Hendes matematiklærer, der også var hendes klasselærer, var helt sikke på, at arbejdet i skolen var begyndt at kede Tove, og han bad hende derfor komme hen og snakke med sig i spisefrikvarteret.

Under samtalen spurgte læreren hende om hendes arbejde og hendes opførsel i timerne. Tove blev meget forlegen. Først ville hun slet ikke svare, men til sidst sagde hun:

"Jeg kan ikke gøre for det. Forstår du, jeg vil gerne lave mit arbejde, og jeg kan også sagtens lave det. Og jeg vil også gerne have gode karakterer. Men de andre i klassen driller mig, fordi jeg får gode karakterer og pæne bemærkninger på karakterbladet for min opførsel. De andre kan ikke lide en, der ikke gør ligesom de selv gør. Jeg ved godt, at det skulle jeg bare blæse på - og det har jeg også lyst til - men hvad skal man egentlig gøre?"

Tove så hen på læreren for at få en løsning på sit problem, men han havde ikke nogen færdig løsning på problemet, så han valgte den letteste udvej og svarede Tove:

"Jeg ved godt, det ikke er noget særligt godt svar, men ærlig talt, Tove, du er jo ikke en lille pige mere, vel? Der må være en løsning, og den må du sandelig selv prøve at finde!"