Logoritmetabeller blev introduceret i slutningen af min skoletid. Husker ikke, om det var 4. mellem eller realen (9. eller 10. klasse).

I Familiejournalen annoncerede Mønsted Kursus med et kursus på 5 lektioner inkl. en regnestok. Det købte jeg og fik leveret et lille vidunder i læderetui samt kursushæfte 1. Da besvarelsen på de tilhørende opgaver var sendt ind og rettet modtog jeg hæfte 2, og det endte med en fint kursusbevis.

Det kunne jeg ikke bruge til noget i folkeskolen, men da jeg begyndte uddannelsen til teknisk assistent, var jeg ikke komplet måbende, da vi skulle købe og bruge en større model - nu med tangens og sinus, som jeg i dag ikke husker en lyd af.

I min praktiktid på Cementfabrikken Dania (Mariager) 1964 stiftede jeg bekendtskab med "svingbassen", der i modsætning til regnestokken kan levere det nøjagtige facit, når man ganger og dividerer. Plus og minus var hurtigere at regne i hånden.

Da jeg efter endt uddannelse fik arbejde på et par tegnestuer, var regnestokken og den hånddrevne regnemaskine obligatorisk inventar.

Regnestokken er et hurtigt værktøj, når der ikke kræves eksakte facit som f.eks. ved overslag og tegning i målestoksforhold.

5 år senere kunne jeg tituleres lærer. Nu blev der undervist i brugen af regnestok. En stor udgave kunne hænges over tavlen, så alle kunne se, hvad matematiklæreren viste, og  de ældste elever kunne så lave opgaver ved brug af skolens klassesæt af regnestokke.

Logoritmetabellerne fortsatte i mange år med at blive udleveret som taskebøger.

Den elektroniske regnemaskine fik en størrelse og pris, som bevirke en begyndende udbredelse af lommeregneren. I skoleverdenen blev der ikke ubetinget jublet over dette apparat: Eleverne skulle lære at regne i hovedet og på papir - lommeregneren ville være gift for de traditionelle færdigheder.

Men det endte jo med, at der blev indkøbt klassesæt, som omhyggeligt blev låst inde efter brug.