London, 1996 - Skolerejse

Forinden Oluf Damtoft, OD, og jeg efter sommerferien mødtes med eleverne i de to 10. klasser, havde vi besluttet, at deres skolerejse skulle gå til London. Jeg havde foreslået Paris, som jeg mener at kende ret godt - Olufs argument gående på, at de unge mennesker havde haft engelsk i mange år overbeviste mig om, at London var den rigtige destination. Tilmed havde Oluf været der to gange før, hvilket osse havde sine fordele. Altså måtte eleverne accepterer London eller intet, hvilket de da osse gjorde uden nævneværdige indvendinger. Der blev organiseret opsparing, og Oluf gik i gang med en omfattende kontakt til Benns Rejser.

Hver elev skulle indbetale 2000,- kr. i Sparekassen på en personlig kontodel af en fælleskonto. Systemet fungerede fint. Dette beløb dækkede med et tilskud på ca. 8000,- kr. fra skolefesten alle omkostninger: Rejse, forsikring, ophold, mad, entréer, transport og ledsagelse af 3 lærere. Ved hjemkomsten viste det sig, at der stadig var penge tilbage, og hver elev fik udbetalt 100,-kr. Resten, 1530,- kr., blev overdraget klassen til brug i forbindelse. med sidste skoledag.

Mandag, den 15. april, -96

Jeg mødte på skolen ved 11.30-tiden efter at have fået lov til at stille min kuffert i billetsalget på banegården. Der var ikke ledige bokse - derfor. Jeg kopierede program m.v. til Else og Oluf. Kl. 13.02 var der afrejse fra banegården i Hobro med særtog til skolerejser. Toget gik direkte til Esbjerg, hvortil vi ankom 16.32. Med os havde vi 28 elever. Jeg havde været lidt spændt på, om Dennis P. dukkede op efter en periode med pjæk. Det gjorde han. AK var ikke med - hun ville hellere noget andet. Turens kvindelige ledsager var EH.

I DFDS-terminalen stod vi som sild i en tønde og ventede på at komme om bord. Da der endelig gik hul på bylden, havde vores rejseleder, OD, tabt sit pas, hvorfor jeg måtte tage over og få flokken gennem paskontrollen. Vi havde overset den skranke, hvor man udleverede boardingpas, så jeg måtte tilbage mod strømmen for at hente disse og få dem udleveret til de enkelte elever. OD havde stadig intet pas. Vi, der havde pas, kom igennem og ventede nogle få minutter på Oluf. En venlig sjæl havde afleveret hans pas ved indchekningsstedet, hvorfor det ikke blev nødvendigt for ham at få et nødpas. Vi kunne gå ombord på Prince of Scandinavia.

Til vores store glæde viste det sig, at vi med undtagelse af tre elever blev tildelt 4 mands kahytter i stedet for de couchetter, vi havde betalt for. Jeg delte kahyt med Dennis Andersen, Torben og Oluf. Vi fik indrettet os og aftalte næste mødetid med eleverne, og så var der tid til et glas øl i Columbus Bar. Else deltog kun et kvarters tid - hun havde en migræne under opsejling og valgte klogeligt at lægge sig. Hun sov indtil morgenmaden og havde på den måde undgået en migræne i udbrud. Oluf og jeg var således henvist til at holde os selv ved selskab. Vi havde siddet et kvarters tid, da to officerer kom styrtende med en større nødhjælpskasse. Over højtalerne blev der efterlyst en læge. Lidt senere meddelte kaptajnen, at vi sejlede tilbage mod Esbjerg med en syg passager. Muligvis ville patienten blive overført til en fra land kommende redningsbåd. Hvis ikke skulle vi helt ind. Returneringen ville intet betyde med hensyn til ankomsten til Harwich. Vi nåede ikke helt ind og var efter en lille times tid på ret kurs igen. Senere fik vi at vide, at der havde været tale om en ældre kvinde, der i godt selskab havde fået et hjertestop. Hun døde.

Oluf havde ikke taget madpakke med, og jeg havde ikke noget imod at undgå min, så vi så os om efter noget at spise. Restauranten bød på en middag til 159,- kr. Det var i overkanten, så vi satte os i cafeteriaet, hvor Oluf som den første valgte dagens ret - stegt rødspætte med kartofler og smeltet smør. Da jeg så hans tallerken, var jeg ikke i tvivl om, at mine sammenklappede med leverpostej langt var at foretrække, og derved blev det. Sjældent har jeg da set mere sjasket mad end de udkogte kartofler og den opløste fisk, min kollega måtte døje med.

Resten af aftenen opholdt vi os i Columbus Bar, hvor et 4-mands orkester med sangerinde underholdt os. Ved 22-tiden var der showtime. En 40-årig mand, hvis opgave på skibet primært var at underholde og som tidligere havde afviklet et horserace præsenterede 3 unge piger, der i skiftende kostumer (badedragter, kaldte OD det) dansede til noget intetsigende musik. Disse dansere kunne tiltrække nogle og vores drenges opmærksomhed. Nogle af vores elever havde med vanlig ungdommelig påtrængenhed bemægtiget sig et bord og nogle stole i Columbus Club og fik den oplevelse med, at man ikke sidder i en bar uden at købe noget. De, der blev siddende, nød derefter flotte alkoholfrie drinks.

Elever kunne gøre, hvad de ville på båden. Det kunne vi roligt give dem lov til. De kunne ikke købe alkohol med mindre de med et pas kunne dokumentere, at de var 18 år, og så gamle var der ingen, der var. Heller ikke i den tax-free kunne de købe noget. Det kunne for de 17-årige først lade sig gøre om formiddagen. På den måde var vi ret sikre på, at vi ikke ville komme til at opleve beruse elever. Vi havde som en forudsætning for turen krævet nul sprit, og denne betingelse havde alle sagt ja til i og med, de sagde ja til at rejse med os. Det var diskoteket og kortspil, der optog dem, indtil de på forskellige tidspunkter fandt deres køjer. Nogle valgte at gå tidligt til ro, andre holdt ud til ved 05-tiden. Oluf og jeg gik til ro 23.15.

Tirsdag, den 16. april, -96

Jeg stod op 7.15 for i fred og ro at kunne tage et bad og få en kop kaffe og en smøg, inden jeg skulle vække eleverne. 10. klasse elever tænker ikke på at tage vækkeur med på en rejse. De skal vækkes ligesom hjemme hos mor. Det gjorde vi så, og kl. 09 samledes alle til brunch. Vi havde bestilt og betalt alle måltider hjemmefra, entréer og togkort, hvilket var en bekvemmelighed. Morgenbordet bød på alt, hvad hjertet kunne begære, og der var nok af det hele. Vi fyldte os godt. Et par timer efter var der land i sigte og 12.30 lagde vi til i Harwich. Over højtalerne fik vi at vide, hvornår vi måtte forlade vores kahytter. 13.05 var der afg. med bådtoget "Scandinavian". Ingen stop undervejs. I dette tog havde vi ikke reserverede pladser, men alle kom dog til at sidde i den samme vogn.

Turen i toget til London viste et meget grønt og frodigt landskab. Kalve, køer og får med lam var sat på græs. Vi kom gennem større byer og landsbyer. Overalt så der pænt ud. Vi så de typiske engelske rækkehuse med en lille forhave og ditto baghave. Der var påfaldende mange af sidstnævnte, der var anlagt som urtehaver.

14.15 stod vi af på Liverpool Street Station med vores talenter og bagage. Oluf gelejdede os til undergrunden, Circle Line. Vi fyldte godt i toget, og det var en lettelse at kunne stå af på Paddington. Herfra var der ganske kort til Dolphin Hotel, hvor vi relativ hurtigt blev checket ind. Eleverne boede på 4-6 sengs værelse. Else fik et enkeltværelse, OD og jeg et dobbelt med håndvask. Sengene var heldigvis adskilte. Der var een sengelampe, og der blev kun udleveret een nøgle til hvert værelse. Bad (brusere) var der to af til 12 værelser, og det skulle vise sig, at det var så som så med at få vand af en passende temperatur og i en nogenlunde mængde. Det var en standard, dårligt dansk vandrerhjem, som man kunne forvente prisen taget i betragtning. Alt var nedslidt og nødtørftig renholdt, og man skulle ikke gøre sig de større forhåbninger om at overleve en brand. Der var kun een trappe.

Jeg gik en lille tur, inden vi skulle ind at spise. 17.30 samledes alle. En del havde glemt deres togkort, så de måtte op på værelserne igen. Gitte kunne slet ikke finde sit, så hun måtte købe billet ud og hjem. Vi fik alle med toget i første omgang, men da vi skulle skifte linie kom Dennis P. ikke ind, inden dørene lukkedes. Jeg gjorde ham med tegnsprog begribelig, at han skulle blive, hvor han stod. Ved næste station tog jeg tilbage efter ham, og efter en mindre forsinkelse var alle samlet på Goodge Street og kunne gå til Bucci's.

Menu

Tomatsuppe

Svinekotelet med kartoffelmos og ærter

Henkogt frugt

Øl og kaffe til lærerne på husets regning

Vi gik ad Oxford Street til Carnaby Street, hvor eleverne fik lov til at se sig om et kvarters tid. Fra Oxford Cirkus gik det tilbage til Paddington og hotellet. Stedets reglement sagde, at der skulle være ro kl. 22. Vi udvidede reglementet ved at diktere, at alle skulle være på deres værelser på samme tidspunkt. Efter en godnat-runde, hvor vi kunne konstatere, at der var gang i TV-kanalerne på samtlige værelser, gik OD og jeg på vores værelse og fik en slurk øl, som Oluf havde hentet i nabolaget. Jeg lagde mig til at sove 22.45.

Onsdag, den 17. april, -96

6.45 ringede mit vækkeur. Jeg ville være sikker på at kunne få et bad. Det fik jeg skiftevis brandvarmt og iskoldt. Derefter ned i receptionen, hvor der foruden skranken og det evigt kørende TV var to lædersofaer. Jeg skulle ryge inden morgenmaden. Samtidig ventede jeg på Oluf. Morgenmaden blev servere i kælderen. Møblementet var spartansk. Osse her kørte et TV. Et hold arbejdere, der boede på hotellet, spiste morgenmad og så TV. Flere af den fik æg, bacon og baked beans. Oluf og jeg tog for os af forskellige kornprodukter og flere slags brød. Egentlig måtte vi kun tage fra den ene ende af morgenbuffet'en, men vi overså de skilt, der forkyndte at gæster med continental breakfest kun havde begrænset adgang. Ergo fik vi en glimrende morgenmad.

En af mine få opgaver på turen var at styre regnskab, udbetale penge til køb af frokost og opbevare penge m.m. for eleverne. Det betød, at jeg måtte opholde mig i receptionen, indtil vi skulle ud i byen. Gitte fandt i øvrigt sit togkort sammen med sine penge. Rent praktisk foregik det på den måde, at de elever, der ønskede, det fik en A5 kuvert, hvori de kunne lægge pas og sedler. Jeg samlede så det hele i en plastpose, som jeg fik opbevaret i hotellets pengeskab.

Kl. 09 var vi klar til afgang. Dagens første mål var Tower of London. Vi tog undergrunden til Tower Hill og gik det sidste korte stykke. Det er her man møder de berømte beafeaters, kustoder i flotte røde uniformer. Da vi var kommet ind - man bliver checket grundigt - var det op til eleverne selv at gå rundt, hvilket osse gik udmærket, indtil gruppen med Torben, Simon, Lasse og Allan spillede franske klovner overfor en af bøf-æderne. Så fik vi besked på, at vi var en gruppe. Eleverne måtte følgelig ikke færdes på egen hånd. Vi delte os i tre grupper. Dette bevirkede, at jeg ikke kom til at se det hele. Tower er selvfølgelig en seværdighed og et nationalt klenodie, men nogen større oplevelse er det ikke. Det er småt, og de udstillinger, jeg nåede at se, var ikke af synderlig høj kvalitet eller omfang. Man ser de stækkede ravne, stedet hvor man henrettede fangerne og nogle tårnværelser. Kronjuvelerne nåede jeg ikke at se.

11.30 gik vi videre til Tower Bridge. Oluf opfordrede os til at tage op i broen og gå over foroven. Han mente fra to foregående skolerejser at vide, hvad han talte om. Det undrede mig noget at det skulle koste 5£ at komme op i broen, men skidt - man var jo i London. Entréen viste sig imidlertid at give adgang til et medieshow, hvor vi i grupper på ca. 30 blev gelejdet gennem flere rum, i hvilke der var lyd, dias, video, talende figurer i fuld størrelse m.m. som beskrev broens tilblivelse og historie. Man kunne ikke bare gå over men måtte pænt vente på at komme igennem hele forestillingen, som var ganske flot og interessant. I dag bruger man ikke broklapperne, da havnen er flyttet længere mod øst, men da broen blev bygget var det af vitalt betydning for såvel rederne som byen, at skibene kunne komme igennem. Eneste hage var, at jeg vidste, at halvdelen af gruppen og Oluf ventede på os.

Oluf havde fundet et sted meget tæt på Tover Bridge, hvor vi kunne købe noget at spise. Jeg gik en 10 minutters tur, mens flokken stod i kø. For mit vedkommende blev det til en gang ulækker lasagne.

Dagens sidste historiske indslag var Westminster Abbey. På turen fra undergrunden til kirken så vi noget af Parlament. Tre politibetjente fortalte, at den gruppe der stod med transparenter og plakater ikke demonstrere. De udøvede lobbyvirksomhed. For os var det lidt svært at få øje på forskellen, men for englænderne er en demonstration åbenbart noget andet end den er i Danmark. De tre bobby'er lod sig villigt fotografere. Et utal af betjente sørgede for, at turisterne ikke skulle forvilde sig indenfor gitteret omkring parlamentet.

Kirken er smuk og rigt udsmykket. Den rummer gravmæler i massevis. Men den står med undtagelse af den centrale del med gamle stole og overdådighed af våbenskjolde ikke særlig tydelig i erindringen. Den ligner så mange andre og falder ind i kategorien: Har man set én, har man set dem alle. Heller ikke eleverne var vildt duperede. De var mere interesserede i at komme ind på Oxford Street, hvor de fik et par timer egen hånd. Vi voksne startede med at gå på pub og få en øl. Jeg var med Oluf inde i HMW, som er en gigantisk pladeforretning. Da plader ikke er billigere end i Aalborg, var der ingen grund til at købe noget. Derefter gik jeg alene ned til Picadelly Cirkus, som specielt udmærker sig ved at være stedet med den mange og store neonreklamer. Trafikken er meget tæt.

17.30 samledes alle igen på Oxford Cirkus, hvorfra vi med undergrunden kom frem til dagens spisested, Tattershall Castle. Der er tale om en flodbåd. På agterdækket var der gang i en reception. Indendøre var der mange mennesker i baren. Vi blev placeret på nederste dæk og kunne nyde maden i maritime omgivelser.

Menu

Hamburger med baked beans og fritter

Is

Vand og kaffe

Hjemturen var lidt bøvlet p.g.a. nogle anlægsarbejder på linien. Vi måtte en omvej og følgelig skifte en ekstra gang. The Tube er i det hele taget en lidt langsommelig affære sammenlignet med metroen i Paris. Togene kører ikke særlig hurtig, der ventes ofte længe inden afgang fra stationerne, og det skete mange gange, at togene måtte holde og vente mellem to stationer. Der er rent i undergrunden, og der er hele tiden personale ved billetautomatikken, men der er ikke gjort alverden ud af udsmykning eller individualisering af stationerne. Til gengæld er systemet brugervenligt på den måde, at de forskellige linier har navne, hvortil man knytter retningerne east-, west-, south- og northbound. Man skal ikke inde i centrum bekymre sig om at huske på endestationer, som man skal i Paris og Prag.

Da vi havde fået eleverne tilbage til hotellet, gik vi på pub. Jeg valgte en Guinnies (sort og sød), Oluf og Else valgte en bitter øl, som smagte af æbler. Den danske humle har ikke slået an i England. Mens vi nød øllet og stemningen på værtshuset, planlagde vi næste dag. Vores medbragte planlægningen ville ikke kunne hænge sammen - derfor. Kl. 22.30 havde vi godnat'et, og jeg gik i seng og småblundede til OD havde badet og puslet sig færdig en time senere.

Torsdag, den 18. april, -96

Efter morgenmad og bankbestyrer-funktion var dagen første mål Speakers Corner i Hyde Park. Bortset fra os og en mand, der stillede liggestole op, var der ikke et øje at se. Vejret indbød ikke til at stå stille i længere tid - blæsende og småkoldt. Vi tog hurtigt videre til Westminster, hvor vi gik over Westminster Bridge. Herfra kunne vi se hele Parlament med Big Ben. Sol og dermed et bedre lys ville have gjort oplevelsen større. Det var her, der blev taget gruppebilleder.

Næste attraktion var et kig ind i Downing Street, inden vi kom ind i bag en militær administrationsbygning hvor vi kl. 11 overværede Change og Horsguards. Hestene og soldaternes uniformer var flotte, og det var bemærkelsesværdig med hvilken langsommelighed og militær stivhed de to garder blev skiftet ud. Ikke engang de heste-gale piger orkede at overvære hele sceneriet, hvorfor vi trak mod udgangen. Det hjalp ikke meget. Vi måtte pænt blive og vente, til de to ekvipager mod gaden var udskiftet.

På Trafalger Square gjorde vi holdt i 20 min. Den store oplevelse for eleverne var de mange håndtamme duer, som villigt lod sig fodre med majs, som man passende kunne købe samme sted. Jeg gik rundt om pladsen og lagde især mærke til kirken St. Martin in the Fields. Pladsens storhed er oplagt. Stadig manglede der dog lys.

Vi nåede frem til Buckingham Palace lidt over 12 og fik uventet lejlighed til at se og høre to velspillende militærorkestre, der forlod paladset i hver sin retning. Sceneriet havde tiltrukket mange mennesker/turister. Gennem parken nåede vi frem til Shepherds Market, hvor dagens frokostpause blev holdt. Markedet er i dag et charmerende lille område med gamle, lavere huse med små forretninger og restauranter med meget trange pladsforhold. Vi fik os en lille anretning - skinke med fritter og 2 stegte tomater samt en øl - og så os lidt om. Jeg var inde i en kiosk for at købe en lighter - bad om den billigste, 1£. En film kunne jeg ikke få der. Den skulle man købe i Pharmacia, hvilket jeg gjorde.

Baker Street blev den næste station, vi så. Målet var Madame Tussaud. Den ældste del af udstillingen var ikke imponerende. Nogle af figurerne var ikke vellignende. Dronning Margrethe f. eks. var fremstillet som en yderst smuk ung kvinde. Måske ville man sikre sig mod majestætsfornærmelse. En nyere del af udstillingen var derimod imponerende. I en lille vogn udformet som en London-taxa blev Else og jeg ført gennem Londons historie. Foruden at køre fremad kunne vognen dreje til højre og venstre. Under kørslen kom der overbevisende lyd fra en højtaler placeret tæt ved ens øre og flot lys på de forskelle tableauer. Teknikken var imponerende i sin gennemførthed. Der var tale om en scenografi, jeg ikke har set bedre, og jeg havde gerne kørt turen flere gange, men det lod sig selvfølgelig ikke gøre. Man havnede i souvenir-butikken, hvorfra man kun kunne komme én vej - nemlig ud på gaden.

Når man er 31 mennesker i en gruppe, opstår der uvægerligt ventetid. Else og jeg var blandt de første, der kom ud på et blæsende koldt fortov. Jeg benyttede tiden til et besøg hos en pølsemand, hvor jeg fik en oksepølse i brød. De bløde løg blev stegt på pladen sammen med pølserne. Sennep og ketchup måtte man selv tage på. Såvel pølse som brød var af dimensioner, vi ikke kender i Danmark. Der var tale om et velsmagende og solidt måltid. Den nye lighter virkede ikke, og jeg fortalte vidt og bredt om, hvor grundigt jeg var blevet taget med næsen ved at have købt den billigste. Så kom Simon og belærte mig om, at man først skulle trykke en lille "lock" ind, før man kunne få ild. Ventetiden blev lidt længere end nødvendig. Oluf havde fastsat mødestedet til cafeteriet, men da vi havnede i shoppen, var det ikke indlysende muligt at komme tilbage til dette, hvorfor de fleste af os selvfølgelig gik ud. Nogle af eleverne havde loyalt fulgt mandens besked, hvorfor han måtte tilbage for at hente dem ud.

The Tube bragte os til Picadelly Cirkus. Da vi planlagde turen, havde vi ikke det fulde overblik over økonomien, hvorfor Rock Cirkus ikke var sat på planen. Det viste sig, at vi havde penge til denne afdeling af Madame Tussaud, der viser Rock'ens historie. Når man kommer ind, bliver man udstyret med et sæt hovedtelefoner i hvilke, der kommer musik og lyd afhængig af den del af udstillingen, men befinder sig i. De unge mennesker fandt det interessant. Else og jeg havde hurtig fået nok rock-flimmer, Vi undgik et rockshow og sneg os ad en bagvej ned på gaden igen. Oluf var ikke med. Han fulgte en sløj Jesper tilbage til hotellet. Vi havde et par timer, inden vi skulle samles igen, og da vi ikke havde noget bedre at tage os til, gik vi på pub i Soho og fik en enkelt øl. Derefter gik vi på Elses foranledning ud for at finde dagens spisested, Amalfi's, hvor vi satte os med en kop kaffe.

17.30 var alle, OD inkl., samlet igen, og vi førte flokken til Amalfi's, hvor vi skulle spise 18.30. Der blev en lille time på egen hånd. Kvarteret - en del af Soho - var præget af værtshuse og pornoforretninger, hvilket en del af vores piger fandt meget ulækkert. Nogle af dem blev tiltalt på en måde, de ikke brød sig om.

Menu

Tomatsuppe

Pasta m/ sovs

Brød og olie

Is

Maden var elendig. Suppen var spiselig, men pastaretten var en gang uhumsk klister med bitte små stumper skinke. Ved at hælde vinaigre på kunne man fjerne det værste af melklistersmagen. Der var tale om en affodring, som ikke har kostet mange pund at fremstille. Stedet var ikke billigere end de andre steder, vi spiste. Jeg dummede mig i øvrigt. Der var sat en flad keramiktallerken på bordet. Jeg troede den var til underlag for vandkanden. Det var den ikke. Kanden blev sølet til i olie, som var tilbehør til brødet. Jeg fik kanden tørret af, og vi kastede os over olien.

Vi var ret tidligt på aftenen tilbage på hotellet. Jeg fik ringet til Sonja, der kunne fortælle, at hun havde fået en indkaldelse til undersøgelse på Hjørring Sygehus (dårlig ryg). Vi tre gamle gik på pub. For mit vedkommende blev det til en Guinnies og en bitter øl. Oluf luftede sin forargelse over Amalfi's affodring, og vi underholdt os med Dennis, der den dag havde været på nippet til ikke at komme af toget i tide. Da vi ved 22-tiden gik vores putte-runde, kunne vi konstatere, at der var tre syge piger - den ene dog kun med et naturligt maveonde. Jesper havde fået sovet og havde det rimeligt igen.

Torsdagen blev dagen, hvor hovedhistorierne i det evindeligt kørende TV foruden den daglige dosis af dramaet om EU's boykot af engelsk oksekød (kogalskab) var en lille IRA-bombe i en forhave ved Kings Cross og en større bombe i Mellemøsten, som havde dræbt 25 græske turister. Noget af personalet på hotellet var græsk, hvorfor det den aften var en græsk kanal, der var stillet ind på.

Fredag, den 19. april, -96

8.45 tog vi af sted til St. Pauls Cathedral. For at demonstrere hvor stor kirken er, førte Oluf os bag om den. Den er stor. Vi havde ikke bestilt entré til Whispering Gallery, men da det viste sig, at vi havde penge nok, skulle vi selvfølgelig osse der op. Personalet viste sig fra den venlige side og forærede os entréen. Kirken er utrolig flot med mange sidealtre og begravelser. Den er lys og stilren, og den er rigt dekoreret. Whispering Gallery er imponerende i sin storslåede enkelhed. Udsigten fra toppen af kuplen (100 m), som man kommer til ad en skrækkelig masse trapper, var anstrengelsen værd.

10.45 gjaldt det Liverpool Street Station. Vi skulle på marked, Petticut Lane Market, men først satte vi 45 min. af til dagens frokost. For mit vedkommende blev til et par bægre kaffe på stationen. Markedet var ikke særlig stort eller charmerende, og det rummede ikke oplevelser, man ikke kan få på alle mulige andre markeder: Tøj, tingeltangel, lædervarer cd'ere og lidt frugt. Jeg købte en vest til 5£ og en cd med harpemusik. Hjemme viste det sig, at cd'en ikke var noget værd. Desuden forlystede jeg mig med en stor kartoffelkrokette med spinat. Vi så på tasker, men ingen af os købte nogen. Oluf fandt en lædervest i en af sidegaderne.

Ungerne ville gerne på Oxford Street. Den og de omliggende gader var højdepunktet for dem. Vi var der 14.25, og alle blev sluppet løs på egen hånd. Der var ikke mere kultur på programmet. Vi tre gamle valgte at gå hver for sig. For mit vedkommende blev det tre timer, jeg gik alene, turens højdepunkt. Jeg travede ud af Oxford Street til Marble Arch (indhyllet i byggeplast). Med afstikkere et enormt supermarked og til computerforretninger, hvor jeg købte et par magasiner med tilhørende cd'rom, bl.a. Visual Basic 4.0, tilbage til New Bond Street og Bond Street. Det er i den gade, de rigtige navne kan læses: Tiffany, Cartier, Yves Saint Laurent, Gucci osv. Det er i den gade, man kan se flere store biler, bl.a. Rolls Royce, omhyggeligt bevogtet af ulasteligt klædte chauffører. Southerby's ligger der osse. Døren stod åben, så jeg dristede mig indenfor. Det skete der ikke noget ved. Jeg kaste mig med påtaget interesse over et par kataloger, alt imens en vagt overvågede receptionen - mig inkl.. Så samlede jeg mod til mig og gik forbi ham til husets udstillingslokaler. Det var tæpper og antikke fresker, der var udstillet. De billigste tæpper, 8.000 - 12.000£, gik man på. De kostbare hang på væggene. Tæpperne sagde mig ikke noget. Derimod var mange af de små fresker aldeles smukke. I et lokale var der opstillet et gammelt persisk interiør med forgyldte træpaneler og et tilhørende loft. Det var utrolig flot og spændende. Jeg spurgte om lov til at fotografere, men fik det ikke.

Fra Picadelly gik jeg til Shepherds Market efter 10 store og flotte dadler (2,70£), som jeg formåede at æde, inden jeg nåede tilbage til de andre. De var ganske enkelt så lækre, at jeg ikke havde karakter til at gemme blot to til mine kolleger. Det blev osse til en øl - turens dyreste, 3,70£. Desværre tillod min blære mig ikke at nyde den tilpas langsomt. Jeg gik tilbage til Picadelly Cirkus og opholdt mig der et kvarters tid iagttagende den intensive trafik og de mange mennesker. 4 hylende brandbiler blandede sig i sceneriet. En iagttagelse m.h.t. til trafik er, at Londons taxaer har en meget lille vendediameter. Størrelse til trods kan de vende på gaden i en omgang. På turen op til Oxford Cirkus var jeg inde i Warner Bros. Studieshop og en gigantisk legetøjsbutik.

18.00 var der middag på Rock Island Diner. Stedet er en del af Rock Cirkus. Eleverne fandt det fedt. Mens man spiser, er der diskotek med 60'er og 70'er musik, og ind imellem stopper serveringen til fordel for et dansenummer udført af serveringspersonalet. Tre af dem dansede på baren. Oluf foranledigede, at diskotekpigen fik at vide, at det var Tinas fødselsdag, og så blev der sunget og spillet for Tina from Denmark. Selv om man er blevet lidt gammel og dybest set synes, at det var en gang fis, kunne man alligevel ikke andet end at tage det som en interessant oplevelse.

Menu

Suppe med ost

Panerede kyllingelår med fritter, serveret på pergamentpapir i en oval plastbakke. Isvand

Is

Tilbage på Nordfolk Square gik Oluf og jeg på pub. Stedet var hyggeligt nok, men der blev spillet noget tåbeligt og al for højt musik. Vi forføjede og hurtigt. Senere på aftenen, efter at vi havde godnattet, gik vi ud for at få et hotdog. Vi havnede i en lille græsk forretning, hvor Oluf fik en pie og jeg en stor friturestegt fiskefilet med fritter. Hertil en øl. Vi gik mætte i seng ved 23-tiden.

Lørdag, den 20. april, -96

Som de foregående morgener var jeg tidligt nede i receptionen for at ryge. Det blev til en lidt længere snak med manden bag skranken. Han fortalte om et liv med biler og arbejde i flere oversøiske lande. At 1/2-delen af verdens biler er højrestyrede kom bag på mig. I det hele taget demonstrerede han eksakt viden på en del områder. Han var meget tilpas med den måde, vore elever optrådte på, og han undrede sig over deres højde og spurgte et par gange: "Hvad fodrer I dem med?" Men han var og blev englænder og indædt modtander af Commen Market.

Det var dagen, vi skulle rejse, og kl. 10.00 skulle værelserne være rømmede. Det var de 9.45 og efter at have sikret, at alle havde afleveret nøgler, tog vi med bagagen til Liverpool Street Station, hvor vi for 20£ fik den opbevaret. Herefter kunne elever gå rundt i det nærmeste kvarter indtil 13.30. Else, Oluf og jeg gik ned til Themsen og over London Bridge til Price Waterhouse Building. Vi gik ind i bygningen og følte os hensatte til det 21. århundrede. Rullende "fortove", overraskende arkitektur, ingen mennesker. Forretningerne holder lukket om lørdagen. Futurisme hedder det vist. Vi kom ud på et overdækket torv, hvor der var flere restauranter. Kun et lille sted havde åbent, og der satte vi os med en kop kaffe og for mit vedkommende en muffing.

Solen havde magt, og jeg havde alt for meget tøj på. Vi slentrede tilbage til stationen. Så Bank of England, Stockexchange og en masse flotte bygninger fra emperietiden. Man kunne glæde sig over, hvor velholdte de gamle bygninger er. Mellem disse ligger der ny monumentale bygninger, som klart signalerer velstand og vilje til at lave noget smukt og gedigent. Vi var inde i en ældre, smukt dekoreret handelsarkade. Ugedagen var ikke velvalgt - der var intet liv.

Alle var samlet en time før toget skulle gå. Det blev til en kop kaffe på McDonalds, og jeg dryssede en lille tur i noget meget spændende arkitektur umiddelbart ved stationen. 14.25 var der afg. Liverpool Street Station med ank. Harwich 15.45. Vi kom ombord på "Dana Anglia". Nu gjaldt det: Overnatning på skibet, reserverede couchetter, som der stod i programmet. Disse ligger nede i bunden af skibet under de to bildæk. Hver couchet rummer 4 køjer med en plastbetrukket madras, 2 lagner og to tæpper. Badefaciliteter er der ikke meget af. Vi fik det, vi havde betalt for, og det var såmænd udmærket for en enkelt nat.

Til tonerne af Anchors Away over højtalerne lagde skibet fra kaj 17.00. Inden vi fik en øl, så vi en times tid på afsejlingen og fik det praktiske arrangeret vedrørende aftensmaden. Hver deltager blev udstyret med en spisebillet, værdi 49,- kr. Jeg skulle købe noget creme til Sonja, men den tax-free forhandlede ikke præparatet. Vi kom til at spise ved 20-tiden (dansk tid), og det blev til fiskefilet med fritter samt en guldøl. Resten af aftenen tilbragte vi i Columbus bar. Fik ihrish coffee, et par øl og til slut en whisky, snakkede og lod os underholde med musik, sang og danseshow. Det var de samme, der underholdt, som på udrejsen, men showet var et andet. Et ikke arrangeret indslag var en lille pige på ca. 3 år, der i lang tid dansede til musikken. Jeg gik til køjs lidt over midnat.

Søndag, den 21. april, -96

Vågnede 7.45. og var ret hurtigt henne i et tomt cafeteria for at få en kop kaffe og et par smøger. Et bad kunne man ikke få i den afdeling, vi var placeret i. 9.00 samledes vi til brunch. Igen blev der uddelt spisebilletter. Vi tog godt af den rigelige buffet og trak måltidet ud til kl. 10.30. Herefter handlede jeg, cigaretter og whisky. Sejlturens sidste hændelse var et glas øl på dækket i høj sol - dog en kølig vind. 13.45 ank. Esbjerg og efter en times ventetid sammen med mange andre grupperejsende elever var der 15.05 afg. med et særtog til Middelfart, hvor vi skiftede tog. 19.03 ank. Hobro.

Jeg blev siddende i toget, og en time efter var jeg hjemme til 2 flasker rødvin og et lækkert måltid sammen med Sonja. Mandag holdt jeg fri og kørte Sonja til konsultation på Hjørring Sygehus. Tirsdag kom Else med 3 udenlandske øl i pæn indpakning til Oluf og mig vedhængt et lille kort med en tak for turen.

Bemærkninger

Eleverne var meget lette at rejse med. 4. maj, -96/-ek