appelsinplantager, og vi så kystens golfbane og var inde i golfbyen, hvor man med rette kunne stille sig selv det spørgsmål m.h.t. hotel-arkitekturen: Er jeg forundret eller forarget.

Fra busstationen tog vi på Sonjas initiativ en taxa hjem. Vi havde fået at vide og tilmed læst, at man i Portugal aftaler prisen på forhånd, idet man ikke kender til fænomenet taxameter. Vi aftalte ikke noget, og Sonja stak manden det, der svarer til 20 kr. for hans ulejlighed. På hotellet havde vi hørt, at det var prisen for at komme hjem til pølen og lidt hvile, inden vi skulle ud at spise. Vi var trætte, så det blev en af de første restauranter i Montechoro, hvor man ud mod gaden sad på træstubbe. Vi valgte en alm. stol inden døre (vinduerne var afmonterede).

Couvert (brød og smør)

Champignon med bacon og skinke

Stegt tun m/ løgsauce, Sonja

Sværdfisk m/ provancale sause, Erik

Vinho Verde

6000 esc

Da vi kom hjem til hotellet sad kvinden, vi havde bedømt til at være lærer og single på livstid og studerede Tjæreborgs ringbind. Vi købte en øl, og hun berettede, at hun var lærer i Vejen (Gesten), gift med en landmand, som ikke gad rejse men gerne ville spille til folkedans. Hun havde rejst alene i 8 år. OK, hun var gift og havde voksne børn. Den måtte vi æde, men hjælpeløsheden og snerten af tomheden ændrede sig ikke i vores bedømmelse.

Fredag, den 28. juli, 1995

Vi kom op kl. 09, og 10.30 gik vi ned gennem byen og op til det lokale marked. Der var tale om et nyt, moderne marked med en bar, hvor vi satte os for at få noget at drikke efter at have gået en time. Det blev mineralvand og en kop kaffe. Turister var der ikke mange af. Det var de lokale, der handlede her. Specielt området med fisk var spændende. Vi så kassevis af sardiner, laks, tun, blæksprutter, sneglehuse, hjertemuslinger, knivmuslinger, østers, små rokker og nogle 11/2 m lange fisk, som vi ikke kendte. Dertil nogle "normale" fiskearter, som jeg heller ikke kan sætte navn på. Området med frugt og grønt bugnede af friske varer. Vi købte et par appelsiner og et par store tomater. Tomaterne satte vi os under en palme og spiste. Der var tale om solmodne frugter med al den smag, som sådanne nu engang indeholder. Vi sad med udsigt til nogle nye, velplejede rækkehuse og et varieret etagebyggeri i et område, der efter vores bedømmelse var forbeholdt portugiserne. En ældre mand kom trækkende med en ged, som han tøjrede til et vejtræ. Geden ville ikke gå ind på en græsskråning, den ville følge sin herre, der med fagter og tilråb forgæves forsøgte at gøre den begribelig, at den skulle græsse. Det var også ham, der med samme nedslående resultat forsøgte at lære Sonja, hvordan man åbner en lille affaldscontainer. Vi tog vores affald med os og fandt en normal skraldespand.

Nede i byen købte jeg et karton Superkings, og lidt senere satte vi os og fik en omelet med skinke (Sonja) og ost (Erik). Hertil en stor fadøl. Kl. 15 var vi tilbage på hotellet, og efter at have hvilet lidt besluttede vi os for at tage til stranden. Vi havde ikke hørt godt efter, da guiden fortalte, hvordan man kom derned, så det blev til lidt flakken mellem hoteller og huse, før vi nåede frem til en lille strand omgivet af klipper. Vi fandt et sted at slå os ned og begav os så ud i Atlanterhavets små dønninger. Om end disse var små, var stranden ikke børnevenlig. Vi satte os ned og lod bølgerne smide rund med os. På den måde fik vi en masse sand med hjem i badebukserne. Stedet var smukt og på et tidspunkt dukkede der en fuldrigger frem bag klipperne - ligesom på en film. Skibet sejlede med turister.

Et par timer var nok for os, og vi gik hjem, - den direkte vej. Sonja opnåede at smage en fuldmoden figen. Fra balkonen var der nyt at se: En flommefed familie var flyttet ind i huset nedenfor. Den eneste normale var moderen, de øvrige - en 14-årig pige, en ung mand, to mænd og en yngre kvinde - var alle ved godt huld og tilmed temmelig blege. Specielt den yngre kvinde fyldte godt op i landskabet. Pigen boltrede sig i svømmepølen. Vi fik vasket sandet og saltet af os, og ved halv ni tiden gik vi ud at spise på Portofino. Denne aften sad vi ved et bord helt ude ved fortovet.

Couvert

Grapecocktail (Sonja)

Legeret fiskesuppe (Erik)

Cataplana (fisk, skaldyr og kalvekød sammenkogt)

Vinho Verde

Måltidet blev underholdende derved, at der bag Sonja sad to 40-årige engelske kvinder, som nyligt havde indledt et kærlighedsforhold. Sonja sad med ryggen til dem. Hun kunne høre deres samtale, jeg kunne se deres bevægelser. Sonja havde lyd, jeg havde billede. Der var problemer med jalousi, og der blev udstedt mange forsikringer, afgivet forklaringer, vekslet ømme blikke og givet beroligende og kærtegnende håndtryk. Det var sjovt at se, hvordan den mørkhårede opførte sig som dominerende mand og den anden som hjælpeløs kvinde.

22.45 gik vi hjem. Der var afholdt barbecue-aften på hotellet, så vi forventede at komme hjem til et selskab, men vi mødte kun et ungt typograf-par fra Svendborg, som heller ikke havde været med til fællespisningen men nu sag ved baren over en kande sangria. Vi fik en øl (jeg to) sammen med dem, og efter en lille skarp på balkonen gik vi i seng 01.30

Lørdag, den 29. juli, 1995

Vi havde bestilt vækning kl. 07.45. Den kom ikke, så 08.30 måtte vi tage konsekvensen af, at jeg havde glemt at tage vækkeuret med. Det blev et hurtigt bad og lidt morgenmad, inden vi 09.20 skulle med på udflugten til sigøjnermarkedet i Loulé. Dette marked var stort, meget stort, med det var hamrende kedeligt: T-shirts, sko, tøj, kassettebånd, håndklæder og duge i én uendelighed. Guiden havde ellers gjort sig umage for at få os gejlet op til en oplevelse ud over det almindelige. Man kan til samme priser købe nøjagtigt det samme i enhver føtex eller Kvickly eller hos Jydsk Sengetøjslager. Vi forføjede os hurtigt og ad en vej, der flød med hundelorte, fandt vi ned i byen, hvor vi satte os ved et skyggefuldt bord i et lille anlæg og bestilte en cola og en øl. Sonja fik ikke sin cola. Hun fik kirsebærvin. Hvorfor ved jeg ikke.

Det lokale marked havde til huse i en stor arabisk inspireret bygning. Der var stuvende fuldt af mennesker, så vi drev i stedet lidt rundt i de tilstødende gade. Byen er osse i turistindustrien kendt for sine kobberarbejder. De kunne ikke få noget til at hamre i vore hjerter, tværtimod. På et gadehjørne udenfor en butik med herrekonfektion, som hold udsalg, havde der samlet sig en snes pænt klædte modne herre. Vi antog, de ventede på at komme ind til udsalget, men da vi kom nærmere, viste det sig, at der ikke var kunder i butikken. Denne ansamling undrede vi os lidt over. Forklaringen fik vi et kvarter senere, da et par store, potente motorcykler med tilhørende politibetjent og hylende sirener drønede ned gennem gaden for at gøre plads til afviklingen af et cykelløb for juniorer. Det var ikke Tour de France, men det lignede da med dyttende og tudende servicevogne afvekslende med cyklende ungersvende.

Der var ikke så meget mere at se, så vi vendte næsen mod busstationen og satte os med en øl (Erik) og kaffe (Sonja). Et jævnaldrende par fra Haslev sluttede sig til os, og vi fik en hyggelig sludder med dem. Kl. 13.45 var vi tilbage på hotellet. Det blev en slappe-af-eftermiddag. Der var ikke blevet gjort rent, men da vi var lidt dorske og helst ville sove lidt, afbestilte vi denne. Varmen sløvede.

20.15 gjaldt det noget at spise. Vi fandt et sted, hvor vi kunne sidde ude. Der sad vi og ventede en stund og fandt ved andres opmærksomhed ud af, at vi sad ved et bord, hvor man ikke servere middag. Vi måtte trække lidt væk fra gaden for at finde et ledigt bord. Stedet var pænt nok, maden er der ikke noget rosende at skrive om. Forretten var OK, hovedretten var trist og tør.

Avocado m/ skaldyr (Sonja)

Skaldyr i mayonnaise (Erik)

Kebab, lam m/ risparfait

Vinho Verde, kaffe med sukker

Efter en øl i baren og snak med hotellets puddelhund gik vi i seng lige inden midnat.

Søndag, den 30. juli, 1995

Belært af gårsdagens erfaring med hotellets manglende vækning havde vi aftalt vækning kl. 07 med den snakkende herre, som boede på samme etage som os. Hotellets vækning kom dog denne dag. Det var Sonja, der tog telefonen. Det var værten, der vækkede og udgød nogle for Sonja uforståelige grynt. Søndagens program var vestturen, som startede 8.30. Det betød, at vi ikke kunne nå at få morgenmad. Vi led nu ingen nød. Sonja havde noget yoghurt, og vi havde Nescafé på værelset. Havde vi været opmærksomme nok, kunne vi have fået en morgenbakke med op aftenen forinden, men vi var for sent ude. Brød var der ikke noget hjemme af, og der var ikke flere ledige termokander, da vi bad om bakken.

Vi fik en siddeplads forrest i bussen. 10 min senere fik vi en pause på en halv time i inde i Albufeira i forbindelse med opsamlingen af de sidste gæster. Vi benyttede den til en lille tur i det fri. Første mål var Silves. Undervejs fortalte guiden (en svensk pige) om Portugal og området. Der blev gjort holdt ved et johannesbrød-træ, for at hun kunne plukke nogle frugter. Der er tale om en næsten sort og meget hård bælgfrugt. Antallet af kærner kan variere, men de vejer altid nøjagtig det samme. Araberne kaldte disse frø karat og brugte dem som lodder til deres guldvægte - heraf udtrykket 14 karat. En anden karakteristisk vegetation var eucalyptustræet. Dette kan blive meget højt (over 100 m) og er speciel derved, at dets rødder som en tommelfingerregel går lige så dybt, som træet er højt. Denne egenskab udnyttede man, da man byggede Panamakanalen: De dybe rødder drænede simpelthen området. Men der er et men. Frøene indeholder en olie, der kan selvantænde og derved forårsage skovbrande. Når frøkapslerne antændes, springer de højt og langt og falder så ned som små brandbomber, der gør ondt værre. Lidt senere gjorde chaufføren holdt og kom tilbage med nogle kviste fra medronhe-busken, altså den lokale porse til fremstilling af brændevin.

I Silves gik vi op til en gammel borg anlagt af araberne. Udsigten var smuk. Borgen var ikke imponerende, og bedre var det ikke, at man anvendte den til afholdelse af den årlige øl-fest. Der var i den anledning opstillet scene, stole, ølboder m.m.

Næste stop var ved nogle helbredende kilder i en lille by oppe i bjergene. Vi blev slæbt til et lille hus, hvor vi fik et glas svovlholdigt kildevand. Nogen nydelse var det absolut ikke, så ud på græsset med det. Området er populært hos portugiserne, der kommer dertil med vanddunke for at tage vand med hjem. Vi så flere i færd med at fylde en bil med vand i flasker og dunke. Interessantere var det at se en gammel brødovn i funktion. Nogle kvinder bagte boller, som blev solgt til turisterne. Vi nøjedes med kaffe og øl, som blev drukket siddende på nedgravede træstubbe under nogle store, skyggefulde træer. Stedet var meget charmerende.

Turens mest imponerende oplevelse ventede os. Vi skulle op at nyde udsigten fra sydkystens højeste punkt. Bussen kravlede med overlegen kraft op ad den smalle vej, og vi kom ind i et område, hvor der 14 dage forinden havde hærget en skovbrand. Sikken et syn: Sorte, afsvedne bakker med dødsmærkede, nøgne træer. Lugten af brand var der stadig. Nogle steder var små landbrug blevet flammernes bytte, andre steder havde man reddet husene og lidt af markerne. Det grønne virkede stærkt i den vidtstrakte sorthed. Selve udsigten var der p.g.a. varmedis ikke så meget ved. Så langt, vi kunne se, var der kun afbrændte bakker.

På vej til Lagos fik vi fortalt Portugals historie, perioden med de store opdagelsesrejser. Før disse fandt sted, sluttede verden mod vest ved Sagres. Henrik Søfareren (1400-tallet) og hans ekspeditioner ændrede på dette verdenssyn. En statue af ham skuer ud over havet fra strandvejen i Lagos. Vi ankom ved 13-tiden og deltog ikke i den af guiden arrangere frokost. I stedet nød vi en øl med udsigt til havnen og til store palmer. Vi var en tur ned ved et gammelt fort, fik set det, der var tilbage af bymuren, besøgte en kirke med smukke kakkelbilleder, azulejos, og forgyldte træskærerarbejder, og vi var inde i et lille kapel. Varme og lyst-sult tvang os til at sætte os et simpelt sted og indtage en kold øl samt en kebab med piri-pire, et stærk portugisisk krydderi, som man ofte ser på spisesedlerne. Mens vi sad der, lukkede værten sin lille butik, og vi kunne lægge affald i to dertil opstille skraldespande. Vi gik en tur ned gennem byen og ud på strandpromenaden tilbage til bussen.

Vi kørte kun 3-4 km, inden næste seværdighed, klippeformationerne ved Ponte de Piedade. Vi blev på det kraftigste anbefalet en sejltur i 4 pers. både. Vi afstod. For det første skulle vi ned ad en helvedes masse trappe og for det andet kostede det en arm. I stedet beundrede vi de vilde sandstensklipper oppe fra. Et meget smukt syn. Sidste "højdepunkt" var, at der blev gjort holdt ved en keramikforretning. Keramikken var nydelig nok, som den er det alle andre steder, jeg kender. Der er ingen grund til at købe noget, man kan få tilsvarende eller lidt mere elegant i DK. Udflugtsarrangøren får sandsynligvis en erkendtlighed, hver gang der læsses et hold turister af slige steder.

Så gik turen tilbage til Albufeira og de tilstødende byer. Tyksakken og snakkehovedet, Jørgen, fra vores hotel havde flere gange tidligere brokket sig over morgenmaden. Der var for lidt, og der manglede noget. Han gad i hvert fald ikke spise gammelt brød, når han var på ferie, og der skulle serveres morgenmad, så man kunne nå den inden en udflugt. Hotellet havde continental breakfest 8.30 - 10.00. Guiden fik en gang brok, og hun forsøgte sig med en konklusion, der fastslog, at alle på Pifaro var utilfredse med morgenmaden. Så måtte jeg markere og Sonja fulgte prompte trop. Vi hævdede, at vi fik det, vi havde betalt for, og at det var udmærket. Så kom der næppe mere ud af mandens brok. Det var første gang, han var ude at rejse, fik vi senere at vide.

Det blev til en længere køretur, inden vi som nogle af de sidste blev sat af ved vores hotel. Forinden havde vi været ude ved hoteller ved golfbanen. En glimrende og trættende dag var det, så vi orkede ikke at gå ret meget mere, hvorfor vi valgte at spise på en nydelig restaurant bag ved hotellet.

Chefens postej (Sonja)

Røget sværdfisk (Erik)

Hake (kulmule) á la portuguise (Sonja)

Grille laks (Erik)

Vinho Verde

2 gange kaffe og en Medrohne til hver

Tjeneren kom først med en kop kaffe til Sonja og et glas Medrohne til mig, så vi måtte gøre ham begribelig, at fruen osse var til stærke drikke. Vi dryssede ad bagvejen en tur op til Montechoro - derefter hjem til baren og et par glas Medrohne til hver. Vi faldt i snak med lærerinden og en militærmand. Denne og lærerinden var ikke enige om hvor meget, det toldfrit var tilladt at tage med hjem. Vi blandede os i snakken. Halvfuld, som jeg var, og dum, som jeg er, tog jeg på skrømt militærmandens parti, Sonja forsvarede oprigtigt lærerindens fortolkning. Det gav en dårlig stemning, da vi til slut sad over en godnatpilsner på balkonen.

Mandag, den 31. juli, 1995

Vores sidste dag blev en stille dag. Vi nåede ikke morgenmaden og spiste senere en english breakfest i Montechoro i forbindelse med, at vi var ude at købe lidt ind til at tage med hjem. Det blev til en middagssøvn - trængte til den. Jeg gik en sidste tur til Albufeira, nød en øl på torvet og gik langs stranden tilbage til hotellet.

Vi kunne ikke sidde udenfor på den restaurant, Portofino, vi havde spist på før, så efter at have gået noget rundt slog vi os ned et sted lidt fra hovedgaden. Det blæste lidt, og vi var kommet lidt sent af sted, så lidt mere tøj ville have været at foretrække.

Melon m/ skinke (Sonja)

Asparges, varm (Erik)

Lammeribben (Sonja)

Små solefish, tunger (Erik)

Trætte i seng kl. 23.30

Tirsdag, den 1. august, 1995

Jeg var lysvågen kl. 06. På balkonen oplevede jeg solopgangen. Det tager ca. 5 min. for solskiven at komme helt frem. Ellers gik dagen med hjemrejsen. Bagagen skulle være klar kl. 9.30. Sonja og jeg kom utilsigtet med hver sin bus til Faro. Planmæssig afgang og en flot flyvetur over et stort set skyfrit Europa. Nu var det Sonjas tur til at have vinduespladsen. Det var sjovt at se Silkeborgsøerne fra lav højde. 16.10 landede vi i Tirstrup, hvor Nete ventede os. I Århus fandt jeg Fiat'en på det aftalte sted. Jesper havde lagt en seddel gående på, at han havde haft en del problemer med den. Efter nogen tid lykkedes det mig at få startet svinet og komme til Hobro. Det viste sig, at det var benzinpumpen, der var defekt. Sonja blev hos Nete en times tid, inden hun kørte til Hobro.

Turens pris

Tjæreborg 2945,- kr.

Lommepenge, foto 2200,- kr.

I alt 5200,- kr.